Forslag
Beskæftigelsesudvalget 2023-24
L 23 - Bilag 9
Offentligt
Forslag
til
Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og forskellige andre love (Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem og lettere adgang til erstatning i forbindelse med vold på arbejdspladsen)1
(Beskæftigelsesministeriet)
§ 1
I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »arbejdsskade«: »samt at understøtte, at tilskadekomne i størst mulig udstrækning bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade«.
2. I § 11 indsættes efter nr. 3:
»4) Uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b,«.
Nr. 4 - 6 bliver herefter nr. 5 - 7.
3. I § 15, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 27, stk. 4, for tab af erhvervsevne« til:
»stk. 7«.
4. I § 15 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned de nærmere regler for omsætning af erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler, jf. stk. 3, til et engangsbeløb, der tilkendes og beregnes det følgende år.«
5. Efter § 15 indsættes:
»§ 15 a. En selvforsikret arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, kan beslutte, at den selvforsikrede arbejdsgiver ved arbejdsulykker, jf. § 6, kan afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet, når udgifterne ikke
1
kan afholdes efter § 15, sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus.«
6. § 16 ophæves.
7. I § 17, stk. 1, indsættes efter 1. pkt., som nye punktummer:
»Tabet af erhvervsevne fastsættes på grundlag af forskellen mellem tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden og indtjeningsevnen efter arbejdsskaden, jf. stk. 2 og 3. Tabet af erhvervsevne fastsættes i følgende intervaller: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 procent.«
8. I § 17 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Indtjeningsevnen før arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet. Er tilskadekomnes årsløn fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 7, 1. pkt., fastsættes indtjeningsevnen før arbejdsskaden til den årsløn, der var fastsat efter reglerne i § 24, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 3, før anvendelsen af § 24, stk. 7, 1. pkt., og opreguleret til afgørelsestidspunktet.
Stk. 3. Indtjeningsevnen efter arbejdsskaden fastsættes til tilskadekomnes indtjening på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.«
Xxx. 0–0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 4-11.
9. I § 17, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres »tabet af erhvervsevne« til:
»erhvervsevnetabet«, og »optræning« ændres til: »genoptræning eller lignende«.
10. I § 17, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter »erhvervsevnetab«: », jf. dog § 18 e, stk. 3«.
11. I § 17, stk. 5 og 6, der bliver stk. 7 og 8, § 20, stk. 2, 1, pkt., § 21, stk. 1, og tre steder i stk. 2, § 24, stk. 8, 1. pkt., § 27, stk. 5, 2. pkt., § 29, stk. 1, 1. pkt., § 42, stk. 2, og § 43, 2. pkt., ændres »ydelse« til: »erstatning«.
12. I § 17, stk. 6, der bliver stk. 8, indsættes som 2. punktum:
»For tilskadekomne, der har gennemført en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, udgør den løbende erstatning ved fuldstændigt tab af erhvervsevne 100 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.«
13. § 17 a, stk. 2, ophæves og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Indtjeningsevnen før arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet. Er tilskadekomnes årsløn fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 7, 1. pkt., fastsættes indtjeningsevnen før arbejdsskaden til den årsløn, der var fastsat efter reglerne i § 24, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 3, før anvendelsen af § 24, stk. 7, 1. pkt., og opreguleret til afgørelsestidspunktet. «
14. I § 17 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
» Stk. 4. For personer, der er visiteret til fleksjob, vil en kommunes afgørelse om en sanktion om manglende ret til ledighedsydelse i en periode, jf. § 76,
§ 77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, medføre fradrag i en fremtidig udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, jf. stk. 1. Størrelsen på fradraget efter 1. pkt. vil svare til
10 pct. af det fastsatte erstatningsbeløb for tab af erhvervsevne på tidspunktet for sanktionen. Perioden for fradraget i erstatningen for tab af erhvervsevne vil svare til den periode som sanktionen i ledighedsydelsen varer, jf. dog 4. pkt. Hvis den tilskadekomne mister retten til ledighedsydelse, sker der alene fradrag i erstatningen for den periode, der går fra, at tilskadekomne mister ledighedsydelsen, og indtil den tilskadekomne er ansat i et fleksjob.
Xxx. 0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 5.
15. I § 18, stk. 3, 1. og 2. pkt., og i stk. 4 ændres ”611.500” til: ”979.000”.
16. I § 18 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Uanset stk. 5, 1. pkt., sker nedsættelse af godtgørelsen for tilskadekomne pr. 1. juli 2035 og frem med 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden, og med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 60 år, ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 70. år.«
17. Efter § 18 indsættes før overskriften før § 19:
»Uddannelsesgodtgørelse
§ 18 a. I sager, der er omfattet af loven, og hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke har truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne, vurderer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, om tilskadekomne
1) forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader,
2) er uden for beskæftigelse eller i en opsigelsesperiode, der udløber inden start på uddannelsen,
3) skønnes fremover ikke at kunne anvende sin erhvervsmæssige uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid, og
4) skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.
Stk. 2. For tilskadekomne, der opfylder vilkårene i stk. 1, og som ønsker at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, indhenter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring oplysninger fra bopælskommunen om tilskadekomnes ønske til uddannelse og kommunens vurdering af, om
1) uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og
2) tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen.
§ 18 b. For tilskadekomne, der opfylder vilkårene i § 18 a, stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at tilskadekomne kan tage en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer samtidig med afgørelsen efter stk. 1 eller senere afgørelse om uddannelsesgodtgørelsens størrelse, samt at uddannelsesgodtgørelse tilkendes fra den 1. i den måned, hvor uddannelsen starter, og indtil udgangen af den måned, hvor uddannelsen forventes at slutte. Uddannelsesgodtgørelse kan tilkendes i højst 48 måneder og højest frem til folkepensionsalderen.
Stk. 3. Uddannelsesgodtgørelsen udgør 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf.
§ 24, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af sager om uddannelsesgodtgørelse, herunder om udveksling af oplysninger mellem kommuner, Udbetaling Danmark, arbejdsløshedskasser og forsikringsselskaber.
§ 18 c. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter løbende oplysninger om, hvorvidt den tilskadekomne er indskrevet på uddannelsen, er studieaktiv, holder orlov eller er syg.
Stk. 2. Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis tilskadekomne vil holde orlov fra uddannelsen. Tilskadekomne, der har ret til fravær efter barselsloven, kan modtage uddannelsesgodtgørelse under orlov fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog op til 12 måneder, hvis tilskadekomne er enlig forsørger. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører for tilskadekomne, som holder anden orlov fra uddannelsen end orlov hvor der er ret til fravær efter barselsloven. Afgørelsen efter 3. pkt. har virkning fra udgangen af den måned, hvor orloven begynder. Tilskadekomne vil én gang herefter kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Stk. 3. Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked med lægelig dokumentation, hvis tilskadekomne ikke har deltaget i uddannelsen på grund af længerevarende sygdom i mere end 30 dage. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne på grund af sygdom ikke har deltaget i uddannelsen i mere end seks måneder eller 4. gang tilskadekomne på grund af sygdom ikke har deltaget i uddannelsen i mere end 30 dage. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ligeledes afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne orienterer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om forventet længerevarende sygdom i mere end seks måneder. Afgørelsen efter 2. og 3. pkt. har virkning fra udgangen af den måned, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelsen. Tilskadekomne vil én gang herefter kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.
Stk. 4. Tilskadekomne skal straks give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis tilskadekomne ikke er studieaktiv, eller hvis tilskadekomne udskrives af uddannelsen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne ikke er studieaktiv eller er udskrevet af uddannelsen. Afgørelsen har virkning fra udgangen af den måned, hvor tilskadekomne ifølge uddannelsesinstitutionen ikke længere var studieaktiv, eller den måned, hvor tilskadekomne er udskrevet af uddannelsesinstitutionen.
Stk. 5. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stopper udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne overgår til pension, jf. lov om social pension.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opfølgning på tilskadekomnes
deltagelse i uddannelsen, herunder krav til dokumentationen for tilskadekomnes deltagelse, orlov eller sygdom, opgørelsen af de 6 måneders sygdom, jf. stk. 3og tilskadekomnes forpligtelser i sager om uddannelsesgodtgørelse og konsekvenserne ved manglende overholdelse heraf.
§ 18 d. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udbetaler uddannelsesgodtgørelse. Øvrig A- og B-indkomst i perioden, hvor der er tilkendt uddannelsesgodtgørelse, fradrages som udgangspunkt i uddannelsesgodtgørelsen, jf. stk. 5.
Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anmoder om refusion for den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer. Statens andel af uddannelsesgodtgørelsen svarer til en månedlig takst på 17.091 kr. pr. deltager i ordningen pr. 1. januar 2023. Beløbet reguleres en gang om året pr. 1. januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet reguleres første gang
1. januar 2024. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års satsregulering.
Stk. 3. I sager om arbejdsulykker skal den selvforsikrede arbejdsgiver eller den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring differencen mellem den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, og den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer, jf. stk. 2.
Stk. 4. Hvis der er tvivl om, hvilket forsikringsselskab der skal afholde udgiften, jf. stk. 3, fordeles udgiften efter reglerne i § 48, stk. 6, 2.-4. pkt., på alle forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikring.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om administration, beregning og udbetaling af uddannelsesgodtgørelse, herunder om fradrag og efterregulering på baggrund af øvrig A- og B- indkomst og om refusion fra staten, de selvforsikrede arbejdsgivere og ulykkesforsikringsselskaberne. Det kan af disse regler fremgå, hvilke A- og B-indkomster der ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Det kan af disse regler også fremgå, at tilskadekomne skal oplyse Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om indkomster, der ikke fremgår af indkomstregisteret.
§ 18 e. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at tilskadekomne skal tilbagebetale uddannelsesgodtgørelse for perioder, hvor tilskadekomne har fået for meget udbetalt, jf. dog § 44, stk. 5, 1. pkt. Tilbagebetalingsbeløbet kan opkræves af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller modregnes i fremtidige udbetalinger af erstatning og
uddannelsesgodtgørelse, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, den selvforsikrede arbejdsgiver eller arbejdsulykkesforsikringsselskabet til tilskadekomne.
Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring refunderer den del af det tilbagebetalte beløb, som den selvforsikrede arbejdsgiver eller den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab har afholdt, jf. § 18 d, stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring refunderer herefter den del af det tilbagebetalte beløb, som staten har afholdt, jf. § 18 d, stk. 2. Såfremt den selvforsikrede arbejdsgiver eller den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab foretager modregningen efter stk. 1, refunderer de den del af det tilbagebetalte beløb, som ikke vedrører den selvforsikrede arbejdsgivers eller forsikringsselskabets udgifter, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter refunderer staten.
Stk. 3. Uddannelsesgodtgørelsen træder i stedet for erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov samt erstatningsansvarsloven, og der tilkendes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, efter denne lov og erstatningsansvarsloven for samme skade for perioden, hvor der udbetales uddannelsesgodtgørelse. Udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov samt erstatningsansvarsloven for samme skade kan, i det omfang det ikke kan godtgøres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 29, stk. 2, kræves tilbagebetalt for perioden, hvor der er udbetalt uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, den selvforsikrede arbejdsgiver og arbejdsulykkesforsikringsselskabet kan modregne for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov i perioder, hvor tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelse for samme skade i fremtidige udbetalinger af erstatning og uddannelsesgodtgørelse, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, den selvforsikrede arbejdsgiver eller ulykkesforsikringsselskabet til tilskadekomne.
§ 18 f. Hvis tilskadekomne har gennemført en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om tab af erhvervsevne efter anmodning fra tilskadekomne, hvis der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at tilskadekomne fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og tilskadekomne dokumenterer dette.
§ 18 g. En tilskadekommen, der modtager uddannelsesgodtgørelse, har ikke ret til at modtage anden offentlig forsørgelse for samme periode, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan der udbetales sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, barselsdagpenge efter barselsloven eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik til en tilskadekommen, som efter påbegyndelsen af uddannelse med uddannelsesgodtgørelse opfylder betingelserne for syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.«
18. I § 19, stk. 1, ændres ”115.000” til: ”184.500”.
19. I § 20, stk. 2, 4. pkt., og stk. 3, § 21, stk. 3, 1. pkt., og stk. 5, 2. pkt., § 26, stk. 4, og § 42, stk. 2, ændres »ydelsen« til: »erstatningen«.
