DRIFTSOVERENSKOMST VEDR. DAG- O G AKTIVITETSCENTER
Bilag 1
DRIFTSOVERENSKOMST VEDR. DAG- O G AKTIVITETSCENTER
mellem
Faxe Kommune og den selvejende institution S/I Æblehaven
Der er indgået aftale mellem Faxe Kommune og bestyrelsen for den selvejende institution S/I Xxxxxxxxx, Xxxxxx 0, 0000 Faxe om drift af åbent aktivitetscenter efter servicelovens § 79, som udgør aktivitetscenteret og servicelovens § 84, som er dagcentertilbud til visiterede borgere.
Denne aftale indeholder juridisk set to aftaleformer, hvor den ene beskriver forudsætningerne for det tilskud Faxe Kommune har hjemmel til at give efter Servicelovens § 79 og den anden beskriver den driftsoverenskomst Faxe Kommune kan indgå med en selvejende institution vedr. løsning af serviceopgaverne efter § 84.
Normalt skal Faxe Kommune som myndighed enten selv løse opgaven efter § 84 eller udbyde den. Der findes en særlig hjemmel til at fravige kravet om udbud og i stedet for indgå en driftsoverenskomst med en selvejende institution. Dette forudsætter, at Faxe Kommune som ordregivende myndighed skal kunne udøve bestemmende indflydelse i forhold til den selvejende institutions udførelse med opgaven, ved at bevare en vis grad af kontrol, herunder særligt økonomien.
Faxe Kommune er forpligtet til at føre tilsyn med løsningen af de kommunale opgaver. Tilsynsforpligtelsen vedrører både et generelt driftsorientende tilsyn med personale, bygninger og økonomi og et skærpet fagligt tilsyn i forhold til de kvalitetsstandarder kommunalbestyrelsen har vedtaget.
Ydelserne efter § 79 vedrører cafédriften og det åbne aktivitetscenter. Ydelserne efter § 84 vedrører dagcentertilbud til 18 visiterede borgere.
Aftalen fastsætter rammerne for den selvejende institutions løsning af opgaven om drift af dag- og aktivitetstilbuddet, som herudover også rummer tilknyttede serviceydelser og cafédrift.
Faxe Kommune har godkendt S/I Æblehavens vedtægter. Det er en forudsætning for aftalen, at Faxe Kommune godkender vedtægtsændringer.
§ 1
Formål
Formålet med S/I Æblehaven som selvejende institution, er at stille et tilbud til rådighed for Faxe Kommunes borgere, som er medvirkende til at understøtte kommunes værdighedspolitik og visionen: ”Alle ældre i FK har ret til et værdigt ældreliv, hvor respekt for forskelligheder, den enkeltes identitet, dialog og tillid er i fokus i samarbejdet med den enkelte ældre.”
Dette sker ved at S/I Æblehaven har et fleksibelt og inkluderende tilbud for både visiterede og ikke visiterede borgere samt frivillige. Borgerne har mulighed for at indgå relationer og forskellige typer af fællesskaber. Det skaber livskvalitet og modvirker ensomhed, ligesom pårørende kan aflastes og få tid til andre ting imens deres ægtefælle er i S/I Æblehaven. Borgerne kan frit benytte S/I Æblehavens aktivitetstilbud i det omfang, der passer den enkelte, ligesom borgerne har medbestemmelse og indflydelse på S/I Æblehavens aktivitetstilbud.
S/I Æblehaven driver åbent aktivitetscenter for alle kommunens ældre og handicappede borgere samt dagcenter for borgere visiteret af Faxe Kommune.
Formålet med at drive et åbent aktivitetscenter og visiteret dagcenter som et samlet tilbud er at involvere og drage nytte af de mere velfungerende ældres ressourcer og dermed give det visiterede tilbud et mere aktivt præg således at alle borgere, der benytter tilbuddet i fællesskab gør huset levende.
§ 2
Fysiske rammer
S/I Æblehaven råder over aktivitetscenter og køkkenfaciliteter til brug for drift af café.
