FMI Standardbetingelser med bod VARER
|
FMI Standardbetingelser med bod VARER
|
|
1.Indledning
Betingelserne regulerer Leverandørens levering til Køber af de Leverancer, der fremgår af Indkøbsordren og evt. bilag.
Leverandørens eventuelle betingelser, krav m.v.. er ikke vedtaget mellem parterne, medmindre Køber udtrykkeligt har fraveget Betingelserne ved en skriftlig tillægsaftale.
Betingelserne, herunder eventuelle tillægsaftaler, og Indkøbsordren skal ses som et integreret hele. Såfremt der er uoverensstemmelse mellem ordlyden af disse Betingelser, herunder eventuelle tillægsaftaler, og ordlyden af Indkøbsordren, har Indkøbsordren forrang.
2.Definitioner
Ved "Aftale" forstås Indkøbsordren og disse Betingelser som et integreret hele.
Ved "Betingelser" forstås disse betingelser for levering til Køber.
Ved "Certificate of Conformity" (CoC) forstås et dokument, der udstedes af Leverandøren, hvori denne erklærer, at Leverancen er i overensstemmelse med Aftalens bestemmelser.
Ved "Dag" forstås en kalenderdag.
Ved "Delleverance" forstås levering af kun en del af Leverancen.
Ved "Forsinkelse" forstås Leverandørens misligholdelse af pligten til at foretage Levering i overensstemmelse med Leveringstidspunktet, eller når en væsentlig del af Leverancen er mangelfuld, og hvor Forsinkelsen ikke skyldes force majeure eller forhold, for hvilke Køber er ansvarlig.
Ved "Garanti" forstås en garanti udstedt af Leverandøren, hvorved Leverandøren garanterer, at Leverancen er i overensstemmelse med Aftalens betingelser samt alle relevante standarder og branchenormer.
Ved "Garantiperiode" forstås en periode på 12 (tolv) måneder fra Levering.
Ved "Indkøbsordre" forstås den ordre, som Køber har fremsendt til Leverandøren, hvori Leverancen samt eventuelle særlige vilkår, som ikke er indeholdt i disse Betingelser, er beskrevet.
Ved "Køber" forstås Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
Ved "Leverance" forstås samtlige produkter og ydelser, som Leverandøren skal levere i henhold til Indkøbsordren, evt. kravspecifikationen og Betingelserne, inklusive supplerende produkter og ydelser, f.eks. reservedele, dokumentation osv.
Ved "Leverandøren" forstås leverandøren af Leverancen.
Ved "Levering" forstås overdragelsen fra Leverandøren til Køber af Leverancen. Hvis en Indkøbsordre består af to eller flere Delleverancer, er Levering den Dag, hvor alle Delleverancer er leveret.
Ved "Leveringstidspunkt" forstås det leveringstidspunkt, der står angivet i Indkøbsordren.
Ved "Mangel" forstås at Leverancen ikke er i overensstemmelse med Aftalen, og/eller ikke er udført fagmæssigt korrekt, efter gældende industrielle standarder og/eller god håndværkskik, eller i øvrigt ikke er egnet til at opfylde Købers behov, hvor Leverandøren er bekendt med disse.
Ved "Pris" forstås den samlede pris for leverancen (inklusiv alle omkostninger forbundet hermed) under disse Betingelser, og som står anført i Indkøbsordren.
3.Leverandørens accept af Aftalen
Leverandøren skal acceptere bestemmelserne i Indkøbsordren samt disse Betingelser i deres helhed. Det gøres enten ved:
(1) Leverandørens skriftlige bekræftelse af Indkøbsordren senest 8 (otte) Dage efter modtagelse, eller
(2) Leverandørens underskrivelse af Indkøbsordren.
Såfremt Leverandøren har foretaget ændringer i Indkøbsordren, er sådanne ændringer ikke vedtaget, medmindre en ny Indkøbsordre udstedes af Køber, eller et tillæg til den oprindelige Indkøbsordre udarbejdes af Køber.
Betingelserne kan ikke fraviges, medmindre Køber har givet sit udtrykkelige samtykke hertil i form af en skriftlig tillægsaftale til Betingelserne.
4.Leverandørens forpligtelser
4.1Generelt
Leverandøren skal levere hele den i Aftalen specificerede Leverance på Leveringstidspunktet.
Delleverancer accepteres ikke, medmindre Køber udtrykkeligt har godkendt disse.
Leverancen skal opfylde alle krav i Indkøbsordren, med bilag herunder, men ikke begrænset til, produktionsmetode, materialer, form, funktion osv.