20. I § 20, stk. 2, indsættes som 6. pkt.:
»En efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter stk. 1, kan inden for en frist på 5 år efter erstatningens ophør anmode om at få tilkendt en yderligere tidsbestemt løbende erstatning.«
21. I § 20, stk. 3, ændres »Ydelse« til: »Erstatning«.
22. I § 21, stk. 1, ændres », over for hvilke den pågældende havde forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har hvert barn« til: »eller unge op til 21 år, over for hvilke den pågældende har haft forsørgelsespligt efter lov om børns forsørgelse, har hvert barn eller ung«, og »barnets fyldte
18. år« ændres til: »det fyldte 21. år«.
23. I § 21, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »barn«: »eller en ung«, og efter
»barnet« indsættes: »eller den unge«.
24. I § 21, stk. 2, 2. pkt., ændres »barnets fyldte 18. år hvert barn, for hvilket tilskadekomne ved sin død stod som eneforsørger efter lov om aktiv socialpolitik« til: »det fyldte 21. år hvert barn eller ung, for hvilket tilskadekomne havde været eneforsørger efter lov om børns forsørgelse.«
25. § 21, stk. 3, ophæves.
26. I § 21, stk. 4, 1. pkt., § 22, 1. pkt., § 25, stk. 2 og 5, og § 63 a, stk. 3, nr. 2, litra a, ændres »ydelser« til: »erstatninger«.
27. I § 21, stk. 4, 1. og 2. pkt., ændres »ydelserne« til: »erstatningerne«, og i § 21, stk. 5, 1. pkt., ændres »Ydelserne« til: »Erstatningerne«.
28. I § 21, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-2«.
29. § 24 affattes således:
»§ 24. Årslønnen fastsættes som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, jf. dog stk. 3. Den faktiske samlede indkomst, jf. 1. pkt. og stk. 3, opreguleres til værdien i skadeåret, inden det bedste af de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden udpeges. Årslønnen afrundes derefter til nærmeste 1.000 kr.
Stk. 2. Årslønnen, jf. stk. 1 og 3, fastsættes på baggrund af oplysninger om tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde fra indkomstregisteret. Er oplysningerne ikke tilgængelige i indkomstregisteret, fastsættes årslønnen på baggrund af oplysninger fra skatteforvaltningen. Er der hverken tilgængelige oplysninger i indkomstregisteret eller fra skatteforvaltningen, fastsættes årslønnen på baggrund af oplysninger om den faktiske samlede indkomst ved arbejde indhentet fra tilskadekomne eller andre relevante kilder eller standardsatser, jf. stk. 7. Når tilskadekomne er ansat med DIS-indkomst, omregnes DIS-indkomsten, jf. 1. pkt., til en tilsvarende indkomst for personer, der gør tjeneste på skibe, som ikke er omfattet af DIS-ordningen.
Stk. 3. I følgende situationer fastsættes årslønnen ikke efter stk. 1:
1) Når tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde er nedsat grundet erhvervssygdommen, jf. § 7, i alle 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af erhvervssygdommen inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Er der ikke et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af erhvervssygdommen efter 1.pkt., fastsættes årslønnen på baggrund af et indtægtsår mellem 5 og 10 år forud for arbejdsskadens indtræden, hvor der foreligger digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen. Er det ikke muligt, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
2) Når tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde er nedsat grundet fravær efter barselsloven i alle 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på
baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af fravær efter barselsloven inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Er der ikke et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af fravær efter barselsloven forud for arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Hvis tilskadekomne har gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen uanset 2. pkt., på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse. Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
3) Når tilskadekomnes indkomst ved arbejde er nedsat grundet pasning af et sygt eller handicappet familiemedlem i alle 5 seneste indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af pasningen af det syge eller handicappede familiemedlem inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Er der ikke et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af pasningen forud for arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet til et helt indtægtsår. Er det ikke muligt, fastsættes årslønnen på baggrund af et indtægtsår mellem 5 og 10 år forud for arbejdsskadens indtræden, hvor der foreligger digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen. Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
4) Når tilskadekomne på skadetidspunktet er i et ansættelsesforhold med normalt erhvervsophør før folkepensionsalderen, fastsættes årslønnen efter stk. 1, for perioden indtil det normale erhvervsophør i pågældende profession. I perioden fra det normale erhvervsophør til folkepensionsalderen fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7, medmindre årslønnen efter 1. pkt. er mindre end normalårslønnen. Hvis tilskadekomne har gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen uanset
2. pkt., på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige
indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse. Hvis ingen af de angive metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
5) Når tilskadekomne er selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle på skadetidspunktet, fastsættes årslønnen på baggrund af tilskadekomnes andel af summen af gennemsnittet af virksomhedens overskud før skat 5 regnskabsår forud for arbejdsskaden og gennemsnittet af tilskadekomnes eventuelle lønindkomst i samme periode. Når tilskadekomne har været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle inden for de seneste 5 år før arbejdsskaden og på skadetidspunktet har afviklet eller fuldt ud overdraget virksomheden, fastættes årslønnen som den bedste indkomst inden for de seneste 5 år før arbejdsskaden, jf. 3. pkt. Indkomsten efter 2. pkt. fastsættes enten som gennemsnittet af den faktiske samlede indkomst i de kalenderår indenfor de foregående 5 år forud for skaden, hvor tilskadekomne har været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, jf. 1. pkt., eller som det bedste af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i de hele kalenderår, hvor tilskadekomne ikke har været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, eller som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i den seneste sammenhængende periode op til skadetidspunktet omregnet til et helt indtægtsår. Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 7.
6) Når tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde er varigt nedsat grundet en ulykke eller sygdom inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden, fastsættes årslønnen til det bedste indtægtsår efter tidspunktet for ulykken eller sygdommen. Er der ikke et helt indtægtsår mellem tidspunktet for ulykken eller sygdommen og arbejdsskaden, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde forud for arbejdsskaden til et helt indtægtsår.
7) Når tilskadekomne er indsat i Kriminalforsorgens institutioner m.v., jf. §§ 6 og 102 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., på skadetidspunktet, fastsættes årslønnen, hvis tilskadekomne havde varig ansættelse, på baggrund af
tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde i det bedste af de seneste 5 indtægtsår, inden tilskadekomne blev indsat i Kriminalforsorgens institutioner. Indtægtsåret kan dog ikke ligge tidligere end 10 år før arbejdsskadens indtræden, og der skal foreligge digitale indkomstoplysninger for indkomståret hos skatteforvaltningen. Hvis tilskadekomne var under 23 år på tidspunktet for indsættelse i Kriminalforsorgens institutioner, fastsættes årslønnen efter stk. 3, nr. 9-10, og ellers til minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til tilskadekomne fylder 30 år, hvorefter årslønnen fastsættes til normalårslønnen, jf. stk. 7. Hvis tilskadekomne har gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen uanset
2. pkt., på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse.
8) Når tilskadekomne er under 23 år på skadetidspunktet og ikke omfattet af stk. 3, nr. 9-10, fastsættes årslønnen til minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til tilskadekomne fylder
30 år, hvorefter normalårslønnen, jf. stk. 7, anvendes for perioden frem til pensionsalderen. Hvis tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet omregnet til et helt indtægtsår overstiger minimumsårslønnen, fastsættes årslønnen svarende til den faktiske samlede indkomst ved arbejde frem til, at tilskadekomne fylder 30 år. Hvis tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet omregnet til et helt indtægtsår overstiger normalårslønnen, fastsættes årslønnen svarende til faktiske samlede indkomst ved arbejde.
9) Når tilskadekomne deltager i en erhvervsrettet uddannelse på skadetidspunktet, fastsættes årslønnen til minimumsårslønnen, jf. stk. 7, frem til det tidspunkt, hvor tilskadekomne ville kunne have været færdiguddannet, hvis arbejdsskaden ikke var sket. Fra dette tidspunkt fastsættes årslønnen på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse.
10) Når tilskadekomne er nyuddannet på skadetidspunktet og endnu ikke har været beskæftiget mindst 1 indtægtsår, fastsættes årslønnen på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse. Hvis tilskadekomnes faktiske
samlede indkomst ved arbejde i tilskadekomnes ansættelse på skadestidspunktet overstiger disse oplysninger, omregnes indkomsten ved arbejde til et helt indtægtsår.
11) Når tilskadekomne på skadetidspunktet har nået folkepensionsalderen eller er førtidspensionist, fastsættes årslønnen svarende til satsen for personer uden erhverv, jf. stk.
7. Har tilskadekomne en ansættelseskontrakt uden tidsbegrænsning på skadestidspunktet, og overstiger den faktiske samlede indkomst ved arbejde i ansættelsen i et indtægtsår satsen for personer uden for erhverv, jf. stk. 7, fastsættes årslønnen som den faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadetidspunktet omregnet til et helt år. 1. og 2. pkt. i denne bestemmelse gælder tillige for andre tilskadekomne uden for erhverv på skadetidspunktet.
12) Når tilskadekomne arbejdede i fleksjob på skadetidspunktet, og tilskadekomne er bevilget eller visiteret til fleksjobbet den 1. januar 2013 eller senere, fastsættes årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde fra det konkrete fleksjob uden det kommunale tilskud. For tilskadekomne, der er bevilget eller visiteret til fleksjob før 1. januar 2013, fastsættes årslønnen på baggrund af antallet af timer og timelønnen i fleksjobbet.
Stk. 4. Er tilskadekomne omfattet af to eller flere undtagelsesbestemmelser efter stk. 3, anvendes den undtagelsesbestemmelse, der vedrører tilskadekomnes erhvervsmæssige situation tættest på skadestidspunktet. Når tilskadekomne på skadestidspunktet samtidig er omfattet af to eller flere undtagelser efter stk. 3, skal årslønnen fastsættes efter den undtagelsesbestemmelse, der ud fra en samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes erhvervsmæssige situation på skadestidspunktet.
Stk. 5. Ved beregning af erstatning trækkes arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen.
Stk. 6. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe selvstændig afgørelse om årslønnen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder det hensigtsmæssigt.
Stk. 7. Årslønnen kan uanset stk. 1 og stk. 3, højst fastsættes til 588.000 kr. Minimumsårslønnen fastsættes til 248.000 kr. Normalårslønnen fastsættes til 419.000 kr. For personer uden for erhverv fastsættes årslønnen til 52.000 kr. Alle beløb er inklusive arbejdsmarkedsbidrag og reguleres efter § 25, stk. 1.
Stk. 8. Til brug ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende erstatning samt
uddannelsesgodtgørelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-3 og 7, med forholdet mellem 588.000 kr. og det maksimale årslønsbeløb, der var gældende, da arbejdsskaden indtraf.
Stk. 9. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af årsløn efter stk. 1-4 og 6-7, herunder om afgrænsningen af persongrupperne i stk. 3, nr. 1-12.«
30. I § 25, stk. 1, ændres »§ 24, stk. 5 og 6« til: »§ 24, stk. 7«.
31. I § 26, stk. 1, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«, og efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2. Forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén kan udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.«
Xxx. 0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 3.
32. I § 26, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »erstatnings og godtgørelsesbeløb« til: »erstatnings- og godtgørelsesbeløb«.
33. I § 27, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »fremtiden«: », jf. stk. 5«.
34. I § 27 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Hvis tilskadekomne i henhold til en afgørelse om tab af erhvervsevne har fået tilkendt en erstatning, og afgørelsen senere ændres med tilbagevirkende kraft, og erstatningen efter denne afgørelse skal omsættes til kapitalbeløb, jf. stk. 1, fastsættes omsætningstidspunktet til datoen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings senere afgørelse. Har tilskadekomne ret til erstatning for en periode før omsætningstidspunktet, jf. 1. pkt., udbetales erstatningen som en løbende erstatning for denne periode.«
Xxx. 0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 6.
35. I § 27, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., og i § 43, 2. pkt., ændres
»ydelsens« til: »erstatningens«.
