Kundevilkår for to-vejs kabelmodem abonnement til private brugere.
Kundevilkår for to-vejs kabelmodem abonnement til private brugere.
Følgende vilkår er pr. 1. juli 2013 gældende for to-vejs kabelmodem abonnement hos Bjerringbro Kabelnet. Herudover henvises i øvrigt til gældende vedtægter for antenneforeningen.
1. Generelle bestemmelser
2. Kundeoplysninger
3. Ændring af kundeoplysninger
4. Betaling
5. Installation af udstyr
6. Adgang til internettet
7. Fejlafhjælpning
8. Opsigelse af kabelmodem-abonnement
9. Misligholdelse
10. Ansvar
11. Ændring af kundevilkår
12. Øvrige bestemmelser
1. Generelle bestemmelser
For at tegne abonnement på kabelmodem kræves, at kunden er myndig og kan indgå betaling via PBS jfr. nedenfor under pkt. 4.
Kabelmodem abonnementet er en tillægsydelse til medlemskabet af Bjerringbro Kabelnet. Abonnementet er et personligt abonnement, som ikke kan overdrages til tredjemand.
Brug af kabelmodem forudsætter, at lejligheden/ejendommen er tilsluttet fællesantenneanlægget på de sædvanlige vilkår for medlemskab af Bjerringbro Kabelnet, herunder at der mindst aftages fællesantenneanlæggets ”grundpakke” for radio og TV-kanaler.
Såfremt kunden ikke er lejer eller ejer af lejligheden/ejendommen forudsættes samtykke og underskrift af den registrerede lejer/ejer af lejligheden/ejendommen forinden abonnement på kabelmodem kan indgås.
For fuldstændighedens skyld nævnes, at dette abonnement på kabelmodem forudsætter, at der ikke verserer tvistigheder (herunder økonomiske mellemværender) af nogen art i forhold til Bjerringbro Kabelnet såvel i forhold til kunden og/eller lejer og/eller ejer.
Bestemmelserne i disse kundevilkår regulerer alene forholdet mellem kunden og Bjerringbro Kabelnet vedr. abonnementet på kabelmodem.
2. Kundeoplysninger
De af kunden afgivne navne- og adresseoplysninger ved tilmelding anvendes ved sammenligning med Bjerringbro Kabelnet medlemskartotek og registreres for fakturering for brug af kabelmodem abonnementet med betalinger via PBS.
3. Ændring af kundeoplysninger
Sker der ændringer i de angivne kundeoplysninger skal disse snarest muligt meddeles Bjerringbro Kabelnet.
4. Betaling
Kabelmodem abonnementet betales altid forud for 1 kvartal af gangen. Betalingen sker i henhold til den til enhver tid gældende- og aftalte abonnementspris. Fra Bjerringbro Kabelnet side er det et krav, at betaling sker via Pengeinstitutternes Betalings Service og evt. fremsatte krav og betingelser fra PBS skal respekteres/efterkommes.
I undtagelsestilfælde med manuel opkrævning opkræves yderligere 39 kr. pr. opkrævning pr. abonnement.
Ved for sen betaling og/eller ikke frigørende betaling er Bjerringbro Kabelnet berettiget til at opkræve rykkergebyr og morarenter samt omgående at afbryde kabelmodem abonnementet.
5. Installation af udstyr
Til kabelmodem abonnementet hører et kabelmodem, der udleveres af Bjerringbro Kabelnet, sammen med en installationsvejledning. Eventuel ændring af installationen skal udføres af antenneforeningens servicetekniker. Installationsvejledningen skal følges. Bemærk særligt, at modem ikke må opsættes i uisolerede rum – eksempelvis loftsrum. Temperatur skal holdes mellem 7 og 47 grader C.
Kunden er ansvarlig for, at udstyr til brug for tilslutningen, bortset fra udstyr leveret af Bjerringbro Kabelnet er godkendt i overensstemmelse med gældende regler.
Bjerringbro Kabelnet har ejendomsretten til kabelmodemet. Efter udløbet af et kabelmodem abonnement skal udstyret returneres til Bjerringbro Kabelnet i samme stand, som det var ved leveringen til kunden. Kunden er forpligtet til at tegne fuld- og nyværdiforsikring for udstyret. Samlet værdi pr. abonnement er kr. 1000,- incl. moms.
