Indkøbs- og udbudspolitik for Aabenraa Kommune Februar 2016 Indholdsfortegnelse
Aabenraa Kommune
Februar 2016
Indholdsfortegnelse
3. Udbud af varer og tjenesteydelser 3
4. Udbud af bygge- og anlægsopgaver 4
5. Målsætninger for Indkøb og Udbud 4
6. Principper for Indkøb og Udbud 5
7. Principper for konkurrenceudsættelse 5
8. Principper for valg af leverandører 6
Indkøb og udbud spiller en væsentlig rolle i forhold til kommunens samlede økonomi. En effektiv og professionel indkøbsadfærd, er en forudsætning for at kunne realisere kommunens vision og strategi.
Effektive indkøb og udbud er med til at skabe et økonomisk råderum der samlet set bidrager til understøttelsen af Aabenraa Kommunes vækstplan og finansieringen af kommunens serviceydelser.
Indkøbs- og udbudspolitikken er et politisk dokument i Aabenraa. Det skal imidlertid respektere både EU-lovgivning og de nationale love og regler på området. Det er et politisk ønske, at lokale leverandører leverer til kommunen. Kommunen kan imidlertid ikke på usaglige vilkår give lokale leverandører en fortrinsstilling. I stedet ønsker kommunen gennem dialogmøder med lokale leverandører, gennemsigtighed via udbudsplaner, udbudsvolumen i de enkelte opgaver og etablering af et CSR-mærke at gøre det nemmere for lokaler leverandører at deltage i udbud på fair vilkår.
Indkøbs- og udbudspolitikken omfatter samtlige indkøb af varer og tjenesteydelse, opgaver der konkurrenceudsættes samt udførelse af bygge- og anlægsarbejder, som foretages af Aabenraa Kommune.
Politikken gælder alle kommunale enheder og institutioner, der er forpligtet til at efterleve indkøbs- og udbudspolitikken.
Selvejende institutioner med en kommunal driftsoverenskomst er ligeledes omfattet af politikken, med mindre at driftsoverenskomsten specifikt undtager dem fra denne.
I tilknytning til indkøbs- og udbudspolitikken er der udarbejdet retningslinjer samt administrative procedurer for Indkøbs- og udbud, som beskriver hvordan udbud, sociale klausuler og indgåelse af indkøbsaftaler udføres og administreres. Der henvises i øvrigt til, gældende lovgivning, aftaler og overenskomster på området.
Udbud af varer og tjenesteydelser gennemføres efter en udbudsplan, der årligt vedtages af Økonomiudvalget.
Målsætningen er, at alle indkøb af varer og tjenesteydelser skal være omfattet af fælles obligatoriske og bindende indkøbsaftaler.
De decentrale indkøbere er sammen med den budgetansvarlige ansvarlige for, at indkøb og udbud sker i overensstemmelse med de centralt indgåede aftaler samt kommunens vedtagne retningslinjer og politikker.
Indkøbsaftaler er såkaldte Skal-aftaler, som den lokale indkøber skal benytte sig af.
For at de decentrale indkøbere og budgetansvarlige har et pejlemærke for om de overholder de fælles indkøbsaftaler fastsættes et mål for compliancegraden på 80 % målt på aftaleniveau.
Udbud af bygge- og anlægsopgaver skal sikre, at Aabenraa Kommune generelt opnår de bedste og billigste leverancer samt den bedst mulige opgavevaretagelse.
Mængden og rammerne for Aabenraa Kommunes anlægsopgaver besluttes årligt i henhold til de politisk vedtagne investeringsoversigter.
De overordnede målsætninger for kommunens indkøb og udbud er følgende:
1: Det økonomisk mest fordelagtige for hele organisationen.
Aabenraa Kommune skal i fremskaffelsen af varer og tjenesteydelser og gennemførelse af bygge- og anlægsarbejder opnå de økonomisk mest fordelagtige vilkår. Der skal i fremskaffelsen af varer og tjenesteydelser lægges vægt på, hvad der samlet set er det mest hensigtsmæssige for Aabenraa Kommune.
Hvor udbuddets størrelse eller indhold tilsiger det, skal udbuddet som udgangspunkt udformes således at tilbudsgiver kan afgive tilbud på et eller flere delområder og det samlede udbud.
2: Bedst mulig anvendelse af ressourcer.
Aabenraa Kommune skal sikre stordriftsfordele og optimal anvendelse af ressourcerne. Derfor prioriteres de varegrupper og tjenesteydelser samt bygge- og anlægsarbejder, der gennem udbud umiddelbart ser ud til at have størst potentiale for at øge kvaliteten, effektiviteten eller give besparelser. Aabenraa Kommune forventer, at så mange varer og tjenesteydelser som muligt indkøbes via indkøbsaftaler.
3: Kommunikation af udbudsplan
Aabenraa Kommune skal sikre, at viden om Aabenraa kommunes udbudsplan samt konkrete udbud kommunikeres til relevante leverandører. Derfor afholdes der i samarbejde med eksempelvis Business Aabenraa eller andre informationsmøder for interesserede leverandører, hvor der informeres om den samlede udbudsplan eller et konkret aktuelt udbud. De enkelte udbud skal annonceres via Aabenraa Kommunes hjemmeside ligesom annoncering skal ske i henhold til udbudsdirektivet.
Med udgangspunkt i ovennævnte målsætninger fastlægges en række principper for indkøb og udbud af bygge- og anlægsopgaver samt varer og tjenesteydelser i Aabenraa Kommune. Principperne udtrykker de krav, der skal opfyldes i forbindelse med indkøb og udbud. Principperne er supplement til gældende lovgivning på området.
1: Plan for kvalitetsopfølgning lægges i alle aftaler.
I hver indgået kontrakt skal det beskrives, hvordan der følges op på kvaliteten af leverandørens varer og tjenesteydelser.
2: Betalingsbetingelser.
Aabenraa Kommunes standard betalingsbetingelser for alle leverandører er netto 30 dage (maksimumgrænse i henhold til renteloven).
Hvor der lovmæssigt er fastsat særlige betalingsregler anvendes disse.
3:Kravspecifikationer
Det er i samspillet mellem Indkøbsfunktion og fagforvaltningen det sikres at hovedparten af behovet i Aabenraa Kommune dækkes af udbudsmaterialet, ligesom det er her det skal sikres alle væsentlige input inddrages ved udarbejdelsen af udbudsmaterialet, herunder inddragelse af temapolitikker som eksempelvis Kostpolitik, Klimapolitik m.fl.
I det omfang at det konkrete udbud vedrører tjenesteydelser, hvor opgavevaretagelsen hidtil har ligget i kommunalt regi, er de følgende principper et udtryk for de krav, der skal opfyldes i forbindelse med konkurrenceudsættelser. Principperne er supplement til gældende lovgivning på området.
1: Afgivelse af eget bud eller kontrolberegning ved konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser.
Formålet med et eget bud/kontrolberegning er at skabe et sammenligneligt grundlag for valget mellem udlicitering eller egen fortsat opgaveudførelse. Samtidig kan eget bud/kontrolberegning styrke konkurrencesituationen ved at sikre lige vilkår for offentlige og private udbydere.
Kontrolberegning udarbejdes af kommunens aktuelle udførerenhed uden deltagelse af ordregiveren på området.
Ingen medarbejdere eller ledere, som har medvirket til udarbejdelsen af kommunens eget bud, eller som direkte bliver berørt af en udlicitering, kan deltage i sagsbehandlingen eller sagsafgørelsen vedrørende udbuddet af den berørte tjenesteydelse.
2: Medarbejderne skal informeres tidligt i udbudsprocessen.
For hver udbudsproces, hvor medarbejdere kan blive direkte berørt i forhold til ansættelsesforholdet, skal der udarbejdes en kommunikationsplan, så medarbejderne får rettidig og fyldestgørende information.
3: Hvis der som følge af konkurrenceudsættelse sker udlicitering af tjenesteydelser skal medarbejderne virksomhedsoverdrages.
Enhver overdragelse af medarbejdere sker ud fra bestemmelserne i Virksomhedsoverdragelsesloven, og sker med individuel hensyntagen til medarbejderen. Aabenraa Kommune kan i konkrete tilfælde vælge at tilbyde en anden stilling til medarbejdere, som ikke ønsker at blive overdraget til en privat virksomhed.
4: Brug af sociale klausuler i forbindelse med konkurrenceudsættelse
I forbindelse med konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser stilles der krav om opfyldelse af sociale klausuler, svarende til de krav, der gælder for Aabenraa kommune på udbudstidspunktet.
5: Anvendelse af miljømæssige krav i forbindelse med konkurrenceudsættelse
I forbindelse med konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser stilles der krav om opfyldelse af miljømæssige krav, svarende til de krav, der gælder for Aabenraa kommune på udbudstidspunktet.
Leverandørvalg foretages administrativt, med mindre det for de enkelte udbudte varer og tjenesteydelser er lovpligtigt eller bestemt af Byrådet, at leverandørvalget skal træffes i Økonomiudvalget eller i Byrådet indenfor rammerne af gældende lovgivning, vedtagne regler og bestemmelser.
Valg af leverandører baseres på følgende principper
1: Leverandøren skal være økonomisk velfunderet.
Der indgås kun aftale med leverandører, der er økonomisk velfunderede, og som kan dokumentere økonomisk evne til at løse opgaven. Desuden indgår Aabenraa Kommune kun aftaler med leverandører, der ikke har forfalden gæld til det offentlige.
2: Leverandøren skal kunne opfylde kvalitetskravene.
Der indgås kun aftale med leverandører, der kan sandsynliggøre deres evne til at løfte opgaven på det definerede kvalitetsniveau.
3: Gældende regler om arbejdsmiljø og sikkerhedsudvalg skal overholdes.
Leverandøren skal ved levering af tjenesteydelser overholde gældende dansk lovgivning vedrørende arbejdsmiljø.
4: Leverandører af tjenesteydelser skal udvise social ansvarlighed.
Aabenraa Kommune ønsker at tage aktiv del i indsatsen for at unge får en uddannelse, og at opfordre og medvirke til at kommunens leverandører tager ansvar for at sikre udsatte gruppers tilknytning til arbejdsmarkedet. Aabenraa Kommune ønsker ligeledes at sikre, at løn og ansættelse sker på forsvarlige vilkår.
Aabenraa Kommune forventer derfor at alle kommunens leverandører positivt vil indgå i dialog med Jobcentret, med henblik på oprettelse af uddannelsesaftaler, virksomhedspraktikker eller lign. der kan understøtte initiativerne i Aabenraa Kommunes Beskæftigelsesplan.
Videre vil Aabenraa Kommune i de tilfælde, hvor det er muligt og formålstjenligt, anvende sociale klausuler ved udbud af tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder.
Konkret vurderer Aabenraa Kommune at det generelt er muligt og formålstjenligt at anvende sociale klausuler ved længerevarende bygge- og anlægsopgaver og længerevarende tjenesteydelser der kun kan udføres i kommunen, mens det specifikke indhold af klausulerne skal tilpasses det enkelte udbud. Se bilag for en nærmere angivelse af hvornår og i hvilket omfang Aabenraa Kommune vil anvende sociale klausuler.
Slutteligt vil Aabenraa Kommune ved indkøb under tærskelværdierne inddrage leverandørenes sociale ansvarlighed, ved udvælgelsen af potentielle tilbudsgivere. I denne vurdering vil Aabenraa Kommune tage afsæt i om leverandørerne kan dokumentere deres sociale ansvarlighed, som eksempelvis ved at have et CSR-mærke fra Aabenraa Kommune.
5: Leverandører skal udvise miljømæssig og sundhedsmæssig ansvarlighed.
Den ansvarlige for udarbejdelsen af udbudsmaterialet skal i hvert udbud stille krav om, at leverandøren lever op til lovgivningen på miljø og sundhedsområdet.
6: Leverandører skal overholde internationale konventioner.
Ethvert samarbejdsforhold med leverandører skal ske på et forsvarligt etisk grundlag. Derfor skal leverandøren samt eventuelle relevante underleverandører leve op til internationale konventioner om forskelsbehandling, vederlæggelse, arbejdsmiljø, foreningsfrihed, beskyttelse af børn og tvangsarbejde.
Aftaler med leverandører til Aabenraa Kommune kan opsiges, såfremt ovennævnte konventioner ikke overholdes af leverandøren eller dennes underleverandører.
7: For aftaler med leverandører med personlig tilknytning til kommunen gælder særlige principper.
Ingen byrådsmedlemmer eller ansatte i kommunen må bringes i en situation, hvor den pågældende er inhabil i forhold til bestemmelserne i forvaltningsloven og styrelsesloven. Det skal derfor iagttages, at bestemmelserne i forvaltnings- og styrelsesloven til en hver tid overholdes.
8: Lokale leverandører.
Lokale leverandører deltager i Aabenraa Kommunes udbud på lige vilkår med alle andre leverandører. Der afholdes et årligt møde, hvor udbudsplanen for det kommende år gennemgås. Det tilstræbes endvidere at opdele udbuddet så det bliver muligt for lokale leverandører evt. via samarbejder at byde på opgaverne.
Baselineberegning.
Ved udbud af varer og tjenesteydelser, udarbejdes en baselineberegning, der opgør kommunens nuværende udgifter på køb af varen eller tjenesteydelsen. I baselineberegningen indgår de direkte udgifter, de indirekte udgifter medtages hvor det er muligt at opgøre og hvor det er relevant i forhold til de samlede udgifter. Ændres serviceniveauet, skal der tages hensyn til dette ved beregningen.
Fordeling af besparelser ved udbud
Når et udbud reducerer det direkte udgiftsniveau i forhold til det aktuelle udgiftsniveau (målt i priser) skal der ske en fordeling af gevinsten med 75 % til effektiviseringsstrategien og 25 % til decentralt budget.
Såfremt der måtte opstå en situation, hvor et udbud medfører, at Aabenraa Kommune får væsentligt højere priser end kommunen har haft tidligere, er det det pågældende område, der afholder merudgiften.
Indkøbsbesparelserne allokeres fra de enkelte institutioner og forvaltningers driftsrammer, baseret på de sidste 2 års indkøb jævnfør baselineprincippet. Der bliver således tale om en reduktion i driftsrammen, når de enkelte aftaler træder i kraft. Xxxxxxxxxxx vil blive indhentet forlods.
Klagesager
I forlængelse af Lov om håndhævelse af udbudsreglerne har leverandører fået bedre mulighed for at klage over kommunernes håndtering af udbudsreglerne. Dette kan resultere i krav om erstatning som følge af at udbudsreglerne ikke er overholdt. Et sådan erstatningskrav vil blive lagt på det område, som er omfattet af det pågældende udbudsområde.