KAPITEL 2
Indgåelse af kontrakter
1. Kontraktmodeller
En del af kontraktretten består af regler om fremgangsmåder, som parter kan følge til indgåelse af kontrakter. Disse regler indeholder nyttige brugsanvis- ninger for personer og virksomheder (juridiske personer), som ønsker at ind- gå bindende aftaler. Aftaleloven indeholder kun regler om indgåelse af aftaler ved udveksling af tilbud og accept. Denne begrænsning af lovens indhold be- tyder imidlertid ikke, at kontrakten kun kan indgås ved accept af tilbud. Afta- leloven begrænser ikke friheden til valg af fremgangsmåde ved indgåelsen af kontrakter. Aftaleloven stiller i øvrigt heller ikke krav om skriftlig affattelse eller anden særlig form. Kontrakter kan indgås på enhver måde, hvorved par- terne over for hinanden tilkendegiver, at de indgår en kontrakt af et bestemt indhold. Aftaler kan således indgås ved brug af alle tænkelige kommunikati- onsformener, herunder eksempelvis skriftligt, mundtligt eller digitalt.
Kontrakter kan indgås mellem personer, der er til stede samtidig. De kan indgås mellem personer eller virksomheder digitalt via eksempelvis e-mail eller sms. De kan ligeledes indgås digitalt gennem en hjemmeside på internet- tet.
En kontrakt bliver til ved, at to eller flere parter – være sig fysiske eller ju- ridiske personer, virksomheder eller institutioner – indgår aftale om en retlig disposition, et køb, et lån, udførelsen af et arbejde eller andet, hvis indhold de mere eller mindre udførligt har beskrevet i aftalen. En enighed (consensus, meeting of the minds) mellem parterne er i almindelighed en nødvendig be- tingelse for, at en bindende kontrakt kommer i stand, sml. U 2001.100 H, hvor parterne havde anmodet et arkitektfirma om at udarbejde et projektfor- slag.
De kontraherende parter kan give udtryk for deres enighed på forskellig måde. Parterne kan f.eks. samtidig eller hver for sig tiltræde en skreven tekst, som de eller deres medarbejdere har forberedt i fællesskab ved at skrive tek- sten under. Aftaleloven omhandler kun aftaleindgåelse ved tilbud og accept
ved, at et tilbud afgivet af den ene part besvares af den anden part med en ac- cept, som er rettidig, og som i indhold stemmer overens med tilbuddet. Et til- bud, f.eks. om køb af en bil eller om salg eller opførelse af et hus, er et løfte, der ligesom andre løfter er bindende for løftegiveren. Et tilbud er karakteri- stisk ved sit indhold og ved, at det falder bort ved udløbet af acceptfristen el- ler ved, at tilbudsmodtageren afslår tilbuddet, jf. AFTL §§ 2, 3 og 5. Accepte- res tilbuddet, er der indgået en endelig kontrakt mellem parterne med det fæl- les (overensstemmende) indhold i tilbud og accept. Langtfra alle kontrakter bliver til ved accept af et tilbud.
Woxholth: Avtalerett s. 87 ff. giver en række eksempler på aftaleindgåelse på andre måder. Eksemplerne er bl.a. stiftelse af en forening, overtagelse af et selskab og bestilling af en ferierejse.
Underskriver parterne hver for sig eller i et møde et kontraktdokument, som de selv eller deres medarbejdere eller rådgivere har udarbejdet i fællesskab, er der i almindelighed ikke grundlag for at betegne den enes tiltrædelse af op- lægget som tilbud og den andens som accept. Ved større kontrakter gennem- føres undertiden en såkaldt »closingprocedure«, der betegner en form for ju- ridisk afleveringsforretning i den forstand, at diverse dokumenter vedrørende kontrakten fremlægges i et møde sammen med eventuel aftalt dokumentati- on.8 Heller ikke i detailhandlen er det altid muligt at kvalificere afgivne er- klæringer og undladelser af at protestere (reklamere) mod modtagne erklæ- ringer som tilbud og accept.9
Reglerne i aftalelovens kapitel I »om afslutning af aftaler« angår kun kon- trahering ved tilbud og accept. Den kommission, der udarbejdede Udkast til Xxxxxxxxx, havde navnlig afslutning af engroshandelens aftaler gennem korre- spondance for øje. Der er her behov for hurtige beslutninger, bl.a. af hensyn til videresalg og fordi prissvingninger på varerne spiller en væsentlig rolle. Kontrahering i engroshandelen skete især ved udveksling af breve eller tele- grammer. Aftalelovens kontraktmodel – kontrahering ved tilbud og accept – har stadig stor betydning. De dokumenter, der benyttes ved kontrahering ved dialog efter tilbud-accept-modellen, benævnes ofte i stedet for tilbud og ac- cept, f.eks. bestilling, ordre, ordrebekræftelse, stadfæstelse eller lignende.
8. Jf. bl.a. Xxxxx Xxxxxxxx: Praktisk Aftaleret s. 223 ff. og Woxholth: Avtalerett s. 135 f.
9. Sml. PECL (Principles of European Contract Law) 2:101, Håstad i Forhandlingerne på det 32. nordiske Juristmøde 1990, del 1 s. 255 ff., Xxxxxxx i Forhandlingerne på det 24. nordiske juristmøde 1966 s. 182 ff. samt Grönfors og Xxxxxxxx: Aftalslagen
s. 45 ff.
Brugen af andre betegnelser end tilbud og accept er ikke i sig selv udtryk for, at parterne har villet fravige reglerne i aftaleloven.
Nogle brancher har deres egen særlige sprogbrug. En anmodning til et forsikringsselskab om at tegne en forsikring kaldes en forsikringsbegæring. En sådan anmodning har som of- test karakter af et tilbud om at indgå en forsikringsaftale af den angivne beskaffenhed på visse individuelle vilkår, f.eks. forsikringssted, forsikringssum, selvrisiko og lignende. og i øvrigt på selskabets almindelige policevilkår og tarif. Selskabet accepterer tilbuddet ved at fremsende policen eller allerede forinden ved at opkræve præmie for første periode, f.eks. første kvartal. Både forsikringsbegæring og police udfærdiges normalt på blanketter frem- stillet af selskabet. Begæringen underskrives af forsikringstageren, policen underskrives af selskabet.
Det kan være nødvendigt eller nyttigt for en part at føre forhandling på sam- me tid med flere mulige emner som medkontrahent, f.eks. om et byggearbej- de eller om salg af en virksomhed for at opnå de bedst mulige betingelser med hensyn til kvalitet, pris og finansiering, leveringstid eller andre vilkår. Forespørgsler, oplysninger og andre foreløbige erklæringer er ikke bindende, men kan give parten grundlag for at vælge medkontrahent og vilkår og indgå den gunstigst mulige aftale.
2. Tilbud og accept
2.1. Viljeserklæringer og retshandler
Mange kontrakter afsluttes ved, at en part afgiver et tilbud til en anden, som accepteres af denne anden. Et tilbud er en erklæring om, at tilbyderen forplig- ter sig til at indgå en kontrakt af et nærmere angivet indhold på den betingel- se, at modtageren af tilbuddet lover, at også han vil indgå den kontrakt, som er beskrevet i tilbuddet. Både et tilbud og et antagende svar, en accept inde- holder løfter. Tilbud og accept kan afgives på mange måder, både i ord mundtligt, i brev, digitalt, herunder e-mail og sms samt i handling. Den, der kører ind på en parkeringsplads, hvor der kræves betaling, eller den, der ka- ster mønter i en automat med varer, stilles, som om han har accepteret et til- bud om parkering af bilen mod den forlangte betaling, jf. U 2014.1719 H, el- ler om køb af den valgte vare i automaten. Store kontrakter indgås ofte ved, at repræsentanter for parterne – de tegningsberettigede eller befuldmægtigede – underskriver et kontraktdokument, som er bragt i stand gennem forhandlinger mellem parternes medarbejdere og rådgivere. Forbrugeraftaler indgås oftest ganske formløst, f.eks. ved køb i en butik.
Aftalelovens kapitel III har overskriften »Om ugyldige viljeserklæringer«. Ordet viljeserklæring stammer fra en tidligere tid, hvor det fandtes rigtigt og betydningsfuldt ikke blot at fremhæve betydningen af parternes vilje som det normale grundlag og som det afgørende retlige princip for kontraktretlige forpligtelser. Aftaleloven angår viljeserklæringer, som har til formål at være retsstiftende, dvs. at bevirke en ændring i retsforholdet mellem fysiske eller juridiske personer. I AFTL kaldes sådanne erklæringer retshandler.10
De to centrale viljeserklæringer i aftaleloven om indgåelser af aftaler er tilbuddet og accepten. Begge disse viljeserklæringer indeholder normalt en løftedel og en påbudsdel. Løftedelen er den del af viljeserklæringen, som til- sigter at pålægge afgiven en eller flere formueretlige pligter. Påbudsdelen er den del af viljeserklæringen, der tilsigter at pålægge modtageren en eller flere formueretlige pligter.
Hvis A tilbyder B, at B kan købe A’s vinsamling for 50.000 kr., er løftedelen i dette tilbud, at A pålægger sig selv at overgive ejendomsretten til vinsamlingen til B. Påbudsdelen i til- buddet er, at B i så fald skal betale A 50.000 kr. Accepterer B tilbuddet, er løftedelen i ac- cepten, at B skal betale de 50.000 kr., mens påbudsdelen er, at A skal overgive ejendoms- retten til vinsamlingen til B.
Ordet retshandel har ikke vundet indpas i almindelig sprogbrug i Danmark. I Norge er ordet foreslået erstattet af udtrykket dispositivt udsagn.11 Ordet ud- sagn har samme betydning som viljeserklæring, og ordet »dispositivt« bety- der retsstiftende, hvilket betyder, at udsagnet går ud på at fremkalde retsvirk- ninger i overensstemmelse med sit indhold. Et løfte eller andet dispositivt ud- sagn, der på grund af særlige omstændigheder ikke fremkalder disse retsvirk- ninger, betegnes som ugyldigt. Aftalelovens regler om ugyldighed omfatter alle arter af retshandler, f.eks. også opsigelser og reklamationer, men har især betydning for løfter. Aftalelovens regler om ugyldighed angår den enkelte viljeserklæring, dvs. i lovens kontraktmodel tilbuddet eller accepten, ikke af- talen i sin helhed.
Ordet retshandel bruges i AFTL som betegnelse for ethvert retsstiftende udsagn, det vil sige foruden løfter også påbud og fuldmagtserklæringer. Et løfte er et udsagn, som går ud på at pålægge afgiveren en forpligtelse. Et på- bud er et udsagn, der går ud på at lægge bånd på modtageren. Eksempler på påbud er en reklamation over en mangel eller anden misligholdelse, en opsi-
10. Både ordene viljeserklæring og retshandel er hentet fra Tyskland, Willenserklärung og Rechtsgeschäft.
11. Jf. C.J. Xxxxxxx i TfR 1948.368.
gelse af et lån eller et lejemål, en modregningserklæring. En reklamation øger ikke den øjeblikkelige forpligtelse for modtageren af erklæringen, men den bevirker, at denne forpligtelse ikke falder bort på grund af afgiverens passivi- tet. Et og samme dispositive udsagn kan både have virkning som løfte og som påbud. En accept af en gensidig kontrakt har således løftevirkning, for så vidt som accepten forpligter acceptanten til at opfylde kontrakten fra sin side, og har påbudsvirkning, for så vidt som accepten fastholder tilbudsgiverens forpligtelse til at opfylde.
2.2. Indholdet af tilbuds- og accepterklæringer
AFTL indeholder i kap. I regler om afslutning af aftaler ved, at parterne – eventuelt efter forberedende mundtlige forhandlinger eller korrespondance – udveksler endelige, bindende viljeserklæringer, den ene et tilbud og den an- den en accept af dette tilbud. Tilbud og accept kan enten udveksles mellem personer mundtligt under personligt samvær eller samtale i telefon (inter præ- sentes) eller udveksles pr. bud, brev, e-mail, sms eller andet kommunikati- onsmiddel, der ikke gør umiddelbar meningsudveksling mulig (inter absen- tes).
Tilbud og accept kan afgives af og til parterne selv eller af og til personer, som er repræsentant for en part. Kontrakten kommer i stand mellem de fysi- ske eller juridiske personer, der er angivet i kontrakten som parter, jf. U 1995.226 V og 1993.452 H. Et tilbud kan også modtages af en person, som ikke har fuldmagt til at tage stilling til tilbuddet, f.eks. en medarbejder uden stillingsfuldmagt, en mægler eller anden selvstændig mellemmand, men kan fungere som sagsbehandler (rådgiver) og bud.
Tilbud fra en virksomhed, der udbyder realydelser mod vederlag i penge, vil ofte indeholde en beskrivelse af realydelsen, f.eks. oplysninger om sam- mensætning, konstruktion eller ydeevne af ting- eller tjenesteydelser (forsik- ring, service af forskellig art), en angivelse af tid for levering, indflytning, overtagelse eller lignende og leverandørens (realdebitors) prisforlangende. Adskillige spørgsmål, som kun i særlige tilfælde vil blive aktuelle, såsom virkningerne af kontraktbrud og bortfald af kontrakten på grund af uforudsete og ændrede omstændigheder, er ofte uomtalt i tilbud. Nogle tilbud indeholder en bemærkning om, at tilbuddet er afgivet på firmaets almindelige (generelle) mere eller mindre udførlige kontraktvilkår eller forretnings- eller leveringsbe- tingelser, som enten er aftrykt i eller vedlagt tilbuddet, eller hvortil der blot er henvist i tilbuddets tekst. En blank accept af tilbuddet vil i almindelighed om- fatte både de individuelle og generelle vilkår, som er angivet i tilbuddet. Bli- ver der behov for en stillingtagen til spørgsmål, som er uomtalt i tilbuddet,
må svaret i almindelighed findes i kontraktrettens udfyldende regler om em- net, være sig kontraktbrud, svigtende forudsætninger eller andet.