Såfremt Indkøbsordren med bilag ikke indeholder bestemmelser om særlige standarder for design, udvikling eller produktion, skal Leverancen være i overensstemmelse med de standarder for kvalitet, der gælder for pågældende branche samt almindelig god håndværkskik.
Leverancen skal endvidere være i overensstemmelse med alle relevante øvrige standarder og gældende regler, herunder i relation til miljø og arbejdssikkerhed.
4.2Dokumentation og CoC
På Købers anmodning skal Leverandøren dokumentere, at Leverancen er i fuld overensstemmelse med de regler, der gælder for udførelsen af Leverancen.
Leverandøren skal udstede et Certificate of Conformity (CoC) for Leverancen, medmindre andet er angivet i Indkøbsordren. CoC'en skal som minimum indeholde dokumentation for udførte tests, opnåede resultater og testtolerancer, dokumentation for Leverandørens inspektioner af produktionen, tegninger, specifikationer mv., der kan dokumentere kvaliteten af Leverancen.
På Købers anmodning skal Leverancen leveres med originalt produktionscertifikat, monteringsvejledning, brugsvejledning, sikkerheds- og vedligeholdelsesinstruktioner og andre oplysninger, der måtte være nødvendige for Købers eksport, import, anvendelse og vedligeholdelse af Leverancen under hensyntagen til gældende ret, herunder gældende EU-ret.
Al dokumentation skal leveres til Køber på XXX-XXX-XXXXXXX@XXX.XX i overensstemmelse med S1000D specifikationen (version 2.2 eller nyere) eller i et andet elektronisk format, fx PDF format.
Tegningsformatet skal være i AutoCAD (.dwg), billeder i JPEG, videoer i MPEG og dokumenter i Word format eller PDF format. AutoCAD-filer skal indeholde information om pen-opsætning og må kun indeholde standard AutoCad eller Windows True Type skrifttyper.
Al dokumentation skal leveres på engelsk, medmindre dansk eller andet konkret er aftalt mellem parterne.
Køber forbeholder sig ret til at kopiere vejledninger, manualer og certifikater mv. til intern brug. Kopiering kan ske hos tredjemand.
4.3Besigtigelse
Køber forbeholder sig ret til at inspicere og overvåge forberedelsen og produktionen af Leverancen, hvilket kan omfatte besigtigelse af dokumentation fra Leverandøren, eventuelle underleverandører og/eller tredjemænd, afhængig af hvor det arbejde, der skal udføres i henhold til Aftalen, bliver udført.
Købers udnyttelse af sådanne rettigheder kan ikke fortolkes som, at Køber godkender Leverancen på nogen måde, og afskærer ikke Køber fra at påberåbe sig Aftalens bestemmelser, herunder vedrørende misligholdelsesbeføjelser.
4.4Reservedele
Såfremt Leverancen løbende kræver forsyninger af reservedele, garanterer Leverandøren, at sådanne reservedele kan købes - men ikke nødvendigvis af Leverandøren - i Leverancens levetid.
4.5Garanti
Leverandørens Garanti skal gælde i hele Garantiperioden.
Såfremt Leverandørens generelle garantiperiode er længere end 12 (tolv) måneder (Garantiperioden), eller Leverandøren har tilbudt en længere garantiperiode, gælder denne længere garantiperiode. I det tilfælde skal Leverandørens garanti i de første 12 (tolv) måneder som minimum opfylde kravene i Aftalen.
Leverandøren garanterer, at Leverancen er i overensstemmelse med Aftalens bestemmelser, herunder alle gældende standarder og god håndværkskik.
Garantiperioden forlænges i tilfælde af mangelfulde Leverancer, således at en ny Garantiperiode begynder at løbe for den pågældende Leverance, når Leverancen er leveret uden Mangler.
Leverandøren skal i Garantiperioden udbedre alle Mangler uden omkostning for Køber.
Enhver Mangel ved Leverancen, som konstateres i Garantiperioden, anses uden videre som en Mangel, medmindre Leverandøren godtgør, at Manglen er opstået som følge af brug af Leverancen, der er i strid med den dokumentation eller de instruktioner, som Leverandøren har leveret, eller med normal fremgangsmåde, eller at Manglen hidrører fra almindelig slid og ælde eller risici, der påhviler Køber.
4.6Gældende ret og CSR
Ved udførelsen af sine forpligtelser i henhold til Aftalen skal Leverandøren overholde de regler, der gælder for udførelsen af Leverandørens virksomhed, uanset hvor denne udføres, herunder regler om menneskerettigheder, antikorruption og miljø.
