UDBUD
UDBUD
BÆREDYGTIG PLANLÆGNING AF FERIEHUSOMRÅDER
1. ORDREGIVER
Der ønskes indhentet tilbud på udarbejdelse af et idekatalog om bæredygtig planlægning af feriehusområder.
Ordregiver på opgaven er Dansk Kyst- og Naturturisme, og kontaktpersonen er
Xxxxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxx.
Ordregiver:
Dansk Kyst- og Naturturisme Xxxxxxxxxxxxx 00, 0. sal
9440 Aabybro
CVR.-nr.: 36471271
Hjemmeside: www. xxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx
Supplerende spørgsmål vedrørende opgaven rettes til:
Xxxxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxx
Seniorkonsulent Tlf. x00 0000 0000
E-mail: xxx@xxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx
2. INTRODUKTION
Tilstrækkelig overnatningskapacitet er en fundamental forudsætning for at kunne imødekomme øget efterspørgsel og skabe yderligere vækst i kyst og naturturismen. For at dette kan ske på en balanceret måde, skal der fart på den bæredygtige omstilling. Det vil kræve et særligt fokus på omstilling af feriehuse og feriehusområder med det formål at forny og fremtidssikre kyst- og naturturismens markedsmodne kerneprodukt – feriehusene – samt de områder, hvori de er beliggende.
For at kunne omstille feriehusområderne i en mere bæredygtig retning, primært med fokus på den miljømæssige bæredygtighed, er det nødvendigt at se på planlægningen omkring feriehusene og den infrastruktur som feriehuset er afhængigt af – fx håndtering af øget spildevand, energiforsyning, affaldshåndtering, samt udbygning af infrastruktur til elbiler.
Der er omkring 220.000 sommerhuse i Danmark, hvoraf mange af dem ligger i naturskønne områder ved kysterne. Med mange danske og udenlandske overnatninger i de danske feriehuse bidrager feriehusturisme i høj grad til den samlede turisme i Danmark. Ca. en femtedel af landets sommerhuse er på udlejningsmarkedet, og med stigende overnatningstal hen over de seneste år betyder dette, at feriehusene bruges både i højsæsonen og i stigende grad også i forårs- og efterårssæsonen. En udvikling der kommer til at forsætte, hvis den rette kapacitet er til stede. Et øget brug af feriehusene ses også blandt feriehusejerne selv. Dertil ses det bl.a. også at flere feriehuse bliver benyttet til helårsbeboelse. Den øgede benyttelse af feriehusene blandt gæster og feriehusejere lægger et yderligere pres på infrastrukturen i sommerhusområderne. Mange af de eksisterende feriehuse ligger inden for kystnærhedszonen, hvilket kan give udfordringer ift. en mere bæredygtig udvikling af områderne hvad angår bl.a. udvikling af infrastruktur. Hvad giver det af udfordringer i de eksisterende sommerhusområder? Og hvordan kan dette løses?
Ved udlæg af nye arealer til sommerhusområder vil nogle kommuner have lidt areal til bebyggelse, mens andre vil have meget. Uanset hvilket scenarie der er tale om, kan der argumenteres for at det er nødvendigt ud fra et bæredygtighedsperspektiv, at man begynder at tænke hele vejen rundt om planlægningen af sommerhusområderne. Det vil sige, at vigtige bæredygtighedsprincipper bliver indtænkt i planstrategier, kommuneplaner og lokalplaner.
Dette taler ind i en ny klimadagsorden, hvor mange kommuner har forpligtet sig til at levere på klimamål, og hvor klimaplaner spirer frem i stort set alle kommuner. Dertil arbejdes der i kommunerne med bæredygtige turismestrategier. Det er ønsket, at der i dette arbejde også rettes fokus på, hvordan der kan arbejdes strategisk med planlægning af sommerhusområderne, som en del af bæredygtig turismeudvikling og hvor bæredygtighedsprincipper som et resultat kan indgå og prioriteres i
lokalplaner. At en bæredygtig planlægning af sommerhusområder kommer til at
indgå i den strategiske planlægning på lige fod med andre planer og sektorer.
Det er således formålet med den stillede opgave at bidrage til den miljømæssige og den sociale bæredygtighed i forhold til planlægning af feriehuse ved at kvalificere, inspirere til fremtidens planlægning af sommerhusområderne – både de eksisterende og ved udlæg af nye sommerhusområder.
