Bilag
Bilag
til Regionsrådets
møde den 7. februar 2007
Punkt nr. 17
Forslag til samarbejdsaftale og budget for det forberedende arbejde med letbaneprojekt i Århus-området
Bilag 1: Aftale om samarbejde om letbane i Århus gældende fra 1. januar 2007
§ 1
Aftalen fastlægger rammerne for samarbejdet om udvikling, administration og markedsføring af et letbaneprojekt i Århus-området.
Aftalen er indgået mellem:
• Århus Kommune
• Region Midtjylland
• Norddjurs Kommune
• Syddjurs Kommune
• Odder Kommune
• Faurskov Kommune
• Skanderborg Kommune
• Midttrafik
Stk. 2. Andre kommuner er velkomne i samarbejdet, og de nærmere vilkår og økonomiske forpligtelser i forbindelse med optagelsen i samarbejdet forhandles med styregruppen.
Stk. 3. Trafikministeriet og Trafikstyrelsen inviteres til at deltage i samarbejdet.
§ 2
Formålet med samarbejdet er at samle kræfterne om virkeliggørelse af visionen om en letbane i Østjylland.
Stk. 2. Formålet med letbanen er at styrke udviklingsmulighederne i Østjylland ved at give den kollektive trafik et kvalitetsløft, der kan medføre flere passagerer i den kollektive trafik – og mindske trængselsproblemer på vejnettet.
Stk. 3. Letbanen skal være en integreret del af Midttrafiks trafiknet.
Stk. 4. Formålet med samarbejdsaftalen er at få gennemført de indledende forberedelser af letbaneprojektet.
§ 3
Samarbejdet omfatter:
1. Organisatoriske og administrative områder:
- Etablering af et fælles udviklingssekretariat, forankret i Midttrafik
- Etablering af tværgående projektgruppe bestående af administrative repræsentanter for aftaleparterne samt Trafikstyrelsen.
- Etablering af en tværgående styregruppe bestående af ledende repræsentanter for alle aftaleparterne samt Trafikministeriet.
- Samarbejde med Trafikstyrelsen, togoperatører og infrastrukturforvaltere på de togstrækninger der indgår (DSB, HHJ, Arriva) og BaneDanmark
- Fastlæggelse af kommissorium, herunder målsætninger, tidsrækkefølge, tidsplan og forventede resultater af arbejdet, samt godkendelse af kommissoriet hos aftaleparterne.
- Fastlæggelse af budget og fordelingsnøgle samt godkendelse af aftale om finansiering mellem aftaleparterne samt staten.
2. Videreførelse af arbejdet med etableringen af et letbaneprojekt i Østjylland, som tager udgangspunkt i det udredningsarbejde, som Århus Amt og Århus Kommune har gennemført i 2005/2006. Udviklingssekretariatet skal fungere som initiativtager og tovholder, samt sikre fremdriften af projektet.
3. Gennemførelse af VVM undersøgelse for i første omgang projektets 1. etape under anvendelse af nødvendig konsulentbistand.
4. Information, herunder:
- Presse og Borgerinddragelse
- Internet/Hjemmeside
Stk. 2. Trafikmodel
Trafikmodellen, som har været grundlag for det hidtidige arbejde med letbaner i Århusområdet opdateres og udbygges m.h.p. at forbedre grundlaget for:
1. Fastlæggelse af linieføring og kapacitetsbehov i letbanenettet
2. Fastlæggelse af etape-rækkefølge
3. Planlægning af konsekvensændringer i rutenettet
4. Beregning af økonomiske konsekvenser
Stk. 3. Deltagerne i samarbejdet er forpligtet til løbende at bidrage med økonomiske data, planlægningsdata mv. for de busruter og banestrækninger, der vil blive påvirket af etableringen af en letbane, at bistå ved gennemførelsen af tællinger og passagerundersøgelser, samt indgå i arbejdsgrupper i nødvendigt omfang.
§ 4
Udviklingskontoret er under daglig ledelse af Midttrafiks direktion. Samarbejdet er under overordnet ledelse af Midttrafiks bestyrelse.
§5
Samarbejdet ledes af en styregruppe, der er en embedsmandsgruppe. Hver deltagende part udpeger ledende repræsentanter (direktør/chefniveau) til styregruppen. Trafikministeriet inviteres til at udpege en repræsentant til styregruppen.
Stk. 2. Der kan optages observatører i styregruppen.
Stk. 3. Hvis de faste medlemmer af styregruppen er forhindret i at deltage i et møde, kan der sendes en stedfortræder.
§ 6
Direktøren for Midttrafik er formand for Styregruppen. Styregruppen vælger en næstformand. Styregruppen afgør omfanget af formandens bemyndigelser.
