Bekendtgørelse om markedsmæssighed af aftaler om realisering af energibesparelser
Bekendtgørelse om markedsmæssighed af aftaler om realisering af energibesparelser
I medfør af § 46, stk. 3 og 4, og § 88 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 27. juni 2018 som senest ændret ved lov nr. 704 af 8. juni 2018, § 28 c, stk. 4 og 5, og § 50 i lov om naturgasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 5. september 2018, og § 28 b, stk. 10 og 11, og § 34, stk. 2, i lov om
varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 523 af 22. maj 2017, som ændret ved lov nr. 704 af 8. juni 2018, fastsættes følgende:
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for netvirksomheder, naturgasdistributionsselskaber og varmedistributionsvirksomheders aftaler med andre virksomheder om realisering af de forpligtelser, der følger af § 22, stk. 1, nr. 5, og § 46, stk. 1, i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, og § 28 c, stk. 4, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1 og 4, i lov om varmeforsyning, jf. dog stk. 2 og § 2.
Stk. 2. Bekendtgørelsens regler gælder ikke for aftaler om realisering af energibesparelser, som net- og distributionsvirksomheder indgår direkte med en virksomhed, der er slutbruger, medmindre der er tale om en aftale mellem forbundne foretagender.
Stk. 3. Efter denne bekendtgørelse anses en net- eller distributionsvirksomheden forbundet med et foretagende, når net- og distributionsvirksomheden deltager i ledelse, kontrol eller kapital i dette foretagende.
§ 2. Dokumentation for prisfastsættelsen i en aftale om realisering af energibesparelser, som en net- og distributionsvirksomhed har udarbejdet i henhold til bekendtgørelse om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner, kan fremsendes til Forsyningstilsynet som dokumentation for en aftales markedsmæssighed, hvis den indholdsmæssigt opfylder kravene i bilag 2. § 3, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Dokumentation
§ 3. Net- og distributionsvirksomheder skal dokumentere markedsmæssigheden, jf. § 46, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om naturgasforsyning, § 28 b, stk. 5, i lov om varmeforsyning af en aftale med et forbundet foretagende i overensstemmelse med stk. 2-4 til sikring af, at aftalens priser og vilkår er i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis aftalen var afsluttet mellem uafhængige parter og i overensstemmelse med kravet om effektiv drift, jf. § 69 i lov om elforsyning og § 37 a i lov om naturgasforsyning samt kravet om nødvendige udgifter i § 20 i lov om varmeforsyning.
Stk. 2. En aftale om realisering af energibesparelser skal foreligge skriftligt på tidspunktet for indgåelse af aftalen og skal ledsages af et aftalebilag, der indholdsmæssigt skal opfylde kravene i bilag 1.
Stk. 3. Dokumentation for markedsmæssigheden af en aftale mellem forbundne foretagender skal indholdsmæssigt opfylde kravene i bilag 2. Omfanget af kravene i bilag 2 til beskrivelser, analyser m.v., afhænger af omfanget og kompleksiteten af relationerne mellem aftalens parter, den valgte prisfastsættelsesmetode og de indgåede aftalers karakter og omfang.
Stk. 4. Dokumentationen, jf. stk. 1-3, vedlægges et koncern- og et organisationsdiagram, som viser aftaleparternes juridiske og organisatoriske struktur samt en kort generel beskrivelse af relationer mellem
aftaleparterne, herunder produktions- og ejermæssige relationer, der kan have betydning for aftalens priser og vilkår.
Stk. 5. Net- og distributionsvirksomheder skal ved indgåelse af en aftale med en uafhængig aftalepart på anmodning udarbejde dokumentation, som indholdsmæssigt opfylder kravene i bilag 3.
§ 4. Net- og distributionsvirksomheder skal på Forsyningstilsynets anmodning fremsende dokumentation, jf.
§ 3, stk. 1-5, og vedlægge en kopi af den indgåede aftale.
Stk. 2. Net- og distributionsvirksomheder skal ved dokumentation, jf. § 3, stk. 1, 2, 3 og 5, anvende de digitale formater, der tilgængeliggøres på Forsyningstilsynets hjemmeside.
§ 5. Forsyningstilsynet kan anmode om supplerende oplysninger og materiale, herunder at der udarbejdes supplerende redegørelse og andet materiale.
Aftalens markedsmæssighed ikke dokumenteret
§ 6. Kan en net- og distributionsvirksomhed ikke dokumentere, at en aftale er markedsmæssig, kan Forsyningstilsynet på grundlag af den fremsendte dokumentation efter §§ 4 og supplerende oplysninger efter
§ 5 fastsætte den markedsmæssige pris, der indgår i den økonomiske regulering af virksomheden, jf. § 46, stk. 2, 5. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 5. pkt., i lov om naturgasforsyning, § 28 b, stk. 4, 2. pkt., i lov om varmeforsyning ved anvendelse af andre prisfastsættelsesmetoder end de af virksomheden anvendte.
§ 7. Kan den fremsendte dokumentation, jf. §§ 3-6, ikke danne grundlag for en skønsmæssig fastsættelse af den markedsmæssige pris kan Forsyningstilsynet fastsætte den pris, jf. § 46, stk. 2, 5. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 5. pkt., i lov om naturgasforsyning, § 28 b, stk. 4, 2. pkt., i lov om varmeforsyning, der indgår i den økonomiske regulering af virksomheden, til de faktisk afholdte dokumenterede omkostninger, der er medgået til den leverede ydelse eventuelt tillagt et mindre avancetillæg.