En erklæring om antagelse af tilbud har kun virkning som accept, hvis den stemmer overens med tilbuddet i indhold, idet den f.eks. gentager indholdet af tilbuddet eller blot henviser til dette, jf. AFTL § 6, stk. 1.
En leverandør vil i almindelighed acceptere tilbud (ordrer) om køb af mærkevarer, kendte varer eller andre ydelser, som leverandøren markedsfø- rer, på leverandørens sædvanlige betingelser. Tilbyderen (ordregiveren) vil derfor ikke altid forvente at modtage en særlig accept af ordren (tilbuddet), inden de bestilte varer bliver leveret. Selv om tilbudsgiveren ikke venter et svar, er tilbudsmodtageren (leverandøren) dog forpligtet til på tilbudsgiverens forespørgsel at bekræfte, at han antager tilbuddet. Tilbuddet falder bort, hvis tilbudsmodtageren lader en sådan forespørgsel ubesvaret, jf. AFTL § 8.
En part bliver i almindelighed kun forpligtet som løftegiver, såfremt han har afgivet en løfteerklæring, og parten bliver kun forpligtet i overensstem- melse med indholdet af denne erklæring. Rimelig hensyntagen til forhand- lingspartnere kræver imidlertid i særlige tilfælde, at en part gør samtalepart- neren opmærksom på, at parten ikke har forpligtet sig og heller ikke ønsker at forpligte sig. En part, der undlader at opklare en åbenbar misforståelse hos sin forhandlingspartner, bliver efter omstændighederne bundet i overensstem- melse med den anden parts forståelse af, hvad der er passeret, på grund af denne passivitet (undladt reklamation).12
En sådan oplysningspligt er foreskrevet i AFTL §§ 4, stk. 2, og 6, stk. 2, i situationer, hvor der består en særlig opfordring for en forhandlingspart til at spare den anden part, der åbenbart ikke ved rigtig besked (svæver i en vildfa- relse), for en skuffelse. En tilbudsgiver, der modtager en accept efter udløbet af acceptfristen eller modtager en accept, som ikke er rettidig eller ikke i ind- hold stemmer overens med tilbuddet, bliver dog bundet af en kontrakt i over- ensstemmelse med accepten, hvis tilbudsgiveren må forstå, at acceptanten har grund til at tro eller tror, at accepten er rettidig og overensstemmende, hvis tilbudsgiveren ikke reklamerer, dvs. gør acceptanten opmærksom på hans misforståelse og afviser accepten.
Aftaleloven indeholder også regler om, at det kan være nødvendigt for en part at sige fra over for en anden, der har grund til at tro, at parten ønsker at indgå en bestemt kontrakt, jf. AFTL §§ 8 og 9.
Den, der har afgivet et tilbud på en måde, der viser, at han ikke forventer at modtage en accept af dette tilbud, er bundet af en kontrakt i overensstem-
12. Om passivitet se afsnit 11.
melse med tilbuddet, medmindre modtageren undlader på forespørgsel at be- kræfte, at han accepterer tilbuddet, jf. AFTL § 8. Modtageren af et tilbud er bundet uden accept, dersom han har fremkaldt tilbuddet ved en henvendelse til tilbyderen og derefter undlader at sige fra. Den, der har opfordret en eller flere andre til at fremsætte tilbud, og som derefter modtager tilbud, som må antages at være fremkaldt af opfordringen, skal give tilbyderne meddelelse, hvis han ikke vil antage deres tilbud. Forholder modtageren af det fremkaldte tilbud sig passiv, anses tilbuddet for antaget (accepteret), jf. AFTL § 9.
Den praktiske betydning af reglen i § 9 afhænger bl.a. af, om de former for henvendelser til publikum, som de erhvervsdrivende almindeligvis bruger i de- res markedsføring, anses enten som uforpligtende reklame, som en opfordring til at gøre tilbud eller som et bindende tilbud. Det er antaget i U 1985.877 H, at en detailforretnings vinduesudstilling med varer forsynet med prisskilte er et bindende tilbud om salg af varerne til den angivne pris. Et sådant tilbud er imidlertid ligesom et udtrykkeligt tilbud omfattet af reglerne om ugyldighed i AFTL kap. 3, og tilbuddet eller en del af dette kan derfor være ugyldigt, f.eks. på grund af en åbenbart urigtig placering af prisskilte, jf. AFTL § 32, og dom- men antyder, at fejl kan rettes, hvis dette sker snarest muligt, jf. AFTL § 39. Dommen tog ikke stilling til, om en forretning har pligt til at tage de udstillede varer ind fra vinduet eller bestille yderligere varer hjem for at opfylde tilbuddet.
2.3. Overensstemmende og rettidig accept. Afslag
Indgåelsen af en kontrakt ved tilbud og accept forudsætter, at accepten er overensstemmende (kongruent) med tilbuddet, og at accepten kommer retti- digt frem til tilbyderen. Der kommer kun en kontrakt i stand mellem parterne, hvis accepten kommer frem til tilbyderen inden udløbet af acceptfristen. AFTL indeholder regler om beregning af længden af acceptfristen i §§ 2 og 3.
En dom trykt i U 1923.805 H til illustration: Grosserer X.X. Xxxxx, Aalborg, sendte den 2. august 1921 kl. 12.45 et telegram, der indeholdt et tilbud om salg af et parti smør, til gros- serer X. Xxxxxxx, Haag. Telegrammet ankom til Xxxxxxx’ kontor onsdag den 3. xxxxxx xx. 7.30. Xxxxxxx afsendte samme dag kl. 14.30 et telegram, der indeholdt accept af til- buddet. Dette telegram, der blev sendt som iltelegram, nåede Xxxxxx kontor i Aalborg
samme dag kl. 17.11. Højesteret antog ligesom Vestre Landsret, at accepten var kommet rettidigt frem til Xxxxx (AFTL § 3), og da Xxxxx havde nægtet at vedstå handelen, fordi han
– urigtigt – havde ment, at accepten var kommet for sent, blev han dømt til at betale Xxxxxxx en erstatning. Erstatningsbeløbet blev fastsat til forskellen mellem prisen i til- buddet og den – højere – smørpris den 5. august, da det stod klart for Xxxxxxx, at Xxxxx ikke ville opfylde kontrakten. (Den nøjagtige erstatningsfastsættelse er omtalt i en redakti- onsnote til dommen).
Det forekommer jævnligt, at tilbudsmodtageren ikke ønsker straks at accepte- re det modtagne tilbud, selvom han finder det interessant, fordi han ønsker at undersøge, om det er muligt at opnå (endnu) bedre vilkår. Et svar til tilbyde- ren, der giver udtryk for interesse, men kræver tilbuddet ændret som betingel- se for at kontrahere, er et afslag, og et tilbud, der afslås, falder bort. Tilbuds- modtageren kan ikke senere acceptere tilbuddet, selv om han nu ønsker at ta- ge mod tilbuddet på de angivne vilkår, og selv om han kan nå at sende en ren accept frem til tilbudsgiveren inden udløbet af acceptfristen, jf. AFTL § 5.
Et svar på et tilbud, der går ud på, at tilbudsmodtageren gerne vil indgå en aftale med tilbyderen, men på andre vilkår end dem, der er nævnt i tilbuddet, har en dobbelt virkning, som et afslag af det modtagne tilbud og som et nyt tilbud. Et svar, der har karakter af en »uoverensstemmende accept«, idet det går ud på, at tilbudsmodtageren vil antage tilbuddet, men kun hvis dette æn- dres på en nærmere angiven måde ved »tillæg, indskrænkninger eller for- behold«, er et afslag og et nyt tilbud, jf. AFTL § 6. Accepterer den oprinde- lige tilbyder den uoverensstemmende accept, kommer der en aftale i stand med det indhold, der er angivet i svaret, f.eks. om køb til en lavere pris eller på andre gunstigere almindelige betingelser end dem, der var angivet i leve- randørens standardvilkår, som indgik som en del af det oprindelige tilbud. Tilbudsmodtageren kan rette en forespørgsel til tilbyderen, om der er mulig- hed for en forbedring af vilkårene, således at spørgsmålet, om, hvorvidt han, hvis svaret er nej, vil acceptere tilbuddet, holdes åbent. En sådan forespørgsel har ikke virkning som et afslag, der får tilbuddet til at falde bort, jf. U 1994.344 H og nedenfor i afsnit 5.13
I T:BB 2017.343 ejede et konkursramt ejendomsselskab en ejendom i det centrale Køben- havn. En fond tilbød 1. juni at købe ejendommen for 102,5 mio. kr. Parterne drøftede vil- kårene i den efterfølgende periode, hvorefter fonden den 30. juli tilbød at købe ejendom- men for 100 mio. kr. Efter yderligere forhandlinger sendte ejendomsselskabets konkursbo den 15. august en accept på 100,5 mio. kr. med tillæg af, at fonden skulle betale 2 mio. kr. til den medvirkende ejendomsmægler. Der var en række yderligere betingelser, herunder
13. Afgørelsen er kommenteret af Xxxxxxxx i U 1994B.433 ff.
T:BB 2017.343 illustrerer, at en part – i sagen konkursboet – står ved et T- kryds, når det skal bestemmes, om der skal accepteres eller forhandles. Hvis forhandlingsvejen vælges, og denne ikke fører til det ønskede resultat, kan parten ikke gå tilbage og acceptere. Parten kan ikke både blæse og have mel i munden. Parterne kan under deres forhandling fortsætte med at udveksle nye tilbud og modforslag. En bindende kontrakt kommer først i stand ved tilbud og accept, når den ene part accepterer et forslag fra den part uden tillæg, ind- skrænkninger eller forbehold.14
2.4. Nødvendigheden af accept. Ensidige og gensidige kontrakter
En kontrakt, der er énsidig i den forstand, at den kun pålægger en af parterne pligter (byrder), som f.eks. en gave eller hæftelse som kautionist, kan efter omstændighederne opstå alene ved et løfte fra den ydende part om uden ve- derlag f.eks. at præstere en gave, at hæfte som kautionist, at garantere, at give afkald på et pant eller en kaution eller på at tilbagekalde indsættelse som be- gunstiget i livsforsikring, jf. FAL § 102, stk. 2. Et gaveløfte eller andet énsi- digt løfte kræver ikke i almindelighed en accept, hvis løftet afgives til en løf- temodtager, som ikke er til stede sammen med løftegiveren (inter absentes). Også en arbejdsgivers tilsagn om en fratrædelsesgodtgørelse eller et gratiale til en arbejdstager eller tilsagn om en hædersgave til en fortjent person er bin- dende, selv om modtageren hverken svarer med tak eller accept.15 Man bør ikke kunne påtvinge andre gaver, men hensynet til modtagerens selvbestem- melsesret er tilstrækkeligt varetaget ved, at den, der har modtaget et løfte om en vederlagsfri fordel, kan afslå løftet om gaven eller lign., således at han – også skattemæssigt – stilles, som om han aldrig har fået gaven. Alle løfter, også gaveløfter til en tilstedeværende person (inter præsentes), falder derimod bort, hvis løftet bliver »hængende i luften« uden en accept – eventuelt i form af en tak – fra løftemodtageren. Det er naturligt, at modtageren af et gaveløfte
14. Grönfors og Xxxxxxxx: Avtalslagen s. 90 taler om en perpetuum mobile-effekt.
15. Sml. Ussing: Aftaler s. 58 f.
Nogle velgørende og almennyttige foreninger og institutioner indsamler betydelige midler ved at udsende individuelt udformede skrivelser eller generelle henvendelser (brochurer) med anmodning om støtte til deres formål. En del modtagere af sådanne henvendelser ind- sender penge, f.eks. indbetalingskort, bankoverførsel eller mobile pay. Den indsamlende institution erhverver ret til disse penge, også selv om gaven ikke er rettidig og overens- stemmende i forhold til tids- eller beløbsangivelser i brochuren eller et medfølgende indbe- talingskort. Kontrakten om bidraget består alene af giverens disposition. Det stiltiende løfte fra giveren, som indbetalingen af beløbet er udtryk for, er et løfte om bidrag til det angivne formål for indsamlingen, ikke et tilbud, der kræver accept. Løftet er og vedbliver med at være bindende for bidragyderen, hvad enten indsamleren forholder sig passiv eller svarer med en anerkendelse af modtagelsen og en tak for pengene.
2.5. Closing og signing
Indgåelsen af en færdig, bindende kontrakt sker ofte ved ganske få enkle og klare handlinger, men ved kontrakter om store og komplicerede dispositioner, f.eks. overdragelse af en virksomhed, kan omfattende og detaljerige kontrak- ter være nødvendige. Det forekommer, at der nær afslutningen af de egentlige forhandlinger af deres aftale aftales en dato for closing, dvs. en frist for udar- bejdelse, godkendelse og udveksling af de nødvendige dokumenter, også godkendelser fra myndigheder, og også en dato for signing af en endelig bin- dende kontrakt. Proceduren ligger ikke ganske fast i generelle sædvaner, og den kræver ofte en nærmere aftale om, hvilken fremgangsmåde parterne øn- sker at følge.16 NRT 1998.946 tog stilling til, på hvilket stadium af en frem- skreden kontraheringsproces parterne var bundet af den planlagte aftale.17
3. Rettidig og forsinket accept
En accept af et tilbud bringer en kontrakt i stand, men kun hvis accepten kommer rettidigt frem til tilbudsgiveren, og indholdet af accepten stemmer overens med tilbuddet, jf. AFTL §§ 3-6.
