Udskriftsdato: 4. oktober 2024
Udskriftsdato: 4. oktober 2024
KEN nr 10227 af 31/03/2010 (Gældende)
Ankestyrelsens principafgørelse 4210 om mellemkommunal refusion klagemulighed aftale
Ministerium: Social og Boligministeriet
Journalnummer: X.xx.: 380002909
Ankestyrelsens principafgørelse 42-10 om mellemkommunal refusion - klagemulighed - aftale
Resume:
Udgiften til betaling for et opholdssted i en opsigelsesperiode var en faktisk udgift efter servicelo- ven og omfattet af retten til refusion.
Spørgsmålet om, hvorvidt handlekommunen havde udvist tilstrækkelig omhu i forbindelse med løsning af opgaverne, og således havde løst dem med færrest mulige omkostninger, kunne ikke behandles i det administrative klagesystem. Uenigheden måtte afgøres ved domstolene efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.
Love:
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1203 af 10. december 2009 - § 9c, stk. 1
Afgørelse:
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om mellemkommunal refusion af udgifterne til et opholdssted i en opsigelsesperiode
Resultatet er:
• Y Kommune er forpligtet til at yde refusion for den samlede opsigelsesperiode.
Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen V.
Det betyder, at kommunen må rejse sit eventuelle krav som følge af den indgåede samarbejdsaftale ved domstolene efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.
På de næste sider kan I læse om begrundelse,med videre. Begrundelsen for afgørelsen
Udgiften til betaling af opholdsstedet i opsigelsesperioden er en faktisk udgift efter serviceloven og omfattet af retten til refusion.
Vi har lagt vægt på, at der i sagen ikke er uenighed om, at der i loven er hjemmel til at afholde udgiften til opholdsstedet for det anbragte barn. Der er således ikke uenighed om, hvilket ydelsesniveau borgeren er berettiget til.
Vi har endvidere lagt vægt på, at der ikke er uenighed om, at der i forbindelse med barnets et skift af opholdssted kan blive tale om en kortere periode med dobbelt opholdsbetaling, idet der kan være aftalt en opsigelsesperiode i kommunens kontrakt med opholdsstedet.
Spørgsmålet om, hvorvidt handlekommunen har udvist tilstrækkelig omhyggelighed i forbindelse med at løse opgaverne med færrest mulige omkostninger kan ikke behandles efter retssikkerhedsloven.
Hvis en handlekommune på grund af manglende omhu i forbindelse med sine forpligtelser over for borgerne, har påført betalingskommunen unødvendige udgifter, må dette løses mellem kommunerne efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.
Bemærkninger til klagen
Y Kommune har oplyst, at der ved vurdering af refusionsomfanget må tages hensyn til de bagvedliggende aftaler, herunder når det generelle ydelsesniveau er overskredet eller når aftaler indgås med mangelfulde kontrakter.
Vi bemærker, at nævnet og Ankestyrelsen kan tage stilling til, hvilken ydelse borgeren er berettiget til, idet der er tale om en afgørelse efter serviceloven, men at der ikke har været uenighed om dette i sagen.
En vurdering af, hvilke rettigheder en samarbejdspartner (f.eks. et opholdssted) har eller burde have i forhold til en kommune, afhænger af den indgåede kontrakt. Der er således ikke tale om en afgørelse.
Med hensyn til konsekvensen af mangelfulde kontrakter eller mangelfuld indsats for at anfægte en kontrakt, der i det konkrete tilfælde eller mere generelt er urimelig, henviser vi til begrundelsen.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 20. maj 2009
• Klagen til Ankestyrelsen af 16. juni 2009
• Nævnets genvurdering
Vi har ved behandling af sagen lagt til grund, at Q Kommune er handlekommune i en sag om et barn, der er anbragt uden for hjemmet og at Y Kommune er betalings¬kommune.
Det fremgår af sagen, at den daværende handlekommunen ved anbringelse af barnet indgik samarbejds- aftale med et opholdssted. Af kontrakten af marts 1998 fremgik, at aftalen kunne opsiges med en måneds varsel. I kontrakt af december 2002 blev opsigelsesvarslet ændret til, så det ved mere end 5 års anbringelse var 6 måneder.
I brev af 2. januar 2003 fra P Amt gives der tilsagn om amtslig finansiering. Det påpeges dog, at amtet kun godkender en opsigelsesfrist på løbende måned + en måned.
Den 3. april 2006 besluttede Q Kommune at opsige samarbejdsaftalen med anbringelsesstedet, og dagen efter flyttede kommunen barnet til et nyt opholdssted.
Y Kommunen traf afgørelse 14. april 2008 om refusionskravet. Ved afgørelsen afviste kommunen at betale udgifterne for mere end 3 måneder af opsigelsesperioden. Afgørelsen var begrundet med, at flytningen og det lange opsigelsesvarsel medførte, at kommunen fik en dobbelt udgift til opholdsbetaling for perioden april-oktober 2006. Kommunen henviste endvidere til, at amtet allerede i 2003 havde oplyst, at det ikke godkendte så langt et opsigelsesvarsel.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse.
Nævnet har begrundet afgørelsen med, at der var tale om en faktisk udgift, der var nævnt i § 9c, stk. 1 og at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til en samarbejdsaftale mellem en kommune og et socialpædagogisk opholdssted.
Y Kommune har klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at der ved vurdering af refusionsomfanget må tages hensyn til de bagvedliggende aftaler, herunder når det generelle ydelsesniveau er overskredet eller når aftaler indgås med mangelfulde kontrakter. Det anføres videre, at man i den konkrete sag bliver i tvivl om, hvorvidt der var tale om en opsigelse eller en ophævelse af kontrakten. Hvis ikke de bagvedliggende omstændigheder vurderes, bliver refusionstilsagn efter kommunens opfattelse en blancocheck og en sovepude for handle- kommunen, og for betalingskommunen indebærer det en vanskelliggjort udgiftsstyring.
Nævnet har ved genvurdering fastholdt afgørelsen. Formålet med behandlingen af sagen
Vi har behandlet sagen for at afklare praksis for betalingskommunens muligheder for at afvise refusion af udgifter, der skyldes en privatretlig aftale, som handlekommunen har indgået.