36. § 29, stk. 2, affattes således:
» Den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når den erstatningsansvarlige
skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har dækket godtgørelse, erstatning m.v. efter lov om erstatningsansvar, som tilskadekomne eller dennes efterladte har ret til som følge af arbejdsskaden. Krav efter 1. pkt. omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes, og kan ikke overstige det beløb, som arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som følge af arbejdsskaden har tilkendt den tilskadekomne eller dennes efterladte efter §§ 15 og 17-23 for samme tidsrum. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i lov om erstatningsansvar sidestilles med erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17. «.
37. I § 29 indsættes som nyt stk. 3:
»En erstatningsansvarlig skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab og Erstatningsnævnet har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, når den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller Erstatningsnævnet har udbetalt erstatning, godtgørelse m.v. efter lov om erstatningsansvar i anledning af en arbejdsulykke, som er omfattet af § 49 a. Kravet efter 1. pkt. kan ikke overstige det beløb, som voldsskadeforsikringsselskabet har tilkendt den tilskadekomne eller dennes efterladte for samme tidsrum, jf. § 49 b. «.
38. I § 34 a, stk.1, ændres »Arbejdsmarkeds« til: »Arbejdsmarkedets«.
39. I § 35 a ændres »kan« til: »skal«.
40. I § 36, stk. 5, 1. pkt., ændres »§ 41, stk. 2« til: »§ 41, stk. 3«.
41. I § 37 indsættes efter stk. 2 som nyt stk.:
»Stk. 3. Sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder og andre professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v. skal senest 14 dage efter, at en anmodning om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, afgive oplysninger, jf. stk. 2, som de er i besiddelse af. Hvis fristen ikke overholdes, rykker Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen for oplysningerne, og oplyser om risikoen for bødestraf, jf. § 82, stk. 4, og oplysningerne skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem. Hvis vedkommende ikke er i besiddelse
af de ønskede oplysninger, skal vedkommende give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen besked herom inden for fristen på 14 dage.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
42. I § 37, stk. 3, 1. og 2. pkt., som bliver stk. 4, 1. og 2. pkt., indsættes efter
»arbejdsskadesager«: », sager om uddannelsesgodtgørelse«.
43. I § 38, stk. 2, ændres »§ 24, stk. 5« til: »§ 24, stk. 7«
44. I § 40, stk. 1, indsættes efter »denne lov«: »herunder om en anmeldt skade er omfattet af loven, jf. dog § 84 a, samt om tilskadekomne eller efterladte har ret til ydelser efter loven«.
45. I § 40 a, stk. 1, indsættes efter »afgørelse om tilbagebetaling,«: »jf. dog
§ 18 e«.
46. § 41, stk. 1, affattes således:
»Efter anmodning fra tilskadekomne eller efterladte eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan en afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af loven eller vedrørende erstatnings- og godtgørelsesspørgsmål, jf. § 11, genoptages, jf. dog stk. 2 -3. Det er en betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette.«
47. I § 41 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. En afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af loven, eller hvorvidt en efterladt er anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan ikke genoptages senere end 5 år fra afgørelsen, jf. dog stk. 3.«
Xxx. 0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 3.
48. § 42, stk. 1, ophæves.
Xxx. 0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 1.
49. I § 42, stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »§§ 17 og 17 a« til: »§§ 17, 17 a og § 18 b-d«.
50. § 43 ophæves.
51. I § 44, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »opsættende virkning«: »med mindre afgørelsen er truffet efter §§ 18 b og 18 d«.
52. Efter § 46 indsættes i kapitel 8:
»§ 47. For afgørelser efter loven, der kan påklages til Ankestyrelsen, skal den administrative rekurs være udnyttet, før afgørelsen kan indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser kan ikke indbringes for domstolene.
Stk. 2. Søgsmål til prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, skal være anlagt af tilskadekomne inden 12 måneder fra afgørelsen. Forsikringsselskaber, selvforsikrede statslige myndigheder, regioner, kommuner, arbejdsgivere og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension skal anlægge sagen inden 6 måneder fra afgørelsen.«
53. Efter § 49 indsættes i kapitel 9:
»Vold mod ansatte
§ 49 a. Enhver arbejdsgiver kan tegne en voldsskadeforsikring, der dækker erstatning og godtgørelse efter lov om erstatningsansvar som følge af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, der drages omsorg for, mod ansatte, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt, jf.
§ 48, stk. 1. Forsikringen omfatter hændelser, som anerkendes som en arbejdsulykke, jf. § 6. Tilsvarende gælder for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, jf. § 48, stk. 2, og selvforsikrede arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 5.
Stk. 2. Arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet, ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de drager omsorg for, har pligt til at tegne en forsikring som nævnt i stk. 1 og 3, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 1 og 2, der har tegnet arbejdsulykkesforsikring, tegner voldsskadeforsikringen som en udvidet del af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
Stk. 4. § 48, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse for selvforsikrede arbejdsgivere for så vidt angår voldsskadeforsikringen, jf. stk. 1 og 2. Kommuner og regioner, der tegner voldsskadeforsikring efter stk. 1 eller 2, kan dog overføre deres risiko for hændelser til et forsikringsselskab. Hvis kommunen eller regionen har tegnet arbejdsulykkesforsikring, skal voldsskadeforsikringen tegnes som en udvidet del af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med børne- og undervisningsministeren, social- og boligministeren, ældreministeren og indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere, der er forpligtet til at tegne en forsikring, jf. stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet og sagens behandling.
§ 49 b. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, træffer afgørelse om, hvorvidt en personskade er dækket af voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, og eventuel udmåling af erstatning eller godtgørelse efter lov om erstatningsansvar. Erstatning og godtgørelse efter § 49 a kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte. Stk. 2. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, kan indhente oplysninger om den anerkendte arbejdsulykke og udmålingen af erstatning i forbindelse hermed, herunder lægelige og økonomiske oplysninger om tilskadekomne, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Stk. 3. Erstatning og godtgørelse efter voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, udbetales senest 14 dage fra datoen for underretningen om beløbets tilkendelse. Udbetales beløbet efter dette tidspunkt, finder rentebestemmelsen § 26, stk. 3, 1. pkt., tilsvarende anvendelse fra udløbet af 14-dages-fristen.
Stk. 4. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, jf. § 48, stk. 5, træffer ved tvivl herom afgørelse om en arbejdsgivers forsikringspligt, jf. 49 a, stk. 2. Afgørelse efter 1. pkt. kan påklages til Arbejdstilsynet af arbejdsgiveren eller den tilskadekomne senest 4 uger efter, at de har modtaget afgørelsen.
Stk. 5. Har en arbejdsgiver, som har pligt til at tegne voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2, ikke tegnet denne forsikring, udbetaler arbejdsgiverens arbejdsulykkesforsikringsselskab erstatning og godtgørelse efter § 49 a, stk. 1, til den tilskadekomne.
Stk. 6. Har en arbejdsgiver undladt at opfylde sin forsikringspligt efter § 48, stk. 1, og § 49 a, stk. 2, varetager Forsikring & Pension opgaverne efter stk. 1, 4 og 5. Udgifterne hertil dækkes på samme måde som efter § 48, stk. 6,
3. og 4. pkt.
54. I § 53 indsættes efter »risiko, jf.«: »§ 49 a, stk. 2, og«.
55. § 70 a, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Bestyrelsen beslutter rammerne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings valutakurs- og renterisikoeksponering.«
56. I § 82, stk. 1 og 2, indsættes som 2. pkt.:
»Det gælder dog ikke ved sikringspligt efter § 49 a, stk. 2.«
57. § 82, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. En sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet arbejdsulykke, straffes med bøde.«
58. I § 82 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., der ikke senest 14 dage efter, at en rykkerskrivelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf. § 37, stk. 3,
2. og 3. pkt., kan straffes med bøde. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan, hvis særlige omstændigheder taler herfor, undlade at anmelde sagen til politiet.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
59. I § 82 a, stk. 1, ændres »§ 82« til: »§ 82, stk. 1-3«.
60. Efter § 84 indsættes i kapitel 12:
»§ 84 a. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der gennemføres forsøg, hvorefter der delegeres afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet af arbejdsulykker, jf. § 40, stk. 1. 1. punktum gælder dog ikke sager, der skal behandles efter § 36, stk. 1. Forsikringsselskabets afgørelse har samme retsvirkning for tilskadekomne som en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, herunder i forhold til genoptagelse, frister og forældelse. Tilskadekomne omfattet af forsøget vil inden for en frist på 4 uger fra modtagelsen af forsikringsselskabets afgørelse kunne anmode om at få sagen sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om anerkendelse af arbejdsskader, jf. § 40, stk. 1.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse træder herefter i stedet for forsikringsselskabets afgørelse, herunder i forhold til frister og forældelse.«
61. I § 86, stk. 1, ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og ”1.591,2”
ændres til: 2.547,5”.
62. I § 86, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og ”341,5” ændres til: ”546,7”.
63. I § 86, stk. 3, ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og ”130,9”
ændres til: ”209,6”.
64. I § 86, stk. 4, ændres ”1. januar 2004” til: ”1. juli 2024” og ”125,4”
ændres til: ”200,8”.
65. I § 86 indsættes som nyt stk. 5:
”Stk. 5. Løbende erstatning for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 30. juni 2024 forhøjes fra den 1. januar 2024 til 160,1 pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.”.
Xxx. 0-0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 6-8.
66. I § 86, stk. 5, der bliver stk. 6, og i stk. 6, der bliver stk. 7, ændres ”1-4” til: ”1-5”.
67. I § 86, stk. 7, der bliver stk. 8 ændres ”1-5” til: ”1-6”.
§ 2
I lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 395 af 2. maj 2016 og § 6 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 5 ophæves.
2. § 6 ophæves.
3. I § 8, stk. 1, ændres ”2004” til: ”2024” og ”1.591,2” ændres til: 2.547,5”.
4. I § 8, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres ”2004” til: ”2024” og ”341,5” ændres
til: ”546,7”.
5. I § 8, stk. 3, ændres ”2004” til: ”2024” og ”130,9” ændres til: ”209,6”.
6. I § 8, stk. 4, ændres ”2004” til: ”2024” og ”125,4” ændres til: ”200,8”.
7. I § 8 indsættes som nyt stk. 5:
”Stk. 5. Løbende erstatning for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 31. december 2023 forhøjes fra den 1. januar 2024 til 160,1 pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.”.
Xxx. 0-0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 6-9.
8. I § 8, stk. 5, der bliver stk. 6, og i stk. 6, der bliver stk. 7, ændres ”1-4” til: ”1-5”.
9. I § 8, stk. 7, der bliver stk. 8 ændres ”1-5” til: ”1-6”.
10. I § 8, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres ”stk. 7” til: ”stk. 8”.
§ 3
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 22. maj 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 875 af 21. juni 2022 og § 6 i lov nr. 879 af 21. juni 2022 og § 1 i lov nr. 295 af 20. marts 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Loven omfatter endvidere personer, som har ret til en samtale i jobcenteret om uddannelsesmuligheder m.v., jf. § 38 a.«
2. Efter § 38 indsættes før overskriften før § 39:
»Samtale og vurdering af uddannelsesmuligheder i forbindelse med uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring
§ 38 a. For personer, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet er omfattet af målgruppen i § 18 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, skal jobcenteret tilbyde en samtale om uddannelsesmuligheder m.v. Personen vælger, om samtalen skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde.
Stk. 2. Ved samtalen skal personen og jobcenteret drøfte personens ønsker til og mulighed for at gennemføre en erhvervskompetencegivende
uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft. Jobcenteret skal endvidere vejlede personen om muligheder for tilbud m.v. efter denne lov. Stk. 3. Samtalen kan træde i stedet for en jobsamtale efter dette kapitel eller en opfølgningssamtale efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge.
Stk. 4. På baggrund af samtalen giver jobcenteret oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om personens ønske til uddannelse og en vurdering af, om
1) uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og
2) personen forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et job på fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen.«
§ 4
I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2. september 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 878 af 21. juni 2022 og § 2 i lov 295 af 20. marts 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 34 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. En person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 c, stk. 3 i lov om arbejdsskadesikring, har ret til sygedagpenge fra kommunen fra personens første fraværsdag, efter at retten til uddannelsesgodtgørelse ophører.«
2. I § 38 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. En person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf.
