Takstregulativ for Stauning Lufthavn
Takstregulativ for Stauning Lufthavn
A. almindelige bestemmelser
§ 1
Stk. 1 For luftfartøjer, der benytter Stauning Lufthavn betales afgifter efter dette takstregulativ.
Stk. 2 Alle afgifter er angivet incl 25% MOMS.
Stk. 3 Erhvervsmæssig flyvning udført af selskaber der er fritaget for MOMS, (gælder kun for selskaber der fremgår af Skats liste over fritagede selskaber) fratrækkes MOMS ved fakturering.
B. Startafgifter
§ 2
Stk. 1 Luftfartøjer der vejer under 1500kg koster uanset startvægt DKr 100,00.
Luftfartøjer der vejer fra 1500kg til 1999kg koster DKr 110,00. Luftfartøjer der vejer fra 2000kg til 2999kg koster DKr 250,00.
For luftfartøjer over 3000kg: Beregnet på grundlag af luftfartøjets største tilladte startmasse i henhold til luftdygtighedsbeviset/flyvehåndbogen betales for hver start en startafgift på DKr 62,50 pr påbegyndt 1000 kg.
Eksempler; 0 - 1499 kg 100,00 kr.
1500 – 1999 kg 110,00 kr.
2000 – 2999 kg 250,00 kr.
3000 – 3999 kg 250,00 kr.
4000 – 4999 kg 312,50 kr.
Stk. 2 Ovennævnte afgifter kan nedsættes eller bortfalde under betingelser, nævnt i § 3 og §7.
Stk. 3 For luftfartøjer med størst tilladte startvægt i henhold til Luftdygtighedsbeviset/ flyvehåndbogen på 5999 kg eller derunder kan der løses årskort til nedennævnte takster (Årskort gælder i tidsrummet kl. 07.00 til 22.00):
Fly med MTOW på op til 1499 kg 2.000,00 kr.
Fly med MTOW på 1500 - 1999 kg 2.500,00 kr.
Fly med MTOW på 2000 - 2999 kg 3.750,00 kr.
Fly med MTOW på 3000 - 3999 kg 5.000,00 kr.
Fly med MTOW på 4000 - 4999 kg 6.250,00 kr.
Fly med MTOW på 5000 - 5999 kg 7.500,00 kr.
Fly som opereres på AOC, eller ejes af en klub/forening og som anvendes til min. én af følgende aktiviteter; skoleflyvning, rundflyvning, faldskærms- flyvning eller udlejning (Årskort gælder i tidsrummet kl. 07.00 til 22.00):
Fly med MTOW på op til 1499 kg 3.000,00 kr.
Fly med MTOW på 1500 - 1999 kg 3.750,00 kr.
Fly med MTOW på 2000 - 2999 kg 5.625,00 kr.
Fly med MTOW på 3000 - 3999 kg 7.500,00 kr.
Fly med MTOW på 4000 - 4999 kg 9.375,00 kr.
Fly med MTOW på 5000 - 5999 kg 11.250,00 kr.
Stk. 4 Årskort indløst til én registrering, kan ikke overføres til et andet luftfartøj.
Stk. 5 Operationer foretaget i perioden 22:00 – 07:00 tillægges en miljøafgift på 150% af startafgiften. pr start / afbrudt indflyvning / overskydning udover ovennævnte afgifter. Dette gælder også luftfartøjer der i forvejen har årskort.
Stk 6 Årskort gælder fra betaling og et år frem.
§ 3
Stk. 1 For skole- og øvelsesflyvning betales fuld afgift for den første start, for efterfølgende starter på den pågældende flyvning, nedsættes startafgiften med 50%. For operationer i perioden 22:00 til 07:00 tillægges miljøafgift jfr. § 2 stk. 5.
Stk. 2 Ved skole- og øvelsesflyvning betragtes ”touch and go” eller afbrudt indflyvning til
landing som en start.
Stk. 3 Start af svævefly med motorfly og start med faldskærmsspringere betragtes som skole- og øvelsesflyvning, hvis svæveflyvningen respektive faldskærmsspringene kan betragtes som skoling eller øvelse.
Stk.4 Det er en betingelse for at opnå nedsættelse, at særskilt anmeldelse forud sker til lufthavnens flyveledelse.
Stk.5 For så vidt angår øvelsesflyvning, er nedsættelse efter stk.1 betinget af, at flyvningen udelukkende finder sted inden for lufthavnens trafikinformationszone eller andet af lufthavnen angivet område.
Stk. 6 Flyvninger i perioden 22:00 – 07:00 kan ikke opnå nedsat startafgift.
C. Passagerafgifter
§ 4
Stk. 1 For luftfartøjer, der i henhold til fartøjets flyvehåndbog er godkendt til mere end 10 passagersæder eller med størst tilladte startmasse på over 5700 kg, betales der ud over den i § 2 omhandlende afgift en passagerafgift på 125,00 kr. for hver afrejsende passager, såvel betalende som ikke betalende. Afgiften betales uanset det faktiske antal passagersæder på den pågældende flyvning.
Stk. 2 For transit passagerer betales 37,50 kr. pr. passager. Forbliver passagerne ombord i luftfartøjet, betales ikke afgift.
Stk.3 Passagerafgift betales ikke for luftbefordrerens personale under tjenesterejser samt for børn under 2 år.
Stk. 4 afgiften erlægges af befordreren. Særskilt opkrævning hos passagerne må ikke finde sted.
Stk. 5 For rundflyvningspassagerer betales passagerafgift i.h.t. afholdt licitation, dog minimum 12,50 kr. per passager.
