Sagsnr.: 24-008978 Åbent
6. Kvalitetsaftaler på behandlings- og specialundervisningstilbud (B)
Sagsnr.: 24-008978 Åbent
Kompetence
Byrådet
Beslutningstema
Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Børne og Ungeudvalget godkende kvalitetsaftaler på behandlings- og specialundervisningstilbud, som er beliggende i Slagelse Kommune.
Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Børne- og Ungeudvalget beslutte at delegere kompetencen til administrationen i forhold til at godkende eventuelle fremtidige justeringer i de, af Byrådet, godkendte kvalitetsaftaler.
Indstilling
Chefen for Skole og Dagtilbud og Chefen for Børn og Unge indstiller,
1. at Byrådet godkender kvalitetsaftale med Behandlings- og Specialskolen Magleby.
2. at Byrådet godkender kvalitetsaftale med skolen ved Lille Valbygård.
3. at Byrådet godkender kvalitetsaftale med skolen ved Langebjerggaard.
4. at Byrådet godkender kvalitetsaftale med Lindholm Dagskole.
5. at Byrådet beslutter at delegere kompetencen til administrationen i forhold til at godkende eventuelle fremtidige justeringer i de, af Byrådet, godkendte kvalitetsaftaler.
Sagens indhold
Den 16. marts 2022 indgik Folketinget en aftale om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge. Aftalen har medført ny lovgivning pr. 1. januar 2024, der blandt andet skal styrke det kommunale myndighedsansvar for dagbehandling- og specialundervisningstilbud. Det er med henblik på at sikre, at anbragte og udsatte børn og unge og deres familier får et behandlings- og specialundervisningstilbud af høj kvalitet. Som led i det arbejde, skal der fremover udarbejdes kvalitetsaftaler mellem kommune og tilbud.
Ny institutionsform
Med den nye lov er etableret en ny institutionsform ’Behandlings- og specialundervisningstilbud’. Det omfatter private, kommunale og regionale specialundervisningstilbud, der yder støttende indsatser til børn og unge og deres familier i form af både pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og specialundervisning efter folkeskoleloven. Det betyder, at de tidligere dagbehandlingstilbud og interne skoler ved anbringelsessteder skifter navn.
Den nye institutionsform, og hvad deraf følger, har til formål at styrke den helhedsorienterede og sammenhængende indsat til børn og unge på tværs af deres hverdagsmiljøer, f.eks. skole og hjem. Behandlings- og specialundervisningstilbuddet skal sikre høj kvalitet i den daglige behandling, samtidig med, at der gives specialundervisning af høj kvalitet. Behandlings- og specialundervisningstilbuddet skal støtte de enkelte børn og unge i deres daglige udvikling og adfærd og skal samarbejde fortløbende med både forældre og andre fagprofessionelle, for at opnå stabilitet og udvikling hos børnene og de unge.
I Slagelse Kommune bliver følgende tilbud omfattet af den nye lovgivning:
• Behandlings- og Specialskolen Magleby
• Skolen ved Lille Valbygård
• Skolen ved Langebjerggaard
• Lindholm Dagskole
Kvalitetsaftalen er betingelse for at modtage børn og unge
Betingelsen for, at et behandlings- og specialundervisningstilbud kan modtage børn og unge efter 1. juli 2024 er, at de har indgået en kvalitetsaftale med beliggenhedskommunen efter ansøgning.
Kvalitetsaftalen erstatter den tidligere undervisningsoverenskomst.
Tilbuddene skal benytte en skabelon, som fremgår af bilag til bekendtgørelsen om kvalitetsaftaler mv. Skabelonen indeholder de temaer, kriterier, indikatorer og aftalefelter, der skal understøtte kommunens vurdering af tilbuddets kvalitet.
Hvis et tilbud får afslag på at indgå en kvalitetsaftale, vil det kunne påklage afgørelsen til Ankestyrelsen.
Tilbuddenes kvalitetsaftaler som byrådet skal godkende, fremgår af sagen som bilag 1-4. Tidsfrister og proces
Den nye lov gælder pr. 1. januar 2024. Der er indskrevet en overgangsperiode til implementering med følgende tidsfrister:
• Inden 1. april 2024 – Eksisterende tilbud skal ansøge om at indgå en kvalitetsaftale med beliggenhedskommunen ved at fremsende udkast til kvalitetsaftale.
• Inden 1. juli 2024 – Eksisterende tilbuds kvalitetsaftaler skal godkendes af Kommunalbestyrelsen.
• Inden 1. juli 2024 – Kommunen skal have indgået en aftale med Socialtilsynet om at føre fagligt tilsyn med kvaliteten af pædagogisk støtte og behandling, der ydes efter barnets lov og den indgåede kvalitetsaftale
Tilsyn
Den indgåede kvalitetsaftale vil fremadrettet være grundlaget for kommunens undervisningsmæssige tilsyn efter folkeskoleloven og Socialtilsynets faglige tilsyn med behandlingsdelen, der ydes efter barnets lov.
Socialtilsynet skal ikke godkende tilbuddets kvalitet. De skal føre tilsyn og aflægge rapport til kommunen. Rapporten skal indgå i kommunens samlede tilsyn. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for det samlede tilsyn.
Det vil fortsat være en konkret vurdering i den enkelte kommune, hvornår der er behov for fysisk tilsyn. I Slagelse Kommune har Skole og Dagtilbud et fast årligt og fysisk tilsyn på hvert tilbud samt tilsyn ad hoc, f.eks. hvis der har været en borgerhenvendelse og i forbindelse med Styrelsen for Undervisning og Kvalitets (STUK’s) tematiske tilsyn. Desuden er der løbende dialog med tilbuddene efter behov.
