AT VÆRE MUSLIMSK KVINDE I DANMARK

AT VÆRE MUSLIMSK KVINDE I DANMARK

Rapport udarbejdet af Xxxx Xxxxxxx for Ligestillingsafdelingen under Velfærdsministeriet

Februar 2009

AT VÆRE MUSLIMSK KVINDE I DANMARK

Baggrundsundersøgelse om muslimske kvinders ligestilling

Dette projekt omhandler muslimske piger og kvinders ligestilling i Danmark. Det er udført af Xxxx Xxxxxxx for Velfærdsministeriets Ligestillingsafdeling, i perioden juli 2008- februar 2009. Projektet er baseret på en kvalitativ interviewundersøgelse blandt 34 muslimske piger og kvinder, samt 11 ikke-muslimske, kvindelige uddannelsesvejledere på uddannelsesinstitutioner med et vist optag af muslimske piger. Endvidere har to imamer medvirket. En stor tak skal lyde til de medvirkende, uden hvem denne rapport ikke kunne have eksisteret.

Rapportens formål er først og fremmest at kortlægge, hvordan muslimske piger og kvinder selv oplever problemstillinger relateret til ligestilling mellem kønnene. I forlængelse af denne kortlægning fremlægges de anbefalinger til politiske tiltag, som respondenterne selv har fremsat. Rapporten behandler en diskussion, som angår alle borgere i Danmark, uanset politisk eller religiøs observans. Derfor er det essentielt, at man gør op med sig selv, med hvilke briller man vil læse den. En politiseret forudfattethed kan skabe et bias, som ikke fremmer forståelsen, og som hæmmer eller endda forvansker de principielle diskussioner, som rapporten lægger op til. Det er derfor håbet, at alle læsere - politikere fra begge fløje, forskere, embedsmænd, interesserede borgere - vil respektere rapportens ånd og referere loyalt, hvis nogle punkter fra den kommer til at indgå i de diskussioner omkring ligestilling og medborgerskab, som finder sted i det danske samfund i dag.

Rapporten er udarbejdet af projektleder ph.d. Xxxx Xxxxxxx, som også har foretaget interview af 24 informanter. Journalist Xxxxxxxx Xxxxxxxxxx har leveret interviews af 23 informanter. Assistent Xxxxxx Xxx Xxxxxxxx har stået for bibliografisk research og transskription af interviews. Kommunikationskonsulent ph.d. Xxxxxx Xxxxxxxxxx har sørget for den grafiske opsætning.

Tak til reviewere Professor Xxxxx Xxxxxxxxx, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Professor Xxxx Xxxxxxxxxx, Copenhagen Business School, samt Professor Xxxxxx Xxxxxx Xxxxx, Juridisk Fakultet. Tak til Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxx, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, for rådgivning i projektets indledende fase.

Indhold

0. INDLEDNING 8

0.0 Undersøgelsens fokus 8

0.0.1 FN’s Kvindekonvention 9

0.0.2 Integration og ligestilling i Danmark 9

0.0.3 Emnets relevans 10

0.1 Teori 12

0.2 Metode 13

0.2.1 Dataindsamling 13

0.2.2 Respondent-tilgængelighed 13

0.2.3 Selvselektion og valg af respondentgruppe 14

0.2.4 Kontaktforløb 16

0.2.5 Interviewguide 16

0.2.6 Formulering af spørgsmål 17

0.2.7 Temadisplay 17

0.2.8 Kobling til teori 17

0.2.9 Behandling af data 17

0.2.10 Fortolkning af data 18

0.3 Litteraturliste 19

0.4 Policy 19

0.5 Deltagere i undersøgelsen 20

0.6 Hvad er ligestilling? Definition og begrebsudredning 22

TEMA 1: UDDANNELSE 27

1.1 Hvor vigtigt er det for dig at få en uddannelse? 28

1.2 Hvilken uddannelse kunne du godt tænke dig? 30

1.3 Familiens forventninger 34

1.4 Sociale udfordringer og løsninger 37

1.4.1 Kontrasten mellem studiemiljøet og de hjemlige forhold 38

1.4.2 Mødet med det andet køn 41

1.4.3 Lejrskole og studieture 42

1.4.4 Fester og dansk drukkulter 44

1.4.5 Religiøse fester 47

1.4.6 Bederum 47

1.4.7 Politiske skel 49

1.4.8 Racisme 49

1.4.9 Gensidige fordomme 50

1.4.10 Religiøs mobning 54

1.4.11 Mænds kontrol af kvinderne 55

1.4.12 Den sociale kontrol fra folkeskolen til universitetet 56

1.4.13 Gruppearbejde 61

1.5 Faglige udfordringer og løsninger 62

1.5.1 Fag, der driller 62

1.5.2 Demokratisk diskussionskultur 63

1.5.3 Forforståelsen 64

1.5.4 Sprogstøtteundervisning 65

1.5.5 Mangel på faglighed i folkeskolen 66

1.5.6 Praktiske fag og ligestilling 66

1.5.7 Seksualundervisning 67

1.5.8 Biologi 68

1.5.9 Historie 68

1.5.10 Religionsundervisning 69

1.5.11 Billedkunst 70

1.6 Hvordan opbygges de sociale netværk? 71

1.6.1 Netværks betydning for integration 71

1.6.2 Gymnasiepigernes netværk 71

1.6.3 Etniske opdelinger 73

1.6.4 Fordele og ulemper ved koncentration af tosprogede 74

1.7 Overordnede løsninger 76

TEMA 2: ARBEJDE OG KARRIERE 81

2.1 Mønsterbryderne 81

2.2 Hvor vigtigt er det for dig at få en karriere? 82

2.3 Hvad kan være vanskeligt i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet? 83

2.3.1 Gensidige fordomme 83

2.3.2 Manglende læreplads 84

2.3.4 Bopæl 85

2.3.5 Familiemønstre 86

2.3.6 Religiøst forbud: Kontakt med svinekød og alkohol 87

2.3.7 Religiøst forbud: Kontakt med mænd 88

2.3.8 Religiøst påbud: Tørklæde 90

TEMA 3: PRIVATLIV OG ÆGTESKAB 92

3.1 Ægteskab 92

3.2 Børn 98

3.3 Skal man adlyde sin mand? 100

3.4 Må manden slå kvinden? 102

3.5 Utroskab og straf 105

3.6 Skilsmisse 110

3.7 Polygami 114

3.8 Jomfru eller ikke-jomfru? 119

3.9 Den sociale kontrol 126

3.10 Valg af ægtefælle 133

3.11 Opsummering 143

TEMA 4: AT VÆRE MUSLIM 144

4.1 Hvad definerer ”en god muslimsk kvinde”? 144

4.1.1 At efterleve Xxxxxxx? 145

4.1.2 At tro? 146

4.1.3 At overholde leveregler? 146

4.1.4 At respektere de fem søjler? 146

4.1.5 At bære tørklæde? 147

4.2 Tørklædet mellem religiøs symbolik og sociale spil 149

4.2.1 Hvem går med tørklæde? 149

4.2.2 Hvornår bør man tage tørklædet på? 149

4.2.3 Hvorfor går man med tørklæde? 150

4.2.4 Geografisk og sociologisk kontekst 153

4.2.5 Er tørklædet tegn på undertrykkelse? 154

4.2.6 Er tørklædet tegn på en en personlig proces? 154

4.2.7 En religiøs pligt 155

4.2.8 Et middel til at komme i Paradis 156

4.2.9 Mode og venindegrupper 158

4.2.10 Hetz mod islam 158

4.2.11 Gruppepres 159

4.2.12 Beskyttelse versus udsathed 160

4.3 Religiøse kilder 162

4.3.1 ”Min far siger” 162

4.3.2 Satelit-tv 162

4.3.3 Imamer 163

4.3.4 Xxxxxxx og Hadith 163

4.4 Islamiske bevægelser 167

4.4.1 Al-Qaida og Xxxxx xxx Xxxxx 167

4.4.2 Hizb-ut-Tahrir 167

4.4.3 Panteistisk sufi-islam 168

4.4.4 Det Muslimske Broderskab 169

4.4.5 Xxxxxxxxx Xxxxx 174

TEMA 5: CASES 180

Case 1. At være muslimsk folkeskolelærer 180

Case 2. At være muslim på en muslimsk friskole 185

Case 3: At være imam i Danmark 191

5.3.1 Imam 1 191

5.3.2 Imam 2 198

6. KONKLUSION 202

6.1 Resumé af empirien 202

6.1.1 Uddannelse 202

6.1.2 Arbejde og karriere 205

6.1.3 Privatliv og ægteskab 205

6.2 Perspektivering 208

6.2.1 Begrebet ”Ligestilling” og ligestillingstiltag 208

6.2.2 Multikulturalisme og sekularisme 211

6.2.3 Islam og islamisme 214

6.2.4 ”Islam”, ”kultur” og Oplysning 217

BIBLIOGRAFI 221

Bilag:

1: CEDAW KONVENTIONEN

2: KORANCITATER

3: HADITH

4: FATWAER AF XXXXX XX-XXXXXXXX

5: SERVICES OF HILLINGDON BOROUGH CENTRAL MOSQUE

6: MENS’ AND WOMENS’ DIVORCE FORMS

7: DECLARATION OF THE RIGHTS OF MAN AND OF THE CITIZEN

8: SAMLET BIBLIOGRAFI, EFTER SØGNING PÅ XXX.XXXXXXXXX.XX, INKL. SØGETRÅDE

0. INDLEDNING

”opnåelse af fuld ligestilling mellem mænd og kvinder kræver en ændring af både mænds og kvinders traditionelle rolle i samfundet og i familien”

(FN’s Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, præambel)

Billedet af muslimske kvinders liv i Danmark er mere kontrastfyldt end nogen sinde. Medierne fortæller om æresdrab, men også om frigjorte muslimske kvinder. Forskningsrapporter beretter om muslimske mænd, der forbyder familiens kvinder at komme i arbejde, men også om muslimske mænd, der tager en tørn med de huslige pligter og opmuntrer deres partneres deltagelse på arbejdsmarkedet. Det er positivt, at det går godt for en række muslimske kvinder i forhold til ligestilling, og det må i den forbindelse anerkendes, at mange muslimske kvinder har frihed til at definere deres egne roller. Men der fremstår tilsyneladende også eksempler på, at nogle muslimske kvinder føler sig presset til at indordne sig under religiøse eller traditionelle rammer, som de ikke selv har valgt. Derfor vil denne rapport beskæftige sig specifikt med ligestilling mellem kønnene blandt muslimske kvinder i Danmark. I forhold til bestemte problematikker, såsom integration på arbejdsmarkedet, vil en anden ligestillingsdimension, nemlig ligestilling mellem nydanskere og andre danskere, også blive berørt. Men det er ligestilling mellem kønnene, der udgør hovedproblemstillingen i denne undersøgelse.

0.0 Undersøgelsens fokus

Formålet med denne undersøgelse er at belyse de perceptioner og forestillinger, muslimske kvinder selv har af deres situation. Det er altså ikke en undersøgelse, som fokuserer på statistiske, faktuelle forhold på områder som levestandard, timers arbejde i hjemmet, integration i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. Til gengæld vil undersøgelsen interessere sig for, hvordan muslimske kvinder i Danmark selv italesætter disse forhold, og hvordan de selv definerer ønskværdige forhold mellem kønnene. Derfor kan denne undersøgelse benyttes i samspil med andre undersøgelser, der undersøger ovennævnte faktuelle forhold. Har man for eksempel en forestilling om, at man gerne vil forbedre en bestemt gruppe menneskers forhold, er det afgørende at tage højde for, hvordan de selv oplever deres situation, og hvor det derfor kan være opportunt med konkrete tiltag.

0.0.1 FN’s Kvindekonvention

Den meget overordnede ramme for undersøgelsens temaer er FN’s Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, også kaldet Kvindekonventionen eller CEDAW-konventionen, som Danmark underskrev i 1983 (se bilag 1). Den stipulerer i præamblet, at ”de stater, der deltager i de internationale menneskerettighedskonventioner, har pligt til at sikre mænd og kvinder lige ret til at nyde alle økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og politiske rettigheder”, samt at ”fuld ligestilling mellem mænd og kvinder kræver en ændring af både mænds og kvinders traditionelle rolle i samfundet og i familien”. Der opfordres til at ”tage alle passende forholdsregler” for at afskaffe diskrimination af kvinder på uddannelsesområdet (Kap. III Art. 10) på arbejdsmarkedet (Kap. III Art. 10) samt i alle ægteskabs-og familieforhold (Kap. IV Art. 16). Det skal her dog siges, at Kvindekonventionen ikke er judiciabel i Danmark, fordi den ikke er inkorporeret i dansk ret.1 Hvad der ligger i udtryk som ”passende forholdsregler” er jo i høj grad også et politisk spørgsmål. Det er ønsket, at denne rapport netop kan bruges som afsæt for en kvalificeret juridisk og politisk diskussion af, hvorvidt Danmark i tilstrækkelig grad tager de nødvendige ”passende forholdsregler” i forhold til ligestilling mellem kønnene i Danmark. Diskussionen vil altså ikke blive taget her, hvor fokus er på en bestemt gruppe respondenters perceptioner. Derfor vil uddrag fra Kvindekonventionen blive nævnt i forbindelse med relevante temaer, blandt andet i form af fremhævelse i faktabokse. Men der vil i denne rapport ikke foreligge nogen juridisk diskussion i forhold til retspraksis eller til CEDAW-komitéens arbejde, da dette vil lede væk fra rapportens fokus – en analyse af en vis respondentgruppes perceptioner af ligestillingsforhold.

0.0.2 Integration og ligestilling i Danmark

I Danmark har man i mange år haft specifikt fokus på nydanske kvinders ligestilling som én problemstilling blandt andre på ligestillingsområdet. Dette illustreres af en rapport fra 1998 ”Etniske minoritetskvinders integration og retsstilling i Danmark. Delbetænkning II afgivet af det af indenrigsministeren nedsatte Kvindeudvalg”.2 Denne rapport rækker tilbage til konklusionerne fra en arbejdsgruppe under Indvandrernes Repræsentantskab i 1990. Her bredes viften ud til forhold som indvandreres ”muligheder for deltagelse på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, arbejdsmæssige, sociale, religiøse og kulturelle liv.” Samtidig påpeges det som væsentligt, at integration er en

1 Se diskussion af den justitsministerielle betænkning nr. 1407/2001, som ligger til grund herfor, i Xxxxxxx Xxxxxxxx ”Kvindekonventionen gælder I dansk ret”, i Xxxxxx Xxx (red.) Jura og historie – festskrift til Xxxxx Xxxxxx som forsker, Jurist-og Økonomforbundets Forlag, 2003, p. 446-448

2 Indenrigsministeriet, Etniske minoritetskvinders integration og retsstilling i Danmark. Delbetænkning II afgivet af det af indenrigsministeren nedsatte Kvindeudvalg, Betænkning nr. 1359, 1998

proces, som ”bør bestå af to væsentlige elementer, nemlig rettigheder og pligter.” Henholdsvis 11 og 19 år efter disse to rapporter kan det være tid at spørge, hvor langt man i Danmark er nået i forhold til ovennævnte indsatser på ligestillingsområdet, og hvordan situationen opfattes fra de implicerede aktørers side. Denne rapport beskæftiger sig beskedent med ét hjørne af problematikken, altså ligestilling mellem kønnene, som den ser ud fra kvindernes side, og med én gruppe af kvinder, nemlig muslimske kvinder. Indenfor den gruppe er der blevet fokuseret på unge kvinder under uddannelse.

0.0.3 Emnets relevans

Men hvorfor beskæftige sig med ligestilling mellem kønnene for én specifik gruppe af borgere, og ikke for alle? Hvorfor ikke beskæftige sig med ligestilling blandt kristne, buddhister, jøder, asatroende og andre troende i stedet for at fokusere på den muslimske gruppe? Hvorfor ikke koncentrere sig om kvinder, som på den ene eller den anden måde er afskåret fra at deltage i samfundet? Alle disse tre vinkler kunne have været interessante at anlægge – og bør anlægges i fremtiden - men dette projekts budgetramme gjorde det nødvendigt at indsnævre perspektivet til én gruppe. Det ville dog være ønskværdigt efterfølgende at udbrede undersøgelsen til andre religiøse og etniske grupper end de muslimske, og andre segmenter end de uddannelsessøgende. Der er flere grunde til i første omgang at fokusere på muslimske piger og kvinders ligestilling. Som lektor Xxxx Xxxxx, Afd. for Religionsvidenskab, Aarhus universitet, gør opmærksom på,

udgør netop ligestillingen ifølge de tilbagevendende internationale værdiundersøgelser (World Values Survey) en af de mest afgørende forskelle mellem muslimske og ikke-muslimske lande. Hvor 82 % af de adspurgte i de vestlige, kristent dominerede lande går ind for ligestilling mellem kønnene, gælder dette kun for 55 % i de muslimske lande og 67 % i de øvrige (…) Selv om man ikke umiddelbart kan slutte, at den lavere tilslutning til ligestilling i den muslimske verden også betyder, at muslimer i Danmark i mindre grad end andre danskere går ind for ligestilling, kunne disse tal dog antyde, at netop dette spørgsmål i særlig grad kan give anledning til brydninger og krav om nyfortolkning i mødet mellem muslimer og ’vestlige værdier’.3

En anden grund til at beskæftige sig med emnet er, at det fylder meget i den offentlige debat, med den kortege af myter, forsimplinger og konfliktende fortællinger, som det indebærer. En søgning på Infomedia, foretaget d. 6.2.2009, viser for eksempel, at der inden for de sidste 12 måneder har været betydeligt flere artikler i den danske dagspresse omkring islam og ligestilling af kvinder eller islam og undertrykkelse af kvinder, end der har omkring nogen af de andre religioner. Dette illustreres i tabel 1 og 2.

3 Xxxx Xxxxx (2006), Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder, Århus: Univers, p. 134

Tabel 1. Søgning på Infomedia. Tidsrum: 6.2.2008 – 6.2.2009. Søgeord: ”ligestilling” + ”kvinder” + en af følgende religioner:

	Xxxxx referencer
Islam	238
Kristendom	48
Jødedom	11
Hinduisme	4
Buddhisme	2

Tabel 2. Søgning på Infomedia. Tidsrum: 6.2.2008 – 6.2.2009. Søgeord: ”undertrykkelse” + ”kvinder” + en af følgende religioner:

	Xxxxx referencer
Islam	190
Kristendom	31
Jødedom	12
Hinduisme	4
Buddhisme	1

Hvad enten dette fokus er berettiget eller ej, betyder det, at det er relevant at søge afdække, hvor skæringsfladerne mellem ”islam” og ”ligestilling” måtte findes hos de muslimske kvinder selv. I dette projekt bliver ordet altså først og fremmest givet til de muslimske kvinder for at høre, hvordan de opfatter spørgsmålet. I forlængelse af dette understreges det, at de holdninger, som bliver fremlagt i rapporten, ikke afspejler rapportens forfatters holdninger, men alene den variation af holdninger, som respondenterne selv har givet udtryk for. Kun afslutningsvis vil rapportens forfatter tage ordet, ikke så meget for at kommentere de skalaer af holdninger, som er blevet fremlagt, men snarere for at diskutere ud fra hvilke præmisser, man ønsker at diskutere de holdninger.

Den tredje grund til at fokusere specifikt på muslimske pigers og kvinders ligestilling er, at flere undersøgelser viser, at mange unge muslimer, nydanskere eller konvertitter,

tillægger religion og religiøs praksis væsentlig større betydning end andre unge4. Men om det kan have betydning for ligestilling, kan man ikke vide, før man har undersøgt det. I forlængelse af den diskussion er det relevant at spørge, hvilke fortolkninger af islam, der præger de unges indstillinger, netop for at få belyst, om religion spiller eller ikke spiller en baggrundsrolle i forhold til ligestilling blandt kønnene. Det understreges altså, at dette studie kun afdækker ét bestemt hjørne af ligestillingsproblematikken og derfor skal ses i sammenhæng med andre undersøgelser, som afdækker lignende problematikker, men ud fra andre vinkler.

0.1 Teori

Da indeværende rapport skal være lettilgængelig, vil det teoretiske aspekt blive reduceret til et minimum, om end det kunne være interessant at uddybe den vinkel i et senere studie. Men det vil her kort blive opridset, hvilke teorier der har dannet baggrund for udmøntningen af undersøgelsens bærende akser.

Begrebernes fortolkning afhænger af fortolkeren, og en betingelse for overhovedet at kunne føre dialog er, at man er opmærksom på hinandens brug af de begreber, der diskuteres - såsom ligestilling. Hvem argumenterer hvordan, hvordan positionerer de forskellige tilgange sig i forhold til hinanden? Hvilket erfaringsgrundlag danner baggrund for den enkeltes positionering? Analysen af disse positioneringer inspireres af den nyere franske sociologi med Xxxxxxxx Xxxxx0 i spidsen. Dubet lægger vægt på analyser af subjekters interaktioner og påvirkning af hinanden og deres omgivelser. Ifølge Dubet kan ingen reduceres til at være et rent produkt af ydre pres eller begrænsninger. Det betyder ikke, at man skal negligere ydre pres og begrænsninger, hvilket ville være en lige så forsimplet anskuelse som at hævde, at den enkelte er et passivt objekt. Tværtimod er det vigtigt at belyse, hvordan individet agerer inden for de givne socio-økonomiske og politiske rammer. Dubets teori og metode er ligeledes velegnet til at belyse, hvordan hybride identiteter opbygges, forandres og er med til at forme andre identiteter. Det er nemlig væsentligt at belyse, hvordan den enkelte konstruerer sine begreber og sit verdenssyn. Med baggrund i analyser af islam og islamisme foretaget af fortrinsvis tre professorer i islamiske studier, Xxxxxx Xxxxx fra Institut d’Etudes Politiques, Paris, samt Xxxxx Xxxxxxxxx, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og Xxxxx Xxxxxxxxx- Xxxxxxxx, TORS, Københavns Universitet, vil det afslutningsvis blive diskuteret, hvorvidt islamisme som politisk-religiøs bevægelse kan siges at have eller ikke have betydning for ligestillingsspørgsmål blandt unge muslimske kvinder i Danmark.

4 Tallat Shakoor & Xxx Xxxxxxxxxx Xxxx (2007), Tryghed blandt unge nydanskere, København: Trygfonden, p. 33 5 Xxxxxxxx Xxxxx (1994) Sociologie de l’expérience, Paris : Seuil ; Xxxxxxxx Xxxxx (2004) Between a Defence of Society and a Politics of the Subject : The Specificity of Today’s Social Movements, in Current Sociology, vol. 52, no. 4, p. 693-717 ; Xxxxxxx Xxxxxx (2008) « Xxxxxxxx Xxxxx, pourfendeur de la galere scolaire », Le Monde de l’Education, nr. 375, décembre 2008

0.2 Metode

I udarbejdelsen af undersøgelsens design er der taget højde for to parametre: For det første er selve undersøgelsens emne lidt ømtåleligt i den danske offentlighed, og det er derfor ekstra vigtigt at opnå en præcis og nuanceret kortlægning af problematikken. For det andet har projektet en beskeden budgetramme, hvilket lægger nogle naturlige begrænsninger på projektets mulige metodevalg. Der vil her blive redegjort for de anvendte metoder indenfor data-indsamling, formulering af interview-spørgsmål samt litteratursøgning.

0.2.1 Dataindsamling

Dataindsamling og databehandling er inspireret af Wint og Franks kvalitative, eksplorative undersøgelsesmetode.6 Den kvalitative tilgang giver plads til respondenternes selvfortælling og selvforståelse, og den eksplorative karakter gør det muligt at udforske emner og tilgange, som måske ikke oprindeligt var tænkt ind i undersøgelsen, men som undervejs viser sig at være vigtig for en del af respondenterne. En tredje vigtig begrundelse for at følge den metode er, at respondenterne får mulighed for at formulere ønsker til forbedring af deres situation. Denne undersøgelses fokus har nemlig været at lade eventuelle policy forslag komme fra deltagerne selv, hvilket kræver, at intervieweren tager udgangspunkt i respondenternes egen forståelse af deres situation. Derfor må intervieweren holde sig fra at trække sine egne a priori-forestillinger om det undersøgte emne, i dette tilfælde ligestilling, ned over respondenterne. Selv om en given respondent beskriver en situation, som ud fra CEDAW-konventionens præmisser ikke defineres som ”ligestilling”, er det ikke sikkert, at respondenten definerer sig selv som ”manglende noget”. Derfor må intervieweren som udgangspunkt formulere sine spørgsmål og kommentarer, så de giver plads til, at respondenten italesætter sin position, som vedkommende selv opfatter den.

0.2.2 Respondent-tilgængelighed

For at leve op til målsætningen om at lade muslimske piger og kvinder i Danmark komme til orde i ligestillingsdiskussionen, kræver det i første omgang, at de har lyst til og mulighed for at medvirke. Der har fra undersøgelsens start været taget højde for følgende problemstilling:

6 Xxxxxxx Xxxx & Xxxxxxxxx Xxxxx (2006), ”From ’Poor’ to ’Not Poor’: Improved Understandings and the Advantage of the Qualitative Approach”, Journal of Sociology and Social Welfare, Volume XXXIII, Number 1

Unge nydanskere er svære at få til at deltage i undersøgelser. Det er relativt nyt, at man er blevet klar over denne problemstilling inden for indvandrerforskningen, om end problemstillingen muligvis har været til stede i mange tidligere undersøgelser7

Spørgsmålet om respondenttilgængeligheden nævnes som en specifik udfordring i en del danske undersøgelser blandt nydanskere. Der nævnes svarprocenter som 54 % eller endda så langt nede som 30 %.8 Især når det drejer sig om følsomme spørgsmål som religion og kønsroller, må man som udgangspunkt spørge, om det kan være en udfordring at motivere mulige respondenter til at deltage i undersøgelsen. Derfor er det vigtigt, at spørgsmålene formuleres derefter, og at respondenterne sikres anonymitet.

0.2.3 Selvselektion og valg af respondentgruppe

De to hovedspørgsmål er, om man overhovedet kan komme i kontakt med nogen fra den ønskede respondentgruppe, og hvis ja, hvem fra den gruppe, man kan komme i kontakt med. Specielt i et studie som dette skal man regne med en vis selvselektion, som betyder, at relevante respondenter muligvis ikke kan eller vil medvirke. Man skal altså desværre regne med bortfald, som ikke er kvalitetsneutrale, men som tværtimod er knyttet til variabler, der er væsentlige i forhold til undersøgelsens formål. For eksempel ville det være oplagt for et ligestillingsstudie som dette at interessere sig for unge muslimske kvinder, som mod deres vilje måtte blive holdt hjemme hos forældrene eller i et tvangsægteskab, eller udsat for vold – situationer, som af og til får en vis mediebevågenhed. Men sådanne respondenter er ikke bare svært tilgængelige, de er også sårbare, og derfor overlades det til projekter med psykolog-ekspertise og flere ressourcer at interessere sig for dette spørgsmål. Det er altså vigtigt at være opmærksom på denne begrænsning i studiet. For at kompensere delvist for den form for selvselektion har den foretrukne linje været at lytte til de medvirkende respondenter, hvis de fortæller om andre kvinder i ovennævnte situationer.

Efter at have taget højde for spørgsmålene omkring respondenttilgængelighed samt

selvselektionsmekanismer har valget været at koncentrere informationsindhentning og interviews indenfor uddannelsessektoren og altså fortrinsvis at interviewe piger, som er

7 Shakoor, op.cit., p. 21. Af nyere undersøgelser henviser Shakoor bl.a. til Xxxxx Xxxxxx, Xxxxxx Xxxxxxxx &, Xxxxxx Xxxxxxxx (2006) En pilotundersøgelse blandt indvandrere fra Tyrkiet, København: Socialforskningsinstituttet, 2006; Xxxxx Xxxxxxxxx; Xxxxxx Xxxxxxxxx-Xxxxxxx (i samarbejde med) (2007) Etniske gruppers værdier – Baggrundsrapport Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark i samarbejde med Xxxxx Xxxxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxxxxx-Xxxxxxx, København: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, 2007. Se også Xxxxxx Xxxxxxxxxxx & Xxxxx Xxx Xxxxxxxxxxx (2006) Etniske minoriteter, frivilligt socialt arbejde og integration. Afdækning af muligheder og perspektiver København: Socialforskningsinstituttet, 06:16 ; Xxxxxx Xxxxxxxx & Xxxxx Xxxxxx (2008), Mette Employment among immigrant women and men in Denmark, København: Socialforskningsinstituttet 08:2008

8 Xxxxx Xxxxxx, Xxxxxx Xxxxxxxx &, Xxxxxx Xxxxxxxx (2006) En pilotundersøgelse blandt indvandrere fra Tyrkiet,

København: Socialforskningsinstituttet, 2006 p. 29

aktive på ungdomsuddannelser og højere uddannelser. Denne respondentgruppe kan måske bidrage med viden om, hvordan de selv er kommet videre i uddannelsessystemet, og om hvordan man kommer videre med ligestilling mellem kønnene i mere udsatte familier.

Metoden for indkredsning af relevante respondentprofiler er inspireret af Xxxxx Xxxxxx-Xxxxxx0 og sigter efter at foretage signifikante punktnedslag, som muliggør en identifikation og diskussion af generelle tendenser, problemstillinger og handlemønstre. De variationer af holdninger, som findes inden for en given gruppe, afdækkes ved at arbejde ud fra et ”mætningsskema”. Det betyder, at når en bestemt profil har medvirket, vil man søge ikke at interviewe flere med den profil, men i stedet søge andre profiler, så variationen i respondentgruppen bliver afdækket. Dog etableres her en kernegruppe af unge muslimske piger, som går i 2. og 3. G. på forskellige gymnasier. De udgør halvdelen af de kvindelige muslimske respondenter (17 ud af 34). Ud fra denne fokusgruppe er typiske tendenser kortlagt, og de er så testet på andre felter med et mindre antal. Ud over de unge kvinder er det også blevet prioriteret at interviewe mere modne muslimske kvinder, som selv er rollemodeller i sammenhænge, hvor muslimske børn og unge kommer. Der er endvidere søgt variation på parametre som socio-økonomisk niveau, etnisk oprindelse, danskfødt/flygtning /indvandrer samt en skala af positioner i forhold til det at være muslimsk kvinde i Danmark. For at få et bredere perspektiv på undersøgelsen er 11 ikke-muslimske uddannelsesvejledere også blevet interviewet. Den primære fokusgruppe er gymnasiet, og derfor medvirker studievejledere fra gymnasier med over 20 % tosprogede. Det optegnes, hvilke tendenser disse udannelsesvejledere har observeret, og derefter verificeres det, om disse tendenser også gælder på andre uddannelsesinstitutioner, som tiltrækker en del unge muslimske piger og kvinder. Det har været et metodisk valg at interviewe vejledere, som i kraft af deres erfaring kan give mere overordnede billeder af situationen. En studievejleder gør opmærksom på, hvilket bias det kan medføre:

Vi ser jo typisk de unge, når de har problemer, fraværsproblemer for eksempel. Så vores erfaringer kan måske ikke helt bredes ud til noget generelt. Det er et billede på en situation, men det er ikke et gennemsnitligt billede.

Men dette bias opvejes af, at det ofte er de mere velfungerende piger, som deltager i interviewene. Derfor er det relevant at lytte til studievejledernes oplysninger om, hvad de typisk ser af problemstillinger for de mere udsatte elever.

Endelig har det været overvejet, om der skulle inkluderes mænd i undersøgelsen, men det blev besluttet at prioritere bredere typologisk repræsentativitet blandt kvinderne. Den maskuline synsvinkel bliver indirekte berørt i interviewene ved at spørge kvinderne, hvad deres perception af mændenes forventninger er. Dette valg er baseret på den betragtning, at kvindernes ageren af og til kan være præget af anticiperede reaktioner,

9 Xxxxx Xxxxxx-Xxxxxx (2002) At fremstille kvalitative data, Odense: Odense Universitetsforlag

altså at hun agerer i forhold til forventninger, hun går ud fra mandlige familiemedlemmer har til hendes opførsel. Dette er altså med til at kortlægge de bevæggrunde, som kan have indflydelse på de unge kvinders valg. De eneste mænd, som deltager, er to imamer, som er blevet interviewet separat, og hvis svar fremlægges samlet til sidst i undersøgelsen. Disse er blevet inkluderet, fordi de unge kvinder af og til refererer til imamer som autoriteter. Derfor har det været på sin plads at lade imamer fra to forskellige strømninger udtale sig om de problemstillinger, der har relevans for de unge kvinder.

Geografisk er undersøgelsen blevet koncentreret omkring hovedstadsområdet, Århus, Odense og en mellemstor provinsby. Sidstnævnte er inddraget i undersøgelsen for at belyse, om de tendenser, som findes i større byer, også træder frem i en mellemstor provinsby, eller om det tværtimod ikke er tilfældet. I løbet af undersøgelsen trådte det frem, at der ikke var nogen væsentlig forskelle at observere de forskellige byer imellem. Derfor, og for at beskytte informanternes anonymitet, refereres der i dette studie ikke til respondenternes bopælsområde.

0.2.4 Kontaktforløb

Kontakten med respondenterne har til dels været baseret på interviewernes allerede eksisterende netværk. Men flertallet af respondenterne er fundet ved at kontakte ressourcepersoner fra relevante institutioner, som så har formidlet kontakten til eleverne. Ved at finde respondenterne på uddannelsesinstitutionerne har det også været muligt at undgå evt. sprogvanskeligheder, som måtte opstå i andre kontekster. En mindre del af interviewene med de unge under uddannelse er dobbelt-interview, altså hvor to personer er blevet interviewet samtidig. Interviewene er udført ved interviewerens personlige fremmøde, undtagen fem, som grundet interviewerens brækkede fod har måttet udføres over telefonen eller pr. mail. Ellers er interviewene blevet udført på uddannelsesinstitutionerne eller i respondentens hjem.

0.2.5 Interviewguide

Den kvalitative, eksplorative tilgang skal sikre, at interviewene i så høj grad som muligt bygges op omkring respondentens eget ordforråd og udtryksform. Derfor arbejdes der ikke ud fra et decideret spørgeskema, men en interview-guide bygget op omkring stikord og enkle spørgsmål. Det muliggør en dynamisk og spiraliserende proces, hvor intervieweren i højere grad kan gå i dybden med de for den enkelte respondent relevante temaer. Den eksplorative tilgang betyder, at nye temaer kan udforskes, hvis de viser sig at være vigtige for flere respondenter. Denne tilgang har betydet, at interviewenes længde har varieret markant, alt efter hvor meget respondenten havde på hjerte. Det korteste interview er på 25 minutter, det længste på 2 timer og 6 minutter.