En accept er som oftest en nødvendighed, også selv om tilbuddet ikke in- deholder et udtrykkeligt krav om en accept. Har tilbudsgiveren fastsat en ac- ceptfrist i sit tilbud, følger det allerede heraf, at accept er nødvendig. Det er i AFTL § 2 bestemt, at accepten er rettidig, såfremt den kommer frem til til-
16. Jf. nærmere Xxxxx Xxxxxxxx: Praktisk aftaleret s. 223 f.
17. Jf. Xxxxxx x Xxxxxxx-Xxxxxx x.fl. (red.) og Festskrift til Xxxx Xxxxxx s. 262.
3. Rettidig og forsinket accept
budsgiveren inden udløbet af den frist, som er fastsat i tilbuddet. Fristen for accept af et tilbud i en besked regnes fra dagen for afsendelse. Sendes tilbud- det i en e-mail, regnes fristen fra afsendelsen. Der følges ofte, men ikke altid samme regler ved beregning af acceptfrister og ved beregning af tidsfrister, der har retlig betydning i andre relationer. Tolerancen over for små overskri- delser er større i private end i kommercielle forhold, se U 1959.324 H og U 1982.897 V. Den dag, et tilbud er dateret – eksempelvis hvis tilbuddet er vedhæftet til en e-mail – regnes ikke med i en særlig fastsat acceptfrist. Dette gælder også i tilfælde, hvor tilbuddet kommer frem til adressaten samme dag, som det er dateret, jf. U 1982.897 V. Er vedhæftningen med tilbuddet udate- ret, regnes med datoen i e-mailen. Udtrykket »inden« en bestemt dag vil ofte betyde i løbet af den pågældende dag, således at en accept på den nævnte dag er rettidig.18 Inden et tidsrum, f.eks. inden en uge eller inden en måned, bety- der senest på uge- eller månedsdagen, jf. U 1919.641 H. En frist på et antal dage kan forstås således, at dette antal dage er til rådighed, jf. U 1995.611 Ø og RPL § 538 a, stk. 2, anderledes TL § 42 a, stk. 2.19
Har tilbudsgiveren ikke fastsat en acceptfrist i tilbuddet, men er accept
nødvendig, f.eks. fordi tilbuddet går ud på afslutning af en gensidig aftale, gælder den legale acceptfrist, dvs. den frist for accept, som er fastsat i AFTL
§ 3. Acceptfristen i AFTL § 3 må fastsættes bl.a. under hensyn til, hvor lang tid den valgte kommunikationsmåde kræver, jf. AFTL § 3, og om tilbud til en ejendomsmægler U 1971.842 V med note 1. Bestemmelsen i § 3 er modelle- ret i en tid, hvor skriftlig kommunikation gik væsentligt langsommere end i dag. Udgangspunktet i bestemmelsen er, at accept af et tilbud oprindeligt givet i et brev skal være kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet af den tid, som tilbudsgiveren ved afgivelsen af sit tilbud kunne regne med, at tilbuds- modtageren med rimelighed kan anvende til at undersøge, overveje tilbuddet samt besvare dette pr. brev. Før i tiden var det nærliggende, at brug af hurtige- re kommunikationsmidler end brev signalerede, at tiden var knap, og at be- tænkningstiden – og derved den legale acceptfrist – var kortere, jf. U 1923.805 H, hvor parterne telegraferede til hinanden. I dag, hvor det er normalt, at et til- bud fremsættes i e-mail, antyder denne kommunikation ikke i sig selv, at tiden er knap, og at der derved er en kort betænkningstid. Betænkningstiden må ses i lyset af, hvor kompliceret det er at beregne værdierne af de ydelser, som til- buddet omfatter. Omfatter tilbuddet således køb af en traditionel løsøregen-
18. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx: Aftaleloven s. 52 samt Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd s. 58 og 370 med henvisninger.
19. Flere domme om beregning af frister er anført i Ussing: Aftaler s. 63, note 82, og
Xxxxx Xxxxxxxx: Aftaleloven s. 52 f.
stand, er fristen således kortere, end hvis tilbuddet omfatter overtagelse af en erhvervsvirksomhed, eksempelvis et byggemarked.20 Tilsvarende vil parternes professionalisme spille ind ved bedømmelsen af fristen.21 Acceptfristen bør være kort ved tilbud om køb eller salg af genstande, som er genstand for hurti- ge og kraftige prisforandringer, for at undgå, at tilbudsmodtageren får mulig- hed for at spekulere på tilbudsgiverens bekostning, sml. U 1908.711. Den sær- lige regel i AFTL § 4, stk. 2, er af samme grund som omtalt nedenfor i teksten efter omstændighederne uanvendelig i sådanne tilfælde.22 Den legale accept- frist udgør en enhed. Tid, der spares ved en særlig hurtig befordring af svaret, kan udnyttes til længere betænkningstid. Dette har dog mindre relevans i dag, hvor kommunikationen foregår momentant.
Et tilbud, som tilbudsgiveren fremsætter mundtligt i direkte samtale eller i telefon (inter præsentes) uden at give tilbudsmodtageren en frist til at antage tilbuddet, skal accepteres straks, jf. AFTL § 3, stk. 2, Udkast til Lov om Afta- ler s. 24 og U 1926.655 H. Tilbud, der fremsættes på denne måde, kræver al- tid accept, også selv om tilbuddet angår en énsidig ydelse uden krav om modydelse.
Et tilbud, der afslås, er bortfaldet, også selv om acceptfristen endnu ikke er udløbet, jf. AFTL § 5. Tilbudsgiveren bør have mulighed for straks at kunne henvende sig til andre, som måske vil være interesseret i hans tilbud.
Tilbudsgiveren må opfatte en forsinket accept, dvs. en accept, der først kommer frem til tilbudsgiveren efter udløbet af acceptfristen, som udtryk for, at afgiveren af den forsinkede accept ønsker, at kontrakten kommer i stand. Den oprindelige tilbudsgiver står imidlertid frit efter udløbet af acceptfristen. En for sen accept har ikke virkning som en accept, men som et nyt tilbud. Dette nye tilbud kræver ligesom andre tilbud en rettidig og overensstemmen- de accept, jf. AFTL § 4, stk. 1. Den, der har afgivet den for sene accept, har brug for et svar. Han kan ikke vide, om tilbudsgiveren stadig er interesseret i at få kontrakten i stand.
Det kan forekomme, at afsenderen af en accept, der kommer for sent frem, har troet og har haft grund til at tro, at accepten er kommet rettidigt frem til tilbudsgiveren, og at tilbudsgiveren må kunne indse dette, som tilfældet f.eks. kan være, hvor det af datering på et brev, der indeholder en accept, fremgår, at brevet er sendt i god tid, men må være blevet forsinket. Der er i formueret- ten og navnlig i kommercielle forhold en almindelig tendens til at pålægge en forhandlings- eller kontraktpart, som kan spare den anden part for skuffelser
20. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd s. 62.
21. Jf. Xxxxxx & Xxxxxxx: Lærebog i aftaleret s. 36.
22. Jf. Udkast til Lov om Aftaler s. 25 f. og Ussing: Aftaler s. 66 med note 102.
4. Forsendelsesrisikoen …
§ 4, stk. 2, kan som nævnt ovenfor i afsnit 2.2 næppe anvendes, hvis det åbenbart ville stride mod acceptantens interesser, om tilbudsgiveren endnu på dette sene tidspunkt skulle kunne vælge mellem, om der skal komme en afta- le i stand eller ikke. Sådan kan situationen være ved handel med genstande, hvis priser svinger hurtigt og stærkt.
4. Forsendelsesrisikoen. Bevis for at breve m.m. er afsendt og kommet frem
Et løfte bliver bindende for løftegiveren, når det kommer til løftemodtagerens kundskab. Et påbud bliver bindende for modtageren, når det kommer frem til denne. Forsendelsesrisikoen for meddelelser påhviler afsenderen, medmindre grunden til, at et påbud eller anden meddelelse forsinkes eller forsvinder un- dervejs, er, at adressaten har opgivet forkert adresse eller andet lignende for- hold, sml. forsikringsaftalelovens § 33, stk. 1, jf. til illustration U 2014.1430
H. Det er som oftest vanskeligt eller umuligt at føre et fuldt bevis for, at en bestemt erklæring er kommet frem til en adressat, der benægter at have mod- taget den, men dette kan normalt ske ved et anbefalet brev. Det er derimod ofte muligt at præstere et bevis for, at en erklæring er afsendt. Afsendelse af e-mails vil normalt kunne dokumenteres via afsenderens it-system. Foreligger beskeden i fysisk form, vil dens afsendelse kunne dokumenteres, f.eks. ved en indleveringsattest udstedt af postvæsenet eller transportfirma. Et sådant bevis for, at erklæringen er afsendt, er anerkendt i retspraksis, og beviset for afsendelse accepteres i almindelighed som et tilstrækkeligt bevis for, at erklæ- ringen er kommet frem. Det sker ganske vist, at e-mails går tabt, men det er dog kun et fåtal af forsendelser, der ikke når frem på normal tid til adressaten, og et strengere beviskrav ville stille erklæringsgiveren svagt over for en ube- styrket benægtelse af erklæringen, jf. U 1973.396 Ø, U 1977.396 Ø og specielt vedrørende lejeforhold U 1993.207 Ø, U 1996.580 V og U 2005.796 V.
Reglen om, at forsendelsesrisikoen efter den almindelige »kommet frem-
regel« påhviler afsenderen, fraviges af reglen i AFTL § 40, der lægger for-
Hovedreglen om, at afsenderen bærer forsendelsesrisikoen, fastholdes for
andre påbud end de pligtmæssige reklamationer. Accepter og opsigelser har ikke virkning, før de kommer frem.23 På tilsvarende måde må erkendelse eller retsskridt efter forældelseslovens §§ 15-18 være kommet frem, før den afbry- dende virkning på forældelsen indtræder.
5. Overensstemmende og uoverensstemmende accept
Der kommer kun en kontrakt i stand mellem tilbudsgiver og tilbudsmodtager, hvis der er overensstemmelse (kongruens) mellem indholdet af tilbuddet og af tilbudsmodtagerens accept, jf. U 1994.861 H. En accept kan være overens- stemmende, selv om den benytter andre ord end tilbuddet og tilføjer bemærk- ninger, der er uden selvstændig betydning, jf. U 1989.486 H og U 2009.229
H. En accept, der indeholder tillæg, indskrænkninger eller forbehold, som af- viger fra tilbuddet, virker som et afslag, der får tilbuddet til at falde bort, jf. AFTL § 5.
23. Jf. Ussing: Aftaler s. 410 ff.
5. Overensstemmende og uoverensstemmende accept
Den, der sender en uoverensstemmende accept, må antages at ønske at indgå en kontrakt på de deri angivne vilkår. En sådan »accept« har derfor virkning som et nyt tilbud på de nu angivne, ændrede vilkår, jf. AFTL § 6, stk. 1.
Det oprindelige tilbud falder ikke bort, dersom tilbudsmodtageren, uden at tage stilling til om han vil acceptere tilbuddet i den foreliggende form eller ej, anmoder tilbyderen om nogle supplerende oplysninger, f.eks. om en tilbudt maskines betjening, holdbarhed eller ydeevne, eller spørger, om tilbudsgive- ren måtte være villig til at ændre (forbedre) sit tilbud ved at ændre pris, leve- ringstid, ydelsens kvalitet eller andet eller beder om en forhandling om til- buddet. Det er imidlertid nødvendigt, at tilbudsmodtageren i enhver henven- delse til tilbudsgiveren, som ikke er en overensstemmende accept, gør det klart, at han ønsker, at tilbuddet holdes åbent, således at han stadig har mu- lighed for at acceptere tilbuddet, som det er, og således at hans henvendelse ikke, som i U 1953.398 og U 1994.344 H, kan give tilbudsgiveren det ind- tryk, at tilbudsmodtageren har besluttet, at han ikke vil acceptere tilbuddet på de angivne vilkår.24 Kan der herske begrundet tvivl om tilbudsmodtagerens mening med sin henvendelse, har denne virkning som et afslag og, såfremt henvendelsen indeholder bestemte nye vilkår, tillige som en uoverensstem- mende accept, dvs. som et nyt tilbud.25
En tilsvarende situation, som er beskrevet i AFTL § 4, stk. 2, om en ac-
cept, der upåregneligt for acceptanten kommer for sent frem, kan opstå ved uoverensstemmende accept, og AFTL har i § 6, stk. 2, givet en regel herom, som i indhold ganske svarer til § 4, stk. 2: En tilbudsgiver, som modtager en uoverensstemmende accept, skal reklamere, hvis han må indse, at afsenderen er gået ud fra, at svaret er en overensstemmende accept. Giver tilbudsgiveren i et sådant tilfælde ikke uden ugrundet ophold tilbudsmodtageren meddelelse om, at han ikke kan godkende svaret, fordi det er uoverensstemmende, kom- mer der en aftale i stand med det indhold, som er angivet i svaret (den uover- ensstemmende accept), jf. U 2001.36 H. Se tilsvarende U 2013.1684 Ø, hvor en begæring om forsikring ikke var underskrevet, hvilket den ifølge tilbuddet skulle have været. Da forsikringsselskabet ikke reagerede, ansås det for bun- det efter grundsætningen i AFTL § 6, stk. 2. Det havde måske været mere na- turligt at begrunde afgørelsen i grundsætningen i AFTL § 4, stk. 2, da under- skriften kan betragtes som beviset for, at accepten er afgivet. Dette giver samme resultat.
24. Afgørelsen er kommenteret af Xxxxxxxx i U 1994B.433 ff.
25. Sml. Ussing: Aftaler s. 67 f. med note 107 og 108.
U 1961.907 H fandt, at tilbudsgiveren burde have søgt en tvivl om, hvorvidt accepten var overensstemmende eller ikke, opklaret ved at spørge tilbudsmodtageren, og at tilbudsgive- ren ikke havde været beføjet til uden videre at betragte sit tilbud som bortfaldet.
