Driftsaftale om daglig drift af skovbegravelsespladsen i Hjedsbæk Plantage under Hjedsbækgaard
Driftsaftale om daglig drift af skovbegravelsespladsen i Hjedsbæk Plantage under Hjedsbækgaard
Mellem
Xxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxx Plantage
Hjedsbækvej 155, Hjedsbæk
9541 Suldrup
Cvr nr.: 72424913
(Den daglige driftsansvarlige)
og
Rebild Kommune, Xxxxxxxx 000, 0000 Xxxxxxxx
Cvr nr.: 29189463
(Kommunen)
Herefter i fællesskab benævnt Parterne
§1 Formål
Med det formål at give borgerne i Rebild Kommune et alternativ til kirkegårdsbegravelse, indgås mellem parterne aftale om drift af Skovbegravelsespladsen.
§2 Generelle bestemmelser
Skovbegravelsespladsen beliggende på matr. nr. 1a, 1c og 1d, Hjedsbæk By, Suldrup, jf. kortbilag
Kommunen er overordnet ansvarlig for administrationen og vedligeholdelse af Skovbegravelsespladsen. Den daglige drift udliciteres til den daglige driftsansvarlige på de i nærværende aftale anførte betingelser.
Driften er under tilsyn af Rebild Kommune. Kommunen yder ikke driftstilskud til driften af begravelsespladsen, herunder afholdelse af ceremonier ved urnenedsættelse, urner o.l.
Den dagligt driftsansvarlige skal til enhver tid overholde gældende lovgivning og andre offentlige forskrifter.
Skovbegravelsespladsen er fredet i 10 år efter sidste urnenedsættelse og skal ved ophør fortsat være tilgængelig for besøgende i fredningsperioden, som havde den fortsat været drevet aktivt.
Den dagligt driftsansvarlige er ansvarlig for alle lovpligtige forsikringer som arbejdsgiver og at sikre ordentlige løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst for af ham evt. ansatte medhjælpere.
§ 3 Aftalens varighed
Aftalen træder i kraft d. xx.xx.2021 og løber på ubestemt tid. Såfremt den dagligt driftsansvarlige ønsker at opsige aftalen, kan den opsiges skriftligt med 12 måneders varsel til den første i næstkommende måned, hvorefter den dagligt driftsansvarlige ikke længere kan nedsætte urner. Aftalen er uopsigelig fra Kommunens side.
§4 Drift og vedligehold
Den dagligt driftsansvarlige forpligter sig til at sikre et rimeligt serviceniveau overfor borgerne, herunder en vedligeholdelsesstandart der sikre, at faciliteterne til enhver tid er velfungerende og umiddelbart tilgængelige for borgerne.
Den dagligt driftsansvarlige er ansvarlig for oprydning på begravelsespladsen og genopretning af skader som følge af naturbegivenheder, hærværk m.v.
Den dagligt driftsansvarlige forpligter sig til at fremvise ledige begravelsespladser for interesserede borgere.
Den dagligt driftsansvarlige forpligter sig til at nedgrave urnerne, herunder at give meddelelse til den dagligt administrationsansvarlige om urnens præcise placering. Der indgås aftale mellem den daglige driftsansvarlige og den dagligt administrationsansvarlige om de konkrete arbejdsgange.
Den dagligt driftsansvarlige står for drift og vedligehold af skovbegravelsespladsen. For at sikre en smidig og langsigtet drift, skal budget og regnskab tage højde for den landsigtede planlægning af vedligehold og drift. Afholdelsen af udgifter til den langsigtede vedligeholdelsesplan påhviler den dagligt driftsansvarlige.
§ 5 Gravstedet
Nedennævnte bestemmelser suppleres af ”Vedtægter for skovbegravelsespladsen i Hjedsbæk Plantage”. Den dagligt driftsansvarlige forpligter sig til at sikre:
1. Gravebunden skal med sikkerhed være fri af grundvandet
2. Urnenedsættelsen skal foretages med marginal gravning og indvirkning på skoven.
3. Urnerne nedsættes, så der minimum er 50 cm. jord over urnens låg.
4. Der må ikke nedsættes aske uden urne.
5. Der skal anvendes urner af biologisk nedbrydeligt materiale og de skal være mærket så deres placering kan findes.
6. Der må ikke være anden beplantning end den i skoven naturligt forekommende.
7. Der må alene ske minimal afmærkning af gravstedet, og evt. afmærkning skal være med naturmateriale og med naturmæssig fremtoning.
