Hovedkontrakt mellem
Hovedkontrakt mellem
Aalborg Byråd og Beredskabscenter Aalborg 2014 - 2018
Redningsberedskab i Aalborg kommune
Hovedkontrakten specificerer hvilke beredskabsopgaver Beredskabscenter Aalborg (efterfølgende kaldet BCA) skal udføre for Aalborg Byråd, i hvilken kvalitet og til hvilken samlet pris.
Kontrakten omfatter BCA’s myndighedsudøvelse og opretholdelse af kommunens beredskab som kerneydelser. Hertil kommer serviceopgaver, som BCA bl.a. varetager som ydelser der sikre optimal ressourceudnyttelse. Parkeringskontrol Nord, som organisatorisk og opgavemæssigt er en del af BCA, er kontraktlig styret af selvstændig kontrakt mellem Aalborg Byråd og Beredskabscenter Aalborg /Parkeringskontrol Nord.
BCA’s beredskabsmæssige forpligtigelser er udstukket af Beredskabsloven nr. 912 af 2. oktober 2000 med efterfølgende ændringer, og udøves efter bestemmelser i medfør heraf. Beredskabets dimensionering er fastlagt i henhold til loven ved beredskabskommissionens godkendelse.
BCA’s opgavemæssige forpligtigelser jf. denne kontrakt, skal løses indenfor rammerne fastlagt i ”Selvforvaltningsaftale mellem Aalborg Byråd og Beredskabscenter Aalborg for 2014-2018”.
§ 1. KONTRAKTENS PARTER
Hovedkontrakten er indgået mellem Aalborg Byråd og Beredskabschefen som ansvarlig chef for BCA. Kontrakten har været forelagt Beredskabskommissionen til godkendelse.
§ 2. OPGAVER PÅ MYNDIGHEDSOMRÅDET
BCA skal varetage Aalborg Kommunes brandforebyggende myndighedsopgaver iht. Beredskabsloven og bestemmelser i medfør heraf. Herunder brandsyn og brandteknisk byggesagsbehandling i henhold til Beredskabsloven og efter Byggeloven efter aftale med Teknisk Forvaltning som er bygningsmyndighed efter byggelovens bestemmelser.
Den myndighedsregulerende og – kontrollerende funktion suppleres i betydelig omfang af rådgivning og information om regler og muligheder på området. Der rettes betydelig fokus på den menneskelige adfærd som led i brandforebyggelsen på såvel institutioner,
virksomheder, den enkelte borger m.v.
BCA skal varetage Aalborg Kommunes myndighedsopgaver iht. Lov om Beskyttelsesrum og Bekendtgørelse om Bedriftværn i det omfang de fortsat er gældende.
Beredskabsmæssig myndighedsudøvelse i relation til borger, ejendom og miljø forestås alene af BCA og i hele kommunen inkl. beredskabsområder hvor BCA evt. har indgået entrepriseaftale om beredskabsindsats.
BCA skal rådgive og informere alle der kommer i berøring med forebyggende virksomhed som f.eks. kommunale og regionale myndigheder, bygherre, teknikere og borgere af enhver art.
Kvalitetsmål
Behandlingen af byggesager efter byggeloven følger kvalitetsmål fastlagt i ”Aftale om samarbejdet mellem Teknisk Forvaltning og Beredskabscenter Aalborg”. Denne aftale justeres i takt med markedets behov herfor.
Alle byggesager søges som hovedregel igangsat indenfor 14 dage efter modtagelsen. Hvor en sag kræver længere sagsbehandlingstid skal BCA give meddelelse herom. Når endelig og fuld dokumentation foreligger fra ansøger tilstræbes at myndighedsgodkendelse kan meddeles ansøger senest 3 uger efter. Sager som kræver løbende behandling følges op efter behov med deltilladelser/aftaler.
Alle lovpligtige brandsyn skal udføres hvert år. Brandsyn varsles som hovedregel skriftligt mindst 14 dage forud for synet, temasyn og særlige fokusområder kan foretages uden varsel. Alle brandsyn følges op med en fyldestgørende skriftlig rapport.
BCA giver adgang til relevant og ajourført information om såvel teknisk som taktisk brandforebyggelse. Et betydeligt antal informationsfoldere holdes ajour og udleveres gratis ved henvendelse til BCA. Alle relevante informationer kan endvidere findes på BCA’s hjemmeside.