6. Accept med modifikationer. The battle of forms
Uoverensstemmelse mellem tilbud og accept kan forekomme, hvor hver part har fastholdt sin opfattelse på nogle punkter. Der er efter ordlyden af reglen i AFTL § 6 ikke kommet en kontrakt i stand, hvis indholdet af accepten på no- get punkt, stort eller småt, afviger fra tilbuddet, men denne regel kan ikke fuldt ud fastholdes, sml. U 1989.486 H. En fravigelse af reglen i § 6 er påkal- det, i hvert fald i tilfælde hvor begge parter regner med og disponerer efter, at de har indgået en kontrakt med hinanden, og navnlig hvor en eller begge par- ter er gået i gang med at opfylde kontrakten. Kontrakter indgås ikke altid med stor omhu. Ikke mange ønsker at miste kunder ved pedanteri. Det kan være uhensigtsmæssigt at benægte, at der er kommet en kontrakt i stand. Der er behov for at finde en positiv løsning.27
Reglerne i AFTL § 6 omfatter ikke den situation, at parternes kontrahe- ringserklæringer kun stemmer nogenlunde overens, men at parterne ikke de- sto mindre går i gang med opfyldelsen af kontrakten eller på anden måde vi-
26. Uoverensstemmelse mellem forsikringsbegæring og police og anvendelse af reglerne i AFTL § 6 herpå er omtalt af Jønsson & Kjærgaard: Dansk Forsikringsret s. 80 ff.
27. Se om indgåelse af standardaftaler internationalt Steensgaard: Standardbetingelser i internationale kontrakter.
7. Forbehold om genkaldelighed
ser, at de anser kontrakten for indgået uden at søge fuld enighed tilvejebragt. I sådanne tilfælde må der i almindelighed antages at være kommet en bindende kontrakt i stand. En tilbudsgiver, der har modtaget en accept, der indeholder modifikationer i forhold til tilbuddet, men som behandler kontrakten som af- sluttet uden at reklamere over uoverensstemmelserne, må i de fleste tilfælde affinde sig med, at modifikationerne anses som vedtaget.28 Er der ikke grund- lag for at give den ene parts formulering fortrin frem for den anden parts, må der på de punkter, hvor parterne ikke er nået til enighed, fastsættes en løs- ning, der så vidt muligt er i harmoni med det kontraktindhold, hvorom der er enighed, og ud fra almindelig deklaratorisk ret.
7. Forbehold om genkaldelighed
Bestemmelserne i AFTL §§ 2-9 er deklaratoriske. Bestemmelserne kommer ikke til anvendelse, hvis andet følger af erklæringen, tilbuddet eller svaret el- ler følger af en særlig, afvigende handelsbrug eller anden sædvane i ved- kommende branche, geografiske område eller lign., være sig en handelsbrug
m.v. der eksisterede ved lovens vedtagelse eller senere har udviklet sig, jf.
28. En regel af dette indhold findes i CISG art. 19(2) og i UCC § 2-207, sml. U 1985.23 H og U 1990.295 H samt ovenfor i afsnit 2.3.
29. The battle of forms er bl.a. omtalt af Xxxxx Xxxxxxxx: Grundlæggende aftaleret
s. 202 ff., Xxxxxx & Xxxxxxx: Lærebog i aftaleret s. 57 f., Xxxxx i U 1988B.1 ff.,
Xxxxxxx & Ramberg: Almän avtalsrätt, s. 174 ff. og Xxxxxxx: Voldgiftsaftalen
s. 109 ff. Se også Xxxxxxx: Kommersiell avtalsrätt s. 50 f.
AFTL § 1, 2. pkt., samt Udkast til Aftalelov s. 18 og Købelovsbetænkningen
s. 19.30 Heraf følger bl.a., at en tilbudsgiver kan tage forbehold om at kunne kalde sit tilbud tilbage, så længe det ikke er accepteret, dvs. indtil en overens- stemmende accept er kommet frem til tilbyderen. Da et forbehold om genkal- delighed i et tilbud fraviger en velkendt og indarbejdet regel, kan der efter omstændighederne være grund til at stille krav om, at et sådant forbehold er gjort helt klart. Dette er navnlig påkrævet, hvor det er åbenbart, at en tilbage- kaldelse vil kunne være til væsentlig ulempe for modtageren, f.eks. fordi det er nødvendigt for at kunne afgive (bindende) tilbud til sine kunder, at stole på modtagne tilbud fra underentreprenører og leverandører, jf. U 1967.786 H.31 En bestemmelse i en løfteerklæring om, at den skal være bindende, selv om erklæringen ikke er afgivet, er i almindelighed ikke bindende, jf. om sådanne
»ensomme viljeserklæringer« U 1950.643 H.32
8. Ordrebekræftelse
Mundtlige og skriftlige erklæringer er lige bindende for afgiveren. Skriftlig udfærdigelse eller anden form er ikke i almindelighed en gyldighedsbetingel- se efter dansk ret. Det er imidlertid almindeligt at bekræfte skriftligt, hvad der er aftalt mundtligt, både for at undgå misforståelser og for at sikre bevis for, at en erklæring er afgivet eller en aftale er kommet i stand, og for indholdet af erklæringen eller aftalen. En accept, der indeholder en anmodning om en
30. Sml. Nordiske Köplagar NU 1984:5 s. 200 ff. – Tilsvarende bestemmelser som AFTL § 1, 2. pkt., findes i købelovens § 1. Bestemmelsen i AFTL § 1, 1. pkt., er ikke deklaratorisk.
31. Se om dommen Illum i U 1971B.68.
32. Jf. tillige Ussing: Aftaler s. 77 ff., navnlig s. 81 ff.
8. Ordrebekræftelser
skriftlig bekræftelse af aftalen eller om oprettelse af en skriftlig kontrakt, er i almindelighed en overensstemmende accept, men kan efter omstændigheder- ne også være et foreløbigt betinget svar, hvis endelige virkning afhænger af, at der udfærdiges og underskrives et kontraktdokument.
En part har ofte – som det f.eks. udtrykkeligt er foreskrevet i Lejelovens
§ 4 – men ikke altid krav på at få oprettet en skriftlig kontrakt. Et krav om nedskrivning af aftalen kan rumme et forbehold om først at ville tage endelig stilling efter en gennemlæsning af teksten. Et forslag i Aftalelovsbetænknin- gens lovudkast § 7 om, at en anmodning som nævnt i teksten ikke gør en ac- cept uoverensstemmende, blev på grund af vanskeligheden ved at opstille en regel, der passer på alle tilfælde, ikke medtaget i den vedtagne lov.33 E-han- delsloven foreskriver i § 12, stk. 1, at en »tjenesteyder skal uden unødig for- sinkelse elektronisk bekræfte modtagelsen af en elektronisk ordre«.34
En énsidig skriftlig bekræftelse fra den ene part over for den anden godta- ges i almindelighed i forretningsforhold som tilstrækkeligt bevis for den be- kræftede mundtlige erklærings eller aftales eksistens og indhold, hvis indhol- det af bekræftelses- eller stadfæstelsesskrivelsen (ordrebekræftelsen) er klart.
Se U 1998.259 H, U 1994.243 H og U 1990.606 H, hvor skrivelsen var fremkommet straks efter den samtale, hvorunder erklæringen eller aftalen angiveligt blev afgivet eller indgået, og adressaten ikke har protesteret. Modtageren af en sådan bekræftelse må sige fra (rekla- mere), hvis han ikke er enig i indholdet af denne, jf. U 1974.119 H om en skriftlig bekræf- telse af en angiveligt telefonisk indgået aftale om køb af gasolie.35 Se tilsvarende TfL 2013.39, hvor et grovvareselskab telefonisk kontaktede en landmand med henblik på køb af dennes opbevarede korn. Kort efter overførte grovvareselskabet et større pengebeløb til landmanden og sendte ham en afgrødeafregning. Xxxxxxxxxx gjorde først 14 dage senere indsigelse mod, at der var indgået en aftale. Landsretten tillagde denne passivitet afgørende betydning og kom frem til, at der var indgået en aftale.
Passivitet har her som også i andre tilfælde ikke blot virkning som bevis, men som en aftalebegrundende (retsstiftende) kendsgerning, fordi andre bevismid- ler, som med samme grad af sandsynlighed som en uimodsagt bekræftelse indicerer, at en aftale er indgået, ikke i almindelighed ville kunne godtages som tilstrækkeligt bevis for, at den i bekræftelsen omtalte aftale virkelig er indgået. Indholdet af passivitetsgrundsætningen er noget elastisk. Usikkerhed
33. Jf. Ussing: Aftaler s. 67, note 107.
34. Jf. nærmere om bestemmelsen Xxxxxxx Xxxxxxxxx m.fl.: E-handelsloven med kom- mentarer s. 169 ff.
35. Jf. Fogt: U 2002B.131 i og ved note 7. Se også U 1980.170 H, U 1965.823 SH og U 1959.374 H.
kan undertiden undgås ved at bede om returnering af en genpart af skrivelsen i underskrevet stand.
Undladelse af at reklamere over for almindelige forretningsbetingelser, som er vedlagt eller optaget i en ordrebekræftelse, vil ofte medføre, at betin- gelserne anses for godkendt, jf. U 1985.23 H. Dette gælder dog ikke, hvis modtageren ikke er gjort opmærksom på de almindelige forretningsbetingel- ser ved en henvisning eller ved medsendelse af et eksemplar af betingelserne, jf. U 1982.137 H. En henvisning eller aftryk af er dog ikke altid tilstrækkeligt grundlag for at anse et særligt væsentligt vilkår, såsom en ansvarsfraskrivelse for vedtaget, jf. U 1980.96 H og 1986.654 H. Det synes dog ubegrundet, som sket i U 1980.96 H, at stille meget store krav til vedtagelse af ansvarsfraskri- velsesklausuler, som er almindeligt kendte og indarbejdede.
Der består også reklamationspligt over for en sælgers eller anden leveran- dørs angivelser i faktura eller lignende ledsagedokument af pris og andre for- hold vedrørende opfyldelsen af parternes kontrakt. Modtageren af fakturaen eller andet ledsagedokument bindes af angivelser om forhold, som det er na- turligt at nævne i en faktura, og hvorom ingen aftale er truffet, sml. dog om morarenter U 1985.430 V. Ifølge købelovens § 6 er køberen i handelskøb pligtig at betale den i fakturaen eller regningen anførte pris, hvis han ikke så snart ske kan gør indsigelse eller beviser, at en lavere pris var aftalt eller reg- ningen er åbenbart urimelig, jf. U 1982.1195 Ø og U 1990.295 H. Reglen om reklamationspligt kan ikke udstrækkes til at omfatte angivelser, der ikke hører hjemme i en faktura som f.eks. frister for reklamation over mangler, jf. U 1957.254 SH, og det er antaget i retspraksis, at reglen ej heller gælder rente- krav hverken af en aftalt eller af en ikke aftalt pris, jf. U 1977.1030 V.36 I lø- bende kontraktforhold er der en vis mulighed for at foretage en ajourføring og andre ændringer af kontrakten ved »passiv accept«.
En bekræftelsesskrivelse binder ikke modtageren, hvis han kan godtgøre,
at afsenderen ikke havde føje til at tro på, at skrivelsen er en korrekt gengi- velse af en indgået aftale. U 1961.989 H fandt således ikke, at en virksomhed var pligtig til at betale en konsulent for at gennemgå sine forsikringer, uanset at virksomheden ikke havde besvaret konsulentens skriftlige bekræftelse af, at en samtale om emnet skulle være mundet ud i en bindende aftale. Selv for- retningsfolk nyder en vis beskyttelse mod påtrængenhed, jf. også U 1983.597 V og U 1986.747 H. Der er ikke grund til at kræve reklamation, hvis bekræftel- sen ikke er afsendt for at fyldestgøre et loyalt behov for at klargøre parternes
36. Ussing: Køb s. 21 samt Theilgaard m.fl.: Købeloven med kommentarer s. 131 og 663.
indbyrdes forhold, men for at opnå en taktisk fordel, jf. herved U 1972.242 H, eller simpelthen for at kapre kunder.
Der stilles mindre krav til reklamation i private forhold end i forretnings- forhold, jf. princippet i KBL § 81.37 Privatfolk behøver normalt ikke værge for sig ved at reklamere over for energiske sælgeres stadfæstelser af påståede salg.
9. Tilbuddets og acceptens bindende kraft
9.1. Afgivelse af viljeserklæringer
Grundreglerne om dansk kontraktret i aftaleloven er, som det nærmere er om- talt i kap. 1, afsnit 8, udformet på grundlag af et løfteprincip og et forvent- ningsprincip. Allerede den enkelte ensidige viljeserklæring og ikke først den afsluttede gensidige overenskomst er bindende. Tilbage står den opgave at præcisere, på hvilket stadium en viljeserklæring bliver bindende. Tre stadier eller tidspunkter fremstår som en mulighed og har i forskellige relationer be- tydning: afgivelsen, fremkomsten til adressaten og modtagerens erhvervelse af kundskab om erklæringen. Afgivelsen er tidspunktet for afgiverens endeli- ge beslutning og har betydning for bedømmelsen af erklæringens gyldighed. Et påbud bliver virksomt ved fremkomsten. Et løfte bliver bindende, når det kommer til løftemodtagerens kundskab.
Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren, hedder det i AFTL § 1, og det samme gælder andre løfter og dispositive udsagn (retshandler) i det he- le taget. Et løfte er afgivet, når løftegiveren har truffet foranstaltning til at bringe det til løftemodtagerens (adressatens) kundskab. Dette kan f.eks. ske ved mundtligt at meddele ham løftet eller ved at udfærdige en skriftlig løfte- erklæring og overgive eller afsende erklæringen med post, e-mail eller på an- den måde til adressaten. Løfter kan tilbagekaldes indtil de er kommet til mod- tagerens kendskab, jf. AFTL § 7.
Reglen i AFTL § 1 om afgivelsen er begrundet i, at en løftegiver sædvan- ligvis træffer sin endelige beslutning om at ville forpligte sig ved afgivelsen. Løftegiveren antages derfor at have haft fornøden kontrakthabilitet, såfremt han havde sådan habilitet – myndighed og evne til at handle fornuftsmæssigt i afgivelsesøjeblikket, jf. værgemålslovens §§ 44 og 46. En inhabilitet, der er indtrådt efter afgivelsen, men før kundskabsøjeblikket eller accept, kan der- imod efter omstændighederne være en sådan ændret omstændighed (bristende
37. Jf. Trolle i U 1965B.244 f., som er kommentar til U 1965.300 H.
forudsætning), at det afgivne løfte ikke kan påberåbes af løftemodtageren, jf. AFTL §§ 22, 33 og 36.38 Reglen i AFTL § 1, 1. pkt., gør det klart, at løftegi- ver ikke er forpligtet før afgivelsen af løftet.39 Det kan i særlige tilfælde give anledning til tvivl, om den erklærende alene har foretaget en intern forbere- delseshandling eller tillige har foretaget en beslutning og en kommunikation af en endelig løfteerklæring. Spørgsmål herom har foreligget til afgørelse i U 1958.88 H, hvor under de foreliggende særlige omstændigheder ansøgeren om en stilling som brugsforeningsuddeler fandtes at være ansat straks ved af- stemningen om ansættelsen på en generalforsamling i brugsforeningen. Bog- føring af en betaling eller af en gældspost giver ikke i sig selv kreditor krav på beløbet, jf. U 1956.903 SH. Et løfte til offentligheden, f.eks. udlovning af en dusør eller meddelelse om en donation bliver bindende ved offentliggørel- se eller ved meddelelse til en repræsentant for offentligheden.
Et underskrevet, men endnu ikke afsendt besked, der indeholder en løfte-
En løfteerklæring, der er frakommet løftegiveren uden hans vidende og vilje og uden medvirken af nogen, der har fuldmagt fra ham til at afsende ud- færdigede beskeder, forpligter ikke den erklærende som løftegiver. Der er dog i AFTL § 35 gjort en undtagelse fra denne regel. Den, der i god tro beta- ler en forfalden fordring mod udlevering af en kvittering, bliver frigjort, også selv om kvitteringen er frakommet kreditor uden hans vilje. Afgivelsen af er- klæringer, der ikke indeholder en endelig beslutning om at stifte bindende ret, har ingen retsvirkning. Hvad parterne har sagt til hinanden under forbereden- de forhandlinger eller har udvekslet af foreløbige udkast til en kontrakt indgår kun som bestanddele af en endelig kontrakt, i det omfang disse erklæringer inkorporeres i kontrakten ved en henvisning eller ved en gentagelse af deres indhold.
9.2. Løfter (tilbud): Kundskabsøjeblikket
En løftegiver kan i almindelighed tilbagekalde sit løfte, også efter at løftet er afgivet, men kun indtil løftet er kommet til modtagerens kundskab. Reglen
38. Se tillige Ussing: Aftaler s. 73 f. og 130 ff.
39. Sml. Ussing: Aftaler s. 38 ff., Xxxxxxx i TfR 1948.425 ff. og Adlercreutz m.fl.: Av- talsrätt I s. 115 ff.
herom i AFTL § 7 gælder både om tilbud og accept. Begge typer af viljeser- klæringer om indgåelse af gensidigt bebyrdende kontrakter har løftevirkning.
Et løfte – både tilbud og accept – er kommet til kundskab, når det er blevet læst eller hørt af adressaten eller dennes fuldmægtig.40 Dog er dette betinget af, at modtageren er i stand til at forstå beskeden, således at et tilbud givet på et sprog, adressaten ikke forstår eller på et for højt abstraktionsniveau, ikke er kommet til kundskab. Således skal indholdet af løftet være kommet til adres- satens bevidsthed, jf. U 1966.516, hvor et arveafkald givet til en stærkt alder- domssvækket person ikke var bindende. På tilsvarende vis er en e-mail kom- met til kundskab, når den er blevet åbnet og læst, medmindre den er skrevet i et format, som modtageren ikke kan læse.41
Et løfte kan tilbagekaldes med den virkning, at løftet falder bort, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til løftemodtageren (adressaten) forinden eller samtidig med, at løftet – tilbuddet eller accepten – kommer til adressatens kundskab. Når løftet er kommet til kundskab, er det normalt uigenkaldeligt, jf. AFTL § 7. En tilbagekaldelse af et løfte, der først kommer frem til løfte- modtageren efter kundskabsøjeblikket, er normalt virkningsløs. En for sen tilbagekaldelse afskærer i almindelighed ikke tilbudsmodtageren fra at bringe en endelig kontrakt i stand ved – inden acceptfristen er udløbet – at acceptere tilbuddet. I særegne tilfælde kan der dog tillægges en senere tilbagekaldelse virkning efter AFTL § 39 (re integra-reglen), og i visse forbrugerkontrakter har forbrugeren fortrydelsesret.
Den, der har modtaget et tilbud, vil undertiden, inden han tager stilling til, om han vil ac- ceptere tilbuddet eller ikke, undersøge, om han kan udnytte det tilbudte, f.eks. ved videre- salg, eller om han kan opnå mere fordelagtige tilbud fra andre. Viser tilbuddet sig ikke at være reelt, idet f.eks. tilbudte varer ikke lever op til beskrivelsen, vil tilbudsmodtageren efter omstændighederne kunne kræve sit tab ved at bruge tid og arbejde på at foretage de undersøgelser, som det er sædvanligt eller naturligt at foretage i anledning af tilbuddet – sin negative kontraktinteresse – erstattet af tilbyderen, jf. herved U 1939.1179 Ø. Grundla- get (hjemlen) for et sådant erstatningskrav er den almindelige erstatningsregel. Også ufor- svarlig adfærd i forbindelse med kontraktindgåelse kan afføde erstatningskrav, sml. Rich- ter Berg: Retsvirkninger af ugyldighed og ophævelse i løsørekøb s. 257 ff., samme i ET 2009.261 ff. og Ussing: Aftaler s. 65 med note 95.
9.3. Påbud (accept): Fremkomsten
Erklæringer, der forpligter modtageren eller betager ham en erhvervelse, som han ellers ville have fået, kaldes påbud. Et påbud kan være et rent påbud, som
40. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd s. 39.
41. Jf. Xxxxxxxx x Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten s. 364.
alene forpligter modtageren eller – hyppigere – et blandet påbud, der tillige pålægger afgiveren en byrde eller dog begrænser hans rettigheder som f.eks. udlejerens krav på leje som følge af hans opsigelse af et lejemål. Et tilbud, der ikke accepteres, mister sin virkning, når acceptfristen udløber. Accepten fast- holder tilbudsgiveren ved tilbuddet (løftet). En accept af en gensidig kontrakt har både virkning som et løfte, for så vidt som den forpligter acceptanten til at opfylde kontrakten fra sin side, og som et påbud, for så vidt som accepten bringer kontrakten i stand, og derfor endeligt fastholder tilbyderen ved det af- givne tilbud. Som eksempler på ofte anvendte typer af påbud kan nævnes en tilbagekaldelse, en opsigelse, en ophævelse, en modregningserklæring, en re- klamation og en afbrydelse af forældelse. En erklæring med påbudsvirkning bliver bindende for modtageren straks ved dens fremkomst og ikke først i det oftest noget senere kundskabsøjeblik, f.eks. når modtageren læser sin post.
En opdragsfuldmagt, dvs. en fuldmagt, der alene består i kraft af en bemyndigelse, som bemyndigeren (fuldmagtsgiveren) har meddelt fuldmægtigen, og som således ikke har no- gen særlig (selvstændig) tilværelse udadtil, er tilbagekaldt, når tilbagekaldelsen er kommet frem til fuldmægtigen, jf. AFTL § 18. En fuldmagt, der er meddelt tredjemand ved en sær- skilt erklæring rettet til ham fra fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, når tilbagekaldelsen er kommet frem til tredjemanden, jf. AFTL § 13.
Et påbud får virkning, så snart erklæringen kommer frem til modtageren, uan- set om og hvornår modtageren bliver bekendt med påbuddet og dets indhold. Dette er fastslået i AFTL § 7 om tilbagekaldelser af tilbud eller accept. En meddelelse er kommet frem, når den er kommet således inden for modtage- rens rådighedssfære, at han kan gøre sig bekendt med den ved handlinger, som efter særlig tilkendegivelse fra ham eller ifølge skik og brug, kan påreg- nes foretaget af ham.42 Heri ligger, at beskeden er kommet frem, når modta- geren under normale omstændigheder har mulighed for at gøre sig bekendt med dens indhold.
Adressaten kan ikke undgå retsvirkningen af en opsigelse eller andet på- bud ved at flytte uden at melde adresseændring, at undlade at læse sin post eller på anden måde holde sig i uvidenhed om – ubehagelige – meddelelser fra omverdenen, eller som det siges i Udkast til Lov om Aftaler s. 20 modta- geren af et påbud »bør ikke være i Stand til at forspilde den anden Parts Rets- erhvervelse ved at undlade at gøre sig bekendt med« påbudserklæringen«.43
42. Jf. Ussing: Aftaler s. 368.
43. Jf. f.eks. med hensyn til opsigelse i lejeforhold U 2004.2186 V og i ansættelsesfor- hold U 1980.338 H samt Strand i U 2004B.250 ff.
Påbud kan tilbagekaldes af afsenderen, så længe påbuddet ikke er kommet til adressatens kundskab, uanset at påbuddet allerede er blevet bindende for modtageren ved fremkomsten. De fleste påbud har både løfte- og tilbudsvirk- ning. Reglen om tilbagekaldelse er den samme for løfter og påbud, der tillige har løftevirkning.
En accept er rettidig, såfremt den kommer frem til tilbudsgiveren, inden acceptfristen er udløbet, jf. AFTL § 3. En accept anses i almindelighed for at være kommet frem, når svaret er »nået så vidt, at Tilbudsgiveren under nor- male Forhold vil have haft Lejlighed til at gøre sig bekendt med dets Ind- hold«, jf. Udkast til Lov om Aftaler, 1914 s. 20. En erklæring anses altid for at være kommet frem, hvis modtageren faktisk er bekendt med erklæringen. Kendskab til forlydender om, at der skulle være afsendt en e-mail, er ikke til- strækkelig. Der må kræves en pålidelig og fuldstændig viden som den, der kan opnås ved læsning af erklæringen.44 En e-mail er kommet frem til adres- saten, når den er nået frem til modtagerens e-mailsystem, herunder når den er nået til en elektronisk postkasse, som modtageren har oprettet hos en ekstern udbyder af for eksempel webmail.45 Se tilsvarende e-handelslovens § 12, stk.
2. Da det afgørende er, om meddelelsen er inden for modtagerens kontrolsfæ- re, er e-mailen også kommet frem, hvis der er nedbrud på modtagerens egen pc, der bevirker, at han ikke kan læse sine e-mails. Det samme gælder, hvis modtageren har glemt sin adgangskode eller sit NemID. Det samme må for- mentlig gælde, hvis forhindringen ligger hos udbyderen af den elektroniske postkasse.46
En e-mail til en person, der opgiver sin e-mailadresse på hjemmeside eller på anden lignende måde, er kommet frem ved indgangen i indbakken sml. U 1992.495 V. Tilsvarende gælder om beskeder, der uploades i en persons e- boks. I et sådant tilfælde anses meddelelsen for modtaget, når den ligger i adressatens elektroniske postkasse, evt. hos en ekstern udbyder. Se tilsvaren- de lov om offentlig digital post § 10, nr. 1, hvorefter meddelelser, der sendes under anvendelse af Offentlig Digital Post, anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten i postløsnin- gen.47
Fysisk post er kommet frem, når den er blevet bragt ud og lagt i modtage- rens brevkasse eller kastet ind ad brevsprækken eller lagt i adressatens post-
44. Sml. reglen om retlige forkyndelser i retsplejelovens § 163, stk. 3.
45. Jf. Xxxxxxxx x Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, s. 369.
46. Jf. Xxxxxxxx x Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, s. 370.
47. Jf. Xxxxxxxx x Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, s. 369. Se tillige Xxxxx Xxxxxxxx: IT- retten s. 819 ff.
boks. Er accepten stilet til en bestemt person i en større virksomhed, er den nok kommet frem, når den er fremme i virksomhedens reception, men kon- krete forhold kan muligvis føre til andet resultat.48
Er adressaten flyttet uden at give afsenderen af et påbud meddelelse om sin nye adresse, må påbuddet efter omstændighederne anses for at være kommet frem ved fremsendelse og udbringning til den hidtidige adresse, sml. herved om pligt til at meddele flytning reglerne i FAL § 33, stk. 1, og gælds- brevslovens § 3, stk. 3. Det samme må gælde ved skift af e-mailadresse. Nægtelse af at modtage brevet indeholdende påbuddet må i almindelighed fø- re til, at påbuddet anses for at være kommet frem, jf. dog Østre Landsrets dom af 22. december 2008 (B-1718-08). I afgørelsen var det dog tvivlsomt, hvem der havde nægtet at modtage en opsigelse.49 Et anbefalet brev er ikke kommet frem ved, at postvæsenet afleverer en meddelelse til adressaten om, at han kan afhente en forsendelse eller et anbefalet brev på posthuset i dettes almindelige åbningstid. Hverken afsenderens navn eller brevets indhold fremgår af en sådan meddelelse, jf. U 2015.1299 H. Hvis opsigelsen sendes både ved anbefalet brev og ved almindelig post eller som quickbrev, anses den for at være kommet frem, selvom det anbefalede brev ikke modtages og ikke afhentes, jf. U 2013.165 H og U 2015.3852 H.50
I forretningsforhold anses et brev eller en e-mail, der afleveres eller modtages
efter almindelig kontortid, først for at være kommet frem den følgende ar- bejdsdag. Dog må e-mailen anses for at være kommet frem på dagen, hvor den måtte blive besvaret.
