Den udvidede Konfliktvejledning OK 18
Den udvidede Konfliktvejledning OK 18
21. december 2018
Indhold
2. Overenskomstforhandlinger og konflikter 3
2.1 Overenskomstforhandlinger 3
2.2. De kollektive kampskridt 3
2.3. Må arbejdsgiver få oplyst hvilke ansatte, der er medlemmer og dermed omfattet af konflikten? 4
2.4 Varsling af kollektive kampskridt 4
3. Virkningen af strejke & lockout for forskellige grupper af ansatte 5
3.4. Lærere, der er ansat med flere faste arbejdssteder eller flere ansættelsesforhold på samme arbejdsplads 7
3.4.1. Flere faste arbejdssteder 7
3.4.2. Flere ansættelsesforhold på samme arbejdsplads 7
3.5. Konstitution / Funktion i højere stilling 7
3.6. Vikarbureauansatte vikarer 8
3.7. Ansatte i fleksjob, job med løntilskud eller job på særlige vilkår 8
3.8 Personer udsendt i virksomhedspraktik 8
4. Forhold og vilkår under konflikten for medlemmer omfattet af konflikt 8
4.1.1. Praktiske oplysninger om konfliktlån 8
4.3. Forudlønnede – krav om tilbagebetaling af løn 10
4.5. Barselsorlov, herunder fædreorlov 11
4.5.1. Orlov der er påbegyndt før konfliktens start 11
4.5.2. Xxxxx der påbegyndes efter konfliktens start 11
4.6. Afspadsering, omsorgsdage og ferie inkl. særlige feriedage 11
4.6.1. Påbegyndt afviklet før konflikten 11
4.6.2. Planlagt afviklet under konflikten 11
4.7.1. Påbegyndte tjenesterejser 12
4.7.2. Planlagte tjenesterejser 12
4.9 Orlov med Statens Voksen Uddannelsesstøtte (SVU) 12
4.12. Opsigelse af ansættelsesforholdet 13
6. Medlemsvilkår og deltagelse under konflikten 16
6.1. Særlige regler for indmeldelse under en konflikt 16
6.2. Særlige regler for udmeldelse under en konflikt 16
6.3. Forholdet mellem ansatte i konflikt og ansatte uden for konflikten 17
6.4. Opkrævning af konfliktkontingent/tilbagebetaling af konfliktlån 17
7.1. Afslutning af konflikten 17
1. Indledning
Denne vejledning indeholder både en kort gennemgang af dels forløbet op til en eventuel varsling af konflikt og dels de praktiske forhold i forbindelse med en eventuel konflikt og afslutningen på denne..
Vejledningen dækker FOAS-sprogcenterområdet.
2. Overenskomstforhandlinger og konflikter
2.1 Overenskomstforhandlinger
I Danmark har vi en lang tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres ved kollektive aftaler
– overenskomster eller organisationsaftaler - som indgås mellem forhandlingsberettigede organisationer for henholdsvis arbejdstagere og arbejdsgivere.
På det private område har Uddannelsesforbundet/Lærernes Centralorganisation (LC) to overenskomster med FOAS (Folkeoplysningsorganisationernes arbejdsgiversamarbejde):
• FOAS’ sprogcenteroverenskomst
• FOAS’ almene overenskomst
Der er kun varslet konflikt for FOAS-sprogcenteroverenskomst. Overenskomstforhandlingerne med FOAS om den almene overenskomst er ikke begyndt endnu. Er du ansat på FOAS almene overenskomst, er du altså IKKE omfattet af strejken.
Overenskomstperioden har ikke en på forhånd givet længde. Spørgsmålet om aftale-periodens længde er et aftalespørgsmål på lige fod med alt det andet, der indgår i en overenskomst- og aftalefornyelse. Aftaleperioden har typisk været to eller tre år.
Under overenskomstforhandlingerne kan det vise sig nødvendigt at iværksætte kollektive kampskridt (strejke, blokade, lockout eller boykot) for at tvinge modparten til at give indrømmelser. Ved fornyelse af overenskomster er der - i modsætning til den periode, hvor overenskomsterne løber – ikke fredspligt. Det vil sige, at der i overensstemmelse med hovedaftalerne kan varsles og iværksættes kollektive kampskridt.
2.2. De kollektive kampskridt
Der kan ved overenskomstfornyelser iværksættes kollektive kampskridt. Disse bruges oftest for at lægge pres på modparten, så man kan opnå et resultat, der synes umuligt at nå kun ved forhandling.
Betegnelsen ”kollektive kampskridt” dækker strejke, blokade, lockout og boykot.
Xxxxxxx: Hvor arbejdstagerne afviser at udføre deres arbejde, dvs. nedlægger arbejdet. Blokade: Består i, at arbejdstagerne ikke søger eller lader sig ansætte i de ledige stillinger,
som der er etableret blokade for.
Lockout: Består i, at arbejdsgivere afviser at lade arbejdstagerne udføre deres arbejde.
Boykot: Hvor en eller flere arbejdsgivere afviser at ansætte individuelle arbejdstagere (fx arbejdstagere som er medlem af en bestemt faglig organisation).
Strejke og blokade varsles således af arbejdstagernes organisationer over for én eller flere arbejdsgivere, mens lockout og boykot varsles af arbejdsgivere over for en eller flere arbejdstagerorganisationer.
Arbejdsretten har i en afgørelse fra 16. januar 2014 fastslået, at en arbejdsgiver – konkret KL
– ved udløbet af en overenskomstperiode har ret til at varsle lockout overfor udvalgte dele af en overenskomstgruppe – konkret lærere - og således ikke har pligt til at lade en lockout omfatte samtlige lærere på KL’s område.
Arbejdsretten fastslog samtidig, at såfremt arbejdsgiverne ikke formulerer en konkret begrænsning i lockoutvarslet, er ansatte, der melder sig ind i den overenskomstbærende organisation efter lockoutens ikrafttræden, omfattet af lockouten fra indmeldelsestidspunktet.
Endvidere kan organisationerne varsle sympatistrejker. En sympatistrejke varsles overfor en arbejdsgiver for at støtte en anden faglig organisations strejke, eller for at støtte en faglig organisation, som er udsat for en lockout. Det var eksempelvis tilfældet, da en række LO- forbund, herunder HK, varslede sympatikonflikt til hovedkonflikten mellem Flyvebranchens Personale Union og Ryanair. HK’s varslede sympatikonflikt indebar varsling af nedlæggelse af arbejdet (strejke), der bl.a. omfattede tjek af billetter, check-in af bagage eller hjælp til at finde bortkommet bagage.
2.3. Må arbejdsgiver få oplyst hvilke ansatte, der er medlemmer og dermed omfattet af konflikten?
Arbejdsgiver er forud for en konflikt berettiget til at få at vide, hvem af de ansatte, der er omfattet af konflikten , fordi de er medlemmer af den forhandlingsberettigede organisation.
