Halsnæs Varme A/S
Halsnæs Varme A/S
Halsnæs Varme A/S
Indhold
8) Ejerskifte (herunder konkurs) 4
9) Overdragelse af oplysninger 4
11) Misligholdelse og opsigelse 5
13) Nedlæggelse af Unitordningen 5
1) Aftalens vilkår
Med henblik på at optimere såvel Kundens som Halsnæs Varme A/S fjernvarmesystem, stiller og vedligeholder Halsnæs Varme A/S en fjernvarmeunit til rådighed hos de kunder der indgår aftalen ”Unitordning”.
I nærværende bestemmelser vil Halsnæs Varme A/S blive benævnt som HNF.
HNF’s leveringsgrænse vil for kunder, der har indgået aftalen ”Unitordning”, være afgangssiden af fjernvarmeunittens
til- og afgangsventiler. Se Bilag 1.
Kunden med nærværende aftale ”Unitordning”, undgår dermed uforudsete omkostninger til vedligeholdelse og service på fjernvarmeunitten i aftalens løbetid.
Såfremt der er uoverensstemmelse mellem ”Bestemmelser for Unitordning” og ”Almindelige bestemmelser fjernvarmelevering” samt ”Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering” har ”Bestemmelser for Unitordning ” forrang.
2) HNF’s forpligtelser
HNF stiller en fjernvarmeunit med temperaturregulering og brugsvandsveksler til rådighed for Kunden, så længe Unitordningen løber.
HNF ejer og vedligeholder fjernvarmeunitten. HNF er forpligtet til at sikre, at fjernvarmeunitten er fuldt funktionsdygtig og lovlig.
HNF er forpligtet til at reparere eller udskifte hele eller dele af fjernvarmeunitten i det omfang, der efter HNF’s
vurdering, er påkrævet for at sikre funktionsdygtigheden.
Fjernvarmeunitten er HNF’s ejendom. Unit installeres iht. nærværende bestemmelser for unitordning, alm. bestemmelser for fjernvarmelevering, samt tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering.
HNF forpligtiger sig til at sørge for at fjernvarmeanlægget er i lovlig stand i enhver henseende. Samt forestå ombytning af unit, såfremt dette er nødvendigt iht. opfyldning af senere, ændrede lovgivning eller krav.
HNF vurderer og beslutter om en ombytning af unit skal fortages, samt om andre årsager kan nødvendiggøre en ombytning.
3) Kundens forpligtelser
Kunden er forpligtet til at følge HNF’s til enhver tid gældende instrukser om fjernvarmeunittens anvendelse.
Det forudsættes at kundens el-installationer og afløb er lovlige, samt at ventiler og komponenter i sekundærsystemet er fuldt funktionsdygtige.
Kunden er desuden forpligtet til, uden vederlag, at levere elektricitet (230V) til fjernvarmeunittens drift – med 230V udtag maks. 1,5 meter fra unit. Ved udtag placeret mere end 1,5 meter fra unit tillægges et tillæg til installationen. Driftsforstyrrelser eller andet forårsaget af fejl m.v. relateret til el-systemet er HNF uvedkommende.
HNF og dennes samarbejdspartnere, skal (mod fremvisning af behørig legitimation) gives adgang til ejendommen, i det omfang dette er nødvendigt med henblik på varetagelsen af vedligeholdelse m.v. af fjernvarmeunitten.
Unitten skal kunne tilgås nemt, fri for skabe og andre dækninger så isoleringskappe og kabinet nemt kan tilgås ved service. Kunden forpligter sig til, at have klargjort unit område, inden tekniker skal udføre service eller reparationer.
Kunden har ansvaret for drift af fjernvarmeanlægget, mens HNF eller dennes samarbejdspartner har ansvaret for vedligeholdelse.
Kunden har ansvaret for at omgående meddele, evt. driftsforstyrrelse, skader eller andre uregelmæssigheder vedrørende fjernvarmeanlægget til HNF. Inden kunden kontakter HNF, skal kunden kontrollere nedenstående punkter:
Inden der anmodes om service eller vedligeholdelse, bedes kunden kontrollere følgende punkter:
• Er strømforsyningen til anlægget i orden.
• Kører måleren.
• Tjekke om anlægsdele uden for fjernvarmeunit virker korrekt. F.eks. radiatortermostat ikke sidder fast mm.
Udkald for manglende varme og varmt brugsvand foretages kun i tidsrummet:
• I perioden 1. maj – 30. september kommer vi den førstkommende hverdag, indenfor tidsrummet mandag - torsdag 8-15 og fredag 8-11.