§ 18 c, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse. Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en blanket, som udleveres af kommunen.«
Xxx. 0-0 xxxxxx xxxxxxxx xxx. 6-9.
3. I § 38, stk. 6, som bliver stk. 7, ændres »stk. 1, 3, 4 eller 5« til: »stk. 1, 3, 4, 5 eller 6«, og »lønmodtageren« ændres til »personen«.
4. I § 38, stk. 7, som bliver stk. 8, ændres i 2. pkt. »jf. dog stk. 8« til: »jf. dog stk. 9«.
5. Efter § 51 indsættes:
»§ 51 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om beregning af sygedagpenge til en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 c i lov om arbejdsskadesikring.«
§ 5
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 466 af 20. marts 2021, ved § 3 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og senest ved § 5 i lov nr. 879 af 21. juni 2022, foretages følgende ændring:
1. I § 33 indsættes som nr. 11:
»11) Uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring udbetalt til ansøgerens ægtefælle.«
2. I § 69 j, stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 7-12« til: »stk. 7-13«.
3. I § 69 j indsættes efter stk. 12 som nyt stk.:
»Stk. 13. Uddannelsesgodtgørelse efter §§ 18 a-18 f i lov om arbejdsskadesikring medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen.«
Stk. 13 og 14 bliver herefter stk. 14 og 15.
Skatteministeriet
§ 6
I lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 374 af 30. marts 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 2203 af 29. december 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., udgår »på 17 pct.«
2. I § 3, stk. 1, nr. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Afgiften efter 1. pkt. udgør 17 pct. til og med den 31. december 2030 og 14,8 pct. fra og med den 1. januar 2031.«
3. I § 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., udgår »på 12 pct.«
4. I § 3, stk. 1, nr. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Afgiften efter 1. pkt. udgør 12 pct. til og med den 31. december 2030 og 9,8 pct. fra og med den 1. januar 2031.«
Ikrafttræden
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2024, jf. dog stk. 10.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 2, 7, 8, 10, 13, 17, 29, 30, 41, 42, 43, 45, 49, 51 og
57-59, § 2, nr. 1 og 2, samt §§ 3-5 finder anvendelse i sager om arbejdsulykker, der indtræder den 1. juli 2024 eller senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. juli 2024 eller senere, jf. dog stk. 7.
Stk. 3. § 1, nr. 3, 4, 9, 20, 22-25, 28, 33 og 34, finder anvendelse i sager, hvor der træffes afgørelse efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. § 1, nr. 5, kan finde anvendelse fra lovens ikrafttræden.
Stk. 5. § 1, nr. 14, finder anvendelse ved afgørelser fra lovens ikrafttræden, hvor tilskadekomne forinden er blevet vejledt om den nye bestemmelse i § 17 a, stk. 4.
Stk. 6. § 1, nr. 16, finder anvendelse i afgørelser, der træffes efter lovens ikrafttræden om
1) Ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt den 1. juli 2002 eller senere, og
2) Pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. juli 2002 eller senere.
Stk. 7. § 1, nr. 2, 10, 17, 42, 45, 49, 51 samt §§ 3-5 finder efter anmodning fra tilskadekomne anvendelse i sager, der er anmeldt før lovens ikrafttræden, og hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lovens ikrafttræden træffer afgørelse om mén på mindst 10 pct.
Stk. 8. § 1, nr. 46-50, finder anvendelse på anmodninger om genoptagelse, som fremsættes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 9. § 1, nr. 52, finder anvendelse i sager fra lovens ikrafttræden, hvor sagens parter er vejledt om søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af den
administrative rekurs. Fra den 1. juli 2029 finder § 1, nr. 52 anvendelse i alle sager og afgørelser efter loven, herunder for sager og afgørelser afgjort før den 1. juli 2024, uanset om sagens parter ikke er vejledt om søgmålsfristen og kravet om udnyttelse af den administrative rekurs.
Stk. 10. § 1, nr. 37, 53 og 56, træder i kraft den 1. januar 2025 og finder anvendelse på arbejdsulykker, der indtræder den 1. januar 2025 eller senere.
§ 8
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens § X kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og/eller Grønland med de ændringer, som de færøske/grønlandske/færøske henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger
Indhold
3. Lovforslagets hovedpunkter 32
3.1. Nyt formål om selvforsørgelse og tilknytning til arbejdsmarkedet 32
3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.2. Uddannelsesgodtgørelse 34
3.2.1. Ny ordning med uddannelsesgodtgørelse 34
3.2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
3.2.2. Jobcenterets arbejdsopgaver i forbindelse med afklaringen af uddannelsesmuligheder m.v. under ordningen 42
3.2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
3.2.3. Beskæftigelsesrettede ydelser ift. ordningen med uddannelsesgodtgørelse 47
3.2.3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
3.2.3.2. Forholdet til barselsdagpenge 52
3.2.3.3. Forholdet til arbejdsløshedsdagpenge 53
3.2.3.4. Forholdet til ydelser efter lov om aktiv socialpolitik 55
3.2.3.5. Forholdet til folke-, senior- og førtidspension Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
3.2.3.5.1. Gældende ret Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.2.3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.3. Mulighed for selvforsikrede arbejdsgivere ved arbejdsulykker til at afholde udgifter til indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet 60
3.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.4. Ny og forenklet årslønsberegning 62
3.4.1. Gældende ret Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
3.5. Større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne 69
3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.6. Præcisering af tabsbegrænsningspligten (§§ 17 og 17 a) 70
3.7. Samspillet mellem erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven 73
3.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.8. Bemyndigelsesbestemmelse, der skaber mulighed for et forsøg med at delegere afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne 77
3.8.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.9. Frist for medvirken til sagsoplysning og bødestraf 80
3.9.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.10.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.11. Søgsmålsfrist og rekurs 88
3.11.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.12. Aldersnedsættelse af méngodtgørelse (§ 18) 91
3.12.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede
3.13. Lettere adgang til erstatning ved vold på arbejdspladsen 91
3.13.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning 94
3.14. Højere erstatningsniveau for permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler 100
3.14.2.Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning 102
3.15. Erstatning for tab af forsørger indtil barnets 21. år 102
3.15.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning 104
3.16. Videregivelse af oplysninger om sort arbejde og socialt bedrageri 105
3.16.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning 106
3.17. Kapitaliseringstidspunkt (§ 27, stk. 4 og nyt stk. 5) 106
3.17.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
3.18. Mål for sagsbehandlingstid og fastsættelse af frister 108
3.18.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning 110
3.19. Andre tekniske ændringer i lov om arbejdsskadesikring 113
3.19.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning 113
3.20. Nedsættelse af arbejdsskadeafgiften 113
3.20.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
..............................................................................................................115
3.21. Lovforslagets ikrafttræden 115
4. Behandling af personoplysninger og forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven 118
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
5.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige .. Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
5.2. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser
for det offentlige ved ændring af arbejdsskadeafgiften Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
5.3. Samlede økonomiske konsekvenser for det offentlige Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
5.4. Implementeringskonsekvenser for det offentlige Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
6.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Fejl! Bogmærke er
ikke defineret.
6.3. Samlede økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Fejl!
Bogmærke er ikke defineret.
6.4. Administrative konsekvenser for erhvervslivet Fejl! Bogmærke er ikke defineret.
7. Administrative konsekvenser for borgerne 126
8. Klimamæssige konsekvenser 126
9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser 126
10. Forholdet til EU-retten 126
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v 127
1. Indledning
Næsten halvdelen af de tilskadekomne, der kommer ud for en erstatningsberettiget arbejdsulykke, er ikke i ordinær beskæftigelse 5 år efter skaden, og arbejdsskadesystemet er præget af lange sagsbehandlingstider og sagsforløb, hvor tilskadekomne afventer en afklaring på de erstatningsretlige følger af pågældendes arbejdsskade. Det giver store udfordringer både for den enkelte, men også for samfundet. Aftalen om et forbedret arbejdsskadesystem skal derfor styrke og forbedre arbejdsskadesystemet, så det tager bedre hånd om den tilskadekomne efter en skade. Aftalen skal bidrage til, at flere kommer tilbage i job efter en arbejdsskade, forkorte sagsbehandlingstider og -forløb samt øge erstatningsniveauet. Det sker ved en række initiativer.
Tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade kan forbedres bl.a. ved at etablere en uddannelsesgodtgørelsesordning, der gør det muligt for tilskadekomne at tage en uddannelse med henblik på, at
tilskadekomne i højere grad opnår varig beskæftigelse på arbejdsmarkedet efter en skade. Herudover bliver der med aftalen bl.a. tilføjet en ny formålsbestemmelse i loven om, at det også er et formål, at tilskadekomne opnår tilknytning til arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende. Endvidere bliver der nedsat en teknisk arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a. arbejdsmarkedets parter, som skal undersøge, hvorfor tilskadekomne mister tilknytning til arbejdsmarkedet og pege på tiltag til at forbedre tilknytningen.
Kortere sagsbehandlingstider skal bl.a. opnås med en ny og forenklet årslønsberegning. Med forslaget bliver årslønnen fastsat på et objektivt grundlag. Det skal forenkle beregningen af tilskadekomnes årsløn i langt de fleste sager. Herudover omfatter aftalen en række yderligere initiativer, der skal bidrage til kortere sagsforløb, som f.eks. ændrede genoptagelsesregler og større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne samt bøder til professionelle aktører, der indsender sagsoplysninger for sent.
Erstatningssystemet forbedres bl.a. ved, at grænsen for aldersnedsættelse for størrelsen af méngodtgørelsen bliver øget ved næstkommende hævelse af pensionsalderen, og at erstatningsniveauet for permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler bliver hævet. Herudover forpligtes visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en ulykkesforsikring for ansatte, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet fra borgere, som de drager omsorg for. Øvrige arbejdsgivere gives mulighed for det samme.
For at tilbageføre det varige statslige provenu som følge af aftalen til arbejdsgiverne foreslås det, at nedsætte arbejdsskadeafgiften med 2,2 procentpoint fra og med den 1. januar 2031. Med aftalen skal arbejdsskadeafgiften fra og med den 1. januar 2031 nedsættes fra 17 pct. af de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende erhvervssygdomme til 14,8 pct. og fra 12 pct. af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet til 9,8 pct.
2. Lovforslagets baggrund
Den daværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet har indgået aftale om et forbedret arbejdsskadesystem. Moderaterne har tilsluttet sig aftalen.
Aftalen skal styrke og forbedre arbejdsskadesystemet med en række konkrete initiativer, der skal fremme tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet samt forkorte sagsbehandlingstiderne og øge erstatningsniveauet. Aftalen tager udgangspunkt i, at ændringer på arbejdsskadeområdet skal ske trinvist og i et tempo, så det er muligt at lære af erfaringerne. Som del af aftalen vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse udarbejde en redegørelse om forhold, der har betydning for sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, herunder mulige forbedringspotentiale. Redegørelsen forelægges aftalekredsen med henblik på drøftelse heraf.
Hvert år får cirka 15.000 tilskadekomne anerkendt en arbejdsulykke som en arbejdsskade, og cirka 4.000 tilskadekomne får anerkendt en erhvervssygdom, der kan knyttes til deres arbejde. Mange tilskadekomne kommer hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet, men i 2.000-3.000 sager pådrager tilskadekomne sig en så alvorlig skade, at de får et tab af erhvervsevne som følge af skaden.
Enhver arbejdsskade er én for meget, og så mange arbejdsskader som muligt skal forebygges. Det er til gavn for medarbejderne og virksomhederne.
Næsten halvdelen af de tilskadekomne, der kommer ud for en erstatningsberettiget arbejdsulykke, er ikke i ordinær beskæftigelse 5 år efter skaden. Det til trods for, at de havde en høj arbejdsmarkedstilknytning før skaden. Det er et tab både for den enkelte, der ikke længere er en del af arbejdsfællesskabet, for arbejdsgiverne, der mister værdifuld arbejdskraft, og for samfundet. Arbejdsskadesystemet skal derfor i højere grad end i dag understøtte, at tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en skade og så vidt muligt bliver selvforsørgende. Det kan ske ved, at tilskadekomne varetager nye funktioner i deres hidtidige fag eller opnår ny varig beskæftigelse indenfor et andet fag.