Men der er nogle klare spilleregler, der skal overholdes:
• Oplysninger om fagforeningsmedlemskab er en privat sag, som den ansatte ikke er forpligtet til at oplyse arbejdsgiver om. Arbejdsgiver må gerne spørge, men den ansatte er ikke forpligtet til at svare
• Arbejdsgiver må til gengæld gerne bede de ansatte om at melde tilbage inden for en passende frist, hvis de ikke er omfattede af konfliktvarslerne
• Tillidsrepræsentanten må ikke udlevere oplysninger til arbejdsgiver om, hvem der er medlemmer, da der er tale om personfølsomme oplysninger
2.4 Varsling af kollektive kampskridt
I hovedaftalen for FOAS-sprogcentrene er det aftalt, at varsling af kampskridt skal ske skriftligt med mindst 4 ugers varsel (kommuner og regioner). Dvs. at kampskridtene iværksættes mindst 4 uger efter, at modparten har modtaget varselsskrivelsen. Samtidig med, at varsel fremsendes til modparten, skal også forligsmanden orienteres, jf. forligsmandslovens
§ 2, stk. 4.
Såfremt der iværksættes kampskridt, som ikke er varslet - eller evt. varslet uden iagttagelse af formalia - betragtes disse som overenskomststridige kampskridt og dermed brud på hovedaftalen, hvorfor den part, kampskridtet iværksættes overfor (modparten), kan rejse krav om betaling af bod.
Det er LC-FU (Forretningsudvalget i Lærernes Centralorganisation), der på vegne af medlemsorganisationerne kan vedtage at varsle kollektive kampskridt, som herefter iværksættes af den enkelte medlemsorganisation.
Valget af kampskridt og omfanget af disse besluttes ligeledes af LC-FU. Det er vigtigt at bemærke, at beslutningen om at varsle kollektive kampskridt sker med afsæt i hver enkelt medlemsorganisations kompetente forsamlings beslutning om indstilling til LC-FU. Det er endvidere den enkelte medlemsorganisation, der i tæt koordination med SKAF’s sekretariat fremsætter forslag til hvilke grupper/arbejdspladser, der konkret skal varsles konflikt for.
Det er Uddannelsesforbundet, der forestår det praktiske arbejde i forbindelse med konflikten overfor Uddannelsesforbundets medlemmer.
De medlemmer, der er ansat på områder, som der ikke varsles konflikt for, er forpligtede til at fortsætte deres arbejde under konflikten. En lokal udvidelse af konflikten, fx en arbejdsnedlæggelse, er – selvom den er kortvarig – et brud på hovedaftalen og vil medføre forpligtelse til at betale bod til modparten.
2.5. Forligsinstitutionen
Forligsinstitutionen er etableret med henblik på at bistå parterne i at opnå enighed om en ny overenskomst.
Forligsmanden indtræder fx i overenskomstforhandlingerne, hvis en af parterne anmoder om det, eller hvis forhandlingerne erklæres for afsluttede uden resultat. Dette kan ske, enten fordi man ikke kan blive enige om et resultat, eller fordi en af parterne ikke godkender et opnået forlig. Ved OK13 erklærede arbejdsgiverne forhandlingerne for afsluttede uden resultat, med den konsekvens at forligsmanden indtrådte i forhand-lingerne.
Forligsmanden har kompetence til at udsætte varslede kampskridt som fx strejke eller lockout. Udsættelsen sker for at give forligsmanden tid til at mægle forlig mellem parterne.
En varslet arbejdsstandsning kan udsættes i 2 uger og 4 dage. Er der fx varslet strejke, kan denne tidligst begynde på 5. dagen efter de 2 uger eller - hvis forligsmanden indenfor de 2 uger erklærer forhandlingerne for afsluttede uden forlig - på 5. dagen efter forligsmandens erklæring.
Foruden udsættelse af en arbejdsstandsning har forligsmanden også kompetence til at komme med forslag til forlig, dvs. mæglingsforslag. Sådanne mæglingsforslag skal forelægges parterne til afstemning. I givet fald udsættes varslede kampskridt, indtil resultatet af afstemningen er kendt.
3. Virkningen af strejke & lockout for forskellige grupper af ansatte
3.1. Overenskomstansatte
Af det konfliktvarsel, som fremsendes til arbejdsgivermodparten, fremgår det, hvilke områder og dermed hvilke overenskomstansatte som vil være omfattet af konflikten. Tilsvarende gælder for det konfliktvarsel, som fremsendes af arbejdsgivermodparten til LC. For de medlemmer, som omfattes af konflikten, betyder starten på strejke eller lockout, at den enkeltes ansættelsesforhold midlertidigt ophører. Dermed suspenderes alle de rettigheder (og pligter), der følger af ansættelsesforholdet.
I hovedaftalerne er det aftalt, at de ansatte har både ret og pligt til at genindtræde i ansættelsesforholdet, når konflikten er afsluttet.
At ansættelsesforholdet suspenderes/afbrydes, betyder fx, at arbejdsgiveren stopper udbetaling af løn og pension mv. Ansatte, som deltager i en konflikt, har endvidere ikke ret til at være til stede på arbejdspladsen, ligesom arbejdsgiveren kan kræve, at nøgler, arbejdsmobil, PC samt udstyr mv., som tilhører arbejdsgiveren, afleveres. Endvidere vil arbejdsgiveren have mulighed for at stoppe betaling af netforbindelser/ hjemmearbejdspladser under en konflikt, herunder medarbejdernes adgang til arbejdsgivers netværk og mailkonti udstedt af arbejdsgiveren.
Det enkelte medlem har i forbindelse med det midlertidige ophør af ansættelsesforholdet dog ikke ret til, at arbejdstiden gøres op, og at der foretages udbetaling af evt. overtid, jf.
Arbejdsrettens dom af 28. juni 2013, LC mod KL og Moderniseringsstyrelsen.
Ved samme afgørelse fastslog Arbejdsretten, at konfliktperioden i mangel af konkret aftale om andet skal indregnes i opgørelsen af normperioden med 7,4 timer pr. dag og ikke med den forud for konflikten planlagte arbejdstid. KL anerkendte i sagen konkret, at arbejdstiden for lockoutperioden skulle medregnes i den samlede arbejdstidsopgørelse for hele normperioden med den forud for lockoutens ikrafttræden planlagte arbejdstid.
En konflikt - uanset om der er tale om strejke eller lockout - medfører således væsentlige ændringer for alle de ansatte, som er omfattet. I afsnittet ”4. Forhold og vilkår under konflikten” gennemgås en række af de praktiske forhold, der typisk giver anledning til spørgsmål.
3.2. Konfliktramt arbejde
Uddannelsesforbundet har i første omgang varslet strejke på følgende fire sprogcentre:
• AOF Sprogcenter Nordvest i Holbæk
• AOF Nord Frederikshavn Sprogcenter
• Lærdansk Ringsted
• Lærdansk Syddjurs
For at en strejken kan virke effektivt, er det vigtigt, at det arbejde, der er varslet strejke for ikke bliver udført af andre, som f. eks.:
• lærere på andre FOAS-sprogcentre, som ikke er omfattet af strejkevarslet
• lærere på afdelinger, som ikke er omfattet af strejkevarslet, men hvor kolleger på andre afdelinger under samme sprogcenter er varslet i strejke
• lærere på FOAS-almen-overenskomsten.