§ 3. OPGAVER PÅ DET OPERATIVE OMRÅDE
Akut brand- og redningsberedskab i Aalborg kommune
BCA skal varetage de operative indsatsopgaver iht. Beredskabsloven i hele Aalborg kommune. BCA alarmeres og indsættes for at afhjælpe ved ulykker omfattende:
- Brand.
- Eksplosioner.
- Uheld/ulykke med farlige stoffer.
- Akut forurening på land, i søer og vandløb.
- Uheld med fastklemte person(er)
- Andre uheld hvori indgår personredningsopgaver.
- Sammenstyrtningsulykker.
- Togulykker.
- Flyulykker.
- Skibsulykker/brand ved kaj eller i Aalborg Havns, Aalborg Portlands eller Nordjyllandsværkets søterritorium.
- Kystforurening og forurening i Aalborg Havns, Aalborg Portlands eller Nordjyllandsværkets søterritorium.
- Indkvartering og forplejning af evakuerede og andre nødstedte.
- Terror og trusler herom
BCA kan indgå aftale om delvis entreprise med entreprenør, når udgifter hertil afholdes af BCA.
BCA skal gennem planlægning og periodetilsyn sikre tilstrækkelig vandforsyning til brandslukning ved etablering af brandhaner på ledningsnet ejet af Aalborg kommunes Vandforsyning og de private vandværker i kommunen, åbne vandforråd samt tankvognskapacitet.
BCA skal udarbejde en plan for det operative beredskabs dimensionering og beredskabets virksomhed, og revidere den mindst én gang i hver kommunal valgperiode. Planen indgår som del af Aalborg Kommunes samlede plan for fortsat drift, registreret på C3.
BCA skal forestå koordineringen af beredskabets planlægning og kommunens civile beredskabsplanlægning i de enkelte forvaltninger, jf. Beredskabslovens § 25, samlet i ”Plan for Fortsat Drift i Aalborg Kommune” pt. registreret i C3.
Supplerende brand- og redningsberedskab i Aalborg kommune
BCA kan ved større ulykker, naturkatastrofer m.v. indsætte supplerende enheder af frivilligt personel – heraf flere specialenheder organiseret i redningsberedskabet med følgende opbygning:
- Indsatslinien (Brand, redning, assistancer mv.)
- Støttelinien (Indkvartering, forplejning, logistisk støttefunktioner mv.)
- Eventslinien (Samerittertjeneste, transportopgaver, pladsvagt, eventassistance i øvrigt)
Mellemkommunal bistand
BCA skal på anmodning fra anden kommune jf. Beredskabslovens § 18 stk. 1 stille nødvendige beredskabsressourcer til rådighed for indsats i denne kommune.
Regionalt støtteberedskab
BCA kan som tidligere (jf. Beredskabslovens § 12, stk. 2, Støttepunktsberedskab) yde en udvidet assistance til nordjyske kommuner ved større indsatser og katastrofer. Dette beredskab er en mulighed som tilgodeses i det omfang det er muligt set i relation til at Aalborg er ”regionshovedstad” og Beredskabscenter Aalborg/Aalborg Kommune ønsker at yde den hjælp som er rimeligt i forhold til beredskabsforpligtigelsen og økonomi.
National/International bistand
BCA skal, under hensyntagen til opretholdelse af beredskabet i Aalborg Kommune, yde assistance til særligt ressourcekrævende hændelser i såvel national som international sammenhæng som eksempelvis jordskælv, oversvømmelser m.v. BCA har bl.a. indgået gensidig assistanceaftale med København, Aarhus og Odense ved særlige indsatser.
Kvalitetsmål
BCA skal varetage det operative beredskab jf. den af byrådet godkendte dimensioneringsplan og det heri fastlagte serviceniveau. Dette omfatter pt. blandt andet følgende kvalitative serviceniveau:
- Der kan indsættes 6 slukningsenheder i kommunen sammensat ud fra den aktuelle alarmmelding (112 picliste). Slukningsenhederne er pt. fordelt med 3 på hovedstationen i Aalborg og 1 på hver lokalstation i hhv. Hals, Nibe og Mou,
- første slukningsenhed på hovedstationen skal bemandes helt eller delvist med fastansat mandskab, således responstiden kan fastholde på omkring 1-1½ minut,
- første slukningsenhed på lokalstationerne og andet og tredje slukningsenhed på hovedstationen bemandes med deltidsansat mandskab og responstiden fastholdes på cirka 5-8 minutter,
- øvrigt ansat personale på hovedstationen tilegnes i vid udstrækning operative kompetencer, således de i såvel hverdagen som ved katastrofer m.v. kan supplere det øvrige operative mandskab,
- der tilstræbes tilknyttet frivilligt personale til beredskabet i et omfang på omkring 70-100 personer til dækning af bl.a. det supplerende beredskab,
- indsatsområderne for de fire stationer er p.t. kun justeret i forhold til entreprisekontrakten med Falck, men efterfølgende skal justering ske i takt med at optimeringspotentiale afdækkes,
- det sikres at beredskabet umiddelbart selv kan varetage nødindkvartering og forplejning af op til 50 personer. Dette kan med længere responstid udvides op til et antal svarende til 5 % af kommunens indbyggertal hvortil der trækkes på øvrigt personale fra kommunens fagforvaltninger og hoteller m.v.,
- der er ikke etableret et særskilt terrorberedskab i Aalborg kommune, men hverdagsberedskabet kan optrappes til at varetage, lede og koordinere de større, langvarige og komplekse opgaver som bl.a. en terrorhandling eller egentlige krigshandlinger.