Særlige omstændigheder i den enkelte sag kan føre til en afvigende vurde- ring af, om en erklæring anses for at være kommet frem til adressaten.
I U 1950.955 Ø og U 2003.2560 V fandtes et lejemål at være ophævet allerede ved medde- lelsen til adressaten (lejeren) om, at der var kommet et anbefalet brev til ham, uanset om lejeren var klar over, hvem der var brevets afsender og over dets indhold, jf. også U 1983.236 Ø. Den almindelige regel blev også fastholdt i U 1980.338 H, som fandt, at en opsigelse af en funktionær i et almindeligt brev, som var afleveret på dennes bopæl den 24. februar, var virksom, uanset at funktionæren tidligt samme morgen var rejst på ferie og derfor først blev bekendt med opsigelsen nogle dage ind i næste måned.51
De påbud, der kaldes »pligtmæssige reklamationer«, bliver effektive allerede ved afsendelsen. Aftaleloven indeholder en bestemmelse herom i § 40.
48. Jf. Xxxxxx & Xxxxxxx: Lærebog i aftaleret s. 36.
49. Jf. Xxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Funktionærret s. 647.
50. Jf. Edlund og Grubbe: Boliglejeret s. 689 f.
51. Jf. herom Xxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Funktionærret s. 643 ff.
9.4. Re integra-reglen i AFTL § 39. Fortrydelsesret
En erklæring, der er kommet til modtagerens kundskab, kan i almindelighed ikke tilbagekaldes, jf. AFTL § 7. Modtageren af et løfte bør kunne disponere bl.a. på grundlag af det modtagne gyldige løfte og behøver ikke at overveje sin stilling i tilfælde af, at løftet trækkes tilbage. Det ville dog kunne virke urimeligt, om adgangen til at rette eller fragå, hvad man har sagt eller skrevet, altid var udelukket efter kundskabsøjeblikket. Bestemmelsen i AFTL § 39, 2. pkt. eller dennes analogi åbner mulighed for »under særlige omstændighe- der« at tilbagekalde et løfte, der vel er kommet til løftemodtagerens kund- skab, men som endnu ikke »har virket bestemmende på hans handlemåde« (re integra). Reglen i AFTL § 39 gælder også om blandede påbud, f.eks. om opsigelser, jf. U 1963.710 SH om en arbejdsgiver, der fortryder en (kostbar og uoverlagt) opsigelse.52
Ordene i AFTL § 39, 1. pkt., tager direkte sigte på tidspunktet for god tro om svage ugyldighedsgrunde, men det er almindeligt antaget, at § 39, 2. pkt., ikke desto mindre kan anvendes på en tilbagekaldelse, som efter den alminde- lige regel i § 7 er kommet for sent frem.53 Der er ikke et langt skridt fra at ret- te fejltagelser, som er omfattet af reglen i AFTL § 32 eller anden ugyldig- hedsgrund, til en rettelse begrundet i, at løftegiver har bestemt sig om.
Reglen i § 39 kan dog normalt kun give adgang til, hvor omstændigheder- ne taler derfor, omgående at rette en overilet beslutning. Brug af bestemmel- sen i § 39 kan dog også være på sin plads, hvor et løfte er afgivet under for- hold, hvor der let kan ske fejltagelser, f.eks. i telefonen, eller hvis tilbagekal- delsen følger umiddelbart efter løftet, jf. U 1952.918 V og U 1987.234 SH samt nedenfor i afsnit 10 in fine. Efter U 2013.2027 H er der ifølge praksis vid adgang for en ansat til at tilbagekalde en opsigelse. Tilbagekaldelsen skal dog komme inden kort tid, og før den har virket disponerende for arbejdsgi- veren. I øvrigt bør reglen i § 39 kun ganske undtagelsesvis anvendes i kom- mercielle forhold, jf. U 1951.1066 H og U 1994.896 H. I U 1989.561 H (U 1990B.29) kunne køberen af et enfamiliehus tilbagekalde slutsedlen dagen efter købet, da ejendomsmægleren, som forhandlede på sælgerens vegne, i strid med sin forpligtelse til at bistå begge parter havde presset køberen til at købe et hus, han næppe havde råd til at bo i. Tilbagekaldelse ligeledes dagen efter et køb af en sommerhusgrund blev ikke anerkendt i U 1992.460 H, da der ikke forelå sådanne eller andre lignende »særlige omstændigheder«. Det kan være vanskeligt at føre bevis for, at der er indgået en aftale af nogen ræk-
52. Jf. Xxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Funktionærret s. 707 ff.
53. Jf. Ussing: Aftaler s. 49 ff., Lyngsø: Afbestillingsret navnlig s. 30 ff., Xx Xxx: Avtale- slutning og ugyldighet s. 104 og Ramberg & Ramberg: Almän avtalsrätt s. 103 f.
Reglen i AFTL § 39 hjemler ikke en almindelig fortrydelsesret, heller ikke i forbrugerkontrakter. En egentlig fortrydelsesret som omtalt ovenfor i kapitel 1 afsnit 8.2.2 består kun, hvor en sådan ret som i forbrugeraftalelovens §§ 19- 25 og FAL § 97 a har udtrykkelig lovhjemmel.54 Reglen i AFTL § 39 kan dog formentlig anvendes i noget videre omfang i forbrugerkontrakter, fordi fastholdelse af kontrakten kan være særlig belastende for en forbruger, og fordi det ofte er mindre belastende for den erhvervsdrivende, at enkelte af hans aftaler med kunder går tilbage, jf. U 1969.579 Ø.
10. Opfordring til at gøre tilbud
De næringsdrivende søger at fremme afsætningen af deres varer og tjeneste- ydelser ved på forskellig måde at præsentere produkterne for kundeemner. Der opstår undertiden spørgsmål, om annoncering, udstilling eller andre salgsfremmende foranstaltninger som led i almindelig markedsføring alene er at anse som rent faktiske oplysninger og meddelelser til publikum (enuntia- tioner), eller om der i markedsføringen kan ligge et løfte eller et tilbud, som binder den erhvervsdrivende. I U 1985.877 H fandt Højesteret, at en detail- handlers udstilling af prismærkede varer er (eller har virkning som) et bin- dende tilbud om salg af den udstillede vare eller tilsvarende varer til den an- givne pris og ikke blot er en opfordring til interesserede om at tilbyde at købe varen, således at den erhvervsdrivende kan acceptere eller afslå de tilbud, der måtte komme.55
En tydelig, udtrykkelig erklæring, f.eks. et skilt med oplysning om, at »de udstillede genstande er ikke til salg«, vil normalt udelukke, at nogen kan tro, at der foreligger et stiltiende tilbud om salg, i hvert fald om salg af disse gen- stande. Er tingene eller lignende ting ikke til salg nu, kan behovet for oplys- ning om pris være mindre påtrængende.
54. Jf. Holberg m.fl.: Forbrugeraftaleloven s. 263 f. Se også Illum i U 1971B.220 over for
Lyngsø: Afbestillingsret s. 33 ff.
55. Kommenteret af Mols U 1986B.43 f. Se tillige Møgelvang-Hansen m fl.: Markedsfø- ringsretten s. 479 f. samt Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd
s. 53 ff.
Notering af en kundes ønske om køb af en »køtilbudsvare« ansås i U 2002.631 V at forpligte butikken, selvom den pågældende vare ved en fejl allerede var solgt. Et tilbud om salg, som anses for at være afgivet ved arran- geringen af en vinduesudstilling, er ligesom udtrykkelige tilbud undergivet den almindelige kontraktrets regler. Et løfte, hvori der åbenbart er sket en fejl, er ikke bindende, jf. aftalelovens § 32. Denne bestemmelse gælder også for stiltiende løfter. En kendelig fejltagelse bestående i fejlplacering af prisskilte eller lign. gør det tilbud, som butiksindehaveren anses for at have afgivet, ugyldigt. Der kan ikke fastsættes en bestemt acceptfrist. En butiksindehaver kan ændre sin udstilling, når han vil, og ved ændringen falder et hidtidigt til- bud væk, jf. aftalelovens §§ 1, 3, stk. 2, og 7.
En erklæring, der fremtræder som et tilbud, men indeholder et forbehold som »uden forbindtlighed«, »uden (sine) obligo« eller lign. anses i mangel af holdepunkter for en anden forståelse ikke som et tilbud, der er genkaldeligt, men ligesom bindende tilbud kan accepteres, men kun som en opfordring til at gøre tilbud, jf. AFTL § 9. Forskellen mellem et genkaldeligt tilbud og en opfordring til at gøre tilbud er, at mens modtageren af et tilbud kan bringe kontrakten i stand ved at acceptere tilbuddet, har modtageren af en opfordring til at gøre tilbud kun mulighed for at afgive et tilbud. I sidstnævnte tilfælde bevarer udbyderen en større handlefrihed. Han kan afgive et tilbud eller lade være. Den, der ikke ønsker at afgive et bindende tilbud, vil ofte foretrække denne friere stilling frem for at afgive et genkaldeligt tilbud.
En opfordring til at gøre tilbud har en retsvirkning, i hvert fald hvis opfor- dringen er rettet til en bestemt adressat. Fremkalder et tilbud uden forbindt- lighed eller en lignende erklæring, der alene har virkning som en opfordring til at gøre tilbud, et tilbud som i indhold stemmer overens med opfordringen, skal tilbudsmodtageren uden ugrundet ophold give tilbudsgiveren meddelel- se, hvis han ikke vil acceptere det tilbud, som han har fremkaldt, jf. AFTL
§ 9. Reglen i § 9 eller dennes analogi finder også anvendelse, hvis modtage- ren opfatter opfordringen til at give tilbud som et tilbud og derfor besvarer opfordringen med en accept, jf. U 1939.685 Ø.
Der kræves også i andre tilfælde reklamation over for tilbud, som modta- geren har fremkaldt, men alligevel ikke vil godtage. Erhvervsdrivende anses efter omstændighederne for pligtige til at sige fra, hvis de ikke vil acceptere modtagne ordrer (tilbud), også ordrer som de ikke særligt har fremkaldt ved henvendelse til ordregiveren, jf. om en handelskommissionær kommissions-
lovens § 5. Alle disse reklamationer er pligtmæssige og er undergivet reglen i AFTL § 40.56
Hustandsomdelte reklamer, avisannoncer og lignende anses for at være opfordring til at gøre tilbud. Det skyldes, at sådanne medier kommer ud til en så bred kreds, at annoncøren ikke kan forventes at have vare til salg til alle læserne. Derimod opfattes et prisskilt i en vinduesudstilling for et tilbud, jf. U 1985.877 H og U 1991.43 H. Det er naturligt at opfatte situationen således, at det præcis er varen med prisskiltet, som er til salg.
Annoncering på en hjemmeside på internettet blev i U 2003.907 V anset for at være opfordring til at gøre tilbud. I afgørelsen havde en bilhandler an- nonceret med en brugt bil til en for lav pris. Det samme må gælde en udlejers annoncering af ledige lejemål på en boligportal.57 Dette gælder uanset, om annonceringen finder sted på egen hjemmeside eller gennem en udbyder. Ge- nerelt må dette gælde, når det ikke er muligt at indgå aftalen direkte gennem hjemmesiden, da denne da har præg af at være en annonce. Det samme gæl- der, når de annoncerede varer ikke er seriefremstillede.58
Det er almindeligt, at kunderne på en erhvervsdrivendes hjemmeside – de såkaldte internetbutikker – kan vælge vare og placere dem i en kurv på hjemmesiden for herefter at gennemføre betalingen elektronisk. Spørgsmålet er, om prisangivelser på varer i sådanne tilfælde er tilbud eller opfordring til at gøre tilbud. I U 2009.2007 V var hjemmesiden ikke indrettet som internet- butik, og afgørelsen har derfor ikke betydning for sådanne. Efter Forbruger- klagenævnets praksis, jf. 2001-4021/7-172 og 2002-4031/7-2141, medfører prisangivelser på varerne i internetbutikker, at der er tale om tilbud, hvilket ligeledes er Forbrugerombudsmandens opfattelse. Efter denne opfattelse kan situationen sammenlignes med at gå ind i en fysisk forretning for at købe en vare. Når handelen finder sted i egentlige netbutikker, som udbyder seriepro- ducerede varer, bør det være muligt for den erhvervsdrivende løbende at op- datere hjemmesiden, således at der ikke sættes varer til salg, der ikke er på lager. Det forekommer derfor nærliggende at opfatte prisangivelserne i egent- lige internetbutikkerne for tilbud.59 I samme øjeblik der ikke er flere varer på lageret – altså når den sidste lægges i kurven i internetbutikken – må den er- hvervsdrivende fjerne tilbuddet fra netbutikken eller indrette systemet såle- des, at dette finder sted automatisk. Som konsekvens heraf gælder tilbuddet
56. Jf. Ussing: Aftaler s. 50, 56 og 394 f.
57. Jf. Edlund T:BB 2016.180.
58. Jf. Xxxxxxxx x Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten s. 394.
59. Jf. Xxxxxxxx x Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten s. 390.
kun så længe, det er at finde på hjemmesiden, og det skal således accepteres i denne periode.60
Fremvisning af salgsgenstanden vil som omtalt nedenfor ofte være at lige- stille med et tilbud.61 Hvor kundens person har betydning, må fremvisning dog almindeligvis anses som opfordring til at gøre tilbud. Det gælder således for en udlejers fremvisning af lejemålet til en mulig lejer.62
Der er udviklet nogle særlige lovregulerede fremgangsmåder eller model- ler til hurtigt at finde frem til den, der vil indgå på de bedste vilkår. Ved auk- tion beder den, der afholder auktionen – fogeden eller auktionsholderen – om bud på køb af de opråbte genstande. Ved licitation bedes der om bud på den levering eller udførelse af det arbejde, som er beskrevet i udbuddet. I begge disse modeller findes der erklæringer og handlinger, der har virkning som til- bud og accept. Opråb til auktion og udbud i licitation er en opfordring til at gøre tilbud. Auktionsbud og licitationsbud er et tilbud. Hammerslaget og an- tagelsen i almindelighed af det højeste bud ved auktion og af det laveste bud ved licitation er en accept, sml. U 1999.11 H.63 Bygherren skal snarest muligt underrette tilbudsgivere, hvis tilbud ikke antages, jf. AB 18 § 5, stk. 6. Til- budsgiver optjener sædvanligvis ikke ret til vederlag for tilbudsudarbejdelsen, jf. U 1996.309 V.
