GENERELLE VILKÅR FOR ALDERSOPSPARING
GENERELLE VILKÅR FOR ALDERSOPSPARING
Vilkårene gælder for aldersopsparing (aldersopsparing omfattet af pensionsbeskatningslovens § 12 A), med mindre andet udtrykkeligt er aftalt. Vilkårene ændres, hvis lovgivningen om aldersopsparing ændres. I øvrigt gælder Basisbanks almindelige forretningsbetingelser.
1. INDBETALINGER
Indbetalingerne indsættes i Basisbank på en aldersopsparingskonto tilhørende kontohaver.
På en privatordning må der kun indbetales af kontohaver. På en arbejdsgiverordning må der kun indbetales af arbejdsgiver.
Hvis det er aftalt, at Basisbank automatisk skal overføre beløbet til aldersopsparingskontoen, kan Basisbank undlade overførslen, hvis den bevirker overtræk på den konto midlerne overføres fra.
Basisbank sender mindst én gang årligt meddelelse til kontohaver med angivelse af indbetalinger, tilskrevet afkast, betalte afgifter, eventuelle administrationsomkostninger og forsikringspræmier.
2. PLACERING AF OPSPARING
Kontoens indestående kan efter kontohavers eget valg placeres efter de i lovgivningen og efter Basisbanks til enhver tid gældende regler.
3. UDBETALING
Kontoens indestående kan tidligst udbetales, når kontohaver når pensionsudbetalingsalderen og senest 15 år herefter. Pensionsudbetalingsalderen er 5 år før folkepensionsalderen.
For personer, der er født i perioden 1. januar 1954 til 30. juni 1960, er pensionsudbetalingsalderen dog, som det fremgår af nedenstående tabel:
Fødselsdato | Pensionsudbetalingsalder |
1. jan. 1954 - 31. dec. 1958 | 60 |
1. jan. 1959 - 30. jun. 1959 | 60 1/2 |
1. jul. 1959 - 31. dec. 1959 | 61 |
1. jan. 1960 - 30. jun. 1960 | 61 1/2 |
1. jul. 1960 - 31. dec. 1962 | 62 |
1. jan. 1963 eller senere | 63 eller ældre |
Hvis der indtræder en varigt nedsat arbejdsevne for kontohaver, som berettiger til førtidspension, eller hvis kontohaver får diagnosticeret en livstruende sygdom, kan aldersopsparingen udbetales helt eller delvist før kontohaver når pensionsudbetalingsalderen. Ligeledes kan der i visse tilfælde udbetales før kontohaver når pensionsudbetalingsalderen, hvis Skatterådet har godkendt en tidligere pensionsalder. I så fald kan der dog kun udbetales fra den eller de ordninger, der konkret er omfattet af godkendelsen. Der kan kun udbetales én gang på baggrund af hver af disse begivenheder.
Kontohaver skal derfor én gang for alle beslutte sig for, hvor mange aldersopsparingsmidler, der er behov for i forbindelse med den konkrete begivenhed. Hvis der først er sket udbetaling f.eks. på grund af en livstruende sygdom, kan der ikke senere udbetales på grund af en varigt nedsat arbejdsevne, der skyldes den samme livstruende sygdom.
Det fremgår af en bekendtgørelse udstedt af Skatteministeren, hvilke livstruende sygdomme, der giver mulighed for udbetaling. Ud over disse sygdomme, kan Told- og Skattestyrelsen give en kontohaver tilladelse til udbetaling ved andre livstruende sygdomme.
Kontohaver skal dokumentere den livstruende sygdom overfor Basisbank ved en særlig blanket udstedt af en læge.
Forinden udbetaling kan ske, skal kontohaver afgive erklæring om, hvilke konti der ønskes udbetalt og med hvilken begrundelse.
4. ARBEJDSGIVERAFTALE
Overførsel til andet pensionsinstitut
Overførsel af pensionsaftalen til et andet pensionsinstitut kan foretages af kontohaver uden arbejdsgivers samtykke, medmindre andet bestemmes i aftalen.
Medarbejdere der fratræder
Medarbejdere, der fratræder, har ret til at videreføre pensionsaftalen med en ny arbejdsgiver, at videreføre pensionsaftalen som en privatordning eller at ændre pensionsindbetalingerne uden arbejdsgiverens samtykke, medmindre andet bestemmes i aftalen.
1
5. BEGUNSTIGELSE - UDBETALING VED DØD
"Nærmeste pårørende"
Udbetaling ved kontohavers død sker direkte til kontohavers "nærmeste pårørende", medmindre andet er skriftligt aftalt med Basisbank. Med "nærmeste pårørende" menes kontohavers ægtefælle. Hvis der ikke efterlades ægtefælle, udbetales til kontohavers samlever, og hvis der heller ikke efterlades en samlever, sker udbetalingen til kontohavers livsarvinger, dvs. børn, børnebørn osv. i den nævnte rækkefølge. Hvis der heller ikke efterlades livsarvinger, udbetales til kontohavers arvinger i henhold til et testamente eller efter loven.