Kunden hæfter for det installerede udstyr og forpligter sig til at behandle det på forsvarlig vis. Det installerede udstyr må ikke fjernes fra den adresse, hvor det oprindeligt er installeret. Xxxxxx skal følge udleverede/udtalte anvisninger på installation og brug af tilslutningen.
6. Adgang til internettet
Kabelmodem abonnementet giver adgang til internettet med den hastighed, det pågældende abonnement berettiger til. På grund af internettets natur kan Bjerringbro Kabelnet dog ikke garantere, at den til abonnementet knyttede hastighed altid vil kunne opnås.
Antenneforeningen forbeholder sig ret til at foretage prioritering af trafik i antenneforeningens netværk. Videresalg af kapacitet, herunder hosting af virksomheder er ikke tilladt.
7. Afhjælpning af fejl
Konkrete fejl eller -driftsforstyrrelser skal anmeldes til Bjerringbro Kabelnet på et vagttelefonnummer (se nedenfor) med konkret fejl/fejlbeskrivelse. Fejlafhjælpning vil blive påbegyndt inden for normal arbejdstid uden ubegrundet ophold. Fejltilkald som kan henføres til fejl eller mangler ved kundens eget udstyr eller til kundens fejlagtige anvendelse af tilslutningen, forbeholder Bjerringbro Kabelnet sig ret til at viderefakturere fra foreningens servicetekniker.
I forbindelse med afhjælpning af fejl forpligter kunden sig til at acceptere samt være behjælpelig med fysisk adgang til installationen på kundens adresse. Service vil udelukkende blive udført af teknikere udpeget af Bjerringbro Kabelnet. Såfremt det ikke er muligt at få fysisk adgang til installationen på kundens adresse forbeholder Bjerringbro Kabelnet sig retten til ikke at udføre yderligere fejlafhjælpning.
Bjerringbro Kabelnet påtager sig intet ansvar for fejl eller driftsforstyrrelser i tilslutningen, som kan henføres til, at kunden har anvendt udstyr, som ikke er leveret eller godkendt af Bjerringbro Kabelnet, eller at kunden har foretaget indgreb i installationen.
Telefonisk hjælp til opsætning af software og afhjælpning af softwaremæssige problemer i forbindelse med kabelmodem kan fås på Bjerringbro Kabelnets support- og vagttelefon 69 80 60 80 hverdage i tidsrummet kl. 09.00 til 21.00 samt lørdag og søndag kl. 11.00 til 21.00
8. Opsigelse af kabelmodem abonnement
Et kabelmodem abonnement er en løbende ydelse, der først ophører ved en af parternes opsigelse. Abonnementet kan opsiges af hver af parterne med 1 måneds skriftlig varsel til udgangen af en måned.
Regulering af priser og ydelser kan fra antenneforeningens side ændres med 1 måneds skriftlig varsel.
Et kabelmodem abonnement kan tidligst opsiges af kunden efter 5 måneders varighed fra oprettelsestidspunktet. Kundens opsigelse af kabelmodem abonnement omfatter ikke opsigelse af medlemskab af Bjerringbro Kabelnet.
Ved aftalens ophør er kunden forpligtet til at betale ethvert tilgodehavende, som tilkommer Bjerringbro Kabelnet, ligesom kunden er forpligtet til at tilbagelevere kabelmodem jfr. pkt. 5 til foreningens kontor.
Ønsker Bjerringbro Kabelnet at opsige abonnementet henholdsvis at stoppe sit udbud af bestemte abonnementstyper og/eller hertil knyttede særtjenester, skal dette ske med 1 måneds varsel til udgangen af en måned.
Opsigelse kan ske såvel skriftligt til Bjerringbro Kabelnet som elektronisk via e-mail til: xxxx@xxxxx.xx
Ved en af parternes opsigelse af et abonnement opgør Bjerringbro Kabelnet evt. mellemværende og fremsender en opgørelse, såfremt denne overstiger 50 kr.
