Samarbejdsaftale mellem BL - Danmarks Almene Boliger og Dansk Byggeri om en fælles indsats mod social dumping på almene byggepladser
København den 12. maj 2015
Samarbejdsaftale mellem BL - Danmarks Almene Boliger og Dansk Byggeri om en fælles indsats mod social dumping på almene byggepladser
BL - Danmarks Almene Boliger og Dansk Byggeri lægger vægt på en indsats mod social dumping.
Begge parter ønsker at fremme ordentlige og velfungerende forhold på byggepladserne. På tværs af vores forskellige tilgangsvinkler og opgaver ønsker vi at skabe en ramme, som giver os mulighed for at drøfte initiativer, udveksle erfaringer og gode råd.
Derfor indgår vi denne frivillige samarbejdsaftale.
Baggrund
På byggepladser i Danmark er der set eksempler på, at ansatte ikke har overenskomstmæssige løn- og ansættelsesforhold. Det skaber social skævhed og ulige konkurrencevilkår til skade for både medarbejdere og erhvervet.
I de kommende år vil almene boligorganisationer renovere og bygge almene boliger i betragteligt omfang. Dansk Byggeri og Danmarks Almene Boliger ønsker i fællesskab at fremme velfungerende byggepladser.
Vi vil arbejde for ordnede arbejdsforhold og modvirke urimelige konkurrencevilkår. Når mistanke om væsentlige uregelmæssigheder opstår, er det afgørende for alle parter, at sagen løses hurtigt og effektivt.
Vi ønsker at forebygge problemer ved en effektiv og fokuseret organisering af byggesagen. Hvis spørgsmål til forholdene på byggesagen opstår, ønsker vi en åben dialog, der fører til en hurtig løsning.
Vi ønsker desuden i fællesskab at følge udviklingen på almene byggepladser for at kunne følge op med målrettede initiativer.
Aftale
På den baggrund er vi enige om at opfordre vores medlemmer til følgende:
• Vi ønsker en konkurrence, der er baseret på lige vilkår og ordentlige forhold på byggepladsen. Derfor stiller vi krav til løn og ansættelsesforhold på byggepladsen.
• Så tidligt som muligt i byggesagen planlægger bygherre og entreprenør, hvordan de i samarbejde vil følge op på, at overenskomster på området overholdes.
• På bygge-, drifts- eller statusmøder orienteres om, hvilke underleverandører, der befinder sig på byggepladsen i en forud defineret periode, samt hvilket arbejde, de udfører.
• Ved skiltning eller på lignende måde bør det fremgå, hvor medarbejdere, beboere eller andre kan henvende sig, hvis de har spørgsmål til forholdene på byggepladsen.
Hvis bygherren eller entreprenøren på byggemøder, ved henvendelser eller på anden vis bliver opmærksomme på, at kravene ikke overholdes, har parterne en gensidig interesse i, at sagen bliver løst.
Aftalen er ikke et udtryk for, at der er enighed mellem parterne om ethvert initiativ iværksat af parterne.
Dansk Byggeri Danmarks Almene Boliger
Xxxx Xxxxx-Hansen Xxxx Xxxxxx
Adm. direktør Adm. direktør