Stk. 2. Styregruppen er kun beslutningsdygtig, når Midttrafik, Århus Kommune og Region Midtjylland er repræsenteret. Alle beslutninger kræver som minimum enighed mellem disse tre parter og desuden skal der være simpelt flertal blandt de fremmødte i Styregruppen.
Stk. 3. Beslutninger, som dokumenteret har væsentlige økonomiske konsekvenser for deltagerne i samarbejdet, skal godkendes af alle deltagere.
§ 7
Styregruppen afholder møde efter formandens bestemmelse, eller når et medlem af gruppen anmoder om det. Der afholdes møde mindst en gang hvert kvartal.
§ 8
Styregruppen har ansvaret for styringen i forbindelse med samarbejdet og for, at de aftalte økonomiske rammer og øvrige betingelser overholdes.
§ 9
De daglige funktioner i forbindelse med samarbejdet varetages af et udviklingskontor.
Stk. 2. Udviklingskontoret er placeret i Midttrafik, der varetager personaleadministrationen for medarbejderne i sekretariatet. Lokaleudgifter, kontorholdsudgifter mv. dækkes af Letbane- samarbejdet efter nærmere aftale.
Stk. 3. Lederen af sekretariatet refererer til formanden for styregruppen, men følger i praktiske spørgsmål vedr. udviklingskontorets drift forholdene hos Midttrafik. Udviklingskontoret indplaceres som et selvstændigt team, forankret i Området Trafikplanlægning i Midttrafik.
Stk. 4. Regionen, Århus Kommune og Midttrafik udpeger hver repræsentanter til en projektgruppe (arbejdsgruppe), som har ansvaret for det løbende samarbejde med udviklingskontoret og med egen organisation. Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs og Skanderborg Kommuner kan udpege repræsentanter til projektgruppen. Trafikstyrelsen inviteres til at deltage i projektgruppen. Området Trafikplanlægning i Midttrafik varetager formandsskabet for projektgruppen.
§ 10
Der etableres en politisk følgegruppe med en repræsentant fra hver af de i § 1 nævnte deltagende parter Mindst én gang om året afholdes et møde i følgegruppen, hvor status og fremtidige mål for letbanesamarbejdet drøftes.
Handlingsplan
§ 11
Udviklingskontoret udarbejder til styregruppen løbende afrapporteringer om projektets fremdrift. Herudover udarbejdes halvårlige handlingsplaner, som beskriver, hvilke projekter, der forventes igangsat, og hvilke projekter, der forventes afsluttet med klaresucceskriterier og en tidsplan.
Afrapporteringer godkendes løbende og handlingsplanen godkendes på sidste styregruppemøde forud for iværksættelsen.
Finansiering
§ 12
For fællesomkostninger i forbindelse med samarbejdet fastlægges en budgetramme og en fordeling af omkostningerne mellem de deltagende parter. Fordelingen beregnes udfra følgende fordelingsnøgle:
• Århus Kommune: 60%
• Region Midtjylland: 20%
• Syddjurs, Norddjurs, Odder, Favrskov og Skanderborg Kommuner hver 4%
• Trafikministeriet inviteres til at bidrage økonomisk til samarbejdet og vil blive ansøgt om midler til finansiering af særskilte projekter, forundersøgelser og etablering af letbanen, inkl. infrastruktur og tog.
Stk 2. Fordelingen af omkostninger mellem de deltagende parter for anlægs- og driftsomkostninger – herunder VVM undersøgelse – skal vurderes og godkendes af alle parter, når disse er kendt og kan budgetteres, og når der er kendskab til tilskud fra Trafikministeriet.
§ 13
Hvis samarbejdet udvides med flere parter fastlægges de økonomiske vilkår i forbindelse med udvidelsen i styregruppen. Nye deltagere indgår i øvrigt på samme vilkår som de øvrige deltagere.
§ 14
De deltagende parter har fuld indsigt i alle samarbejdets forhold. Retten til indsigt udøves først og fremmest via deltagernes repræsentanter i styregruppen og gennem deltagere i arbejdsgrupper. Disse
personer kan til enhver tid kræve oplysning om ethvert fælles forhold, uanset om oplysningen foreligger skriftligt eller mundtligt. Styregruppen og udviklingskontoret er forpligtet til at imødekomme sådanne forespørgsler uden unødigt ophold.
Budget og regnskab
§ 15
Der udarbejdes hvert år et budget og et årsregnskab for fællesomkostningerne i forbindelse med samarbejdet. Budget og regnskab godkendes af styregruppen.
Stk. 2. Budget og regnskab følger kalenderåret. Et færdigt budget for det kommende år skal foreligge senest den 1. marts. Årsregnskabet med revisors bemærkninger tilsendes de deltagende trafikselskaber/amter senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb. For 2007 skal budgetforslag foreligge i februar 2007 og budget for 2008 skal være godkendt senest 15. september 2007.