Bæredygtig planlægning og infrastruktur skal tænkes ind ift. flere forskellige områdetypologier. Det kan være nye arealer som ikke er planlagte/udlagte og uden lokalplan, eksisterende arealer der er udlagte/planlagte men som ikke er bebygget med sommerhuse, eksisterende bebyggelse af sommerhuse samt eksisterende bebyggelse i andre områder end sommerhusområder fx flexboliger i landsbyer.
Ligeledes kan det også være ift. planlægning af områder med mulighed for placering
af store sommerhuse. Blot for at nævne nogle eksempler.
3. OPGAVEBESKRIVELSE
Dansk Kyst- og Naturturisme (herefter DKNT) ønsker således et tilbud på løsning af
denne opgave, som minimum forventes at indeholde følgende hovedleverancer:
1. Med henblik på at identificere centrale bæredygtighedsudfordringer gennemføres en mapping som skal indeholde en introduktion til relevante problematikker samt en dybdegående analyse af udvalgte problemstillinger.
2. Oplæg på udviklingsveje og relevante løsninger til mere bæredygtige feriehusområder.
3. Med udgangspunkt i ovenstående foretages en analyse af relevante fokusområder set ift. udvalgte områdetypologier med dertilhørende scenarier (fx ligger arealet inden for eller uden for kystnærhedszonen, er der tale om naturlig forsættelse af eksisterende bebyggelse osv.). Hver områdetypologi skal indeholde handlingsanvisende anbefalinger, hvor der tages højde for den eksisterende lovgivning og hvilke muligheder og barrierer der er ift. realisering af nogle af anbefalingerne.
4. Med afsæt i tre case-kommuner arbejdes der i dybden med udvalgte områdetypologier og scenarier for planlægning af feriehusområder i de pågældende kommuner. Denne leverance kan bl.a. også indeholde ideer og koncepter på skitser til hvordan sommerhusområdet kan se ud i et planmæssigt perspektiv. Udvælgelse af de 3 case-kommuner vil ske i dialog med valgt rådgiver. Rådgiver kan i tilbuddet komme med bud på relevante geografier. Valg af kommune vil ske ud fra nogle kriterier, som defineres sammen med rådgiver, og hvor de udvalgte kommuner forpligter sig til
samarbejdet i form af timeallokering, arealer til brug i områdetypologien mm. Resultaterne fra de tre kommunecase-beskrivelser skal formidles således at det kan give inspiration og anbefalinger til kommunernes videre arbejde.
Det er forventningen, at tilbudsgiver anskueliggør, hvordan opgaven tænkes løst med afsæt i ovenstående oplæg. Alternative løsningsforslag end ovenfornævnte bydes meget velkomne. Det er ligeledes forventningen, at tilbudsgiver har indgående faglig erfaring inden for området og dertil vil trække på erfaringer og viden som fx at inddrage principper for bæredygtigt byggeri og bæredygtig områdeudvikling – fx DGNB-certificering m.fl. i opgaveløsningen samt bruge erfaringerne fra bl.a. rapporten Sommerhuse og verdensmål – benyttelse, beskyttelse og planlægning udgivet af forskere fra Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Realdania.
Da en fyldestgørende løsning af opgaven kræver forskellige former for ekspertise, vil det være oplagt at være flere typer af rådgivere/konsulenthuse om løsning af opgaven. Vi byder derfor et tilbud med et konsortium indeholdende flere virksomheder velkomment. Der skal dog være en hovedrådgiver, som vil indgå kontrakt med DKNT, hvor andre rådgivere knyttet til løsning af opgaven vil indgå i kontrakt med denne og ikke DKNT.
Den forventede vægtning af de fire hovedleverancer ift. allokering af ressourcer er
følgende:
1. Mapping: 15%
2. Oplæg på udviklingsveje og løsninger: 15%
3. Analyse af fokusområder ift. udvalgte typologier/scenarier: 35%
4. Analyse af områdetypologier i 3 kommuner: 35%
Slutleverancen forventes at indeholde resultater og analyse af ovenstående punkter. Som en del af dette, også forskellige former for visualiseringsmateriale som fx oversigtskort, skitser, visualisering af udviklingsprincipper mm. Anbefalinger skal have karakter af at kunne anvendes bredt.
De primære modtagere af rapporten vil være kommuner og lodsejere.
KRAV TIL DEN SKRIFTLIGE LEVERANCE
Det er forventningen der i den skriftlige leverance anvendes billeder og andet visuelt materiale, der tydeligt viser ideer og koncepter udviklet i de tre case-kommuner.