Den tekniske indsatsledelse varetages af BCA i hele kommunen i henhold til dimensioneringsplanen.
BCA indkalder og koordinerer arbejdet i den kommunale krisestyringsstab ved større hændelser der kræver inddragelse af kommunens fagforvaltninger
Udrykningen skal bemandes med personale med de til funktionen krævede beredskabsmæssige uddannelse. Personel der indgår i beredskabsindsats, skal vedligeholde kompetencer ved øvelser og vedligeholdelsesuddannelse.
BCA skal fastholde det frivillige element i beredskabet og løbende tilpasse dette til de beredskabsmæssige behov i kommunen, herunder uddannelse af nøglepersonel og et instruktørkorps til varetagelse af særlige funktioner i det lovpligtige totale beredskab.
Det supplerende beredskab skal kunne aktiveres til enhver tid indenfor 15 – 60 min.
§ 4. OPGAVER PÅ SERVICEOMRÅDET
BCA kan udføre indtægtsdækkede aktiviteter indenfor kommunalfuldmagtens rammer. Serviceområdet omfatter p.t. x.xx. følgende serviceområder:
- Kommunikations- og Vagtcentral
- Alarmservice
- Trykhedsvagt
- Vægterservice
- Beredskabsrådgivning
- Kursusvirksomhed, herunder Grønlands brandskole
- Følgeskadeservice
- Håndildslukkerservice
- PRM i Aalborg Lufthavn samt SOS liggende transport
- Nøgle- og låseservice
- Rampe- og Liftservice
- Autoværksted
- Servicering af åndedrætsværn
- Transport- og Flytteservice
- Logistikservice bud og frankering
- Makuleringsservice
- Hjælpemiddelservice
- Vaskeri
- Slangeservice
- Parkeringskontrol efter særskilt kontrakt
- Kommuneabonnement
BCA kan inddrage andre områder i det omfang det ikke er i konflikt med de beredskabsmæssige kerneydelser.
Kvalitative mål
BCA tilbyder serviceydelser på almindelige markedsøkonomiske lignende vilkår. De kontraktlige og kvalitative betingelser aftales således mellem BCA og den enkelte kunde, og kræver ikke politisk forelæggelse.
§ 5. SAMARBEJDE MED ANDRE MYNDIGHEDER
Teknisk Forvaltning
BCA kan udføre konsulentarbejde for Teknisk Forvaltning (kommunens bygge- myndighed) indenfor området brandforhold efter indgået aftale herom. Samarbejdet følger ”Aftale om samarbejdet mellem Teknisk Forvaltning og Beredskabscenter Aalborg”.
Beredskabsmyndigheder
BCA skal, som et af landets største beredskaber, deltage i lokalt, regionalt, nationalt samt internationalt samarbejde på beredskabsområdet:
• BCA varetager et bredt lokalt samarbejde med garnison, politi og sundhedsberedskab. Herunder deltagelse i planlægning og afholdelse af koordinerede øvelser.
• BCA deltager, som regionens største beredskab, i samarbejdet på beredskabsområdet i regionen, herunder med andre kommuner i regionen. Opgaver varetages på tværs af myndigheder – herunder er BCA repræsentant i kommuneforeningsregi, regionens organisationer m.v.
• BCA deltager i et samarbejde i mellemkommunalt regi med de 4 største byer i Danmark, samt mellem de 8 største Jyske kommunale beredskaber.
• BCA varetager kommunens beredskabsmæssige samarbejde på nationalt plan med ministerier, KL, brancheforeninger m.v.