0.2.6 Formulering af spørgsmål

Spørgsmålene er formuleret så åbent som muligt, og der tages udgangspunkt i respondentens personlige liv og oplevelser, såsom ”Hvad synes du godt om her på gymnasiet?”, ”Er der noget, som kan være vanskeligt i forbindelse med uddannelsen?”. Ligeledes lægges vægt på enkle formuleringer i spørgsmålene for at undgå misforståelser og usikkerhed. Der tages i interview-situationen højde for den enkelte respondents udgangspunkt. Det fleksible interviewdesign åbner mulighed for diskussioner, som dog holdes indenfor de tematiske rammer. Det vægtes, at respondenterne får rum til at fortælle åbent og konkret om deres eget liv. Ligeledes søges det også afdækket, hvordan de forskellige tendenser positioneres i forhold til hinanden. Her er det vigtigt at være opmærksom på mulige modsætninger mellem forskellige grupper, og hvorvidt sådanne forhold kan have indflydelse på respondentens svarstrategi.

0.2.7 Temadisplay

Spørgeskemaet er bygget op efter fire på hinanden følgende hovedtemaer: uddannelse, arbejde, privatliv, religion. Det har fungeret godt at starte med det praktiske omkring ligestilling i uddannelse og job for derefter at gå videre til ligestilling i privatlivet og eventuelt religion.

0.2.8 Kobling til teori

Hvad angår spørgsmålet, om islamistisk aktivisme har indflydelse på muslimske kvinders ligestilling i dag, er det under alle omstændigheder svært at måle. Og hvis en forsker lægger den vurdering ned over en situation, er det ingenlunde sikkert, at det er det, som respondenten selv forstår sker. For at undgå at præge informanterne i selve interviewsituationerne er termen ”islamisme” aldrig blevet brugt af intervieweren, og ikke en eneste respondent har selv brugt udtrykket. Men derfor er det stadig relevant at diskutere begrebet afslutningsvis, netop for at belyse, hvad det er, de unge kvinder selv ser ske, og i hvor stor udstrækning de er bevidste om, hvilke strømninger de repræsenterer.

0.2.9 Behandling af data

Data behandles efter Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx tre grundregler: autenticitetsreglen, inklusionsreglen og transparensreglen. Autenticitetsreglen er overholdt ved, at interviewene er blevet transskriberet for at sikre, at data behandles i oprindelig form. I

gengivelse af citaterne har valget været at gengive så ordret som muligt, hvorfor talesprogsudtryk og vendinger er bibeholdt. Inklusionsreglen betyder, at alle data vedrørende en bestemt kategori i interviewguiden skal medtages på pågældende sted i displayet. Derfor er de forskellige passager fra interviewene er blevet fordelt på de fire temaer, uddannelse, arbejde, privatliv, religion. Derefter er temaerne blevet organiseret i undertemaer, og for hvert undertema er viften af typologisk repræsentative holdninger blevet kortlagt. Derfor viser man ikke bare subjektivt udvalgte eksempler fra et datasæt, men selve datasættet.10 Dette gør det muligt efterfølgende at basere konklusioner på alle de fundne data. Der er naturligvis ikke plads til at gengive samtlige informanters hele udsagn omkring dette eller hint tema, såsom ”valg af uddannelse”, ”studierejse” eller ”valg af ægtefælle”. Det betyder, at det er nødvendigt at udøve, hvad Xxxxxx-Xxxxxx kalder ”meningskondensering”, altså at man gengiver typologisk repræsentative udsagn, så hele viften af holdninger bliver repræsenteret. Transparensreglen indebærer, at der skal foreligge et gennemskueligt og overskueligt display. I denne sammenhæng er det gjort ved at gå ud fra de fire hovedtemaer, som svarer til hovedkapitler, som så er inddelt i underkapitler, som svarer til undertemaerne. Dette har gjort det muligt at bevare overskueligheden samtidig med, at temaer, som ikke oprindeligt var med i displayet, såsom flerkoneri, har kunnet indføjes, fordi en del informanter spontant har udtalt sig om det.

Det bemærkes endelig, at når interviewene gengives i rapporten, betyder ”R”

”Respondent”, mens ”I” betyder ”Interviewer”.

0.2.10 Fortolkning af data

Fortolkning af data er altid et springende punkt i sociologiske undersøgelser. Faren er, at forfatterens fortolkning i virkeligheden siger mere om forfatterens synspunkter end om respondenternes. Valget i denne undersøgelse har været at spørge ind til respondenternes egne fortolkninger af de begreber, de bruger, og at undlade ethvert forsøg på videre fortolkning i selve rapporten. Tværtimod har det været et klart valg alene at analysere, hvor respondenterne står i forhold til hinanden, i hvilke situationer de bruger hvilke begreber, og hvordan de selv definerer ligestilling og dertil relaterede begreber. Snarere end at lægge en fortolkningsramme ned over det empiriske materiale er det blevet foretrukket blot at lægge materialet frem til diskussion. Rapportens forfatters egen vinkel og oplæg til videre diskussion er som før nævnt at finde i den afsluttende perspektivering. Hvordan den enkelte læser måtte vælge at fortolke de forskellige passager er rapportens forfatter naturligvis ikke herre over. Dog skal det understreges, at dette er en kvalitativ undersøgelse, og at man derfor ikke kan generalisere ud fra undersøgelsen på samme måde som man ville kunne på baggrund af en kvantitativ undersøgelse. Derfor er

10 Xxxxx Xxxxxx-Xxxxxx, op.cit., p. 42

det forfatterens håb, at eventuelle læsere, snarere end at generalisere ud fra rapporten, vil være med til at lægge dens observationer ud til en bredere debat, som alle kan deltage i, uanset religiøs eller politisk baggrund.

0.3 Litteraturliste

Ved projektets start var litteraturlisten fortrinsvis fransk og engelsk. Som del af dette projekt skulle der gøres kort rede for hovedtendenser i den litteratur, der allerede findes på dansk om emnet. Da søgningen skulle begrænses til dansk litteratur, er den foretaget via databasen xxx.xxxxxxxxx.xx, som skulle have referencer over samtlige værker udkommet i Danmark samt have et finmasket søgesystem. Dog dukker for eksempel forskningspublikationer fra SFI ikke op, måske fordi de ikke udkommer som tryksager, men alene kan downloades fra SFI’s hjemmeside. Men det er værd at være opmærksom på, hvis man senere skulle lave en lignende undersøgelse på basis af xxx.xxxxxxxxx.xx. Endvidere viser en håndsøgning på et kommunebibliotek, at visse referencer ikke er blevet repertorieret. For eksempel indeholder Xxxx Xxxxxx Xxxxxxx’x Voldtægt og drug rape11 de relevante kapitler ”Voldtægt var incest” af Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxx (p. 40-41) og ”Voldtægt er din egen skyld” af Xxxxx Xxxx (p. 45-47), lige som bogen refererer til det af Integrationsministeriet støttede projekt ”Løft sløret for seksuelle overgreb”. Der er altså en del referencer, som ikke opfanges af xxxxxxxxx.xx’s søgemaskine. Dette til trods har de hidtidige søgninger, inklusive de 96 referencer fra xxxxxxxxx.xx, givet et rimeligt dækkende billede af den litteratur, der findes om emnet. Det vurderes som grundlag nok for at kunne analysere de tendenser og spændingsfelter, som præger den danske forskning og offentlige debat. De 96 referencer er opnået ud fra en søgning på søgetråde, som kan ses i bilag 8. Hvis en undersøgelse er foretaget i udlandet, er den ikke noteret. Hvad angår dokumenttyper, er søgningen begrænset til videnskabelige publikationer (tidsskriftartikler og bøger) og fagbøger til et bredere publikum. De inkluderede værker er blevet repertorieret gennem RefWorks.

0.4 Policy

Hvad skal man gøre for at fremme ligestilling, der hvor den kunne forbedres? Denne rapports udgangspunkt har været at spørge de muslimske piger og kvinder selv. De indløbne forslag anskues derefter i forholdet til en principiel diskussion om, hvilken samfundsmodel man vil bygge lovgivningen på. Det indledende studie af de referencer, som er kommet frem i litteratursøgningen viser en klar tendens til at formulere den danske debat og forskningslitteratur på multikulturalismens præmisser – hvad enten den

11 Xxxx Xxxxxx Xxxxxxx (2007) Voldtægt og drug rape Århus: Siesta

enkelte forfatter er positivt eller negativt indstillet overfor multikulturalismen. Men multikulturalismen som politisk projekt er blevet formuleret i angelsaksiske lande, hvis samfundsopbygning, statsopfattelse og juridiske tradition på mange punkter adskiller sig fra Danmarks ditto. Det argumenteres, at Danmark på flere områder ligner Frankrig mere end Storbritannien, og at det derfor kan være opportunt at hente inspiration, ikke kun fra den britiske multikulturalisme, men også fra den franske sekularisme. Dette muliggør, at man fra hver enkelt model udleder de principper og praksis, som passer bedst til danske forhold uden at kopiere kritikløst.

0.5 Deltagere i undersøgelsen

Ofte vil rapporter af denne type have et særskilt kapitel, hvor respondenternes profil præsenteres detaljeret. Indeværende projekt har måttet tage højde for en specifik problemstilling, nemlig at flere respondenter før har været udsat for vold eller grov mobning, netop fordi de udtalte sig om ligestilling. Andre er meget opmærksomme på den sociale kontrol, som findes i deres eget miljø og har derfor understreget, hvor altafgørende anonymitet er for dem. Derfor har det været nødvendigt at sløre respondenternes identitet så meget som muligt, uden at det gik ud over analysernes validitet. Endelig kan nogle informanter have holdninger, som måske vil undre, irritere eller chokere nogen læsere. Meningen med denne rapport er at fokusere på den vifte af argumenter, som eksisterer, og lægge dem frem til en lødig og saglig debat. Derfor er det essentielt, at der er fokus på argumenterne, ikke på personerne. Meningen er jo heller ikke at udstille nogen, men at gøre rede for diskurser, som findes i Danmark i dag. Derfor præsenteres de medvirkende kun meget kort og overordnet i dette afsnit.

I alt har 47 personer deltaget. 36 er selv muslimer. 11 er ikke-muslimske

uddannelsesvejledere på institutioner, hvor de unge kvinder er blevet interviewet. Ikke- muslimerne er fordelt på 4 studievejledere fra gymnasier med et vist optag af muslimske elever, 2 skoleledere fra folkeskoler med over 75 % tosprogede, 2 studievejledere fra VUC, 2 fra Teknisk Skole, henholdsvis frisørlinjen og tandteknikerlinjen og 1 fra et universitet.

Også blandt de muslimske medvirkende ligger tyngdepunktet på gymnasieuddannelsen. 17 ud af 34 kvindelige muslimske respondenter er gymnasieelever. Med udgangspunkt i denne målgruppe er der blevet udvidet til andre grupper med 2 elever fra en muslimsk friskole, 3 elever fra Teknisk Skole samt 2 universitetsstuderende. Respondentgruppen er så blevet yderligere udvidet med to meget forskellige profiler, en hjemmegående husmor i polygamt forhold og en kvinde, som har færdiggjort sine universitetsstudier.

I denne gruppe af unge kvinder under uddannelse befinder langt de fleste sig i aldersgruppen 18-23 år. Den hjemmegående husmor er også at finde i den aldersgruppe. Da der ligeledes er interviewet elever fra en muslimsk friskole og fra Teknisk Skole, er

nogle få respondenter under 18. En enkelt universitetsstuderende er over 23, hvilket også gælder for den respondent, som har færdiggjort sine studier.

En anden gruppe udgøres af mere modne muslimske kvinder, som er ressourcepersoner i sammenhænge, hvor de kan være rollemodeller for de yngre piger og kvinder. Disse kvinder er aldersmæssigt fra midt i trediverne til sidst i halvtredserne. Det drejer sig om 7 respondenter, en børnehavepædagog, to folkeskolelærere, en lærer fra en muslimsk friskole samt en underviser på en højere læreranstalt. Endvidere deltager to kvinder med rådgivende funktioner, en fra en telefonrådgivning, en anden fra en muslimsk forening. Sagt på en anden måde er altså 7 ud af 18 interviewede ressourcepersoner selv muslimer. For at sløre informanternes identitet kaldes disse ofte ”muslimske ressourcepersoner”, medmindre det er nødvendigt at angive vedkommendes jobfunktion mere præcist.

Endelig har to mænd medvirket. Det drejer sig om to imamer med forskellig baggrung og forskellig tilgang til islam.

De muslimske informanters etniske oprindelse er tyrkisk, afghansk, somalisk, arabisk (palæstinensisk, syrisk, tunesisk, irakisk, libanesisk), kurdisk, bosnisk, russisk tatar, dansk konvertit. Den typologiske repræsentativitet er desuden udvidet med én alevi og én ex- muslim. Alevier regnes i Tyrkiet for at være muslimer, men er i Danmark registreret som et selvstændigt, ikke-muslimsk trossamfund. Den medvirkende meldte sig til interviewet som muslim og er derfor inkluderet i undersøgelsen. Ex-muslimen viste sig i løbet af interviewet at definere sig selv som ateist og ex-muslim. Hendes profil er bibeholdt i undersøgelsen, da hendes typologiske repræsentativitet har vist sig at spille en vigtig funktion i forhold til at belyse ligestillingsproblematikker i visse miljøer indenfor målgruppen.

Tørklædet har været meget debatteret i Danmark, og den debat forholder dette studie sig til gennem de interviewede piger og kvinders egne udsagn. Ud af de 34 muslimske kvindelige medvirkende bærer 14 ikke tørklæde, 17 bærer tørklæde, to jilbab og én niqab. De tre sidstnævnte er alle danske konvertitter. Ud af de 14 piger uden tørklæde har to prøvet at gå med det og har taget det af igen. En med tørklæde overvejer at tage det af. En uden tørklæde vil gerne have det på, men først når hun føler sig klar til det. Blandt tyrkerne og afghanerne bærer næsten ingen tørklæde. Blandt araberne og somalierne bærer næsten alle tørklæde, så den etniske oprindelse lader til ikke at være helt uvæsentlig i forhold til at vælge at bære eller ikke bære tørklæde.

Når respondenterne præsenteres i de næste kapitler, varierer identifikationen af dem, da anonymitetskriteriet har skullet respekteres hele vejen igennem. Derfor udvælges karakteristika, som ikke afslører vedkommende, men som er relevante i forhold til det diskuterede emne, og som indikerer generelle tendenser i det empiriske materiale. Endvidere bruges af og til betegnelsen ”med tørklæde” / ”uden tørklæde”. Dette valg er foretaget, fordi der i den danske litteratur har været tendens til en monolitisk fremstilling af tørklædet, hvad enten det er for at argumentere, at det er undertrykkende, eller for at argumentere, at det er frigørende. Ofte får man fornemmelsen af, at disse to modsatrettede

eksempler først og fremmest bruges for at præge, hvordan de ikke-muslimske danskere ser på det. Her har valget været snarere se på, hvordan de muslimske kvinder med og uden tørklæde ser på hinanden, og altså forsøge at dække hele spektret af tilgange til tørklædet. Som det fremgår af dette projekt, går holdninger og forestillinger ofte på kryds og tværs mellem respondenter med og uden tørklæde. For at illustrere dette præsenteres respondenterne altså af og til som tørklæde/ikke-tørklædebærende, uden yderligere kommentarer.

0.6 Hvad er ligestilling? Definition og begrebsudredning

Inden gennemgangen af undersøgelsens resultater på displayets fire temaer er det på sin plads at kortlægge, hvilke diskursive strategier respondenterne har i forhold til selve begrebet ”ligestilling”.

Ifølge CEDAW-konventionen betyder ligestilling som allerede nævnt, at kvinder og mænd skal nyde samme “økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og politiske rettigheder”. I indledningen til denne rapport blev der lagt op til, at begrebet ”ligestilling” skulle behandles ud fra respondenternes egne præmisser. Så hvad siger de muslimske kvinder selv? Det er her vigtig at være opmærksom på, at der blandt de muslimske informanter observeres tre overordnede diskursive strategier for definition af ligestilling og relaterede begreber såsom ”lighed”, ”at være lige”.

1) Ligestilling betyder som i CEDAW-konventionen lige økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og politiske rettigheder. Der fokuseres gerne på faktuelle og juridiske områder, såsom ligeløn på arbejdsmarkedet, lige arbejdsfordeling i hjemmet, lige arverettigheder for mænd og kvinder. Ligestilling som her defineret ses som noget positivt. Denne ligestillingsopfattelse kan gå hånd i hånd med kritik af passager i Koranen eller tradition i muslimske familier. Denne tilgang illustreres af følgende tyrkiske respondent:

Det er fakta, at der ikke er ligestilling, i kraft af at der ikke er lige løn i Danmark mellem kønnene. Så kan man så sige, for etniske minoritetskvinder der er der et dobbelt glasloft, og det er virkeligt. De har det sværere, og det er ikke bare tørklæde eller ikke tørklæde. 3F havde sådan en spøjs kampagne, et postkort hvor en minoritetskvinde sidder overfor hendes arbejdsgiver, så siger hun ’jeg vil have det samme i løn som min kollega’ så siger han ’kvinderne eller mændene’. Den synes jeg faktisk var meget spøjs og så meget jeg kan grine ad den, så kan jeg også bekymre mig, for jeg tror, at det er virkeligheden. At der findes det her dobbelte glasloft.

Samtidig er der den der manglende ligestilling i rigtig mange af de muslimske hjem, at alt hvad der hedder hjemmet, det er kvindens opgave. Hvis du gerne vil have en ordentlig karriere, så er det ikke altid 37 timer, ret tit så er du oppe på 60 timer, hvis du gerne vil køre den derudad og at du ved at der ligger en fuldtidsstilling derhjemme også, hvor meget har man så egentlig lyst til? Så er det selvfølgelig også en hindring for det at skabe en karriere, så der ligger også noget kultur mønster i det og noget manglende ligestilling osv. For eksempel en dag, der sad vi med nogle venner og ved du hvad det værste af det hele er? - det var kvinderne, der startede den der

forskelsbehandling. Netop det med at ’min lille pige skal lære og dække bord og lave mad, drengen han kan få lov til at ligge med far på sofaen og slappe af.’

Når det så er sagt, så vil jeg aldrig lægge skjul på, at jeg som kvinde har fysiske begrænsninger i forhold til min mand. F.eks. tager jeg meget lang tid om at slå græs, mens min mand går hurtigere med det der apparat end jeg gør, hvilket passer mig glimrende. Men ellers handler det for mig ikke om hvem der har lavet hvad og hvordan. Der er nogle nøglebegreber, den der gensidige forpligtigelse, det der gensidige bånd, man har til hinanden – jeg tror, der er mange der lever i ægteskaber, hvor de er helt fremmede overfor hinanden, så for mig handler det om loyalitet, om respekt, om tryghed, det handler om at man er hinandens base. Går en af søjlerne, så kan man ligeså godt gå fra hinanden. Min mand og jeg har for mange år siden lavet en aftale, og den kører bare automatisk. Den, der først kommer ind af døren, er også den, der først går i gang med maden. Så de der praktiske ting som rengøring… så kan vi bruge en søndag formiddag på det, så er vi glade, så har vi gjort det. Den, der kommer hjem og bemærker, at huset trænger til at blive støvsuget, den person gør det. Vi tænker ikke så meget over rollefordelingerne, der er ikke noget, der hedder at ’det her er din pligt’, overhovedet ikke.

2) Ligestilling har samme betydning som i ovenstående, men ses ikke umiddelbart som noget positivt. Respondenten vil derfor ikke argumentere, at der er ligestilling i islam, men snarere argumentere, at islam giver noget, der er bedre end ligestilling, såsom respekt for kvinden, beskyttelse af kvinden og komplementære rettigheder til kvinden. Som eksempel kan citeres en dansk konvertit:

Det er manden der er overhovedet, det er også ham der har ansvaret for hvad hans kone gør. Han kan selvfølgelig ikke kontrollere alt hundrede procent, men han kan ligesom sige, at du skal gøre sådan, ellers bliver der konsekvenser. Du skal gå tildækket, for eksempel. Og hvis manden han kalder, så skal kvinden komme, men selvfølgelig hvis hun er syg eller det er skadeligt for hende, så er der altid undtagelser. Men normalt når manden kalder, så er det kvindens pligt at komme. Hun har selvfølgelig også sine rettigheder.

En anden respondent forklarer, hvorfor hun er glad for forskellene i rettigheder og pligter indenfor islam:

Jeg er glad for, at jeg er kvinde og synes at det er virkelig fedt, at jeg ikke er mand. Som mand i islam har man et meget stort ansvar, som kvinden ikke har. Man behøver ikke at sidde og tænke på alle de byrder de stakkels drenge har. Hvis min far nu skulle gå hen og dø, så er det min lillebror, der skulle tage sig af os alle sammen. Det er hans ansvar og ikke vores. Lad os forestille os et muslimsk ægtepar, begge arbejder. Kvinden har ikke noget ansvar for at deltage i omkostningerne overhovedet. Pengene hun tjener er hendes, mens manden skal dele pengene med hende. Jeg synes faktisk, at kvinden er mere fri end manden i religionen.

Hun bakkes op af en tredje informant, som lægger vægt på, at islam beskytter kvinden:

I islam har manden flere forpligtelser overfor familien end kvinden, når vi snakker om den økonomiske del. Det kvinden arver er hendes eget, men han skal dele det han arver med sin familie.

Derfor arver kvinder kun det halve af mænd. Kvinden behøver ikke dele sin arv med sin mand. Så hun er beskyttet, det var vigtigt især i gamle dage, hvor kvinden ikke var ude på arbejdsmarkedet.

3) Den tredje strategi indebærer en omkodning af begreber som ”ligestilling” og ”lighed”. Denne strategi bruges ofte til at beskytte islam mod kritik. Det gøres ved ikke at sætte spørgsmålstegn ved ligestillingsbegrebets positive konnotationer, samtidig med at begrebet omkodes, så dets semantiske felt ikke krænker grundlæggende islamiske regler og love. At være ligestillet betyder altså ikke som i definition 1, at man skal have præcis lige økonomiske og familieretlige rettigheder. Det betyder, at mand og kvinde er lige foran Gud, men har forskellige roller og dermed forskellige rettigheder i forhold til arveret, ægteskabelige rettigheder osv. Det illustreres af denne konvertit:

I islam er mennesket lige, både manden og kvinden er lige i Guds øjne. Men hvis man kigger på mange af de kulturer som mange andre kommer fra, så ser man jo, at der er en masse undertrykkelse og det ene og det andet. Det kan godt være svært for mange ikke-muslimer at forstå, og det kan også være svært for mange muslimer at skelne mellem religion og kultur, fordi det tit er noget, der bare bliver sat i en søjle. Nu har jeg jo også mange somaliske venner, og deres piger har meget mere frihed i deres kultur end hvis man sammenligner med traditionelle arabiske piger. Der er faktisk også en debat henne i moskéen om, at de synes at nogen arabere giver deres kvinder lidt for lidt frihed. Pigerne især, hvor deres drenge må gå ud i byen og lave hvad som helst, mens pigerne bare skulle sidde hjemme og ikke måtte gå ud efter skoletid. Det synes de var for dårligt. Så det er også noget folk er meget bevidste om. Det er også noget de i moskéen prøver at forebygge, at det går sådan til at…For der står faktisk i Xxxxxxx, at man skal opdrage sine døtre på samme måde som sine sønner. At de skal opdrages lige.

Ligheden gælder altså her retten til at gå ud efter skoletid. Men samme konvertit redegør senere for en række områder, hvor mænd og kvinder ikke skal være på lige fod. Såsom at muslimske mænd må gifte sig med kristne kvinder, mens det omvendte ikke er tilladt, at kvinden skal adlyde manden, og at han må slå hende (uden dog at give blå mærker). Ligestillingsbegrebet følger derfor de religiøse buds konturer hos denne informant. Hvis der i Koranen står, at forskellige regler gælder for mænd og kvinder, er man lige foran disse regler – og skal for eksempel ikke arve det samme. Står der ikke eksplicit noget i Koranen om et bestemt forhold, for eksempel om piger og drenge må opholde sig udenfor hjemmet efter skoletid, så er man lige i betydningen at have lov til at foretage sig det samme.

Flere af kvinderne er selv lidt i vildrede, som denne somaliske pige:

R.: Jeg kan huske der blev holdt et foredrag af Xxxxx Xxxxx Xxxxxxxx, og jeg spurgte ham, for jeg var meget i tvivl, ”er der ligestilling i islam?” for det er sket at mange har spurgt mig og jeg har ikke kunnet svare på det. Han sagde ja, det er der 100 % men det er folk der gør det til det, at der ikke er ligestilling, fordi de blander traditioner og kultur ind i det. Hvorimod hvis man tager det som det står i Koranen, så er der ligestilling. Det kan godt være der er nogen ting hvor det er manden, der er imam osv., men ellers så er der ligestilling.

I.: Men hvad så med det som står i Koranen i forhold til retssager, at kvinders stemme tæller halvt?

R.: Det ved jeg ikke, det kan jeg ikke svare på. Det har jeg aldrig hørt om, jeg ved ikke hvorfor

I.: Men hvis der kommer en og siger, at der står sådan og sådan i Koranen eller Hadith, hvor du så kan gå ind og sige, det er ikke ligestilling, ville du så sætte ligestillingsprincippet højere end Koranen?

R.: Det vil jeg ikke kunne, fordi jeg tror så meget på hvad der står i Koranen som jeg gør. Hvis det er det der står, så er det det, der er sandt. Og så må jeg lægge mit til side.

I tilfælde af konflikt mellem en moderne menneskerettighed og Koranens bud, vinder sidstnævnte altså over førstnævnte hos denne respondent.

Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at udtryk som berører ligestillingsproblematikken, såsom ”undertrykt” / ”ikke undertrykt”, ikke nødvendigvis giver et billede af en given respondents forhold til ligestilling. For eksempel klager en respondent over, at hun er blevet konfronteret med danskere, som ikke mente, der var ligestilling i islam. Hendes spontane reaktion er at forsvare islam:

Islam går meget på at kvinder skal have det godt og ikke skal voldtages, for eksempel. Men jeg synes der er mange ikke-muslimer, der ikke forstår det, de tror kvinder er undertrykt i islam. Men jeg er selv kvinde, og jeg er ikke undertrykt, det synes jeg ikke selv.

”jeg er ikke undertrykt” betyder dog ikke ”jeg er ligestillet” i den forstand, som begrebet bruges i CEDAW-konventionen. Senere i interviewet fortæller samme respondent om forskellen på mænd og kvinder i forhold til legitimt valg af ægtefælle:

I: Hvorfor skal din mand være muslim?

R.: Det er fordi, at hvis en kvinde bliver gift i et muslimsk land, så flytter hun fra forældrenes hus til mandens hus. Så hvis hun er gift med en kristen, bliver børnene kristne. Men hvis en muslimsk dreng gifter sig med en dansk pige eller bare en pige, som ikke er muslim, så bliver børnene muslimer, fordi faderen er muslim. Så på den måde. Xxxxxxx siger, at man skal gifte sig med en muslim. Hvis man ikke kan finde en muslim, så må drengen godt gifte sig med en kristen, men det må pigen ikke.

I.: Men tror du ikke, at det er sådan nogle ting der gør, at danskere en gang imellem spørger, om der er ulighed i islam?

R.: Rigtig mange snakker om sådan nogle ting. Selvfølgelig er det lidt forskel, kvinder begår flere fejl end manden. Fordi Xxx har spist af træet, så Xxxxxxx siger at kvinderne begår flere fejl. Men

det er ikke sådan, at mænd må rigtig mange ting, som kvinder ikke må. Både mand og kvinde kan godt arbejde, det må de selv bestemme, og de må selv bestemme, hvem de vil giftes med.

Som ovenfor nævnt betyder ”selv bestemme hvem de vil giftes med” ikke, at en muslimsk kvinde kan bestemme, at hun gerne vil giftes med en ikke-muslimsk mand. Det betyder, at hun selv må bestemme inden for de begrænsninger, som hun mener islamisk lov lægger. Det er altså vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at der blandt de muslimske informanter ikke er konsensus omkring, hvordan begreber som ”ligestilling” og ”undertrykkelse” skal fortolkes. Ligeledes bemærkes det, at de fleste af informanterne i deres dagligdag må forholde sig til, hvordan andre danskere opfatter ligestilling, såsom denne folkeskoleleder:

Vi har meget fokus på ligestilling, og vi prøver at arbejde med det på mange leder og kanter. Men det er svært at dæmme op for, fordi en meget stor del af vores tosprogede, omkring 90 %, jo er muslimer, hvor der så er en lille procent der er hinduister, buddhister eller andet. Og i den muslimske kultur, der er der altså en forskel på mænd og kvinder, og den er jo meget tung, på trods af at mange muslimske kvinder påstår at de går med tørklæde frivilligt, så alt andet lige er kvinder jo sat ud på et sidespor i mange sammenhænge.

Selve det at skulle forholde sig til andre danskeres udsagn om ligestilling og holdninger til ligestilling i islam, kan altså være med til at præge den enkelte muslimske kvindes diskursive strategi. Som det vil fremgå af respondenternes udsagn i denne undersøgelse, bevæger mange af pigerne sig i et spændingsfelt, hvor de søger at få hensyn til familiens traditioner, egne individuelle fremtidsønsker, dele af dansk livsstil og eventuelt islamisk praksis til at gå op i en højere enhed. Disse forhold præger naturligvis respondenternes italesættelse af ligestilling og dertil relaterede problemstillinger.

TEMA 1: UDDANNELSE

Der er et arabisk ordsprog, der siger, at et eksamensbevis er et våben. (Konvertit, med tørklæde)

Kvindekonventionen, Artikel 10

De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler for at afskaffe diskrimination imod kvinder på uddannelsesområdet for at sikre dem ligeret med mænd

Ifølge Xxxxxxxxxxxxxxxxxx bør den danske stat ”tage alle passende forholdsregler” for at afskaffe diskrimination mod kvinder. Har den levet op til dette? Hvis den har, hvorvidt benytter kvinderne sig så af uddannelsestilbuddene? Hvordan anskues uddannelse af de muslimske piger og kvinder, som har medvirket i undersøgelsen?12 Og hvordan ser det ud fra ressourcepersonernes side? En af folkeskolelederne deler overordnet set de muslimske piger op i to grupper: denne undersøgelses fokusgruppe, nemlig dem, som går videre med en ungdomsuddannelse, og så den ”anden gruppe”:

Så har vi en anden gruppe piger, måske typisk dem som kommer fra de her meget mere udsatte familier. Det er familier, hvor det eneste pigen skal opdrages til er at gå hjemme, få en ægtefælle, få børn og føre storfamilien videre. Det er også typisk de piger, der får tørklæde på i en tidlig alder. Der er jo nogle af de piger, der gør oprør mod det her i afmagt. Så er der andre piger som indordner sig. De piger, jeg oplever som meget marginaliserede i klasserne, det er typisk de piger, som bliver holdt i meget kort snor derhjemme. Det er også dem, der får meget svært ved at knytte relationer til andre mennesker. Dengang vi holdt dimissionstale, der havde jeg bogstavelig talt den der fornemmelse af, at nu efterlod jeg dem. Det er ikke for at være teatralsk, men jeg vidste at nogle af de piger nu gik hjem til de fire vægge, fra nu af var det det. Det var også nogle af de reaktioner, jeg oplevede hos de piger, at jo nærmere vi kom den sidste skoledag, jo mere triste, indelukkede og kede af det blev de, i forhold til at skulle overskue deres liv.

Ved gennemgangen af denne undersøgelse må det altså holdes for øje, at dens resultater ikke nødvendigvis kan overføres til den gruppe piger, som ikke får en ungdomsuddannelse. Dog tyder meget på, at en positiv udvikling er i gang, som beskrevet af den anden folkeskoleleder:

12 Se også Xxxxxx Xxxx Xxxxxxxx (2008), Holdninger til uddannelse og arbejde blandt unge indvandrere, danskere og deres forældre, Odense: Syddansk Universitetsforlag

Det er som om der ikke er nogen mellemvej. Enten går det rigtigt godt, man er ambitiøs og vil på gymnasiet, eller også er det bare direkte hjem til kødgryderne efter 9. klasse. Problemet med pigerne der kommer på gymnasiet kan så være, at de gennemfører gymnasiet, men så bliver de gift og kommer ikke videre i uddannelsessystemet eller ud på arbejdsmarkedet. Men proppen for pigerne er flyttet. Før stoppede de meget tidligere, nu kommer en del videre til gymnasiet. Der er også nogen, som bliver gift tidligt og får to børn og som så går videre med uddannelsen bagefter.

En erfaren studievejleder fra et gymnasium bekræfter dette billede af udviklingen:

Egentligt har antallet af tosprogede på dette gymnasium ligget ret stabilt i rigtig mange år. Men i de sidste par år er det steget. Det, som er helt, helt markant, det er at der er sket en fantastisk udvikling i forhold til kønnet. Der er mange flere piger, der søger ind. Og der er også mange flere piger procentuelt i forhold til drenge. Hvis vi går 8 år tilbage eller sådan noget, så var der næsten lige mange piger og drenge med anden etnisk baggrund, som søgte ind og kom ind. Nu er der over dobbelt så mange piger som drenge. Så det er meget markant. Faktisk har de overhalet de etniske danskere. Hvorvidt man skal se det som et udtryk for integration, det ved jeg ikke, men jeg tror i hvert fald godt, at man kan se det som udtryk for, at der er flere og flere piger, der får nogle muligheder, som de ikke havde tidligere. Det synes jeg da under alle omstændigheder er positivt.

I dette kapitel vil det blive fremlagt, hvor pigerne og vejlederne identificerer problemstillinger, som kan bremse ligestilling på uddannelsesområdet.

1.1 Hvor vigtigt er det for dig at få en uddannelse?

Det første spørgsmål, pigerne under uddannelse er blevet stillet, er ”Hvor vigtigt er det for dig at få en uddannelse?”. Gymnasievejlederne nævner nogen piger, som er uambitiøse og ikke har nogen plan om uddannelse, fordi de alligevel skal giftes. Men måske grundet selvselektionsmekanismen, hvor det er selvstændige og ambitiøse piger, der har lyst til at medvirke, er praktisk taget alle de medvirkende i denne undersøgelse enige om at prioritere uddannelse meget højt. Denne enstemmighed illustreres af nedenstående udsagn. Der er valgt tre fra hver af de fire største respondentgrupper, tyrkere, arabere, afghanere og somaliere. Som det ses, er der på dette punkt ingen forskel på, om pigerne bærer tørklæde eller ej, eller hvilken etnisk baggrund, de har.