§ 8. Er dokumentationen for en aftales markedsmæssighed, jf. § 3, åbenbart utilstrækkelig, fastsætter Forsyningstilsynet den skønsmæssige pris, der indgår i den økonomiske regulering af virksomheden, jf. § 46, stk. 2, 5. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 5. pkt., i lov om naturgasforsyning, § 28 b, stk. 4, 2. pkt., i lov om varmeforsyning, til nul.
Stk. 2. Forsyningstilsynet varsler virksomheden om en afgørelse om åbenbart utilstrækkelig dokumentation efter stk. 1 med en frist til at fremkomme med bemærkninger på fire uger.
Administrative bestemmelser
§ 9. Al skriftlig kommunikation, herunder fremsendelse af dokumentation og øvrigt materiale, skal ske elektronisk.
§ 10. Dokumentationen, jf. §§ 2 og 3, skal på anmodning fremsendes til Forsyningstilsynet inden 60 dage.
Stk. 2. Den skriftlige dokumentation skal udarbejdes løbende og senest færdiggøres på tidspunktet, hvor virksomhedens selvangivelse skal indgives til told- og skatteforvaltningen, jf. dog § 3, stk. 2.
Stk. 3. Forsyningstilsynet fastsætter en frist ved anmodning om supplerende oplysninger.
Stk. 4. Forsyningstilsynet træffer afgørelse i sagen senest seks måneder efter, at sagen er fuldt oplyst.
§ 11. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der tilsidesætter § 3, stk. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2018.
Underskrift
Energi- Forsynings- og Klimaministeriet, den […] 2018
Bilag 1
Krav til aftalebilag, der skal være udfærdiget samtidig med indgåelse af den kontrollerede transaktion
A. En beskrivelse af aftalen/transaktionen
1. Angivelse af køber
2. Angivelse af sælger/leverandør
3. Samlet kontraktssum (værdi i kr.):
4. Volumen (GWh):
5. Pris pr. kWh
6. Beskrivelse af den aftalte ydelse eventuelt ydelser, herunder om ydelsen leveres, så den er klar til indberetning til Energistyrelsen eller ej.
7. Beskrivelse af aftalens løbetid (måneder/år, fra dato – til dato)
8. Beskrivelse af særlige vilkår, herunder f.eks. optioner
B. Oplysninger om fastsættelse af aftalens/transaktionens pris
1. Angiv den eller de prisfastsættelsesmetoder, som net- eller distributionsvirksomheden har anvendt til sikring af aftalens markedsmæssighed.
2. Eventuelle supplerende oplysninger om prisfastsættelsen.
Bilag 2 Krav til dokumentationen for en aftales markedsmæssighed på området for energibesparelser
Dokumentation for markedsmæssigheden af kontrollerede transaktioner skal indeholde følgende:
A. Beskrivelse af den kontrollerede transaktion
1. Beskrivelse af indholdet af aftalen og de omfattede ydelser herunder eventuelle integrerede leverancer samt om ydelsen leveres, så den er klar til indberetning til Energistyrelsen eller ej.
2. Beskrivelse af særlige vilkår, herunder f.eks. optioner.
B. Betalinger og omkostninger
1. En oversigt over kontraktens årlige forfaldstidspunkter for betalinger.
2. Angivelse af de omkostninger leverandøren har afholdt i relation til den kontrollerede transaktion vedrørende levering af energibesparelser, herunder en test af nytteværdi af disse omkostninger for net- eller distributionsvirksomheden samt beskrivelse af eventuelt anvendte allokeringsnøgler.
Omkostninger forbundet med administration, herunder kvalitetssikring m.v. skal opgøres særskilt.
3. Angivne omkostninger og betalinger under aftalen skal kunne afstemmes med distributionsselskabets reguleringsregnskab.
C. Beskrivelse af de forbundne parters bidrag til den samlede realisering af energibesparelser, herunder oplysninger om de forbundne parters bidrag i forhold til væsentlige funktioner.
D. En risikoanalyse, som beskriver fordelingen af aftaleparternes risici som følge af aftalen.
E. En kort beskrivelse af væsentlige aktiver, der anvendes i forbindelse med den samlede opfyldelse af aftalen.
F. En detaljeret sammenlignelighedsanalyse samt begrundelse for valg af den anvendte prisfastsættelsesmetode.
G. Redegør for eventuelle sammenlignelighedsjusteringer og for, om der er lavet justeringer til resultaterne hos den testede part, de sammenlignelige transaktioner eller begge, herunder angivelse af relevante økonomiske, finansielle og/eller regnskabsmæssige data, som er anvendt ved analysen af markedsmæssigheden, samt angivelse af kilden til disse data.
H. Når det i forhold til prisfastsættelses-metoden er relevant, skal det oplyses, hvilken af aftaleparterne der er valgt som den testede part, og valget skal begrundes.
I. Redegør for, hvorfor det kan konkluderes, at de relevante transaktioner er prisfastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet ved anvendelse af den valgte prisfastsættelses-metode.
J. Angivelse af en liste og tilhørende beskrivelse af eventuelle udvalgte sammenlignelige aftaler (interne og eksterne) samt information om de indikatorer for de uafhængige virksomheder, som er benyttet ved prisfastsættelsesanalysen, herunder en beskrivelse af udsøgningsprocessen og kilden til den anvendte information.
Bilag 3
Krav til de oplysninger der skal indgå i dokumentation for en aftales markedsmæssighed indgået mellem uafhængige parter
Angivelse af følgende stamdata:
1. Angivelse af køber
2. Angivelse af sælger/leverandør
3. Samlet kontraktssum (værdi i kr.)
4. Volumen (GwH)
5. Pris pr. Kwh
6. Beskrivelse af aftalens løbetid (måneder/år, fra dato – til dato)