S/I Æblehaven, inkl. Dag- og aktivitetsrum, kontorer, gangarealer, køkken og caféområde er 1.252 m2. Hertil kælder, indeholdende depotrum, arkiver, varmeforsyning mv. på 496 m2.
§ 3
Åbent aktivitetscenter
Tilbud efter servicelovens § 79 skal være tilgængelige for hele den afgrænsede målgruppe, uden at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af behovet for tilbuddet.
Efter Servicelovens § 79 kan kommunen give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Tilbuddet skal være aktivitetspræget samt øge og bevare brugernes muligheder for at klare sig selv f.eks. ved at forebygge svækkelse af den fysiske funktionsevne eller af social isolation.
S/I Æblehaven står for afholdelse af samtlige omkostninger forbundet med drift af det åbne aktivitetscenter og tilhørende café. Faxe Kommune har besluttet at give tilskud til driften heraf efter servicelovens § 79 – se aftalens § 13.
§ 4
Cafédrift
Caféens formål er at understøtte det sociale liv i S/I Æblehaven.
Sælger caféen mad og drikkevarer til andre borgere, end dem, som benytter sig af S/I Æblehavens aktiviteter, skal der være et forebyggende og/eller aktiverende element i selve cafétilbuddet.
S/I Æblehaven er forpligtet til at sørge for dokumentation for, at disse betingelser er opfyldt på kommunens anmodning.
Cafétilbuddet betragtes som en selvstændig virksomhed, der bortset for det lovhjemlede tilskud efter servicelovens § 79 skal kunne drive virksomhed på almindelige konkurrencemæssige vilkår. Prisniveauet i caféen må således ikke adskille sig væsentligt fra de markedspriser, der findes i lokalområdet.
Brugerne af aktivitetscenteret er ikke forpligtet til at købe deres mad mv. i den tilstødende café, men kan f.eks. vælge at få leveret deres mad til S/I Æblehaven, hvis de er visiteret til madudbringning og er endvidere berettiget til at medbringe egen mad og drikke.
§ 5
Visitationsret og rådighed over pladser
Faxe Kommune har visitationsretten til 18 af dagcenterets pladser og kan benytte pladserne til de samme 18 borgere eller visitere forskellige borgere til alle ugens dage, så længe der ikke er flere end 18 visiterede borgere i dagcenteret på samme tidspunkt.
S/I Æblehaven er forpligtet til at have ansat sundhedsfagligt personale som kan hjælpe alle borgere, som Faxe Kommune har visiteret til dagcenteret. Det er S/I Æblehavens ansvar at sikre, at der til enhver tid er tilstrækkelige sundhedsfaglige kompetencer til at løse de konkrete opgaver i forhold til de visiterede borgere. Antallet af sundhedsfaglige fagudlærte medarbejdere kan således variere over tid ligesom det kan variere over tid, hvilke sundhedsfaglige kompetencer, der er behov for hos medarbejderne.
Visitationen sker efter de til enhver tid gældende kvalitetsstandarder for Faxe Kommune. Disse forefindes på xxx.xxxxxxxxxxx.xx .
Faxe Kommune revisiterer de enkelte borgere ved væsentlige ændringer i borgerens funktionsniveau dog minimum hver andet år.
Såfremt personalet oplever ændringer i borgerens funktionsniveau, skal kommunens visitation informeres herom.
Faxe Kommune er ikke forpligtet til at benytte alle pladserne.
Såfremt Faxe Kommune permanent ønsker at benytte færre pladser, er kommunen berettiget til at opsige det ønskede antal pladser med 12 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.
Afregningen reguleres med samme varsel. Reguleringen sker efter samme principper som beskrevet i § 13.
Såfremt Faxe Kommune ønsker at visitere borgere til flere end 18 pladser, kan der indgås aftale herom. En aftale vedrørende udvidelse af antal pladser indgås som bilag til nærværende driftsoverenskomst. Driftsoverenskomstens bestemmelser gælder uden genforhandling for de yderligere antal pladser.
§ 6
Levering af serviceydelser
S/I Æblehaven har ansvaret for, at den enkelte borger modtager de af Faxe Kommune bevilligede serviceydelser efter § 84. Serviceydelserne skal leveres i overensstemmelse med Faxe Kommunes til en hver tid gældende kvalitetsstandard gældende retningslinjer og serviceniveau på området. S/I Æblehaven er således forpligtet til at følge kommunens kvalitetsprocedurer og øvrige kvalitetssikrende ledelses- og styringsdokumenter/-procedurer.
Bestyrelsen har ansvaret for at driften af aktivitetscenteret og den tilhørende café opfylder betingelserne for at modtage tilskud fra Faxe Kommune efter servicelovens § 79, herunder at brugerne får størst muligt ansvar for og indflydelse på udformningen og driften af alle tilbuddene i S/I Æblehaven.
S/I Æblehaven er forpligtet til at planlægge dagligdagen, herunder spisning og aktiviteter i overensstemmelse med formålet i § 1. Brugerne af det visiterede tilbud skal aktivt tilbydes at benytte aktivitetscenterets aktiviteter på lige fod med alle andre borgere og personalet skal støtte op om, at dette sker i praksis.
Det sundhedsfaglige personale, der er ansat til at løfte opgaven efter servicelovens § 84 er ansat for at støtte de visiterede borgere i at kunne deltage i samtlige af S/I Æblehavens aktiviteter i den til enhver tid aftalte åbningstid for det visiterede tilbud.
Deltager de visiterede borgere i aktiviteter i S/I Æblehaven på andre tidspunkter end borgerne er visiterede til, skal borgerne selv sørge for den fornødne praktiske hjælp til at kunne deltage i aktiviteterne
S/I Æblehaven er forpligtet til at føre fremmødestatistik for de enkelte borgere i det visiterede tilbud og levere denne til Faxe Kommune den 1. marts, 1. maj, 1. august og 1. november.
Der skal kunne redegøres for gennemførte arrangementer samt antal tilmeldte i det åbne aktivitetscenter en gang årligt.
Ved indgåelse af driftsoverenskomsten bliver S/I Æblehaven forpligtet til at følge de samme regler, der gælder for de kommunale myndigheder, herunder forvaltningsretlige regler. Dette gælder i det omfang lovgivningen ikke har særlige undtagelser for selvejende institutioner.
S/I Æblehaven er forpligtet til at varetage følgende opgaver ift. det visiterede tilbud:
• Udarbejdelse af handleplaner/opfølgning på handleplaner for de enkelte borgere
• Samarbejde med Faxe Kommune vedr. udveksling af relevante oplysninger f.eks. vedr. revisitering
• Information om modtagne klager
• Videregivelse af oplysninger til brug for Faxe Kommunes håndtering af klager, begæringer om aktindsigt mv.
• Indberetning af magtanvendelser
Ovenstående opremsning anses ikke for udtømmende, idet de opgaver der er forbundet med løsning af opgaven er mangeartet og ikke kan beskrives udtømmende.
S/I Æblehaven skal være i stand til at levere de oplysninger Faxe Kommune udbeder sig inden for 2 arbejdsdage, således at Faxe Kommune kan overholde gældende tidsfrister dels i lovgivningen og dels i Faxe Kommunes kvalitetsstandard.
Hvis Faxe Kommune skal bruge oplysningerne på baggrund af en henvendelse fra pressen, skal oplysningerne leveres straks.
Ved forespørgsler, som reelt set bør besvares af Faxe Kommune, skal S/I Æblehavens personale henvise brugerne til Faxe Kommune – eksempelvis vedrørende visitering og revisitering.
§ 7
Kvalitetsopfølgning og det daglige samarbejde.
Faxe Kommune orienterer løbende bestyrelsen og den daglige leder om politiske beslutninger i kommunen, udarbejdelse af nye politikker mv.
Faxe Kommunes ansvarlige chef for området og lederen af S/I Æblehaven er forpligtet til gensidigt at informere hinanden, hvis der sker ændringer, der på væsentlig måde ændrer mulighederne for at overholde driftsoverenskomsten.
Faxe kommunes ansvarlige chef, eller en af denne bemyndigede person skal til enhver tid have fri og uhindret adgang til S/I Æblehaven og til at kunne tale med brugerne og personalet.
Dialogen om udførelsen af de daglige opgaver føres mellem S/I Æblehavens leder og Faxe Kommunes ansvarlige chef for området. Der afholdes som minimum et årligt driftsmøde.
S/I Æblehavens bestyrelse kan gennem faxe Kommunes ansvarlieg chef anmode om relevant faglig deltagelse fra Faxe Kommune i et bestyrelsesmøde. Kommunen kan tilsvarende anmode bestyrelsen om, at Faxe Kommune kan deltage med en repræsentant i et bestyrelsesmøde og samtidig anmode om at få sat konkrete punkter på bestyrelsens dagsorden.
Bestyrelsen har ansvaret for, at der sendes informationer til relevante faglige politiske udvalgs kvalitetsopfølgning. Kvalitetsopfølgning skal indeholde overblik over følgende emner:
• Xxxxx xxxxxx
• Fremmødestatistik vedr. borgerne i det visiterede tilbud
• Årsrapport over aktiviteter i S/I Æblehaven
• Rapport fra Fødevarestyrelsen
• Evt. udviklingsplaner
§ 8
Behandling af databeskyttede oplysninger
S/I Æblehaven har ansvaret for, at de oplysninger som Faxe Kommune gør tilgængelige for opgaveløsningen behandles og opbevares i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning for databehandling.
§ 9
Ledelse og MED-organisation
Bestyrelsen har det overordnede økonomiske og administrative ansvar for S/I Æblehavens drift og øvrige anliggender under iagttagelse af de af Byrådets fastsatte mål og rammer.
Bestyrelsen har ansvaret for overholdelse af de til enhver tid centralt fastlagte regler og lovgivning, der gælder for S/I Æblehavens ledelse og drift.
S/I Æblehaven har mulighed for at være en del af Faxe Kommunes MED-organisation og sikkerhedsorganisation. Såfremt dette tilvælges, skal der udarbejdes et bilag til driftsoverenskomsten.
Det juridiske ansvar for at overholde arbejdsmiljøloven i den selvejende institution påhviler S/I Æblehaven. Det er derfor også den selvejende institution, der har ansvaret for, at den lovpligtige arbejdspladsvurdering udarbejdes, og at kravene om lovpligtig arbejdsmiljøuddannelse overholdes.
§ 10
Ansættelse og afskedigelse
S/I Æblehaven ansætter og afskediger personale og leder i henhold til S/I Æblehavens vedtægter, og inden for budgettets rammer.
§ 11
Løn og ansættelsesforhold.
Løn- og ansættelsesforhold for S/I Æblehavens personale fastsættes i henhold til de kommunale procedure- og forhåndsaftaler samt overenskomster, som er indgået mellem de forhandlings- berettigede organisationer og Kommunernes Landsforening. S/I Æblehavens ledelse forhandler selv udmøntningen jf. forhåndsaftalen.
§ 12
Administrative opgaver
S/I Æblehaven varetager fra den 1. januar 2021 alle administrative opgaver, som overordnet kan specificeres således:
• Budget og Regnskab
• Bogføring
• Momsafregning til SKAT
• Regningsbetaling
• løn- og personaleadministration herunder lønafregning
• Personalejuridisk bistand
• Revision
S/I Æblehaven anskaffer selv de nødvendige administrative systemer, og indgår aftaler med relevante leverandører, i forhold til løsning af de administrative opgaver.
Faxe Kommune stiller ikke IT-systemer til rådighed til brug for løn- og personaleadministration eller løsning af økonomiopgaver.
S/I Æblehaven kan benytte sig af Faxe Kommunes medlemskab hos Statens og Kommunernes Indkøbscentral (SKI). S/I Æblehaven kan således handle via de aftaler SKI har indgået.
Tilskuddet til administration af løn og bogholderi udgør 2,1% af den årlige budgetterede bruttodriftsudgift, og reguleres via KL’s almindelige pris- og lønskøn for administration.
§ 13
Betingelser for betaling/tilskud
Denne aftale indeholder juridisk set to aftaleformer, der er underlagt forskellige krav til betaling og kontrol med budget.
Betaling for løsning af opgaver efter Servicelovens § 84 vedr. dagcentertilbud til visiterede borgere, sker som almindelig betaling for køb af en tjenesteydelse, hvor Faxe Kommune er kunde og S/I Æblehaven er leverandør. Størrelsen på beløbet fastsættes ud fra de reelle driftsomkostninger S/I Æblehaven har til løsning af opgaven. Dette beløb fastsættes på forhånd for et budgetår ad gangen.
Inden for disse økonomiske rammer, er det S/I Æblehavens ansvar, at der til enhver tid er de relevante faglige kompetencer og tilstrækkelige personaleressourcer til at løse opgaverne i overensstemmelse med visiteringerne og Faxe Kommunes kvalitetsstandarder.
Betaling for løsning af opgaverne efter servicelovens § 79 til drift af åbent aktivitetscenter og café sker som to tilskud fastsat af kommunalbestyrelsen. Et tilskud til cafédrift og et tilskud til det åbne aktivitets- og dagcenter.
Tilskuddene efter § 79 og cafédriften udbetales en gang årligt ved begyndelsen af året - den 1. januar.
Betaling for ydelserne efter § 84 udbetales forud 2 gange årligt. Det aftales årligt, som led i godkendelse af næste års budget, hvornår udbetalingerne forfalder. Der skal tages højde for. At S/I Æblehaven har råderet over beløbet inden forfald af diverse udgifter herunder især til udbetaling af lønninger.
Beløbene udbetales som et bruttobeløb, således at S/I Æblehavens forventede udgifter incl. betaling af moms, er indeholdt i tilskuddene og betlaing for ydelserne efter § 84. Faxe Kommune afregner momsen vedr. § 84.
S/I Æblehaven afregner moms vedr. aktivitetscentret og cafédriften. Der er således ikke medtaget noget skønnet beløb til udlæg af moms i det beløb, som udbetales til cafédriften og aktivitetescentret.
Tilskuddene efter § 79 og betaling for ydelserne efter § 84 reguleres efter almindelig løn- og prisskøn underlagt KL´s regler og Faxe Kommunes principper for økonomistyring.
§ 14
Budget
Budgettet, som udgør den samlede betaling fra Faxe Kommune, er opdelt på cafédriften, det åbne aktivitetscenter(Servicelovens § 79) og de visiterede pladser (Servicelovens § 84).
§ 15
Regnskab
S/I Æblehaven udarbejder regnskab i en form, som gør det muligt at overføre regnskabsoplysningerne til det kommunale regnskabssystem. Faxe Kommune fastsætter nærmere vilkår herom. Regnskabsåret følger kalenderåret.
Regnskabet skal indeholde en særskilt specifikation for cafédriften, en særskilt specifikation for det åbne aktivitetscenter jfr. § 79, og en særskilt specifikation for de visiterede pladser jfr. § 84.
S/I Æblehaven må ikke overføre mere end 2 % over- eller underskud vedr. ydelserne efter Servicelovens § 84.
Større overskud end 2 % skal tilbagebetales til Faxe Kommune senest samtidig med, at det endelige regnskab foreligger. Et større overskud end 2 % medfører automatisk regulering af fremtidige betalinger.
Det reviderede regnskab samt revisionsprotokol fremsendes efter godkendelse af S/I Æblehavens bestyrelse til Faxe Kommune. Indsendelsen skal ske inden den af Faxe Kommune udmeldte dato.
Regnskabet skal revideres af en af Faxe Kommune godkendt revisor. S/I Æblehaven vælger ifølge sine vedtægter selv sin revisor.
§ 16
Forsikring
S/I Æblehaven skal selv sørge for at tegne alle lovpligtige og generelle forsikringer, eksempelvis bør tegnes:
• Erhvervs- og produktansvarsforsikring
• Bygnings- /løsøreforsikring
• Motorkøretøjsforsikring
• Arbejdsskadeforsikring
• Bestyrelsesansvarsforsikring
Faxe Kommune kan til enhver tid kræve at se gyldige forsikringspolicer som dokumentation herfor.
S/I Æblehaven kan benytte Faxe Kommunes motorkøretøjer til brug for ture med de visiterede borgere. Når S/I Æblehaven benytter Faxe Kommunes køretøjer er de visiterede borgere dækket af bussens ansvarsforsikring. Personalet er dækket af S/I Æblehavens arbejdsskadeforsikring.
§ 17
Anvendelse af bygningerne
S/I Æblehaven må ikke uden Faxe Kommunes godkendelse anvende bygningerne til andet formål end omfattet af S/I Æblehavens vedtægter og driftsoverenskomsten.
S/I Æblehaven kan ikke uden Byrådets forudgående samtykke:
• indgå lejemål
• afhænde ejendommen
• pantsætte ejendommen
• optage eller overtage lån (heller ikke ved mellemregninger med andre institutioner)
• indgå aftaler om ændringer i lånevilkår
• påbegynde foretagender, der skal finansieres ved lån inden Byrådet har godkendt lånefinansieringen
• forpligte sig ved kaution eller anden økonomisk garanti
• indgå aftale om ændringer af vilkår i eventuelle eksisterende garantiforpligtelser
Ved nedlæggelse af S/I Æblehaven skal evt. overskud gå til en forening eller virksomhed som drives med samme overordnede formål som S/I Æblehaven.
§ 18
Indgåelse af kontrakter / økonomiske dispositioner
S/I Æblehaven kan frit indgå økonomisk bindende aftaler, der vedrører den daglige drift.
Når der indgås løbende kontrakter, som et led i den daglige drift, skal S/I Æblehaven så vidt muligt sikre, at aftalerne har et opsigelsesvarsel på maksimalt 12 måneder.
S/I Æblehaven kan ikke indgå løbende kontrakter til finansiering af formål, som ikke har den fornødne bevillingsmæssige hjemmel i det af Byrådet godkendte budget.
§ 19
Xxxxxxx / misligholdelse
Såfremt en af parterne ikke overholder sine forpligtelser er der tale om en mangel. Manglende overholdelse af forpligtelser betragtes som misligholdelse og kan medføre erstatningsansvar og opsigelse af kontrakten.
§ 20
Mulighed for tillæg til driftsoverenskomst
Aftaler indgået mellem Byrådet og S/I Æblehavens bestyrelse vedrørende nærmere enkeltheder om institutionsdriften, kan aftales nærmere i protokollerede tillæg til overenskomsten og kan til enhver tid genforhandles efter anmodning fra S/I Æblehaven eller Faxe Kommune.
§ 21
Ikrafttræden og opsigelse
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2021 og afløser hidtidige aftaler.
Aftalen kan af begge parter opsiges skriftligt med 12 måneders varsel til ophør den 1. i en måned.
§ 22
Bilag
De til nærværende kontrakt tilhørende og eventuelt kommende bilag anses som en del af det samlede aftalegrundlag og er således juridisk set lige så bindende for parterne som selve driftsoverenskomsten. Driftsoverenskomsten bestemmelser gælder også for de vedhæftede bilag.
Ændring af bilagene kræver ikke genforhandling af selve driftsoverenskomsten.
For S/I Æblehaven
Faxe, den 2020
Formand Bestyrelsesmedlem
For Faxe Kommune
Haslev, den 2020
Kommunaldirektør