Stk. 3. Regnskabet revideres af revisionen hos Midttrafik, efter det her gældende regulativ. Stk. 4. Et overskud på et årsregnskab kan overføres til det efterfølgende år.
Gyldighed, opsigelse
§ 16
Aftalen gælder med virkning fra den 1. marts 2007 og indtil videre.
Stk. 2. Ønsker en part at trække sig ud af samarbejdet, kan dette ske med ét års varsel til 1. januar, dog skal budget for 2008 være godkendt senest 15. september 2007, for at samarbejdet videreføres i 2008.
Den
(for Århus Kommune) Den
(for Region Midtjylland) Den
(for Syddjurs Kommune) Den
(for Norddjurs Kommune)
Den
(for Odder Kommune)
Den
(for Favrskov Kommune) Den
(for Skanderborg Kommune)
Den
Midttrafik
Udviklingskontor.
Kontoret bemandes i 2007 med 1 person, som forventes ansat hurtigst muligt efter beslutning om organisering og budget i bestyrelsen 22. februar 2007. Midttrafik forventes inden for rammerne af administrationsbudgettet for 2007 at bidrage med ½ stilling. For 2008 vil det i budgetudkast for 2008 blive vurderet, om kontoret skal udvides til 2 personer. Udviklingskontoret indplaceres som et selstændigt team, forankret i Området Trafikplanlægning i Midttrafik. Der nedsættes et ansættelsesudvalg med repræsentanter fra Midttrafik, Århus Kommune, Region Midtjylland, som udarbejder jobprofil, stillingsopslag og gennemfører ansættelse. Midttrafik har initiativpligt.
Overhead: Lokaler, IT, kontorhold mv.
Udviklingskontoret får kontorlokaler hos Midttrafik, Xxxxx Xxxxxxxxxx 0, x Xxxxx. Overhead-udgifter er anført som 30% af lønudgiften. Udviklingskontoret indgår på linie med øvrige medarbejdere mht. lokaler, IT., telefon, kontorhold osv.
Information og borgerinddragelse.
Der er afsat et beløb til markedsføring/information vedr. letbaneprojektet. Der kan fx være behov for udarbejdelse af udgivelse af foldere og anden borgerinformation, herunder egen hjemmeside. Der vil desuden være mulighed for at lave tiltag, der fremmer borgerinddragelsen i projektet.
Undersøgelser og konsulentbistand.
VVM-undersøgelsen, som Trafikministeriet forventes delvist at finansiere, forudsættes gennemført ved anvendelse af konsulentbistand herunder bistand til nødvendig skitseprojektering. Der er kun indarbejdet et mindre beløb i 2007, idet der er behov for en del tid til at få beskrevet indhold af VVM
– både af hensyn til intern planlægning og af hensyn til, at det statslige tilskud givetvis kræver ret præcise oplæg.
Møder, rejser, kurser mv.
Det er afsat et beløb til såvel udviklingskontorets møder, befordringsudgifter, kurser mv., som eksterne møder og rejser. Det er forudsat, at samarbejdets parter selv betaler fx befordringsudgifter, møder og rejser.
VVM-undersøgelse.
I finanslovsaftalen på trafikområdet har Regeringen sammen med Det radikale venstre og Dansk Folkeparti aftalt at yde tilskud fra Transport- og Energiministeriets anlægspulje til Århus Kommunes gennemførelse af VVM-analyse af sporvognsbetjening i Århus. Der skal af udviklingssekretariatet udarbejdes beskrivelse af og overslag over omkostninger til VVM-undersøgelse. Trafikministeriet skal efterfølgende anmodes om mindst 50%’s medfinansiering af udarbejdelsen af VVM-undersøgelse for letbanen. Der er derfor kun medtaget et lille beløb til VVM-undersøgelse, idet der kan være behov for konsulentbistand til skitseprojektet.
Omkostninger til VVM-redegørelsen skønnes foreløbigt at udgøre omkring 15 – 25 mio. kr. fordelt over et par år. Trafikministeriet vil blive ansøgt om støtte, når der er udarbejdet nærmere beskrivelse.
Bilag 2: letbanesamarbejdet - budet 2007
Budget 2007
Budget | |
Kr. | |
Lønninger | 500.000 |
Information og borgerinddragelse | 400.000 |
Overhead: lokaler, EDB, kontorhold mv. | 150.000 |
Møder, rejser, kurser mv. | 30.000 |
Undersøgelser og konsulentbistand | 300.000 |
I alt | 1.180.000 |
Budget | |
Kr. | |
Bidrag fra Århus Kommune | 708.000 |
Bidrag fra Region Midtjylland | 236.000 |
Bidrag fra Odder, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov og Skanderborg kommuner – i alt* | 236.000 |
1.180.000 |
* Odder, Norddjurs, Syddjurs, Skanderborg og Favrskov kommuner betaler hver 4%, svarende til
41.200 kr.
2