Tilskadekomne, der har et tab af erhvervsevne, kan vente lang tid på en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. I 2021 tog det i gennemsnit ca. 26 måneders sagsbehandling, fra en sag blev oprettet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf en afgørelse med tilkendelse af erstatning for erhvervsevnetab. Med aftalen er det målet, at sagsbehandlingstiden bliver forkortet, så tilskadekomne hurtigere får afklaret deres situation, herunder deres økonomi. Der sættes med aftalen særligt fokus på at få nedbragt sagsbehandlingstiden for de sager, der tager længst tid at afgøre. Aftalepartierne er enige om at følge udviklingen og
implementeringen af aftalen løbende og at drøfte yderligere initiativer, hvis der vurderes at være behov.
Arbejdsskadesystemet skal sikre arbejdstagere en økonomisk kompensation, når de rammes af en arbejdsskade opstået efter en arbejdsulykke eller en erhvervsbetinget sygdom. Det sker ved at yde erstatning til tilskadekomne, men også ved f.eks. at give tilskud til permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler. Det skal bidrage til, at tilskadekomne kommer godt videre efter skaden.
Arbejdsskadeafgiften blev i sin tid indført for at medvirke til at øge virksomhedernes incitament til at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge arbejdsskader.
Afgiften pålægges arbejdsgiverne og opkræves af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sammen med det ordinære AES-bidrag. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afregner afgiften til Skatteforvaltningen én gang årligt i september. Afgiften udgør 17 pct. af de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende erhvervssygdomme og 12 pct. af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Nyt formål om selvforsørgelse og tilknytning til arbejdsmarkedet
Det fremgår af formålsbestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 1, at formålet med loven er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Af bemærkningerne til den gældende formålsbestemmelse fremgår det, at det er vigtigt, at arbejdsskadesikringsloven i videst muligt omfang understøtter den øvrige indsats på beskæftigelsesområdet, således at det sikres, at tilskadekomne så vidt muligt bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Arbejdsskadesikringsloven indeholder dog kun i begrænset omfang bestemmelser, hvor arbejdsmarkedstilknytning indgår som parameter. Det indebærer, at der i arbejdsskadesystemet ikke er fokus på det specifikke formål at understøtte selvforsørgelse og/eller tilknytning til arbejdsmarkedet, som i dag er et centralt element i den øvrige lovgivning på beskæftigelsesområdet, som f.eks. i kontanthjælps- og sygedagpengelovgivningen. Selv om det allerede med den gældende retstilstand er tilsigtet, at arbejdsskadesikringsloven i videst mulig
udstrækning skal understøtte disse formål, indebærer det bl.a., at de professionelle aktører på arbejdsskadeområdet ikke har et naturligt fokus på at indtænke prioriteringer, sagsskridt m.v., som kan understøtte de tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade, ved behandlingen af de konkrete arbejdsskadesager.
3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
En analyse viser, at der for næsten halvdelen af de personer, der kommer ud for en arbejdsulykke, ses et fald i beskæftigelsen umiddelbart efter ulykkestidspunktet. Det indebærer, at 1/4 overgår fra beskæftigelse til en offentlig forsørgelsesydelse eller trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det betyder, at tilskadekomne i mange tilfælde mister tilknytningen til det arbejdsfællesskab, som de har været en del af.
Partierne bag arbejdsskadeaftalen er på denne baggrund enige om, at der er behov for, at arbejdsskadesikringslovens formålsbestemmelse suppleres, således at det præciseres, at formålet med arbejdsskadesystemet udover at yde økonomisk kompensation for en arbejdsskade også skal understøtte, at tilskadekomne kommer tilbage på arbejdsmarkedet og så vidt muligt bliver selvforsørgende med varig beskæftigelse.
Det foreslås derfor, at formålsbestemmelsen udvides, således at det vil fremgå, at lovens formål er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade samt at understøtte, at tilskadekomne i størst mulig udstrækning bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade og så vidt muligt bliver selvforsørgende med varig beskæftigelse.
Formålet med forslaget om denne udvidelse af formålsbestemmelsen er at sikre, at arbejdsskadesystemet, herunder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ved administrationen af arbejdsskadesikringsloven, har fokus på at understøtte, at tilskadekomne så vidt muligt vender tilbage til selvforsørgelse i varig, ordinær beskæftigelse eller bevarer så stor tilknytning til arbejdsmarkedet som muligt, hvis selvforsørgelse på ordinære vilkår ikke er muligt. Dette er også i overensstemmelse med arbejdsmarkedets parters anbefaling i afrapporteringen fra de tekniske drøftelser om arbejdsskadeområdet fra maj 2022.
Derudover skal formålsbestemmelsen særligt ses i sammenhæng med andre elementer i arbejdsskadeaftalen, som skal understøtte tilskadekomnes muligheder for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i størst mulig
udstrækning efter en arbejdsskade. Det drejer sig bl.a. om forslaget i § 1, nr. 17, om at indføre en uddannelsesgodtgørelse, som vil være en nyskabelse på arbejdsskadeområdet, idet ydelsen er betinget af aktiv deltagelse i erhvervskompetencegivende uddannelser med henblik på at bevare eller styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet og forslaget i § 1, nr. 5, som vil give offentligt ansatte med en arbejdsskade bedre mulighed for at modtage en særlig behandling eller indsats, der skal understøtte pågældendes tilknytning til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt.
3.2. Uddannelsesgodtgørelse
3.2.1. Ny ordning med uddannelsesgodtgørelse
Efter de gældende regler findes der ikke en ordning, hvorefter tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Det fremgår af § 1 i lov om arbejdsskadesikring, at formålet med loven er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Gennem arbejdsgivernes finansiering af erstatninger
m.v. understøttes arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejdsskader.
Ifølge lovens § 11 er de ydelser, der kan gives efter loven bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17 og § 17 a, og godtgørelse for varigt mén, jf. § 18.
I forhold til erstatning for tab af erhvervsevne fremgår det af § 17, stk. 1, at hvis arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Der ydes dog ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.
Af § 17, stk. 2, fremgår det, at der ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne skal tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Det fremgår af § 17, stk. 3, at hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.
Ifølge § 17, stk. 5, tilkendes erstatningen som en løbende ydelse, medmindre den kapitaliseres efter reglerne i § 27. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årligt 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.
Efter de nuværende regler, lægges der ved udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne således vægt på tilskadekomnes muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. En person, som er kommet til skade på sit arbejde, vil under sagens behandling i arbejdsskadesystemet kunne gå i gang med en uddannelse enten i det ordinære uddannelsessystem, dvs. en uddannelse med SU eller som et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ud over bestemmelsen om, at tilskadekomnes muligheder for omskoling tillægges betydning ved udmåling af erstatning, indeholder arbejdsskadesikringsloven ikke regler, som tilskynder tilskadekomne til at tage en ny uddannelse efter en arbejdsskade, som kan forbedre tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Tilskadekomne har i dag mulighed for opkvalificering og omskoling efter de almindelige regler i beskæftigelsessystemet, mens vedkommendes arbejdsskadesag behandles i arbejdsskadesystemet. Hvis tilskadekomne er sygedagpengemodtager, dagpengemodtager eller omfattet af en anden relevant målgruppe i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan kommunen give tilskadekomne tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og tilbud om vejledning og opkvalificering. Derudover kan der efter loven iværksættes et revalideringsforløb for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når visse betingelser er opfyldt. Opkvalificeringen vil desuden kunne ske på tilskadekomnes eget initiativ i det ordinære uddannelsessystem med SU. Hvis tilskadekomne er omfattet af reglerne om program i integrationsloven, kan kommunen tilbyde tilskadekomne program med virksomhedsrettede indsatser. Der henvises for nærmere herom til afsnit 3.2.2. om jobcentrets arbejdsopgaver.
Når betingelserne er opfyldt, kan der i en revaliderings- eller omskolingsperiode tilkendes en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3.
Efter arbejdsskadesikringsloven er der i dag ikke mulighed for at tilkende en særlig erstatning eller godtgørelse, når tilskadekomne efter en arbejdsskade er under revalidering eller omskoling, uanset om det sker for egen regning eller om pågældende modtager en offentlig ydelse, herunder eventuelt SU, under revalidering eller omskoling.
Da der i dag ikke er en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, er der heller ikke regler i lov om arbejdsskadesikring om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver i forbindelse med ordningen, herunder vurdering af om tilskadekomne er omfattet af ordningen eller fastsættelsen af størrelsen på uddannelsesgodtgørelsen.
3.2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Andelen af selvforsørgende falder, jo højere méngraden for de tilskadekomne er. Den lave andel er til trods for, at gruppen af arbejdsskadede har en høj tilknytning til arbejdsmarkedet inden skaden. En lav arbejdsmarkedstilknytning har negative konsekvenser både for den enkelte tilskadekomne, for arbejdsgiverne og for samfundet.
Det foreslås derfor at give tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med en særlig godtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats. I dag vælger få at tage en uddannelse. Ordningen skal give tilskadekomne, der ikke længere kan varetage job inden for deres hidtidige arbejdsområder, bedre muligheder for at blive omskolet med en erhvervskompetencegivende uddannelse, så de på trods af deres skade i højere grad kan udnytte deres arbejdsevne. Forslaget skal derved fremme tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet og forbedre deres muligheder for at varetage et arbejde efter skaden. Med forslaget vil tilskadekomne få en frivillig mulighed for at forbedre deres mulighed til fortsat at kunne være på arbejdsmarkedet på trods af deres arbejdsskade.
Målgruppen er tilskadekomne med en forventet méngrad på mindst 10 procent som følge af arbejdsskaden, som ikke er i arbejde. Tilskadekomne med en méngrad på mindst 10 pct. har en lav tilknytning til arbejdsmarkedet efter arbejdsskaden, som ikke ændrer sig mærkbart over tid. Kun ca. halvdelen af alle tilskadekomne med en méngrad på mindst 10 pct. er selvforsørgende et år efter arbejdsskaden, og dette ser ikke ud til at rette sig over tid. Det forventes derfor, at det særligt er denne gruppe, der
vil have gavn af den nye ordning, som vil understøtte omskoling til et erhverv, som de kan varetage efter skaden.
Det foreslås, at visitationsprocessen tilrettelægges sådan, at det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der indledningsvist vurderer, om tilskadekomne er omfattet af målgruppen for ordningen. I givet fald tilbydes tilskadekomne en samtale med bopælskommunen herom, og mulighederne for omskoling via en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse undersøges ved, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter oplysninger fra kommunen om tilskadekomnes ønsker til uddannelse, behovet for arbejdskraft på det ønskede område m.v. Dialogen med borgeren om konkrete uddannelsesmuligheder og arbejdsmarkedets behov sker i kommunens jobcenter. Det skal ses i lyset af, at de fleste tilskadekomne, som uddannelsesgodtgørelsen kan være relevant for, allerede vil være i dialog med kommunens jobcenter.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal indledningsvist vurdere, om tilskadekomne:
1) forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader,
2) er uden for beskæftigelse, eller i en opsigelsesperiode, der udløber inden start på uddannelsen,
3) skønnes fremover ikke at kunne anvende sin erhvervsmæssige uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid, og
4) skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.
Borgere på langvarig offentlig forsørgelse er i risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor forventes det, at bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opstiller mål for sagsbehandlingstiden i disse sager, der kan sikre, at den indledende vurdering i forhold til målgruppen sker tidligst muligt og senest, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om mén. Dermed skal de tilskadekomne ikke vente unødigt, inden de får tilbuddet om uddannelsesgodtgørelse. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på et tidligere tidspunkt, f.eks. i forbindelse med afgørelsen om, at skaden kan anerkendes som en arbejdsskade i henhold til arbejdsskadesikringsloven, skønner, at méngraden med en vis sandsynlighed vil være mindst 10 pct., kan vurderingen foretages på dette tidspunkt.