Leverandøren og dennes evt. underleverandører skal overholde bestemmelserne i ILO-konvention nr. 29, 105, 138 og 182. Disse må bl.a. ikke benytte sig af tvangs- og børnearbejde i strid med ILO-konventionerne.
Såfremt der opstår konkret mistanke om, at regler om menneskerettigheder, antikorruption, miljø og/eller bestemmelserne i ILO-konvention 29, 105, 138 og/eller 182 er overtrådt, skal Leverandøren på Købers anmodning straks fremsende en fyldestgørende redegørelse med relevant dokumentation.
Såfremt Leverandøren selv konstaterer, at de ovennævnte regler er overtrådt i forbindelse med Aftalens opfyldelse, eller hvis der indledes retslige skridt (uanset i hvilket land) mod Leverandøren for mulig overtrædelse af de ovennævnte regler i samme forbindelse, skal Leverandøren skriftligt informere Køber herom.
4.7Hemmeligholdelse og sikkerhedsklassifikation
Leverandøren skal behandle alle oplysninger i forbindelse med Aftalen som fortrolige og må ikke offentliggøre eller på anden vis videreformidle modtagne oplysninger til offentligheden eller tredjemænd med undtagelse af oplysninger, der er videregivet til underleverandører med henblik på opfyldelse af Aftalen.
Adgang til og behandling af klassificerede sager og dokumenter skal, hvis de er relevante for Aftalen og opfyldelsen heraf, være underlagt NATOs sikkerhedsregulativer fastlagt i NATO-dokument C-M (2002) 49 (eller senere version).
Leverandøren og dennes evt. underleverandør(er) skal overholde NATO's sikkerhedsregulativer som implementeret af den nationale sikkerhedsmyndighed i det land, hvor arbejdet udføres.
Hvis Leverandøren har behov for at udlevere klassificerede sager eller dokumenter til nogle af sine underleverandører, skal Leverandøren forpligte sin(e) underleverandør(er) til at opfylde betingelserne i dette afsnit.
Leverandøren forpligter sig til at følge alle instruktioner, som vedrører sikkerhedsforpligtelser, særligt sådanne der vedrører tilsyn med personale, sikkerhedsprocedurer, materialesikkerhed og reel eller formodet sabotage.
Hvis Leverandøren eller en underleverandør handler i strid med denne bestemmelse, herunder de sikkerhedsregulativer, der er henvist til, betragtes det som væsentlig misligholdelse af Aftalen, jf. afsnit 11.1.
Leverandøren kan herudover risikere at pådrage sig et strafferetligt ansvar.
5.Levering
Leverancen skal leveres i henhold til:
FCA, Leverandørens produktionsfaciliteter, Incoterms® 2010, medmindre andet er aftalt i forbindelse med tilbudsindhentning, og Leverandøren skal indhente alle eksport- og importlicenser, godkendelser og end-user certifikater, der er nødvendige for at kunne levere Leverancen til Køber.
Adressen på Leverandørens produktionsfaciliteter er anført i Indkøbsordren.
6.Pakning og følgeseddel
6.1Pakning
Det påhviler Leverandøren at sikre, at Leverancen er forsvarligt pakket under hensyntagen til det transportmiddel, Køber anvender samt transportafstanden.
Såfremt Leverancen indeholder farligt gods eller andet gods, der kræver speciel håndtering, skal oplysninger om håndteringen ledsage Leverancen samt anføres i følgesedlen.
Såfremt Leverancen indeholder farligt gods, skal hver enkelt genstand, parti og pakke endvidere pakkes ved anvendelse af den relevante FN godkendte og certificerede emballering, der er i overensstemmelse med bestemmelserne for de respektive transportformer (IATA, ICAO, ADR, RID og IMDG).
Leverancen skal som udgangspunkt pakkes på europaller (80x120cm), medmindre Leverancens beskaffenhed medfører, at dette er uhensigtsmæssigt. I givet fald skal pakning aftales med Køber. Leverancer af f.eks. små pakker, en enkelt lille kasse, o.lign. kan dog ske uden særskilt aftale med Køber. Kasser mv. må ikke stikke ud fra pallens grundflade. Pallens højde må ikke overstige 120 cm.
Følgende oplysninger skal anføres på hver europalle eller anden enhed i form af både stregkode (UCC/EAN 128) og alfanumerisk tekst under stregkoden:
Ordre-/Aftalenummer (AI: 400)
NATO-lagernummer (AI: 7001)
Leverandørens varenummer (AI:01/02)
Batch/LOT nummer (hvis relevant) (AI: 21)
Serienummer (hvis relevant) (AI:10)
Hvis serienummer anvendes, skal dette angives med mærkat på europallen/enheden samt i faktura og følgeseddel.