Somalier, med tørklæde

For mig er det meget vigtigt at få en uddannelse, for det definerer det jeg skal i fremtiden. Jeg kan ikke rigtig se nogen fremtid, hvis man ikke har en uddannelse.

Somalier, med tørklæde

Uddannelse er en stor del af min hverdag og generelt mit liv. Det er hele min fremtid det drejer sig om, når man taler om uddannelse. Som 2.generationsindvandrer har det også en ekstra stor

betydning, fordi vi er kommet her for at få noget ud af den tid vi er her. Der er en grund til at vi er her. Ikke bare for at leve, men også for at have noget med, når vi engang får brug for det.

Somalier, med tørklæde

Uden uddannelse er man et nul. Alt bliver hårdere.

Afghaner, uden tørklæde

Det er vigtigt. Jeg vil gerne blive til noget. Det er det, der er vigtigt, man skal tjene penge, og for at tjene penge, så skal man også bruge tid på sin uddannelse. En god uddannelse kommer ikke bare af sig selv.

Afghaner, uden tørklæde

Vi flygtede fra talebanerne, først til Pakistan, og så videre til Danmark. Min far siger, at en af de vigtigste grunde, det var at vi skal have en god fremtid, en god uddannelse, vi skal stå på egne ben. Vi skal ikke være ligesom de andre i Afghanistan, som ikke går i skole. Derfor siger han ”det er meget vigtigt at I tager jer sammen og læser, og bliver til noget.”

Afghaner, med tørklæde

For mig er det rigtig vigtigt at jeg får en uddannelse. Det synes mine forældre, og det synes jeg også selv. Det går ikke hvis jeg skal ud og arbejde og ingen uddannelse har, så kan de smide mig væk efter en uge, og sige ”vi har ikke brug for dig mere”. Men hvis jeg har en uddannelse, så kan jeg få job og min fremtid bliver god.

Araber, med tørklæde

Det er min 1. prioritet. Hjemme hos os hedder det sig, at uddannelse er nøglen til vores liv. Det er noget af det vigtigste, og jeg har også altid fisket efter at få de høje karakterer. Jeg vil noget, have en høj uddannelse, en god uddannelse, noget jeg interesserer mig for.

Araber, med tørklæde

Det er helt klart meget vigtigt for fremtiden. Det er afgørende, om man har uddannelse, for at kunne have det godt, ikke bare økonomisk. Jo bedre viden, man har, og jo mere åben for verden bliver man, og jo nemmere et det at leve i et samfund, hvor uddannelse prioriteres meget højt.

Araber, med tørklæde

Uddannelse, det er også vigtigt for integrationen. Ved har vi har uddannelse og arbejde, så er vi med til at føre integration frem i Danmark. For hvis man bare er på bistand, så er man jo ikke så meget inde i systemet, og så bliver det lidt svært.

Tyrker, uden tørklæde

Jeg synes det er en vigtigt del af livet, det er noget, man skal have styr på, for uden uddannelse er man intet. Man er i hvert fald sikret over for kriser, som påvirker vores samfund, finanskriser og sådan noget. Der er nogen der siger at det i Danmark bliver ligesom i Tyskland, at man vil afskaffe de sociale ydelser. Så hvis man ikke har uddannelse, er man jo ingenting, hvis man ikke kan få støtte fra samfundet.

Tyrker, uden tørklæde

Det er meget vigtigt, for det er jo vores fremtid. Uden uddannelse, så er der ikke rigtig noget.

Tyrker, uden tørklæde

I den periode vi lever i, er det for dumt ikke at have en uddannelse, for man har så mange muligheder at vælge imellem. Så det er man skal udnytte det, især at det er gratis for os at gå i skole, vi bliver endda betalt for det.

Flere af ovennævnte respondenter kommer fra udsatte boligområder og fra gymnasiefremmede familier. Der er dog også nogle respondenter, som kommer fra akademikerfamilier. Det gælder også en af de piger, som læser på universitetet, og for hvem uddannelse har været en selvfølge:

Det har været rigtig vigtigt, også fordi jeg selv kommer fra en akademisk familie. Uddannelse er prioriteret rigtig højt i familien, hele vejen igennem. Det har nærmest været en selvfølge, at selvfølgelig skulle jeg på universitet og gennemføre det.

Ovenstående udsagn tyder på, at det går rigtig godt med pigernes ambition og vilje til at gennemføre en uddannelse. Der kan dog her være en selvselektionsmekanisme på spil, da de piger, som gerne ville deltage i interviewene, måske også er de mest tydelige i forhold til, hvad de gerne vil.

1.2 Hvilken uddannelse kunne du godt tænke dig?

Xxxxxx uddannelser søger de unge, muslimske piger hen mod? Kan de vælg frit, eller er de under pres fra familie eller omgangskreds? En studievejleder sammenligner med drengene:

Der tror jeg faktisk, at det pres drengene er udsat for er større end det pigerne er udsat for, for de har ikke det der krav om, at de skal kunne forsørge med penge overhovedet. Så jeg tror pigerne møder en større grad af accept i forhold til uddannelsesvalg. Det kan godt være, at de har mange meget større problemer med at få lov til at udøve det erhverv, de så får, fordi de også per definition er relateret til hjemmefronten. Men uddannelsesvalget tror jeg er mere frit for dem, end det er for drengene.

En anden studievejleder gør rede for en meget tydelig tendens:

De muslimske piger vælger primært naturvidenskabelige studieretninger. Det er dog ved at bløde lidt op, faktisk i år. De første par år efter gymnasiereformen, der var det helt, helt markant. Der havde vi nogle humanistiske sproglige studieretninger, hvor der ikke var en eneste muslim. Så havde vi nogle naturvidenskabelige studieretninger, hvor der sad 13 piger med tørklæde ud af 20 elever. De sproglige studieretninger vil de jo nok aldrig vælge i specielt stort tal. Men på de samfundsvidenskabelige studieretninger, der er det ved at bløde lidt op.

Ud over valget af studieretning spiller også ambitionsniveauet ind på pigernes uddannelsesvalg:

Studievejleder, gymnasium

Ofte er de muslimske pigers ambitionsniveau rigtig højt, når de begynder. Mange kan også leve op til det. Men så er der nogen, som må revidere deres ønsker. Det gælder altså også for danske piger. Der kan være én, som går fra gerne at ville være kirurg til gerne at ville være sygeplejerske. I 3.G er det måske så blevet yderligere revideret til social- og sundhedsassistent. Men ambitionsniveauet er højt, og vi kan godt mærke, mener vi, at familier fra Afghanistan, Somalia og Iran har en bestemt holdning til uddannelse: hvis der skal være noget prestige og nogle penge i, så skal det være en akademisk uddannelse, som skal være så høj som muligt. Og den prøver vi jo også at sælge til dem, det er den nøgle, vi prøver at give til vores elever. Men nogle gange vil det være godt at tale med familierne om, at man også kan tjene temmelig godt som tømrer. Men de der håndværksmæssige uddannelser, de ligger tilsyneladende ikke så højt i bevidstheden. Familiens fokus er tit på at blive højtuddannet og tjene nogle gode penge.

Men hvad siger pigerne selv, hvad brænder de for? De samme tolv som ovenfor nævnt har følgende ønsker

Afghaner, med tørklæde

Jeg vil gerne læse jura, det er min drømmeuddannelse. Mine forældre er ligeglade, de siger at jeg selv må bestemme, hvad jeg vil være. Hvad jeg er god til, det er mit eget valg, de siger ikke at jeg skal gøre sådan og sådan.

Afghaner, uden tørklæde

Jeg vil gerne læse medicin, men jeg har svært ved dansk. Jeg gør alt hvad jeg kan for at lære det, men jeg har kun været i Danmark i to år. For at kunne læse medicin skal man være god til dansk.

Afghaner, uden tørklæde

Jeg har tænkt på to uddannelser: Medicin men det er lidt for hårdt, tror jeg, ellers business. Jeg går i 3. G, så jeg skal snart bestemme, hvad jeg gerne vil.

Palæstinenser, med tørklæde

Men jeg ved ikke 100 %, hvad det er, jeg vil læse. Men jeg tænker meget på jurist, måske psykologi. Men for at læse psykologi skal man have et meget højt karaktergennemsnit. Så har jeg en søster, jeg ser meget op til hvad hun laver. Hun læser jura, og det er vildt spændende, jeg bliver faktisk meget inspireret af det også. Formueret, økonomi, det er vildt spændende. Det er også meget godt at vide, hvilke rettigheder man har her i landet også. Bare det at vi er udlændinge og at vi også har ret til at arbejde. For man hører meget det, at de fleste kvinder skal ud på arbejdspladsen, men så ansætter de ikke kvinder med tørklæde. Sådan noget der, det er noget der vækker mig allermest.

Palæstinenser, med tørklæde

Farmaceut. Jeg brænder for kemi.

Palæstinenser, med tørklæde

Jeg er stadig i tvivl, bioanalytiker eller tandlæge

Somalier, med tørklæde

Jeg vil gerne være bioanalytiker, det er mit mål

Somalier, med tørklæde

Jeg ville gerne læse psykologi, men jeg ved ikke rigtig om det bliver til noget. Man skal have et meget højt gennemsnit. Men det er faldet lidt, så måske er der en mulighed. Men jeg har læst lidt i brochuren om, at det er teori teori teori og jeg ved ikke rigtigt om det er mig. Men jeg kan godt lide at få viden om, hvordan folk tænker. Man kan bruge de teorier til at læse hvordan det er, folk har det og jeg synes bare det er spændende generelt. Jeg har haft psykologi som fag og så blev jeg interesseret. Men det har også at gøre med, at da min mor uddannede sig som pædagog, da havde hun psykologi, jeg syntes det var ekstremt spændende.

Somalier, med tørklæde

I: Jeg har tænkt over, hvad jeg gerne vil være, men karakterer spiller også en stor rolle. Jeg havde tænkt på en medicinuddannelse eller farmaceut. Men så tænker jeg også på, hvor lang tid det tager, og på det gennemsnit man skal have, for at kunne komme ind. Det spiller også en stor rolle. Men det er jo bare den lyst, jeg har, der tæller allermest, så jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at komme ind på den uddannelse jeg gerne vil.

Tyrker, uden tørklæde

Jeg vil gerne være politibetjent senere hen, men der skal gå nogle år før jeg kan søge ind. Så jeg vil gerne på højskole, sportshøjskole. Jeg har allerede søgt ind. Så skal jeg i militæret og så tror jeg tiden kommer, hvor jeg søger ind i politiet. Man skal være 21 år gammel. Da jeg gik i 9.klasse var jeg i militæret i praktik, og så lidt mere til, hvordan det var. Så var det lidt imellem om jeg ville uddanne mig i militæret eller om jeg ville være politibetjent. Så fik jeg snakket med mine forældre, der i starten havde været sådan ’Bliv nu noget andet, det er ikke for piger’. Så med tiden har de accepteret det og nu støtter de mig fuldt ud.

Tyrker, uden tørklæde

Jeg vil gerne være matematiklærer. Jeg kan helt vildt godt lide matematik, men da jeg var mindre havde jeg en anden drøm. Jeg ville være mekaniker, men det vil jeg ikke mere. Jeg syntes mekaniker var så sejt, med beskidte hænder og biler og sådan noget, det var lige mig dengang. Men ikke længere…det var indtil omkring 8.klasse. Jeg kunne ikke rigtig se nogen fremtid i det. Og matematik er et fag, jeg godt kan lide så…

Tyrker, uden tørklæde

Jeg er ikke helt sikker, for der er så mange forskellige ting, jeg brænder for. Det er et svært valg. Kultur, andre kulturer, lære dem at kende, forskning, medicin også. Og specialisere mig i kirurgi, jeg har også overvejet patolog, og så videre til retsmediciner. Medicin har jeg altid syntes var spændende, sådan noget som naturvidenskab, undersøge, kigge i indre organer, celler og mikrobiologi. Jeg vil vente og se på mine karakterer i 3.G, og så gå ud fra dem. Jeg vil heller ikke

have for store forventninger, for så bliver jeg bare ked af det. Så jeg venter og ser mine karakterer i 3.G.

Ovennævnte eksempler er typiske for de interviewede piger under uddannelse. Næsten ingen vælger humanistiske studieretninger. De fleste vælger uddannelser forbundet med en vis prestige og mulighed for en god indtjening. Gymnasiepigernes studieønsker er vist i tabel 3. Som det ses, er ambitionerne forholdsvis høje, tørklæde eller ej. Det understreges, at dette er et kvalitativt studie ud fra hvilket man ikke kan drage kvantitative konklusioner. Skemaet kan til gengæld bruges som udgangspunkt for at spørge, hvordan billedet er på givne uddannelsesinstitutioner. Er det for eksempel typisk, at det er piger uden tørklæde, som bevæger sig over i de humanistiske fag, såsom ”kultur og sprog” eller over i traditionelle mandefag, såsom mekaniker, soldat og politibetjent? Er det typisk, at tørklædepigerne snarere vælger naturvidenskabelige fag samt fag hvor man har et ansvar for at lede andre, såsom pædagog, lærer, psykolog? Om det alene skyldes tilfældigheder i dette respondentgrundlag eller om der er tale om et billede på generelle tendenser, står helt åbent for diskussion.

Tabel 3. Drømmeuddannelse / Job

Uden tørklæde		Med tørklæde
Medicin	3	Psykologi	4
Jura	1	Medicin	2
Folkeskolelærer	1	Jura	2
Matematiklærer	1	Farmaceut	2
Kultur og sprog	1	Bioanalytiker	2
Business	1	Folkeskolelærer	1
Politibetjent	1	Tandlæge	1
Soldat	1	Pædagog	1
Mekaniker	1	Arkitekt	1
Frisør	1	Jordemoder	1
Psykologi	-	Matematiklærer	-
Farmaceut	-	Kultur og sprog	-

Bioanalytiker	-	Business	-
Tandlæge	-	Politibetjent	-
Pædagog	-	Soldat	-
Arkitekt	-	Mekaniker	-
Jordemoder	-	Frisør	-

Den humanistiske og samfundsfaglige profil er underrepræsenteret blandt de interviewede gymnasieelever. Til gengæld har de tre respondenter, som er i gang med eller har færdiggjort en universitetsuddannelse, alle valgt en humanistisk eller samfundsfaglig studieretning. To af dem begrunder deres valg på følgende vis:

Tyrker, uden tørklæde

I: I 10. klasse drømte jeg om at blive sygeplejerske. Men det ændrede sig, da jeg startede på gymnasiet. Der var nogle fag, jeg var helt vildt med, det var dansk, samfundsfag og historie. Hvor min lærer sagde til mig ’Jeg tror det er en god idé, hvis du studere statskundskab, det er du egnet til’. Jeg søgte så ind på statskundskab og på etnografi, fordi det også var noget jeg fandt meget interessant og spændende. Jeg blev optaget på statskundskab, hvilket også var min første prioritet, så det passede fint

Tyrker, uden tørklæde

I: Jeg studerer litteraturvidenskab, som virkelig har givet mig en personlig vækst. Jeg har fået en bedre indsigt i, hvad det betyder at være menneske. Hvordan er det vi er sammensat? Hvor man simpelthen skiller mennesket ud fra alt hvad der er kulturelt og normativt. Det er det rene menneske, fundamentet i mennesket. Det var så vigtigt for mig.

1.3 Familiens forventninger

For nogle af pigerne er det ikke forældrene, men inspiration fra gymnasiet, der har spillet en rolle for uddannelsesvalget: ”Vores lærer var rigtig god, vores studievejleder var rigtig god” siger en, mens en anden siger ”Jeg har hørt om faget på studievalgsdag, og syntes det var meget spændende. Forældrenes rolle kan dog ikke negligeres, som det fremgår af to gymnasiepigers udsagn:

Afghaner, uden tørklæde

”Min forældre siger, du bestemmer selv, hvad du gerne vil være, men det skal være en af de gode uddannelser, ikke sådan noget bare… for min far siger altid at hvis du ikke kan lide en uddannelse og det er os der siger du skal det her, så kan du ikke kommer videre. Så det bedste er at du selv vælger hvad du gerne vil. Så kan du fortsætte med det og blive færdig.”

Tyrker, uden tørklæde

”Der er ikke nogen, der har spillet en rolle synes jeg. Det har været mit eget valg. Selvfølgelig hvis mine forældre havde været imod det, så havde det måske spillet en rolle, men jeg ved også hvor meget det betyder for mine forældre at jeg får mig en uddannelse og laver noget, jeg godt kan lide. Så jeg vil ikke sige, at der er andre end mig selv, der har spillet en rolle. I starten var det lidt sådan noget med ’Ej du kan jo ikke blive politibetjent’ – de har presset sådan lidt, så jeg er blevet mere stædig: ’Det skal I ikke sige og nu gør jeg det’. ”

En underviser fra tandteknikerlinjen fortæller, at der er sket en markant udvikling i elevgruppen, i den forstand, at man indenfor de sidste to-tre år er gået fra at have næsten ingen til over 50 % tosprogede elever. Valget af uddannelse kan være betinget af mange faktorer, deriblandt indflydelse fra en studievejleder, fra familiemedlemmer og vennekreds. Dette kan være med til at forklare den pludselige succes, som for eksempel tandteknikerlinjen har fået:

Der er lidt prestige i den uddannelse, den bliver opfattet som halvakademisk. Det er det der tandlægeagtige, man arbejder i hvid kittel. De siger jo heller ikke de er i gang med en håndværksmæssig uddannelse, de siger at de studerer. Man kender nogen som anbefaler den uddannelse, som siger at så kan jeg rejse tilbage hvor jeg kommer fra og få et solidt grundlag for et økonomisk godt liv.

Ifølge en studievejleder fra gymnasiet fylder familiens ønsker og forestillinger faktisk ofte en del:

Studievejleder, gymnasium

I:. Nu har vi her på skolen hvert år et meget stort antal optagelsesprøver, meget større end andre gymnasier. Det er fordi rigtig mange med anden etnisk baggrund har bidt sig fast i, at de har ret til at vælge gymnasiet, og at det er der muligheden er. Deres families kendskab til det danske uddannelsessystem er uendeligt lille. Men de ved, at hvis man får en studentereksamen, så kan man få nogle af de der eftertragtede jobs, som der er prestige i og penge i og som også har den mulighed, at det går ud over landets grænser. Vi har holdt orienteringsmøder for kommende gymnasieelever og deres familie, med tolk, netop for at fortælle, at der fandtes andre uddannelsesmuligheder end gymnasiet for de unge mennesker. Når jeg så fortæller, at en faglært håndværker i Danmark tjener flere penge end jeg gør, på trods af, at jeg har en lang akademisk uddannelse, så tror de ikke på mig. De er sikre på, at det er noget, jeg siger for at lokke dem til et eller andet.

Forældrenes fordomme mod andre etniske grupper end deres egen kan også hæmme studievalget, som en studievejleder fra universitetet fortæller (angående en tyrkisk elev):

Forældrene er meget kede af, at hun læser arabisk, fordi tyrkerne opfatter sig selv som overlegne, mens araberne er sådan nogle underlegne nogen i tyrkisk opfattelse.

Specielt psykologi har fået nogle forældre til at opponere:

Med tørklæde

”Jeg har talt med min mor om, at jeg gerne vil læse psykologi, og jeg havde også talt med min far om det, men han var ikke så glad for det. ’Hvad skal du bruge det til’, sagde han, ’bliver det ikke for kedeligt i det lange løb?’ ’Hvad hvis du flytter fra Danmark, og du ikke rigtig kan bruge det til noget?’ De tænker jo meget på, hvordan det bliver, hvis vi flytter hjem til Somalia. Men jeg har nu en teori om, at mange somaliere godt kunne have brug for lidt psykologi i deres hverdag. I vores kultur, der er man meget lukket, man taler ikke tale om sine problemer, det er lidt et tabu. Jeg tror, det vil hjælpe dem. I vores tradition der er det meget sådan, at hvis der er problemer, hvis man har en depression, så taler man ikke om det, så er det bare noget der bliver lagt væk, fordi ellers ”så er man bare skør”.

Med tørklæde

Medicin, det er hvad jeg har allermest lyst til. Så det har ikke så meget med min uddannelsesvejleder eller mine veninder at gøre. Det er det jeg synes er interessant og det jeg brænder for.

T: Så det er ikke noget dine forældre blander sig i?

I: Nej ikke sådan rigtigt. De er glade for, at jeg siger, at jeg godt vil være læge. Men hvis jeg nu siger, at jeg gerne vil være psykolog, som jeg engang tænkte på, det er de slet ikke enige med mig i. De synes ikke at jeg kan bruge det til noget, men hvis jeg skal være læge, så kan jeg bruge de. Mine forældre tænker sådan ’Hvad skal du med psykologi, du kan jo ikke bruge det nogen steder, så tror folk, at du selv er psykisk syg eller sådan noget’.

T: Xxxx har fået dig til at synes, at det kunne være spændende med psykologi?

I: Det er ikke sådan noget jeg vil nu, men det var noget, jeg tænkte på da jeg gik i folkeskolen og i begyndelsen af 1.G. Men så har jeg ændret synspunkt, for jeg har jo naturvidenskabelig retning, så det hælder mest til, at jeg vil studere noget naturvidenskabeligt. Men hvis det var, at jeg havde en samfundsfaglig eller humanistisk retning, så tror jeg absolut at jeg ville have valgt noget med psykologi. Det synes jeg er rigtig interessant, for det er på en anden måde, end hvad vi er vant til at lære derhjemme. Hvordan man opdrager børn og hvordan man skal være overfor andre mennesker. Det er noget helt andet.

T: Er der noget bestemt, du tænker på?

I: Opdragelse af børn ja. Det var faktisk det, der tiltrak mig mest. Jeg kan huske, da jeg gik i 8.-9. klasse og omkring 1.g. der læste jeg meget om psykologi og var rigtig interesseret i det. Det gik op for mig, at jeg var meget tiltrukket af den måde man skulle opdrage børn på, fordi jeg selv havde små søskende. Jeg så mine forældre opdrage dem, og tænkte på, hvordan jeg selv er blevet opdraget... Måden hvorpå man opdrager børn i vores kultur, og generelt den mellemøstlige kultur, det er ikke så meget med, at man taler med børn. De har ikke så meget tid til det enkelte barn, fordi man har så mange børn. Man taler ikke så meget med børnene, det er bare ’dermed basta, det skal du gøre og sådan er det’. Børnene skal adlyde forældrene og det forældrene siger er det rigtige og

man må ikke stille spørgsmål til det. Sådan nogle ting, som jeg var lidt imod. Vi kan ikke se problemet i det, fordi vi er opvokset med det og sådan har det altid været. Man skulle altid have respekt for de voksne og alt hvad de sagde var det rigtige. Lige gyldigt om de har ret eller ej, så var det det... Men jeg vil nok opdrage mine børn på en lidt anderledes måde.

De to ovenfor citerede pigers oplevelse af, hvordan man ser på faget psykologi i deres nærmeste omgangskreds, kan måske være med til at forklare følgende forskel på tosprogede og danske piger, som opridset af en studievejleder::

Det er rigtig sjældent, at vi får en tosproget elev ind med depression. Nogen gange har jeg en fornemmelse af at man som dansk ung kalder tingene noget andet end de tosprogede ville kalde det. Men der er også den mulighed, at på trods af de problemer og konflikter der kan ligge i at være tilknyttet sin familie, faktisk også er nogle ting, hvor man bliver båret igennem på en anden måde. Jeg har ikke noget belæg for det, men vi er faktisk begyndt at snakke lidt om de i studievejledningen. Jeg tror aldrig jeg har set en arabisk ung medicineret. Blandt de danske piger kan der sidde 5-6 stykker i en HF-klasse, som er på lykkepiller, i samtaleterapi osv. Det ser vi ikke blandt de tosprogede. Men vi ved ikke, om det er fordi det er tabuiseret, eller fordi de bare ikke er syge på den måde. Det kunne være et forskningsprojekt.

1.4 Sociale udfordringer og løsninger

I overensstemmelse med Wint og Xxxxxx metode er udgangspunktet for forbedring af forhold, at man spørger de mennesker, som man gerne vil forbedre forholdene for. Gennem kvalitative interviews kan man søge at nå ind til, hvordan de berørte parter selv oplever deres situation, og hvor de identificerer ting, som kunne blive bedre efter deres mening. Derfor er der her ikke nogen a priori forestillinger om, hvad unge muslimske kvinder kan identificere som vanskeligt, og om deres vanskeligheder bunder i sociale, økonomiske, kulturelle eller religiøse problemstillinger. De er blevet spurgt, og derudfra er nedenstående problemkategorier blevet udledt. Endvidere er også ressourcepersoner blevet spurgt, hvilke problemstillinger de oftest har identificeret. Allerførst en bemærkning fra en studievejleder:

Vi er meget opmærksomme på i studievejledningen, at vi ikke straks knytter deres problemer til deres etniske baggrund. Der kan være alle mulige grunde til et højt fravær, for eksempel. Forældrenes baggrund betyder også noget. En tosproget og en dansker, som begge kommer fra et gymnasiefremmed miljø, kan på nogle punkter have mere til fælles end nogen af dem har med for eksempel en iraner fra en højtuddannet familie. De lever med den der diskrepans mellem hvad de oplever hjemme, og det de oplever her, ligesom rigtig mange andre gymnasiefremmede unge gør. Der er jo også mange unge her, når de kører 30 km. hjem i bussen, så kører de også 30 år tilbage i tiden.13

13 Xxxxxxx, Xxxxx; Xxxxxx, Xxxx Xxxxxxx; Xxxxxxx, Xxxxx (2005), Muligheder for mønsterbrud i ungdomsuddannelserne, Odense: Syddansk Universitetsforlag

Med dette forbehold in mente vil det nu være muligt at gennemgå de typiske problemfelter, som vejledere og pigerne selv har identificeret.

1.4.1 Kontrasten mellem studiemiljøet og de hjemlige forhold

Studievejlederne peger gennemgående på kontrasten mellem studiemiljøet og de hjemlige forhold som en udfordring for mange af pigerne. Den kontrast kan træde frem på forskellige måder og også på måder, der ikke som sådan er specifikke for nydanske elever:

Studievejleder, gymnasium

Jeg tror, den største hurdle for de her kvinder, det er at de lever to liv, mange gange. Men det gør gymnasiefremmede unge tit. Ligesom en dansk gymnasieelev, som vokser op med to ufaglærte forældre og tager en studentereksamen og måske tager en universitetsuddannelse. Så er man i en proces, hvor tingene måske hænger sammen når man er 40. Det kan hjælpe at være i kontakt med lærere og studievejledere, som også selv kommer fra gymnasiefremmede hjem. Så man godt forstår den sorg det kan være at man faktisk må skille sig fra sin familie for at nå det her mål. Nogen gange, når man snakker den sociale arv og udvikling, så er det op op op, og det er altså også væk væk væk. Det er et kæmpe tab nogle gange for de her elever, og det er de altså nødt til at have med.

Der er dog nævnt situationer, som forekommer mere specifikke for muslimske familier. I et enkeltstående tilfælde drejer det sig om, at en ung kvinde måtte studere i hemmelighed:

Jeg havde en studerende, som jeg syntes var lidt underlig, indtil det gik det op for mig hvad problemet var. Da hun startede på universitetet, så efter et par måneder havde hun stadig ikke nogen bøger, hun kom for sent osv. Så på et tidspunkt blev jeg lidt skrap i det, for det er efterhånden min erfaring, at det kan tit hjælpe med de der klare markeringer af grænser. Men så viser det sig, at pigen slet ikke havde fortalt sine forældre, at hun er optaget på universitetet, for det turde hun ikke, og derfor kunne hun ikke komme hjemmefra før de andre i familien var gået. Hun havde heller ikke nogen penge, så hun havde jo ikke råd til at købe bøger.

En muslimsk ressourceperson kritiserer nogle folkeskolebørns forældres ligegyldighed:

Hvor er forældrene henne? Hvorfor lever de ikke op til deres forpligtelse som forældre? Forældremøde? De møder ikke engang op. Det er ligesom om de lever i deres egen verden, alt hvad der er dansk, det har de overhovedet ikke noget med at gøre. Børnene bliver enormt splittede af det. De får de her input, i børnehaven, i skolen, men når de så kommer hjem, så er de nødt til at være 100 % arabiske sammen med familien. Udenfor, der er man nok halv-halv, men når man kommer hjem, så er man nødt til at lægge de danske holdninger fra sig igen. Og det giver altså en splittelse.

En studievejleder fra VUC nævner en helt anden problemstilling:

Vi oplever ofte, at der er ringe eller ingen forståelse fra familiens side hvad angår de krav, som HF- uddannelsen stiller til fx hjemmearbejde med lektierne. Typisk har familien ingen viden om uddannelsessystemet. Mange piger presses af familien til at gennemføre forløbet på urealistisk kort

tid for at kunne opfylde familiens (ofte urealistiske) ambitioner om en videregående uddannelse som læge eller tandlæge. I studievejledningen forsøger vi at forklare, at en HF-eksamen på enkeltfag typisk tager 3 år, også for etnisk danske kursister, hvis man vil opnå et brugbart resultat, men ofte insisterer de muslimske piger (og drengene med) på store skemaer for at blive færdige i en fart, samtidig med at dumpede fag fra sidste år skal tages om osv. osv. Typisk er det meget svært at trænge ind med sund-fornuft-argumenter, og vi fornemmer ofte, at der er en far eller en familie bag, der presser på. Mange piger har desuden tidskrævende pligter i familien med at passe søskende eller arbejde i en familiebutik, for eksempel. En mindre gruppe har store konflikter med familien, typisk med brødre eller fætre. De lever med skjult identitet, med alle de komplikationer, dette medfører.

På Teknisk Skole kan forældrenes forventninger også presse børnene ind i uddannelser, som de måske ikke er særligt motiverede for:

Familiens forventninger kan godt spille ind på valget af tandteknikeruddannelsen, fordi de ser det som at man kan tage tilbage til Tyrkiet og lave guldtænder, det er der prestige i. Jeg føler ikke altid at eleverne har taget en god snak med sig selv ’er det her en uddannelse for mig?’. Vi har også de søde og de gode og målrettede, det er klart, men nogen har ikke brugt så meget tid på at sætte sig ind i jobfunktionerne. Det har ikke så meget at gøre med, at de er fremmedsprogede, de har bare ikke sat sig ind i arbejdsfunktionerne. Nogle af dem der vælger at komme gør det fordi de ser det som en prestigeuddannelse, og så falder de igennem senere i forløbet, fordi det ikke er deres eget engagement i faget som gør, at de vælger det. Men vi har også mange, som er pligtopfyldende og engagerede.

Hvad enten problemerne skyldes forbud, mangel på interesse eller urealistisk pres fra forældrene, så observeres samme bagvedliggende princip: forældrenes behov kommer først, og børnene må leve med konsekvensen. Der findes ingen hurtige løsninger på ovennævnte problemer. Men bedre samarbejde med forældrene efterlyses generelt, af ressourcepersoner hele vejen op gennem systemet, hvad enten ressourcepersonerne er muslimer eller ikke-muslimer. Hvordan det skal gøres, er der to forskellige bud på. En ikke-muslimsk studievejleder foreslår at oversætte gymnasiets materiale til forældres sprog:

Vi vil jo godt mere samarbejde med forældrene; specielt hvis de ikke er dansktalende, hvilket nu ikke ret tit er tilfældet. Så de bedre forstår meningen med nogle fag, så de kunne støtte op om den unge hjemmefra. Ligesom danske forældre, der ikke har en gymnasiebaggrund, kan have svært ved at forstå, hvorfor man skal have oldtidskundskab. Så skal man nogen gange bakke op, så man kan støtte den unge. Og det er lidt det samme her. Så en bedre forældrekontakt kunne være god. Vi har overvejet om vi skulle oversætte vores materiale til andre sprog. Simpelthen for at få kontakt med forældrene. Det er ikke noget, der er iværksat, det koster penge.

En muslimsk ressourceperson (konvertit med tørklæde) mener snarere, at det er forældrene, som skal lære dansk:

Jeg slår generelt ikke over i arabisk, medmindre jeg simpelthen ikke ser anden udvej. Flertallet af befolkningen herude kan praktisk talt ikke fungere på dansk. Og jeg nægter simpelthen i dagens

Danmark at skulle tale et andet sprog med folk der har boet her i over tyve år, fordi de ikke kan kommunikere på mit. Jeg mener, det er mangel på interesse. Der mener jeg et eller andet sted, at systemet slår fejl. Ghettoer som denne burde ikke have lov til at komme på benene. Du behøver ikke tage nogen steder hen for at købe noget, alt er lige omkring dig, du kan faktisk gå omkring til alt hvad du skal have, hvorfor så lære dansk? Men alle omkring mig snakker jo arabisk? Jeg bliver ikke tvunget ud i et miljø, hvor jeg er nødt til at kunne snakke dansk for at kommunikere. De kan ikke engang gå til læge selv, så skal de have en tolk med. Får de et brev med posten, de kan ikke læse hvad der står. Spørgeskemaer er på arabisk, meddelelser er på arabisk eller på kurdisk eller hvad pokker det er, jamen hallo, hvor er det lige vi bor henne? Et eller andet sted så synes jeg det danske system indordner sig, i stedet for at dem der kommer udefra indordner sig. Den behandling ville ingen af os få, hvis vi mødte op et andet sted. Vi var kommet til at indordne os.

Udover forældrenes mangel på forståelse for det danske uddannelsessystem kan familieforpligtelser kan også sætte eleverne i en situation, hvor de får forhøjet fravær, som en studievejleder fra et gymnasium fortæller:

En af eleverne har faktisk haft perioder, hvor moren, som er ret dårlig til dansk, har bedt hende om at tage med på sygehus. De her piger er blevet opdraget til en anderledes familiefølelse. Der er også nogle af vores piger, som en gang imellem siger ’Xxx blev nødt til at blive hjemme for min lillesøster var syg’. ’Jamen hallo, det er da ikke dit problem’, men det er det åbenbart, og det er også en kulturforskel.

På Teknisk Skole har man også mødt elever, der måtte tage højde for familiens holdning:

De fleste har god familieopbakning, men jeg oplever dog nogen, som får pålagt begrænsninger hjemmefra. Der var en pige, som havde problemer med dansk, så vi anbefalede hende at tage noget danskundervisning på en aftenskole. Men det måtte hun ikke for sine forældre, fordi det netop var om aftenen. Jeg havde en anden elev, som er mor til to børn, hun syntes det var svært, nu var der lektier, hvad siger manden til det.