Udgangspunktet er derfor, at det arbejde, som skulle have været udført af de lærere, som er i strejke, ikke må udføres.
Arbejdsgiveren kan derfor – som hovedregel – ikke ændre den eksisterende arbejdsfordeling mv., således at lærere (eksempelvis lærere ansat på FOAS-almen overenskomsten, eller lærere fra en anden afdeling), som ikke skal strejke, overtager klasser, fag og øvrige opgaver fra de lærere, som er i strejke.
Flytning af kursister fra et strejkevarslet sprogcenter (eller afdeling) til et andet sprogcenter (eller afdeling) er et andet eksempel på konfliktramt arbejde. Lærere fra sprogcentre (eller afdelinger), som ikke er omfattet af strejkevarslet, må som hovedregel ikke undervise kursister, der er flyttet fra et strejkevarslet sprogcenter (afdeling).
For så vidt angår studieture mv. (se også pkt. 4.13.2.), bør der ikke ske omlægning af planerne for arbejdets udførelse, således at lærere ansat på FOAS-almen overenskomsten, eller lærere fra en anden afdeling pålægges at deltage på studieture o. lign., hvor det oprindeligt var planlagt, at de strejkevarslede lærere på FOAS-sprogcenteroverenskomsten skulle deltage.
Hvis der er to-lærer-undervisning, hvor kun den ene er omfattet af konflikten, må den anden lærer kun undervise halvdelen af det normale antal kursister.
Uanset ovenstående er det meget vanskeligt at definere, hvornår der er tale om konfliktramt arbejde. Ovenstående eksempler er kun medtaget til illustration af, hvad der kan være konfliktramt arbejde.
Som et eksempel på problemstillingen kan nævnes en kommunal sag fra lockouten ved OK13. Kommunen omlagde de tjenestemandsansatte læreres skema i 6.-9. klasse med henblik på, at disse lærere skulle føre tilsyn med eleverne i de mindste klasser. LC rejste sagen over for KL (Kommunernes Landsforening), og KL og LC blev enige om, at en kommune ikke kan omlægge tjenestemandsansatte læreres skema med henblik på at føre skemalagt tilsyn.
Sagen forligtes ved, at kommunen betalte en aftalt bod til LC og samtidig ophørte med omlægningen.
Ved OK13 rejste BUPL og FOA en sag over for KL med påstand om, at skolepædagoger og pædagogmedhjælpere udførte konfliktramt arbejde ved at føre tilsyn med samme antal børn som før konflikten, idet det var BUPL og FOA’s opfattelse, at de alene kunne pålægges at føre tilsyn med et forholdsmæssigt antal børn. Arbejdsretten kom i dom af 31. oktober 2014 frem til, at den tilsynsopgave, som skolepædagogerne mv. skulle varetage under lockouten af lærerne, var en del af deres sædvanlige arbejde og dermed ikke var konfliktramt.
Arbejdsretten henviste i dommen bl.a. til, at skolepædagogerne hverken skulle undervise eller
gennemføre pædagogiske aktiviteter med eleverne, mens lærerne var lockoutet, men alene føre tilsyn.
Det skal anbefales, at lærere som ikke skal strejke altid kontakter Uddannelsesforbundet med henblik på at afklare, om der er tale om konfliktramt arbejde og i bekræftende fald, hvordan man skal forholde sig i den konkrete situation.
3.3. Ledere
Ledere er ikke omfattet af konflikten, og har derfor pligt til at fortsætte deres arbejde under konflikten.
Netop fordi der er tale om en lovlig konflikt, har lederne et særligt ansvar for at sikre, at de tilbageværende lærere (lærere på FOAS-almen overenskomst, og lærere på afdelinger som ikke skal strejke) og ledelsesrepræsentanters arbejdskraft ikke anvendes på en sådan måde, at strejkens virkning svækkes.
Lederne bør derfor ikke anmode eller beordre de tilbageværende lærere til at udføre konfliktramt arbejde (om konfliktramt arbejde, se ovenfor i afsnit 3.2.).
Ledere er således forpligtede til at efterkomme en tjenstlig ordre, medmindre indholdet af denne er klart ulovlig. Modtager lederen en tjenstlig ordre, hvis indhold synes at svække virkningen af konflikten, anbefales det, at lederen anmoder om at få ordren skriftligt, ligesom lederen anbefales at kontakte sin faglige organisation Uddannelseslederne af 2018 for at blive rådgivet om, hvordan man skal forholde sig.
3.4. Lærere, der er ansat med flere faste arbejdssteder eller flere ansættelsesforhold på samme arbejdsplads
For medlemmer, som har to eller flere faste arbejdssteder enten som følge af ét ansættelsesforhold med flere arbejdssteder eller som følge af flere ansættelsesforhold på samme arbejdsplads (f. eks. en deltidsansættelse på FOAS-sprogcenteroverenskomsten og en anden deltidsansættelse på FOAS-almen overenskomsten) opstår typisk spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig under konflikten, når dele af beskæftigelsen er konfliktomfattet, mens andre dele ikke er. Hvordan man skal forholde sig, afhænger af, hvilken type ansættelse der er tale om, jf. nedenfor:
3.4.1. Flere faste arbejdssteder
Nogle medlemmer har i deres ansættelsesforhold på FOAS sprogcenteroverenskomsten flere faste arbejdssteder, og er ansat på FOAS-sprogcentre med to eller flere afdelinger, og hvor der er varslet konflikt på én afdeling, mens en anden afdeling ikke er omfattet af konfliktvarslet.
Her er hovedarbejdsstedets stilling i konflikten afgørende. Når hovedarbejdsstedet er omfattet af konflikten, er den samlede beskæftigelse omfattet. Hvor hovedarbejdsstedet ikke er omfattet af konflikten, er heller ikke det sekundære arbejdssted omfattet.
3.4.2. Flere ansættelsesforhold på samme arbejdsplads
Medlemmer på samme arbejdsplads der har to ansættelseskontrakter på hver sin overenskomst – henholdsvis en deltidsansættelse på FOAS sprogcenter overenskomsten og en deltidsansættelse på FOAS almen overenskomsten - skal betragte hvert enkelt ansættelsesforhold isoleret, således at man kun er omfattet af konflikten i ansættelsen på FOAS-sprogcenteroverenskomsten, hvor der er etableret konflikt.
3.5. Konstitution / Funktion i højere stilling
Et medlem, der er konstitueret i en højere stilling, er ikke omfattet af konflikten, hvis den stilling, som pågældende er konstitueret i, ikke ville være omfattet af konflikten ved ordinær besættelse, uanset at pågældendes basisstilling måtte være omfattet af konflikten. Modsat gælder for et medlem, som er konstitueret i en højere stilling, hvor denne stilling er omfattet af konflikten, mens basisstillingen ikke er omfattet af konflikten, at medlemmet er omfattet af konflikten.
3.6. Vikarbureauansatte vikarer
De vikarbureauer, som LC har indgået overenskomst med, underrettes forud for konfliktens start om, hvilke skoler der vil være omfattet af konflikten. Vikarbureauerne må herefter ikke formidle vikarer til arbejde, som er konfliktramt.
Skulle man opleve, at der på trods af førnævnte alligevel formidles vikarer til konfliktramt arbejde, skal man kontakte Uddannelsesforbundet.
3.7. Ansatte i fleksjob, job med løntilskud eller job på særlige vilkår
Ansatte i fleksjob, job med løntilskud eller job på særlige vilkår deltager i konflikten på lige fod med øvrige overenskomstansatte og får konfliktlån fra Uddannelsesforbundet, jf. afsnit 4.1.
Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet udtalte i forbindelse med OK13 lockouten, at en fleksjobansat, der bliver omfattet af en overenskomstmæssig konflikt, vil fortsætte i sit fleksjob på de hidtidige betingelser, når konflikten ophører.
3.8 Personer udsendt i virksomhedspraktik
Personer udsendt i virksomhedspraktik er ikke omfattet af overenskomsterne og dermed heller ikke af organisationernes konfliktvarsler. Arbejdsgiverne må ikke sætte de pågældende til at udføre konfliktramt arbejde.
Dette gælder dog ikke ansatte, som er sygemeldte (med løn) og udsendes i praktik på egen skole. Hvis skolen er omfattet af en konflikt, er den ansatte også omfattet af konflikten.
3.9. Ledige
Medlemmer, som er ledige ved konfliktens ikrafttrædelse, dvs. hvis ledighed ikke skyldes konflikten, står uden for konflikten og kan som hovedregel derfor fortsat modtage dagpenge fra en a-kasse. Disse ledige medlemmer må ikke overtage konfliktramt arbejde.
Forinden konflikt iværksættes, meddeler LC derfor jobcentrene og a-kasserne, hvilke områder der er varslet konflikt for. Herefter må jobcentrene ikke formidle ledige til det konfliktramte arbejde.
4. Forhold og vilkår under konflikten for medlemmer omfattet af konflikt
4.1. Konfliktlån
Under konflikt udbetaler arbejdsgiveren som nævnt ikke løn til medlemmer omfattet af konflikten. Ligeledes betaler arbejdsgiveren ikke pensionsbidrag, arbejdsmarkedsbidrag eller bidrag til ATP.
De ansatte, som er omfattet af konflikten, er ikke ledige, hvorfor der ikke er ret til godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag eller (supplerende) dagpenge fra en a-kasse.
I stedet for løn m. v. tilbyder Uddannelsesforbundet konfliktlån til medlemmer, der er omfattet af konflikten.
Medlemmer i konflikt får også en nedsættelse af grundkontingentet, uanset om de tager konfliktlån eller ej.
I afsnit 4.1.1. nedenfor følger vejledningen på forbundets hjemmeside med de praktiske oplysninger konfliktlån
4.1.1. Praktiske oplysninger om konfliktlån
Sådan får du helt praktisk et konfliktlån. Læs også, hvor meget du kan få, hvilke kriterier der gælder for at få det, og hvordan det tilbagebetales.
Er du omfattet af en eventuel konflikt, kan du som medlem af Uddannelsesforbundet få et konfliktlån. På den måde er du økonomisk sikret, selv om du ikke får løn af din arbejdsgiver under konflikten. Forneden kan du se, hvordan du rent praktisk får lånet.
Hvornår og hvordan får du dit konfliktlån?
Efter at konflikten er slut, skriver vi til dig på din private e-mail-adresse og giver dig tilbuddet om et konfliktlån.
Hvis konflikten trækker ud, skriver vi under alle omstændigheder til dig om konfliktlånet i så god tid, at du kan få lånet ind på kontoen på det tidspunkt, hvor lønnen normalt vil få ind på kontoen.
Via e-mailen med tilbuddet om konfliktlån er der linket til en side, hvor du kan logge dig på med NemID. Her vil du blive bedt om forskellige oplysninger, blandt andet din bankkonto.
Hvor stort det samlede lånebeløb bliver afhænger af, hvor mange dage du har været i konflikt.
Hvor meget kan du få i konfliktlån?
Hvor meget, du kan få i konfliktlån, afhænger af din beskæftigelsesgrad:
• Er du ansat mere end halvtid, det vil sige mere end 18,5 timer om ugen, er konfliktlånet på 860 kroner per dag, som konflikten varer. En uge er på fem dage
• Er du ansat halvtid eller mindre, det vil sige højst 18,5 time om ugen, er konfliktlånet på 430 kroner per dag, som konflikten varer. En uge er på fem dage
Du kan få tilbudt konfliktlån, hvis du er medlem og:
• i konflikt og som følge heraf mister din løn og eventuelle supplerende dagpenge under konflikten
• i konflikt og under konflikten modtager SVU, barsels- eller sygedagpenge, jf. afsnit 4.4., 4.5 og 4.9
• før konflikten har søgt om at gå på efterløn på en dato under konflikten og derfor først går på efterløn efter konflikten, jf. afsnit 4.11
og desuden opfylder én af følgende betingelser:
• Ansat d. 1. november eller senere: Her skal du være meldt ind senest d. 1. januar
• Ansat før d. 1. november: Her skal du være meldt ind senest d. 1. januar og melde dig ind med tilbagevirkende kraft fra d. 1. oktober
Du kan ikke få konfliktlån, hvis du
Er meldt ind senere end 1. januar.
Læs mere i afsnit 6.1. Særlige regler om indmeldelse og udmeldelse
Tilbagebetaling af konfliktlånet
Du skal tilbagebetale lånet, ellers vil Skat betragte det som skattepligtig indkomst og ikke et lån. Lånet skal afdrages over en periode, afhængigt af hvor stort lånet bliver som følge af konfliktens varighed. I den periode, hvor konfliktlånet tilbagebetales, vil dit grundkontingent blive nedsat.
Når du modtager tilbuddet om konfliktlån, vil du få oplysninger om blandt andet afdrag og afdragsperiode.
Du behøver ikke at tage et konfliktlån - det er blot et tilbud.
Hvis du vælger ikke at optage et konfliktlån, skal du ikke betale tilbage på et lån. Du vil under alle omstændigheder få glæde af nedsættelsen af grundkontingentet, uanset om du tager et konfliktlån eller ej.
Sørg for at vi har din private e-mail-adresse
4.2. Tidsbegrænset ansatte
Medlemmer, der er ansat tidsbegrænset og på månedsløn, vil være omfattet af konflikten fra konfliktens start og frem til og med den dag, hvor vikariatet skulle være ophørt.
Uddannelsesforbundet yder derfor konfliktlån i den periode. Fra det tidspunkt, hvor vikariatet skulle være ophørt, skal medlemmet tilmelde sig jobcenteret som ledig, hvorefter man – forudsat de almindelige betingelser for udbetaling af dagpenge er opfyldt – vil kunne modtage dagpenge fra a-kassen.