8. Den driftsansvarlige står for godkendelse af urneflytninger under hensyntagen til gravfreden af nært liggende urnebegravede samt under hensyntagen til den nærmeste familie – søskende, børn og forældre.
§ 6 Adgang
Vedrørende adgangen til skovbegravelsespladsen, forpligter den dagligt driftsansvarlige sig til at sikre at:
• Skovbegravelsespladsen, der er beliggende i privat skov, er åben for offentligheden i overensstemmelse med lovgivningen i øvrigt, herunder Naturbeskyttelsesloven og Skovloven.
• Det er ikke tilladt at opsætte usædvanligt hegn op omkring eller i skoven, som kan vanskeliggøre offentlighedens adgang til færdsel på veje eller stier i skoven.
• Der skal være adgang til at overvære urnenedsættelsen og til at afholde ceremonier.
§7 Betaling
Indtægterne for urnenedsættelser, erhvervelser, forhåndsreservationer, forlængelser mv. af gravsteder tilfalder den dagligt driftsansvarlige, som heraf selv skal dække udgifter til drift og vedligehold. Taksten for erhvervelse af et gravsted og urnenedsættelse, fastsættes af Kommunen. Taksterne evalueres årligt på tidspunktet for kontraktstart.
Kommunen kan ikke udlicitere de i paragraf 4 beskrevet opgaver vedr. den daglige drift af skovbegravelsespladsen, eller andet beskrevet i nærværende driftsaftale til andre end den driftsansvarlige.
Kommunen udliciterer den daglige administration vedr. begravelsesprotokol mv. til en daglig administrationsansvarlig pt. Skovbegravelse ApS.
Alle udgifter forbundet hermed afregnes direkte mellem den daglige driftsansvarlige og den daglige administrationsansvarlige.
Omkostninger til udarbejdelse af kortmateriale med kortnummer over skovbegravelsespladsen afholdes af den daglige driftsansvarlige.
§ 8 Tilsyn
Kommunen fører tilsyn med skovbegravelsespladsen og sikrer, at vedtægtens bestemmelser overholdes. Kommunen skal til enhver tid, efter et forudgående passende varsel, have adgang til arealet, samt kort og protokol, for at kontrollere overholdelsen af kontraktens bestemmelser. Kommunen har desuden ret til at kræve meddelt alle nødvendige oplysninger til bedømmelse af, hvorvidt den daglige driftsansvarlige overholder sine forpligtelser, ligesom Kommunen er berettiget til at foretage de fornødne undersøgelser heraf. Kommunen er berettiget til at kræve betaling for at opfylde sin tilsynsforpligtelse, dog maximalt for 8 timer og en timeløn på 400 kr. i et indeværende år.
§ 9 Misligholdelse
I tilfælde af grov misligholdelse eller uforsvarlig adfærd som daglig driftsansvarlig, kan driftsaftalen ophæves straks uden forudgående varsel og uden omkostninger for Kommunen.
Såfremt der foreligger anden misligholdelse, kan Kommunen på samme måde ophæve driftsaftalen, hvis misligholdelsen ikke er bragt til ophør inden 3 måneder efter, at påkrav herom er kommet frem. Hvis den daglige driftsansvarlige ikke er enig i påkravet, skal han inden de 3 måneders udløb, gøre sine indsigelser gældende.
Anden misligholdelse foreligger f.eks. hvis den daglige driftsansvarlige har misligholdt sine forpligtelser til oprydning og opretning af skader på området, eller såfremt driften af skovbegravelsespladsen ikke er i overensstemmelse med dansk lovgivning eller andre offentlige forskrifter.
Såfremt driftsaftalen ophæves efter ovennævnte bestemmelser, har Kommunen ret til at sætte sig i besiddelse af dokumenter o.l. vedrørende driften.
I tilfælde af anticiperet (forventelig) væsentlig misligholdelse kan Kommunen ligeledes ophæve aftalen, hvis den daglige driftsansvarlige ikke inden en angiven frist, stiller betryggende sikkerhed for, at misligholdelsen ikke opstår. Forventelig misligholdelsen foreligger f.eks. hvis den dagligt driftsansvarlige er taget under konkursbehandling. I øvrigt henvises til konkursloven.
§ 10 Underskrift
Dato Dato
For Rebild kommune Xxxxxx Xxxxxxxxx