For at en person kan betragtes som en samlever i forhold begunstigelsen "nærmeste pårørende", er det en betingelse, at personen bor sammen med kontohaveren:
1) har, har haft eller venter et fællesbarn med kontohaveren, eller
2) har levet sammen med kontohaveren i et ægteskabslignende forhold i mindst 2 år.
Et forhold er ægteskabslignende, hvis kontohaver og samlever kunne have indgået ægteskab med hinanden. I praksis betyder det, at de ikke må være gift eller under separation, ligesom de ikke må være søskende eller i familie med hinanden i ret op- eller nedstigende linje.
Det skal bemærkes, at der stilles andre krav, hvis der er tale om en samlever, der indsættes ved navns nævnelse, se nedenfor.
Indsættelse af andre begunstigede
I stedet for "nærmeste pårørende" kan kontohaver bestemme, at én eller flere personer skal have udbetalt opsparingen ved kontohavers død. Der kan vælges mellem ægtefælle, én navngiven person, der har fælles bopæl med kontohaver ved indsættelsen (samlever), fraskilt ægtefælle, livsarvinger (børn, børnebørn osv.), samlevers livsarvinger samt stedbørn og disses livsarvinger.
Kontohaver kan frit bestemme, hvordan opsparingen skal fordeles mellem de begunstigede. Indsættelsen skal for at være gyldig foretages skriftligt.
Særligt om samlevende, der er indsat ved navns nævnelse
Fælles bopæl ved indsættelsen
Opmærksomheden henledes på, at kontohaver kun kan indsætte en samlever, med hvem der er fælles bopæl ved indsættelsen. Ved fælles bopæl forstås fælles folkeregisteradresse. Den fælles bopæl skal være opfyldt, når begunstigelsesaftalen indgås. I modsat fald vil pensionsopsparingen af skattemyndighederne kunne kræves ophævet med 20 pct. afgift. Hvis samlevers livsarvinger indsættes som begunstiget kræves det ligeledes, at kontohaver har fælles bopæl med samleveren ved indsættelsen.
Fælles bopæl ved død
Begunstigelsen af samlever bortfalder som udgangspunkt ikke ved ophør af fælles bopæl. Dog vil eventuelle indsigelser f.eks. fra arvinger eller kreditorer mod udbetalingen til en tidligere samlever kunne føre til, at begunstigelsen falder bort, hvis domstolene afgør, at der er tale om bristede forudsætninger i den konkrete sag.
Hvem kan være samlever
En samlever som begunstiges kan foruden en person, som kontohaver lever i ægteskabslignende parforhold med, desuden være søskende eller andre, som kontohaver bor sammen med. Dog kan der kun indsættes én samlever.
Mulighed for yderligere krav til samlever
Hvis kontohaver ønsker det, kan kontohaver, såfremt Basisbank kan acceptere vilkåret, opstille yderligere krav til, hvornår en samlever kan få udbetalt opsparingen ved kontohavers død, f.eks. at samlivet skal have bestået i en bestemt årrække, eller begunstigelsen af samlever bortfalder, hvis der ikke længere er fælles bopæl. Kontohaver skal være opmærksom på, at et krav om, at udbetaling til samlever forudsætter fælles bopæl også ved kontohavers død vil medføre, at begunstigelsen af samlever straks vil bortfalde, hvis samlever og kontohaver får forskellig folkeregisteradresse. Det gælder også f.eks. ved erhvervsarbejde et andet sted i landet, plejehjemsophold m.v., hvor det formentlig ikke er hensigten, at begunstigelsen skal falde bort. Basisbank anbefaler derfor, at yderligere krav til begunstigelsen overvejes nøje.
Indsigelse mod "urimelige" begunstigelser
Afdødes ægtefælle eller livsarvinger (børn, børnebørn osv.) kan gøre indsigelse mod den begunstigelsesbestemmelse, som kontohaveren har indsat i pensionsopsparingen. Hvis skifteretten vurderer, at begunstigelsen er urimelig i forhold til ægtefællen eller livsarvingerne, kan retten bestemme, at pensionsopsparingen helt eller delvist skal tilfalde ægtefællen eller livsarvingerne. Ved vurderingen af, om en begunstigelse er urimelig, kan der bl.a. lægges vægt på baggrunden for indsættelse af den begunstigede, ægtefællens, livsarvingernes og den begunstigedes økonomiske behov samt omstændighederne i øvrigt.
Subsidiær begunstigelse
Hvis den/de begunstigede alle er døde ved kontohavers død, udbetales pensionsopsparingen til kontohavers "nærmeste pårørende" medmindre kontohaver har aftalt andet skriftligt med Basisbank. "Nærmeste pårørende" er altså automatisk subsidiært begunstiget.