Derudover er der følgende krav:
- Rapporten afleveres som fil, færdigopsat i DKNTs design:
o xxxxx://xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx/xxxxxx
- Rapporten indeholder et executive summary på engelsk
- Rapporten er korrekturlæst
- Alle anvendte billeder, skal krediteres, og alle rettigheder til at anvende disse billeder skal overdrages til DKNT som en del af leverancen. Brug af billeder i leverancer udarbejdet for DKNT skal altid være i overensstemmelse med Dansk Ophavsret
3.1. UDBUDSFORM
Udbuddet er offentligt tilgængeligt, og udbudsmaterialet er annonceret på
xxx.xxxxx.xx samt xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx den 16. september 2022.
3.2. TIDSPLAN OG KONTRAKTPERIODE
- Deadline for evt. spørgsmål: 29. september 2022
- Offentliggørelse af stillede spørgsmål på DKNT’s hjemmeside: 30. september
2022
- Deadline for indsendelse af tilbud: 5. oktober 2022
- Møde med udvalgte tilbudsgivere i forbindelse med udvælgelsesprocessen: 12. oktober 2022
- Meddelelse om tilbud er antaget eller forkastet: uge 41 2022
- Opstartsmøde med valgt rådgiver: 14. oktober 2022
- Aftalens ikrafttræden: uge 41-42 2022
Kontrakten træder i kraft efter opstartsmøde med valgt rådgiver og forventes at løbe frem til udgangen af december 2022. Kontrakten udløber dog først, når rådgiveren har leveret de i kontrakten foreskrevne data og afrapporteringer i kontraktmæssig stand.
4. AFLEVERING OG BEHANDLING AF TILBUD
Tilbud skal sendes som pdf-fil til Xxxxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxx hos DKNT på xxx@xxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx, senest 5. oktober 2022. Alle relevante oplysninger skal fremgå af tilbuddet. De indkomne tilbud behandles fortroligt.
I forbindelse med valg af rådgiver vil DKNT afholde et møde med udvalgte tilbudsgivere, med henblik på at uddybe tilbudsmaterialet. DKNT indkalder til et sådant møde med afholdelse den 12. oktober 2022.
Tilbudsgivere kan umiddelbart efter tilbudsfristens udløb rekvirere en samlet oversigt
over de virksomheder, der har afgivet rettidige tilbud.
Alle deltagere i tilbudsgivningen vil modtage skriftlig underretning, om det afgivne tilbud er antaget eller forkastet, hurtigst muligt, efter at DKNT har truffet beslutning herom.
DKNT kan til enhver tid aflyse indhentningen af tilbud, hvis der foreligger en saglig begrundelse herfor. En saglig begrundelse foreligger f.eks. ved manglende konkurrence eller utilfredsstillende bud eller fejl i tilbudsprocessen.
DKNT anser ikke valg af rådgiver for afsluttet, før der er indgået endelig kontrakt med
en rådgiver.
Tilbudsgiveres eventuelle omkostninger i forbindelse med udarbejdelse af tilbuddet samt dokumentation er DKNT uvedkommende.
Tilbuddet bedes indeholde et oplæg på tilgang til opgaveløsningen og tidsplan. Derudover desuden ansvarsfordeling i det samlede team samt hvilke rådgivere der er ansvarlige for de enkelte delleverancer. Tilbudsgiver skal for de allokerede medarbejdere/partnere oplyse og dokumentere følgende i tilbuddet (i det omfang det er muligt):
1. En beskrivelse af organiseringen af det team, der skal løse opgaven ift. opgavefordeling, ansvarsområder, projektstyring og timeforbrug pr. medarbejder/partner. Dette ift. den samlede opgave og delleverancer
2. Oplyse anciennitet og erfaring på nøglepersoner knyttet til opgaven. Sende CV på nøglepersoner allokeret til løsning af opgaven sammen med tilbuddet.
3. Tilbuddet skal samtidig redegøre for de forventede leverancer af opgaven - gerne begrundet i erfaringer med tilsvarende opgaver.
DKNT vil lægge vægt på, at tilbudsgiver har en tilstrækkelig organisering af medarbejdere og partnere med en tilstrækkelig erfaring, faglig bredde og dybde til at kunne gennemføre en kvalificeret løsning af opgaven. DKNT vil ligeledes lægge vægt på, at der i lyset af den udbudte opgave demonstreres en hensigtsmæssig og effektiv organisation, som indeholder tydelige kompetence- og ansvarsforhold.
4.1. TILBUDSFORBEHOLD
Tilbudsgiver opfordres til at undlade at tage forbehold overfor udbudsmaterialet, da tilbudsgiver derved risikerer, at DKNT vil være både berettiget og forpligtet til at afvise tilbuddet som ukonditionsmæssigt.
