Udkast 18.12.2014 Aftale om fælles specialiseret hjemmesygeplejeteam
Udkast 18.12.2014
Aftale om fælles specialiseret hjemmesygeplejeteam
i Furesø, Herlev og Ballerup Kommuner
Præambel
Sundhedsloven med tilhørende bekendtgørelse og vejledning om hjemmesygepleje giver mulighed for aftaler om udførelse af hjemmesygepleje som en fælles kommunal opgave. Furesø, Herlev og Ballerup Kommuner har truffet beslutning om at etablere et samarbejde om den specialiserede hjemmesygepleje fra den xx. Formålet med etablering af det fælles specialiserede hjemmesygeplejeteam er i tæt samarbejde med Region Hovedstadens hospitaler og almen praksis i de tre kommuner at skabe bedre betingelser for at undgå genindlæggelser.
Med et fælles specialiseret hjemmesygeplejeteam får teamet en størrelse og volumen, som giver mulighed for bedre udnyttelse af ressourcer, herunder kompetencer, personale, lokaler og faciliteter. Det fælles sygeplejeteam skal sikre en tilstrækkelig kapacitet til at skabe bedre betingelser for at modvirke forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser. Derudover skal borgerne opleve høj kvalitet og sammenhæng i indsatserne, når der er i risiko for indlæggelser. Endelig skal samarbejdsaftalen skabe en ramme for udvikling af det tværkommunale samarbejde inden for sundhedsområdet i kommunerne.
Ansvaret for tildeling af hjemmesygepleje – myndighedsopgaverne - til borgerne i hver af de 3 kommuner påhviler fortsat de enkelte kommuners kommunalbestyrelser. Det fælles sygeplejeteam løser alene udføreropgaver.
Samarbejdet etableres med henblik på at udføre de specialiserede hjemmesygeplejeopgaver i Furesø, Herlev og Ballerup Kommuner, og parterne er enige om, at andre kommuner kan tilslutte sig samarbejdet.
Denne aftale fastsætter de nærmere bestemmelser for det fælles specialiserede hjemmesygeplejeteam. Aftalen er baseret på erfaringer fra de tre kommuner, herunder projekt ”Tværsektorielt samarbejde om akut området” under Region Hovedstadens forebyggelsespulje.
§ 1
Sted
Det fælles hjemmesygeplejeteam er placeret i Ballerup Kommune, pt. i Hjemmeplejen, Xxxxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxxx.
§ 2
Opgaver forbundet med betjeningen af det fælles hjemmesygeplejeteam
Stk. 1. Ballerup Kommune varetager samtlige opgaver med driften af det fælles hjemmesygeplejeteam, herunder lokaler, it-arbejdspladsudstyr, beklædning.
Stk. 2. Ballerup Kommunes forpligtelser:
Personale
Ballerup Kommune er ansættelsesmyndighed og har ansvaret for, at det fælles hjemmesygeplejeteam til enhver tid er bemandet med uddannede sygeplejersker med dansk autorisation.
Hjemmesygeplejeteamet udfører p.t. opgaverne i alle ugens dage fra kl. 7 til kl. 23.
Hjemmesygeplejeteamet følger Ballerup Kommunes personalepolitik og generelle retningslinjer.
Hjemmesygeplejeteamet er bemandet med højest 8,65 årsværk sygeplejersker og fra maj 2016 med 1 årsværk til ledelse.
Kontorfaciliteter, hjælpemidler, biler mv.
Ballerup Kommune stiller kontorfaciliteter, herunder smartphones og netværksadgang og alle nødvendige hjælpemidler, herunder sygeplejeudstyr og -apparatur samt biler til rådighed for teamets funktionsduelighed.
Ballerup Kommune stiller mødefaciliteter til rådighed til afvikling af personalemøder, øvrige møder mv.
Depot med sygeplejeartikler
Ballerup Kommune etablerer et depot med diverse sygeplejeartikler, der dækker teamets behov.
Stk. 3. Økonomi
Ballerup Kommune forestår betaling af alle udgifter forbundet med hjemmesygeplejeteamets funktioner, herunder kontorhold, personalerelaterede udgifter, kurser, efteruddannelse mv.
Budget for hjemmesygeplejeteamet er udarbejdet og godkendt den xx 2015, jf. bilag 1.
Ballerup Kommune udarbejder senest den 1. juni budget over det kommende års forventede udgifter ved hjemmesygeplejeteamets drift, som danner grundlag for betalingen, jf. § 3.
Ballerup Kommune aflægger senest den 1. marts regnskab, som danner grundlag for betalingen, jf. § 3.
Stk. 4. Værdiansættelser ved ophør
Ved aftalens ophør opgøres værdien af biler, it, sygeplejeartikler i depot mv. til markedsværdien og fordeles efter fordelingsnøglen i § 4.
