for CloudEdge Solutions APS (CVR: 42991694)
Salgs- og leveringsbetingelser 2024
for CloudEdge Solutions APS (CVR: 42991694)
1. Tilbud, ordre og accept
Købers ordre og bestilling af enhver art er kun bindende for CloudEdge Solutions, når køberen har modtaget skriftlig ordrebekræftelse. Tilbud fra CloudEdge Solutions, som ikke angiver særlig acceptfrist bortfalder, såfremt overensstemmende accept fra køber ikke er CloudEdge Solutions i hænde inden to uger fra tilbuddets dato. Aftaler om ændringer i eller tillæg til den oprindelige aftale er ikke bindende for CloudEdge Solutions, uden skriftlig bekræftelse fra CloudEdge Solutions. Priser i tilbuddet er altid eksklusive afgifter medmindre andet er angivet.
2. Levering og udbringning
Vi leverer i hele Danmark til gældende fragtrate.
Fragt i forbindelse med reklamationssager sker på egen regning.
Erhvervskøb leveres med omdeling, hvorfor der vil være en fragtomkostning uanset ordrens størrelse
3. Betalingsbetingelser
Sidste rettidige betalingsdag fremgår af fakturateksten. Erlægges betaling ikke rettidigt, beregnes en rente & gebyr på kr. 250,- samt 2% pr. påbegyndt måned, regnet fra den på forsiden angivne forfaldsdag.
For erhvervskunder gælder følgende særlige betingelser:
• Ingen fortrydelsesret
• 12 måneders reklamationsret
4. Forsinkelser
Hvis forsinkelse med levering opstår som følge af arbejdskonflikt eller enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, naturkatastrofer, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft, samt mangler ved eller forsinkelse med leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder, forlænges leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt.
Såfremt leveringstiden kan påregnes at ville vedvare længere end fire uger, er CloudEdge Solutions såvel som køberen berettiget til at annullere aftalen, uden at dette skal anses for misligholdelse. Hvis CloudEdge Solutions ikke leverer inden for leveringstiden eller inden for en, med hjemmel i ovennævnte bestemmelse om forlænget leveringstid, rimelig tid er køberen berettiget til, ved skriftlig meddelelse til CloudEdge Solutions, at kræve levering samt fastsætte en endelig rimelig frist herfor, og derved angive at køberen agter at hæve handelen, såfremt levering ikke sker inden for denne frist. Såfremt levering ikke er sket inden for den fastsatte frist, er køberen berettiget til ved skriftlig meddelelse til CloudEdge Solutions at hæve aftalen.
5. Reklamationsret vedr. mangler
Reklamation vedrørende mangler skal foretages skriftligt og straks, manglen måtte være konstateret. Undlader køberen dette, mister han retten til afhjælpning eller ombytning. Vedrørende reklamation henvises i øvrigt til punkt 7. Hvis CloudEdge Solutions ikke afhjælper eller ombytter mangelfulde leverancer inden rimelig tid efter, at køberen skriftligt og rettidigt har reklameret, har køberen ret til ved skriftlig meddelelse til sælgeren at hæve aftalen, for så vidt angår den mangelfulde del af leverancen. Køber kan ikke vælge at fastholde købet og fordre forholdsmæssigt afslag eller erstatning på denne baggrund. Hvis køberen hæver aftalen, har han ret til at
kræve erstatning af CloudEdge Solutions for de yderligere omkostninger, der er påført ham ved anskaffelse af tilsvarende leverance fra anden side. Erstatningskravet kan dog maksimalt andrage 10% af den aftalte købesum for den mangelfulde genstand. CloudEdge Solutions har intet ansvar for mangler eller forringet udbytte af mangelfuld leverance udover ovennævnte. CloudEdge Solutions er således ikke erstatningspligtig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.
6. Ansvarsfraskrivelse og produktansvar
CloudEdge Solutions er kun ansvarlig for personskade, hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelser begået af CloudEdge Solutions eller andre, som firmaet har ansvaret for. CloudEdge Solutions er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre. CloudEdge Solutions er ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andre indirekte tab. I den udstrækning, CloudEdge Solutions måtte blive pålagt produktansvar overfor tredjemand, er køberen forpligtet til at holde CloudEdge Solutions skadesløs i samme omfang, som CloudEdge Solutions’ ansvar er begrænset efter ovenstående bestemmelser vedrørende produktansvar. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom.
7. Reklamations- og undersøgelsespligt
Det påhviler køberen, senest ved leveringen, at foretage en grundig undersøgelse af, at ydelsen stemmer overens med det kontraktmæssige aftalte. Køberen er forpligtet til omgående at reklamere over mangler, der måtte være konstateret ved en sådan undersøgelse, og køberen kan ikke senere påberåbe sig mangler, der kunne være konstateret ved den foreskrevne undersøgelse. Reklamationer i anledning af mangler og forsinkelse skal fremsættes skriftligt og straks ved konstateringen af misligholdelsen. Ved reklamation over mangler skal reklamationen indeholde en redegørelse for manglens beskaffenhed. Ved en sådan reklamation har CloudEdge Solutions ret til at kontrollere skader på skadestedet og til at foretage undersøgelser af mangelfulde dele, før CloudEdge Solutions tager stilling til, om manglerne omfattes af den i punkt 6 ovenfor fastsatte pligt for CloudEdge Solutions. Undlader køberen at opfylde de i nærværende bestemmelser fastsatte regler, afskæres han for enhver misligholdelsesbeføjelse, det være sig i anledning af forsinkelse, mangler eller andet.
8. Ejendomsforbehold
CloudEdge Solutions forbeholder sig, med de begrænsninger der følger af ufravigelige retsregler, ejendomsretten til det solgte, indtil hele købesummen med tillæg af eventuelle omkostninger og renter er betalt. Ved omdannelse eller bearbejdning af det solgte opretholdes ejendomsforholdet, så det omfatter den omdannede eller bearbejdede genstand i et omfang svarende til den værdi, det solgte repræsenterede ved salget.
9. Værneting og lovvalg
Enhver tvistighed mellem parterne afgøres ved de ordinære domstole og ved anvendelse af dansk ret.
10. Returnering
Varer modtages kun retur efter forudgående aftale i hvert enkelt tilfælde, og kun hvis varerne er kurante og i ubrudt, ubeskadiget og original emballage. I modsat fald kan varen afvises. Ved aftalt returnering tilbagesendes varen altid franko og altid vedlagt kopi af følgeseddel eller faktura. Ved returnering beregnes et omkostningsfradrag, som fradrages krediteringen. Efter 3 måneder vil kreditering ikke finde sted. Varer solgt i brudt emballage eller opskåret på metermål samt varer hjemtaget specielt eller fremstillet efter opgave tages ikke retur.
11. Licensaftaler
Microsoft New Commerce Experience (NCE licenser) – CSP/SPLA program
Månedligt licensabonnement
• Med dette abonnement binder kunden sig i 1 måned ad gangen.
• Antallet af licenser kan reduceres eller opsiges ved udgangen af hver måned, hvilket giver kunden mulighed
for at skræddersy licenser i takt med et ændret forretningsbehov.
• Denne fleksibilitet vil medføre et pristillæg på 20%
• Abonnementet er ikke prisbeskyttet, og jeres pris vil således stige i takt med eventuelle prisstigninger fra
Microsoft.
• Abonnementet betales forud (måned eller kvartal).
12 måneders licensabonnement
• Med dette abonnement binder kundens sig i 12 måneder.
• Annullering af abonnementet skal ske inden for de første 72 timer. Herefter er det ikke muligt at annullere
eller reducere antallet af licenser, før de 12 måneder udløber.
• Abonnementet er beskyttet mod prisstigninger i 12 måneder.
• Abonnementet betales 1 år forud.
Licenser generelt
Priser på alle typer leje licenser baseres på de til enhver tid gældende priser fra Microsoft eller andre softwareleverandører, hvorfor disse kan være til genstand for prisændringer.
Prisstigninger varsles med minimum 30 dage.
Licenserne er underlagt Microsoft og de retningslinjer som de til enhver tid måtte angive. Det angivende antal licenser er låst og kan ikke nedjusteres før periodens udløb (12 måneder).
Alle licenser herunder SPLA/CSP skal købes gennem Leverandøren.
Alle Microsoft licenserne er bindende i 12 måneder fra kontrakt opstart/fornyelse og kan ikke opsiges i perioden. Kunden forpligter sig til at afholde omkostningerne i hele licensaftaleperioden.
12. Prisregulering
Timetakster og priser på vores services reguleres årligt med den procentvise ændring som offentliggjort af Danmarks Statistik, dog med minimum 5,0% og med virkning fra 1. januar hvert år.
Regulering af vederlag for adgang til tredjeparts-Software følger af producentens vilkår og kan reguleres med omgående virkning.
Aftalen kan gensidigt opsiges med 3 måneders varsel ved udgangen af en måned fra begge parter. (Årlige aftaler udløber og betales af kunden, jf. licensens udløbsdato jf. Microsoft kontrakt)
Ved udtrædelse af aftalen før tid og opsagt af kunden, frafalder evt. opnået rabat for perioden fra kontrakt startdato til datoen for udtrædelsen. Kunden forpligter sig til at betale den evt. opnåede rabat for perioden.
Ved udtrædelse af kontraktens opsigelse bliver forbruget afregnet jf. medgået tid. Herunder udlæsning af data, backup osv.