Hvis tilskadekomne vurderes at være i målgruppen til ordningen, og tilskadekomne ønsker at deltage i ordningen, anmoder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring pågældendes bopælskommune om oplysninger om
- tilskadekomnes ønske til uddannelse, og
- kommunens vurdering af, om uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og om tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på fuld tid almindelige vilkår efter uddannelsen.
Det vil således være et krav, at uddannelsen er erhvervskompetencegivende, og at kommunen vurderer, at uddannelsen er inden for et område med behov for arbejdskraft og dermed giver gode beskæftigelsesmuligheder. Når jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft inden for et område, benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked (Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Når kommunen via samtale med tilskadekomne har afklaret ovenstående, sender kommunen oplysningerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter træffer afgørelse om, hvorvidt tilskadekomne kan blive omfattet af ordningen, og i givet fald med hvilken uddannelse og uddannelsesgodtgørelsens størrelse. Det foreslås, at der vil kunne udveksles oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunerne til brug for behandlingen af sager om uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dermed kunne videregive nødvendige oplysninger til kommunerne om tilskadekomne, der skal tilbydes en samtale i jobcenteret, og kommunerne vil kunne videregive nødvendige oplysninger til brug for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser om uddannelsesgodtgørelse.
Tilskadekomne, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, vil efter aftale med jobcentret og uden dagpengemæssige konsekvenser kunne afbryde eventuelle igangværende tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når vedkommende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Det bemærkes, at et medlem af en arbejdsløshedskasse dog uden forudgående aftale med jobcentret vil kunne ophøre i et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats uden dagpengemæssige konsekvenser, hvis det skyldes, at medlemmet skal begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed.
Hvis medlemmet derimod uden forudgående aftale med jobcenteret afbryder et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for at påbegynde uddannelse af mindre end 1 års varighed, vil medlemmet ikke have en gyldig grund til at ophøre i et tilbud og vil kunne ifalde en sanktion efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
En sanktion efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan ikke effektueres i uddannelsesgodtgørelsen, men vil kunne få betydning, hvis medlemmet igen søger om arbejdsløshedsdagpenge mindre end 1 år efter påbegyndelse af en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
Når tilskadekomne påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil pågældende som alt overvejende udgangspunkt ikke længere opfylde betingelserne for at modtage sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, hjælp efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, herunder uddannelseshjælp og kontanthjælp, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller jobafklaringsforløb efter §§ 68 og 69 j samt ledighedsydelse efter §§ 74 og
§§ 74 a, jf. afsnit 3.2.3.
Tilskadekomne vil være berettiget til hjælp efter §§ 22-25, § 69 og § 69 j, §
74 og § 74 a i lov om aktiv socialpolitik, indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.
Efter § 33, stk. 2, jf. § 14, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen se bort fra erstatning for tab af erhvervsevne i form af indtægter og formue, der udbetales som følge af personskade efter lov om arbejdsskadesikring. Eftersom uddannelsesgodtgørelsen ikke udgør erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a i lov om arbejdsskadesikring, vil kommunen ikke skulle se bort fra uddannelsesgodtgørelse ved udmåling af hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, herunder bl.a. uddannelseshjælp og kontanthjælp.
Tilskadekomne, som forud for ret til uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har ret til arbejdsløshedsdagpenge, vil være berettiget til dagpenge, indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt fortsat opfylder betingelserne for at modtage arbejdsløshedsdagpenge.
Det foreslås, at den tilskadekomne under uddannelsen vil kunne få en indtægt svarende til 83 pct. af pågældendes hidtidige årsløn, dog minimum 110 pct. af dagpengesatsen. Årslønnen kan højest fastsættes til 588.000 kr. (2023) inkl. arbejdsmarkedsbidrag efter de almindelige regler om årsløn, jf.
§ 24, stk. 5. [Det foreslås, at det fortsat skal være muligt for tilskadekomne at modtage den tabte arbejdsfortjeneste, som vedkommende evt. er berettiget til efter erstatningsansvarsloven, i det omfang denne måtte overstige uddannelsesgodtgørelsen.]
Øvrige A- og B-indkomst i perioden med uddannelsesgodtgørelse, vil som udgangspunkt blive modregnet i uddannelsesgodtgørelsen. Det vil bl.a. betyde, at i de tilfælde, hvor tilskadekomne på grund af sygdom eller barsel i løbet af uddannelsen bliver berettigede til syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, vil disse blive fradraget i uddannelsesgodtgørelsen. Det skal bemærkes, at som udgangspunkt vil en person, der modtager uddannelsesgodtgørelse, og som undervejs i forløbet bliver syg eller skal på barsel, forblive i ordningen og modtage uddannelsesgodtgørelse, og ikke have ret til syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.
En tilskadekommen, der bliver syg under uddannelsesforløbet, vil få pligt til at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked om sygdommen og indsende lægelig dokumentation, hvis den pågældende ikke har deltaget i uddannelsen i mere end 30 dage på grund af sygdom. Det foreslås, at tilskadekomne ikke mister uddannelsesgodtgørelsen ved sygdom i op til 6 måneder eller ved sygdom i mere end 30 dage tre gange. Ved sygdom herudover vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om ophør af uddannelsesgodtgørelse og tilskadekomne vil dermed udgå af ordningen. Tilskadekomne vil evt. kunne fortsætte på uddannelsen uden uddannelsesgodtgørelse i det omfang reglerne for uddannelsen giver mulighed for det.
Tilskadekomne vil kunne anmode om at komme ind i ordningen med uddannelsesgodtgørelse igen én gang. Alternativt må den pågældende ansøge om sygedagpenge. Der vil være ret til sygedagpenge for en person,
der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, hvis betingelserne for sygedagpenge i øvrigt er opfyldt. Tilskadekomne vil evt. senere kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse igen.
Det foreslås, at hvis der er ret til fravær efter barselsloven, vil tilskadekomne kunne modtage uddannelsesgodtgørelse under orlov fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog op til 12 måneder, hvis tilskadekomne er enlig forsørger. Det foreslås herudover, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, og at tilskadekomne udgår af ordningen, når vedkommende udskrives af uddannelsen, ikke længere er studieaktiv eller holder orlov af andre grunde, end når der er ret til fravær efter barselsloven.
Det foreslås, at arbejdsmarkedets Erhvervssikring udbetaler uddannelsesgodtgørelsen i alle sager om uddannelsesgodtgørelse, uanset om det er en erhvervssygdoms- eller ulykkessag. Det foreslås endvidere, at staten finansierer en andel af uddannelsesgodtgørelsen og refunderer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for denne andel. I sager, hvor der er tegnet forsikring ved et arbejdsulykkesforsikringsselskab, refunderer forsikringsselskabet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forsikrings- selskabets andel af uddannelsesgodtgørelsen. En selvforsikret arbejdsgiver refunderer ligeledes sin andel af uddannelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter uddannelsen alene vil skulle vurdere den tilskadekomnes erhvervsevnetab, hvis tilskadekomne anmoder om det og kan sandsynliggøre, at vedkommende fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde efter gennemført uddannelse. Tabet af erhvervsevne vil – som efter gældende ret – blive vurderet ud fra tilskadekomnes samlede kompetencer. Tilskadekomne har med uddannelsen som udgangspunkt opnået nye kompetencer – og antages fremadrettet som udgangspunkt at kunne opnå beskæftigelse med uddannelsen. Det er derfor også en forventning, at der fremadrettet ikke er et tab af erhvervsevne efter endt uddannelse, eller at tabet vil være lavere end uden den nye uddannelse, hvorefter erstatningen ligeledes vil være lavere fremadrettet fra uddannelsesgodtgørelsens ophør. For perioden, hvor tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelse, tilkendes der ikke erhvervsevnetabserstatning, idet tilskadekomne modtager den særlige uddannelsesgodtgørelse i denne periode.
For at give tilskadekomne en yderligere tilskyndelse til at deltage i ordningen foreslås det, at tilskadekomnes eventuelle fortsatte tab af erhvervsevne efter uddannelsen vil blive kompenseret med 100 pct. ved fuldstændigt tab af erhvervsevne og ved nedsættelse af erhvervsevnen med en forholdsmæssig andel heraf. Det er 17 procentpoint højere end normalt. Hermed vil den erstatning, som tilskadekomne eventuelt vil få udbetalt efter uddannelsen, være med en højere dækningsgrad, end personen ville få uden uddannelsen. Aftalepartierne er enige om, at kompensationsgraden på 100 pct. for eventuelt resterende erhvervsevnetab alene gælder for uddannelsesgodtgørelsesordningen og skal bidrage til at gøre ordningen attraktiv for tilskadekomne. Aftalepartierne er enige om, at det generelle kompensationsniveau på 83 pct. på arbejdsskadeområdet skal fastholdes.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration af ordningen falder ind under de opgaver, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal løse i henhold til § 2, stk. 1, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Da der er tale om en ny ordning, vil implementeringen løbende blive overvåget, så der kan foretages tilpasninger, hvis det er nødvendigt. Det vil ske med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, KL og forsikringsselskaber. Desuden vil ordningen 5 år efter ikrafttrædelse blive evalueret med henblik på, om de tilskadekomne fuldfører uddannelsen, og om ordningen er finansieret på en hensigtsmæssig måde, herunder om beregningen af den gennemsnitlige statslige takst pr. deltager i ordningen stadig afspejler målgruppens sammensætning.
Efter 10 år evalueres ordningen med henblik på, om ordningen fører til øget beskæftigelse.
Efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats varetager kommunens jobcenter beskæftigelsesindsatsen for personer, som er omfattet af målgrupperne i lovens § 6 og for beskæftigede m.v., som er omfattet af lovens § 7.
Efter lovens § 6 er målgrupperne: Dagpengemodtagere, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere som ikke er
omfattet af introduktionsprogrammet i integrationsloven (overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet), sygedagpengemodtagere, personer i jobafklarings- og ressourceforløb, fleksjobvisiterede, revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende ledige og unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.
Jobcenteret holder som led i et kontaktforløb jobsamtaler med hovedparten af personerne i målgrupperne i § 6. For sygedagpengemodtagere holdes der i stedet opfølgningssamtaler som led i sygedagpengeopfølgningen efter lov om sygedagpenge. For personer, der er omfattet af integrationsloven, holdes opfølgende samtaler som led i opfølgning på kontrakten om integrationsindsatsen samt jobsamtaler som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven, jf. § 20. Integrationslovens regler finder anvendelse de første fem år, som udlændingen opholder sig her i landet.
Jobcenteret kan endvidere give en række tilbud til personer i målgrupperne i § 6. Tilbuddene gives efter reglerne i lovens kapitel 11-14, og der er i de enkelte kapitler fastsat, hvilke målgrupper der kan få de enkelte tilbud. Tilbuddene efter kapitel 11-14 er: Tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om ansættelse med løntilskud, tilbud om nytteindsats og tilbud om vejledning og opkvalificering.
Jobcenteret kan endvidere iværksætte et revalideringsforløb for personer med begrænsninger i arbejdsevnen efter lovens kapitel 21, når øvrige beskæftigelsesrettede indsatser efter loven eller andre indsatser efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at forsørge sig selv, og personen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet, så personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. Et revalideringsforløb kan bl.a. bestå af tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om ansættelse med løntilskud og tilbud om vejledning og opkvalificering.
Efter lovens § 53 skal tilbud så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og tilbud gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger, med henblik på at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. Der er en række undtagelser hertil i bestemmelsens stk. 2-8 og lovens § 54.
Når jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft
inden for et område, benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked (Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv beskæftigelsesindsats med senere ændringer.
Efter § 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats omfatter loven tillige beskæftigede personer, der kan få en indsats efter reglerne i § 97, stk. 3, om den regionale uddannelsespulje, afsnit VII om indsatsen over for beskæftigede m.v. og afsnit VIII om understøttelse af indsatsen. Det omfatter bl.a. beskæftigede, som ansættes som voksenlærlinge, eller som deltager i jobrotationsprojekter.
Da der i dag ikke er en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, er der heller ikke regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller i integrationsloven om jobcenterets samtaler med tilskadekomne om uddannelsesmuligheder og vurderinger af uddannelsen m.v. i forbindelse med ordningen.