Problemstillingen findes også på universitetet, som en ressourceperson fortæller:

Jeg har en kvindelig studerende, som fungerer som familiens tolk der hjemme. Hvis der kommer et brev med posten, mens hun er på universitetet, så ringer de hjemmefra, og så har hun bare at stille derhjemme og oversætte det brev, og det er lige med det samme, om hun så sidder midt i en undervisningstime.

Familieforpligtelserne kan i øvrigt også betyde indskrænkning af studievalg, som en respondent fortæller:

Problemet var bare, at det studie, jeg gerne ville vælge, kun fandtes i København eller Århus. Jeg turde ikke at flytte, for jeg havde også nogle gamle forældre, jeg havde ansvaret for. Så valgte jeg et andet studium tættere på.

Selv om pigerne måtte være opdraget med en ”anderledes familiefølelse”, betyder det ikke nødvendigvis, at de altid bærer byrden med et smil, som en universitetsstuderende bevidner:

Hvorfor skal jeg leve efter deres regler? Hvorfor skal jeg leve efter deres normer? Jeg føler jo et eller andet sted, at jeg er offer for deres traditioner. Jeg har jo ikke levet mit eget liv, jeg har levet deres liv. Jeg kan jo sagtens stå her og sige, at jeg er skidemoderne og nu er jeg ved at tage en uddannelse, men jeg har jo stadigvæk mange pligter. Jeg har rigtig mange pligter overfor familien.

Fravær kan føre til frafald. Ifølge FN’s Kvindekonvention bør den danske stat arbejde i retning af ”formindskelse af kvindelige studerendes frafaldshyppighed under uddannelsen.” Ud fra den hensigtsærklæring må det være oplagt at diskutere, hvordan man kan mindske det fravær, som nogle kvindelige studerende har på grund af familieforpligtelser.

Kapitel III Artikel 10

f) formindskelse af kvindelige studerendes frafaldshyppighed under uddannelsen

1.4.2 Mødet med det andet køn

Kontrasten mellem hjemmets kultur og uddannelsesinstitutionens kultur kan også træde frem i forbindelse med kønsadskillelse, som nogle af de muslimske familier helst så håndhævet. En muslimsk mor fortæller:

Konvertit, med tørklæde

Det er virkelig slemt! Jeg var selv i det, før jeg blev skilt fra min mand. Så måtte min datter ikke det ene, så måtte hun ikke det andet, og det gav nogle kæmpekonflikter, for jeg sagde, at selvfølgelig må hun da det. Altså vi lever i Danmark! Hvis ikke man kan acceptere de regler og den kultur der findes her, jamen så kan man ikke være her, sådan er det, så er jeg altså ligeglad om man er muslim eller ej. Jeg er også selv muslim, men jeg synes ikke, man skal dele drengene og pigerne op. De går i klasse sammen, de går i skole sammen. Det er også ganske unaturligt at man ikke kan snakke sammen.

Dog lader det til, at dette fokus på kønsadskillelse blødes lidt op i gymnasiet, som pigerne selv beskriver det. Der er også en tendens til at være lidt forskel på den etniske baggrund. Restriktioner omkring fagligt eller socialt samvær med det modsatte køn tenderer til at være mest til stede i arabiske pigers bevidsthed, mindre hos afghanerne og tyrkerne, og mindst hos de somaliske piger. Dette illustreres af nedenstående udsagn:

Palæstinenser, med tørklæde

Gruppearbejde på skolen er ikke noget problem. Jeg har også mange drengevenner, mine forældre ved det. Jeg har slet ikke noget at være bange for, hvis min far pludselig kommer på skolen og ser

”hvem er det, du sidder sammen med”? Det er jeg slet ikke bange for. Det er ikke lovligt at drengevenner kommer hjem til mig, men jeg har mange skolekammerater, vi sidder sammen på skolen. Men man skal passe på med ikke at gå uden for skolens område, hvor skulle folk vide fra, at han bare er en ven? Folk begynder bare med deres rygter.

Afghaner, uden tørklæde

Min familie de stoler på os, så de siger ikke så meget. De ved godt jeg nogen gange snakker med mine venner i telefonen og sådan noget. Min far har ikke oplevet at danske drenge kommer hjem til os, men han har set at vi går sammen til bussen og sådan, går i byen alle sammen, det har han ikke noget imod.

Tyrker, uden tørklæde

Alt hvad der har med uddannelse at gøre, der har religion ikke noget at sige. Det er slet heller ikke noget jeg tænker over. Hvis det er noget jeg gerne vil, så gør jeg det. Selvfølgelig kan man sidde i et klasseværelse og snakke sammen med sin lærer i enerum under en samtale. Så religion spiller ikke en rolle ang. skolen eller uddannelse. Men hvis man ser en gå rundt ude i byen med en dreng, så bliver det misforstået.

Somalier, med tørklæde

Der er mange muslimske piger, hvis forældre ikke er glade for at de går med for mange drenge, men sådan har jeg aldrig haft det. Jeg har altid haft drengevenner, det har mine forældre også været klar over, så det har aldrig været et problem.

Somalier, med tørklæde

Når det kommer til det modsatte køn og sådan noget, så er arabiske piger anderledes end os. Somaliere er mere matriarkalske, for det er jo afrikanere, så det er et mere matriarkalsk samfund. De somaliske kvinder styrer mere end mændene, hvorimod hos araberne er det modsat, patriarkalske styret. Så jeg vil nok sige, at når det kommer til det modsatte køn, så føler jeg generelt, at de somaliske piger har mere frihed end arabere har. De er lidt mere pressede. Jeg må f.eks. godt snakke med en dreng selv om mine forældre ved det. Man kan ikke snakke med en arabisk pige, når det kommer til sådan noget, for det er overhovedet ikke det samme for dem som for os. Jeg vil ikke generalisere, men det er mit indtryk.

1.4.3 Lejrskole og studieture

En anden udfordring i uddannelsessystemet kan være, at meget restriktive forældre kan forhindre børn i folkeskolen i at deltage i sociale arrangementer:

Børnehavepædagog, med tørklæde

Mange gange på skolen, så er der sommergrillaften og det måtte børnene ikke være med til. De må praktisk talt ingen ting de børn her, hvis du spørger deres fædre. Lejrskole, det var helt udelukket.

Folkeskolelærer, med tørklæde

Lejrskole, det kommer an på, hvordan man ”sælger det”. At man forklarer forældrene, at det er et socialt arrangement, og at eleverne samtidig lærer meget. Der er så vidt jeg ved ikke en eneste, der melder afbud, vi har virkelig ikke de der problemer, hverken med lejrskole eller med idræt. Hvis nogle forældre er afvisende, drejer det sig tit om at gå i dialog med dem, for at finde ud af, hvad den egentlige bevæggrund er. For eksempel havde vi en pige som ikke måtte komme med på lejrskole, vi prøvede at gå i dialog med forældrene, og til sidst fandt vi ud af at det var fordi hun tissede i sengen. Det var svært for forældrene at åbne op og fortælle hvad problemet var. Men det havde ikke noget at gøre med hendes religion. Hun kom med til sidst.

På gymnasiet er det indtrykket, at flere af pigerne er blevet mere autonome og sagtens kan tage med på studietur

Somalier, med tørklæde

I: På gymnasiet har jeg været med på begge studieture. Men det er også fordi jeg er blevet ældre. Jeg bestemmer mere nu end jeg gjorde tidligere. Jeg kan huske i de mindre klasser i folkeskolen, der måtte man jo godt tage med på lejrskole og sådan noget,. Det var ikke noget problem. Men når man så kom i de store klasser, der var jeg f.eks. ikke med på lejrskolen. Der måtte jeg ikke for mine forældre. Jeg ville gerne have været med, men det måtte jeg ikke. Men nu hvor jeg er blevet ældre der har jeg faktisk mere at skulle have sagt, end jeg havde før. Jeg bor stadig hjemme, men jeg må meget mere end jeg måtte tidligere. Det er også fordi mine forældre synes at jeg har udviklet mig mere. Jeg er blevet mere moden, ikke kun på grund af min alder, det kommer også an på, hvordan du er selv som person. Mine forældre vil ikke kigge så meget på, hvor gammel du er, men mere hvordan du opfører dig og hvor moden du er.

For nogen er det overhovedet ikke noget, der bliver problematiseret: Afghaner, uden tørklæde

Vi skal på studietur til næste år, og jeg glæder mig til det. En veninde fra 3.g har været det, og hun har sagt til mig at det var rigtig sjovt.

For en anden gymnasieelev er det en ren praktisk overvejelse, der kommer op som svar på, hvad der kunne gøres bedre:

Afghaner, med tørklæde

Jeg synes ikke det er godt, at studieturen ligger i slutningen af 3.g, den burde ligge i 1. eller 2.g.. Så ville man lære hinanden rigtig godt at kende i starten, i stedet for til sidst.

Ingen af pigerne nævner, at de selv eller andre muslimer har afvist at deltage i studieture af religiøse årsager, men et par af studievejlederne har nævnt, at det kunne forekomme. En af dem har fundet følgende løsning:

Vi har faktisk i år flyttet vores studierejse, så den ikke ligger inde i ramadanen. Det vil vi fortsætte vi med. Dels fordi vi synes, at det er rimeligt, men også fordi at nogen muslimske elever har anvendt det som en undskyldning for ikke at kunne komme med. Den undskyldning synes vi ikke, at de skal have. Alle muslimske elever var med i år.

1.4.4 Fester og dansk drukkulter

Hvordan fungerer det sociale liv på gymnasier med over 20 % elever af anden etnisk baggrund? En studieleder beretter:

Hvis man skal tage det positive først, så synes jeg, at vores elever bliver nogle relativt åbne og tolerante mennesker, fordi de faktisk bliver præsenteret for noget, der minder meget om det samfund de skal ud og bevæge sig rundt i. Vi er et gymnasium, der rekrutterer socialt meget bredt, så vi har også mange etniske danskere, som ikke kommer fra uddannelsesvante miljøer. Så vi dækker på alle måder bredt. Det med etniciteten er jo så kommet til, og det synes jeg på mange måder er positivt. Men det har selvfølgelig nogle konsekvenser, for der er meget stor forskel på den danske ungdomskultur og den ungdomskultur, som vores elever med anden etnisk baggrund har, eller som deres forældre gerne vil have at de havde. Der er der nogle sammenstød. Det er selvfølgelig noget, vi prøver at være meget opmærksomme på, men det kan være svært at gøre noget ved.

Det sociale liv på studieturene kan præges af dansk drukkultur. Det er dog forskelligt, hvordan pigerne har oplevet det. Her følger tre forskellige oplevelser:

Palæstinenser, med tørklæde

Jeg synes, danskerne drikker overdrevent meget. Vi var på en studietur med skolen, og jeg synes alle fra klassen bare drak sig fra forstanden. De var fuldstændig væk. Jeg vil ikke sige, at man føler sig som outsider, men vi var de eneste, der ikke havde drukket.. Bare det at de også piner sig så meget, efter de har drukket. Så det frister mig overhovedet ikke.

Afghaner, med tørklæde

De steder vi har været på vores studieture har vi ikke måttet drikke, men når vi kom tilbage til hotellet måtte vi selv bestemme, om vi ville gå ud eller blive på hotellet. Det var meget få der gik, så det var ikke et stort problem.

Palæstinenser, med tørklæde

R.: Det var ikke så slemt på vores studietur. Vores klassekammerater tager hensyn til at vi er muslimer, så de prøver også at dæmpe drikkeriet lidt.

I.: Så det er ikke sådan, at I har følt jer diskrimineret?

R.: Overhovedet ikke. Også fordi vi er 5 udlændinge og så 2 kristne, der heller ikke drikker.

Drukkulturen kan også hæmme muslimske pigers deltagelse i fester på gymnasiet: Afghaner, med tørklæde

Hvis man skal lære de andre rigtig at kende, så tror jeg, at man skal være med til alle de ting de holder, fester og den slags ting, det er der, man lærer hinanden mest at kende. Men det er et problem i forhold til religionen, man kan ikke drikke sammen med dem, heller ikke gå på diskotek til kl. 12 om natten. Når man sidder i klassen mandag morgen så alt det man snakker om, det er om du var fuld i weekenden, hvor meget du har drukket og sådan.

Religionen fremhæves af flere som den væsentligste årsag til ikke at tage del i drukkulturen:

Palæstinenser, med tørklæde

R.: Alle fester handler om at drikke sig fuld. Nu skal jeg ikke generalisere, men folk er helt væk, så vi kan ikke rigtig deltage. Nogle gange arrangerer klassen selv fester, bowlingture og den slags, så deltager vi.

I: Hvad siger dine klassekammerater til, at du slet ikke drikker?

R.: Jeg har altid haft mine grænser, og det ved de også godt. Jeg synes det er dejligt at man godt kan sige ’jamen hun drikker ikke, så tager vi hensyn til det.’ Det er der mange af mine danske veninder, der gør, så jeg har ingen problemer med det. Nu mødes jeg jo heller ikke med mine danske veninder i byen, jeg går ikke på diskotek eller sådan, slet ikke. Jeg har ikke noget imod, at de drikker, bare jeg ikke selv gør det. Jeg ved at det vil jeg ikke. Det går imod vores religion, så hvorfor gøre det? Jeg har det lige så sjovt som de har det.

Tyrker, uden tørklæde

Der er jo den islamiske forståelse, der hedder at hvis du drikker alkohol, så vil det først blive renset ud af din krop efter 40 dage, der er du helt ren. Og hvis du dør indenfor de 40 dage så er det bare ærgerligt, så dør du hvert fald ikke som muslim. Den kan jeg ikke rigtig smide fra mig.

Det kan også være en sundhedsmæssig overvejelse:

Tyrker, uden tørklæde

Det er jo ikke særlig godt at de unge piger drikker og går i seng med en masse forskellige mænd. Hvor sundt er det for dem? Hvor godt er det for dem? Nogen ting, tror jeg, man skal bevare og nogle andre tror jeg, man skal lade være med at afprøve.

Det kan dog også være restriktioner fra familiens side, der angives som umiddelbar årsag til ikke at deltage:

Afghaner, uden tørklæde

Altså vi holder jo nogle fester her på gymnasiet, det synes jeg er rigtig godt, for ligesom at få kontakt med de andre også. Jeg må ikke være senere hjemme end 11, men når der er open night og sådan nogle arrangementer på gymnasiet, så må jeg gerne være ude. Jeg drikker jo ikke selv, det gør jeg ikke. Men der er nogen piger fra klassen, der gør, og drenge der gør det, det er jo også normalt for dem. Det er ikke noget, jeg tager mig af, for det er jo alle der gør det, det kan man ikke sådan rigtig… Jeg har selv mange danske veninder, og de drikker også, også når vi er i byen. Når det der drikkeri begynder, så tager jeg hjem.

Endelig findes der også alevier: Tyrker, uden tørklæde

Jeg tager både til fester og jeg drikker og mine forældre ved, at jeg har en kæreste. Mine forældre drikker også. Det er fordi der er to forskellige slags muslimer kan man sige. I Tyrkiet er der f.eks. alevier og sunni. Alevier er ligesom shia, men alligevel ikke shia. Der står, at man faktisk godt må drikke, så længe man kan styre sig selv. Det er lidt anderledes med sunni muslimer. Man kan sige, at alevi tager både fra islam, buddhisme, kristendommen…alle de gode ting, der er blevet samlet og lavet som en under religion. Der er lige blevet udgivet en bog, den bliver også trykt til dansk, så man kan læse om det.

En studievejleder udtrykker, at man på gymnasierne stadig søger nøglen til fremme af mere socialt samvær:

Vi kan ikke lige pludselig sige, at nu holder vi fester uden alkohol f.eks. Eller det kunne vi godt, men det vil ikke være særlig klogt, for så skulle det være noget man ligesom var enige om at sige, at nu synes vi at det er sådan man gør på gymnasierne. Det betyder at mange, især vores piger med anden etnisk baggrund, de deltager ikke. Nogle gør det selvfølgelig, men der er en del, der ikke gør det. Og jeg tror ikke nødvendigvis altid, at det er fordi de ikke må. Jeg ved hvert fald fra nogle af mine elever, at det også er fordi de ikke har lyst til det, fordi de simpelthen synes, at de andre bliver dumme at høre på, hvilket de jo har fuldstændigt ret i. Det er ikke den måde de gerne vil være sammen på. Men det har jo i en eller anden udstrækning en konsekvens, for det betyder, at der er en del af elevmassen, der ikke har den oplevelse fælles med resten. Så der er da en tendens til, at i fritiden, der er de mest sammen med andre muslimske piger. Ikke kun, men mest.

Forslag ”Vi er begyndt at arbejde med ideen om at holde arrangementer uden alkohol.”

En anden studievejleder foreslår alkoholfrie fester:

Når de ikke må komme til sociale arrangementer, så er det jo fordi danskerne har en heftig alkoholkultur. Det er da tankevækkende. Vi er begyndt at arbejde med ideen om at holde arrangementer uden alkohol. Egentlig ikke bare af hensyn til de muslimske elever, som ikke vil drikke, som ikke vil se på det. Hvis de er rigtig konsekvente, må de jo ikke engang være sammen med folk der drikker. Men de danske unge kunne nu også godt trænge til at blive lidt tørlagte en gang imellem. Vi har for eksempel en velkomstfest, hvor der er elever med alle mulige religiøse baggrunde, og den er altid alkoholfri, det er faktisk en af de sjoveste fester vi har. En af de mest varme, hjertelige fester. Så det kan altså godt lade sig gøre. Det er en mulighed for dem, for netop at få den der sociale kontakt, som er så nødvendig for at de gennemfører deres uddannelse.

1.4.5 Religiøse fester

Ramadanen nævnes af en pige som en hård måned at komme igennem: Palæstinenser, med tørklæde

Under ramadanen er det virkelig hårdt at møde op. Man får morgenmad, men meget tidligt, og så lægger man sig til at sove igen. Men man vænner sig til det efter en uge, så er det ikke et problem længere. Men det er rimelig hårdt. Man er sur, og følger ikke med i timerne, man har brug for energi. Men man prøver så godt man kan, for imamerne siger, ’du skal være frisk, du skal ikke vise, du er udmattet’. Så man ikke tror, vi lider. Det gør vi, men man må ikke rigtig vise det.

Nogle undervisere nævner et generaliseret fravær til Eid-festen: Studievejleder, gymnasium

Der er jo mange af vores elever f.eks. der var væk her d. 8., 9., 10. december, hvor de havde det de kalder for deres jul. Det tror jeg mere de kalder det for, at vi skal kunne forstå, hvad det handler om. Det er en dag, hvor de holder en fest i moskéen om mandagen og giver hinanden penge. Jeg tror at deres gaver er penge, men måske også gaver. Så holder nogen af dem også fri de næste to dage. Men den der mandag, der har vi næsten ingen muslimer i skole. Tirsdag og onsdag kommer de fleste igen. Men den der fest i moskéen, det er hvert fald noget de ser meget frem til. Så jeg tror en del af dem kommer mere i moskéen end de fleste af os kommer i kirken. Det tror jeg helt bestemt.

På en folkeskole har man fundet en løsning, hvor alle elever fejrer både kristne og muslimske helligdage:

Folkeskolelærer, med tørklæde

Blå mandag, der er det skolens politik, at det er en social begivenhed, hvor alle er med. Jeg kan ikke huske, at der skulle være nogen, der har meldt fra. Til jul har vi juleklippedag, de store klasser står for æbleklasser, og de små kommer og køber. Så går de alle sammen op i det. Det samme med vores muslimske helligdage. Til Eid plejer muslimerne ikke at komme, men så fandt vi på at muslimerne kommer med mad op på skolen, så kommer de andre og spiser hos dem. Så fortæller vi, hvorfor vi spiser sammen, hvad festen går ud på. Det er så vigtigt at overveje, hvordan man inddrager, hvordan man viser respekt for den anden side af samfundet, så eleverne tænker ’de vil have mig alligevel, der er plads til mig alligevel’.

1.4.6 Bederum

På flere uddannelsesinstitutioner har man diskuteret, om der skal stilles bederum til rådighed for muslimske elever. En enkelt undervisningsinstitution har prøvet det og er holdt op:

Studievejleder, gymnasium

De kommer ikke mere og spørger os mere om et lokale, for det har været så konfliktfyldt. Ikke fordi vi ikke gerne vil give dem det, men hvis der kommer kendskab til det ude i offentligheden, så skal vi

bruge enormt meget energi på at forklare, at det her er ganske ufarligt. Jeg har kontakt med de elever og jeg ved hvad der sker, men vi kan ikke bære det som skole. Vi har mere et problem i forhold til omverdenens misforståelser, end vi har et problem i forhold til eleverne.

En gymnasieelev var godt tilfreds med initiativet:

Med tørklæde

I: Jeg plejede da at gå der engang imellem. Jeg synes det var fint. Der mangler muligheden for at bede, for så skal man lige på arbejde efter det og så skal man lave lektier og så glemmer man det helt og så skal man pludselig sove og har ikke bedt hele dagen. Så det er en god mulighed for lige at få bedt på skolen. Jeg tror det blev stoppet igen.

På et andet gymnasium har man også prøvet det, men er holdt op: Vejleder, gymnasium

For et par år siden var der ret mange muslimer, der sagde, at de gerne ville have lov til at gå ind i

et klasselokale og lukke døren, om de måtte det. Det gjorde de så. Men problemet er, hvis der så kommer én og kalder til bøn ’Nu skal I alle sammen med herned’. Du lukker op for en pose du ikke kan styre. Hvem kommer så ind? Skal der også en imam ind? Skal de have fri i nogle timer? Hvor er vi så henne?

En ung, verdsligt indstillet muslimsk respondent har oplevet en sådan kalden til bøn på den uddannelsesinstitution, hvor hun gik:

Uden tørklæde

I: Der var en muslimsk forening, der havde etableret et bederum. Det var jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, og jeg tøvede ikke med at sige min mening om det. Jeg er sådan set ligeglad med om du beder 5 gange eller 15 gange om dagen, men jeg mener bare, at du på en offentlig uddannelsesinstitution, der er man her for at dygtiggøre sig og færdiggøre sig. Vi har mangel på ressourcer, så det er ikke ligefrem et bederum vi skal have. Det endte så med at folk fik et billede af, at jeg var frafalden og ’at hun ikke tilhører os længere’. Der gik et stykke tid, hvor der var mange konflikter med det. Folk var oppe og køre. Der var f.eks. en episode med en tyrkisk fyr, som faktisk var skræmmende. Han blev ved i flere måneder, hvor han sagde ’du skal med mig ned og bede’, og hvor jeg blev nødt til at sige ’Vil du ikke godt lade være, jeg vil ikke ned og bede’. Han blev ved og kunne finde på at sætte sig ned, når jeg sad sammen med nogle venner, så kunne han finde på at gå helt amok og sige ’Allahu akbar’ og ’jeg går ned og beder for dig nu, for du ryger i helvede’. Hvor jeg har tænkt ’ryger jeg i helvede, så er det sgu da mit problem, hvad har det med dig at gøre’. Det var meget skræmmende for mine danske klassekammerater, for de var jo slet ikke kendt på det område og sagde ’hvad sker der? Du melder ham til politiet, gør du ikke?’ og gik fuldstændig amok over det. Hvor jeg sagde ’slap nu af, så slemt er det ikke’. Men det var jo stadig en lidt for tæt oplevelse. Og dem havde jeg mange af. Nu er det blevet sådan at de er ved at vænne sig til, at de ingen vegne komme med mig. Så nu har de fundet nye ofre at tage sig af. Og nu taler de om at de gerne vil have et halal-køkken, hvad bliver det næste?

På et andet gymnasium begrunder en studievejleder, hvorfor man ikke har oprettet et bederum:

Den med bederum på skolen, den dukker sådan op engang imellem. Det synes jeg ikke at der skal være. Jeg synes heller ikke at kristne studenter skal sidde ude i vores kantine og agitere.

En pige med tørklæde fra samme institution gør da heller ikke et større problem ud af det:

Man kan altid finde 2-3 minutter for sig selv, på et eller andet tidspunkt. Det kan man sagtens finde. Men man kan da også bede når man kommer hjem.

1.4.7 Politiske skel

Følelsen af fremmedgjorthed behøver ikke at udspringe af etniske eller religiøse modsætninger. Den kan også bunde i en politisk modsætning:

Tyrker, uden tørklæde

Jeg valgte i første omgang at starte på en handelsskole. Men jeg kom fra sådan et marxistisk gymnasium…(griner), med nogle venstreorienterede lærere. Så til at starte i det her borgerlige miljø, det var noget helt andet. Jeg droppede den skole efter 3 måneder, for jeg følte mig fuldstændigt udenfor. De der jakkesætklædte fyre og piger med høje stiletter, det var ikke lige mig.

1.4.8 Racisme

To respondenter nævner racisme som et fænomen, der har haft negativ indflydelse på deres skolegang. En af de modne kvinder kan huske et eksempel, fra hun var ung:

Tyrker, uden tørklæde

Vi havde et fag der hed ’Kultur’ og vores lærer, han var noget af det mest racistiske, jeg har set i mit liv. Jeg har ikke mødt ret meget racisme. Men ham der skulle hele tiden skulle lufte sine racistiske idéer. Han forstod ikke hvorfor muslimerne kom til Danmark og hvorfor vi ikke bare kunne tage til Saudi Arabien. Alle sådan nogle ting. Mine klassekammerater vidste godt, at jeg havde en muslimsk baggrund, selv om jeg ikke gik med tørklæde. Det endte med at jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om det der og jeg slet ikke synes, at det passede til en kulturlærer, at han burde da være den mindst fordomsfulde.

En enkelt respondent har mistanke om, at hendes lave karakterer skyldes lærernes racisme: Xxxxxx, uden tørklæde

I: Sproget dansk kan godt gøre, at jeg føler mig lidt usikker. Jeg tror min hjerne automatisk siger ’Hun er bedre end dig til at tale dansk’. Jeg har meget svært ved at formulere tingene. Jeg ved ikke om du kan mærke det, men jeg hopper også meget i mine sætninger. Jeg er faktisk dygtig til at tale dansk ved jeg, men når jeg bliver nervøs så kludrer jeg i det. Men jeg føler mig rigtig usikker, for jeg taler ikke dansk derhjemme. Jeg bliver kun rettet på skolen, jeg bliver ikke rettet derhjemme. Det

er faktisk kun det. Og så synes jeg meget hurtigt, at karaktererne betyder rigtig meget ’Hvis hun ikke er så god til at udtale og komme ud med det hun mener, så er hun ikke så kvik’. Jeg synes det nogen gange, at jeg godt kan blive hængt ud for at være udlænding. Jeg er sorthåret, så synes de åbenbart ikke, at jeg skal have særlig høje karakterer. Generelt indvandrere, også mig selv, hvis man har fået en dårlig karakter, så siger man ’Han er også racist, han vil ikke give mig en ordentlig karakter’.

Uden at bruge ordet racisme mener en muslimsk folkeskolelærer også, at nogle lærere kan være fordomsfulde:

Der er også mange lærere, der desværre er skeptiske: ’Kan du nu klare det, fordi du har en baggrund der er en etnisk minoritet?’. Den kommer igen og igen, den mistroiske ’Kan vi nu klare det’. Det er i den alder, hvor de skal bryde alle de regler og normer og kommer i en uddannelsesinstitution, hvor lærerne ser på det på den måde. ….Men der er en holdning, nogle tendenser og nogle lærer, der er skeptiske og opmærksomme på ’Kan de nu klare det?’ For de følsomme personer rammer det hårdt.

1.4.9 Gensidige fordomme

Decideret racisme er ikke blevet tematiseret særlig ofte af respondenterne. Xxxxx flere respondenter har fokuseret på problemet med gensidige fordomme, som denne muslimske folkeskolelærer:

Folkeskolelærer, med tørklæde

De forkerte forestillinger gælder begge veje. Det man mest ser i medierne er, hvordan det danske samfund ser på muslimer, men det gælder jo også den anden vej. De tænker ”de kan ikke lide muslimer” og så begynder fordommene fra den anden side. Det, eleverne hører derhjemme er ikke altid positivt. Men jeg synes at skolen har gjort så meget, at eleverne kan se, at de er blevet accepteret på deres præmisser, så hvis de skulle være påvirket af deres forældre, så kan det godt være de er i modsætning til det danske samfund, men ikke til deres danske kammerater. Så jeg har aldrig oplevet problemer i forhold til skolen, til kammeraterne. Men der kan være andre, der ikke kender nok til muslimer, som tænker at de alle sammen er dårlige. Sådan nogle diskussioner har vi haft med nogle af de store elever. Hvis danskerne ikke interesserer sig nok for at høre, hvordan det er at være anderledes, hvorfor nogen reagerer så voldsomt som de gør, så er det klart at kløften kan vokse.

At fordommene kan gå begge veje bekræftes af en anden informant: Xxxxxx, uden tørklæde

Hvis der er noget, der er bandlyst så er det jo at blive dansk, det er jo et bandeord at sige, du er

godt nok dansker.

Her er det på sin plads med en metateknisk bemærkning. For at belyse hvilken vej fordommene går er det ikke uden betydning, hvordan man spørger. Dette illustreres af følgende ordveksling mellem en respondent og intervieweren:

R: Man kan blive set ned på, og det bliver man også hundrede procent af f.eks. danskere eller ikke- muslimer. De kan have fordomme, som kan sårer en. F.eks. har jeg hørt mange gange når jeg selv har været til fester, hvor de så har snakket om nogen fra klassen som også har været muslimer og sagt ’Hun kommer jo heller aldrig, hun må jo ikke’. Det sårer mig og det kan også såre andre selvfølgelig. Det sårer mig, for så tænker jeg ’Hvad hvis jeg heller ikke havde været der? Hvis jeg ikke havde fået lov, så snakkede de også sådan bag min ryg’. Der bliver snakket meget, selv om de smiler til én. Det er meget dobbeltmoralsk synes jeg. Der er rigtig mange fordomme.

I: Men kan det også gå den anden vej?

R: Hundrede procent. Hvis man f.eks. ser en dansker, hvor ens veninde siger ’Prøv at se hendes nederdel, se hvor kort den er’, f.eks. Så er det sådan ’Okay, hvad har hun gang i?’. Nogen gange kan der så ryge sådan et bandeord ud af munden, hvor man faktisk er ret ligeglad med, hvordan folk går klædt. Der er rigtig meget af sådan noget gruppe-noget, uden at man lægger mærke til det.

Hvis intervieweren her havde undladt at spørge ”men kan det også gå den anden vej”, ville hun have fastholdt respondenten i en passiv offerrolle. Ved at stille det enkle spørgsmål, om det kan gå den anden vej, får respondenten mulighed for også at italesætte sig selv som et agerende subjekt. Desuden benytter hun sig af chancen til at reflektere over egen adfærd, ligesom hun løfter diskussionen op på et mere universelt niveau ved sin overvejelse omkring ”sådan noget gruppe-noget”, hvorved hun henviser til den almenmenneskelige psykologiske mekanisme, der er på spil i de gensidige fordomme. Det er dog ikke altid, der har været tid til at gå i dybden med fordommenes gensidige spil. Af og til kan det også være mere interessant at spørge videre ind til respondentens følelse af fremmedgjorthed, som i følgende konversation:

R.: Jeg har været åben overfor alle her på gymnasiet, men jeg synes måske, det har været sværere at få kontakt til danske piger og danske drenge, end at få kontakt til nogen man ligesom kender. Jeg har også sagt det, da jeg kom ind i den klasse, hvor jeg er nu. Der har jeg også siddet og snakket om, hvorfor jeg aldrig rigtig havde haft danske veninder, og så havde jeg også sagt ”jeg føler I er meget lukkede, der er ikke rigtig den kontakt”. Man kan ikke forvente at det er kun er os, der skal tage det første skridt og sige ”vi er åbne overfor jer”, når vi ikke får det samme igen. I den klasse jeg går i, er der mange forskellige piger med mange forskellige meninger. Vi har haft heftige diskussioner om, hvordan udlændinge var og hvilke fordomme de havde til dem, men der er også en enkelt pige, som virkelig forstår, hvad vi går igennem når vi kommer her til Danmark og er fremmede.

I.: Er det noget, du oplever som hæmmende?

R.: På nogen måder kan det godt være hæmmende, fordi man aldrig føler sig helt accepteret. Og så føler man, der mangler et eller andet. Man er vokset op her, så det burde være ens andet hjem, men sådan er det ikke, man føler at man bliver set som en udlænding uanset hvad.

I.: Men føler du dig selv som udlænding?

Ja. Det kan godt være at det er en følelse der aldrig går væk, den er der bare.

Adspurgt om, hvor meget afvisningen fra danskernes side præger de muslimske gymnasiepigers hverdag, svarer en studievejleder:

Det synes jeg egentlig ikke…Selvfølgelig er der noget af det, men jeg synes ikke at det fylder så meget. Vi har hørt nogle danske drenge sige til en indvandrerdreng ’Vi gider sgu ikke at være i gruppe med dig din perker’. Men danske piger har ikke noget imod at sidde i gruppe med indvandrerpiger, hvis de ellers arbejder. Hvis de yder noget og de kan forstå hvilke krav, der stilles, så de kan gå aktivt ind i gruppearbejdet og ikke bare sidder og nasser på de andre. Det gælder jo for alle piger. Men det er en så integreret del af skolen og mange af vores elever har gået i folkeskolen med dem. De ved lige præcis, hvornår de får tørklæde på og hvorfor. De ved også, at nu er der ramadan.

Følelsen af fremmedgjorthed er dog ikke nødvendigvis altid et skel mellem nydanskere og etniske danskere:

Tyrker, uden tørklæde

Jeg er vokset op i en lille by, hvor der kun var danskere. Så kommer jeg til en storby, hvor der var fuldt af perkere. Første gang, jeg så en, gemte jeg mig bag en skraldespand, for jeg blev så bange for ham.

Det skal her siges, at en stor del af respondenterne giver indtryk af at have en tryg hverdag, hvor interaktionen mellem nydanskere og gammeldanskere er uproblematisk:

Somalier, med tørklæde

Da jeg var yngre, der er man jo bare børn og var sammen med enten danskere eller somaliere, det gjorde overhovedet ikke en forskel, for det gælder bare om at lege. Men så bliver man ældre og jeg har boet her og haft venner af samme baggrund og har altid følt mig tryg ved at være sammen med dem. Også når jeg var på skolen kunne jeg sagtens snakke med de danskere der var i vores klasse, lige så godt som jeg kunne snakke med de andre, fordi jeg er vant til det. Man forholder sig jo til dem man kan forstå, og dem man normalt snakker med til hverdag.

Tyrker, uden tørklæde

I: Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har haft nogle vanskeligheder ved at være muslim, for jeg er jo meget moderat indstillet. Jeg kan også sagtens sætte mig ind i andres tankegange, jeg ved også godt hvad kristendommen handler om, jeg ved også godt hvad jødedommen handler om, jeg ved også godt hvad islam handler om. Det er bare noget man vælger. Så længe man ikke generer andre mennesker, med det man tror på, så tror jeg ikke at man oplever vanskeligheder. Det har jeg hvert fald ikke gjort på universitetet. Og heller ikke da jeg gik i folkeskolen, slet ikke. Jeg har hele tiden mødt respekt, men jeg har heller ikke haft de der meget fundamentalistiske holdninger eller krav.

En af respondenterne har kun været i Danmark i et par år og har stadig lidt svært ved dansk, men lader til at være faldet til i sin klasse uden problemer:

Uden tørklæde

I starten følte jeg mig alene i klassen, men efter et par uger snakkede vi sammen. De spørger meget til mit liv, vi arbejder sammen, vi snakker, så der har jeg ikke nogen problemer.

Men hvad med klassekammeraternes forældre? En vejleder bemærker:

Vi har flere problemer med forældrene end vi har med eleverne, hvad angår tolerance. Her tænker jeg på de danske forældre. De kan være nervøse for om der sidder X antal muslimer i en klasse, mere end situationen egentlig berettiger dem til. Man knytter det at være indvandrer til et dårligt fagligt niveau. Og så er man bange for, at ens eget barn ikke får det ud af skolegangen, som de skal have.

En folkeskoleleder tager samme problemstilling op, dog uden at se det som et spørgsmål om tolerance:

Her på skolen når vi faktisk et højt fagligt niveau. Selv om der er nogen børn, der ikke har forudsætningerne med sig hjemme fra, som ikke er født med en sølvske i hånden, så kan man altså nå langt med dem, men det er jo hårdt arbejde. Det er jo ikke kommet af sig selv, det er kommet af nogle dygtige lærere, som har været oppe at stå på tæer for at de her børn kommer frem i verden. Men det er da klart, at nogle danske forældre er bekymrede over det faglige, og det går ikke kun på det faglige. Det kan også være en bekymring i forhold til det der bandeagtige, mobbeagtige, om der er nogle rødder der kommer og siger ’ min fætter kommer og banker dig’. Altså hvad er det for et miljø, skolen har? Det forstår jeg da godt, de bekymringer. Det er jo ikke racistisk at være bekymret, for op mod 80 % tosprogede på en skole, det er da en høj procent.

På de fleste uddannelsesinstitutioner, som har medvirket, er det altså ikke så meget racisme og diskrimination, der fremhæves som udfordringer, men mere gensidige fordomme og af og til en vis opsplitning af elevgrupperne. En tyrkisk pige fortæller, med et anstrøg af humor, om situationen på sit eget gymnasium:

Her på skolen har vi noget, vi kalder integrationsbænken, og der sidder alle udlændinge på en lang række. Så har vi også en tørklædebænk, det er den samme række, men de sidder så i enden af rækken, det er kun arabiske piger, der sidder med tørklæde og de sidder dernede. Vi laver også selv sjov ud af det. Så rejser drengene sig op og xxxxx ’Xxxx xx skal udpege en formand for bænken’ hvor de begynder at holde taler og så stemmer de på hinanden. Vi har sådan en bænk og alle kender til den. Også danskere kan gå rundt og sige ’Ej prøv at se hvor platte de er’. Selvfølgelig kan der også sidde danskere, men det er så sjældent.

Opsplitningens linjer følger altså ikke nødvendig kun etniske grænser. Der kan også opstå opsplitning mellem pigerne uden tørklæde og pigerne med tørklæde (inklusive danske konvertitter). En informant uden tørklæde føler sig for eksempel ikke velkommen i tørklædepigernes gruppe:

Deres største barriere er noget selvskabt. De er en meget lukket gruppe og du kan se det med det samme, det er så tydeligt, at de er en lukket gruppe. Der er intet signal om, at du er velkommen, hvis ikke du passer ind. Jeg tror, selvfølgelig er det ikke sådan, at de ikke vil sige hej, hvis der er en, der kommer og hilser pænt på dem, det har ikke noget med det at gøre. Men i deres fremtoning er de i det hele taget meget afvisende.

Opsplitningen muslimske piger imellem kan manifestere sig på forskellige måder, ved afvisning som i ovennævnte eksempel, men også ved mere udfarende adfærd:

1.4.10 Religiøs mobning

Et fænomen, som er blevet fremhævet på flere institutioner er en religiøs skillelinje mellem meget praktiserende muslimske nydanskere og konvertitter på den ene side, og på den anden side ikke så praktiserende muslimer. Denne opsplitning kan give grobund for religiøs pression:

Studievejleder, VUC

I selve undervisningen er der meget overordnet to grupper af muslimske kvinder. Den ene gruppe består af piger, der holder sammen to og to, hvisker sammen, holder pauser sammen, isolerer sig i timerne og er ret tavse i forbindelse med undervisningen. En anden gruppe (herunder eventuelle danske konvertitter) består af selvbevidste, ret dominerende piger, der er meget bevidste om deres muslimske identitet og typisk er meget apologetiske i forhold til islam. Den første gruppe fungerer efter vores erfaring bedst, hvis de får lov at sidde og arbejde selv og får lov at stille spørgsmål til læreren, uden at hele klassen hører på. Jeg er overbevidst om, at de tilbageholdende, tavse piger ofte føler sig hæmmede af de mere dominerende muslimer af begge køn. Den selvbevidste attitude, der følger med selvforståelsen af tilhøre en gruppe, der praktiserer islam på rette vis, virker efter min opfattelse blokerende på andre muslimer. Jeg tror, at nogle helt enkelt er bange for konsekvenserne af at modsige eller bare have andre synspunkter.

Studievejleder, gymnasium

Der er jo også klasser, hvor der er nogle toneangivende muslimske piger, som på de andres vegne tager ordet og definerer, hvordan det skal være her. Så de andre tør ikke at sige noget. Det er svært at trænge igennem, for de andre tør ikke protestere, fordi de to eller tre piger styrer det. Der ville det være enormt svært at sige, at ’Jeg vil gerne være sammen med hende der den danske pige’.

Studievejleder, universitet

Vi har haft en gruppe af piger, som var meget religiøse og som ville dirigere rundt med de andre piger på måder, som er helt uacceptable. For eksempel ved i undervisningen at være meget dominerende og hele tiden få diskussion hen på bestemte ting. Og hvis så de andre piger blev trætte af det og ikke ville det, så reagerede de meget skarpt. Det er vi nu ude for tit, at de muslimske studerende reagerer meget skarpt, det er ikke kun dem. Det er et mindretal, som udøver decideret religiøs mobning. Men bare der sidder tre stride strigler i en klasse, så kan de jo sådan dominere. Det gør de også i kraft af, at de har hinanden, at de er stærke sammen. Men hvis du har dem enkeltvis, så er det slet ikke samme problem.

”…bare der sidder tre stride strigler i en klasse, så kan de jo sådan dominere. Det gør de også i kraft af, at de har hinanden, at de er stærke sammen. Men hvis du har dem enkeltvis, så er det slet ikke samme problem.”

Religiøse brudflader kan også vise sig andre steder, som en arabisk gymnasieelev fortæller:

Det kan være forskellen mellem shia og sunnimuslimer. En konvertit i min klasse, hun er sunni og hun sad og dissede shia muslimer. Jeg er sunni, men man går ikke rundt og disser andre på grund af deres religiøse tro.

Dette bekræftes af en studievejleder på et gymnasium:

Bare det at du kan have sunni og shia muslimer siddende i samme klasse, kan også give nogle kontroverser. Hold da kæft der kan komme nogle voldsomme debatter.

Det kan også være muslimske mænd, der udsætter muslimske piger for pres:

1.4.11 Mænds kontrol af kvinderne

Vejleder, gymnasium

Så har vi de piger, der i gruppearbejde ikke bidrager med det de egentlig kunne, fordi de lader drengene føre ordet, hvis nu det er en indvandrer gruppe. Det er lidt synd at se, for tit så ligger der noget mere i dem.

Vejleder, gymnasium

Pigerne synes, at det er vanskeligt at komme til orde. Det skal man tage højde for pædagogisk. Jeg ser det tit i klasserummet, at man virkelig skal være opmærksom på, hvordan man spørger, og sørge for en pædagogik, hvor alle får en stemme i klasserummet. Hvor man prøver at lave en pædagogik, hvor alle har noget at sige. Jeg arbejder meget med skrivning i timerne, for hvis alle har skrevet noget, har alle ret til at læse det op og så har alle fået en stemme og så har vi også hørt den stille pige nede i hjørnet. Så kan man tage fat i hende, og faktisk tage hende ind og rose hende, så hun får selvtillid og de andre kan se, at hun også kan noget.

”Give alle en stemme. Også den stille pige nede i hjørnet.”

Vejleder, gymnasium

Nogle af pigerne bliver udsat for undertrykkelse fra drengenes side, altså indvandrerdrengene, ’De skal ikke tro at de er noget, de skal ikke komme her og sige noget’. I debatterne i religionsundervisningen kan der virkelig også være kontrol på, jeg har oplevet nogle af mændene være meget ubehagelige i deres kontrol af pigerne. Så skete der det, at til eksamen fik nogen af de kvinder tårnhøje karakterer, og mændene var jo rasende, fordi de fik lavere karakterer end pigerne. De var klar parat til at bestikke systemet. Der oplever man nogen gange, at drengene kører en lidt skjult hetz mod pigerne. Det er den der justits, der er indbyrdes. At der er nogen, der mener at det skal være sådan og sådan og så er der pludselig en pige, der bryder ud og gør noget andet end man forventer og det skal hun ikke. Der var faktisk et par piger, der havde gået i folkeskole med en fyr, en meget ubehagelig fyr og de valgte efter det første halve år at skifte gymnasium. De ville ikke gå i klasse med ham, fordi han kontrollerede dem.

Alene det at markere sig i et offentligt eller halvoffentligt rum kan skabe problemer for pigerne:

Vejleder, gymnasium

Så har jeg også oplevet nogle piger, som havde meldt sig til at være vært til morgensamling. De var rigtig gode, meget søde og dygtige. Der var gået en måned, hvor de ikke var dukket op til morgensamlingen og så blev jeg rasende, så da jeg mødte dem på gangen og sagde ’Hvad xxxxx, det kan I sgu da ikke, hvor blev I af?’ Så var der nogen, der havde chikaneret dem og sagt ’I skal ikke tro I er noget, I skal ikke stille jer derop’ og de var nogle værre ludere og hvad der ellers blev fyret af og der skulle nok blive sladret til familien. Så det turde de ikke. Så det er hvert fald et felt som er rigtig svært for dem.

Også på universitetet er mænds sociale kontrol af pigerne blevet observeret: Vejleder, universitet

Vi havde en pige, som var enlig mor, og som tydeligvis følte sig generet af det drengene på holdet lagde op til. Hun havde brug for at frigøre sig, og var holdt op med at gå med tørklæde. Nogle af drengene var enormt meget efter hende, stak til hende og sagde at nu ville de gå ud og sige xxxxxx ting om hende. Det gjorde de også. De sagde det åbenlyst, og så gjorde de det. De begyndte at sprede dårlige rygter om hende, fordi hun ikke makkede ret. Rygter om at hun havde været sammen med den og den for eksempel.

1.4.12 Den sociale kontrol fra folkeskolen til universitetet

En folkeskolelærer har observeret konsekvenserne af den sociale kontrol i mange år:

Når pigerne de starter i de små klasser, er de jo som små prinsesser, de er vant til at blive båret frem, også selv om de allerede har pligter i hjemmet. Men som de bliver ældre, og jo mere udsatte de er, jo større bliver muligheden også for, at de føler sig klemt. Der er utrolig meget social kontrol. Noget, pigerne kan blive rigtig, rigtig kede af, er hvis der er nogen, der sætter et rygte i gang om hende. Det kunne være, rygtet sagde, at hun havde stået og snakket med en eller kysset en, og hun blev kaldt luder, selv om det ikke var rigtigt. Det med rygter, der bliver sat i gang, det er

noget der kan få tårerne til at piske ud af øjnene på dem. De ved ikke hvad de skal gøre. ’Hvis min far får det at vide’ og sådan noget.

En anden folkeskolelærer foreslår en måde at gå til problemet på:

Den sociale kontrol er et rædselsfuldt problem. Det er så dominerende at man tror det er løgn, den sladder og den snak, den kontrol med de her unge mennesker, som ikke kan tillade sig noget. Det er jo ikke engang farlige ting, vi taler om. Det er ganske uskyldige ting de ikke må, eller som storebror eller fætter skal ind over og bestemme. Det er ganske rædselsfuldt. Det tager vi op med forældrene, og jeg siger det jo direkte til dem. Jeg siger til dem at ’Nu må I tage jer sammen, vi lever ikke i Middelalderen, og man mister ikke mødommen af at kigge på butiksvinduer, det gør man altså ikke. Jeg siger det på en måde, der får dem til at grine lidt, men altså, jeg synes det er langt ude at pigerne skal lyve sig til at gå en tur med en veninde for at se på butiksvinduer, noget man synes er rigtig hyggeligt, når man er 14 år. Så vi prøver at provokere forældrene lidt for at få gang i en dialog og få dem til at forholde sig til det. Jeg synes, det går den rigtige vej, jeg synes det bløder op, fordi det handler jo grundlæggende om et tillidsforhold mellem skole og hjem. Hvis de har tillid til os og synes det er godt, at deres børn går her, så tillader de også at deres børn går sammen med klassekammeraterne. Det er jo ikke noget, man kan bestemme, men man kan gå ind og få en snak med forældrene om det. Det skal jo foregå i respekt for, at man godt kan have andre normer end os, som det kan være i orden at have. Der er jo også grader i de forskellige familier, men altså jeg synes det er i orden, at man får afbalanceret lidt i forhold til pige-og drengeroller.

En studievejleder fra et gymnasium gør opmærksom på, at den sociale kontrol fortsætter på gymnasiet, også efter at pigerne er blevet myndige:

Når man taler om det pres, der kan ligge, så kan det ligge både indbyrdes mellem eleverne, men også hjemmefra. Jeg har oplevet, at de har fundet sig en dansk kæreste, og det er simpelthen bare hemmeligt, de må skjule sig rundt om i byen. Hvis det er meget hemmeligt, hvad de går og laver, så kommer de i studievejledningen, for eksempel. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor overvågende de forskellige kulturelle samfund er på hinanden. Så hvis den her unge pige går tur med sin danske kæreste, og hun bliver set, så melder man simpelthen tilbage til forældrene. Xxxxx kunne man sige gode ting om det, men nej, efterhånden har jeg ikke så meget godt at sige om det. For det er altså en justits og den er ikke til gavn for nogen – den går mere på at holde sammen på sig selv som kultur, som samfund, og det er efter min mening ikke vejen frem i en udvikling. Men det kan være et modtræk for ikke at gå i opløsning med sin egen kultur, men det er jo den proces, der bør ske, at man laver en form for osmose, selvblanding. Men hvem er man så? Jeg ved godt at der er så store identitetsproblematikker rejst i det. Hvad er en ”ordentlig bosnier”, jeg tror der er undersøgelser der viser, at bosniere i Danmark er mere bosniske end i Bosnien. Der har også været undersøgelser om danskere fra yderområderne, som flytter til København, og som aldrig har været så meget fra Thisted, som når de er i København.

En anden gymnasiestudievejleder bekræfter eksistensen og omfanget af den sociale kontrol:

R.: Det er faktisk et stort problem for nogle af de muslimske piger, som bliver udsat for det pres, de er virkelig i ingenmandsland. For de er ikke noget værd for deres egne og de er heller ikke altid sådan helt accepteret eller med i den anden gruppe. Jeg ved, at der er nogen af dem, hvor det er et

rigtig stort problem. Hvor de andre muslimske piger kan være virkelig….set med mine øjne… nogle forfærdelige sladderhanke. I deres øjne…og det ved jeg fordi jeg har snakket med mange om det - der er det jo at være ansvarlig, for de siger ’Vi kan jo ikke bare lade hende opføre sig sådan, vi bliver nødt til at fortælle hendes forældre, at hun gør det’. Det er meget, meget svært for de etnisk danske elever at forstå det, for det er jo simpelthen så ukammeratligt. Det kan de slet ikke forstå, at man kan få sig selv til det. Men i deres bevidsthed…de muslimske pigers bevidsthed…der er det jo fordi, at de føler de bliver nødt til det. Der er nogen, der føler et virkeligt stort pres, som får nogle rygter skabt imod sig, som heller ikke har noget hold i virkeligheden, om at de stort set går i seng med en ny dreng hver weekend og bliver hentet af lige så mange forskellige, fordi de bliver for vestlige, som de siger. Det pres oplever de både fra andre muslimske piger, og hjemmefra, hvor forældrene synes, at de bliver for vestlige eller for frigjorte eller hvad man nu skal kalde det.

I: Har du så oplevet, at der er nogen, der kommer til dig og beder om hjælp eller?

R: Ja.

I: Xxxxxx muligheder har du så for at hjælpe dem?

R: Det er svært faktisk. I langt de fleste tilfælde bliver jeg brugt som sådan et aflæsningssted, hvor de ved at de kan komme og fortælle de her ting, uden at nogle andre får det at vide to timer efter. Men hvis de selv vil være med til det, så har jeg prøvet nogle gange at tage de muslimske piger i klassen og sat dem herovre alle sammen og bede dem om at prøve at snakke om problemet. Hvor jeg så bare har været fluen på væggen, som egentlig kun har grebet ind der, hvor jeg synes at ’Nu bliver du manipulerende’ eller ’nu beskylder du hende for noget, som på ingen måde er blevet sagt’. Et par gange har det haft en virkelig god effekt… men nogle gange har jeg også været lidt i tvivl om, hvorvidt det ikke bare er det samme når de så går herfra. Dem der er stærkere i troen eller som måske ikke selv har modet til at bryde ud, de ved jo godt, hvad det er jeg gerne vil høre, et eller andet sted, de er jo ikke dumme. Men det er det eneste, jeg ligesom synes, at jeg har kunnet gøre, for også at beskytte dem, som i hvert fald endnu står ret alene.

I: Ville der være noget dér, man kunne gøre?

R: I første omgang er det jo noget med at forstå en helt anderledes tankegang. Det der med, at hvad nogen betragter som sladder, betragter andre som en forpligtelse for at redde en anden. Det er jo da ret fundamentalt forskelligt må man sige. Det er bare et lille banalt eksempel, men der kunne sikkert være flere ting, hvor man kunne sige, at tankegangen simpelthen er så fundamentalt forskellig. Man bliver i hvert fald nødt til at have en eller anden form for ekstra uddannelse som psykolog eller en kulturforståelsesuddannelse, som gør, at man kan sætte sig ind i nogen af de der ting. Jeg har et par piger i en klasse, som i den grad er presset hjemmefra i forhold til valg af kæreste og i forhold til, hvad de må og hvad de ikke må. De kan sidde og sige til mig ’Vores piger de skal aldrig nogensinde opdrages sådan’. De skal f.eks. acceptere, at en storebror går ind og bliver overhovedet i huset, fordi faren dør og får hånds-og-halsret over en søster…Hvor i en dansk eller vestlig bevidsthed virker det jo fuldkommen absurd. Han overruler jo også moren. Hun har ikke en skid at skulle have sagt. Så hvis pigen spørger moren om noget og får lov, så kan han lige komme forbi og sige ’nej det skal du ikke, det vil jeg ikke have at hun gør, det må hun ikke få lov til’. Og han går på universitetet! Der tror jeg, at man har brug for en eller anden form for uddannelse i kulturforståelse for at forstå de mekanismer, der træder i kraft. For en ting er, at man

kan synes, at det er tåbeligt, og jeg kan sidde inde i mig selv og tænke ved sådan nogle samtaler ’Hvad vil de med det?’. Hvad vil de med at sige ’Du må ikke se ham’, hvis det er ham, hun holder af. Det kan godt være, at man selv synes, at det er idiotisk, men det kan ligesom ikke nytte noget, man når jo ingen vegne med det. De siger også sommetider ’Du kan nok ikke forstå det’ og jeg må jo give dem ret. Jeg kan lytte, og jeg ved, at det er rigtigt, og jeg ved, at det er det problem, de har, og det kan jeg prøve at hjælpe dem med, men forstå det sådan helt inde i mig selv, det kan jeg ikke. Jeg fatter ikke, hvad der foregår i hovedet på de mødre. Jeg forstår det virkelig ikke. Også hende der bare lader sig overrule af sin søn. Jeg har også døtre, og det kan da være, at de sommetider vælger nogle kærester, hvor jeg tænker ’Kunne du ikke lige…’, men det kunne jeg da ikke drømme om at sige. Det kommer da ikke mig ved. Nogle af de mødre har jo også selv problemer, kan man sige.

I: Har du kontakt med mødrene, eller hører du om dem gennem pigerne?

R: Jeg hører om dem gennem pigerne. Det er ret svært at få kontakt til dem. Det er en sjælden, sjælden gang imellem. Hvis man endelig…og det er i øvrigt svært i det hele taget… har kontakt til hjemmet, så er det fædrene oftest eller brødre eller onkler,i hvert fald nogle mænd. Det kan være en bror der ringer til skolen, hvis han synes, at han skal kontrollere hende. Eller også sætter han moren til at ringe herud. Vi har også en pige, som har nogle faglige problemer, og derfor har vi tilbudt hende nogle ekstra timer. De timer hun skal være her, der skal hun simpelthen have et brev med hjem. Hvis en pige har meget fravær, kan det også være et problem. Vi har jo et advarselssystem her på stedet, som man har på alle andre gymnasier, og på et eller andet tidspunkt skal de op på særlige betingelser, hvis de har for meget fravær. Med denne her pige har vi simpelthen lavet en aftale om, at hun ikke skal have den seddel med hjem, den advarsel med hjem, for den kan vi ikke undgå, at broren kommer til at se, og jeg tør ikke tænke på, hvad der vil ske med hende, hvis han får den at se. Jeg er ikke tryg, jeg tror, han vil kunne finde på hvad som helst. Så vi har en aftale om, at hun hver morgen møder nede på kontoret og skriver under på, at hun er kommet. For så vil hendes fravær jo falde og det har hun overholdt. Hun er kun 17, så vi kan jo ikke bare give hende den seddel, den skal jo skrives under. Vi har en mere, som kommer på den måde, fordi der må forældrene simpelthen heller ikke få det at vide, for det går ikke, hvis de får at vide, at hun har været væk fra skolen i 20% eller hvor meget det nu er. Jeg tror den ene har gået rundt ovre i centeret og hængt ud med nogen, jeg ikke synes hun skal hænge ud med, det prøver jeg at få bremset lidt nu. Det er lidt en anden problematik, kan man sige. Netop derfor ville det også være helt katastrofalt, hvis forældrene fik det at vide. Hun er en af dem, der bliver klemt af de andre muslimske piger, fordi hun ikke er muslimsk nok, synes de.

Den sociale kontrol stopper ikke, bare fordi man komme på universitetet, som en ressourceperson fortæller:

R.: Vi har fået flere og flere studerende med anden etnisk baggrund, og det gør, at den sociale kontrol træder tydeligere frem. Selv de piger, som ikke er her fra byen, oplever den sociale kontrol. Nogle, som var flyttet hertil , flyttede væk igen, fordi det ikke var til at holde ud. Selv om de havde en delelejlighed uden for byen og ikke havde familie her, så følte de, at de dårligt kunne gå ned ad gaden, før folk begyndte at snakke om dem, og der begyndte at gå rygter om dem i indvandrermiljøet. Så den problemstilling kender vi på alle ledder og kanter.

I.: Hvem er det, der mobber?

R.: Det er jo bundet til nogle bestemte studerende, det er jo ikke sådan at alle gør det, men der er perioder, hvor vi oplever en konstellation af studerende, som udøver ikke bare social kontrol, men også religiøs kontrol. Det er selvfølgelig mindretallet, langt størstedelen er stille og rolige og søde og har hver deres sæt af problemer kan man sige. Men den religiøse dominans, det at bruge den sociale overvågning, det er mest de mere radikaliserede, der finder på det, dem der er sådan frelste. Og så nogle af drengene, de meget umodne drenge, som kommer lige fra gymnasiet og er i tvivl om egen identitet, men som hælder over til det islamiske. Når det er sådan nogle umodne typer, så kan det være ret strengt.

I.: Hvilken effekt har det på det sociale samspil på universitetet?

R.: Den der midtergruppe af muslimske piger bliver meget sårbare, fordi de kommer i klemme mellem en gruppe radikale piger på den ene side og på den anden side de danske piger, som jo er ligeglade med, hvad de religiøse piger siger. Men der er den der midtergruppe, både de mere frigjorte, de mere udfordrende, men også de mere almindelige piger, de er meget nemme at ramme med den religiøse mobning, fordi de bliver bange og fordi de er usikre. Vi har haft rigtig mange ting, som ikke kun er social kontrol, men også trusler og andre ting. Bl.a. trussel sms’er til folk, som ikke gjorde, som andre ville have de skulle gøre. Der har også været mange indirekte bemærkninger, indirekte trusler, som at de ikke var ordentlige muslimer. Man kunne true dem med at eksponere dem socialt. Så nogen af de her piger blev klemte, jeg har haft flere muslimske piger siddende grædende på mit kontor. De følte slet ikke de kunne være der, fordi de der meget religiøse piger tiltog sig for meget magt. Og selv om vi kunne holde det nede i undervisningen, så fortsatte det jo uden for undervisningen.

Hvad kunne man gøre for at hjælpe de udsatte piger?

Det er meget begrænset hvad vi kan gøre for at lette den sociale kontrol, for den fungerer jo uden for universitetet, hvad enten vi vil have det eller ej. Det meste foregår udenfor lærerens blik. Hvad angår den mobning, som kan foregå her, så skal jeg ikke begynde at blande mig i sådan noget med islam, med mindre de overtræder universitetets regler for god adfærd. Det vi har gjort har været, at vi har diskuteret det med de studerende og forklaret, at det gik ikke. Vores politik er blevet, at bagtalelse er noget, man kan blive bortvist for. Hvis man laver ting, som kan skade andre studerende, så er det bortvisningsgrund. Vi har været nødt til at give den en tak ekstra for at få folk til at forstå, at det her, det gik altså ikke. Jeg har efter aftale med vores jurist på universitetet fået lov at sige, at det kan være bortvisningsgrund, hvis man skader andre studerende. Vi kunne sige til dem, at det kunne blive enderesultatet, og så bliver de jo noget forskrækkede, og så går det lidt i sig selv igen. Det er, hvad man kan gøre, og så også sige, at lige så snart, der var det mindste, så skulle vi vide det, så vi kunne tage hånd om det administrativt, i hvert fald på universitetet. Men derfor holder det jo ikke op. Vi kan holde nogen af de der piger i skak, men de holder jo ikke sådan op. Men så kan vi i det mindste give den sårbare mellemgruppe af piger en sikkerhed for, at hvis det bliver for slemt, så kan vi godt gøre noget administrativt. Men i virkeligheden, så er det bedste man kan gøre jo at arbejde med den mellemgruppe med piger, så de bliver ligeglade med de andres trusler. For man vil jo aldrig kunne stoppe nogen, som har en mission i livet.

1.4.13 Gruppearbejde

I forlængelse af ovenstående kan det være nødvendigt at kigge på de sociale dynamikker under gruppearbejde:

Studievejleder, gymnasium

Man skal sikre, at de ikke sidder i gruppe med nogen, der undertrykker dem. Jeg har da nogle gange bedt eleverne skrive til mig, hvilke ti elever de gerne vil være i gruppe med og én du ikke vil. Så ved man det og så kan man også snakke lidt med dem om, hvad der gør at du vælger sådan. Så kan der komme de der ting frem med, at der er en kontrol og ’jeg tør ikke sige noget, når jeg sidder sammen med dem og dem’, hvad end du er pige eller dreng. Så man kan jo godt imødekomme nogle af de her ting og støtte dem lidt på den måde. Man kan også sige, at man blander helt, så de i nogle tilfælde slet ikke er sammen med nogen med deres egen baggrund.

En anden studievejleder tilføjer:

Pigerne med anden etnisk baggrund, de kan godt finde på at søge hinanden til gruppearbejde, hvis de selv får lov at danne grupperne.

En af de interviewede piger oplever dog den modsatte udfordring, nemlig at hun føler sig afvist, når hun søger at indgå i gruppearbejde med etnisk danske elever:

Med tørklæde

R.: Jeg synes, alle skal have et godt samarbejde her på gymnasiet, ellers går det ikke godt. Hvis alle har et godt samarbejde, og respekterer hinanden, og respekterer hinandens kultur, så er det godt.

I.: Har du oplevet at blive mobbet?

R.: Nej, det har jeg ikke oplevet, ikke sådan mobning i forhold til hvor man kommer fra, men der er nogen i klassen, som holder sig lidt væk, så man føler sig lidt alene. Selv om man snakker med dem, føler man sig lidt udenfor. For eksempel, når vi skal lave gruppearbejde, så er danskerne altid sammen, så jeg går sammen med to andre udlændinge.

I.: Hvad fornemmer du er årsagen til, at danskerne gør det?

R.: Jeg tror, de går sammen med dem, de ligner dem mest. Der er tre-fire grupper i klassen, danskere alle sammen, det er ikke sådan at de går over… de sidder mest sammen med den gruppe, de kender allerede.

I.: Har I prøvet at spørge, om I må være med i de andre grupper?

R.: Ja, det gør vi altid, vi går over og spørger, om vi må være med. De siger ja, men alligevel sidder vi alene hver for sig og laver det, vi skulle lave.

Hvis der i en klasse mangler samarbejde på tværs af etniske grupper, foreslår en studievejleder følgende løsning:

Studievejleder, gymnasium

R.: Hvis læreren laver grupperne er der aldrig problemer med samarbejde. De arbejder fint sammen og bruger hinandens ressourcer.

I.: Er det noget I nogen gange gør bevidst for at få dem blandet lidt?

R.: Ja det gør vi. Ret bevidst.

Forslag: ”Hvis læreren laver grupperne, er der aldrig problemer med samarbejde. De arbejder fint sammen og bruger hinandens ressourcer.”

Studievejleder, Teknisk skole

Her på stedet synes jeg, de arbejder godt sammen på tværs af etniske grupper. Her på vores grundforløb snakker vi også rigtig meget om respekt og forståelse for hinanden. Men nu er det jo efterhånden sådan, at vi har over 50 % fremmedsprogede, og faktisk oplever jeg, at de er lidt for hårde ved hinanden indbyrdes en gang imellem. Men det er ikke et problem at danne arbejdsgrupper. Der er så nogen, især de lidt stille piger, som søger hinanden. Det er egentlig ikke mit indtryk, at de bliver holdt nede af de andre. Det er mere bare deres personlighed, tror jeg. Når vi rokerer lidt rundt på dem, så de kommer til at arbejde sammen på kryds og tværs, så er de jo også med på den. Nu med reformen, der er det blevet endnu vigtigere at kunne arbejde i team, så det gør vi meget ud af at snakke med dem om.

1.5 Faglige udfordringer og løsninger

1.5.1 Fag, der driller

Mange af respondenternes faglige problemstillinger er de samme som for alle andre elever. Mange danske gymnasieelever, uanset etnisk oprindelse, ville nok kunne genkende sig selv i følgende udsagn:

Afghaner, uden tørklæde

Socialt, det er rigtig godt, jeg synes alle er meget søde her på gymnasiet. Der er bare nogle fag, der driller lidt en gang imellem, men ellers er der ikke rigtig noget.

Mange unge fra gymnasiefremmede hjem vil nok også kunne nikke genkendende til en anden piges frustration:

Tyrker, uden tørklæde

Nogen gange føler jeg bare at jeg ikke kan komme ind på videregående uddannelser, jeg føler jeg ikke er god til at kommunikere med folk, det er det der bremser, sproget, derfor vil jeg også helst vælge naturvidenskab. Det er jo ikke fordi jeg er dårlig til dansk, men når man taler med højtuddannede mennesker, de forskellige udtryk, dem kender jeg ikke, så føler jeg mig bremset. Også i klassen er jeg meget direkte, jeg tænker meget firkantet, nogen af de andre har en større, en bredere synsvinkel på nogen ting. Der er sådan nogle småting, der går mig på nerverne, og som jeg prøver at forbedre, men jeg ved bare ikke hvordan.

1.5.2 Demokratisk diskussionskultur

Indlæring af en demokratisk diskussionskultur fremhæves som vigtig af flere respondenter:

Vejleder, gymnasium

Det er for nogen en overvindelse at gå ind i den diskussionskultur, som findes på et gymnasium.

Studievejleder, gymnasium

De er ikke opdrage til diskussionskultur, og det frustrerer dem faktisk ind imellem, at vi som undervisere i Danmark meget har den der provokationskultur. Vi vil jo gerne provokere dem til at mene noget. Vi vil gerne provokere dem til at være i opposition til os. Det kan de ikke ret godt takle. Nogen gange kan de sige ’Kan du ikke bare sige, hvordan det er? Du ved det jo godt. Det er dig, der er læreren, jeg skal nok lære det bare du fortæller mig, hvad det er jeg skal lære’.

En dansk konvertit ser det som en kulturel problemstilling. Det er ikke kun vigtigt, hvad man gør i skolen, men også hvad man gør i hjemmet:

Altså bare det med at man kan få lov til at sige hvad man mener, det er bandlyst i det arabiske miljø. Der modsiger man ikke sine forældre. Mine børn er opdraget med at man må gerne sige hvad man mener, sådan er det, så er det sgu lige meget om man skal diskutere med mor så bjælkerne hopper. Jeg mener, det er sundt. Jeg tror også, at et eller andet sted ligger angsten i at få dem fordansket. Hvis de først bliver for danske så kan de ikke styre dem. Derfor kontrollerer man dem. Jeg vil sige, vi får respekten af vores børn fordi det er noget man ligesom opdrager dem med, det er noget man ligesom gør sig fortjent til, men i mange arabiske familier banker man respekt ind i hovedet på dem. Hvis de har deres mening, så hedder det sig at de er uopdragne, at de svarer igen. Men hvorfor sidde og snakke den anden efter munden, i stedet for at sige det man mener? Det er da dobbeltmoralsk.