• I perioden 1. oktober – 30. april kommer vi hurtigst muligt, indenfor tidsrummet mandag - torsdag 8-15 og fredag 8-11.
Bestemmelser for vedligehold omfatter:
• Udkald, samt alt arbejde på fjernvarmeunitten.
• Eftersyn i nødvendigt omfang eller efter HNF’s eller samarbejdspartners skøn.
Eftersyn udføres kun inden for normal arbejdstid.
Vedligehold i henhold til aftale omfatter ikke følgende:
• Udkald for kontrol.
• Udskiftning og fejlfinding på komponenter eller reguleringssystemer, der er monteret særskilt i sekundærsystem, såsom radiatorer, cirkulationspumper mm.
• Udkald til anlæg der ikke er etableret af HNF.
• Demontering og montering af skabe, hylder o. lign, for at få adgang til fjernvarmeanlægget.
• Udkald til fejlbetjening af vejrkompensering, pumper, ventiler, vandpåfyldning, strømsvigt og fejlbetjening af fjernvarmeanlæggets automatik.
• Udkald til fejl forårsaget af hærværk, brand, frost, vandskade, lynnedslag, el-installationer eller uautoriserede personer.
Fejludkald samt afhjælpningsfejl faktureres særskilt.
4) Ansvar
Kunden bærer risikoen for fjernvarmeanlægget iht. tilintetgørelse, bortkomst, beskadigelse og fejl, så snart fjernvarmeanlægget er installeret på kundens adresse.
I henhold til overstående anførte situationer, vil HNF udføre reparation på kundens regning.
HNF kan i intet tilfælde blive gjort ansvarlig for skader på radiatorer, rørsystemer mm. eller andre skader på inventar eller lokaler forbindelse med vandspild eller trykprøvning af fjernvarmeledninger på sekundær side.
Dansk rets almindelige erstatningsregler er gældende.
5) Pris og prisregulering
Anlægsprisen (den løbende betaling) og engangsomkostninger ifm. Unitordningen er angivet på HNF’s gældende takstblad, som findes på HNF’s hjemmeside: ”xxxxx://xxx.xx/”.
Unitordningsprisen stiger ikke med en fast reguleringsfaktor.
Unitordningsprisen er fastsat ud fra HNF’s realomkostninger til alle kunder med Unitordningen og kan reguleres i det omfang, at HNF’s realomkostninger til Unitordningen ændres.
6) Betalingsforpligtelser
Kunden er forpligtet til at betale de jf. punkt 5 fastsatte omkostninger ifm. Unitordningen. Unitordningsprisen betales fra datoen for installation af fjernvarmeunit på Ejendommen.
Unitordningsprisen opkræves sammen med den øvrige varmeregning fra HNF.
7) Levering og installation
HNF leverer og installerer fjernvarmeunitten, såfremt HNF finder ejendommen egnet til Unitordning. HNF og Kunden beslutter i fællesskab og under hensyntagen til de tekniske forhold på stedet, hvor fjernvarmeunitten skal placeres.
HNF’s afholdelse af udgifter til installation af fjernvarmeunitten omfatter følgende:
Rørlængde på op til 3 meter mellem hovedhaner og fjernvarmeunit, og en rørlængde på op til 2 meter fra fjernvarmeunittens afgangsside og til tilslutning til ejendommens interne varmeinstallation. Rørene føres som synlige, lige rør med nødvendige bæringer. Øvrige udgifter forbundet med installationen afholdes af Kunden og aftales i forbindelse med installation.
HNF sørger for demontering og bortskaffelse af eksisterende anlæg således at HNF’s forpligtelser i relation til demontering og bortskaffelse afhænger af typen af det eksisterende anlæg.
Følgende er gældende:
a) Ejendom med fjernvarme
Eksisterende fjervarmeinstallationer, veksler/beholder mv. nedtages og bortskaffes.
b) Ejendom med oliefyr
Oliekedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes.
Rør fra olietank fjernes og afproppes på sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, hvor rør føres gennem bygningsdel. Vi fjerner indvendig eller overjordiske olietanke mindre end 1200 liter.
Det er Kundens eget ansvar at få tømt og sløjfet olietank, som er nedgravet.
c) Ejendom med naturgas
Gaskedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes.
Kunden sørger selv for at opsige aftale med gasselskabet, samt afkobling på gasnettet.
d) Ejendom med fastbrændselsfyr/pillefyr
Kedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes. Nedtagning af evt. pillesilo og transportsystem er ikke indeholdt i aftalen.
e) Ejendomme med luft-vand varmepumper
Varmepumpens ude- og inde del samt rør mellem disse aftappes for kølemiddel, demonteres og bortskaffes. Skjulte eller svært tilgængelige rør fjernes ikke
HNF bortskaffer demonterede komponenter på lovlig vis. Dog er Xxxxxx berettiget til at beholde/selv bortskaffe det nedtagne udstyr, eller dele heraf.