• BCA varetager det internationale samarbejde i forbindelse med nødhjælp samt forskning og udvikling på beredskabsområdet.
§ 6. EJENDOMME OG MATERIEL
BCA skal varetage den indvendige vedligeholdelse af følgende egne bygninger:
• Beredskabsstationen, Xxxxxx Xxxx Gade 6 Aalborg
• Jyllandsparken, Xxxxxx Xxxxxxxx/Tolstrupgade Aalborg
• Beredskabsstationen Søndergade Nibe
• Beredskabsskolen, Xxxxxxxxxx 00 Xxxxxxx
• Depot Nord, Gammel Xxxxxxxxx 000
• Kommandocentral syd og nord Aalborg/Nørresundby
Al udvendig vedligeholdelse varetages af AK Bygninger hvortil der betales husleje.
BCA efterser offentlige beskyttelsesrum (betondækningsgrave) i Aalborg Kommune efter konkrete behov, arealvedligeholdelse i samarbejde med Stadsgartneren.
BCA skal anskaffe, vedligeholde og udskifte indsatskøretøjer og – materiel, således det i omfang og stand overholder gældende beredskabsmæssige, funktionelle og sikkerhedsmæssige krav.
Alle indsatskøretøjer, som indgår i det akutte beredskab, skal løbende have gennemført en driftskontrol.
§ 7. VIRKSOMHEDSPLAN
Hvert andet år skal BCA udarbejde en Virksomhedsplan indeholdende konkrete
kvalitative og kvantitative mål og handlingsplaner for de kommende år, samt en Årsberetning med redegørelse for målopfyldelsen for det forgangne år. Virksomhedsplan og Årsberetning forelægges Beredskabskommissionen, og sendes til Aalborg Kommunes Byråd til orientering.
§ 8. ØKONOMI
BCA skal løse de i kontrakten beskrevne opgaver indenfor en netto driftsbevilling på
43.885.000 kr. per 31. december 2012 i henhold til vedtaget budgetplan. Hertil tillægges økonomiske konsekvenser i medfør af lovændringer (lov- og cirkulæreprogrammet) samt KL’s lønfremskrivninger.
BCA overfører frit årets resultat til efterfølgende år. Der overføres til fagforvaltningen fra årets regnskabsresultat fra BCA 5 % af årets resultat (nettooverskud), i udbytte, dog min.
160.000 kr. til dækning af administrative serviceydelser fra fællesforvaltningen, konsulent- hjælp (økonomi, jura, personale mv.) men p.g.a. henlæggelser til investeringer dog max.
250.000 kr.
Kontraktsummen reguleres årligt i henhold til Selvforvaltningsaftalen.
Dækning af ekstraordinære udgifter ved enkeltstående specielle ulykker, katastrofer, naturkatastrofer m.v. er ikke dækket af kontraktsummen, ligesom udgifter til fjernelse af betondækningsgrave ikke indgår i kontrakten.
Økonomiske reguleringsparametre
BCA skal indenfor den økonomiske ramme udføre de i kontrakten beskrevne opgaver i nedenstående omfang:
Opgave Operativ indsats | Antal 1000 | Afvigelse +/- 10 % |
Brandsyn | 800 | +/- 5 % |
Byggesager efter beredskabsloven Byggesager efter byggeloven som reglementssager* | 60 300 | +/- 5 % +/- 5 % |
Lejlighedstilladelser | 100 | +/- 10 % |
Fyrværkerisager | 50 | +/- 10 % |
* Byggesager efter funktionsbaserede brandkrav er ikke indeholdt i kontraktsummen, men afregnes efter fremtidig aftale med Teknisk Forvaltning.
Kontraktens økonomiske rammer kan genforhandles, hvis afvigelser overstiger ovenstående. Udefrakommende forhold, herunder lovgivning, som fører til ændringer af BCA’s opgavesæt og – omfang kan tilsvarende føre til genforhandling af kontrakten.
§ 9. GYLDIGHED
Kontrakten løber i samme periode som ”Selvforvaltningsaftale mellem Aalborg Byråd og Beredskabscenter Aalborg”. Begge godkendes af byrådet og løber i 5 år fra 1/1 2009 til 31/12 2013.
Der udarbejdes hvert år en årsberetning.
Aalborg den marts 2013
Borgmester Xxxxxxx X. Xxxxxx Aalborg Byråd
Kommunaldirektør Xxxxxxxxxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxx Xxxxxxxx Xxxx Beredskabscenter Aalborg