En studievejleder fra et gymnasium tilføjer:

Når vi siger demokrati til danske elever, så oplever de fleste danske elever jo også demokrati i familien. De oplever at blive lyttet til og at der bliver taget højde for deres mening i deres dagligdag

derhjemme. Så der kan du godt sige demokrati og de ved godt, hvad det handler om. Men når du siger demokrati til mange elever med indvandrer baggrund, så vil de sige ’Det er noget med at stemme om det’. Men at det også er en måde at leve på, det er sådan set vigtigere synes jeg end at diskuterer religion med dem. For religion er jo hvad vi gør det til. Det er vigtigere at tale om demokrati. At enhver bliver taget alvorligt og vi søger efter den bedste løsning. Og at det ikke er magt, der har ret. Men i det øjeblik det går op for pigerne, så får de også et eksistentielt problem. For sådan er det jo ikke derhjemme nødvendigvis. Der er det jo magt, der har ret, hvor det er faren eller moren der bestemmer, i mange tilfælde.

Ovennævnte problemstillinger er nødvendigvis blevet forbundet med ”det at være muslim”, men med det at komme fra en gymnasiefremmed baggrund og fra en kulturel baggrund, hvor diskussionskultur ikke er en del af familiekulturen. Det er altså vigtig at have dette i baghovedet som en del af det felt, der er ved at blive tegnet op.

1.5.3 Forforståelsen

På visse punkter kan tosprogethed give nydanskere specifikke udfordringer, hvilket vejlederne beskriver:

Studievejleder, gymnasium

Det er jo et meget broget felt. Men en gennemgående problematik er, at det kan knibe med en forforståelse. Hvor man for eksempel sagtens kan finde ud af matematik, men man kan ikke finde ud af den sproglige formulering, der ligger omkring en problemformulering i matematik. Så kan der dukke nogle sproglige vendinger op, eller nogle ord op, som man slet ikke kender og som sætter én i stå med de samme. Vi er blevet klar over, at selve formulering af opgaven, også eksamensopgaven, det kan være en hurdle.

Som løsning på problemet med manglende forforståelse er der to forslag til løsninger. En studievejleder fra et gymnasium lægger vægten på, at modersmålsundervisningen skal tilbage:

Man kunne godt ønske sig, at man kunne tage modersmålsundervisningen op igen, så de havde en solid basis i deres modersmål. Så ville de have en base for at tilegne sig et første fremmedsprog, altså dansk.

En vejleder fra et andet gymnasium lægger mere vægt på, at der kun må tales dansk i timerne:

Noget af de vi forsøger på her, det er at have en eller anden form for fælles politik på området. F.eks. accepterer vi ikke at der bliver snakket andet end dansk i klasselokalet, jo selvfølgelig hvis de har engelsk eller tysk, men vi accepterer ikke at de taler deres eget sprog. Når de bliver fornærmet over det, hvilket nogle af dem gør, så plejer jeg at sige til dem ’Hvordan har du det hvis du er i et land, hvor du ikke forstår sproget og dem lige ved siden af dig sidder og kigger på dig og taler et sprog du ikke forstår?’ ’Det er rigtig ubehageligt’ siger de så, ’det er derfor du ikke må, for alle vil

opfatte det som om, at du taler om dem, hvis du pludselig slår over i dit eget sprog og det vil vi for det første ikke have. For det andet formoder vi, at du gerne vil have en uddannelse og hvis du gerne vil det, så skal du tale dansk og sådan er det og derfor vil vi ikke have det’. Jeg tror der er mange af os, der ser igennem fingre med det, hvis der går to arabiske elever ned ad gangen i et frikvarter og snakker arabisk, for det synes jeg er okay. Men i klassen vil jeg ikke have det. Det er en af de steder, hvor vi lærere her på stedet har en fælles politik.

At det i nogle fag kan knibe med forforståelsen, er dog ikke et problem, der alene angår tosprogede:

Studievejleder, gymnasium

Helt op til omkring 19.-hundredetallet er europæisk kunst jo baseret på kristendommen, og det kan også være en hurdle for forforståelse. Så man skal lige en tur rundt om bibelhistorien også. Men det skal man faktisk også med de danske elever. Mere bibelhistorie, det kunne være fantastisk for os kunsthistorikere

Forforståelsesproblematikken kan også vendes til noget positivt: Studievejleder, gymnasium

Jeg har oplevet i billedkunst, hvis de har projekter, at de pludselig skal til at finde ud af, hvordan

man egentlig bliver døbt som kristen. Der kan dukke ting op, men nogen gange på en rigtig fin måde, for så kan muslimerne også fortælle, hvordan de bliver døbt. Det ved danskerne heller ikke. Vi ved utrolig lidt om hinanden, når det kommer til stykket. Jeg vidste for eksempel ikke, at muslimer hvisker to bønner i hvert øre på barnet, og så er det døbt. Det er meget smukt. Og det med store bekostelige fester, det gør man slet ikke.

Men for at få indkredset, hvor der måtte være en forforståelse, som skal ekspliciteres, er det vigtigt, at eleverne samarbejder om at finde de punkter, og der kan opstå en ny problematik:

Studievejleder, gymnasium

Der er også en anden barrikade, nemlig at de ikke ret gerne vil bede om hjælp. De nikker og siger, ”det har vi forstået, men det har de ikke”.

1.5.4 Sprogstøtteundervisning

Sprogstøtteundervisning nævnes som essentiel i folkeskolen, blandt andet for at få bugt med forforståelsesproblemerne. Her trækker flere skoler på lærere, der selv har erfaring med tosprogethed:

Folkeskolelærer, med tørklæde

Vi gør meget ud af sprogstøtteundervisning på den skole, hvor jeg er ansat. Jeg har selv skullet lære dansk som fremmedsprog, men det er en fordel nu, for jeg kan trække på min personlige erfaring i sprogstøtteundervisningen.

1.5.5 Mangel på faglighed i folkeskolen

En muslimsk respondent kritiserer, hvad hun oplever som mangel på faglighed i den danske folkeskole, og i særdeleshed manglende krav til børn med anden etnisk oprindelse:

Folkeskolelærer , med tørklæde

Da jeg gik i folkeskolen var folkeskolelærerne egentlig mere pædagoger end lærer. Det var også det mange af os kunne se, at vi ikke fik en rigtig god undervisning hverken i dansk eller matematik. Det var meget, meget ringe. Hver gang jeg tænker på mine dansktimer, husker jeg vores lærer. Jeg kunne ikke engang noget grammatik, da jeg var færdig. I dag underviser jeg selv i dansk i folkeskolen. Lige da jeg startede, var der en klasse, som alle havde opgivet. Til den første forældresamtale sagde jeg til forældrene ’Hvis I tror, at jeres børn får en uddannelse efter 9. klasse, så tror i fejl. Jeres børn skal tage sig sammen, ellers får de intet’. Min kollega fortalte bagefter, at de danske lærere krummede tæer og var bange for, hvad resultatet blev. Men det blev rigtig godt. Jeg var så konkret, jeg sagde det åbenlyst, at deres barns niveau var sådan og sådan. Efter det kom forældrene til alle forældresamtaler og vi havde nogle gode samtaler. Jeg synes bare, at det var succes i helheden, det var virkelig en succes, næsten alle de børn har fået en uddannelse i dag.

1.5.6 Praktiske fag og ligestilling

Fag som hjemkundskab, sløjd og håndarbejde kan være fag, hvor man arbejder med ligestilling på forskellige måder:

Folkeskoleleder

Vi har meget fokus på ligestilling, og vi prøver at arbejde med det på mange leder og kanter. Det vi gør konkret, det er for eksempel at vi taler om det til forældremøderne. Når vi har forældrene samlet har vi de ting oppe, og viser videoer af børnene, som har hjemkundskab for eksempel, for nu at tage noget meget praktisk. Og hvor kvinderne fniser meget, når de ser deres drenge tørre komfuret af, vaske gulv og stå ved opvasken og den slags. Der er vi jo inde på noget, som er nogle ganske almindelige familiemønstre, at drengene ikke hjælper med det huslige hjemme. Der arbejder vi med at gøre drengene glade for hjemkundskab, og så søger vi at bearbejde forældrene. Så når mødrene sidder og fniser, så tager jeg det op og siger ’ja, I griner, fordi I ser Xxxxxx tørre komfuret af, men det skal han, for det skal man i Danmark, og det skal I også vænne ham til derhjemme, det er ikke kun mor, der skal ordne køkkenet, det skal han være med til. Så arbejder vi med det ved at have delehold i for eksempel sløjd og håndarbejde. Der kører vi det kønsopdelt, og det gør vi lidt med vilje for at give pigerne plads til at folde sig mere ud, og for at give drengene plads til ikke at skulle spille Xxxx Xxxxx overfor pigerne hele tiden. Det har vi faktisk stor succes med. Og det morsomme er at et fag som håndarbejde, drengene elsker det. De elsker at sidde og brodere, det gør de i 4. klasse, jeg har lige været nede og se det, de er vildt optagede af det og vil så

gerne lave det pænt. De synes, det er rigtig sjovt. Der vil jeg sige, at skolen jo lige præcis er et sted som giver gode rammer for at tage fat på en bearbejdning af de stive kønsroller. Jeg siger ikke, det er en let opgave, og jeg siger heller ikke, det altid lykkes. Men vi arbejder meget med det. Og så har vi nogle dygtige lærere der er uddannede omkring det her.

”…skolen er jo lige præcis et sted, som giver gode rammer for at tage fat på en bearbejdning af de stive kønsroller.”

1.5.7 Seksualundervisning

I forhold til seksualundervisning har en folkeskolelærer følgende erfaring:

Der har vi jo haft forældre, der ikke ville have at deres piger skal have seksualoplysning. Men det er en dansk folkeskole, og det er en del af et fag og derfor skal vi også have det. Men i modsætning til etnisk danske børn, hvor man tit går ind og siger, at vi tager en instruktør udefra til at komme og fortælle om det her, så var det helt afgørende for de her piger, at det var den klasselærer de var allermest tryg ved. Vi kørte det faktisk kønsopdelt. Men mit indtryk har været, at de klasselærere vi havde, har været rigtig gode til at håndtere de her snakke med pigerne. Pigerne, som de siger, de er måske endnu mere nysgerrige end etnisk danske piger, fordi for dem er det et så forbudt og lukket land. Så der kom mange spørgsmål, for hvor skulle de ellers få svar på dem. Men jeg synes generelt, at det er et svært område, også fra at pigerne er helt små, hvordan vi skal takle det, fordi de ikke har den naturlighed til deres egen krop, som vores børn er opdraget med. Vi oplever piger, der slet ikke har kontakt til deres egen krop, fordi man ikke er vant til at være nøgen. Og vi ser i stigende grad overvægtige etniske piger og så bliver det endnu sværere

Seksualundervisning kan også give konflikter, ikke bare mellem elev og skole, men også internt i muslimske familier:

Konvertit, med tørklæde

Jeg tror en af de største konflikter, min mand og jeg havde omkring vores teenagebørns skolegang, det handlede om seksualundervisning. Selvfølgelig skulle vores børn have seksualundervisning. Jeg har oplevet arabiske kvinder i min omgangskreds, som er blevet gift, men som ikke er blevet gravide. De aner ikke hvordan pokker man gør. Jeg har måttet sidde og lære dem at tælle, ’hvornår var det lige du fik menstruation, så er det de og de dage.” De aner intet, de tror at ”det sker bare”. Jeg tror også det er derfor mændene flipper sådan ud med beskyttelse af pigerne og alt det der, for de tror simpelthen at pigerne kan blive gravide på tre sekunder, hele måneden igennem.

Her er FN’s Kvindekonvention på den muslimske mors side, da den stipulerer, at piger

skal sikres ”adgang til særlig vejledning om, hvordan familiens sundhed og og trivsel sikres, herunder oplysning og rådgivning om familie- planlægning.”

Kapitel III

Artikel 10

h) adgang til særlig vejledning om, hvordan familiens sundhed og og trivsel sikres, herunder oplysning og rådgivning om familie-planlægning.

1.5.8 Biologi

I biologiundervisningen kan også evolutionsteori være et minefelt for den troende, ikke kun for eleverne, men også for underviseren:

Folkeskolelærer, med tørklæde

Mit forhold til eleverne og forældrene er baseret på tillid. Der er ikke nogen, der er bange for mig – selv om jeg underviser i fysik (griner). Nu underviser jeg også i biologi. Der kan man spørge, om forældrene vil være bange for at jeg lægger mit eget syn på det, i undervisningen, i forhold til evolution og sådan? Men nej, når jeg underviser i Xxxxxx, så er det videnskab. Når jeg tænker skabelseshistorie, som privatperson, så er det ud fra religion, så er det selvfølgelig i forhold til guds magt, men jeg er ikke kommet så langt, at jeg har sat dem op imod hinanden. Jeg skelner meget skarpt i min tænkning, jeg har ikke problematiseret det. Det er Xxxxxxx arbejde og hans overbevisning, det skal jeg vide noget om. På den anden side har man den anden holdning, privat. Han skal have lige så meget lov til have sin egen holdning og teori, som vi andre.

Også på gymnasiet kan nogle meget troende muslimer være tøvende overfor biologiundervisningen. Til gengæld mener en gymnasielærer ikke, de muslimske piger er kropsforskrækkede som sådan:

Studievejleder, ikke muslim

Det sjove er, at den muslimske kropskultur er meget mere konkret. Det der er tabubelagt er det sociale. Hvis du hører muslimer tale sammen om sex og krop osv. så kan de tale meget mere åbent end man vil i en dansk sammenhæng. Men det er når du gør det med de forkerte, at du gør det galt.

1.5.9 Historie

Ifølge en studievejleder har der for nogle ganske enkelte elever været vanskeligheder med at acceptere specifikke temaer:

Vi har måske oplevet en enkelt elev eller to, som udvandrer fra historieundervisningen, fordi de ikke tror på holocaust, for eksempel. Det er nogle meget få tilfælde.

1.5.10 Religionsundervisning

Religionsundervisningen fremhæves hyppigt, når det diskuteres, hvilke fag, der kan give vanskeligheder for nogle af de muslimske elever. En studievejleder fra et gymnasium fortæller: ”Jeg ved, at der nogen gange er nogle ret heftige diskussioner i religionstimerne.” At det ikke kun hænder på gymnasiet, uddybes af en religionsunderviser fra VUC:

Nogle muslimske studerende har en meget apologetisk holdning til islam, hvilket betyder, at de har svært ved at begribe en religionshistorisk tilgang til faget. Til eksamen klarer de sig typisk dårligt netop i islam, men bedre i andre religioner. Nogle er direkte missionerende (i pauserne), men det er meget sjældent piger. Enkelte muslimer er i stand til at tilegne sig den abstrakte tilgang til fænomenet religion, som forventes, og når det er tilfældet, er det næsten altid piger. Vi og mange religions-kolleger kan fortælle om timer, der er gået med diskussioner af islams gyldighed/sandhed i forhold til fx kristendom. Her er det en pædagogisk udfordring at fastholde læreplanernes krav om at behandle religionerne ”på et religionsvidenskabeligt grundlag ud fra et åbent og neutralt synspunkt”. Trods en dansk folkeskolebaggrund har rigtig mange svært ved at forholde sig til religion som et fænomen, der kan beskrives og analyseres. Og som i øvrigt ikke er en absolut størrelse, men eksisterer i mange varianter – geografisk og historisk. Typiske indvendinger mod lærebogens generelle oplysninger er ’min far siger, at Xxxxxxx siger..’ eller ’min onkel siger, at det ikke er islam at gøre sådan og sådan…’.

Det kan her være interessant at samstille underviserens udsagn med en muslimsk piges oplevelse af en religionstime. Hun peger på ikke-muslimers mangel på respekt for islam som generende og har så følgende dialog med intervieweren:.

I.: Respekt, det er jo et meget bredt begreb. Kan du give et dagligdags eksempel på det?

R.: For eksempel har vi om islam i religionsundervisningen nu, og når vi snakker om kvinders forhold i islam, så kommer nogen med respektløse spørgsmål. Om kvinder kommer i himlen, for eksempel. Så man gør grin med selve religionen, det synes jeg ikke er fair. Det er det, jeg mener med, at man skal respektere hinandens religion, og ikke sige sådan nogle ting.

I.: Hvad svarede du så, da nogen sagde sådan?

R.: Vi snakkede hele timen om kvinders forhold i islam. Vi har taget citater fra Koranen om kvinder, og der har vi også forklaret dem, hvad det betyder, og så kommer han med sådan noget. Islam respekterer både kvinder og mænd på samme tid. Islam går meget på at kvinder skal have det godt og ikke skal voldtages, for eksempel. Men jeg synes der er mange ikke-muslimer, der ikke forstår det, de tror kvinder er undertrykt i islam. Men jeg er selv kvinde, og jeg er ikke undertrykt, det synes jeg ikke selv.

Denne samstilling af synspunkter kan være med til at klargøre positionerne, og hvor den enkelte taler fra. Læreren taler fra et religionsvidenskabeligt synspunkt og ser det som sin pligt at respektere læseplanerne og videreformidle den tilgang til eleverne. Den muslimske pige taler fra den troendes synspunkt og ser det som sin pligt at beskytte islam mod kritik.

Den muslimske pige læser slet ikke ind i sin fortælling, at hun af andre kan blive oplevet som apologetisk, og dermed faktisk kan svække sig selv til eksamen. Som ovenfor demonstreret består de tosprogedes vanskeligheder for manges vedkommende i problemstillinger, der har med kulturel forforståelse eller gymnasiefremmed baggrund at gøre. Disse problemstillinger bør altså behandles i et studie af sådanne problemstillinger, på tværs af religion og etnicitet. Det eneste specifikke i forhold til muslimske elever, et tema som studievejledere samstemmende har nævnt, er nogle muslimers vanskeligheder med at acceptere en religionsvidenskabelig tilgang til islam i religionstimerne – dette bunder ikke som sådan i tosproget baggrund, da også konvertitter af og til markerer sig på dette felt. Samtidig gør man også på de enkelte institutioner meget ud af at forsøge at vende eventuelt konfliktmateriale til noget positivt:

Studievejleder, gymnasium

Der synes jeg jo, at religionsundervisningen er et sted, man kan lave inkluderende undervisning som virker, fordi eleverne rent faktisk kan få nogle informationer, som de ellers kun vil kunne læse sig til i en bog. Det er jo det, jeg synes kan være styrken ved at have så mange med anden etnisk baggrund. Hvis man er lidt åben for det og prøver at arbejde med det, så kan man i nogen fag lave inkluderende undervisning. Så kan man faktisk få nogle perspektiver på, som man ellers ikke kunne få på. Det synes jeg er rigtig sundt. Det, der også skaber dialog, det er hvis vi kommer til at snakke om et eller andet specielt arrangement, hvor man ser tingene helt forskelligt. Og der synes jeg egentlig at vores elever, at de er åbne og interesserede, de er ikke fordømmende. De vil gerne vide noget, de er nysgerrige.

Studievejleder, VUC

Det kan også være vellykket i forbindelse med en tekstgennemgang at stille dem spørgsmål om fx deres praktisering af islam, Nogle vil gerne fortælle om fx deres måde at gennemføre ramadanen på, hvis nu teksten handler om det. At inddrage de muslimske kursisters erfaringer med tro og praksis er altid en god ide, fordi det gør lærebogsstoffet mere levende. Men det fungerer kun, hvis den pågældende muslim er med på, at hun repræsenterer en bestemt udgave af islam og ikke taler på ”ISLAM”s vegne. Som nævnt er det ikke alle, der accepterer dette udgangspunkt. Og så sker der typisk det, at der i klassen blandt ikke-muslimerne opstår en vis usikkerhed: Er det nu bogen/læreren, der har ret, eller skulle man mon hellere lytte til den ”ægte” vare, den tilstedeværende muslim? I en sådan situation kan der ske det heldige, at to muslimer siger noget forskelligt om fx praksis i forbindelse med bøn eller faste, og så er det jo demonstreret, at islam ikke er et absolut fænomen.

1.5.11 Billedkunst

Ud fra ovennævnte kan man let skabe sig et generaliserende billede af religiøst betonede konflikter i undervisningssektoren. Det hører dog med til billedet, at mange også går rimeligt problemfrit på kompromis med eventuelle religiøse forestillinger eller påbud. En gymnasielærer giver et eksempel fra undervisning i billedkunst:

Vi har rigtig mange forskellige elever, fra forskellige lande, det er ikke noget, der er problematisk i min hverdag. Jeg kan jo godt finde på at undervise i croquis med nøgenmodel, og der har vi så diskuteret, om det er et problem, for jeg underviser jo som jeg gør, og så siger de bare ”så siger vi det ikke derhjemme, der er så meget vi ikke siger.”

1.6 Hvordan opbygges de sociale netværk?

1.6.1 Netværks betydning for integration

Netværk er vigtige for fremtidens ligestilling på arbejdsmarkedet, og manges netværk opbygges under uddannelsen. Spørgsmålet er så, om det lykkes de muslimske gymnasiepiger at opbygge de netværk på gymnasiet, som kan give dem en bred platform for integration i det danske samfund fremover. Flere vejledere og rådgiver er opmærksomme på udfordringen:

Ressourceperson

I: Når jeg ser sådan en gruppe piger i klasserne, så er der jo ikke nær den tradition for, at man er veninder f.eks. Den relation pigerne har med andre mennesker ligger indenfor familien eller storfamilien, hvis det går højt, fætre og kusiner. Jeg kan jo også mærke, at pigerne føler sig meget trygge ved den her storfamilie. Det er det eneste sted de dybest set føler sig trygge, men de har jo for pokker ikke prøvet andet.

Muslimsk ressourceperson

Ret tit, så har de ikke et særlig stort netværk. Det er i hvert fald det, vi er blevet meget opmærksomme på her på det seneste – at de tager en høj uddannelse, men mangler det danske netværk. De har det samme netværk hele tiden, enten familien eller de nærmeste venner eller dem, man studere med, der tænker ligesom en selv. Så det bliver et meget lille snævert netværk, sådan et, man egentlig ikke kan bruge til noget. Så det er måske også med til, at de ikke kommer videre. Nogen af dem er mønsterbrydere også, som klarer det godt. Og så er der de her kliker som støtter hinanden, jeg vil kalde dem kliker, tæt på sekt nærmest. Men de er der jo også til at støtte hinanden, hvis der er en, der er god til noget, så støtter de hinanden, og det er jo dejligt at have sådan et beskyttet netværk. Men så giver du afkald på andre netværk, som du så skal bruge senere hen.

Men hvad siger pigerne selv?

1.6.2 Gymnasiepigernes netværk

Selv om mange af gymnasiepigerne har eller har haft danske veninder, lader det dog til, at de tætteste venskaber fortrinsvis knyttes mellem piger fra samme etniske gruppe:

Tyrker, uden tørklæde

I Folkeskolen havde jeg kun danske venner. På gymnasiet blev det kun tyrkere. Mine pigeveninder, de er alle sammen tyrkere og så er der nogen somaliere…Generelt så er mine drengevenner danskere. De er lidt søde at snakke med. Når man snakker med en tyrkisk dreng,… uha, så er der noget mellem jer, så sker der noget… rygter skabes meget nemt. Men når det er danskere, så siger folk ikke noget ’De er bare venner’. Og det er vi.

Tyrker, uden tørklæde

Jeg har blandet både danskere og tyrkere og somaliere, fra alle mulige kulturer. Men dem jeg sådan er mest sammen med er nok udlændingene. Det er nok mine nærmeste veninder. Jeg har også rigtig søde danske veninder og dem kan jeg også sagtens fortælle alt muligt, men de forstår ikke én på samme måde, som hvis jeg gik over og fortalte det til min veninder der var af samme religion som mig. En dansker vil jo aldrig kunne forstå, hvorfor vi ikke må drikke eller tage til fester eller have kærester eller gå i seng før ægteskab. Det er svært at sætte sig ind i, så det er meget nemmere for os, at gå over til en som vi kender og ved hvilken baggrund hun har eller han har og fortælle det til den person.

Palæstinenser, med tørklæde

Det er meget blandet, danske, arabiske. De tætteste veninder vil jeg nok sige er arabiske.

Somalier, med tørklæde

Det er en blanding. Min bedste ven er en somalisk dreng, desuden så har jeg to afghanske veninder, som jeg er tæt med, og så har jeg en somalisk veninde, som jeg er tæt med. De to somaliere i mit liv, dem har jeg kendt siden jeg kom til Danmark, de har altid været der. Jeg har nogle danske veninder, jeg er så småt begyndt at få danske veninder, efter jeg er kommet på gymnasiet. Men før det gik jeg på en skole med masser af udlændinge så der var ikke rigtig den der kontakt.

Somalier, med tørklæde

R: Når man nu bor i vores område, så kan man ikke have så mange andre venner, end dem med egen baggrund. Men vi har også boet i Jylland, og der havde jeg kun danske venner, jeg havde slet ikke nogen udenlandske venner overhovedet, for vi var de eneste i nabolaget med anden etnisk baggrund. Men nu hvor jeg bor her, så har jeg næsten kun venner af samme baggrund.

I: Er det et bevidst valg, eller er det bare sådan det er blevet?

R: Sådan er det blevet. Generelt i de store byer er man meget adskilt, danskere for sig, arabere for sig, somaliere for sig. Men sådan er det ikke i mindre byer, for der er ikke så mange af slagsen, så man bliver nødt til at være sammen med dem, der er flest af. Sådan tror jeg stadigvæk at det er.

I: Er der noget du synes er positivt eller negativt i de forskellige situationer?

R: Fordelen er at jeg bedre kan forstå dem med samme baggrund som mig selv. Dem kan jeg bedre forstå og være lidt mere mig selv end jeg er når jeg f.eks. er sammen med danskere. Danskere der skal jeg frem med en anden facade for at kunne tilpasse mig, hvordan de snakker og hvordan de morer sig og deres humor. Men når jeg er sammen med arabere, så er det måske lidt mere neutralt. Nogen ting har vi til fælles, andre har vi ikke, så det er sådan lidt en midterlinje.

I: Hvad er det I har til fælles blandt somaliere, som I ikke ville have til fælles, hvis det var arabere?

R: Vores sprog for det første, vores påklædning, vores humor og alle de ting…Der er mange ting vi har til fælles og mange ting vi snakker om i hverdagen. Xxxxx har vi de samme venner. Hvis jeg tilfældigvis snakker med en somalisk pige fra København, så er jeg sikker på, at vi har mange fælles venner, selv om jeg ikke kender hende, fordi alle kender alle. De unge gør i hvert fald.

I: Så dine allernærmeste venner er det somaliere eller er det også arabere?

R: Det er udelukkende somaliere. Jeg har nogle arabiske veninder, men det er kun nogen jeg er sammen med, hvis vi skal ud i byen og vi skal ud og spise. Men man kommer ikke helt tæt på hinanden. Som jeg gør med mine somaliske veninder f.eks.

1.6.3 Etniske opdelinger

Flere af informanterne bekræfter, at de etniske skillelinjer i de store byer ikke kun går mellem nydanskere og gammeldanskere, men også mellem de forskellige grupper af nydanskere. For eksempel nævner en muslimsk ressourceperson:

Det er delt op i legepladser. Nogle af dem står somaliere for, andre araberne. De leger ikke sammen. Så er der forskellige drengegrupper, som består udelukkende af arabere, men hvor de danner hver sin klike og hvor de går direkte efter hinanden. Er der nu én fra den ene gruppe som bliver udsat for vold eller nedgjort på en eller anden måde, så har hans gruppe pligt til at hævne ham. Så starter balladen.

Ifølge en folkeskoleleder kan konflikter mellem arabiske klaner også forplante sig til skolegården:

Nogle af pigerne føler sig klemt blandt familierne på skolen. Vi kan nogle gange opleve nogle drabelige kampe mellem pigerne, det er med håret rykket af, fordi det pludselig har noget med ære og familie at gøre. Jo mere udsat en familie man kommer fra, jo mere klemt bliver man efterhånden som man bliver ældre.

En af ressourcepersonerne opridser den udvikling, der har været med til at skabe de skel:

Da vi kom til Danmark i 1976, der fik vi besøg af danske familier. Der havde min mor danske bekendte. Godt nok var det min far, der skulle tolke, men det var fint nok. Gensidige fordomme var der ikke noget af på det tidspunkt. Der var man meget interesseret i hinandens kulturer og i hinandens tanker. Der var det nyt og spændende og der var heller ikke så mange indvandrere. Så der kunne de ikke danne deres egne grupper, de var nødt til at være sammen med danskere også. Jeg kan slet ikke huske, at vi havde vanskeligheder med at lære sproget, overhovedet ikke. Jeg blev overhovedet ikke mobbet. Det var virkelig en dans på røde roser. Så begynder der jo at komme flere familier herop, så danner de deres egne grupper og deres eget fællesskab. Ham jeg blev gift

med kom xxxxx som politisk flygtning. Så kom han automatisk ind i det kurdiske miljø, og så kom der alt det politiske ind i det, hvor man ikke rigtig kunne lide tyrkere. Pludselig blev jeg revet ud af det tyrkiske fællesskab, for førhen var jeg jo kun sammen med tyrkere. Vi havde gået i tyrkisk skole sammen og vi havde gået i folkeskole sammen. Det var ikke fordi det vrimlede med kurdere. Lige pludselig kom der flere kurdere herop, og der kom det skel mellem tyrkere og kurdere.

To studievejledere ser dog også en udvikling i den anden retning: Vejleder, gymnasium

I: Når vi har vores indslusningssamtaler i 1.g. så spørger vi dem, hvor de kommer fra, vi spørger om de taler et andet sprog derhjemme end dansk. Der er mange af dem, der pointerer at de er kurdere, men så når jeg spørger til ’Er det noget du tænker på, når du går sammen med andre her på skolen’, ’Nej nej, det er jeg bare, jeg er ikke tyrker, jeg er kurder’. Men det er ikke sådan, at han eller hun så ser ned på de andre tyrkere, der er her, så langt er man dog kommet…Børnene hvert fald. Jeg tror sagtens, at man kan finde forældre, der ikke er sammen med familier, som er kurdere eller tyrkere. Det tror jeg sagtens.

Vejleder, Teknisk Skole

I: Jeg synes nu også, at der er sket meget i de år, jeg har været her, det synes jeg virkelig. De er langt mindre fordomsfulde.

Det ændrer dog ikke ved, at befolkningssammensætningen i et givent boligområde eller på uddannelsesinstitutionerne spiller en rolle for, hvordan de sociale netværk opbygges. Det er for tidligt at sige, hvorvidt de tendenser, som opridses af pigerne, vil være hæmmende eller fremmende for integrationen, men det er nok nødvendigt netop at lægge diskussionen over til pigerne selv. Det vigtigste er, at de er bevidste om de fordele og ulemper, som kan opstå ved for eksempel at privilegere netværk inden for ens egen etniske og religiøse gruppe.

1.6.4 Fordele og ulemper ved koncentration af tosprogede

I forbindelse med ovenstående diskuteres det ofte, om man skal opmuntre spredning af elever til flere skoler for at fremme elevernes danskkundskaber og for at give dem et bedre socialt netværk uden for de tosprogede miljøer. Kommentarerne fra respondenterne i denne undersøgelse går i lidt forskellig retning, alt efter hvem man spørger:

Vejleder, gymnasium

Vi må erkende, at når halvdelen af eleverne i en klasse har anden etnisk baggrund, så er det meget anderledes. De klasser er svære at få til at fungere socialt. Jeg synes, at tæt på en fjerdedel af eleverne med anden etnisk baggrund, så skal man ikke meget højere op.

Forslag ”jeg synes, at tæt på en fjerdedel af eleverne med anden etnisk baggrund, så skal man ikke meget højere op.”

En mor til en teenagedatter synes tværtimod godt om, at mange tosprogede samles på samme uddannelsesinstitution:

Tyrker, med tørklæde

I: Det gymnasium min datter kom på, med pakistanske, arabiske og andre forskellige nationaliteter, der oplevede hun en meget meget varm vennekreds. En ubeskrivelig varm vennekreds, hvor hun oplevede det at være tyrker på en positiv måde. Det gav hende sådan en stærk personlighed til sidst, hvor hun var stolt over det hun var. Hun sagde, at de viser følelserne på en helt anden måde. Det havde hun aldrig oplevet, for vi bor et sted, hvor der ikke er nogen etniske minoriteter og hun har gået i folkeskolen, hvor der ikke har været nogen etniske minoriteter. Så hun oplevede det at være tyrker som noget positivt, da hun kom på gymnasiet. Hun var rigtig stolt af at være tyrker og rigtig stolt af at være muslim. Det, at hun kom til et gymnasium, hvor alle piger havde det, som hun havde det, det gav hende ro. På et mere ’dansk’ gymnasium ville hun hele tiden skulle have stået overfor svære valg og sige ’Jeg gør ikke det og det, fordi mine værdier er sådan og sådan’. Men på gymnasiet var det så naturligt. Hendes værdier var alles værdier og hun skulle ikke hele tiden forklare sig.

”Hun var rigtig stolt af at være tyrker og rigtig stolt af at være muslim. Det, at hun kom til et gymnasium, hvor alle piger havde det, som hun havde det, det gav hende ro."

En folkeskoleleder er kritisk over for spredningen af tosprogede elever, som den fungerer nu:

Spredning af eleverne er ikke nødvendigvis fremmende for integrationen. For eksempel har jeg set, at nogle skoler, som ikke er så vant til at have tosprogede elever, opstiller særregler for dem. Jeg hader at kritisere andre, men når man på andre skoler i en god mening laver særregler for og hensyn til muslimer, så er det ikke befordrende for integrationen. Jeg tænker, at hvis det er på den måde spredningen af børnene kommer til at foregå på, så har vi kun set en flig af det her problem. Hvis det er sådan, at vi har fem tosprogede børn i hver klasse, der lever parallelle liv i de her klasser, så er der jo heller ikke tale om integration. Først må pigerne ikke må bade sammen med de andre, så må de godt blive hjemme fra lejrskolen osv.. Det er helt galt. Noget af det man skal ind og

lave på det professionelle plan, det er vidensdeling og mange flere kompetencer og bedre indsigt i de her familier, for at forstå dem. Det kan man nemmere have uddannet personaler til på få skoler, end på 50 skoler.