Hver stregkode skal have en minimumshøjde på 6 mm, og streger skal have en tykkelse af 3 punkter.
Såfremt en europalle/enhed indeholder forskellige produkter, skal hver pakke mærkes individuelt med en stregkode. Stregkoden skal placeres på samme sted på alle pakker og skal være synlig, når pakkerne er stablet på europallen.
Europallerne/enhederne skal mærkes med Ordre-/Aftalenummer, materialenummer samt pakkedato.
Mærkaten skal have en minimumsstørrelse på 10x15 cm og skal placeres på både den korte og den lange side af europallen/enheden. Hvis europallen/enheden indeholder forskellige produkter, skal hver pakke mærkes separat.
6.2Følgeseddel
Alle leveringer af Leverancer skal ledsages af en følgeseddel, som mindst skal indeholde følgende oplysninger:
(i) Nummeret på Indkøbsordren,
(ii) de leverede produkters positionsnummer(re) på Indkøbsordren,
(iii) materialenumre for de leverede varer,
(iv) mængdeangivelse pr. positionsnummer, samt
(v) mængdeangivelse af alle produkter omfattet af følgesedlen.
7.Priser
Alle priser er faste. Priserne er eksklusive moms, men inklusive alle øvrige omkostninger, som Leverandøren er forpligtet til at afholde i overensstemmelse med afsnit 5.
Eventuel rabat skal specificeres i fakturaen.
Såfremt Leverandøren reducerer sine listepriser før Levering, skal Prisen reduceres tilsvarende, og Leverandøren er ikke berettiget til at fakturere Køber andet end den således reducerede pris.
8.Betaling
8.1Betalingsbetingelser
Køber skal betale alle fakturaer senest 30 (tredive) dage efter, Leverandøren elektronisk har fremsendt fakturaen under forudsætning af, at den pågældende faktura er accepteret og indeholder alle relevante oplysninger. Eventuelle kontantrabatter beregnes ud fra betalingsdagen.
Købers betaling afskærer ikke Køber fra at påberåbe sig Mangler eller Forsinkelse eller i øvrigt benytte sig af sine beføjelser i henhold til dansk rets almindelige regler.
8.2Fakturaer
8.2.1Dansk Leverandør
Danske Leverandører skal fremsende fakturaer i overensstemmelse med lov om offentlige betalinger m.v. (lovbkg. nr. 798 af 28. juni 2007) vedrørende elektroniske fakturaer til:
Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse
Xxxxxxxxxx 00
9800 Hjørring
Denmark
Fakturaen skal fremsendes i OIOUBL format med reference til indkøbsordrenr., elektronisk faktureringsadresse, EAN lokationsnr, og oplysning om Købers kontaktperson / stabsnummer til den kontraktansvarlige. Yderligere information kan findes på xxxx://xxxxxx.xxxx/xxxxxxx/xx/xxxxx.xxxx.
Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse accepterer ikke faktura fremsendt via scanningsbureau (xxxx.xx må dog anvendes).
Yderligere information eller forespørgsel vedrørende betaling, f.eks. kreditnota, påmindelse osv., kan fremsendes pr. e-mail til XXX-XXX-XXX@xxx.xx
8.2.2Udenlandsk leverandør
Udenlandske Leverandører skal fremsende fakturaer i PDF-format med reference til indkøbsordrenr., elektronisk faktureringsadresse, EAN lokationsnr, og oplysning om Købers kontaktperson / stabsnummer til den kontraktansvarlige. Fakturaer skal vedhæftes en e-mail adresseret til XXX-XXX-XXX-XXXXXXX@XXX.XX og XXX-XXX-XXX-XXXXXX@XXX.XX.
Hvis muligt, kan udenlandske Leverandører fremsende fakturaen elektronisk i OIOUBL format.
Hvis udenlandske Leverandører har et dansk CVR nr. træder vilkårene om danske leverandører i kraft, jf. afsnit 8.2.1.
8.2.3Generelt
Hvis en elektronisk faktura ikke opfylder kravene ovenfor, vil fakturaen blive afvist og returneret som ukorrekt, og der vil ikke ske betaling. Der vil ligeledes ikke blive betalt renter førend en korrekt faktura er modtaget og betalingsfristen for denne er overskredet.