3.2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det følger af Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem fra september 2022, at der etableres en ny uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse for tilskadekomne, og at ordningen administreres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Det er således Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der visiterer tilskadekomne til ordningen og træffer afgørelse om retten til at deltage i en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
For en nærmere beskrivelse af ordningen henvises til pkt. 3.2.1.2. ovenfor. Det foreslås, at jobcentrene varetager visse arbejdsopgaver i forbindelse med ordningen, da jobcentrene i forvejen har kontakt med hovedparten af de tilskadekomne, som typisk enten får en indsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge eller integrationsloven, og modtager en forsørgelsesydelse.
Jobcenteret har endvidere viden om uddannelsesmuligheder og om, hvilke uddannelser der er erhvervskompetencegivende uddannelser, som giver kompetence inden for jobområder med behov for arbejdskraft.
Det foreslås derfor, at jobcenteret skal tilbyde en samtale til en person, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet er i målgruppen for ordningen efter § 18 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring.
Persongruppen for samtalen vil både kunne være personer, som er omfattet af en målgruppe i § 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og personer, der ikke er omfattet af målgrupperne i lovens § 6 eller kan få en indsats efter lovens § 7.
Det kan f.eks. være både personer, som modtager sygedagpenge eller en anden forsørgelsesydelse, f.eks. selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse eller personer, som ikke modtager forsørgelsesydelser, eller som ikke har ophold eller bopæl i Danmark.
Jobcenteret vil have pligt til at tilbyde samtalen. For personen vil samtalen derimod være frivillig.
Det foreslås videre, at personen vælger, om samtalen skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde.
Ved personligt fremmøde forstås, at jobsamtalen skal holdes ved, at personen møder fysisk frem til et møde med en ansat fra jobcenteret. Ved en telefonisk samtale forstås, at en ansat fra jobcenteret taler direkte med personen. Personligt digitalt fremmøde betyder, at der vil være krav om, at der er en direkte billed- og lydforbindelse ved jobsamtalen (video).
Det foreslås videre, at personen og jobcenteret ved samtalen skal drøfte personens ønsker til og mulighed for at gennemføre en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft.
Samtalen skal tage udgangspunkt i personens overvejelser om og eventuelle ønsker til uddannelse, samt om personen mener, at vedkommende kan gennemføre uddannelsen og efterfølgende varetage et job på fuld tid på almindelige vilkår. Jobcenteret skal under samtalen vejlede om uddannelsesmuligheder, herunder om hvilke uddannelser, der er erhvervskompetencegivende uddannelser, som giver kompetence inden for jobområder med behov for arbejdskraft.
Ved erhvervskompetencegivende uddannelser forstås en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu), som afsluttes på
niveau 3 i forberedende grunduddannelse (FGU højeste niveau), en professionsbacheloruddannelse eller en anden videregående uddannelse.
Ved uddannelser, som giver kompetence inden for områder med behov for arbejdskraft, forstås uddannelser, som giver kompetence inden for jobområder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder. Ved jobcenterets vejledning og vurderingen af, om der er tale om en uddannelse inden for jobområder med gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder, vil jobcenteret – ligesom ved vejledning om og vurderingen heraf i dag – skulle bruge Arbejdsmarkedsbalancen.
I arbejdsmarkedsbalancen vil det omfatte jobområder/stillinger på det regionale arbejdsmarked inden for følgende 4 kategorier: Gode jobmuligheder, Mangel på arbejdskraft, Paradoks og Omfattende mangel på arbejdskraft.
Jobcenteret vil til brug for vurderingen af, om en konkret uddannelse giver kompetencer til jobområder/stillinger inden for de 4 kategorier kunne anvende Børne- og Undervisningsministeriets UddannelsesGuide (xxx.xx.xx), som beskriver de stillinger, som en konkret uddannelse vil kunne give job indenfor. Herefter vil jobcenteret kunne anvende arbejdsmarkedsbalancen til vurderingen af, om disse stillinger ligger inden for de 4 kategorier i arbejdsmarkedsbalancen.
Det foreslås videre, at jobcenteret under samtalen også skal vejlede personen om mulighederne for tilbud m.v. i beskæftigelsessystemet, f.eks. tilbud om virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, som kan være alternative veje tilbage i job. Vejledningen vil skulle ske i relevant omfang ud fra personens behov.
Med forslaget får personen ret til en samtale, hvor personen får vejledning og hjælp til at afklare uddannelsesønsker og muligheder samt vejledning om tilbud m.v., som personen har mulighed for via beskæftigelsessystemet, f.eks. tilbud om virksomhedspraktik og løntilskudsjob.
Det foreslås videre, at samtalen kan træde i stedet for en jobsamtale i kontaktforløbet efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller en opfølgningssamtale i opfølgningsforløbet efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge. For personer, som har et kontaktforløb/opfølgningsforløb, kan samtalen således medregnes i antallet af
jobsamtaler/opfølgningssamtaler, som skal holdes i kontaktforløbet/opfølgningsforløbet.
Det foreslås endelig, at jobcenteret på baggrund af samtalen skal give oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om personens ønske til uddannelse og en vurdering af, om
- uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og
- personen forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et job på fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen.
Jobcenteret vil dermed skulle videregive oplysninger og en vurdering til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til brug for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om personen kan bevilges uddannelsesgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i den uddannelse, som personen ønsker at deltage i.
For en beskrivelse af hjemlen til, at jobcenteret kan udveksle oplysningerne med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, henvises til bemærkningerne til § 18 b, stk. 4 og § 1, nr. 42.
Jobcenteret vil skulle videregive personens egne oplysninger om den uddannelse, som personen ønsker at deltage i, med uddannelsesgodtgørelse.
Jobcenteret vil desuden skulle oplyse, om jobcenteret vurderer, at uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft, jf. beskrivelsen ovenfor om, hvad der forstås ved en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft.
Jobcenteret vil endelig skulle oplyse, om det er jobcenterets vurdering, at personen må forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et job på fuld tid på almindelige vilkår efter uddannelsen. Jobcenterets vurdering heraf vil skulle ske på baggrund af samtalen med personen og kendskab til personens ledighedsforløb i øvrigt, f.eks. deltagelse i tidligere uddannelsesforløb i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.
Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således få en række nødvendige oplysninger og vurderinger fra jobcenteret, som kan bidrage til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om en personen kan tage en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
3.2.3. Beskæftigelsesrettede ydelser ift. ordningen med uddannelsesgodtgørelse
3.2.3.1. Sygedagpenge
Efter § 6, stk. 2, i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2. september 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 878 af 21. juni 2022 og § 2 i lov nr. 295 af 20. marts 2023, fastsætter beskæftigelsesministeren regler om bl.a. personer, der deltager i erhvervsmæssig uddannelse af begrænset omfang. Reglerne herom er fastsat i § 26 i bekendtgørelse nr. 1091 af 1. juni 2021 om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge
m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 1484 af 29. juni 2021. Der kan herefter, til personer, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, ydes sygedagpenge uanset deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse, når uddannelse og erhvervsarbejde før sygefraværet er foregået sideløbende. Der kan endvidere ydes sygedagpenge, hvis en erhvervsmæssig uddannelse påbegyndes under sygefraværet, når der højst er 6 timers undervisning pr. uge, når uddannelsen er forenelig med sygebehandlingen og ikke forhaler helbredelsen, og når uddannelsen ikke udskyder iværksættelse af erhvervsmæssig revalidering. Sker deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 14 som led i kommunens opfølgningsindsats, fastsættes det ugentlige timetal ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag.
Efter § 7 i sygedagpengeloven er retten til sygedagpenge betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.
Efter § 27, stk. 1, nr. 6, i sygedagpengeloven træffer kommunen afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af revurderingstidspunktet i § 24, når der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Efter § 32, stk. 1, i sygedagpengeloven kan en lønmodtager opfylde beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge ved at være i beskæftigelse og have været det en vis periode og med et vist timetal inden sygdommen. Kravet kan f.eks. også opfyldes ved, at en person har ret til arbejdsløshedsdagpenge, eller ved at personen er elev i lønnet praktik.
Beskæftigelseskravet kan efter § 34 i sygedagpengeloven også være opfyldt ved, at en person pådrager sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Efter § 42 i sygedagpengeloven kan selvstændige opfylde beskæftigelseskravet ved at have udøvet selvstændig virksomhed i en vis periode og omfang inden sygdommen.
Hvis der skal være ret til at få udbetalt sygedagpenge fra kommunen, skal sygdommen anmeldes til kommunen. Som udgangspunkt er det arbejdsgiveren, der skal anmelde for en lønmodtager og a-kassen for en ledig. En selvstændig anmelder selv sygefraværet. Reglerne herom er i sygedagpengelovens §§ 38, 40, 40 a og 43, der også fastsætter frister for, hvornår anmeldelsen skal ske, og at anmeldelse sker via Nemrefusion.
Hvis en lønmodtager ikke har en arbejdsgiver eller en a-kasse, der kan anmelde fraværet, sker anmodningen om sygedagpenge på en blanket, som udleveres af kommunen, jf. § 38, stk. 4, i sygedagpengeloven. Fristen er senest en uge efter første fraværsdag. Har lønmodtageren fået udbetalt sygedagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden eller fra a-kassen under de første 14 dages sygefravær, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter at udbetalingen fra arbejdsgiveren eller retten til arbejdsløshedsdagpenge er ophørt, jf. § 38, stk.
3. Hvis lønmodtagerens anmodning indgives senere end fastsat, har lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen modtages, jf. § 38, stk. 6. Kommunen kan dog udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt jf. § 38, stk. 7. Anmodningsfristen kan ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.
Beregningen af sygedagpenge sker som udgangspunkt ud fra den indkomst, en person har haft inden sygdommen. Reglerne herom er i sygedagpengelovens §§ 46, 47, 48 og 51. For lønmodtagere beregnes sygedagpengene således på grundlag af det ugentlige timetal under sygefraværet og den timefortjeneste, som lønmodtageren i gennemsnit har opnået i aktuelle ansættelsesforhold i de seneste 3 afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag, jf. § 47.
Sygedagpenge til en ledig udbetales som udgangspunkt med den sats, som personen på første dag med ret til sygedagpenge kunne have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke havde været syg, jf. § 51.
Sygedagpenge til selvstændige erhvervsdrivende beregnes på grundlag af arbejdsfortjenesten ved den selvstændige virksomhed, jf. § 46.
For personer, der har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, men som ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, fastsættes den indtægt, sygedagpengene beregnes på grundlag af, efter et skøn, jf. § 48.
3.2.3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
En sygedagpengemodtager, som påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil ikke længere opfylde betingelserne for ret til sygedagpenge. Dels kan personen ikke længere antages at opfylde sygedagpengelovens betingelse om uarbejdsdygtighed, og dels følger det af dobbeltforsørgelsesprincippet, at der som udgangspunkt ikke er ret til to ydelser, som dækker samme forsørgelsesbehov og samme tidsrum. Det gælder også, hvis udbetalingen af sygedagpenge er forlænget efter bestemmelsen om forlængelse af sygedagpengeperioden for personer, hvor der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Personer under uddannelse, som bliver syge, vil som udgangspunkt ikke opfylde beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge, idet de ikke har den fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder også, hvis de helt må opgive uddannelsen på grund af sygdom.
Med de foreslåede regler om uddannelsesgodtgørelse forudsættes det, at en person, der bliver syg under uddannelsesforløbet, som udgangspunkt kan modtage uddannelsesgodtgørelse under sygdomsforløbet, selvom den pågældende ikke kan deltage i uddannelsen i 6 måneder eller i mere end 30 dage 3 gange på grund af sygdom. Tilskadekomne mister derimod uddannelsesgodtgørelsen hvis vedkommende er syg i mere end 6 måneder eller 4. gang vedkommende er syg i mere end 30 dage.