Et tilbud om forbehold om »ret til mellemsalg« eller lign. har virkning
som et genkaldeligt tilbud, ikke som en opfordring til at gøre tilbud, jf. U 1944.539 H.64 Andre forbehold, såsom et forbehold om fastsættelse af pri- sen til dagspris, om regulering af prisen efter et indeks, f.eks. efter løn-, pris- eller byggeindeks eller forbehold om, at lager stadig haves, kan ikke anses som et forbehold om genkaldelighed. Forbehold kan være hensigtsmæssigt ved annoncering og salg ved internettet, hvor systemet kan være indrettet så- ledes, at der afgives en ordre, uden at sælgeren nødvendigvis er i stand til fortsat at honorere bestillingen.65
60. Jf. Xxxxxx & Xxxxxxx: Lærebog i aftaleret s. 52 og Xxxxxxxx x Xxxxxxxxxxx (red.): In- ternetretten s. 393.
61. Jf. nedenfor i afsnit 12 om stiltiende aftaler.
62. Jf. Edlund T:BB 2016.180.
63. Licitation ved arbejder og leverancer inden for bygge- og anlægsvirksomhed er un- dergivet reglerne i Tilbudsloven.
64. Jf. Ussing: Aftaler s. 50 med note 16. Se også U 1993.877 V om forbehold af kredi- tors accept af forslag til et frivilligt forlig.
65. Jf. nærmere herom Xxxxx i U 2003B.359 ff.
Der kan undertiden komme en gyldig kontrakt i stand, selv om en af parterne ikke positivt har erklæret, at han vil kontrahere, men har forholdt sig passiv i en situation, hvor den anden part efter almindelig god forretningsskik forven- ter, at den, der ikke vil kontrahere, siger fra. Den, der efter at have drøftet indgåelsen af en aftale med en forretningsforbindelse i telefonen, modtager en skrivelse fra denne, som bekræfter indgåelsen af en nærmere refereret aftale mellem parterne (en stadfæstelsesskrivelse), bliver f.eks. ofte bundet af den refererede aftale, hvis han ikke hurtigt siger fra (reklamerer) over for afsende- ren af skrivelsen.
En part kan således, selv om han ikke har afgivet en udtrykkelig løfteer- klæring, ved sin opførsel på anden måde have vist, at han ønsker at binde sig som løftegiver. En part forpligtes som løftegiver, hvis han må indse, at en an- den med god grund vil opfatte hans adfærd på samme måde som afgivelsen af et udtrykkeligt løfte. Det kan være svært at afgøre, om en vis adfærd, hand- linger eller undladelser, f.eks. undladt reklamation, er »konkludent«, således at en anden med føje kan opfatte denne adfærd som den agerendes afgivelse af et bestemt stiltiende løfte. Det kan f.eks. volde tvivl, om en virksomheds udbetaling af bonus eller gratialer til nuværende eller tidligere medarbejdere med føje kan forstås af modtagerne som et bindende løfte om, at udbetalin- gerne vil fortsætte i kommende år efter samme retningslinjer som hidtil, uan- set at dette ikke udtrykkeligt er sagt. Modtagerne håber naturligvis, at de vil blive ved med at få penge, og tror måske, at de efterhånden har erhvervet et retligt krav herpå, mens virksomheden på sin side kan have ønsket at forbe- holde sig handlefrihed i fremtiden og mener at have bevaret sin handlefrihed, da den ikke har givet noget løfte for fremtiden. Den retlige vurdering af en sådan situation må tage hensyn både til faktum: parternes optræden og tilken- degivelser og til jus: retspraksis, tradition og forholdets natur.66
Ordsproget om, at den, der tier, samtykker, er dog i væsentligt begrænset
omfang udtryk for gældende ret. Passivitet er forpligtende, bl.a. i tilfælde hvor rimelig hensyntagen over for en forhandlings- eller kontraktpartner tilsi- ger at give ham oplysninger, således at partneren undgår tab og skuffelser jf. U 1995.531 H og 1996.141 V. Omvendt vil passivitet ikke virke forpligtende, hvor der ikke foreligger en situation, hvor medkontrahenten med rimelighed kunne forvente en reklamation, jf. U 2015.3168 H, hvor en part ikke var for-
66. Jf. U 1998.777 Ø om bonus og U 1997.1227 H om retskrav på årligt tilskud til pensi- on som hidtil.
11. Passiv accept
pligtet, selv om han ikke havde reageret på fakturaer, som medkontrahenten havde fremsendt på baggrund af en aftale med partens hustru, der ikke frem- stod legitimeret til at indgå aftalen. Denne grundsætning om betydningen af passivitet er en almindelig retningslinje, ikke en præcis regel. Det enkelte til- fældes egenart spiller en væsentlig rolle. Passivitetsgrundsætningen har en lignende karakter som flere andre regler eller grundsætninger, der bygger på almen og fleksibel standard, som f.eks., at der ifaldes ansvar for skade for- voldt ved uforsvarlig adfærd, eller løfter er ugyldige, hvis det er i strid med almindelig hæderlighed eller er urimeligt at gøre dem gældende, jf. aftalelo- vens §§ 33 og 36.
Tavshed kan selvsagt ikke i almindelighed forpligte en tilbudsmodtager som acceptant, men aftaleloven foreskriver i § 8, at en tilbudsmodtager er pligtig til at besvare spørgsmål fra tilbudsgiveren, om han vil acceptere til- buddet, selv om tilbyderen oprindelig havde erklæret, at han ville anse til- budsmodtagerens tavshed for accept, eller det dog fremgår af omstændighe- derne, omend det ikke udtrykkeligt er blevet sagt, at tilbudsgiveren ikke ven- ter at modtage en særlig accept, men blot f.eks. som ved bestilling af almin- delige varer hos en handlende afventer leveringen af varerne.
Tavshed kan under særlige omstændigheder have acceptvirkning, ikke blot som omtalt i afsnit 8 in fine på leverandørsiden, men også på kundesi- den. Der er behov for, at der kan foretages ændringer af vedvarende kontrak- ter, som har karakter af naturlige moderniseringer, ved udsendelse af medde- lelser fra leverandør til kunde om ændringerne med tilkendegivelse af, at kunderne, om de ønsker kontraktforholdet fortsat, er bundet af de reviderede betingelser efter det tidspunkt, til hvilket leverandøren kunne have bragt kon- traktforholdet til ophør ved opsigelse. Kunden kan vælge, om han vil fortsæt- te kontrakten eller sige den op, og han kan i almindelighed give udtryk for sin beslutning ved at betale eller ved at undlade at betale vederlag for næste peri- ode. En énsidig meddelelse om ændringer, der alene består i en naturlig til- pasning af en vedvarende kontrakt til nye tider, har virkning for kommende perioder, såfremt meddelelsen er klar og tydelig, over for de kunder, der ikke siger kontrakten op, men betaler vederlaget for næste periode, jf. således om forsikring U 1983.804 Ø, U 1993.496 Ø og U 1995.941 Ø.67
En persons passivitet har undertiden virkning som et stiltiende løfte eller et
kvasiløfte om opgivelse af (afkald på) retten til at gøre visse krav eller indsi- gelser gældende, eller om godkendelse af en opfattelse, som andre har givet udtryk for, jf. bl.a. U 1995.156 H. Passivitet i en situation, hvor det havde væ-
67. Jf. Xxxxxxx & Xxxxxxxxx: Dansk Forsikringsret s. 103 ff.
ret sædvanligt eller naturligt at gøre et krav eller en indsigelse gældende, kan have virkning som et afkald eller en godkendelse. En kontrahent fortaber så- ledes ofte sin ret (beføjelse) til at påberåbe sig kontraktbrud eller ugyldighed, hvis han ikke har gjort retten (beføjelsen) gældende inden en rimelig tid ved at reklamere (klage) over for medkontrahenten. AFTL indeholder regler om sådan reklamation i §§ 4, stk. 2, 6, stk. 2, 8, 9, 28, stk. 2, og 32, stk. 2.
Forbrugeraftaleloven har søgt at umuliggøre anvendelsen af en særlig form for »negativ salgsmetode« over for forbrugere ved i § 6 at foreskrive:
12. Kvasidispositioner og stiltiende aftaler
En person kan efter omstændighederne blive bundet som en løftegiver ikke blot ved passivitet, men også ved foretagelsen af en positiv handling, som ik- ke er et løfte, men som tyder på, at vedkommende vil være part i en kontrakt, eller som af andre grunde taler for, at vedkommende bør behandles, som om han havde afgivet et løfte. Det forekommer også, at der pålægges en person forpligtelser som løftegiver, uanset at hans adfærd ikke i den forstand er
»konkludent«, således at den kan tages som bevis for en beslutning om at forpligte sig som løftegiver. Da retsstillingen i sådanne tilfælde er, som om (quasi) der var afgivet et løfte, siges der at foreligge et kvasiløfte. En sådan adfærd, der ikke er, men har virkning som et løfte, er i Tyskland blevet be- skrevet som et faktisk kontraktforhold eller – i flere lande – med et udtryk hentet fra romerretten som et quasi- eller kvasiløfte.68 Giver en persons ad- færd et (næsten) lige så sikkert udtryk for hans vilje som en erklæring i ord eller i tegn, der træder i stedet for ord, anses vedkommende i almindelighed for at være bundet af et løfte, som er stiltiende, men lige så bindende som et
68. Udtrykket findes i (Institutiones) 3 (3. bog). 13 (13. titel). 2 (Paragraf 2). Institutio- nerne er en lærebog i romerret, der er udarbejdet på grundlag af Xxxxx’ institutioner fra det 2. årh. e.K., og indgår i Justinians Corpus Juris fra 533.
12. Kvasidispositioner og stiltiende aftaler
udtrykkeligt løfte. Der foreligger imidlertid ikke et stiltiende løfte i alle til- fælde af kontraktlignende forpligtelser. Den retlige forpligtelse, der efter om- stændighederne indtræder som følge af passivitet og ved benyttelse af auto- matiserede indretninger, er ikke afhængig af, at den udviste adfærd kan tages som tegn eller bevis på et løfte.
Forpligtelse som løftegiver forudsætter, at den udviste adfærd giver rime- lig grund til at pålægge en sådan forpligtelse. Der foreligger normalt kun en tilstrækkelig vægtig grund, hvor en påstået »løftegiver« aktivt har medvirket til at skabe en forventning eller dog har haft mulighed for at undgå, at der skabes forventning hos andre om at erhverve ret som løftemodtager. En sådan situation foreligger i almindelighed ikke ved falsk. Den, der af en falskner urigtigt er blevet opgivet at være løfte- eller fuldmagtsgiver, er ikke bundet af en falsk erklæring eller af en erklæring afgivet uden fuldmagt.
En erhvervsdrivende, der tilegner sig værdier, f.eks. ubestilte varer som han har fået tilsendt, bliver forpligtet til at betale varerne, jf. således også om en lejers tilegnelse af yderligere lokaler U 1979.15 H. En kontohaver, der overtrækker sin checkkonto eller anden løbende konto, må betale en særlig høj, men dog ikke urimeligt høj, overtræksrente, som banken efter sine al- mindelige forretningsbetingelser beregner sig af ubevilgede overtræk, jf. U 1981.221 H.69 En kontohaver kan ikke forbedre sin retsstilling ved at tage selv. Tilegnelse af en ydelse, som en virksomhed stiller til rådighed for hvem, der ønsker ydelsen mod betaling, medfører normalt pligt til at præstere den betaling, som virksomheden har fastsat f.eks. i et reglement, et opslag, på en billet eller lign. En passager i bus eller tog og en bilist, der parkerer på en af- mærket parkeringsplads, er normalt forpligtet til at betale den fastsatte pris. Parterne har samme indbyrdes retsstilling, som de ville have haft, hvis de havde indgået en kontrakt på almindelig måde ved udveksling af viljeserklæ- ringer om befordringen, parkeringen etc. på leverandørvirksomhedens almin- delige forretningsbetingelser.
Der kan opstå spørgsmål, om et vilkår, f.eks. en bestemmelse om ansvars-
begrænsning, må anses som vedtaget mellem parterne alene i kraft af, at be- stemmelsen er indeholdt i et reglement og eventuelt tillige – i forkortet form eller som en henvisning – er trykt på en billet, jf. reglerne i AFTL § 38 b om aftaler, der ikke har været genstand for individuel forhandling.70 Billetter og lign., der først udleveres efterfølgende, f.eks. efter indkast af penge i en au-
69. Dommen er omtalt i Betænkning nr. 1161/1989 s. 95, Xxxxx Xxxxxxxx: Kreditaftale- loven 2010 s. 182 f. og Gomard i J 1984.333.