Yderligere information eller forespørgsel vedrørende betaling, f.eks. kreditnota, påmindelse m.v., kan fremsendes pr. e-mail til XXX-XXX-XXX@xxx.xx
9.Mangler
9.1Generelt
Leverandøren er ansvarlig for Mangler i Garantiperioden.
Såfremt Køber konstaterer Mangler ved Leverancen, skal Køber give meddelelse herom til Leverandøren inden for rimelig tid.
Leverandøren skal straks bekræfte modtagelsen af en meddelelse om Mangler og udfolde de nødvendige bestræbelser, således at Købers tab og ulejlighed som følge af Manglerne begrænses i videst mulig udstrækning.
Leverandøren har ret til at foretage afhjælpning af Manglen, såfremt afhjælpning kan finde sted straks efter modtagelsen af Købers reklamation, og afhjælpning ikke påfører Køber omkostninger eller unødig forsinkelse.
Såfremt Manglerne ikke kan afhjælpes inden for den angivne tidsfrist, eller afhjælpningen ikke udbedrer Xxxxxxx, skal Leverandøren for egen regning foretage omlevering af den mangelfulde Leverance.
Såfremt omlevering ikke kan finde sted uden at påføre Køber unødig forsinkelse og/eller omkostninger, eller ikke medfører en mangelfri Leverance, kan Køber kræve et forholdsmæssigt afslag, hvorefter Køber kun skal betale den pris for den mangelfulde Leverance, som er rimelig henset til beskaffenheden og omfanget af den pågældende Mangel.
Såfremt afhjælpning af Manglen fordrer transport af Leverancen, f.eks. tilbage til Leverandørens virksomhed eller produktionsfaciliteter, afholder Leverandøren alle omkostninger forbundet hermed.
Gør Køber krav på, at Leverandøren foretager omlevering af Leverancen, og finder en sådan omlevering ikke sted straks efter kravets fremsættelse, er Køber berettiget til at foretage dækningskøb eller foretage/få foretaget afhjælpning med assistance fra tredjemand.
Udgifterne afholdes i begge situationer af Leverandøren.
9.2Væsentlige Mangler
Er antallet af Mangler betydeligt eller er Manglen/Manglerne af en sådan art, at Køber ikke kan anvende Leverancen til det påtænkte formål, udgør dette en væsentlig misligholdelse af Aftalen, som berettiger Køber til at gøre brug af de misligholdelsesbeføjelser, der fremgår af afsnit 11.
10.Forsinkelse
10.1Leverandørens forsinkelse og bod
Leverandøren skal straks informere Køber om Forsinkelser eller risiko herfor samt informere Køber om årsagen til Forsinkelsen og angive et nyt Leveringstidspunkt.
I tilfælde af Forsinkelse betaler Leverandøren en bod til Køber svarende til 1 % (en procent) af Prisen for hver påbegyndt periode på 7 (syv) Dage, dog altid minimum DKK 1.000 (et tusind) pr. påbegyndt periode på 7 (syv) Dage.
I tilfælde af Delleverancer beregnes boden på baggrund af den del af Xxxxxx, der relaterer sig til de af Leverancen omfattede varer, der er udsat for Forsinkelse.
Medfører Delleverancen, at allerede leverede varer ikke kan anvendes, beregnes boden på baggrund af Prisen for hele den berørte Leverance.
Den samlede bod kan ikke overstige 8 % (otte procent) af Prisen, som Leverandøren er berettiget til, dog minimum DKK 3.000 (tre tusind) for hver Forsinkelse. Uanset om dette maksimumbeløb er nået, kan Køber hæve kontrakten, hvis forsinkelsen er væsentlig, jf. afsnit 11.1. Om Forsinkelsen er væsentlig afhænger af Aftalen og de konkrete forhold. Er maksimumbeløbet nået, udgør det i alle tilfælde væsentlig misligholdelse.
I tilfælde af Delleverancer kan Køber vælge kun at hæve Aftalen for den del af Leverancen, der vedrører Forsinkelsen.
Hvis Forsinkelsen af Delleverancen imidlertid medfører, at de allerede leverede Delleverancer ikke kan anvendes, kan Køber hæve hele Aftalen.
Xxxxx skal betales efter påkrav fra Køber. Køber er berettiget til at modregne eventuelle bodsbeløb i ethvert af Leverandørens tilgodehavende(r).
Køber kan ikke kræve erstatning for Forsinkelse i tillæg til boden.
10.2Købers forsinkelse
Er Købers betaling til Leverandøren forsinket, kan Leverandøren kræve morarenter beregnet ud fra den til enhver tid gældende rentesats i Rentelovens § 5, stk. 1.