§ 3
Betaling
Stk. 1. Udgifterne forbundet med hjemmesygeplejeteamet omfatter etableringsomkostninger, faste driftsomkostninger og variable omkostninger.
Stk. 2. Etableringsomkostninger
I forbindelse med etableringen af hjemmesygeplejeteamet afholdes en række udgifter til it, telefoner, biler, beklædning mv., jf. bilag 1.
Furesø og Herlev Kommuner betaler senest 30 dage efter aftalens ikrafttræden deres andele af etableringsudgifterne til Ballerup Kommune.
Stk. 3. Faste driftsomkostninger
På grundlag budgettet, jf. § 2 stk. 3 betaler kommunerne hver især en forholdsmæssig andel af de faste driftsudgifter herunder husleje, løn, kontorhold, it-licenser, kurser m.v. Første år beregnes de faste driftsomkostninger på grundlag af budgettet, jf. bilag 1.
Furesø og Herlev Kommuner forudbetaler deres andele til Ballerup Kommune den 10.januar, 10. april, 10. juli og 10.oktober.
Beløbene er á contobeløb og efterreguleres på grundlag af årsregnskabet senest én måned efter at dette foreligger, jf. § 2 stk. 3.
Stk. 4. Variable driftsomkostninger
Udover de faste driftsomkostninger betaler kommunerne variable driftsomkostninger, som omfatter biludgifter, vikarer udgifter til sygeplejeudgifter, kurser, efteruddannelse møder, mødeforplejning og afledte personaleudgifter (fx udbetaling af 6. ferieuge).
På grundlag af årets regnskab for hjemmesygeplejeteamet, jf. § 2 stk. 3, hvoraf årets variable driftsomkostninger fremgår, betaler Furesø og Herlev Kommuner deres andele heraf til Ballerup Kommune senest den 15. marts det efterfølgende år.
§ 4
Fordelingsnøgle
Samtlige udgifter ved hjemmesygeplejeteamet afholdes af kommunerne i forhold til fordelingstal svarende til kommunernes forholdsmæssige andel af de tre kommuners samlede indbyggertal opgjort efter indbyggertallet pr. 1. januar året før. Den. 1. januar 2014 udgør indbyggertallet for Herlev Kommune 27.706, for Furesø Kommune 38.492 og for Ballerup Kommune 48.514, svarende til henholdsvis 24,153 %, 33,555 % og 42,292 %.
§ 5
Dataadgang og sikkerhed
Stk. 1. Ballerup Kommune skal have adgang til Furesø og Herlev Kommuners omsorgssystemer, så medarbejderne i hjemmesygeplejeteamet kan fremsøge oplysninger om de patienter, de behandler og dokumentere indsatserne i forhold til borgerne.
Stk. 2 Furesø og Herlev Kommuner er dataansvarlige og Ballerup Kommune er databehandler i henhold til persondataloven.
Stk. 3. De data og informationer, som Ballerup Kommune modtager og behandler som led i udførelsen af opgaverne i hjemmeplejeteamet behandles fortroligt og i overensstemmelse med persondataloven med tilhørende sikkerhedsbekendtgørelse.
Stk. 4. Ballerup Kommunes behandling af data må alene ske efter instruks fra Furesø og Herlev kommuner, jf. persondataloven § 42 stk. 2.
Stk. 5. Ballerup Kommune skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger, jf. persondatalovens 41 stk. 3-5.
Stk. 6. Ballerup Kommune skal på Furesø og Herlev Kommuners anmodning give Furesø og Herlev Kommuner tilstrækkelige oplysninger til, at de kan påse, at de nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger er truffet.
Stk. 7. Furesø og Herlev Kommuner skal ved stikprøvevis kontrol af egne omsorgssystemer undersøge om reglerne og retningslinjerne for IT-sikkerhed er overholdt.
Manglende overholdelse af retningslinjerne skal omgående meddeles Ballerup Kommune.
Stk. 8. Ballerup Kommunes retningslinjer for IT-sikkerhed er til enhver tid tilgængelige for Furesø og Herlev Kommuner.
Stk. 9. Ballerup Kommune er dataansvarlig i henhold til persondataloven for borgerne i Ballerup Kommune.
§ 6
Utilsigtede hændelser
Stk. 1. Hjemmesygeplejeteamets ansatte skal som sundhedspersoner indberette utilsigtede hændelser (egne og andres), som de får kendskab til under sundhedsfaglig virksomhed.
Stk. 2. Ved utilsigtede hændelser forstås en begivenhed, der forekommer i forbindelse med udførelsen af sundhedsfaglig virksomhed, som forvolder skade, eller kunne forvolde skade på patienten, jf. sundhedsloven § 198, stk. 4.
Stk. 3. Hjemmesygeplejeteamet indberetter utilsigtede hændelser til Patientombuddets patientsikkerhedsdatabase (DPSD).