En anden folkeskoleleder mener dog, det er nødvendigt med spredning af børnene, under visse forudsætninger:

Vi har næsten 80 % børn med anden etnisk baggrund. Vi burde jo ikke have mere end 50 %. Det ved man fra undersøgelser, op til 50 % er der ikke tab af faglighed, heller ikke for de danske børn. Men over 50 % kan der altså være tab af faglighed. I min verden vil jeg da gerne gøre noget for at få flere danske elever ind, så vi får en sundere balance, det vil være godt for alle børn, både i normdannelse og i faglighed. Jeg mener det er udmærket at lave sprogtest og så sige, at dem der under det og det niveau, de har ikke frit skolevalg, de skal sendes til skoler med flere danskere, så deres danske sprog bliver stimuleret. Det ville løfte hele området. Og det er ikke kun det faglige, jeg taler om, det er også afsmitning af de kulturelle normer, herunder kvindesyn og ligestilling. Den problematik vil blive meget mere jævnet ud hvis man kommer ud over det med ghetto-skoler. Men jeg kan da godt være bekymret for, hvordan nogle af de andre skoler vil modtage mine elever, for de er ikke klædt på til opgaven. Det jeg er bange for, det er om de bliver alt for halalhippie-agtige, bliver alt for” åh pas på, hun er også muslim, vi skal lave noget særligt omkring hende.” Det går bare ikke. De skal altså bade efter 3. klasse, sådan er det bare. Vi går i dialog med forældrene, vi går i clinch med forældrene, vi respekterer dem, men det her er altså en dansk folkeskole. Og sådan kører vi derudaf, ikke spor berøringsangste, og får på den måde gjort børnene klar til en virkelighed, hvor de ikke kan stille særlige krav. Og alt det med at lave bederum og jeg ved ikke hvad, selvfølgelig skal vi ikke det, så skal vi også have små kirker og katolske ting og sager og et tempel i hjørnet, det er jo helt hen i hegnet. Jeg håber, vi er kommet dertil, hvor man har set i øjnene at børn er børn, nogle har mørkt hår, nogen har ikke, nogen er muslimer, nogen er ikke, nogen er kulturelle muslimer dvs. de er ikke mere muslimer end jeg er kristen. Noget tyder på, at vi er ved at være nået den lange vej, hvor det nu står klart, at vi må stille tydelige og enslydende krav til vores børn, hvis vi vil dem noget godt. Så længe vi gør det, så tror jeg på at det med at flytte børnene kan være godt for alle parter. Og fra et samfundsmæssigt synspunkt er det nødvendigt.

”…Vi må stille tydelige og enslydende krav til vores børn, hvis vi vil dem noget godt.”

1.7 Overordnede løsninger

Fra et mere overordnet synspunkt har flere interviewede vejledere forslag til, hvordan man kan bedre de unge piger og kvinders muligheder i uddannelsessystemet. En folkeskolelærer lægger vægt på aktiviteter på skolen efter skoletid:

Noget vi også har oplevet, nogen rørende, er måden pigerne i højere grad knytter sig til skolen. Det var helt klart, at skolen var et fristed for pigerne. Vi har oplevet piger, der kommer ned på kontoret og spørger om der er noget, de kan hjælpe med, så de kan slippe for at komme hjem. Vi har haft bogsættere på vores bibliotek, hvor der var en venteliste af piger, der gerne ville det, for så havde de mulighed for at fjumre og snakke med hinanden. Alt, der kunne foregå i skoleregi, det havde pigerne som primus motor, for det var deres eneste chance for at være væk hjemmefra. Eller de meget udsatte piger, der er det jo ikke ualmindeligt at de tager en alt for stor tørn i forhold til det de skal hjælpe til med derhjemme. Selvfølgelig skal de hjælpe til de unge mennesker, men det var for meget, hvor det var noget med at aflevere små børn i vuggestuen om morgenen fast. Sørge for mad og sørge for alt for meget, når man kun er 12 eller 13 år.

En gymnasielærer fortæller om et lignende fænomen, hvor lektiecaféer udgør et fristed for pigerne, samt en mulighed for at blive færdig med lektierne og få faglig støtte. Studievejlederne lægger generelt vægt på, at man finder aktiviteter, som alle kan få glæde af, og som ikke skiller de tosprogede ud som en særlig gruppe. Lektiecaféer kan for eksempel i lige så høj grad gavne etnisk danske elever med en gymnasiefremmed baggrund. Netop for ikke at skille nogen elever ud fra andre, er der også generel skepsis imod særregler. En tyrker med rådgivende funktion formulerer det yderst klart:

Man nødt til at stå fast og sige; at det er sådan her, vi gør det. Det er sådan vores børn har gymnastiktimer og det er på den her måde, vi har svømning. Tænk ellers på det signal, man sender til de muslimske piger. Skal de forvente resten af deres liv at hele samfundet skal indstille sig efter dem? Det er jeg imod, at man sender sådan et signal. Jeg har ikke noget imod islam, jeg har ikke noget imod religiøse mennesker. Der skal være plads til det. Det er meget individuelt, men i det øjeblik en hel klasse skal indstille sig på, at nogle piger er anderledes og det skal de acceptere, det synes jeg er meget forkert. Jeg er imod alt, hvad der skiller børn ad og jeg synes selvfølgelig, at det er sørgeligt, at det finder sted, det er jo også et meget forkert signal at sende fra skolen.

En folkeskolelærer argumenterer på samme måde

Jeg har stort set ikke haft en eneste udfordring på den her skole, hvor der er 80 procent muslimske børn. Det tror jeg er fordi, vi meget klart har meldt ud hvad vi forventer. Jeg synes faktisk, at det er lidt undergravende for os andre, når nogen skoler går ind og opstiller særregler. Det er fuldstændigt misforstået. Det har ikke noget at gøre med, at vi skal tvinge børnene, det handler om at vi skal komme i dialog med de her forældre, så de kan forstå, hvorfor vi har de her forventninger og krav. Jeg havde lige en samtale med en mor, omkring kristendomsundervisning. Vi fik snakket om, hvad det i virkeligheden handlede om. Hun var bange for, at vi stod og forkyndte. Så fik vi snakket om, at det handler det slet ikke om, og så var det ikke noget problem.

Ligeledes er der heller ikke opbakning til at samarbejde med religiøse autoriteter:

Jeg tror gerne, at imamerne vil have det til at lyde, som om de har mere indflydelse end de egentlig har. Nogen gange har vi besøg på skolen, men det er som forældre og ikke som imam. Jeg har bevidst undgået at have noget der minder om et samarbejde med imamerne. Det er heller ikke mit indtryk, at de fylder så meget egentlig. Der hvor de fylder, det er jo for mændene og man kan så sige, at mændene gennemsyrer familierne, men det er ikke mit indtryk med pigerne. Faktisk er det

meget mere læreren, de tager fat i, især hvis det er en kvindelig lærer. Det kan være i forhold til spørgsmål som ’Jeg er bange for at min far er ved at finde en kæreste til mig’, ’Jeg er ked af det fordi jeg ikke må læse videre på teknisk skole’, ’jeg har set den her søde fyr’, osv. Det er de her ting, hvor de ikke ved hvor de skal snakke med nogen om det. Så tænker de, hvis de har et godt forhold til læreren ’Hun er min fortrolige’. Der er der jo flere af lærerne, der kommer til mig, fordi de har svært ved hvad de skal gøre med den viden de nu har fået. I meget grove tilfælde er det ’Far slår’ eller ’far misbruger’. Jeg har sendt flere afsted på børnehjem. For hvis jeg får sådan noget at vide, så har jeg pligt til at handle. Men jeg er ikke sikker på, at jeg løser noget ved det…. Jeg har oplevet flere sager, hvor pigerne skulle ind og vidne, hvor det ender med at pigerne frafalder. Fordi de ikke kan magte det her med, at de bliver udstødt af familien eller kommer til at stå udenfor den her verden. Men i hvert fald, i betragtning af at vi har over 80 % muslimske børn, så må jeg sige at religionen fylder utrolig lidt i vores hverdag. Jeg tror, det er fordi, vi vælger at sige, at det ikke skal fylde. Det er igen det her med klare og tydelige signaler. Vi vælger også at sige, at vi naturligvis respekterer at nogen har en anden religion, vi har religionsfrihed i Danmark, men igen giver vi ikke køb på de grundlæggende universelle idéer.

En ressourceperson advarer ligeledes mod missionerende lærere:

Jeg har arbejdet på en skole, hvor jeg tilbragte megen tid i en børnehaveklasse med mange arabiske børn. Der havde man også ansat arabiske sprogpædagoger. Der er især en af dem, som altså har forskrækket mig ganske meget. Hun gik selv med tørklæde, og hun påvirkede i den grad børnene, når hun kunne slippe af sted med det. Selv om hun har levet i tyve år i Danmark, så videreførte hun overfor børnene de autoritære læringsmønstre, som hun har med i sin bagage. Alle de andre pædagoger var jo så glade, for nu fik vi nogen med anden etnisk baggrund, med tørklæde, som kan være sammen med de her unger. Det er også fint nok, men hvis man så får nogen, som bruger det til at missionere, og som udvælger små yndlingspiger og kun vil snakke med dem og kun vil være omkring dem, og hele tiden fortæller dem hvad det er at være god muslim, og giver dem bonus, selv i form af bolsjer, også for at få dem til at tage tørklæde på, ’nu er du en dygtig pige’ og den slags, det synes jeg er uhyggeligt. Hun var ikke den eneste, men hun var specielt streng. Hun fik lov til at gå meget længere, end jeg syntes var rimeligt. Og problemet er jo, at hun kunne gøre det på arabisk, og det var der ikke andre end mig der kunne forstå. Selvfølgelig skal vi have tosprogede lærere, men man skal altså vælge sine folk med omhu. Ellers fremmer man jo nogle kulturelle og religiøse mønstre, som er helt uforsvarlige. Man skal se meget nøje på hvem man sætter ind i læringsfunktionerne. Det er så små ting, der skal til, så små signaler, og børnene fanger dem lige med det samme.

At undervisningsinstitutionerne bør have et klart ståsted i et grundlæggende værdisæt understreges af flere respondenter:

Folkeskolelærer

Vi skal huske på som skole, at vi ikke skal gøre det til et generelt problem, at der er fem forældre, der ikke vil lade deres piger deltage. Det vi skal sørge for er, at de fem børn ikke får lavet særregler som f.eks. med svømning, for så kommer de næste fem, og så har jeg måske 10-20 procent af børnene, der ikke deltager. Hvis man sender et klart signal til forældrene om, at ’der er en eneste grund til, at vi er her og det er at hjælpe dig og dit barn’, så oplever jeg faktisk, at vi kan komme rigtig langt med familierne. Samtidig koncentrerer jeg fokus på de universelle værdier, vi bygger den her skole på. Sådan at man aldrig er i tvivl om, at det her ikke er en arabisk skole. Det er en

dansk folkeskole, der har nogle universelle værdier. Det er lige gyldigt om du hedder Mads, Xxxxxx, Xxxxxxx eller Xxxxx - xx skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Piger og drenge er ligestillet. Der hvor forældrene bliver utrygge eller opponerer, det er når vi ikke kommunikerer klart ud, så enkelt kan det faktisk siges. Jo bedre vi er forankret i vores egen værdipraksis, jo færre diskussioner skal vi have med forældrene.

”Jeg koncentrerer fokus på de universelle værdier. Jo bedre vi er forankret i vores egen værdipraksis, jo færre diskussioner skal vi have med forældrene.”

”Piger og drenge er ligestillet.”

Den gennemgående holdning blandt vejlederne har ligeledes været, at det faglige og sociale liv fungerer bedst, når religiøsitet og religiøs praksis nedtones, som to gymnasievejledere fremhæver:

R1: Jeg kan jo bare sige min holdning, og den er, at når man går på gymnasium, så går man der for at få en uddannelse. Det er en verdslig institution, et dansk gymnasium dvs. man er der for at blive uddannet. Så er der nogen, der under ramadanen gerne vil bede, men så må de altså finde et eller andet hjørne. Det kan man jo ikke forbyde dem. Men vi tilbyder ikke faciliteter til religiøs aktivitet. Så kommer der muligvis Indre Mission. Det kan blive ret uoverskueligt, synes jeg.

R2: Vi underviser i religion og der underviser vi i alle forskellige religioner. Men vi er ikke en skole der prædiker religion, vi prædiker heller ikke kristendommen eller buddhisme. Det er den ene begrundelse. Den anden er, at vi har så mange forskellige religioner på den her skole og hvorfor skal islam i højere grad respekteres end buddhisme skal? Mange muslimer bliver stødte over, at vi ikke respekterer deres helligdag og giver dem lovligt fravær. Vi skælder ikke ud, vi fordømmer det ikke, men de får fravær. For ellers ville det jo ikke være til at styre. Skal vi så også til at holde fri når der er kinesisk nytår? Vi følger de danske ferie-og fridage og Danmark er… Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi er et kristent land, men vi følger hvert fald de kristne helligdage. Det er sådan det er. Det er mest praktisk og det andet ville være frygteligt upraktisk. Så skulle man måske hen og have forskellige fridage afhængig af, om man nu havde flest med den ene eller den anden religiøse baggrund. Derfor synes jeg, at det er det mest enkle og mest respektfulde er at sige at de fridage holder vi, fordi det gør man i den danske kultur. Og i øvrigt er den her skole ikke nogen religionsanstalt. Og hvis der kommer en elev og siger ’Jeg vil gerne have lov til at gå ud og bede’, så kunne jeg ikke drømme om at sige ’Det må du ikke’. Men at have et bestemt bederum eller et

bestemt rum, hvor kristne kan sidde og holde bønnemøder, det hører ikke til på en skole efter min opfattelse. Gymnasiet er en uddannelsesinstitution og ikke vækkelsesinstitution.

I stedet for at fokusere på religion foretrækker flere at lægge vægt på humanistiske og kulturbærende fag for at give pigerne et bredere udsyn. En af de humanistiske studerende fremhæver, hvor meget det betød for hendes personlige og intellektuelle udvikling at stifte bekendtskab med fag som ”psykoanalyse og feminisme og oldtidskundskab”. En gymnasielærer fremhæver undervisning i det moderne gennembrud som vigtig for pigernes emancipation:

Noget af det jeg synes er rigtigt spændende, det er når vi i dansk kommer til at snakke om det moderne gennembrud, der sker bare noget oppe i hovedet på de der piger. Det er virkelig interessant. De kan i den grad spejle sig i det der sker, for det er jo sådan set den konflikt de selv står i, for eksempel Dukkehjem. Hele snakken omkring køn og seksualitet, de går måske ikke ind i den, men de spørger og man kan se at det hele kører oppe i hovederne på dem. Der sker rigtig meget igennem de tre år. Hvis de først begynder at tage fat og kan spejle sig i nogle skikkelser i en udvikling, så rykker det altså noget. Plus at de kan sætte ord på det, de godt har kunnet føle. Den der uretfærdighed og det er jo også derfor at mange af dem siger ’Jeg vil ikke giftes, jeg vil først have en uddannelse’. De spejler sig jo også i os, de kvindelige lærere, som er blevet til noget og tør at stå ved det, som fortæller om kvindebevægelser eller hvad det nu kan være. Hvad skete der egentlig i 60’erne? Hvor nogen selv har været med til det. Det tror jeg rodfæster sig i nogen af pigerne.

En tyrkisk kvinde fortæller, hvordan det så ud fra hendes side:

På gymnasiet begyndte bevidstheden om, at det er uretfærdigt, den her forskelsbehandling mellem mænd og kvinde. Et eller andet sted var vi nok rigtig sure på drengene..(griner). De måtte få lov til alt og vi var afskrevet alt. Jeg har en veninde, der er ligesom mig, fra samme gymnasium. Vi følte os forurettet på en eller anden måde. Den eneste måde, den her protest kunne komme ud på var, at vi provokerede kvinderne og de tyrkiske muslimske mænd vi nu kendte. Hvor vi måske sagde nogle ting vi slet ikke mente, bare for at provokere dem. Bare for at fortælle dem, hvor tåbeligt det var, at man kunne leve under det her nærmest slaveriforhold som kvinde. Det var sådan noget med, at vi kunne finde på at kritisere den tyrkiske kultur rigtig meget og nogle sjove vaner, der lå i kulturen. F.eks. når en kvinde skulle hjem sent om aftenen, når mørket havde lagt sig, så kunne man finde på, at lade hende ledsage af en lille gut på 4-5-6 år, en dreng, bare fordi han var en dreng. Så kunne han forsvare hende, hvis der nu skete noget. Sådan noget kunne jeg blive enormt gal over og sige ’Hvad ligner det? Det her er et barn, det her er en voksen og hun skal beskytte ham i tilfælde af at der kommer en voldsmand og ikke omvendt’. At man bare ved at placere en lille penis ved siden af…(griner). Vi var rigtig vrede over det, samtidig med, at vi kunne se det komiske i det, faktisk det tragikomiske. Det er en af de ting, jeg aldrig kunne glemme. Jeg fik nok mine feministiske idéer der.

TEMA 2: ARBEJDE OG KARRIERE

Kapitel III

Artikel 11

1. De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler for at afskaffe diskrimination imod kvinder på arbejdsmarkedet for, på grundlag af ligestilling mellem mænd og kvinder, at sikre de samme rettigheder

a) retten til arbejde som en umistelig ret for alle mennesker

c) retten til frit valg af erhverv og beskæftigelse

2.1 Mønsterbryderne

Ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet er naturligvis en problemstilling, som vedkommer alle danske kvinder, eftersom der på dette punkt ikke er ligestilling i praksis. Spørgsmålet er så, om der som en del af dette billede findes problemstillinger, som er specifikke for nydanske kvinder, eller andre som er specifikke for grupper af muslimske kvinder, hvad enten de er nydanskere eller konvertitter. En gymnasievejleder peger på en problemstilling, som mange nydanskere kan have til fælles med unge med gymnasiefremmed baggrund, nemlig manglende netværk:

Studievejleder, gymnasium

Når man ser på mønsterbrydere, så skal man se 30 år frem i tiden, om det holdt. Fordi man kan godt tage uddannelsen, men hvad så? Deres netværk er stadig skrøbeligt, og man har stadig ikke forældrenes venner til at sørge for, man får det første job. Der kan være mange glaslofter stadigvæk, for at mønsterbryderen er lykkedes med sit projekt. De tosprogede unge kvinder, dygtige og dejlige som de er, de får altså en ensomhed med sig resten af livet, sådan er det bare. Så når man møder en dygtig ung læge med anden etnisk baggrund – dem er der jo mange af på lægestudiet, dem vil vi møde, når vi bliver gamle - så er det, vi bare skal være glade for, hvor dygtig hun er og så rose det.

En ting er altså, om de unge får en uddannelse. Man må også se på, hvorvidt det lykkes dem at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Dette er en gensidig proces, der både handler om, hvorvidt arbejdsgiverne vil have dem, og hvorvidt de selv vil have de jobs, der findes. En muslimsk ressourceperson peger på vigtigheden af rollemodeller:

Folkeskolelærer, med tørklæde

Det jeg håber på, er at eleverne kan se at det er muligt at komme længere op i systemet end bare være på bistand, eller have ufaglært arbejde, at det er værd at forsøge at gøre sig umage, at have mål i sit liv, ikke opgive så nemt og bare sige de ”vil ikke have os alligevel, hvorfor skal jeg så bruge tid på at læse, jeg får alligevel ikke en praktikplads”. Så bare det, at jeg er lærer, deler stilling med mine danske kolleger, at der er plads til mig, det håber jeg eleverne tænker over. At de tænker ”Hvis hun kan undervise i Folkeskolen, selv om hun ikke er født i Danmark, så kan jeg også.” Det er også vigtigt at der nogen med anden etnisk baggrund som journalist og tv-vært, for eksempel. Det at man kan se, at der er nogen som har nået det øverste lag i samfundet, det er meget motiverende, jo flere jo bedre. Så er det dem, der ligesom sætter dagsorden, åbner døre for de kommende generationer, fortæller at det ikke er farligt at være muslim i Danmark alligevel.

2.2 Hvor vigtigt er det for dig at få en karriere?

Ifølge en gymnasiestudievejleder er mange unge muslimske piger motiverede for at komme ud på arbejdsmarkedet

De muslimske piger har jo de samme karrieredrømme som alle andre piger, de stiler faktisk lidt højere nogen gange. Der er ikke nogen af de her tosprogede piger, som ikke regner med, at de ikke skal have et rigtig fedt job. Danske unge er nok mere orienteret imod at gøre noget for deres egen skyld, ”det skal også være fedt for mig, ellers gør jeg det ikke.” Det er mindre udpræget hos de tosprogede. Måske er de mindre selvoptagede.

En moden muslimsk kvinde i rådgivende funktion argumenterer for, hvorfor man bør arbejde:

Jeg vil gerne arbejde og være en del af samfundet og give noget til det samfund, som har åbnet armene for os. Vi har rettigheder her og lige rettigheder som danskerne. Det eneste der generer os er, at der bliver sat meget fokus på os som muslimer og vi bliver behandlet på en meget negativ måde. Men ellers har vi det godt i Danmark som muslimer. Det vi har her kan vi måske ikke have i andre muslimske lande.

De fleste interviewede gymnasiepiger giver ganske rigtigt klart udtryk for, at det er vigtigt for dem at få en spændende karriere, når de er færdige med deres studier:

Palæstinenser, med tørklæde

Det er rigtig vigtigt med en karriere på arbejdsmarkedet. Ellers var der jo ikke nogen grund til at tage en uddannelse, hvis man alligevel ender hjemme. Vi er den generation der tænker meget på uddannelse og arbejde, os nydanskere der er født i Danmark.

Somalier, med tørklæde

Jeg vil helst ikke ende som en husmor der bare sidder og venter på at manden bringer pengene hjem og forsørger mig. Jeg vil gerne kunne forsørge mig selv, uden at det er min mand der skal gøre det.

Tyrker, uden tørklæde

Jeg vil helt klart arbejde, for jeg har gået i skole næsten hele mit liv og jeg vil yde noget for min uddannelse, altså gøre det jeg har lyst til at gøre. Jeg vil ikke bare få min uddannelse og så sidde derhjemme, det kan jeg ikke bruge til noget. Så jeg vil helt klart arbejde.

En enkelt respondent er villig til at sætte sine karrieredrømme over ægteskabet, hvis der skulle opstå et dilemma på det punkt:

Tyrker, uden tørklæde

Selvfølgelig skal man arbejde, det er jo ikke bare manden, der skal arbejde i Danmark. Hvorfor skulle man gå på bistand? Jeg tager min uddannelse og jeg vil være politibetjent, og hvis den mand jeg bliver gift med ikke kan acceptere det, så er han heller ikke den rette for mig. Sådan er det.

En hjemmegående husmor illustrerer undtagelsen i respondentgruppen: Konvertit, niqab:

Hvis jeg skulle gå ud og arbejde, hvem skulle så passe mine børn? Jeg har selv sat dem i verden, så må jeg også selv passe dem, det er ligesom det første ansvar jeg har. Xxxxxx skal arbejde udenfor hjemmet og forsørge og han kommer tilbage til hjemmet, hvor det er kvinden, der tager sig af hjemmet, så finder han ro i hjemmet, (…) hvor der måske er problemer udenfor, så er det rart at kunne komme tilbage til et hjem, hvor man finder ro.

2.3 Hvad kan være vanskeligt i forhold til at komme ind på arbejds- markedet?

Der er meget varierende bud på, hvad der kan gøre det svært for den enkelte at komme ind på arbejdsmarkedet:

2.3.1 Gensidige fordomme

En muslimsk folkeskolelærer peger på gensidige fordomme som en mulig hæmsko:

Man ser i medierne er, hvordan det danske samfund ser på muslimer, men fordommene gælder jo også den anden vej. De tænker ”de kan ikke lide muslimer” og så begynder fordommene fra den anden side. Det, eleverne hører derhjemme er ikke altid positivt. Men jeg synes at skolen har gjort så meget for at eleverne kan se, at de er blevet accepteret på deres præmisser. Så hvis de skulle være påvirket af deres forældre, så kan det godt være de er i modsætning til det danske samfund, , men ikke til deres danske kammerater. Så jeg har aldrig oplevet problemer i forhold til skolen, til kammeraterne. Men der kan være andre, der ikke kender nok til muslimer, som tænker at de alle sammen er dårlige. Sådan nogle diskussioner har vi haft med nogle af de store elever. Hvis danskerne ikke interesserer sig nok for at høre, hvordan det er at være anderledes, hvorfor nogen reagerer så voldsomt som de gør, så er det klart at kløften kan vokse.

En studievejleder fra Teknisk Skole anbefaler, at man tager direkte fat i eventuelle fordomme:

Jeg sad også lige og læste en ansøgning med en af de etniske piger. Hun er født dansk, men har tyrkisk afstamning. Hun skriver at hun bor hjemme ved sine forældre, der er så og så mange børn og ’begge mine forældre er udearbejdende’. Det roste jeg hende for, for så blev der ligesom taget fat i nogle af de fordomme der kan være. Det var en god måde at få vendt det på.

2.3.2 Manglende læreplads

En studievejleder fra frisørlinjen på Teknisk Skole møder ofte følgende problemstillinger:

Det kan have været manglende interesse fra elevens side, men også rigtig meget manglende læreplads. For efter de første 12 uger skulle de have en læreplads for at komme videre med de sidste 8 uger. Der har det været helt tydeligt, at op til flere har fået mange nej’er. Eller folk har ikke givet svar. Men det er mit indryk, at de som har fundet en læreplads, også får en god behandling. Jeg har også indtrykket af, at man lige skal se navnet, før man egentlig tænker på, at dér kommer én med en anden baggrund.

Studievejlederen fra tandteknikerlinjen peger også på problemet med praktikpladser, men fra et bredere perspektiv:

R.: Jeg er nødt til at sige, at sådan som praktikpladssituationen er nu, der oplever jeg faktisk ikke, at nogen kommer i praktik overhovedet. Det er fordi vi har haft den her uddannelsesreform her i august, så der går noget tid før mestrene finder ud af, hvad det indebærer. Og så er vi nok også mærket af den økonomisk krise. Endelig er der kommet en ny uddannelse til klinisk assistent. Ud af en hel klasse i år var der kun to, som fandt en praktikplads, og det var lige præcis dem, der havde valgt at gå videre som klinisk assistent. De har en lidt anden profil, de kommer med HF eller studentereksamen, så de er lidt ældre og lidt mere modne end de andre. Det i sig selv gør, at de har lettere ved at finde en praktikplads, det er en anden type elever.

I.: Hvad gør de så, de andre i klassen, som ikke har fundet nogen praktikplads?

R.: På erhvervsuddannelsen starter man først på et grundforløb, og så skal man i praktik og have en aftale om det. Fordi der ikke er mange, som kommer det, har vi en skolepraktikordning. Så de elever, som selv har haft god en disciplin under uddannelsen, de bliver tilbudt praktikforløb på skolen. Der havde vi faktisk én, med anden etnisk baggrund, som startede i en skolepraktikaftale, og som nu er kommet videre i systemet. Hun skal nu starte i en delaftale i en virksomhed, så der er jo også nogen som starter i skolepraktik og kommer videre i rigtig praktik. Men hun er også fagligt dygtig, og hun har valgt faget, fordi det er det hun vil, hun gør det ikke bare for prestigens skyld.

I.: Men kan diskrimination ikke også spille ind en gang imellem?

R.: Dem der får patienterne ind fra gaden er nok bedst til at tage elever med anden etnisk baggrund. Hvis jeg skulle finde et sted, hvor det måske betyder noget, så er det med protesearbejde, for det er jo primært ældre patienter, som bor på plejehjem for eksempel. Der kan der måske være lidt om snakken, at man kan være lidt mere tilbageholdende. Men jeg tror det handler meget mere om de kan tale ordentligt dansk, jeg tror ikke det betyder så meget med deres navn, men måske vil der være nogen der undgår tørklædepigen. De skal jo servicere den ældre generation, hvordan bliver de mon oplevet af den klienttype. Der kan det måske være lidt vanskeligere. Omvendt har de syntes det var vidunderligt at få drenge ind i faget, og mange af dem har jo anden etnisk baggrund. Bare ved at være dreng har man en fordel, når man skal ud og søge en praktikplads. Men det har selvfølgelig også meget at gøre med din egen personlighed, din modenhed og din motivation.

2.3.3 Den positive diskriminations bagside

På en Teknisk Skole er man opmærksom på følgende problemstilling:

Mestrene med anden etnisk baggrund, da de kom til landet for mange år siden, der betalte kommunen lærepladsen for lærlingelønnen. Og der ville jeg gerne, at vi havde et informationsarbejde, der kunne fortælle de mestre med anden etnisk baggrund, at lovgivningen er blevet anderledes. De stakkels piger, hver gang de er ude og søge læreplads, så kommer de tilbage og siger ’mester siger at det er kommunen, der skal betale det’, at de skal gå ned på kommunen og søge. Jeg har da også haft mestre, som har haft en god integrationsmedarbejder, der har sørget for at de er kommet lidt billigt til den første del af læretiden. Så mesteren slår ud med armene og lover og lover, og så når de selv skal betale, så ’kan du nok forstå at mit firma ikke…’ Og det synes jeg er virkelig problematisk. Integrationsmedarbejderen har ’glemt’ at fortælle dem at det ikke er sådan det hænger sammen.

2.3.4 Bopæl

Bopæl nævnes som en mulig hurdle af en ung pige, der bor i en ghetto: Palæstinenser, uden tørklæde

Tit når man søger arbejde… jeg kender nogen, der har valgt danske navne, fordi hver gang de sender en ansøgning får de ikke svar. Jeg har også planer om at flytte, for man kan ikke få arbejde med adresse i en ghetto. Jeg kender flere, hvor det blev sagt direkte, det er ikke bare en fordom. Mange har planer om at flytte, fordi de vil undgå den besværlighed. Jeg vil ikke skifte navn, lige meget om jeg kan få job eller ej. De skal accepterer mig som jeg er. Men jeg ville helst blive boende, jeg har det godt hvor jeg bor, dem omkring mig ligner mig. Man føler sig hjemme. Men jeg har heller ikke noget imod at flytte.

En muslimsk ressourceperson kommer ind på, hvorfor ghettoen og dens beboere har fået så dårligt et ry, og hvad man skal gøre ved det

Konvertit, med tørklæde

For det første så skulle sådan et sted her ikke have lov til at komme på benene. Det er endt som social losseplads, det er simpelthen et af de mest belastede steder i hele Danmark. Det hårde miljø, som bliver værre og værre herude, det er altså ikke tiltrækkende. Alle der kommer udefra og hører, at du bor her, de skriger. Det er jo ikke alle herude, der er dårlige, men det er jo den med at én ødelægger det for alle andre. Jeg kan godt lide den holdning, som de har fået i boligforeningen: tager de en i at lave noget bras, så ryger vedkommende og familien ud.

2.3.5 Familiemønstre

Ifølge en gymnasiestudievejleder ser man af og til familiemønstre, som kan hæmme de unge kvinders integration på arbejdsmarkedet:

Nogle af pigerne har fået deres uddannelse, men har så små børn nu. Jeg kan da godt være lidt tvivlende i forhold til om de nogensinde kommer ud på arbejdsmarkedet. Men et eller andet sted mener jeg alligevel, at jo højere man kan få presset den der grad af uddannelse op, jo bedre vil det være på længere sigt. Man er kommet dertil, hvor de tager folkeskolen færdig, nu kan man se på de tal jeg har, at der kommer flere og flere som får gymnasiet med. Uddannelse, uddannelse og uddannelse, det er vejen frem. Det kan godt være, at der går en generation eller to mere, før det så brænder igennem, men jeg tror alligevel på, at jo mere de kommer i berøring med uddannelsessystemet og jo længere de kommer i det, jo mere vil de også kunne se mulighederne i det.

At der ikke behøver være nogen direkte sammenhæng mellem mandens uddannelsesniveau og hans forventninger til kvindens huslighed illustreres af en muslimsk ressourceperson:

Konvertit, med tørklæde

Jeg tror at vi skal passe meget, meget på ikke at begynde med alle vores fordomme. For der er faktisk også mange arabiske mænd, der hjælper til derhjemme. Men det er ikke noget, man går og snakker om. Jeg hørte om en ingeniør, født og vokset op i Danmark, som blev gift med en pige fra den lokale ghetto. Hun er studerende, og nu er hun begyndt at tvivle på om det skal være dem. Som hun sagde ’der er nogle ting som jeg ikke bryder mig om’. Han havde sagt til hende at ’Så snart vi bliver gift behøver du jo ikke at gå på arbejde, jeg vil have at mine ting skal være i orden derhjemme før alt muligt andet’. Så siger pigen ’Min far er analfabet og bor i en ghetto og han er et eksempel på alle de mænd som danskerne kigger på og tænker ’sådan en mandschauvinist’, men min far hjælper min mor med alting derhjemme’. En der er født og vokset op her, som har en høj uddannelse, han vil ikke hjælpe til.

Samme ressourceperson mener dog ikke, at man skal negligere familiemønstrenes indflydelse på de unge kvinders valg:

Konvertit, med tørklæde

Jeg ved ikke hvordan de arbejder på de arbejdsformidlinger og jobkonsulenter, men en begyndelse kunne være at sætte kvinder i jobs i nærmiljøerne. Nu tænker jeg f.eks. på den lokale ghetto, hvor

jeg ved, at der går rigtig mange hjemme. Der burde måske skabes noget i nærmiljøet, som ville være attraktivt for de der kvinder. Som en start, hvor de kan komme ud af hjemmet. De gamle er der måske ikke så meget at stille op med, men jeg kan se, at der er en del yngre, der er ved at falde ind i samme gruppe. Det, synes jeg ikke, er godt. Også bare det med familiesammenføringen. De skulle have lavet en regel, der sagde, at hvis man skulle hente en ægtefælle udefra, så skulle man f.eks. have bolig, man skulle have penge, den familiesammenførte skulle ikke kunne modtage nogle sociale ydelser i landet, han eller hun skulle gå i skole og i arbejde hurtigst muligt. Stille helt konkrete krav, det gør de i Tyskland og det synes jeg er fint.

”Der går rigtig mange hjemme. Der burde måske skabes noget i nærmiljøet, som ville være attraktivt for de der kvinder. Som en start, hvor de kan komme ud af hjemmet.”

