Ref. Stine Møller Pedersen
25. marts 2019
Ref. Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx
Hensigtserklæring om etablering af fælles destinationsselskab mellem Rebild Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune
1. Baggrund
I maj 2018 blev der indgået en aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti om Forenkling af Erhvervsfremmesystemet. Med aftalen ønsker man at skabe stærkere destinationer og en bedre sammenhæng i turismefremmeindsatsen. Det betyder, at den kommunale indsats skal konsolideres i større destinationsselskaber, og at der øremærkes turismeprojektmidler under Erhvervsfremmebestyrelsen.
Målet er blandt andet at skabe bedre sammenhæng i indsatserne mellem de støtte offentlige turismeaktører, og at der inden udgangen af 2020 er dannet 15-25 destinationsselskaber.
Destinationsselskabernes skal sikre, at der etableres stærke destinationer, der kan klare sig i den internationale konkurrence om turisterne, og at turisterne fortsat kan bidrage til at skabe vækst, beskæftigelse og oplevelser i hele Danmark.
Aftalen blev bekræftet med vedtagelse af ny Lov om Erhvervsfremme den 12. december 2018.
Affødt af forhandlingerne med Erhvervsministeriet har KL udarbejdet fem hensyn, som de kommende destinationsselskaber forventes at leve op til:
1. Sammenhængende geografi. Dække et afgrænset og sammenhængende geografisk område, der består af mere end én kommune.
2. Kritisk masse af turister. Have et vist minimumsniveau af kommercielle overnatninger og/eller samlet turismeomsætning.
3. Kommunal basisfinansiering. Have et vist minimumsniveau af kommunal basisfinansiering årligt (eksklusiv projektmidler).
4. Ansvar for den lokale turismefremmeindsats. Have det overordnede ansvar for destinationsudvikling i området og være den operatør, der varetager den lokale turismefremmeindsats i de deltagende kommuner.
5. Specialiserede kompetencer. Have specialiserede kompetencer indenfor bl.a. strategisk destinationsudvikling, produkt- og forretningsudvikling samt markedsføring og gæsteservice.
2. Formål og indhold
Formålet med hensigtserklæringen er at skabe et udgangspunkt for fremtidige drøftelser for en endelig aftale om oprettelsen af et destinationsselskab.
De tre kommuner forventer, at følgende mål og indsatser vil være centrale i destinationsselskabets arbejde:
• At skabe en stærk og sammenhængende destination Himmerland
• At videreudvikle på eksisterende samarbejder og styrkepositioner med omdrejningspunkt i outdoor, stedbundne kvaliteter, lokale råvarer, vand og skov
• At øge væksten målt på overnatninger og turismeomsætning
• At styrke og professionalisere markedsføringen og dermed opnå større markedsandele
• At varetage den lokale turismefremmeindsats
• At tilbyde turismeerhvervet et professionelt og udviklende samarbejde med destinationen
• At destinationsselskabet har højtspecialiserede kompetencer indenfor strategisk destinationsudvikling, produkt- og forretningsudvikling, markedsføring og gæsteservice.
3. Samarbejde med øvrige parter
De tre kommuner er åbne overfor, at det himmerlandske destinationsselskab kan indgå aftaler med andre kommuner om et associeret medlemskab af destinationsselskabet. Det kræver dog, at alle kommuner kan godkende det associerede medlemskab, og at geografi, strategier for turismeudvikling eller produktfællesskab taler for et associeret medlemskab.
Derudover har det himmerlandske destinationsselskab mulighed for at samarbejde med andre destinationsselskaber eller kommuner om indholdsmæssigt afgrænsede turismeprojekter eksempelvis omkring Limfjorden, Østkysten, Hærvejen med videre. De enkelte kommuner kan ligeledes fortsat have engagement i kulturelle projekter og events som eksempelvis kulturmøder, markedsdage, sportsevents, folkemøder, byfester og festivaler.
Bevillingerne til det eksisterende samarbejde mellem de nordjyske kommuner om fælles, nordjysk turismemarkedsføring i regi af VisitNordjylland fra medio 2019 til medio 2021 honoreres fortsat under forudsætning af, at Destination Himmerland kan søge og modtage støtte fra den nationale destinationsudviklingspulje samtidig med, at de tre kommende nordjyske destinationsselskaber sammen søger Erhvervsfremmebestyrelsen om tilskud til fælles nordjysk turismemarkedsføring i regi af VisitNordjylland.
4. Omkostninger
Rebild Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune bærer sammen omkostninger og arbejdskraft til det forberedende arbejde, udarbejdelse af den endelige aftale, honorering til ekstern konsulentbistand mv.
5. Varighed og ophør
Hensigtserklæringen træder i kraft, når den er godkendt politisk i de tre kommuner. Aftalen ophører ved indgåelse af en endelig aftale om oprettelse af et fælles destinationsselskab. Kommunerne har ikke krav mod hinanden som følge af hensigtserklæringens ophør uanset årsag udover finansiering af de aftalte indledende udgifter.
6. Proces og tidsplan
Den endelige udmøntning af hensigtserklæringen vil ske på grundlag af udmeldinger fra Erhvervsministeriet om krav til de nye tværkommunale destinationsselskaber.
Efter indgåelsen af hensigtserklæringen nedsættes en forberedelsesgruppe bestående af
kommunaldirektører fra de tre kommuner samt én medarbejder fra hver kommune. Forberedelsesgruppen skal udarbejde en beskrivelse af rammer, opgaver og organisering for det nye destinationsselskab. Dette dokument skal behandles politisk i de tre kommuner, før der udarbejdes en endelig aftale om etablering af et fælles destinationsselskab.
Forberedelsesgruppen har også ansvaret for at der udarbejdes en endelig aftale om et fælles destinationsselskab, som forventes indgået senest december 2019.
Tidsplan | |
April 2019 | Politisk behandling af hensigtserklæringen i alle tre kommuner |
April-juni 2019 | Udarbejdelse af endelig aftale om etablering |
Juni 2019 | Politisk behandling af endelig aftale |
Januar 2020 | Etablering og drift af destinationsselskabet |
7. Underskrifter
Navn: Xxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx Mariagerfjord Kommune
Dato: Underskrift:
Navn: Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxxxx Rebild Kommune
Dato: Underskrift:
Navn: Xxx Xxxx Xxxxxxx Borgmester Vesthimmerlands Kommune
Dato: Underskrift: