Hovedaftale mellem Danske Arkitektvirksomheder og Teknisk Landsforbund pr. 2005-01-01
Hovedaftale mellem Danske Arkitektvirksomheder og Teknisk Landsforbund pr. 2005-01-01
§ 1
Parterne
Denne hovedaftale er afsluttet mellem Danske Arkitektvirksomheder og Teknisk Landsforbund med bindende virkning for samtlige virksomheder, der som medlem af Danske Arkitektvirksomheder er forpligtet af en mellem Danske Arkitektvirksomheder og Teknisk Landsforbund indgået kollektiv overenskomst, og for medlemmer af Teknisk Landsforbund, der er ansat i henhold til samme.
§ 2
Parternes rettigheder
Teknisk Landsforbund anerkender Danske Arkitektvirksomheders medlemmers ret til som arbejdsgivere at lede og fordele arbejdet og anvende den efter deres skøn passende arbejdskraft, dog uden at krænke de til enhver tid gældende love, aftaler og overenskomster. Samtidig anerkender Danske Arkitektvirksomheder de af overenskomsten med Teknisk Landsforbund omfattede personers ret til at være medlem af Teknisk Landsforbund samt til at deltage i Teknisk Landsforbunds foreningsmæssige arbejde.
§ 3
Parternes samarbejde
Danske Arkitektvirksomheder og Teknisk Landsforbund er enige om at fremme et godt samarbejde og virke for rolige og stabile arbejdsforhold i virksomhederne.
Parterne er endvidere enige om, at der til formidling af et godt samarbejde mellem arbejdsgiverne og de ansatte bør være sådanne kontakter, at der gives mulighed for gensidig orientering og information om virksomhedens og de ansattes situation.
§ 4
Kollektive overenskomster
Parterne er enige om, at løn- og øvrige ansættelsesforhold fastsættes ved kollektiv overenskomst og andre kollektive aftaler, og at parterne samtidig forpligter sig til at arbejde aktivt for at overenskomstdække hele det private område.
Stk. 2
Når en kollektiv overenskomst er opsagt, skal der straks optages forhandling om indgåelse af ny overenskomst.
Stk. 3
Er forhandlinger om fornyelse af en overenskomst ikke afsluttet, inden denne udløber, er parterne dog forpligtet til at overholde dens bestemmelser, indtil ny overenskomst er indgået, eller arbejdsstandsning er iværksat i overensstemmelse med reglerne i § 5.
Stk. 4
Parterne er enige om, at en eventuel opsigelse af en overenskomst alene omfatter selve overenskomsten samt de til denne knyttede protokollater, der ikke indeholder særskilt opsigelsesbestemmelse.
Stk. 5
Inden for det område, som en overenskomst omfatter, kan der, så længe den er gældende, ikke iværksættes arbejdsstandsning, med mindre der er hjemmel hertil i overenskomsten.
Stk. 6
Forhandling om indgåelse af ny overenskomst, efter at en overenskomst er opsagt, eller om indgåelse af en overenskomst i øvrigt, optages snarest og senest 1 måned efter, at begæring om forhandling er fremsat.
Forhandling om indgåelse af ny overenskomst tilrettelægges således, at ny overenskomst søges indgået, forinden den opsagte overenskomst udløber.
Stk. 7
Parterne forpligter sig til at sende et forhandlingsresultat enten til urafstemning eller til afgørelse af en dertil kompetent forsamling. Til forkastelse af et forhandlingsresultat kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende, dog mindst 35 % af samtlige stemmeberettigede, har stemt imod forslaget.
§ 5
Arbejdsstandsning
Parterne anerkender hinandens ret til at varsle og iværksætte arbejdsstandsning efter reglerne i stk. 2-10. Stk. 2
Som arbejdsstandsning betragtes strejke, lockout, blokade og boykot og anden arbejdsnedlæggelse.
Stk. 3
Arbejdsstandsning kan fra begge parters side iværksættes med 1 måneds varsel til den 1. i en måned. Beslutning om at iværksætte arbejdsstandsning tilkendegives den anden part ved særlig og anbefalet skrivelse.
Stk. 4
Den i stk. 3 nævnte skrivelse skal angive arbejdsstandsningens karakter og nærmere omfang.