70. Sml. U 1971.81 H og Xxxxx Xxxxxxxx & Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd s. 82.
tomat, har kun betydning som information om det allerede etablerede forhold. Overraskende, byrdefulde og urimelige vilkår er ikke bindende.
Klausuler i et reglement eller almindelige forretningsbetingelser for benyt- telsen af de faciliteter, der er stillet til rådighed, f.eks. en bus eller et parke- ringshus, som er urimelige eller usædvanlige (overraskende for kunden), kan tilsidesættes efter reglerne i AFTL §§ 36 og 38 a-c.
Reglerne i AFTL kap. 1 om tilbud og accept kan ikke naturligt anvendes på selvbetjening med ydelser, som alle har adgang til, f.eks. ved opstilling af en automat. Opstillingen af en automat kan ganske vist siges at være et tilbud og indkastet af mønter, indsætning af et betalingskort eller indtastning af data en accept af dette tilbud.
Med udtrykket »konkludent adfærd« menes anden adfærd end afgivelse af ord eller tegn, som tillægges virkning som et dispositivt udsagn.71 Også ad- færd, der ikke i denne forstand er konkludent, kan være forpligtende. Etiket- ten kvasikontrakt kan sættes på en broget mangfoldighed af retsstiftende kendsgerninger (retsfakta), dersom begrebet defineres således, at det omfatter alle tilfælde, hvor adfærd, der har en vis forbindelse med kontrahering og omsætning, har løftevirkninger eller andre retsvirkninger, der ligner løfte- virkninger.72
En forbruger beskyttes på forskellig måde mod at blive presset til at købe ting. Fremsender en erhvervsdrivende en vare til en forbruger (dvs. til en per- son, som ikke skal bruge varen i sit erhverv, jf. forbrugeraftalelovens § 2), uden dennes forudgående anmodning (bestilling eller tilbud), og skyldes dette ikke en fejl (f.eks. at chaufføren eller postbuddet har afleveret en pakke på en forkert adresse), kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit, jf. § 6 i forbru- geraftaleloven. Denne regel har ikke ophævet den før forbrugeraftaleloven almindeligt anerkendte sætning om »tilegnelse på vilkår«, men har begrænset anvendelsesområdet for reglen til erhvervsretten.
Et stiltiende løfte er et løfte, som fremgår af en persons adfærd på anden måde end af ord eller tegn, som er udtryk for ord, se om retspraksis bl.a. U 1976.118 H.73 En adfærd, der ikke består i afgivelse af en løfteerklæring, kan således undertiden give en anden det indtryk, at vedkommende har villet binde sig, som om han havde afgivet et løfte af et bestemt indhold, jf. til illu- stration U 2012.1515 V, hvor betaling af 1. rate af en sponsoraftale og modta- gelse af VIP-billetter ifølge denne ansås for, at der var indgået aftale. Et andet
71. Sml. bl.x. Xxxxxxxxxxx m.fl.: Avtalsrätt I s. 20 f. og 69 ff.
72. De terminologiske spørgsmål drøftes af Xxxxxx: Alm. del s. 227 og af Ussing: Aftaler
s. 399 f. samt i de andre nordiske lande bl.a. af Hov: Avtalerett, 3. utg. 1993, s. 51 ff.
73. Se Ussing: Aftaler s. 104, note 9, og s. 388 ff.
13. Rette aftalepart
eksempel kan være en lejers indbetaling af depositum, efter udlejerens frem- sendelse af lejekontrakten.74 Et tredje eksempel er fremvisning af en salgsvare, som eksempelvis en bilhandlers fremvisning af en bil til en kunde i butikken.75 En adfærd, der ikke er afgivelse af en løfteerklæring, men dog tages som udtryk (bevis) for en beslutning om at ville forpligte sig som løftegiver kan derfor til- lægges løftevirkning som et stiltiende løfte. Forskellen mellem et stiltiende løf- te, der antages at stemme overens med løftegivers ønske og en pligt, der uden hensyn til personens vilje og ønsker følger af hans handling, såsom parkering på en plads hvor der kræves betaling, befordring med et transportmiddel hvor- for der kræves betaling og tilegnelse af ubestilte varer, markeres ved at benæv- ne de sidstnævnte tilfælde som kvasiløfter. En handling kan i øvrigt efter om- stændighederne bedømmes både/enten som et stiltiende løfte og/eller som en erstatningspådragende handling, sml. f.eks. U 1987.548 SH.
Er der indgået en stiltiende aftale, opstår spørgsmålet undertiden, på hvilke
vilkår aftalen er indgået. Udgangspunktet er, at det er de almindelige obligati- onsretlige regler, som regulerer aftalen. Se til illustration U 2014.3499 H, hvor en lejer i årevis havde parkeret sin bil i udlejerens gård uden tilladelse. Højeste- ret fandt, at der herved var indgået en parkeringsaftale, men fandt ikke, at denne aftale var på de opsigelsesvilkår, der gjaldt for lejemålet. Aftalen om brugsret- ten til at parkere i gården kunne herefter opsiges med passende varsel.76
13. Rette aftalepart
Undertiden er det et spørgsmål, hvem der er den rette aftalepart eller med an- dre ord, imellem hvem aftalen er indgået. Dette har navnlig praktisk betyd- ning, når en part hævder ikke at være part i aftalen under henvisning til, at det er et selskab, som forpligtelsen påhviler. Selskabet er i disse tilfælde gerne insolvent og dermed ude af stand til at honorere forpligtelsen. Der ses således tilfælde, hvor der er tvivl, om en hovedaktionær personlig eller hans selskab er part i en aftale, som hovedaktionæren har indgået. Problemstillingen løses i overensstemmelse med løftemodtagerens beføjede opfattelse af situationen, jf. U 2004.2094 H, U 1994.698 H, U 1988.842 H og U 1982.56 H.77
74. Jf. Edlund T:BB 2016.181.
75. Jf. dog ovenfor i nr. 10 om opfordring til at gøre tilbud.
76. Jf. xxxxx Xxxxxxx ET 2016.63 f.
77. Et andet kriterium er lagt til grund i U 1987.784 H, hvor et lån til et anpartsselskab fandtes reelt at være blevet ydet til eneanpartshaveren i selskabet for at nedbringe dennes gæld, og denne hæftede derfor personligt for tilbagebetaling af lånet.
Problemet kan dog også opstå, hvor tvisten går på, hvem af flere mulige personer, som er forpligtet. I U 2014.277 havde en hustru deltaget så aktivt i salget af en campingvogn, at køberen var berettiget til at opfatte hende som medejer ved salget, hvorefter der kunne rettes et mangelskrav mod hende. Omvendt kunne en kvinde i U 2012.2097 V, som ejede en bil, som hun havde overladt brugen af til sin søn, ikke gøres ansvarlig for en værksstedsregning. Se tilsvarende U 2019.1783 V.
14. Aftaleindgåelse efter den Internationale Købelov
14.1. De retlige rammer
I 2011 blev den Internationale Købelov (CISG) del II om aftalers indgåelse sat i kraft i Danmark. Beslutningen var i tråd med de andre skandinaviske lande.78 Herved blev de nordiske forbehold mod denne del af konventionen annulleret.79 Ved lovens ikrafttræden den 1. februar 2013 blev CISG del II en integreret del af dansk aftaleret.
Reglerne i AFTL §§ 1-9 er ikke anvendelse på afslutning af aftaler om løsørekøb, der er omfattet af den Internationale Købelov. Løsørekøb omfatter køb af fysiske, rørlige eller flytbare ting.80 De køb, som er omfattet af CISG, er internationale køb, jf. CISG artikel 1. Herved forstås køb mellem parter, der har deres forretningssteder i forskellige stater. CISG finder anvendelse på handelskøb og civilkøb, jf. artikel 1, stk. 3, men ikke for forbrugerkøb, jf. ar- tikel 2, litra a. CISG er deklaratorisk.81 Det er i praksis almindeligt, at CISG erstattes med virksomheders almindelige salgs- og leveringsbetingelser.
14.2. Tilbud
Efter artikel 14, stk. 1, er et tilbud et forslag om indgåelse af aftale, der er ret- tet til en eller flere bestemte personer, og som er tilstrækkelig bestemt og vi- ser tilbudsgiverens vilje til at forpligte sig, hvis tilbuddet antages. Efter artikel 14, stk. 2, er et forslag, som ikke er rettet til en eller flere bestemte personer,
78. Ændringen kom i stand på svensk initiativ, jf. rapporten »Avtalsslutande vid interna- tionella köp av varor« (TemaNord 2009:507).
79. Jf. nærmere om baggrunden Gomard og Henschel i ET 2012.103 ff. og Lando i U 2012B.149.
80. Jf. nærmere Gomard og Henschel: International købelov s. 129 ff., Honnold: Uniform Law for International Sales 2.56.
81. Jf. nærmere Clausen m.fl.: Købsretten s. 270.
14. Aftaleindgåelse efter den Internationale Købelov
Når det gælder udsendelse af reklamemateriale, prislister og kataloger, harmonerer reglen med dansk indenlandsk aftaleret. Derimod harmonerer den ikke med den indenlandske regel for internetbutikker, hvorefter der antages at foreligge et tilbud, hvis internetkunden kan placere varen i en kurv eller lig- nende. Forskellen giver god mening, da en forretningsdrivende er forberedt på at transpore varer til kunder i Danmark men ikke nødvendigvis til et hvil- ket som helst land i verden, hvor CISG er gældende. En udstillet vare med prisskilt er efter indenlandsk aftaleret et bindende tilbud.82 Der er imidlertid i sådanne tilfælde blot tale om opfordring til at gøre tilbud.83 Denne forskel gi- ver mindre mening ved salg på udstilling, da det for sælgeren ikke gør nogen forskel, om en udstillet vare sælges til en dansk eller til en udenlandsk køber, som møder op i udstillingen.
14.3. Virkning
Dansk aftaleret er baseret på løfteprincippet. Et løfteprincip indebærer, at til- budsmodtageren kan støtte ret på tilbudsgiverens erklæring, når den er kom- met til tilbudsmodtagerens kundskab, jf. AFTL § 1, 1. pkt. I konsekvens heraf kræver det for tilbagekaldelse af tilbuddet, at tilbagekaldelsen kommer frem senest samtidig med, at tilbuddet er kommet til modtagerens kundskab, jf. AFTL § 7.
Reglerne i CISG del II er derimod – som blandt andet angelsaksisk ret – baseret på overenskomstprincippet.84 Herefter er tilbudsgiveren ikke bundet, medmindre tilbudsmodtageren accepterer tilbuddet. I konsekvens heraf kan tilbuddet tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsmodta- geren, før denne har afsendt et antagende svar, jf. CISG artikel 16, stk. 1. Reglen modificeres dog i artikel 16, stk. 2, hvorefter et tilbud ikke kan tilba- gekaldes, hvis der er indsat en acceptfrist, eller det er uigenkaldeligt, eller hvis tilbudsmodtageren havde føje til at antage, at det var uigenkaldeligt og handlede i tillid hertil.85
82. Jf. nærmere om disse spørgsmål i dansk indenlandsk aftaleret foran i afsnit 10.
83. Jf. Xxxxxx og Henschel i ET 2012.108 og Gomard og Henschel: International købe- lov s. 129 ff.
84. Jf. Lando i U 2012B.151 og Ussing: Aftaler s. 52 f. og 93.
85. Jf. Xxxxxx og Henschel i ET 2012.110 og Lando i U 2012B.151 f. med nærmere henvisninger.
14.4. Accept
Det følger af artikel 18, stk. 1, at en erklæring eller anden adfærd fra tilbuds- modtageren, som angiver, at tilbuddet accepteres, er en antagelse af tilbuddet. Accepten har virkninger fra den kommer frem, jf. artikel 18, stk. 1, 2. pkt. Ef- ter artikel 18, stk. 1, 2. pkt., er tavshed eller passivitet ikke i sig selv en anta- gelse af tilbuddet. Denne regel svarer til ulovbestemt dansk aftaleret.
Efter artikel 18, stk. 1, skal mundtlige tilbud accepteres straks, som det er tilfældet efter AFTL § 3, stk. 2. Artikel 20 indeholder regler om fristers be- regning. Reglen ligger tæt op ad dansk aftaleret. Kommer et antagende svar for sent, er det alligevel en bindende antagelse af tilbuddet, hvis tilbudsgive- ren uden ugrundet ophold giver tilbudsmodtageren besked herom. Efter arti- kel 21, stk. 2, er tilbudsgiveren dog bundet af det for sene svar, hvis det viser sig, at det antagende svar blev sendt under sådanne omstændigheder, at det ville være kommet rettidigt frem til tilbudsgiveren, hvis dets befordring havde været normal, medmindre tilbudsgiveren uden ugrundet ophold reklamere over det for sene svar. Denne regel harmonerer nogenlunde med reglen i AFTL § 4, stk. 2. Artikel 19 drejer sig om uoverensstemmende accept, og in- deholder en regel, som nok i realiteten i praksis er på linje med AFTL § 6.86
En accept kan tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen kommer frem før eller samtidig med, at accepten kommer frem, jf. artikel 22 (og artikel 18, stk. 2). Efter artikel 17 bortfalder et tilbud, når tilbudsmodtagerens afslag når frem til tilbudsgiveren. Dette er i overensstemmelse med AFTL § 5.
86. Jf. nærmere Gomard og Henschel i ET 2012.111 f. og Lando i U 2012B.153, der fin- der, at artikel 19 er en retsteknisk bedre regel.