Medlemmer, der op til konfliktens start har været beskæftiget som timelønnede vikarer med ansættelse fra dag til dag, kan som hovedregel få dagpenge fra en a-kasse under konflikten, når de ved konfliktens start kan dokumentere, at de ikke er beskæftiget på en konfliktramt skole/institution.
Tilkaldevikarer må ikke ansættes med henblik på at tage konfliktramt arbejde.
4.3. Forudlønnede – krav om tilbagebetaling af løn
Det er tidligere set, at arbejdsgivere – ved konfliktens start – rejser krav over for forudlønnede ansatte om tilbagebetaling af den del af den udbetalte løn, som vedrører perioden fra konfliktens start.
Retmæssigt set kan arbejdsgiveren rejse et sådant krav.
Nogle arbejdsgivere fradrager - i den lønudbetaling der følger før konfliktstart - lønnen for de dage, der ligger efter det varslede tidspunkt for konfliktstart. Også et sådant ”forhånds-
fradrag” må accepteres.
4.4. Sygdom
En ansat, som er syg ved konfliktens begyndelse, skal hurtigst muligt henvende sig til sin arbejdsgiver med henblik på, at den ansatte og arbejdsgiveren udfylder og indberetter dagpengeskema til den ansattes bopælskommune.
Den ansatte vil herefter fra bopælskommunen modtage dagpenge, indtil den ansatte raskmeldes. Efter raskmeldingen indtræder den ansatte i konflikten. Som supplement til sygedagpengene udbetaler nogle faglige organisationer konfliktunderstøttelse/konfliktlån til dækning af differencen mellem den normale løn og sygedagpengene.
Bliver den ansatte derimod syg efter konfliktens start, har arbejdsgiveren ikke pligt til at betale løn under konflikten. Den ansatte vil heller ikke kunne modtage dagpenge fra bopælskommunen.
Sygemeldte omfattet af konflikt modtager konfliktlån fra Uddannelsesforbundet – uanset om man modtager sygedagpenge eller ej, jf. afsnit 4.1. Konfliktlån.
Når den ansatte bliver rask, skal den ansatte orientere både sin arbejdsgiver og den ansattes tillidsrepræsentant herom. Sygefravær, mens konflikten løber, medregnes ikke i optællingen af sygedage.
Hvis den ansatte er sygemeldt, når konflikten slutter, gælder det, at den ansatte omgående skal meddele dette til den ansattes arbejdsgiver. Den ansatte er herefter berettiget til normal løn under sygdom.
4.5. Barselsorlov, herunder fædreorlov
4.5.1. Orlov der er påbegyndt før konfliktens start
Retten til løn bortfalder ved konfliktens start. I stedet modtages barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark. Medlemmer, der er gået på barsel forud for konfliktens start, skal derfor henvende sig til Udbetaling Danmark med henblik på udbetaling af dagpenge. Dette gælder, uanset hvilken del af orloven der er tale om, dvs. også i forbindelse med udskudt orlov eller aftalt orlov, som er varslet til afholdelse med start før konflikten.
Barselsdagpenge kan tidligst udbetales fra den dag, hvor der er 4 uger til forventet fødsel.
Hvis der er aftalt delvis genoptagelse af arbejdet med tilsvarende forlængelse af orloven, vil medlemmet anses for at være delvist på orlov og delvist i konflikt, således at man er i konflikt de dage/ timer, hvor arbejdet skulle have været genoptaget. For de dage/timer, hvor man er på orlov, udbetaler Udbetaling Danmark barselsdagpenge, hvorfor medlemmet skal rette henvendelse hertil om udbetaling af dagpenge.
4.5.2. Xxxxx der påbegyndes efter konfliktens start
Medlemmer, der skal påbegynde orlov efter konfliktens start, er ikke berettiget til løn fra arbejdsgiveren, men alene til barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark fra 4 uger før fødslen, jf. barselsloven. Dette gælder også, uanset hvilken del af orloven, der er tale om, fx graviditetsorlov, udskudt orlov eller aftalt orlov.
Konfliktlån under orlov
Medlemmer på orlov omfattet af konflikt modtager konfliktlån fra Uddannelsesforbundet – uanset om man modtager barselsdagpenge eller ej, jf. afsnit 4.1. Konfliktlån.
4.5.3. Efter konflikten
Ansatte, som er på barselsorlov, indtræder efter konflikten i retten til løn fra arbejdsgiveren, hvorfor der udbetales sædvanlig løn for den resterende del af barselsorloven.
Den periode, hvor arbejdsgiveren er forpligtet til at betale løn under barsel, forlænges ikke med den tid, som konflikten har varet.
4.6. Afspadsering, omsorgsdage og ferie inkl. særlige feriedage
Under en konflikt kan der som udgangspunkt ikke afvikles afspadsering eller afholdes omsorgsdage eller ferie inkl. særlige feriedage. Med særlige feriedage forstås den ferie, som ligger ud over 5 uger.
4.6.1. Påbegyndt afviklet før konflikten
Hvis ferien inkl. de særlige feriedage er påbegyndt inden konfliktens start, afvikles ferien, som hvis der ikke var iværksat konflikt.
Afspadsering og omsorgsdage, der er påbegyndt afviklet før konflikten, afbrydes ved konfliktens start.
Medlemmer, som skal holde ferie med feriedagpenge fra en a-kasse, kan kun få udbetalt feriedagpengene, hvis ferien begynder inden konfliktens start.
Hvis ferien slutter under konflikten, indtræder den ansatte herefter i konflikten.
4.6.2. Planlagt afviklet under konflikten
Afspadsering, omsorgsdage og ferie inkl særlige feriedage, der skulle have været påbegyndt i den periode, konflikten løber, kan ikke afholdes.
Afspadsering, som ikke er afviklet inden konfliktens start, indgår i arbejdstidsopgørelsen, og overtid udbetales eller afspadseres i overensstemmelse med reglerne herom.
For så vidt angår omsorgsdage og ferie inkl. særlige feriedage, kan den ansatte holde disse dage på et senere tidspunkt. Man skal dog være opmærksom på eventuelle frister for anvendelse/afholdelse af omsorgsdage og feriedage.
En lovlig konflikt er en feriehindring i henhold til ferieloven. Ferie, som er aftalt til påbegyndelse efter konfliktens start, kan derfor ikke afholdes. Dette gælder selvom ferien er aftalt med arbejdsgiveren og planlagt med fx familie.
Efter konflikten skal der fastsættes et nyt tidspunkt for afholdelse af ferien.
Under en konflikt optjenes ikke feriegodtgørelse eller ret til ferie med løn. Der optjenes derimod ret til ferie uden løn. For så vidt angår særlige feriedage optjenes denne ikke under en konflikt.
4.7. Tjenesterejser
Tjenesterejser kan bla. være studieture, se også afsnit 4.13.2. om studieture.
Der skelnes mellem tjenesterejser, som er påbegyndt, men ikke fuldført, ved konfliktens start, og tjenesterejser, som er planlagt, men ikke påbegyndt før konflikten.
4.7.1. Påbegyndte tjenesterejser:
Medlemmer, som er omfattet af konflikten, og som er på tjenesterejse, når den iværksættes, har pligt til at afbryde rejsen og vende tilbage med første mulige trafikforbindelse. Der benyttes samme transportmiddel som på udrejsen.
Hvis du er planlagt med en tjenesterejse, der rækker ind over konfliktperioden, skal du kontakte din arbejdsgiver for at få afklaret, hvorvidt tjenesterejsen skal gennemføres eller ej. Hvis din arbejdsgiver ikke vil afbryde tjenesterejsen ved konfliktens start, skal du kontakte Uddannelsesforbundet.
4.7.2. Planlagte tjenesterejser:
Planlagte tjenesterejser kan ikke påbegyndes efter konfliktens start.
4.8. Kursusdeltagelse
Deltager man på kurser, der indregnes som en del af arbejdstiden, dvs. hvorunder der udbetales løn, afbrydes kursusdeltagelsen som udgangspunkt ved konfliktens start.
Kontakt Uddannelsesforbundet for en konkret afklaring.
4.9 Orlov med Statens Voksen Uddannelsesstøtte (SVU)
Medlemmer, som før konfliktens start er påbegyndt en uddannelse med SVU, kan uanset konflikten gennemføre og afslutte uddannelsen med støtte. For de medlemmer, som har aftalt løn under uddannelsen (dvs. en kombination af løn og SVU), bortfalder retten til løn under konflikten. Uddannelsesforbundet yder i stedet konfliktlån, jf. afsnit 4.1.
Afslutter et beskæftiget medlem uddannelsen under konflikten, indtræder man i konflikten fra det tidspunkt, uddannelsen ophører.
Medlemmer, som ved konfliktens start, eller mens konflikten kører, påbegynder en uddannelse med modtagelse af SVU, anses for at være omfattet af konflikten og kan derfor ikke modtage SVU under konflikten og ikke deltage i uddannelsen. Medlemmer, som forud for konfliktens start er optaget på en uddannelse og bevilget SVU, må derfor deltage i konflikten indtil dens afslutning og er først herefter berettigede til at modtage SVU.
4.10. Individuel orlov
Medlemmer som på tidspunktet, hvor konflikten starter, har orlov uden løn, er ikke omfattet af konflikten. Disse fortsætter derfor orloven uanset konflikten.
Slutter orlovsperioden under konflikten, deltager man herefter i konflikten som alle andre, dvs. at medlemmets indtægtstab – fra det tidspunkt der indtrædes i konflikten – kompen-seres helt eller delvist med konfliktunderstøttelse/konfliktlån.
Medlemmer, der har orlov med løn, er omfattet af konflikten. En orlovsperiode med løn kan ikke påbegyndes under konflikten, selvom aftalen om orlov er indgået og accepteret, før konflikten træder i kraft.
4.11. Efterløn
Efterlønsmodtagere, der har valgt at kombinere efterlønnen med arbejde, vil blive omfattet af konflikten, såfremt beskæftigelsen er det, men kun for så vidt angår det antal timer, der skulle have været arbejdet under konflikten.
Beskæftigede medlemmer, som søger/har søgt om overgang til efterløn før konfliktens start, kan først overgå til efterløn, når konflikten er ophørt.
Hvis en a-kasse har meddelt aktuelt beskæftigede forhåndstilsagn om godkendelse af overgang til efterløn fra et tidspunkt, der ligger efter konfliktstarten, kan efterløn først udbetales fra det tidspunkt, hvor konflikten er ophørt.
I stedet yder Uddannelsesforbundet konfliktlån, jf. afsnit 4.1, for den periode, hvor man ikke kan gå på efterløn pga. konflikten
I øvrigt bemærkes, at medlemmer, der kan optjene timer til skattefri efterlønspræmie, skal være opmærksomme på, at der i konfliktperioden ikke optjenes timer til præmien.
Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at medlemmerne mister muligheden for at optjene 12 skattefri præmier, idet overarbejde på andre tidspunkter i optjeningsperioden for de skattefri præmier kan medregnes i antallet af timer.
Medlemmer, der kan optjene skattefri præmie, skal også være opmærksomme på, at såfremt de modtager dagpenge i perioden med optjening af skattefri præmie, fx fordi de på grund af konflikten ikke har optjent fuld ret til løn under ferie i det ferieår, der efterfølger konflikten, vil dette bevirke et fradrag i det maksimale antal timer, som kan medregnes til optjening af skattefri præmie. Udbetaling af dagpenge vil derfor altid betyde, at muligheden for at optjene 12 skattefri præmier mistes. Det er således vigtigt, at medlemmer som ønsker at optjene 12 præmier, ikke søger dagpenge i optjeningsperioden for den skattefri præmie.
4.12. Opsigelse af ansættelsesforholdet
Har et medlem afgivet eller modtaget en opsigelse før konfliktens start, fratræder medlemmet efter udløbet af opsigelsesvarslet, uanset om varslet udløber under eller efter konflikten. Indtil udløbet af opsigelsesvarslet deltager medlemmet i konflikten på linje med øvrige medlemmer omfattet af konflikten.
Arbejdsgiver kan ikke påbegynde opsigelsesproceduren overfor et medlem, mens der er konflikt.
Xxxxxx et medlem at opsige sin stilling under konflikten, fx fordi medlemmet skal flytte, har fået nyt arbejde eller lignende, skal man være opmærksom på, at stillingen skal opsiges med almindeligt varsel, ligesom der skal fremsendes opsigelsesskrivelse til arbejdsgiveren på sædvanlig vis. Hvis fratrædelsestidspunktet ligger efter konfliktens slutning, er medlemmet – uanset opsigelse er afgivet – forpligtet til at genoptage arbejdet fra konfliktens slutning og frem til udløbet af medlemmets opsigelsesvarsel.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at kollektive opsigelser er et overenskomststridigt kampskridt, som kan medføre krav om betaling af bod. Kollektiv opsigelse finder fx sted, når flere medarbejdere på samme tid opsiger deres stilling med det formål at presse arbejdsgiveren.
Hvis enkelte opsigelser derimod er begrundet i nyt job, flytning eller anden konkret omstændighed, og således at det tidsmæssige sammenfald er en tilfældighed, er der ikke tale om kollektiv opsigelse.
4.12.1 Fritstillede
I forbindelse med OK13 lockouten opstod der uenighed om, hvorvidt fritstillede havde ret til løn under lockouten. Arbejdsretten fandt i dom af 15. marts 2017 frem til, at fritstillede også er omfattet af lockouten og dermed ikke har ret til løn.
4.13. Særlige forhold
4.13.1. Prøver
Såfremt en ansat virker som statsligt beskikket skriftlig censor, er opgaven som hovedregel ikke en del af ansættelsesforholdet på censors skole, men en ansættelse direkte med ministeriet. I de situationer er denne opgave ikke omfattet af konflikten. Der er dog undtagelser, hvor den skriftlige censur er en del af årsnormen, og i disse tilfælde er censoropgaven også konfliktramt, hvis censor i sin hovedbeskæftigelse er konfliktramt.