En muslimsk kvinde i en rådgivende funktion finder det bekymrende, at det af og til er kvindernes eget valg at tage den huslige rolle på sig:

Tyrker, uden tørklæde

Vi ser mange kvinder, der tager den der uddannelse, gifter sig, får børnene og bliver husmor, og hvor uddannelsen ikke bliver brugt. Det synes jeg er ærgerligt. Det er mit indtryk, at det nok er den gruppe, hvor de er meget mere religiøse. Det er en mindre gruppe, men de er også med til at rekruttere nogle andre, så de lever nærmest i en boble i uddannelsessystemet. Hvis man så hører dem, så siger de; jeg har taget den her uddannelse, men der er ikke beskæftigelse til mig, når jeg er færdig. Man lukker den selv af. Men der er også ved at gå trend i, at nu skal jeg tage den og tager den der uddannelse og får topkarakterer og kommer til et bestemt punkt, og så går det i stå. Vend tilbage til dine værdier, vend tilbage til religionen og kvindens rolle, som de tager bogstaveligt og som det nu bliver fortolket. Jeg tror ikke, at mange af de tørklædeklædte kvinder, der studerer på universitetet er undertrykte som sådan. Jeg er mere bekymret for den trend der er. Jeg synes, det er skadeligt på alle måder, om vi så taler om et beboelsesområde eller vi taler om et parallelt samfund på universitetet eller grupper i grupper.

De religiøse forbud, som nogle muslimske kvinder håndhæver over for sig selv, kan også have indflydelse på jobvalget:

2.3.6 Religiøst forbud: Kontakt med svinekød og alkohol

Somalier, med tørklæde

Alkohol og svinekød, det er helt klart noget man skal undgå.

Palæstinenser, med tørklæde

Man må ikke arbejde med alkohol og svinekød.

Konvertit, med tørklæde

Jeg vil ikke arbejde med levnedsmidler eller i et supermarked eller sådan noget, for hvis man går hen og henter en flaske vin eller flæskesteg, så bliver det set som at man hjælper dem med at synde. Så jeg vil ikke kunne finde på at uddanne mig som kok, selv om jeg egentlig godt kan lide at lave mad.

2.3.7 Religiøst forbud: Kontakt med mænd

Folkeskolelærer, med tørklæde

R.: Med fuld respekt for kassedamen… Men hvis man vælger at tage tørklæde på, så kan jeg ikke se at man samtidig vælger at sidde ved en kasse og udsætte sig selv for noget, man kunne undgå. Altså for eksempel gøre rent, det ville jeg hellere end at kaste mig i noget som er på grænsen til at være farligt for en. Hvorfor risikere det, hvis man har mulighed for noget andet? Man skal prøve at undgå kontakt med fremmede mænd. Hvorfor tager man tørklæde på? Jeg vil gerne skjule mit private, og hvis man alligevel vælger at udstille sig selv, når man kunne vælge et andet job, måske sidde på et kontor. Der er mange job, som ligger naturligt for en kvinde, og som man kan vælge i stedet for at vælge det der minefelt og så problematisere det. At man vælger at gå så langt man kan, men bliver indenfor rammerne.

I.: Men har du ikke også kontakt med mange mænd og store drenge i kraft af dit arbejde som folkeskolelærer?

R.: Jo, men jeg ser det som min opgave som muslim at opdrage. . Jeg synes det er meget dejligt at være lærer, man er med i den opdragende rolle. Hvordan kan jeg læne mig tilbage og forvente at det danske samfund opdrager børnene, og så bare kritisere det danske opdragelsesmønster? Så må man selv gå med ind i det. Hvordan kan man gøre det så det er nemmere både for samfundet og eleverne? Jeg føler virkelig at det at være med så godt man kan, det vægter jeg højest, snarere end det at synde. Selvfølgelig, der er en problematisk ting, jeg har ikke helt gjort det op med mig selv, men det med at give hånd til en mand… jeg er ikke så meget… og så tænker jeg også, der kommer tyve forældrepar til forældremøderne, de der bakterier, og så sidder vi der og spiser, jeg kan ikke nå ud og vaske hænder, det er ikke så smart at give hånd så mange gange. Men omvendt, hvis jeg ikke giver hånd, tænker folk så ”er det fordi jeg er en mand?”, ”hun har mit barn i skolen”, igen er det et spørgsmål om tillid. Ja nu nævnte jeg kassedamen, men jeg er jo i virkeligheden lidt i samme situation. Med tørklædet signalerer jeg, at jeg ikke vil have med andre mænd at gøre end min egen. Og så kommer de mænd og giver hånd, og jeg giver tilbage. Men igen, det handler om respekt. Hvis det skubber folk væk fra mig, hvis de får fokus på det i stedet for det faglige, så vælger jeg at gøre det, jeg afviser ikke en hånd. Mange ville sige ”helt ærligt, kan du høre dig selv, at være muslim og så leve med så mange afvigelser!” Men igen, det er sværere at praktisere i et land, som ikke har de samme rammer, så er det bedre at gøre det med en begrundelse, at begå de fejl bevist, men så

hjælpe på andre områder. Så der er mere gavn ved det end ulemper. Det er nemmest at sige ”nu trækker mig tilbage, jeg vil leve som en ordentlig muslim, jeg vil ikke have noget med det danske samfund at gøre”, men så skulle man vælge et andet sted at bo end Danmark. Og omvendt, jeg tror at det at bo i et mere muslimsk samfund, et arabisk samfund; det ville jeg have svært ved. Jeg har værdier som på nogen områder er meget anderledes end i arabiske samfund.

En dansk konvertit har taget den fulde konsekvens:

Hjemmegående husmor, konvertit, niqab:

I islam må en kvinde og en mand ikke være alene, man siger at hvis en kvinde og en mand er i et rum alene, så er satan til stede.

De fleste gymnasiepiger har dog udtænkt en mellemvej:

Palæstinenser, med tørklæde

Forholdet mellem mig og en mand på arbejdet, vi vil kun snakke om arbejde, det er ikke så personligt et forhold, jeg vil tage det som en klassekammerat. Men så vidt som muligt skal man undgå at være alene med ham i et rum. Men jeg vil ikke sætte det op som krav.

Konvertit, med tørklæde

Det med at være alene med en mand i et rum, det kan man ikke rigtig undgå her i Danmark. Man bliver jo nødt til at gå på kompromis her i Danmark på en eller anden måde. Sådan er det bare.

Somalier, med tørklæde

I: Det kommer an på, hvor religiøs man er. Jeg vil sige, at jeg er lidt mere neutral. Jeg vil ikke sige, at jeg er helt ude i hampen, hvor jeg slet ikke har noget med religionen at gøre overhovedet, for jeg bærer jo tørklæde og det symbolisere jo også på en måde, at jeg er religiøs. På den anden side vil jeg ikke mene at man skal være helt vildt streng, når det kommer til sådan noget. Hvis man bare er alene med en mand på en arbejdsplads, så har det jo overhovedet ikke noget at gøre med seksualitet. Så jeg kan ikke se noget forkert i det. Det er jo bare dit arbejde du skal udføre. Så det kan jeg ikke se noget forkert i. Men det kan godt være at man islamisk set ikke må være helt alene med en mand i et rum, fordi der jo kan ske alt. Men mit synspunkt er, at så længe man kan styre sig selv, så har jeg ikke noget imod at man udfører sit arbejde på den måde man skal, hvad enten det er en mand eller en kvinde.

Afghaner, uden tørklæde

Jeg arbejder jo i en restaurant, og der arbejder både kvinder og mænd. Så det er ikke noget problem, jeg holder mig til arbejdet og tænker ikke på andet.

Det er ikke kun religiøse forbud, men i lige så høj grad religiøse påbud, som kan spille ind på respondenternes oplevelser med og forventninger til integration på arbejdsmarkedet:

2.3.8 Religiøst påbud: Tørklæde

Folkeskolelærer, med tørklæde

Da jeg skulle søge arbejde var det ikke så nemt. Jeg satte et billede på af mig selv, og fik afslag hver gang, selv om jeg søgte målrettet. Så sendte jeg samme ansøgning, samme tekst, uden billede, og så blev jeg kaldt ind til samtale, og fik jobbet. Jeg ved ikke, om det var på grund af tørklædet, at jeg var blevet afvist, men det var en mistænke, jeg havde. Det er noget, jeg var meget præget af. Det er vigtigt at få mulighed for at komme til at snakke med folk, vise hvem man personligt er, få mulighed for snakke med folk, det giver rigtig meget. Selvfølgelig skal man selv være åben, og man skal være lidt stædig. Jeg kan også godt forstå samfundet på en måde, på grund af alle de erfaringer, de desværre negative skræmmende eksempler på muslimers opførsel, så passer folk jo på, så vil man ikke løbe en risiko. Men heldigvis er vi jo ikke ens alle sammen. Jeg har valgt bevidst at undervise som lærer i den danske folkeskole, for jeg vil ikke være med til opbygge parallelsamfund. Men bare diskussionen om tørklædeforbud får en til at tænke ”bliver jeg nu tvunget til at skifte til privatskole?”. Men det bliver måske sidste udvej, hvis tørklædet bliver forbudt i folkeskolen.

Palæstinenser, med tørklæde

Jeg ved at sådan noget med at være læge for eksempel, det tror jeg er fuldstændig umuligt. Jeg tror, der er mange, der ikke ville kunne have tillid til én, at ens læge bærer tørklæde. Altså man hører jo alle de der diskriminationer, der kommer frem.

Konvertit, med jilbab

Altså tørklædet beholder man selvfølgelig på. Men f.eks. bukser og kittel….det er mere hvis jeg bliver læge. Men så kan jeg jo bare tage det på jeg har lyst til, når jeg går ud igen. Men her på skolen går jeg klædt som jeg vil (i jilbab).

Somalier, med tørklæde

Det er lidt sværere at få fritidsjob fordi man bærer tørklæde. Men lige nu er det ikke noget problem, jeg har arbejde som telefonsælger.

Palæstinenser, med tørklæde

De vil gerne have så mange muslimske kvinder på arbejdspladserne som muligt, men at man så ikke må bære tørklæde, det er sådan noget som virkelig rammer mig utrolig meget som en muslimsk kvinde i Danmark.

Tyrker, uden tørklæde

I den tøjbutik, hvor jeg arbejder, må man ikke bære tørklæde, det synes jeg er uretfærdigt.

Det er dog kun en mindre del af de interviewede gymnasiepiger, der er optagede af tørklædespørgsmålet i forhold til integration på arbejdsmarkedet, nemlig 6 ud af 17. Ud af disse 6 bærer 5 tørklæde. Følgende diskussion mellem to piger fra samme etniske gruppe, en med og en uden tørklæde, illustrerer, at der kan være en vis variation i forhold til, hvor meget man fokuserer på tørklædet i jobsammenhæng:

Med tørklæde

Alle i min klasse siger, at hvis du sidder med tørklæde, det navn, og vil være advokat, så tror jeg ikke at Fru Xxxxxx vælger dig. Her i Danmark må en dommer ikke have tørklæde på. Så man læser i 7-8 år, og det er spild af tid, man kan ikke bruge det til noget. Jeg tror at jobmulighederne er meget begrænsede.

Uden tørklæde

Der er ellers hende i Folketinget

Med tørklæde

Hvis jeg havde kunnet stemme til Folketingsvalget, så havde jeg stemt på hende med tørklædet, hun skal have ret til at komme i Folketinget. Jeg synes det ville være rigtig godt overfor dem der siger ”hvordan kan en muslimsk pige komme i Folketinget”, så de kan få et svar.

Uden tørklæde

Jeg kan ikke se hvad tørklædet har med det at gøre, hvis hun er dygtig, stemmer jeg på hende, ellers gør jeg ikke.

Det blev efterfølgende opklaret, at det var Enhedslistens kandidat Xxxx’a Xxxxx Xxxxx, som pigerne omtalte. Ingen af dem kunne dog huske, hvilket parti eller hvilken fløj Xxxxx- Xxxxx repræsenterede ved Folketingsvalget. Til gengæld optræder hun her som katalysator for to pigers forskellige tilgange til tørklædets betydning i karrieresammenhæng.

TEMA 3: PRIVATLIV OG ÆGTESKAB

I forbindelse med temaet ”Privatliv og ægteskab” udtaler en respondent: Konvertit, med tørklæde

Jeg gør nok som de fleste muslimer gør her, hvad angår lovgivningen. Sådan noget med

straffelove, der retter jeg mig selvfølgelig efter det land jeg bor i. Hvad angår familielovgivningen, der retter jeg mig ikke efter den danske lovgivning, men efter de islamiske regler.

Er det, som respondenten siger ”de fleste muslimer” der på familielovgivningsområdet retter sig ”efter de islamiske regler” i stedet for efter den danske lovgivning, eller er det bare i denne respondents omgangskreds, billedet ser sådan ud? Skulle dette spørgsmål hos nogle læsere fremprovokere berøringsangst i forhold til referencer til hellige skrifter i familieretlige eller strafferetlige diskussioner, så er der kun én ting at sige: Den berøringsangst lider ingen af respondenterne i denne undersøgelse af. Nogen tager ikke notits af hellige skrifters budskaber, andre stykker religiøse budskaber sammen med en verdsliggjort livsstil, andre lever strengt efter Koranen, Hadith og islamisk retstradition, andre er er stærkt kritiske overfor samme. Men berøringsangst, det har ingen af dem. For at finde ud af, hvordan billedet ser ud i dette studies respondentgruppe, er metoden i al sin enkelthed at gennemgå typologisk repræsentative udsagn. Derfor er de citerede passager naturligvis ikke udtryk for rapportens forfatters holdninger til, hvad der bør siges eller ikke siges, men alene et udtryk for de vifter af forskellige tilgange, som findes i respondentgruppen.

3.1 Ægteskab

Den muslimske respondentgruppe består af to undergrupper: de modne kvinder, fra midt i trediverne til sidst i halvtredserne. Blandt dem er nogle gift, andre skilt, en enkelt har aldrig været gift. Flere af dem har børn. En af kvinderne i trediverne udtrykker frimodigt:

Det har aldrig været min plan at blive gift, for at være ærlig. Det er måske også der, jeg trodsede lidt, for jeg ville hellere ud og rejse og se verden. Men så skete der jo det, at jeg forelskede mig i min mand og blev nødt til på et tidspunkt at overgive mig. Jeg ved da også godt, at min livsstil er meget anderledes end mange muslimske kvinders.

Den anden og største undergruppe består af yngre kvinder, langt de fleste i alderen 18-23. Nogle få blandt dem er forlovede, en enkelt er gift som kone nummer to i et polygamt ægteskab en enkelt er fraskilt og mor til et barn

I forhold til ægteskab tager en af respondenterne udgangspunkt i en bogstavelig læsning af Koranen og Hadith14.

R: Jeg synes, det er vigtigt, at man bliver gift og jeg synes også, at det er godt at blive gift tidligt. En kvinde, når hun har fået menstruation, så kan hun i princippet få børn. Når kvinden eller pigen føler, at hun er klar, så er det vel rette tid.

I.: Xxxxx, de bebrejder jo Xxxxxxxx for hans ægteskab med Xxxxx. Hvordan forholder du dig til den debat?

R: Altså når man ser på det, så kan jeg godt se, at det virker meget ungt, ni år. Men hvis man så hører om hendes historie, hvordan hun var, hun var jo moden til det… hvis man ser på den tid, hvis man ser på hvordan det forholdt sig, ikke bare i Mekka lige på det tidspunkt, men i hele verden, indtil måske ikke så mange år siden, der var det ganske normalt.

I.: Så der mener du, at man også skal se det i den historiske belysning?

R: Altså jeg ved ikke om en pige på 9 år i dag ville være klar til at blive gift, men måske i nogle tilfælde kunne hun måske godt. Det kommer igen an på hvordan og hvor modne de er.

I.: Hvad med din datter?

R:: Xx altså hvis hun var 9 år og hun var klar til at blive gift og hun selv gav udtryk for det, så ved jeg ikke…Jeg ville nok ikke forhindre hende i det, for hvad hvis hun gik ud og lavede noget der var forkert, så havde det ligesom været mig, der havde forhindret det, så ville det være min skyld, for hun havde givet udtryk for hendes behov, så hvis jeg ikke kan hjælpe hende med at få dem dækket så…så ville jeg nok hellere hjælpe hende med at gøre det på en sikker måde med en, der ikke bare havde tænkt sig at udnytte hende… man kan selvfølgelig aldrig være hundrede procent sikker med et ægteskab og hvad mandens intention er…men det er ikke bare en der kan tage hvad han vil have og så gå igen, så han ligesom har nogle forpligtelser i hvert fald.

Denne respondent er så absolut en undtagelse. Her følger et udpluk af forskellige holdninger blandt de unge piger og kvinder, fra den yngste (14 år) til den ældste i den gruppe (23 år).

14 år

Da jeg var barn sagde jeg, at jeg aldrig ville giftes, men nu glæder jeg mig til jeg bliver gift. Jeg drømmer om at blive gift, jeg vil gerne giftes nu. Så det er en ret stor ting for mig at blive gift. Det er mit ønske lige nu.

14 Fuldbyrdelse af ægteskabet med den 9-årige Xxxxx beskrives i hadith, ikke i Koranen. I Koranen nævnes ægteskab med mindreårige kun en enkelt gang, i vers 65,4, som handler om skilsmisse fra blandt andet

« dem, der endnu ikke har haft menstruation » Se bilag 2.

16 år

Min kæreste og jeg har snakket meget om ægteskab. Men jeg har sagt, at det bliver ikke lige nu. Han har en interesse for det, men jeg ved ikke om det bare er drømme. Men der er hvert fald en interesse for det.

17 år

Når du bliver gift er der ligesom en, der bestemmer over dig. Hver gang du skal et eller andet sted, så er det ’Jeg skal derhen’ og ’Nej du må ikke’. Jeg føler, at jeg ville blive lidt mere afhængig på en eller anden måde, hvis jeg blev gift. Jeg vil gerne være lidt mig selv endnu og ikke skulle tage ansvar og gøre rent i huset og sørge for, at der hele tiden skal være mad.

18 år

Jeg ser ægteskabet som meget vigtigt. Vi går meget op i at en pige bliver gift og holder sig til sin mand, og ikke bare er single. Fordi når man er single så har man jo kærester, den tanke har mange i hvert fald.

18 år

Ægteskab er ikke noget jeg har i tankerne nu.

18 år

Det er en tradition i muslimske lande, at når du er 20 eller 22, så skal man gifte sig. For muslimer er det vigtigt, at de bliver gift deromkring. Ellers er der folk der går og siger ’Hvorfor er hun ikke gift? Er der et eller andet galt? Hun er blevet for gammel’, og sådan nogle ting. Men jeg tænker ikke sådan, at når jeg er 20 eller 22 så skal jeg bare giftes. For det er ikke sikkert, at man finder personen. Jeg tænker bare det må komme. Men jeg vil gerne giftes.

19 år

Det er meget sjældent, at man ser en indvandrer holde et sabbatår. En indvandrers ungdom er meget kort, for vi bliver gift meget tidligt. Danskere bliver jo generelt gift som 30-årige eller der omkring, hvor vi skal nå at blive færdige med uddannelsen og så derefter blive gift. Så har du ikke tid til at rejse til USA og sådan noget. Det er ikke fordi jeg ikke må, jeg må gerne, men jeg skal måske forloves til sommer eller måske først til næste år, så jeg har det sådan lidt, at jeg springer over USA-turen efter gymnasiet, hvilket jeg havde overvejet, men det bliver ikke til noget alligevel. Det er fordi, jeg har én, jeg rigtig godt kan lide og jeg vil gerne forloves med ham. Når du er forlovet, så må du ikke bare… Vi må heller ikke rejse sammen, for vi må ikke være alene sammen, før vi bliver gift. Vi skal også giftes, men han er ung og vi har ikke penge til det endnu. Der er så mange ting bagved, der gør, at en ung pige stopper og ikke tager af sted. Jeg vil rigtig gerne til USA, men det bliver ikke til noget.

20 år

Jeg blev forlovet for en måned siden, og vi skal giftes, når vi er færdige med studierne, om 4-5 år. Men vi skal snart holde en stor forlovelsesfest.

21 år

På et eller andet tidspunkt vil jeg gerne giftes, men hvis jeg skal giftes, skal det være med en, jeg elsker og som jeg har lyst til at tilbringe resten af livet med.

21 år

I islam skal man skal gifte sig, man må ikke bare være single. Men det kommer selvfølgelig an på, om der kommer en frier. I vores kultur kommer drengen til pigens familie og beder om hendes hånd. Pigen må selv bestemme om vil sige nej. Men jeg vil ikke giftes før jeg har fået en god uddannelse og et godt job.

23 år

Det er bedst at blive gift, man kan ikke altid blive hos sine forældre. Så har man også en at snakke med, så er man ikke alene.

Dette udsnit af udsagn er repræsentativt for respondentgruppen, hvor ægteskab af mange tillægges stor betydning, men hvor de fleste samtidig ikke har særlig travlt med at blive gift. Flertallet har en tydelig idé om kulturelle eller familiære forventninger, men definerer, hvornår de selv synes, det må være passende at blive gift. Man kan dog ikke generalisere fra denne respondentgruppe til alle muslimske piger i Danmark. Ved at fokusere på især gymnasieelever kan undersøgelsen præges af en selvselektionsmekanisme, som forhindrer repræsentation af hele spektret af typologiske situationer. En dansk konvertit nævner for eksempel en profil, som ikke er repræsenteret i denne undersøgelse:

Der er så også eksempler på, at piger bliver gift væk meget meget tidligt, en 14-15 år. Jeg kender en, der lige var startet i 10. klasse, da hun blev gift. Da hun så skulle i gymnasiet, der var hun jo allerede gravid.

Ifølge en folkeskolelærer er det ikke et enkeltstående tilfælde:

Der er ingen tvivl om, at de mere udsatte piger, fra de er helt små, der ved de bare, at den snerper ind, for så kommer de tættere på at de skal giftes. Nogle piger bruger det næsten som beskyttelse, en måde at trække sig tilbage på og føle sig tryg på og manifestere sig lidt. Hvor andre kan være i vildrede og meget kede af det. Jeg har oplevet store piger, som er blevet forelsket i nogle andre, end dem, de skulle giftes med. Nogle ulykkelige situationer. Det sætter jo pigerne i nogle utrolige dilemmaer.

På gymnasierne er det dog ikke normalbilledet, men snarere undtagelsen, som en gymnasielærer fortæller:

Nogle få stykker har holdt pause, fordi de er blevet gift, og så kommer de tilbage og gør gymnasiet færdigt. Men det er ikke det almindelige billede. Vi har en pige som allerede var gift, da hun startede i 1.G, som 15-årig. Nu er hun gravid. Pludselig hørte vi ikke fra hende mere, og vi kunne ikke få fat i hende heller. Vi havde en idé om, at vi ville give hende en orlov og foreslå at hun bare tog året om, startede på samme niveau efter sommerferien. Hun var nemlig en kvik pige, sådan

fagligt set. Men pludselig kunne vi ikke få fat i hende. Hun ringede ikke tilbage til os og så gav vi op, da hun var ved at runde de der 80 % i fravær. Vi blev nødt til at udmelde hende administrativt. Vi har jo den revision, der kigger os over skuldrene hele tiden, og der kan vi ikke have en elev gående med så stort et fravær, for vi får jo taxameterpenge.

Det understreges, at der i denne undersøgelse ikke kan siges noget generelt om udbredelsen af sådanne fænomener. Det drejer sig alene om at konstatere, at de ifølge nogle respondenter eksisterer. Det var under alle omstændigheder ikke meningen, at arrangerede ægteskaber eller tvangsægteskaber skulle have været tematiseret i denne undersøgelse, men da flere respondenter spontant nævner tilfælde, bliver de kort præsenteret her. En elev på Teknisk Skole har hørt om tilfælde:

Jeg kender nogen, som kender nogen, som er blevet nødt til at opgive deres studie, fordi de skulle giftes. Selv om de gerne ville blive ved, men deres forældre har sagt, at de ikke må mere, fordi de nu skal være husmor.

En konvertit i niqab synes derimod godt om arrangerede ægteskaber:

Vi opretholder kønsadskillelse, så derfor synes jeg, arrangerede ægteskaber er godt. En kvinde og en mand kan sagtens mødes og sagtens have en facade på, f.eks. på mandens side. Du ved godt, at komme med roser og chokolade hver dag, det er kun lige de første par måneder. Hvorimod f.eks. hvis hendes bror eller far kender manden, ved hvordan han er, så kan de få et bedre billede på hvordan manden i virkeligheden er.

En studievejleder har kendskab til et tvangsægteskab:

Jeg har også haft en pige på skolen, som blev gift mod sin vilje i et tvangsægteskab og var flygtet til en anden del af landet. Hun var flygtet fra svigerfamilien, og blev truet på livet, af både sin egen familie og af svigerfamilien. En sekstenårig pige. Det var virkelig hårdt for hende og også for os andre, fordi der er grænser for hvad man kan gøre.

En konvertit kritiserer 24-års-reglen:

24-års reglen kom på dagsordenen, fordi man gerne ville tvangsægteskaber til livs. Sagen er den at tvangsægteskaber stadig finder sted, du tvangsgifter jo bare datteren med en fætter fra Hillerød i stedet for.

En studievejleder giver desuden et eksempel på en ”tvangsskilsmisse”:

En anden pige her fra skolen, hun var faktisk forlovet, hun var rigtig glad for ham, og så skete der et eller andet forældrene imellem, som gjorde at de slet ikke kunne blive gift. Der tror jeg nok, at det handlede om at der pludselig opstod en eller andet konflikt, som hun så blev offer for. Som hun siger ’Det kan godt være, at vi bare skal være stærke og sige, at det vil vi, men jeg mister ikke bare mine forældre, det kunne jeg måske endda leve med, jeg mister også hele min omgangskreds’. Det er altså en stor beslutning at tage, når man er 17 år, at skulle være stærk nok til det. For hvilket

alternativ er der? Er det så mandens netværk? Nej det er det jo heller ikke, for hans familie accepterer jo heller ikke, at han har valgt hende. Så de står ligesom alene.

Et fænomen, som respondenterne har tematiseret oftere end tvangsægteskaber, er frivillige ægteskaber i en ung alder. En tyrkisk respondent omtaler en udvikling over tid:

I: de kampe, vi havde i min generation – sådan noget med at være imod tidlig ægteskab, tage en uddannelse, få noget mere frihed og indflydelse over eget liv og selvbestemmelse osv., det er sådan nogle kampe vi har kæmpet. Det er som om, det er gået lidt omvendt med de unge. De gifter sig i flæng når de bliver 18 år nu, og de presser familien; hvis ikke I giver mig lov, så stikker jeg af og gør det.

Af og til drejer det sig om ægteskaber indgået ved en imamvielse, fordi pigerne er under

18. Dertil siger en muslimsk ressourceperson:

Man kan ikke sætte en minimumsalder for ægteskab. Man snakker meget om tvangsægteskab og at det er forældrene, men faktisk er det meget få forældre, der tvinger, for det meste er det pigerne, der gerne vil gifte sig med en fra udlandet. Pigerne kan ikke have kærester, så de vil gifte sig. Hvad er forskellen? Det er det samme. At hun går med en. Danske piger i den her alder har også kærester og de dyrker sex sammen. Forskellen er at vores skal være ansvarlige. Hun skal have sit eget hjem, sammen med manden. De har et fælles ansvar, hvor de risikerer at få børn. Danske piger har også kærester, men de har ikke noget ansvar, de behøver ikke at bo sammen med hinanden. Der findes mange piger, der selv vil det her. Man kan ikke sige nej. Hun har denne lyst, og hvis man siger nej, begynder hun at have skjulte forhold sammen med mange. Så er det bedre at hun bliver gift og de går sammen og lever sammen, i stedet for at hun går med en i skjul, hvor forældrene ikke ved noget. Bagefter i vores kultur, hvis man finder ud af, at hun har været sammen med nogen, så er der ikke nogen der gider at gifte sig med hende. Og hendes rygte bliver ødelagt.

En konvertit er også opmærksom på fænomenet:

Der er faktisk en yemenitisk imam som har udviklet et sjovt ord… han kaldte det et girlfriend ægteskab. At man får lavet en eller anden islamisk kontrakt, men at det ikke er andet end et kæreste forhold. Der kan man så sige ’Hvad så, det kan da være lige meget’. Der vil jeg så bare håbe på at forældrene har været gode til at vejlede den pige, så hun ikke også får børn.

En somalisk gymnasiepige refererer til veninder, der er blevet gift tidligt, men som et eksempel, hun ikke har lyst til at følge:

Somalier, med tørklæde

R.: Jeg har set mange af mine veninder blive gift i en ung alder og så skilt igen. Jeg havde en veninde, vi havde talt om hvornår hun gerne vil giftes. For et år siden havde hun sagt ”jeg vil gerne giftes om et år.” På det tidspunkt havde hun hverken kæreste eller noget, eller en fyr hun snakkede med. Der gik et år, og hun blev gift, lige præcis et år efter. Jeg havde også en arabisk veninde, som blev gift som 15-årig. Han var 19. Jeg havde spurgt hende, om hun ikke var lidt for ung. Som jeg så

hende var hun stadig et barn. Jeg tænkte, 15, der er du jo stadig et barn, du er jo ikke kommet i den alder, hvor du tænker ”nu vil jeg giftes og leve med den her person resten af mit liv.” Der gik også knapt et år, så blev de skilt. Men hun var overbevist om at det var det, hun selv ville.

I.: Men er det fordi, hun i virkeligheden bare gerne ville have en kæreste?

R.: Jeg tror det har meget at gøre med forældrene, det er jo forældrene, der laver reglerne for dem. Hvis du gerne vil være sammen med den her person, så se at blive gift.

I.: Men hvad med dig selv, hvordan vil du gerne, det skal foregå?

R.: Jeg har altid sagt at, hvis jeg skal giftes, så skal det være med én, jeg har lært at kende godt og grundigt. Xxxx noget med at blive gift efter et år. Det skal være én jeg gerne vil tage med hjem til mine forældre, så må de lære ham at kende. Og så må vi tage det stille og roligt og se bagefter om jeg gerne vil giftes med ham, om det er os to.

3.2 Børn

For flere respondenter er det ikke nok at blive gift, man skal også helst have børn, som en tyrkisk kvinde fortæller:

Man skal have børn. Det er ikke noget man kan fravælge. Så skal man da virkelig være meget, meget venstreorienteret, så skal man virkelig have frigjort sig fra alle bånd og være lidt ligeglad med alt, så kan man måske. Men nej, det er en naturlig følge. Du skal kunne producere og du skal have nogle efterfølgere og man skal være en familie. Det kan man kun blive ved at få børn.

En tyrkisk medsøster fortæller om at trodse den forestilling:

Jeg sad engang i en forsamling, så bliver der snakket om det her med at have børn, og så er der en der er nysgerrig og spørger ’jamen har du børn’ og så siger jeg ’nej, men jeg har en kat’. Hvor jeg så efterfølgende bliver ringet op af hende her kvinden, hvor hun siger ’jeg vil egentlig gerne tale med dig om noget’. Hun var blevet så fortørnet over det og sagde, ’hvordan kan du sammenligne en kat med et barn? Din rolle som kvinde, det er at føde børn. Hvordan kan du afvise det, der er guds bud, du har en pligt til at gøre det her’. Jeg måtte nærmest grine af det, jeg måtte sige ’alt respekt for det du siger, men du skal ikke blande dig i mit liv, du skal ikke prædike for mig. Jeg får børn, hvis jeg vil have børn. Jeg håber at opleve det at være mor også, men gør jeg ikke det, så tror jeg ikke på at verden går under. Jeg har så fantastisk et liv, der er så indholdsrigt, at lige nu har jeg svært ved at vælge noget fra og sige at det her vil jeg kunne undvære, så der betyder min karriere lidt for meget for mig.

Flere af de unge kvinder vil gerne have børn, men med måde:

Rigtigt skal du jo gå efter naturens gang, men det vil blive til en masse børn. Hos os hører jeg mere og mere, at folk bruger prævention. Det er også okay, hvis der efter det første barn går lang tid før

de får et igen, det snakker man ikke om. Men der bliver snakket, hvis de lige er blevet gift og hun ikke får noget barn. Jeg personligt vil gerne bruge prævention, fordi jeg synes at det er synd på den måde f.eks. somaliere gør det. De har jo slet ikke kontrol over deres børn.

Det er dog ikke alle somaliere, der ønsker at få mange børn:

Jeg vil nok helst have børn inden jeg bliver 30. Jeg vil gerne kunne snakke med mine børn og forstå dem, så vi er på samme bølgelængde. Jeg vil ikke have flere end to. Xxxx bliver det ikke til, jeg tror ikke på den med fodboldholdet, det er for meget. Mange af mine veninder siger, ”jeg vil kun have 3 børn, eller 4, hvis manden vil. Hvis nu min mand lige som lægger an til det, så vil jeg måske sige ja til 4.” Men det argument er jeg fuldstændig ligeglad med, det har jeg sagt. Det bliver 2 og så må han leve med det. For jeg tror simpelthen ikke, du kan give den samme kærlighed til alle dine børn hvis du har 10 eller 11. Så hellere fokusere på to, og så måske en tredje hvis man føler sig lidt ensom når de andre er vokset op.

En palæstinenser udtrykker det således:

Jeg vil gerne have 2-3 børn. Jeg vil gerne være en ung mor, men jeg vil ikke stoppe min karriere på grund af det. Men så kan jeg jo være forlovet i for eksempel to år, og så blive gift når jeg er tyve, og så få et barn to år efter. Men stadig, nyde livet, selv om jeg er under uddannelse. Min søster blev gift som17-årig, gik på gymnasiet og fik sit første barn også på gymnasiet, nu læser hun på universitetet og har sit andet barn. Jeg ser meget op til at en kvinde kan klare så meget, så tænker jeg at det kan jeg også. Der er ingen grund til at udsætte det.

Disse kvinder er typiske for den unge respondentgruppe. De fleste lægger vægt på at få børn, typisk to-tre stykker, højst fire. En konvertit kender dog kvinder, som ser anderledes på det:

Jeg kender for eksempel en dansk pige, hun får et barn om året og går hjemme og har altid gjort det. Hun laver mad og beder og læser Koranen. Hun bliver jo i nogle kredse betragtet som en anden Jomfru Xxxxx.

Kapitel III, Artikel 10, h

”adgang til særlig vejledning om, hvordan familiens sundhed og og trivsel sikres, herunder oplysning og rådgivning om familie- planlægning.”

FN’s Kvindekonvention stipulerer, at man skal sikre kvinder adgang til ”rådgivning om familieplanlægning”. Ud fra den respondentgruppe, der her er blevet adspurgt, lader det til, at den rådgivning er ved at slå igennem i den yngre aldersgruppe. De eneste, der ”får