Begunstigelse - aftales skriftligt
Indsættelse af andre begunstigede end "nærmeste pårørende" skal fremgå af pensionsaftalen eller meddeles Basisbank skriftligt.
Udbetaling direkte til begunstigede
De begunstigede får udbetalt den del af opsparingen, der tilkommer dem, direkte udenom dødsboet.
Ingen begunstiget
Kontohaver kan også bestemme, at der ikke skal være nogen begunstiget, hvilket skal aftales skriftligt med Basisbank.
2
Dette vil betyde, at opsparingen ved kontohavers død udbetales til dødsboet. Kontohaver skal så være opmærksom på, at eventuelle kreditorer har førsteret til boets midler. Hvis der er penge tilbage i boet, efter at eventuelle kreditorer har fået deres del, vil de blive fordelt mellem arvingerne i henhold til eventuelt testamente og til arveloven.
Ændring af begunstigelse
Kontohaver kan på hvilket som helst tidspunkt ændre på, hvem der er begunstiget, med mindre begunstigelsen er gjort uigenkaldelig. Ved arbejdsgiverordninger kan der ændres uden arbejdsgivers samtykke.
"Begunstigelsen" bør jævnligt tages op til overvejelse, blandt andet når der sker større ændringer i kontohavers liv, herunder etablering af samliv, ægteskab, børn, ophævelse af samliv, skilsmisse, eller hvis den begunstigede dør.
6. KREDITORBESKYTTELSE
Aldersopsparingen kan ikke overdrages til eje, sikkerhed eller på anden måde gøres til genstand for retsforfølgning fra kreditorers side.
Hvis kontohaver kommer under konkurs, kan konkursboet forlange at evt. uforholdsmæssige store indbetalinger i løbet af de seneste tre år, set i forhold til kontohavers formuestand indbetales til konkursboet.
7. SKATTE- OG AFGIFTSREGLER
Der er ikke fradragsret for indbetalinger.
Ved udbetaling efter at kontohaver når pensionsudbetalingsalderen, ved varigt nedsat arbejdsevne, ved livstruende sygdom, ved godkendt tidligere pensionsalder eller ved død udbetales opsparingen uden afgift til staten.
Ved udbetaling til begunstigende fratrækker Basisbank boafgift til staten ifølge gældende lov.
Udbetales kontoens indestående på et andet tidspunkt, dvs. i strid med aftales bestemmelser, skal der betales en endelig afgift på 20 pct. til staten.
8. OVERTRÆK PÅ PENSIONSKONTOEN
Hvis aldersopsparingskontoen overtrækkes i forbindelse med afregning af PAL-skat, vil overtrækket blive forrentet efter reglerne i lovgivningen og Basisbank.
9. INDVIRKNING PÅ EFTERLØN
For personer født den 31. december 1955 eller tidligere
Hvis kontohaver går på efterløn indenfor to år efter udstedelse af efterlønsbeviset, og inden kontohaver har arbejdet minimum 3.120 timer (som fuldtidsforsikret) i den periode, nedsættes efterlønnen med 3 pct. af aldersopsparingens værdi, når kontohaver når efterlønsalderen efter fradrag af et bundfradrag. Der sker fradrag i efterlønnen, uanset om aldersopsparingen udbetales eller ej.
Hvis kontohaver venter med at gå på efterløn til to år efter efterlønsbevisets udstedelse og efter kravet til arbejde i 3.120 timer (som fuldtidsforsikret) er opfyldt, sker der ingen nedsættelse af efterlønnen på baggrund af aldersopsparingen.
For personer født den 1. januar 1956 eller senere
Hvis kontohaveren går på efterløn, nedsættes efterlønnen årligt med et beløb, der svarer til 4 procent af aldersopsparingens værdi, når kontohaveren når efterlønsalderen.
I forbindelse med opgørelse af aldersopsparingens værdi, skal den korrigeres ved at dividere den med følgende satser 0,627 (indbetalinger fra og med 01.01.1980) og 0,767 (værdi før 31.12.1979).
10. SKILSMISSE/SEPARATION
Ved skifte af fællesbo i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring, udtager ægtefællerne egne rimelige aldersopsparinger af fællesboet. Dette gælder også selvom aldersopsparingen er udbetalt, så længe den ikke kan anses for at være forbrugt. Det afgøres konkret om den enkelte aldersopsparing er rimelig i forhold til ægtefællens uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige situation.
Aldersopsparinger, der overstiger det rimelige, indgår i delingen af fællesboet. Ved ægteskaber af kortere varighed udtages alle aldersopsparinger forlods.
Ægtefæller kan ved tinglyst ægtepagt aftale at en aldersopsparing skal være særeje eller fælleseje.
3