11.Ophævelse
11.1Leverandørens misligholdelse
Køber kan hæve Aftalen helt eller delvist på de betingelser, der fremgår af denne bestemmelse, hvis Leverandøren væsentligt misligholder sine forpligtelser i henhold til Xxxxxxx. Det gælder uanset indholdet af Aftalens øvrige bestemmelser.
Væsentlig misligholdelse foreligger i følgende situationer, der imidlertid ikke er en udtømmende opregning:
Leverandørens anticiperede misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til Aftalen, herunder, men ikke begrænset til tilfælde, hvor Leverandøren tages under konkurs- eller rekonstruktionsbehandling m.v., medmindre boet/rekonstruktøren uden ugrundet ophold efter modtagelse af Købers forespørgsel meddeler, om boet vil indtræde i Aftalen.
Tilstedeværelsen af en eller flere væsentlige Mangler, jf. afsnit 9.2.
Væsentlig Forsinkelse, herunder Leverandørens meddelelse om forventet væsentlig Forsinkelse, jf. afsnit 10.1.
Manglende overholdelse af gældende regler, jf. afsnit 4.6, herunder ved manglende fremsendelse af fyldestgørende redegørelse med relevant dokumentation ved konkret mistanke om overtrædelse af gældende regler, jf. afsnit 4.6 og/eller hvis Leverandøren ikke har informeret om retslige skridt mod Leverandøren.
Manglende overholdelse af bestemmelsen om hemmeligholdelse og sikkerhedsklassifikation, jf. afsnit 4.7.
Leverandørens manglende adkomst til Leverancen.
Såfremt Køber anser Leverandøren for at have misligholdt Aftalen væsentligt, skal Køber skriftligt meddele Leverandøren dette.
Hvis Leverandøren ikke har afhjulpet misligholdelsen inden 14 (fjorten) Dage, kan Køber vælge at hæve Aftalen og kræve erstatning for eventuelle tab, jf. afsnit 12.1.
Hæver Køber aftalen, herunder i tilfælde af delvis ophævelse, er Køber berettiget til at foretage dækningskøb fra tredjemand for Leverandørens regning.
11.2Købers misligholdelse
Er Købers betaling til Leverandøren forsinket, og er der forløbet 3 (tre) måneder efter Leverandørens skriftlige påkrav om betaling, kan Leverandøren hæve Aftalen og kræve betaling af renter i overensstemmelse med afsnit 10.2.
Vælger Leverandøren at hæve Aftalen, skal dette straks meddeles Køber skriftligt.
11.3Købers opsigelse af Aftalen
Køber kan opsige Aftalen med et skriftligt varsel på 1 (en) måned, såfremt Købers beslutning om at tildele Aftalen til Leverandøren annulleres af Klagenævnet for Udbud eller af domstolene. Dette gælder også for annullation efter udbudslovens § 185, stk. 2 (lov nr. 1564 af 15. december 2015).
Endvidere kan Køber opsige Aftalen, såfremt Klagenævnet for Udbud eller domstolene erklærer Aftalen for "uden virkning". Køber er i så fald berettiget til at opsige Aftalen helt eller delvist i overensstemmelse med den frist, der er fastsat af Klagenævnet eller domstolene.
Leverandørens eventuelle krav om erstatning i forbindelse med opsigelse efter denne bestemmelse afgøres efter dansk rets almindelige regler, jf. dog afsnit 12.2.
Ved fastsættelse af Leverandørens evt. tab, skal Aftalens bestemmelser om opsigelsesadgang tages i betragtning.
Såfremt Leverandøren havde eller burde have haft kendskab til de faktiske eller retlige omstændigheder, som førte til, at Aftalen blev erklæret for "uden virkning", kan Leverandøren ikke rette erstatningskrav mod Køber.
12.Erstatning og ansvarsbegrænsning
12.1Erstatning
Uanset Aftalens øvrige bestemmelser kan Køber kræve erstatning for tab, der skyldes Leverandørens misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til Xxxxxxx, jf. dog afsnit 10.1.
Købers krav om erstatning medfører ikke bortfald af Købers øvrige misligholdelsesbeføjelser.
Dansk rets almindelige regler gælder for vurderingen af eksistensen og det eventuelle omfang af et muligt erstatningsansvar.
12.2Ansvarsbegrænsning
Hverken Leverandøren eller Køber er erstatningsansvarlige for driftstab, følgeskader eller andet indirekte tab.
Leverandørens erstatningsansvar er begrænset til Prisen.
Med hensyn til tingsskade gælder ansvarsbegrænsningen kun for produktansvar, der overstiger forsikringsdækningen. Ansvarsbegrænsningen gælder hverken for personskade eller Leverandørens manglende overholdelse af pligten til at opretholde en produktansvarsforsikring, jf. afsnit 13.4.
Ansvarsbegrænsningen gælder dog ikke, såfremt Leverandøren har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.
Ved beregning af om loftet er nået, indgår bod pålagt i henhold til pkt. 10.1 ikke.
13.Diverse bestemmelser
13.1Købers ejendomsret
Alt materiale, der er leveret af Køber, samt modeller, tegninger, værktøj osv. fremstillet for Købers regning, vedbliver med at være Købers ejendom og skal til enhver tid være mærket som sådan.
Leverandøren skal sørge for, at de af Købers ejendele, som måtte være i Leverandørens besiddelse, er forsikret uden omkostninger for Køber, og ejendelene må ikke udlånes, sælges, pantsættes, kopieres eller på anden måde efterlignes eller overdrages til tredjemand uden Købers forudgående skriftlige samtykke.
Køber kan til enhver tid forlange, at Leverandøren uden ugrundet ophold og for Leverandørens regning returnerer Købers ejendele og/eller tilintetgør dokumentationsmateriale som Leverandøren eller underleverandører måtte være i besiddelse af.
13.2Leverandørens overdragelse af Aftalen og anvendelse af underleverandører
Leverandøren må ikke overdrage sine rettigheder og/eller forpligtelser i henhold til Aftalen til tredjemand, herunder men ikke begrænset til andre selskaber i samme koncern, uden Købers forudgående skriftlige samtykke. Køber vil ikke nægte et sådant samtykke uden sagliggrund.
Uagtet Leverandørens evt. anvendelse af underleverandører hæfter Leverandøren over for Køber for samtlige forpligtelser i henhold til Aftalen.
Leverandøren skal sikre sig, at underleverandører pålægges tilsvarende forpligtelser med hensyn til CSR og hemmeligholdelse, som Leverandøren har påtaget sig over for Køber.
Leverandøren skal oplyse navn, kontaktoplysninger og juridisk repræsentant på eventuelle underleverandører. Oplysningerne skal indleveres forud for Aftalens indgåelse, hvis underleverandørerne kendes på dette tidspunkt.
13.3Immaterielle rettigheder
Leverandøren skal overdrage alle nødvendige brugsrettigheder til Leverancen, herunder brugsrettigheder i henhold til eksempelvis patent-, design-, ophavsrets-, varemærke- eller markedsføringslovgivningen osv., således at Køber kan anvende Leverancen uden begrænsninger.
Leverandøren garanterer, at Leverancen og Købers import og brug ikke krænker tredjemands rettigheder af nogen art, og at tredjemand ikke kan kræve licensafgifter, royalties eller andet vederlag fra Køber for Købers ejerskab, besiddelse eller brug af Leverancen, jf. dog evt. begrænsninger i forhold til end-user certifikater.
Hvis tredjemand anlægger sag eller retter erstatningskrav mod Køber som følge af Købers ejerskab og/eller brug af Leverancen, vil Køber straks give meddelelse til Leverandøren herom og give Leverandøren adgang til at overtage sagen, herunder alle kommercielle forhandlinger, som følge af tredjemands sagsanlæg, erstatningskrav eller lignende. Leverandøren skal holde Køber underrettet om sagen.
Efter
modtagelse af en sådan meddelelse fra Køber skal Leverandøren
inden for 1 (en) uge meddele Køber, om Leverandøren ønsker at
overtage behandlingen af
sagen, herunder kommercielle forhandlinger, under forudsætning af,
at Leverandøren - i tilfælde
af en retssag - anvender en/et velrenommeret og anerkendt advokat
eller advokatfirma til at håndtere sagen. Køber skal vederlagsfrit
yde rimelig bistand til Leverandøren. Leverandøren skal afholde
øvrige omkostninger, herunder til nødvendig juridisk- og anden
ekspertbistand.
Såfremt Leverandøren ikke inden for 1
(en) uge overtager sagen, herunder kommercielle forhandlinger, er
Køber berettiget til at overtage retssagen, herunder alle
kommercielle forhandlinger. I dette tilfælde skal Leverandøren i
nødvendigt omfang gratis bistå Køber i sagen.
Køber
skal holdes skadesløs for udgifter til eventuel juridisk bistand,
der er nødvendig og rimelig for at forsvare Købers position,
eventuelle retsafgifter, samt honorarer til uafhængige eksperter
udvalgt af Køber eller udpeget af retten mv.
Hvis
tredjemand får medhold i sit krav, dvs. hvis en tredjemand er i
stand til at godtgøre, at tredjemands pågældende rettigheder er
blevet krænket, skal Leverandøren sikre Køber ret til brug af
Leverancen, eller ophøre overtrædelsen ved at ændre eller
erstatte Leverancen i nødvendigt omfang, alt imens kontraktens
indhold opfyldes, og Køber holdes skadesløs for tab i den
forbindelse.
13.4Produktansvar
Leverandøren er forpligtet til at opretholde en produktansvarsforsikring med dækning i overensstemmelse med god branchestandard, som sikrer dækning af person- og tingskade, som er forårsaget af Leverancen eller brugen af Leverancen i overensstemmelse med de manualer og instruktioner, som Leverandøren har leveret.
Leverandøren skal på Købers anmodning dokumentere, at kravet om forsikringer er opfyldt.
13.5Force Majeure
I tilfælde af force majeure suspenderes parternes forpligtelser over for hinanden, forudsat at den part, der påberåber sig force majeure, meddeler dette til den anden part, så snart force majeure indtræffer og med behørig beskrivelse af den pågældende force majeure-begivenhed, herunder dens art og omfang.
Force majeure defineres som en begivenhed, der er
uden for parternes kontrol og af en nærmere beskrevet art (krig, fjendtligheder, oprør, atomudslip eller naturkatastrofer osv.),
uforudsigelig, eller som ikke med rimelighed kunne tages i betragtning ved Aftalens indgåelse, samt
ikke let kan overvindes, hverken ved rimelige investeringer af ressourcer eller penge.
Det er specifikt aftalt, at eksportrestriktioner af enhver art ikke betragtes som force majeure, medmindre Leverandøren dokumenterer, at der rettidigt er truffet de fornødne foranstaltninger til at opnå og opretholde alle relevante eksportlicenser og andre tilladelser forbundet med levering af Leverancen, og i tilfælde af sådan force majeure skal Leverandøren uden unødig forsinkelse undersøge, om alternative Leverancer lovligt kan fås fra andre kilder. Såfremt sådan levering af alternative Leverancer er mulig, skal Leverandøren levere disse uden unødig forsinkelse.
Hvis der inden for en periode på 120 (et-hundrede-og-tyve) Dage foreligger force majeure i mere end sammenlagt – men ikke nødvendigvis sammenhængende – 60 (tres) Dage, er parterne berettigede til at opsige Aftalen.
Såfremt Aftalen opsiges som følge af force majeure, er Leverandøren berettiget til at modtage betaling for Leverancen indtil force majeure indtraf, og Køber er kun pligtig at betale et beløb, der svarer til den leverede og godkendte Leverance eller produktion i overensstemmelse med Aftalen (mod overdragelse af disse Leverancer eller ikke færdiggjorte Leverancer).
Hvis force majeure begivenheden – uanset ovenstående – kun omfatter dele af Leverancen, mens andre dele kan leveres, er Køber berettiget, men ikke forpligtet, til at kræve levering af disse dele på Aftalens vilkår.
Leverandøren har i så fald ret til at anmode om en fornyet vurdering af priserne på de pågældende dele.
Parterne kan ikke rette krav mod hinanden som følge af force majeure.
13.6Manglende håndhævelse; Ændringer af Aftalen
Købers afkald på at påberåbe sig Aftalens bestemmelser, herunder misligholdelsesbeføjelser, skal meddeles Leverandøren skriftligt og har kun virkning for den konkrete misligholdelse, der har givet anledning til afkaldet.
Købers manglende håndhævelse af Aftalens bestemmelser og/eller Købers rettigheder i henhold til Aftalen udgør i ingen tilfælde et afkald på at påberåbe sig den pågældende bestemmelse/rettighed, ej heller for fremtiden.
Tillæg eller ændringer til Aftalen skal aftales skriftligt.
13.7Tvister; Lovvalg og værneting
Enhver tvist, der vedrører eller har relation til Aftalen skal bedømmes efter dansk ret, både med hensyn til materielle og processuelle spørgsmål, dog undtaget de danske lovvalgsregler samt FN's Convention on the International Sale of Goods (CISG).
Alle sådanne tvister, inklusive tvister, der vedrører Aftalens eksistens, gyldighed eller ophør, skal afgøres ved de almindelige danske domstole.
FMI Version 4.1 1