Hvis eksaminator eller censor er omfattet af konflikten, kan mundtlige prøver ikke afvikles, før konflikten er afsluttet.
4.13.2 studieture mv.
Det er LC’s opfattelse, at en aktivitet, der gennemføres som en del af undervisningen eller evt. træder i stedet for undervisning, ikke kan gennemføres uden deltagelse af det oprindeligt planlagte antal lærere. Arbejdsgiver kan således ikke ændre på en eksisterende arbejsfordeling for at kunne gennemføre aktiviteten.
Der kan heller ikke ske indkaldelse af fx forældre til at påtage sig arbejdet, da det ville afbøde konfliktens virkning.
Se også afsnit 3.2. vedrørende ændring af ikke strejkeomfattede læreres tjenesteplaner i forbindelse med studieture mv.
4.14. Gruppeliv
Såfremt en konflikt iværksættes med virkning fra døgnets begyndelse til den 1. i en måned, er de ansatte pr. denne dato ikke længere omfattet af deres gruppelivsdækning. Træder konflikten først i kraft efter den 1. i måneden, løber dækningen til og med udgangen af den måned, hvor konflikten er iværksat, hvorefter dækningen ophører, såfremt konflikten fortsat løber.
På den baggrund aftalte LC ved OK13 med Forenede Gruppeliv, at LC’s medlemsorganisationer for deres medlemmer omfattet af konflikten kunne oprette nye gruppelivsaftaler med tilsvarende indhold og dækning som de under ansættelsesforholdet gældende gruppelivsaftaler. Det betyder konkret, at medlemsorganisationerne indbetaler præmierne til FG.
I tilfælde af konflikt ved OK18 vil LC søge at indgå tilsvarende aftale med Forenede Gruppeliv.
Efter forgæves forhandlinger er det ikke lykkedes at få påbegyndt reelle forhandlinger med FOAS om fornyelse af sprogcenteroverenskomsten. Lærernes Centralorganisation (LC) – og dermed Uddannelsesforbundet - har derfor indledt blokade mod samtlige sprogcentre på
FOAS-sprogcenteroverenskomst. Blokaden betyder, at medlemmer af Uddannelsesforbundet ikke må søge eller tage arbejde på skolerne fra mandag den 14. januar 2019 fra døgnets begyndelse.
Helt præcist betyder blokaden, at medlemmer af Uddannelsesforbundet:
• IKKE må søge stillinger på FOAS' sprogcenteroverenskomst fra mandag den 14. januar 2019
• IKKE må deltage i ansættelsessamtaler eller andre aktiviteter, der foregår som et led i ansættelsesproceduren, om ansættelse på en stilling på FOAS-sprogcenteroverenskomsten fra den 14. januar 2019. Det gælder også selvom ansøgningen er sendt inden den 14. januar 2019.
• IKKE må acceptere tilbud om ansættelse i en stilling på FOAS' sprogcenteroverenskomst fra den 14. januar 2019. Det gælder også selvom ansøgning og deltagelse i ansættelsessamtaler med mere er sket inden den 14. januar
Tilbud om ansættelse, der er modtaget og accepteret (for eksempel ved underskrift af ansættelsesbrev) før mandag den 14. januar, omfattes ikke af blokaden, da der er etableret et ansættelsesforhold. De pågældende stillinger kan til gengæld være omfattet af strejken.
Sympatiblokade
En række andre fagforeninger har ligeledes varslet sympatiblokade. Hvilket betyder, at medlemmer af Danmarks Lærerforening, Frie Skolers Lærerforening og Gymnasieskolernes Lærerforening heller ikke må søge job eller lade sig ansætte på FOAS’ sprogcentre, så længe konflikten løber.
Hvornår gælder blokaden fra?
Blokaden er varslet den 13.december 2018 med virkning fra den 14. januar 2019. Dog kan forligsmanden vælge at udskyde konflikten i 14 dage. Vælger forligsmanden at udskyde konflikten, er konsekvensen, at blokaden også udskydes.
Hvilke sprogcentre er omfattet af blokaden?
Samtlige sprogcentre på FOAS-sprogcenteroverenskomst er omfattet af blokaden
• AOF Center Fyn Sprogskole. Har afdelinger i Svendborg, Faaborg og Ringe
• AOF Center Nord, Frederikshavn Sprogcenter
• AOF Center Sydjylland. Har afdelinger i Esbjerg (Job og Dansk), Ribe, Varde og Vejen
• AOF Sprogcenter Nordvest i Holbæk
• AOF Syd Sprogcenter. Har afdelinger i Aabenraa, Padborg/Bov, Toftlund og Tønder
• Lærdansk Favrskov
• Lærdansk, Glamsbjerg
• Lærdansk Herning
• Lærdansk Middelfart
• Lærdansk Netdansk i København
• Lærdansk Nyborg
• Lærdansk Næstved
• Lærdansk Odense
• Lærdansk Ringkøbing-Skjern
• Lærdansk Ringsted
• Lærdansk Syddjurs
• Lærdansk Sydfyn i Svendborg
• Lærdansk Vordingborg
• Lærdansk Ærøskøbing
• Lærdansk Århus
• Næstved Sprog- og Integrationscenter. Har afdelinger i Næstved, Lejre (Hvalsø) og Lolland (Nakskov og Maribo)
• Sprogcenter Midt. Har afdelinger i Horsens, Silkeborg og Skanderborg
6. Medlemsvilkår og deltagelse under konflikten
6.1. Særlige regler for indmeldelse under en konflikt Ansatte omfattet af strejkevarsel på FOAS-overenskomsten
Hvis du melder dig ind i Uddannelsesforbundet nu, og din arbejdsplads er udtaget til strejke, så vil du blive en del af strejken og skal dermed ikke arbejde fra og med det tidspunkt, hvor strejken træder i kraft.
Dog vil du være omfattet af forbundets karensregler, hvilket blandt andet betyder, at du skal opfylde nogle betingelser for at være berettiget til konfliktlån under en konflikt. Betingelserne afhænger af, hvornår du er blevet ansat:
• Hvis du blev ansat inden for Uddannelsesforbundets område den 1. november 2018 eller senere: Vi skal have modtaget din indmeldelse senest den 1. januar 2019, hvis du skal være berettiget til konfliktlån.
• Hvis du blev ansat på Uddannelsesforbundets område før den 1. november 2018:
Hvis du skal være berettiget til konfliktlån, kræver det, at du melder dig ind med tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober. Det gør du ved at melde dig ind på vores hjemmeside og efterfølgende sende en mail til xxxx@xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx om, at du ønsker, at indmeldelsen gælder fra den 1. oktober.
Vi skal have modtaget din indmeldelse senest den 1. januar 2019. Du vil herefter blive opkrævet tre måneders kontingent, og du vil dermed øjeblikkeligt være berettiget til konfliktlån.
Du skal opfylde en af de to ovenstående betingelser for at være berettiget til at få konfliktlån under en konflikt. Opfylder du ikke betingelserne, skal du heller ikke betale konfliktlån tilbage efter en konflikt. Dit kontingent vil før, under og efter en konflikt svare til det normale kontingent.