Stk. 5
Ingen arbejdsstandsning kan lovligt etableres, med mindre den er vedtaget af en efter vedkommende organisations love dertil kompetent forsamling og er behørigt varslet i overensstemmelse med reglerne i stk. 3 og 4.
Stk. 6
Enhver af parterne er berettiget til at begære mægling i overensstemmelse med bestemmelser herom i Lov om mægling af arbejdsstridigheder.
Stk. 7
Arbejdsstandsninger kan ikke omfatte:
a. medlemmer, der i relation til andre ansatte indtager ledende stillinger, eller
b. medlemmer, der er tillagt en særlig dispositionsret, der i udstrakt grad forpligter virksomheden, eller
c. medlemmer, der undtages ved aftale mellem parterne.
Stk. 8
Ved arbejdsstandsningens ophør genoptager medarbejderne, uden unødigt ophold, deres arbejde i de virksomheder, hvor de var ansat. Der må ikke fra nogen af parternes side finde fortrædigelse sted i anledning af arbejdsstandsningen.
Stk. 9
Parterne er forpligtet til ikke at understøtte, men med alle rimelige midler at hindre overenskomststridige arbejdsstandsninger og søge at få dem bragt til ophør, hvis de finder sted.
Stk. 10
Varsling af sympatikonflikt finder sted i.h.t. reglerne i stk. 3. Sympatikonflikt kan alene varsles til støtte for en lovligt etableret konflikt.
§ 6
Uoverensstemmelser
Enhver uoverensstemmelse af faglig karakter, dvs. uenighed om forståelsen af de af § 4 omfattede aftaler, skal søges løst ved lokal forhandling.
Stk. 2
Fører en sådan forhandling ikke til enighed, står det parterne frit gennem deres organisation at begære sagen bilagt ved mægling og evt. derefter ved voldgift efter reglerne i § 7 og § 8.
§ 7
Mægling
Såfremt en af parterne forlanger det, skal uoverensstemmelsen søges bilagt ved et mæglingsmøde, der afholdes senest 8 dage efter begæringen om mægling, under bistand af deres respektive organisationer.
§ 8
Voldgift
Opnås der ikke ved denne mægling en løsning på striden, kan sagen af hver af parterne henvises til endelig afgørelse ved en voldgiftsret, der består af 4 medlemmer, hvoraf 2 vælges af Danske Arkitektvirksomheder og 2 af Teknisk Landsforbund, samt en opmand, der vælges af voldgiftsrettens medlemmer. Såfremt der ikke opnås enighed om valget af opmanden, anmodes Arbejdsrettens formand om at udpege opmanden.
Stk. 2
Den i stk. 1 nævnte voldgiftsret behandler sager om uenighed om fortolkningen og anvendelsen af overenskomsten.
Stk. 3
For voldgiftsrettens virke finder Norm for Regler for Behandling af Faglig Strid §§ 7-10 anvendelse.
§ 9
Brud
Sager om brud på overenskomsten kan af hver af parterne indbringes for arbejdsretten iht. de i Lov om Arbejdsretten indeholdte bestemmelser.
§ 10
Uoverensstemmelse om hovedaftalen
Uoverensstemmelse om forståelsen af nærværende hovedaftale samt sager om brud på samme kan af hver af parterne indbringes for Arbejdsretten i henhold til de i Lov om Arbejdsretten indeholdte bestemmelser.
§ 11
Ikrafttræden
Denne hovedaftale træder i kraft ved underskrivelsen og er gældende, indtil den opsiges med mindst 6 måneders varsel til en 1. juni.
Stk. 2
Er forhandlinger om en fornyelse af hovedaftalen efter opsigelsen ikke afsluttet til den pågældende 1. juni, gælder hovedaftalen, uanset at opsigelsestidspunktet overskrides, indtil en opsagt, kollektiv overenskomst er afløst af en ny, hvorefter hovedaftalen da først bortfalder.
København, 2005
For Teknisk Landsforbund:
Xxx Xxxxx Xxxxxxxx
For Danske Arkitektvirksomheder: Xxxx Xxxxx / Xxxx Xxxxxx