Stk. 4. Ballerup Kommunes risikomaneger orienteres automatisk om hændelsen fra Patientombuddets patientsikkerhedsdatabase (DPSD). For borgere i Furesø og Herlev Kommuner orienteres kommunens risikomaneger også direkte fra patientsikkerhedsdatabase (DPSD).
Stk. 5. Kommunerne følger i øvrigt procedurer og retningslinjer i de enkelte kommuner, jf. sundhedsloven kap. 61 om patientsikkerhed.
7
Klager
Stk. 1. Klager over myndighedsafgørelser behandles af borgerens hjemkommune.
Stk. 2. Klager over serviceniveauet behandles af borgerens hjemkommune.
Stk. 3. Klager over hjemmesygeplejeteamets udførende opgaver f.eks. klage over en medarbejders opførsel behandles af Ballerup Kommune.
Ballerup Kommune orienterer snarest muligt borgerens hjemkommune ved at oversende kopi af klagen.
Ballerup Kommune sender kopi af svaret til borgerens hjemkommune samtidig med svaret til borgeren.
Stk. 4. Modtager hjemmesygeplejeteamet klager noteres de i borgerens journal og meddelelse sendes samtidig til hjemkommunen.
Stk. 4. Hjemkommunen kan indhente oplysninger i Ballerup Kommune til brug for behandlingen af en klage.
§ 8
Aktindsigt
Stk. 1. Anmodninger om aktindsigt og indsigt behandles efter reglerne i forvaltnings-, offentligheds og persondataloven.
Stk. 2. Modtager hjemmesygeplejeteamet anmodninger om aktindsigt noteres de i borgerens journal og meddelelse sendes samtidig til den kommune, der skal behandle anmodningen.
§ 9
Samarbejdsorgan
Stk. 1. Der etableres et samarbejdsorgan bestående af 1 sektoransvarlig fra hver af de tre kommuner.
Stk. 2. Samarbejdsorganet kan indkalde relevante personer til ad hoc deltagelse i møderne.
Stk. 3. Samarbejdsorganet har ikke selvstændig beslutningskompetence men fungerer som bindeled mellem det tværkommunale specialiserede hjemmesygeplejeteam og de tre kommuner.
Stk. 4. Samarbejdsorganets opgaver er, at drøfte forhold af betydning for driften og ledelsen af teamet. Samarbejdsorganet har ligeledes til opgave at sikre den kommunale samarbejds- og interessevaretagelse både i forhold til hjemmesygeplejeteamet og hjemmesygeplejeteamets samarbejdspartnere.
Stk. 5. Samarbejdsorganet skal foretage kvartalsvis gennemgang af leverede ydelser og behandlede borgere samt kvartalsvis budgetopfølgning.
Stk. 6. Der holdes mindst 4 møder om året, og Ballerup Kommune udsender dagsorden senest en uge før mødets afholdelse.
§ 10
Afrapportering
Stk. 1. Ballerup Kommune udarbejder hvert år inden den 1. marts en statusrapport med en statistisk oversigt over de leverede ydelser, behandlede borgere samt en gennemgang af årsregnskabet m.v., som forelægges Furesø Byråd og Herlev og Ballerup Kommunalbestyrelser til efterretning.
Stk. 2. Furesø og Herlev kommuner leverer relevante data til udarbejdelse af statusrapporterne til Ballerup Kommune.
§ 11
Genforhandling
Såfremt én af parterne finder, at væsentlige forudsætninger for denne samarbejdsaftales indgåelse har ændret sig, herunder grundlaget for fordelingsnøglen i § 4, kan hver af parterne kræve, at aftalen tages op til genforhandling. Aftalen kan dog tidligst kræves genforhandlet 1 år fra ikrafttrædelsestidspunktet.
§ 12
Aftalens varighed
Stk. 1. Aftalen om det fælles specialiserede hjemmesygeplejeteam er gældende i fra den 1. xx 2015
Stk. 2 Aftalen kan af hver af parterne opsiges med 9 måneders varsel til udgangen af året.
§ 13
Udvidelse af det fælles specialiserede hjemmesygeplejeteam
Ved udvidelse af sygeplejeteamet på grundlag af andre kommuners anmodning herom, skal de økonomiske forhold, herunder fordelingsnøglen godkendes af både Furesø, Herlev og Ballerup Kommuner.
Godkendt i Furesø Byråd den 2015, i Herlev Kommunalbestyrelse den 2015 og i Ballerup Kommunalbestyrelse den 2015.
Furesø Kommune, den 2015 Ballerup Kommune den 2015
Xxx Xxxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxx
Borgmester Borgmester
Xxxxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxx Xxxxx
Kommunaldirektør Kommunaldirektør
Herlev Kommune, den 2015
Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx
Borgmester
Xxxxx Xxxxxxx
Kommunaldirektør
6