Det forudsættes at alle installationer, hvor eksisterende varmeanlæg (kedel mv.) skal bortskaffes er placeret i stueplan
eller kældre med egnet tilgang efter HNF’s skøn.
Retablering efter installationsarbejdet, herunder til muring og efterpudsning af skorstenshul, samt spartling af huller i vægge efter demontering af eksisterende installation er Kundens eget ansvar og sker for Kundens egen regning.
8) Ejerskifte (herunder konkurs)
Ved kundeskifte af ejendommen, er Kunden – uanset årsagen til kundeskiftet – forpligtet til at tilbagelevere den installerede fjernvarmeunit og betale for HNF’s nedtagning af unitten iht. kostprisen, medmindre ejendommens nye kunde indtræder i Unitordningen.
Dokument til overdragelse af Unitordning ved kundeskifte, skal vedlægges købsaftale.
Ved annoncering af ejendommen til salg forpligter Kunden sig til at oplyse om den indgåede Unitordning og om muligheden for at indtræde i denne ved overtagelse af ejendommen.
Kunden hæfter for enhver betalingsforpligtelse jf. punkt 5 frem til den i forbindelse med overdragelsen af Unitordningen aftalte overtagelsesdato.
Ved kundeskifte tilbydes introduktion til unit og Unitordningen.
Ved udlejning af kundens ejendom, med tilhørende Unitordning, hvor lejeren skal betale for ordningen, hæfter ejeren af ejendommen for betaling til ordningen, hvis lejeren ikke betaler.
9) Overdragelse af oplysninger
HNF benytter underleverandører i forbindelse med Unitordningen og Fjernvarmens Serviceordning. Kundens oplysninger videregives til disse i det omfang, det er nødvendigt for arbejdets gennemførelse.
10) Løbetid
Unitordningen er ikke tidsbegrænset og løber indtil den opsiges af Kunden eller af HNF.
Kunden kan opsige Unitordningen med en måneds skriftlig varsel til udgangen af en måned, når der er forløbet 5 måneder fra Unitordningens indgåelse.
HNF kan opsige aftalen med tre måneders varsel til udgangen af måned, dog tidligst 5 år fra datoen for indgåelse af Unitordningen.
11) Misligholdelse og opsigelse
Manglende overholdelse af Unitordningens vilkår som kundens betaling og forpligtelser vil være at betragte som misligholdelse af aftalen.
Gentagne tilfælde af betalingsmisligholdelse eller kundens manglende iagttagelse af dennes forpligtelser i relation til fjernvarmeunitten, som anført ovenfor i punkt 3 vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse og indebærer, at HNF kan opsige Unitordningen.
I tilfælde af opsigelse af Unitordningen er kunden forpligtet til at tilbagelevere den installerede varmeunit og dække alle HNF’s direkte forbundne udgifter.
Tilbagelevering sker ved, at HNF afinstallerer fjernvarmeunitten. Kundens eventuelle omkostninger i forbindelse med retablering/udbedring af installationsstedet er HNF uvedkommende.
12) Ændringer i vilkår
HNF har ret til at justere vilkårene for Unitordningen, og dermed vilkårene i nærværende aftale, i det omfang, der er tale om ikke-væsentlige ændringer.
Tillæg om ændrede aftalevilkår vil blive fremsendt til Kunden i rimelig tid inden vilkårsændringens ikrafttræden. Ændringerne vil blive meldt til kunden via brev, E-mail eller E-Boks.
13) Nedlæggelse af Unitordningen
HNF er ikke forpligtet til at opretholde Unitordningen i det omfang opretholdelsen af ordningen, grundet væsentligt ændrede forhold i lovgivning eller øvrige rammevilkår, viser sig økonomisk urentabel for HNF.
HNF kan på ovenstående konditioner nedlægge ordningen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.
Ved nedlæggelsen af ordningen kan Kunden, efter nærmere aftale med HNF, overtage ejerskabet til den installerede fjernvarmeunit.
14) Tvistløsning
Tvister, der udspringer af nærværende Unitordning, kan af Kunden indbringes for Ankenævnet på Energiområdet.
Ankenævnet på Energiområdet Xxxx Xxxxxxxxx Vej 35
2500 Valby
15) Ikrafttrædelse
Nærværende ”Bestemmelser for Unitordning” er vedtaget af bestyrelsen i Halsnæs Varme A/S den 21. september 2022 og træder i kraft den 1. januar 2023.