Generelle regler for BS Web
Generelle regler for BS Web
GÆLDENDE FRA 21. DECEMBER 2022
Indholdsfortegnelse
2. Kreditors aftale om BS Web 3
3. Særlige forhold ved brug af BS Web 4
6. Ændring af aftaler, regler og bilag 5
7. Mastercard Payment Services ansvar for BS Web 5
8. Opsigelse/ophævelse af aftalen med Mastercard Payment Services 5
1. Hvad er BS Web?
BS Web er en ydelse, som kreditor kan bruge til at iværksætte betalinger gennem Betalingsservice via en internetportal.
Kreditor kan i BS Web løbende indtaste og ændre betalingsdata for debitorer, som lagres på en server i Mastercard Payment Services. Ved udløbet af fristen for kreditors indtastning af betalingsdata, overføres de registrerede betalingsdata fra BS Web på Mastercard Payment Services server til Betalingsservice, som gennemfører betalingerne.
2. Kreditors aftale om BS Web
2.1 Aftalen med Mastercard Payment Services
Kreditor skal indgå en kreditoraftale om brug af BS Web. Det er en forudsætning, at kreditor har en aftale med Mastercard Payment Services om anvendelse af Betalingsservice.
Når kreditor indgår aftale om BS Web, er BS Indbetalingskort på papir en integreret del af ydelsen.
2.2 Ikrafttræden
Aftalen træder i kraft, når kreditors pengeinstitut har godkendt at tilknytte en konto til Betalingsservice. Pengeinstituttet er ikke forpligtet til at stille en konto til rådighed for kreditors brug af Betalingsservice.
2.3 Kreditors forpligtelser
Kreditor er forpligtet til at overholde “Generelle regler for BS Web”, “Generelle regler for
kreditorer i Betalingsservice”, “Kreditorregler for BS Indbetalingskort” samt de til enhver tid
gældende vejledninger for Betalingsservice.
“Generelle regler for BS Web” supplerer de “Generelle regler for kreditorer i Betalingsservice” og “Kreditorregler for BS Indbetalingskort”. De ”Generelle regler for BS Web” anvender samme definitioner, som findes i de øvrige regelsæt for kreditorer.
I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de nævnte regelsæt gælder de “Generelle regler for kreditorer i Betalingsservice” forud for disse regler og vejledningerne.
3. Særlige forhold ved brug af BS Web
3.1 Brug af PBS-nummer
Det PBS-nummer, som kreditor bruger til BS Web, må udelukkende bruges til BS Web. PBS- nummeret må således ikke anvendes i forbindelse med andre ydelser fra Mastercard Payment Services, fx udbetaling til debitorer eller BS Indbetalingskort til e-Boks. Kreditor skal i disse tilfælde indgå en ny kreditoraftale, hvor der oprettes et særskilt PBS-nummer til disse andre ydelser.
3.2 Adgang og kommunikation
Log-in til BS Web sker ved hjælp af medarbejdersignatur, som forudsætter, at kreditor har et dansk CVR-nr.
3.3 Betalingsdata
Kreditor skal indtaste alle betalingsdata via BS Web. Det er kreditors ansvar at sikre, at de indtastede betalingsdata er korrekte inden fristen for levering af betalingsdata.
Kreditor kan rette i betalingsdata, indtil fristen udløber. Se afleveringsfrister på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxx.xx.
4. Priser og betaling
Priserne fremgår af den til enhver tid gældende prisliste for BS Web.
Mastercard Payment Services ydelser forfalder til betaling netto kontant. Betaling finder sted ved, at Mastercard Payment Services debiterer den konto, som kreditor har anvist som afregningskonto. Mastercard Payment Services sender samtidig en specifikation af beløbet samt det anvendte registrerings- og kontonummer til kreditor.
5. Rettigheder
Mastercard Payment Services har ejendomsretten samt alle øvrige rettigheder til internetportalen og varemærket Betalingsservice.
6. Ændring af aftaler, regler og bilag
6.1 Varsling af ændringer
Mastercard Payment Services kan foretage ændringer i aftalen samt tilhørende bilag, herunder disse regler, som er til ugunst for kreditor, med to måneders varsel. Øvrige ændringer kan ske uden varsel. Kreditor vil få besked om ændringer elektronisk, fx pr. e-mail eller e-Boks.
6.2 Godkendelse af ændringer
Varslede ændringer anses for godkendt, medmindre kreditor meddeler Mastercard Payment Services, at kreditor ikke ønsker at være bundet af de nye vilkår, inden ændringerne træder i kraft.
I så fald anses aftalen for opsagt senest med virkning fra det tidspunkt, hvor ændringerne træder i kraft.
7. Mastercard Payment Services ansvar for BS Web
Mastercard Payment Services er ansvarlig for direkte tab, som påføres kreditor, hvis kreditor på grund af forhold hos Mastercard Payment Services, ikke har adgang til BS Web i perioden frem til udløbet af fristen for kreditors indtastning af betalingsdata.
Mastercard Payment Services ansvar er begrænset til et beløb, der svarer til det beløb, som Mastercard Payment Services specifikt har faktureret kreditor for brugen af BS Web i de 12 måneder, der ligger forud for tabets opståen.
Mastercard Payment Services er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder rentetab.
8. Opsigelse/ophævelse af aftalen med Mastercard Payment Services
Hvis kreditors aftale om brug af Betalingsservice opsiges eller ophæves, vil Mastercard Payment Services også anse aftalen om anvendelse af BS Web som opsagt.