9. Misligholdelse
Uanset bestemmelsen i punkt 8 er Bjerringbro Kabelnet i tilfælde af kundens væsentlige misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til den indgåede abonnementsaftale berettiget til at lukke abonnementet uden varsel, idet der dog snarest skal gives meddelelse om lukningen og grunden hertil.
En lukning kan være enten midlertidig eller permanent.
Følgende forhold anses blandt andet for væsentlig misligholdelse:
Ikke rettidig betaling af forfaldne ydelser efter fremsendelse af rykkerbrev.
Anvendelse af abonnementet til opnåelse af uautoriseret adgang til systemer tilsluttet internettet eller udøvelse af kriminelle forhold, dette uanset hvilket lands love, der ligger til grund for lovbruddet.
Medvirken til spild eller misbrug af de i forbindelse med Nettet tilstedeværende ressourcer. Forstyrrelse af Nettets funktion.
Overtrædelse af den til enhver tid gældende netetik, f.eks. afsløring af andre menneskers private forhold eller udvisning af en adfærd, der generer andre brugere af internettet.
Gentagne overtrædelser af nærværende vilkår.
Erhvervsmæssig hosting af servere til kommerciel brug, ligeledes hosting af servere til fildeling er ikke tilladt. Hvis Bjerringbro kabelnet skønner, at tilslutningen anvendes på en måde, som er til gene for andre abonnenter, f.eks. ved at abonnenten downloader/uploader ekstremt meget, er Bjerringbro Kabelnet berettiget til at afbryde tilslutningen med øjeblikkelig virkning.
Midlertidig lukning af et abonnement som følge af nærværende bestemmelse medfører ikke afslag i abonnementsafgiften for den pågældende periode. Bjerringbro Kabelnet er berettiget til at opkræve gebyr for genåbning af tilslutningen.
10. Ansvar
Kundens brug af et kabelmodem abonnement sker i enhver henseende på eget ansvar.
Bjerringbro Kabelnet påtager sit intet ansvar for indholdet, det være sig rigtigheden, lovligheden, lødigheden m.m. af de informationer, som kunden modtager eller afgiver via internet, hvorfor Bjerringbro Kabelnet heller ikke kan drages til ansvar for tab - hverken direkte eller indirekte – immaterielle krænkelser eller andre forhold, opstået som følge af brug af information fundet på internettet.
Bjerringbro Kabelnet kan ej heller drages til ansvar for tab eller andre forhold opstået som følge af manglende adgang til tjenester eller information på internettet. Dette gælder, uanset om den manglende adgang skyldes systemnedbrud, andre forhold hos Bjerringbro Kabelnet eller force majeure, herunder strejke og lockout.
Bjerringbro Kabelnet påtager sig intet ansvar for tab af personlige data og installeret software m.m. i forbindelse med kundens brug af abonnementet og hertil knyttede ydelser.
Bjerringbro Kabelnet påtager sig intet ansvar for uvedkommendes adgang til kundens data og systemer.
Kunden er selv ansvarlig for alle eventuelle omkostninger opstået i relation til bestilling af ydelser via internet og brug af betalingssystemer tilknyttet internet.
11. Ændring af kundevilkår
Bjerringbro Kabelnet forbeholder sig ret til at ændre nærværende kundevilkår, tekniske specifikationer og de funktioner, som tilslutningen giver kunden mulighed for at anvende. Ændringer skal meddeles med 30 dages forudgående varsel, bortset fra ændringer, der skyldes pålæg afgivet af offentlige myndigheder, ændret lovgivning eller tilsvarende. Mindre ændringer af tekniske specifikationer kan til enhver tid meddeles kunden på Bjerringbro Kabelnets web-sider.
12. Øvrige bestemmelser
Enhver tvist mellem parterne skal indbringes for byretten på det sted, hvor antenneanlægget er beliggende. Såfremt der efter aftalens indgåelse måtte blive oprettet forbrugerklagenævn dækkende de af aftalen omfattede ydelser, kan tvister forelægges til afgørelse for et sådant nævn.
Bjerringbro Kabelnet kan overdrage rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen til tredjemand. Bjerringbro Kabelnet, den 1. februar 2015.