Tilbud med forbehold vil blive afvist som ukonditionsmæssige, medmindre der er tale om forbehold af ubetydelig art. Forbehold af ubetydelig art vil efter omstændighederne blive kapitaliseret uden drøftelser med tilbudsgiver, og værdien heraf vil i så fald medgå i vurderingen af tilbuddets økonomiske værdi.
Har tilbudsgiver spørgsmål eller bemærkninger til opgaven, eller finder tilbudsgiver, at opgaven er uklar på ét eller flere punkter, opfordres tilbudsgiver til at søge dette afklaret ved at rette henvendelse til DKNT, jf. ovennævnte tidsfrister.
Der kan ikke gives bud på dele af opgaven.
4.2. PRIS
Den forventede totalpris på løsning af opgaven er kr. 800.000, - ekskl. moms og inklusiv alle udgifter knyttet til løsning af opgaven. I fremsendte tilbud skal tilbudsgiver angive prisen (DKK, ekskl. moms) for løsning af hele opgaven samt pr. delleverance.
5. EVALUERING AF TILBUD
Tildeling af opgaven sker på baggrund af det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Det økonomisk mest fordelagtige tilbud bedømmes ud fra følgende parametre med dertilhørende vægte:
1) Pris: 20 pct.
2) Kvalitet og kvalifikationer: 80 pct.
Ad 1) Følgende elementer indgår i evalueringen af prisen:
- Prisen for tjenesteydelsen.
Ad 2) Følgende elementer indgår i evalueringen af tilbuddets kvalitet og kvalifikationer:
- Tilbudsgivers samlede opgaveforståelse
- Tilbudsgivers oplæg til opgaveløsning
- Tilbudsgivers erfaring inden for feltet
- Tilbudsgivers oplæg til formidling af leverancen
- Sammensætning af team til løsning af de identificerede opgaver, herunder opgavefordeling, ansvarsområder og timefordeling på allokerede medarbejdere
- Tilbudsgivers ressourcer ift. at løse opgaven inden for tidsrammen
6. KONTRAKTMÆSSIGE FORHOLD
I forbindelse med indgåelse af kontrakt med tilbudsgiver indgår følgende forhold
som betingelser for samarbejdet:
- At tilbudsgiver bliver betalt for løsning af opgavens leverance ud fra følgende:
o 50% ved indgåelse af kontrakten.
o 50% efter endt udarbejdelse og godkendelse af rapport
- At kontrakten kan ophæves ved misligholdelse, det vil sige manglende leverancer på aftalens opgave.
6.1. EJERSKAB OG RETTIGHEDER
Ordregiver er berettiget til frit at anvende det materiale, som udarbejdes af Rådgiver til løsning af den pågældende opgave, herunder skitser og andet visuelt materiale. Dette indebærer, at Ordregiver frit kan formidle og offentliggøre materialet, fremstille eksemplarer af det, ændre det, overdrage det til tredjemand eller lade indholdet danne grundlag for anden rådgivers viderebearbejdelse eller omarbejdelse.
Ordregiver har dog pligt til at kreditere Rådgiver og dennes eventuelle navngivne underrådgivere som ophavsmænd til materialet.
Rådgiver beholder alle rettigheder over sine ideer og det materiale, som er udarbejdet. Rådgiver kan ikke offentliggøre projektmateriale uden godkendelse fra Ordregiver, men er berettiget til at anvende opgaven som reference.
6.2. TAVSHEDSPLIGT
Parterne er forpligtede til at sikre, at indholdet af nærværende aftale ikke afsløres for uvedkommende. Denne forpligtelse gælder også efter aftalens ophør.
6.3. KOMMUNIKATION
Medmindre andet aftales konkret, forestår Ordregiver enhver ekstern kommunikation vedrørende alle leverancerne i opgaven fra Rådgiver i forbindelse med opgavens løsning. Medmindre andet konkret aftales, skal Rådgiver derfor henvise enhver henvendelse fra pressen eller anden tredjemand vedrørende opgaven til Ordregiver og må ikke uden Ordregivers forudgående godkendelse kommunikere eksternt vedrørende opgaven. Rådgiver er forpligtet til at sikre, at eventuelle underleverandører også overholder denne forpligtelse.
6.4. UDFYLDENDE REGLER
I den udstrækning andet ikke er bestemt i denne aftale, regulerer ABR 18 Forenklet parternes retsforhold.