STUK har meddelt, at der med udgangspunkt i den nye lov udarbejdes vejledende materiale til det fremadrettede tilsyn.
Vurdering
Der er Skole og Dagtilbuds og Børn og Unges faglige vurdering, at behandlings- og specialundervisningstilbuddene på henholdsvis Magleby, Lille Valbygård, Langebjerggaard og Lindholm Dagskole har den nødvendige kvalitet og opfylder betingelserne for at kunne yde en sammenhængende og helhedsorienteret indsats.
Administrationen vurderer, at det kan lette den fremadrettede arbejdsgang, hvis kompetencen til at godkende justeringer i de, af Byrådet, godkendte kvalitetsaftaler delegeres til administrationen. Om det er Skole og Dagtilbud eller Børn og Unge, der skal godkende justeringer, vil afhænge af, hvilke dele af kvalitetsaftalen, det vedrører. I forbindelse med det årlige faste tilsyn vil behandlings- og specialundervisningstilbuddet og tilsynsførende vurdere, om der er sket ændringer i tilbuddet, der giver anledning til justeringer i kvalitetsaftalen. Der kan også være behov for justeringer i forbindelse med STUK's tematiske tilsyn, hvor temaet i det kommende skoleår bl.a. er kvalitetsaftalerne.
Hvis der skulle komme nye tilbud med ønske om at indgå kvalitetsaftale med Slagelse Kommune, skal de godkendes af Byrådet.
Retligt grundlag
Folkeskoleloven (LBK nr. 90 af 29/01/2024)
Det fremgår af § 22b, at kommunalbestyrelsen skal indgå en kvalitetsaftale om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand med behandlings- og specialundervisningstilbud og børne- og ungehjem, der er beliggende i kommunen.
Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til Børn og unge (Lov nr. 1532 af 12/12/2023)
Af denne lov fremgår bl.a. betingelser for henvisning til og krav til oprettelse og godkendelse af behandlings- og specialundervisningstilbud samt bestemmelser om tilsyn.
Bekendtgørelse om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og kvalitetsaftaler mv. i behandlings- og specialundervisningstilbud og på børne- og ungehjem (BEK nr. 1646 af 12/12/2023).
Af denne bekendtgørelse fremgår bl.a. bestemmelser om indhold og tilrettelæggelse af undervisningen mv. samt om proces for og indhold i kvalitetsaftaler. Som bilag til bekendtgørelsen fremgår skabeloner der skal benyttes til kvalitetsaftaler. Kvalitetsaftalerne skal indeholde oplysninger og aftaler om, hvordan de fastsatte kvalitetskriterier og indikatorer sikrer den nødvendige kvalitet i tilbuddene.
Ifølge Slagelse Kommunes kompetenceplan ligger undervisningsoverenskomster med dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder inden for Børne- og Ungeudvalgets kompetenceområde, hvorfor det er Børne- og Ungeudvalget, der som fagudvalg indstiller til Byrådet. Socialudvalget orienteres om sagen, idet indsatser og aftaler, der relaterer sig til dagbehandlings- og specialundervisningstilbud, også ligger inden for Socialudvalgets interesseområde.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Skole og Dagtilbud ansøgte i starten af 2024 om puljemidler til implementering af aftale om styrket undervisning for anbragte og udsatte børn og unge. Skole og Dagtilbud modtog kr. 650.000. Det forventes, at puljemidlerne kan dække merudgifterne i 2024 til implementering af lovgivningen.
Lovgivningen medfører nye opgaver, som Skole og Dagtilbud og Børn og Unge fremadrettet selv skal finansiere. F.eks. vil der være en udgift i forbindelse med betaling til Socialtilsynet for tilsyn og rapportering. Denne udgift kendes først, når der er indgået aftale med Socialtilsynet. Desuden forventer Skole og Dagtilbud et øget tidsforbrug, primært i forbindelse med ny fakturerings- og tilsynspraksis. Det øgede tidsforbrug er på nuværende tidspunkt løst estimeret til 80 timer årligt.
Tværgående konsekvenser
Indgåelse af kvalitetsaftaler med Behandlings- og specialundervisningstilbuddene samt aftale med Socialtilsynet sker i et samarbejde mellem Skole og Dagtilbud og Børn og Unge. Det skyldes, at kvalitetsaftalerne både skal beskrive undervisningens kvalitet efter folkeskoleloven og kvaliteten af den pædagogiske støtte og behandling efter barnets lov.
Sagens videre forløb
Ingen bemærkninger.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 4. juni 2024
Fraværende: Ingen
At 1-4: Indstilles til Byrådets godkendelse.
At 5: Indstilles til Byrådets godkendelse med bemærkning om, at udvalget har en opmærksomhed på, hvordan eleverne klarer sig, og ønsker ifm. administrationens opfølgning om et år en orientering suppleret med data om tilbuddene.
Bilag
00-000000-0 Bilag 1 - Behandlings- og specialskolen Magleby - Kvalitetsaftale + bilag 00-000000-0 Bilag 2 - Lille Valbygård Skole - Kvalitetsaftale + bilag
00-000000-0 Bilag 4 - Lindholm Dagskole - Kvalitetsaftale + bilag 00-000000-0 Bilag 3 - Langebjerggaard - Kvalitetsaftale + bilag