D. Opholdsafgift
§ 5
Stk. 1 For luftfartøjers ophold på flyvepladsens område i det fri, betales for hver påbegyndt 24 timers periode, ud over de første 6 timer, en opholdsafgift på 10,00 kr. for hver påbegyndt 1.000 kg MTOW i henhold til luftdygtighedsbeviset / flyvehåndbogen. Minimumsafgiften er 62,50 kr. Gælder ikke hjemmehørende fly.
Stk. 2 Betaling af opholdstakst berettiger kun til disposition over arealet som luftfartøjet faktisk optager.
Stk. 3 Afgiften betales uanset om luftfartøjet i samme periode har haft rådighed over hangarplads, for hvilken der er betalt lejeafgift
Stk. 4 Opholdsafgifter kan, når der er tale om leje for en periode, der ikke er kortere end en måned, afløses af en lejeafgift, der fastsættes efter aftale med lufthavnen.
Lejeafgiften erlægges forud og tilbagebetales ikke, selv om opholdet kommer til at strække sig over en kortere periode. Fremleje er ikke tilladt.
Stk. 5 Såfremt forholdene gør det nødvendigt, kan flyveledelsen når som helst forlange et luftfartøj flyttet til en anden parkeringsplads end den oprindelige anviste.
Stk. 6 Det påhviler luftfartøjets ejer (bruger) selv at sørge for luftfartøjets fortøjning og træffe sådanne andre sikkerhedsforanstaltninger som forholdene måtte nødvendiggøre.
E. Åbningsafgifter
§ 6
Stk. 1 Lufthavnen kan efter forudgående aftale med havneledelsen rekvireres åben uden for normal tjenestetid, mod betaling af de i tillæg A til nærværende takstregulativ anførte gebyrer.
Stk. 2 Åbningsafgift betales for hvert enkelt luftfartøj uanset om lufthavnen i forvejen er rekvireret åben.
Stk. 3 Rekvireres lufthavnen åbent for samtidig benyttelse af flere luftfartøjer tilhørende samme luftfartsselskab, betales kun afgift for det luftfartøj, for hvilket der skal betales den højeste afgift.
F. Afgiftsfritagelser m.v.
§ 7
Stk. 1 Fritagelse for betaling af de i § 2 og § 4 omhandlende start- og passagerafgifter gælder for:
A. Prøveflyvning på foranledning af Statens Luftfartsvæsen til konstatering af et luftfartøjs luftdygtighed.
B. Teknisk kontrolflyvning af Stauning Lufthavns navigations- og landingshjælpemidler.
C. Svævefly uden eget fremdrivningsmiddel.
D. Teknisk returnering, hvorved forstås start med tvungen tilbagevenden som følge af tekniske forstyrrelser, vejrhindringer eller lignende.
E. Luftfartøjer i rednings- og eftersøgningstjeneste.
Stk. 2 Betingelsen for at opnå fritagelse efter pkt. A, B og C er, at særskilt anmeldelse sker forud til lufthavnen. (det vil sige inden motorstart ved henvendelse på havnekontoret)
Stk.3 Fritagelse for betaling af de i § 5 omhandlende opholdsafgifter gældende for de i stk. 1 pkt. B og E nævnte luftfartøjer.
G. Andre bestemmelser
§ 8
Stk. 1 Afgifter i henhold til dette takstregulativ skal betales kontant til havnekontoret forud for hver planlagt flyvnings begyndelse. I tilfælde, hvor en beflyvning af lufthavnen er af mere permanent karakter, kan afgifterne dog afregnes månedsvis bagud. I sådanne tilfælde er afgifterne forfaldne ved fakturafremkomst. En sådan ordning skal aftales med lufthavnens ledelse før flyvningen finder sted.
Stk. 2 Ved manglende kontant afregning uden forudgående aftale, tillægges et administrationsgebyr på 125,00 kr. pr. opkrævning.
Stk. 3 Ved udsendelse af efterfølgende rykker tillægges et rykkergebyr på 125,00 kr. Stk. 3 Ved undladelse af afregning gælder bestemmelserne i luftfartslovens § 71 og §
146 om udpantning og tilbageholdelsesret.
§ 9
Stk. 1 Mandskab til hjælp ved, samt transport af passagerer og fragt m.v. samt start af flymotorer rekvireres hos havneledelsen. Sådant mandskab stilles til rådighed i det omfang omstændighederne tillader det og betales efter regning.
Stk. 2 Eventuel brandtjeneste betales efter regning.
Stk. 3 Lufthavnschefen kan fastsætte specielle afgifter for platformekspedition og andre specielle ekspeditioner på lufthavnen.
§ 10
Lufthavnschefen kan i tilfælde, hvor det ikke er af principiel eller større økonomisk betydning fravige fra takstregulativet.
§ 11
Stk. 1 Stauning Lufthavn er ikke ansvarlig for tyveri samt brand-, vand- eller anden skade med hensyn til luftfartøjet, dets udrustning, bemanding, passagerer eller ladning
m.v. under dets ophold på, og benyttelse af Stauning Lufthavn og tilhørende faciliteter.
Stk. 2 Luftfartøjets ejer, fører eller repræsentant er selv ansvarlig for luftfartøjets nedbinding, markering m.v.
Stk. 3 Befordreren er selv ansvarlig for passagerer og fragt m.v. jfr. Gældende flyvepladsreglement (BL 11-14)
§ 12
Stk. 1 Takstregulativet træder i kraft d 1. marts 2020.
For personer der har bestilt årskort før 1. marts 2020 vil nyt årskort gælde fra 1. januar 2020 til 28. februar 2021.