Øvrige ansatte på FOAS-sprogcenteroverenskomsten
Øvrige ansatte på FOAS-sprogcenteroverenskomsten, som ikke er omfattet af strejkevarslet, skal passe deres sædvanlige arbejde. Men konflikten kan blive udvidet til også at omfatte
øvrige ansatte på FOAS’ sprogcenteroverenskomst enten i form af strejke eller en lockout. For øvrige ansatte gælder også, at man skal være meldt ind senest den 1. januar 2019 for at være berettiget til et konfliktlån
6.2. Særlige regler for udmeldelse under en konflikt
Hvis du er medlem af Uddannelsesforbundet og melder dig ud, nu hvor der er afsendt konfliktvarsler, vil en udmeldelse først kunne træde i kraft, når en konflikt er afsluttet eller afblæst.
Du skal være opmærksom på, at hvis der kommer konflikt, og Uddannelsesforbundet skal udbetale konfliktlån, så vil der gælde særlige regler for udmeldelse, efter at konflikten er afsluttet.
• Har du optaget konfliktlån i forbindelse med konflikten, kan du ikke melde dig ud, før lånet er indfriet
• Har du ikke været omfattet af konflikten, skal du stadig være med til at dække udgifterne til en konflikt som deles solidarisk mellem alle medlemmer af Uddannelsesforbundet uanset område. Det sker i form af et konfliktkontingent. Du kan derfor først melde dig ud, når forbundet er færdig med at opkræve konfliktkontingent, eller hvis du betaler din andel af konfliktens udgifter
Seniormedlemmer og særlige medlemmer er dog undtaget og kan melde sig ud efter de normale regler.
I Uddannelsesforbundets vedtægter pkt. 8 kan du læse mere om reglerne for udmeldelse under konflikt.
6.3. Forholdet mellem ansatte i konflikt og ansatte uden for konflikten
Som tidligere nævnt deltager følgende lærere ikke i en konflikt, men fortsætter med at passe deres sædvanlige arbejde:
• ansat på FOAS-almen overenskomsten
• ansatte på afdelinger under FOAS-sprogcenteroverenskomsten, som ikke er omfattet af strejkevarslet
Disse ansatte må derfor være opmærksomme på, at de ikke medvirker til at svække virkningen af en strejke.
Omvendt må medlemmer, der er omfattet af konflikten, have forståelse for, at lærere ansat på FOAS-almen overenskomsten ikke omfattes af konflikten. De strejkende medlemmer må derfor ikke lægge hindringer i vejen for, at de på gældende lærere kan udføre deres arbejde.
6.4. Opkrævning af konfliktkontingent/tilbagebetaling af konfliktlån
For at dække de omkostninger, en konflikt medfører vil der blive opkrævet et særligt konfliktkontingent, ligesom der i de tilfælde, hvor konfliktstøtten ydes som konfliktlån, vil blive fastsat vilkår for tilbagebetaling.
7. Efter konflikten
7.1. Afslutning af konflikten
En konflikt afsluttes ved, at parterne bliver enige om en ny aftale (indgår forlig) eller eventuelt ved et lovindgreb.
7.2. Genindtræden
Det følger af hovedaftalerne, at ansatte umiddelbart efter konfliktens ophør har pligt til at genoptage arbejdet.
Arbejdet genoptages i henhold til de arbejdsplaner og –skemaer, som var gældende forud for konflikten.
Ansatte, som ikke kan genoptage arbejdet pga. sygdom eller lignende, skal omgående meddele arbejdsgiveren dette efter de regler for sygemelding mv., som gælder på arbejdspladsen.
En konflikt ophører normalt med kort varsel. Det er den ansattes pligt at genindtræde umiddelbart efter konfliktens ophør. Manglende genindtrædelse er misligholdelse af mødepligten og kan føre til bortvisning.
På samme måde, som de ansatte er forpligtede til at genindtræde, er arbejdsgiverne som hovedregel forpligtede til at modtage arbejdskraften. Ligeledes kan en arbejdsgiver ikke anvende en ansats deltagelse i konflikten som saglig afskedigelsesbegrundelse.
Der kan dog være særlige konkrete situationer, hvor en arbejdsgiver ikke har pligt til at tage de ansatte tilbage. Det drejer sig hovedsageligt om situationer, hvor arbejdsgiveren kan påvise arbejdsmangel ved konfliktens afslutning. I sådanne situationer gælder følgende:
• Den ansatte har ikke ret til sit individuelle opsigelsesvarsel, men dog fortsat ret til eventuel fratrædelsesgodtgørelse i medfør af funktionærlovens § 2a.
• Uddannelsesforbundet yder kompensation for forskellen mellem arbejdsløshedsdagpenge op til løn, pension og ferieoptjening i den mistede opsigelsesperiode. Kompensationen ophører dog som hovedregel, hvis man får andet arbejde i løbet af den mistede opsigelsesperiode
Hvis arbejdsgiver afviser at lade en ansat genindtræde i ansættelsesforholdet efter konflikten skal man kontakte Uddannelsesforbundet omgående.
Det enkelte medlem har i forbindelse med det midlertidige ophør af ansættelsesforholdet ikke ret til, at arbejdstiden gøres op, og at der foretages udbetaling af evt. overtid. I opgørelsen af normperioden indregnes konfliktperioden med 7,4 timer pr. dag og ikke med den forud for konflikten planlagte arbejdstid, med mindre andet er aftalt.
7.3. Anciennitet
Under en konflikt optjenes ikke anciennitet, idet ansættelsesforholdet har været suspenderet. De rettigheder (og forpligtelser), de ansatte havde på tidspunktet for konfliktens start, genopstår dog efter konflikten, således at fx opsigelsesvarsler, ret til fratrædelsesgodtgørelse samt løn- og jubilæumsanciennitet er den samme som ved konfliktens start.
Reelt forskydes ancienniteten altså med antallet af dage, man har været i konflikt. Varer en konflikt fx 1 måned, vil et medlem, der ved konfliktens start havde 2 år og 3 måneders anciennitet, genoptage arbejdet med 2 år og 3 måneders anciennitet. Medlemmet er egentlig tiltrådt stillingen 2 år og 4 måneder tidligere (2 år og 3 måneders arbejde + 1 måneds konflikt), men konfliktperioden indgår ikke ved beregning af anciennitet.
7.4. Afvikling af ferie
Der kan som nævnt ikke afholdes ferie under en konflikt. For de ansatte, der skulle have afholdt ferie i den periode, konflikten stod på, skal der derfor fastsættes et nyt tidspunkt for afholdelse af ferie.
Der gælder særlige regler om placering og varsling af ferie efter en konflikt. Ved konfliktens ophør skal suspenderet ferie aftales på ny. Arbejdsgiveren fastsætter – med mindre andet aftales med den ansatte – ny ferie med et varsel på ikke mindre end 1 måned for hovedferien og 14 dage for den øvrige ferie, i det der dog gælder særlige regler for planlægning af særlige feriedage.
Nørre Xxxxxxxxxxxx 00 • 1364 København K • Tlf.: 0000 0000 xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx