Vedtægter
Vedtægter
for Haveforeningen Solsikken
Revideret 13.08.2020
§ 1. Haveforeningens navn og stiftelse.
1.1 Foreningens navn er Haveforeningen Solsikken Foreningens hjemsted er Køge Kommune.
1.2 Foreningen er stiftet 1975
§ 2. Formål og virke
2.1. Foreningen har til formål at administrere og forvalte det til lejede areal i overensstemmelse med de bestemmelser, der er lagt til grund herfor samt for området i sin helhed og indeholdt.
2.2. Foreningen skal gennem sin bestyrelse bl.a. sikre, at bestemmelser, som er nedfældet i en på området lagt byplan, lokalplan, eller tinglyst deklaration og lignende, vedrørende det samlede haveområde eller enkelte haver, overholdes og respekteres af foreningens medlemmer.
§ 3. Medlemmer
3.1. Som medlem kan optages myndige personer, der samtidig lejer en have ved medlemskabets indgåelse.
3.2. Medlemmet skal have fast og lovlig folkeregisteranmeldt bopæl uden for haveforeningen. Adresseændring skal meddeles formand eller kasserer senest 2 uger efter, at ændringen er sket.
Det kræves, at lejer har bopæl i kommunen for at kunne leje en Nyttehave, er medlemmet forpligtet til straks at opsige sit lejemål ved flytning fra kommunen. Såfremt dette ikke sker, skal bestyrelsen skriftligt bringe lejemålet til ophør med 14 dages varsel jfr. § 7.
3.3. Intet medlem kan optages i foreningen uden bestyrelsens godkendelse.
3.4. Ved leje af en havelod oprettes en lejeaftale.
3.5. Et medlem kan kun leje en have og kan ikke samtidig være medlem af en anden haveforening. Overtrædes denne bestemmelse skal bestyrelsen bringe lejemålet til ophør med 14 dages varsel jfr. § 7.
§ 4. Hæftelse
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§ 5. Leje
5.1. Leje for den enkelte havelod fastsættes af foreningens generalforsamling ud fra det budget, som af foreningens bestyrelse er forelagt generalforsamlingen til godkendelse. Generalforsamlingen kan fastsætte engangsbeløb til udførelse af større ændringer. Sådanne engangsbeløb er pligtig pengeydelse i lejeforholdet.
5.2. Betaling af leje anses for rettidig, når den erlægges senest 3. hverdag efter forfaldsdagen, eller når denne hverdag er en lørdag den følgende hverdag.
Forfalder leje eller anden pligtig pengeydelse til betaling på en helligdag, en lørdag eller på grundlovsdag, udskydes forfaldsdagen til den følgende hverdag.
5.3. Hvis leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt, kan foreningen opkræve et af generalforsamlingen fastsat gebyr for hver forsinket betaling samt bringe lejemålet til ophør, jfr. § 7.
§ 6. Ordensbestemmelser og vedligeholdelse af det lejede
6.1. Generalforsamlingen fastsætter ordensbestemmelser m.m. som skal være gældende inden for området, og som foreningen gennem sin bestyrelse skal forvalte og administrere.
6.2. Medlemmet er pligtig at overholde alle bestemmelser, som foreningens generalforsamling, bestyrelse eller offentlige myndigheder pålægger området, ligesom medlemmet er pligtig at overholde de i lejeaftalen indeholdte bestemmelser.
§ 7. Ophævelse/opsigelse og overdragelse af lejemål
7.1. Xxxxx har ret til at opsige sit lejemål af havelodden i henhold til reglerne i lejekontrakten mellem lejer og foreningen.
7.2. Foreningens bestyrelse er berettiget til at ophæve den indgåede lejeaftale, hvis leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt, og medlemmet ikke har betalt restancen senest 14 dage efter, at skriftligt påkrav er afsendt eller fremsat, f.eks. i skrivelse overbragt af bestyrelsen på lejerens adresse.
Det er en forudsætning for ophævelse af lejeaftalen, at foreningens påkrav er afgivet efter sidste rettidige betalingsdag, og det skal udtrykkelig angives, at lejemålet bliver ophævet, hvis restancen ikke er betalt inden udløbet af den meddelte frist.
7.3. Foreningens bestyrelse er berettiget til at ophæve den indgåede lejeaftale, hvis medlemmet overlader brugen af havelodden til en anden og trods påtale fortsætter dermed, eller såfremt lejeren af en havelod eller dennes husstand ved sin adfærd er til væsentlig gene og ulempe for foreningen og dens medlemmer.
7.4. Foreningens bestyrelse er berettiget til at ophæve den indgåede lejeaftale, hvis medlemmet i væsentlig grad misligholder den lejede havelod eller groft tilsidesætter bestemmelser pålagt området ude fra eller på tilsvarende måde tilsidesætter foreningens til enhver tid gældende vedtægter og ordensbestemmelser.
7.5. Når lejeretten til en havelod er opsagt eller ophævet, kan det udtrædende medlem frit medtage bebyggelse inklusiv fundering og indbo. Fjernelse skal dog foretages på en sådan måde, at hverken havens anlæg eller det kollektive foreningsanlæg påføres skade.
7.6 En lejer af en have kan ikke sælge, fremleje eller på anden måde overdrage haven til andre. Det er alene bestyrelsen der står for udlejning.
§ 8. Fællesarbejde
8.1. Foreningens medlemmer er forpligtet til at medvirke ved ren- og vedligeholdelse af veje, stier og andre arealer, der ifølge hovedlejekontrakten hører til området, samt ved vedligeholdelse af foreningens fælles faciliteter.
Medlemmet har endvidere pligt til at holde sin del af stien uden for egen have.
8.2. Bestyrelsen kan indkalde foreningens medlemmer til deltagelse i de nævnte aktiviteter. Bestyrelsen kan pålægge medlemmer, der udebliver herfra, en afgift fastsat af generalforsamlingen. Pålagt afgift betragtes som en pligtig pengeydelse i lejeforholdet.
§ 9. Generalforsamling
9.1. Foreningens generalforsamling er foreningens øverste myndighed.
9.2. Den ordinære generalforsamling afholdes første søndag i april kl 10:00, med en dagsorden, der mindst skal indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Beretning.
3) Årsregnskab med evt. revisionsberetning.
4) Indkomne forslag.
5) Godkendelse af budget.
6) Valg af formand/kasserer.
7) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
8) Valg af interne revisorer og suppleanter.
9) Eventuelt.
9.3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når generalforsamlingen eller et flertal af bestyrelsens medlemmer med angivelse af dagsorden beslutter det.
9.4. Ekstraordinær generalforsamling afholdes endvidere, hvis mindst 50 % af foreningens medlemmer fremsætter skriftligt krav herom til bestyrelsen med angivelse af dagsorden.
9.5. Bestyrelsen er i de i stk. 3 og 4 nævnte tilfælde pligtig at indkalde til ekstraordinær generalforsamling inden 8 dage fra beslutningen eller begæringens modtagelse. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes tidligst 1 og senest 3 uger efter indkaldelsen.
9.6. Beslutning på en ekstraordinær generalforsamling kan kun træffes, hvis mindst 4/5 af de medlemmer, der har begæret generalforsamlingen, er til stede. Bestemmelserne i stk. 9.9 – 13 gælder også for ekstraordinære generalforsamlinger.
9.7. Ordinær generalforsamling indkaldes skriftligt af bestyrelsen med mindst 30 dages varsel. ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 7 dages varsel.
9.8. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag skal udsendes til medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen. Behandlingen af forslagene forudsætter forslagsstillers tilstedeværelse.
9.9. Adgang til generalforsamlingen har ethvert medlem af foreningen samt dennes ægtefælle eller samlever.
9.10. Hver havelod har en stemme.
9.11. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
9.12. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer. Skal der stemmes om forslag til:
• Vedtægtsændring
• Ekstraordinære indskud
• Haveforeningens opløsning
kræves dog, at mindst 2/3 af medlemmerne er mødt, og at 2/3 af de afgivne stemmer går ind for forslaget. Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort, men 2/3 af de afgivne stemmer har stemt for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, som uanset antallet af fremmødte, kan vedtage forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer.
9.13. Referat fra generalforsamlingen underskrives af dirigenten, referenten samt foreningens formand.
§ 10. Bestyrelsen
10.1. Generalforsamlingen vælger blandt foreningens medlemmer en bestyrelse til at varetage den daglige ledelse af foreningen og til udførelse af generalforsamlingens beslutninger. En opstillet, som er forhindret i at være til stede på generalforsamlingen, kan vælges, såfremt vedkommende har afgivet en skriftlig erklæring herom.
10.2. Bestyrelsen består af 5 personer, der vælges for en 2-årig periode.
a) Formand og kasserer vælges særskilt, henholdsvis i lige og ulige år.
b) To bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år og et i ulige år.
c) Suppleanter vælges hvert år.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær. Generalforsamlingen vælger suppleanter efter behov.
10.3. Som bestyrelsesmedlem eller suppleant kan kun vælges én repræsentant fra samme havelod, med mindre der er tale om valg til udvalg under bestyrelsen.
Hvis et bestyrelsesmedlem fratræder før en valgperiodes udløb, indtræder suppleanten i bestyrelsen - dog kun for tiden indtil næste generalforsamlings afholdelse.
Afgår formanden eller kassereren i en valgperiode, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for nyvalg, hvis fratrædelsen ikke sker umiddelbart før den ordinære generalforsamling.
10.4. Bestyrelsen fastlægger selv grundlaget for sit virke m.m. i en forretningsorden. Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden efter behov, eller når blot eet medlem af bestyrelsen begærer det.
10.5. Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandling af en sag, hvori denne eller en med denne beslægtet person er involveret, eller på anden måde er personligt interesseret.
10.6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt flertal.
10.7. Der føres protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøder.
10.8. Foreningens midler skal anbringes i et anerkendt pengeinstitut. Regler om disposition over midlerne fastsættes af bestyrelsen i henhold til fastlagte fuldmagtsforhold.
10.9. Formands og kasserers samt eventuelt øvrige bestyrelsesmedlemmers omkostninger/udlæg til telefon, kontorhold, kørsel m.v. dækkes af foreningen.
10.10 Bestyrelsen skal sikre, at der er tegnet:
- en arbejdsskadeforsikring, der omfatter skade på personer i forbindelse med fællesarbejde i foreningen.
§ 11. Tavshedspligt
Bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af udvalg, nedsat af bestyrelsen, har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om personers økonomiske og personlige forhold, som medlemmerne får indseende i under deres arbejde for foreningen.
§ 12. Tegningsret
I økonomiske forhold tegnes foreningen ud ad til af formanden og kassereren i fællesskab eller af den samlede bestyrelse. I alle øvrige forhold repræsenterer formanden foreningen udadtil og er ansvarlig for foreningens daglige ledelse.
§ 13. Regnskab og revision
13.1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Det påhviler kassereren at udarbejde et årligt driftsregnskab ledsaget af en statusopgørelse opgjort under hensyntagen til de tilstedeværende værdier og forpligtelser.
Det påhviler i øvrigt kassereren på ordinære bestyrelsesmøder at forelægge en regnskabsoversigt til direkte sammenhold med det foreliggende budget.
Årsregnskab skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og være i overensstemmelse med den foretagne bogføring og tilstedeværende bilag. Bestyrelsen kan bestemme, at årsregnskabet skal udarbejdes med bistand af en registreret eller statsautoriseret revisor.
13.2. Generalforsamlingen vælger 2 interne revisorer for 2 år og 2 revisorsuppleanter for 1 år.
Det påhviler de valgte interne revisorer at revidere foreningens årsregnskab samt føre protokol med de bemærkninger, revisionsarbejdet måtte give anledning til.
13.3. Revisorerne skal foretage mindst ét uanmeldt kasseeftersyn pr. år. Kasseeftersynet skal omfatte både kontantbeholdning og bankindeståender.
§ 14. Foreningens opløsning
14.1. Hvis gyldig beslutning om foreningens opløsning træffes, og dette alene skyldes, at foreningens virke overføres til andet haveområde, skal foreningens formue overføres til den forening, som viderefører det nye haveområde med samme forpligtelser over for den opløste forenings medlemmer.
14.2. Skyldes foreningens opløsning, at foreningen helt ophører med at drive haveforening, udpeges 2 likvidatorer.
Evt. formue ved likvidationens afslutning udbetales til de medlemmer, der er registreret som medlemmer på dette tidspunkt.
14.3. Foreningen kan ikke opløses, så længe lejekontrakt med udlejer er i kraft.
Vedtaget 07.05.2017 og erstatter vedtægter fra 12.04.2016
§ 7 stk. 6 tilføjet 13.08.2020