For at sikre forsørgelsesgrundlaget for personer, der modtager uddannelsesgodtgørelse, og i overensstemmelse med, at der er et særligt beskæftigelseskrav for personer, der pådrager sig en arbejdsskade, foreslås det, at der indføres et nyt beskæftigelseskrav i sygedagpengeloven, således at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. lov om arbejdsskadesikring, vil få ret til sygedagpenge fra kommunen fra personens første fraværsdag, efter at retten til uddannelsesgodtgørelse ophører. Det gælder også, hvis sygdommen ikke skyldes arbejdsskaden.
Det betyder, at en person, der har påbegyndt en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, men på grund af længerevarende sygdom afbryder uddannelsen, vil kunne opnå ret til sygedagpenge, hvis lovens øvrige betingelser er opfyldt, herunder betingelserne om uarbejdsdygtighed, ophold og beskatning her i landet m.v.
Det foreslås endvidere, at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse på en blanket, som udleveres af kommunen.
Med forslaget vil det dermed være personen selv, der vil skulle sørge for at få den relevante blanket fra kommunen og herefter søge om at få sygedagpenge fra kommunen. Hvis personen indgiver sin anmodning senere end de fastsatte 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse, vil personen som udgangspunkt først have ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen modtages, medmindre der er tale om undskyldelige forhold.
Det foreslås desuden, at beskæftigelsesministeren får hjemmel til at fastsætte regler om beregning af sygedagpenge til personer, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse.
Det er hensigten at anvende denne hjemmel til at fastsætte regler om, at personer, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, som udgangspunkt vil få ret til at få udbetalt sygedagpenge med den maksimale sygedagpengesats. Dog vil en person, der på det tidspunkt, hvor
uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse bliver afbrudt, er elev i lønnet praktik, få beregnet sine sygedagpenge som elev i praktik, og ikke ud fra reglerne om sygedagpenge til personer med uddannelsesgodtgørelse.
Særligt i forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det bemærkes, at der ved sygdom undervejs i en praktik kan være ret til sygedagpenge fra kommunen. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret til sygedagpenge fra kommunen, dvs. sygedagpengelovens beskæftigelseskrav er opfyldt for en elev i lønnet praktik. Det betyder, at i sådanne tilfælde vil der kunne udbetales sygedagpenge, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdommen, selvom uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse ikke er afbrudt. Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode som sygedagpenge vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesgodtgørelsen nedsættes i forhold til de udbetalte sygedagpenge eller tilskadekomnes løn, hvis tilskadekomne modtager løn under sygdom. Tilsvarende gælder for en person, der f.eks. opfylder beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge med et fritidsjob under uddannelsen.
3.2.3.2. Forholdet til barselsdagpenge
Det følger af § 27, stk. 1, i barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1391 af
30. september 2022, at en lønmodtager kan opfylde beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge ved at være i beskæftigelse inden fraværet og have været det en vis periode og med et vist timetal. Kravet kan f.eks. også opfyldes ved, at en person har ret til arbejdsløshedsdagpenge eller ved at personen er elev i lønnet praktik.
Efter § 28 i barselsloven kan selvstændige opfylde beskæftigelseskravet ved at have udøvet selvstændig virksomhed i en vis periode og omfang inden fraværet.
Personer under uddannelse, som skal på barsel, vil som udgangspunkt ikke opfylde beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge, idet de ikke har den fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet.
Med de foreslåede regler om uddannelsesgodtgørelse vil uddannelsesgodtgørelsen fortsætte for en person, der er på barsel i en periode i løbet af uddannelsen.
Særligt i forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det bemærkes, at der ved barsel undervejs i en praktik kan være ret til barselsdagpenge. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret til barselsdagpenge, dvs. barselslovens beskæftigelseskrav er opfyldt for en elev i lønnet praktik. Det betyder, at i sådanne tilfælde vil der kunne udbetales barselsdagpenge, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under barsel, selvom uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse ikke er afbrudt. Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode som barselsdagpenge vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesydelsen nedsættes i forhold til de udbetalte barselsdagpenge/løn. Tilsvarende gælder for en person, der f.eks. opfylder beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge med et fritidsjob under uddannelsen.
Det skal endvidere bemærkes, at en person, der er aktuelt berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, har ret til barselsdagpenge. Et dagpengeberettiget medlem af en a-kasse skal have meldt sig ledig i a-kassen og stillet sig til rådighed for arbejdsmarkedet forud for fraværet for at være berettiget til barselsdagpenge, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 17-16 om studerende, der skal tage orlov fra studiet, melde sig ledige i a-kassen og stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet for at blive berettiget til barselsdagpenge.
3.2.3.3. Forholdet til arbejdsløshedsdagpenge
Det følger af § 62 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse.
Et medlem kan dog bevare dagpengeretten ved deltagelse i uddannelse, hvis undervisningens varighed er under 20 timer om ugen, og uddannelsen ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.
Dagpengeretten kan ligeledes bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Dagpengeretten bevares endvidere under deltagelse i jobrettet uddannelse efter kapitel 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der kan ikke udbetales dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse og
tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
Det betyder, at der ikke vil kunne udbetales arbejdsløshedsdagpenge til en person, der deltager i heltidsuddannelse og uddannelse i øvrigt, der er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.
Det følger videre af § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at et medlem, der har opnået ret til dagpenge, kan modtage dagpenge i sammenlagt 2 år inden for en periode på 3 år. Der opnås ret til påbegyndelse af en ny periode, hvis personen dokumenterer på ny at have haft beskæftigelse i 1.924 timer optjent over 3 år.
Det følger af § 55, stk. 4, at forbruget af dagpenge m.v. opgøres i timer. Ved forbruget af perioden medregnes bl.a.
1. Perioder, som ikke er omfattet af kapitel 9 og 11-14 lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor et ledigt medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren.
2. Perioder med ydelser, der træder i stedet for dagpenge.
Det bemærkes, at bestemmelserne blev indsat i loven i forbindelse med VEU-reformen i 2000, hvor det blev overladt til direktøren for arbejdsløshedsforsikringen (nu beskæftigelsesministeren) at fastsætte de nærmere regler om, hvilke uddannelsesperioder der skal medregnes i forbruget. Hjemlerne er i dag ikke udnyttede, og har derfor ingen indholdsmæssig betydning. Perioder, hvor der udbetales uddannelsesgodtgørelse, vil ikke skulle sidestilles med perioderne i nr. 1 og 2.
Det betyder, at perioder med uddannelsesgodtgørelse ikke vil forbruge af dagpengeperioden, Det betyder videre, at dagpengeperioden ikke vil kunne forlænges med perioder med uddannelsesgodtgørelse, hvilket vil kunne betyde, at dagpengeperioden vil være udløbet på det tidspunkt, hvor uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse efter forslagets § 18 b, stk. 2, er afsluttet.
Efter endt uddannelse vil personen derimod kunne (gen)optages i en a-kasse på dimittendvilkår. Det følger af § 54 i loven, at en person, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed
og som anmoder om at blive medlem af en a-kasse. har ret til dagpenge på dimittendvilkår. Dagpengeperioden er 2 år, og dagpengene ydes med en fast sats på 82 pct. af højeste dagpengesats til forsørgere og med 71,5 pct. af højeste dagpengesats til ikke-forsørgere, svarende til henholdsvis 16.177 kr. og 14.106 kr. pr. måned til et fuldtidsforsikret medlem. Dette svarer til, hvad der gælder, når et ledigt medlem deltager i andre ordinære uddannelser på SU.
Det følger endvidere af § 63 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at dagpenge ikke må udbetales, hvis ledigheden skyldes, at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Beskæftigelsesministeren kan efter loven § 63, stk. 5 efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om selvforskyldt ledighed og fyldestgørende grunde. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1699 af 19. august 2021 om selvforskyldt ledighed, hvor der bl.a. er fastsat en række gyldige grunde til at afslå eller ophøre i et tilbud.
Det følger af bekendtgørelsens § 22, at det er en gyldig grund til, at ophøre i et tilbud for at begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed.
Ved selvforskyldt ledighed pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger. Er medlemmet inden for de seneste 12 måneder forud for den selvforskyldte ledighed blevet selvforskyldt ledig, bortfalder retten til dagpenge. Dagpengeretten er bortfaldet, indtil medlemmet som fuldtidsforsikret har fået indberettet 300 løntimer i en periode, der dækker 3 måneder, ved månedsindberetninger eller 276 løntimer.
Det betyder, at en person, der uden forudgående aftale med jobcenteret afbryder et tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedsindsats for at påbegynde uddannelse under 1 års varighed med uddannelsesgodtgørelse, vil blive anset for selvforskyldt ledig og dermed pålægges en sanktion.
Sanktionen vil ikke kunne effektueres i uddannelsesgodtgørelsen, men vil kunne få betydning, hvis medlemmet igen søger om dagpenge mindre et år efter påbegyndelsen af uddannelse med uddannelsesgodtgørelsen.
3.2.3.4. Forholdet til ydelser efter lov om aktiv socialpolitik Efter den gældende § 2 i lov om aktiv socialpolitik har enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige ansvar for at forsørge sig selv, sin
ægtefælle og sine børn under 18 år. Den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller ophører ved separation eller skilsmisse.
Efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik yder kommunen hjælp i form af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
Det er en betingelse for at få hjælpen, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør, at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.
Efter lovens § 11, stk. 3, er det endvidere en betingelse for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp, at personen lovligt har opholdt sig her i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år. Retten til uddannelseshjælp eller kontanthjælp er efter lovens § 11, stk. 8, tillige betinget af, at personen har haft ordinær beskæftigelse her i riget i en periode, som sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder inden for de seneste 10 år.
Efter § 12 i lov om aktiv socialpolitik kan der som hovedregel ikke ydes hjælp til personer under uddannelse, medmindre personen deltager i uddannelse som tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationslovens § 23 a, stk. 6.
Beskæftigelsesministeren kan herudover fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde kan ydes hjælp til personer under uddannelse.
Efter lovens § 14, stk. 4, ser kommunen bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter
1. lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
2. lov om erstatningsansvar,
3. lov om arbejdsskadesikring eller
4. lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.
Har ansøgeren og ægtefællen indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. § 30, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, medmindre indtægterne er særskilt
undtaget, jf. lovens §§ 31-33. Der foretages dog ikke fradrag i hjælpen for de erstatninger for tab af erhvervsevne, der omtales i § 14, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for ikke- økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra.
Efter § 26, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik får ægtepar, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp, hjælpen beregnet som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til efter lovens §§ 22-25.
Er en person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, gift eller samlevende med en person, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp, nedsættes uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, således at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, dog således at begge mindst modtager det beløb, de hver ville have modtaget i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus, hvis selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtageren eller overgangsydelsesmodtageren er berettiget til danskbonussen, jf. § 22, stk. 2 og 4, i lov om aktiv socialpolitik. Dette fremgår af § 26, stk. 2.
Det fremgår af § 26, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at når kun en af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11 og den anden ægtefælle modtager en offentlig forsørgelsesydelse, tilskud til pasning af egne børn efter § 86 i dagtilbudsloven eller deltager i en integrationsgrunduddannelse, beregnes der ikke hjælp til den ægtefælle, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, det nævnte tilskud eller deltager i en integrationsgrunduddannelse. Det fremgår videre af § 30, stk. 1, at når ansøgeren og ægtefællen har indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. dog
§§ 31-33. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2., at når hjælpen til en gift person beregnes efter § 26, stk. 3, trækker kommunen kun den del af den anden ægtefælles indtægt fra, som overstiger kontanthjælpssatsen for en person, der er fyldt 30 år (beløbet i henholdsvis § 25, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om aktiv socialpolitik), afhængigt af, om den pågældende har forsørgelsespligt over for børn eller ikke.
Det følger af § 68, stk. 1, og § 69 j, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der er visiteret til et jobafklaringsforløb efter kapitel 18 eller et ressourceforløb efter kapitel 19 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager ressourceforløbsydelse. Personen har ret til
ressourceforløbsydelse uden hensyn til egen formue og en eventuel ægtefælles indtægts- og formueforhold.
Hvis personen får udbetalt løn fra arbejdsgiveren under sygdommen ved overgangen til jobafklaringsforløbet, vil arbejdsgiveren have ret til refusion efter § 69 t i lov om aktiv socialpolitik.
Det følger af § 69, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse efter § 68, at personen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at personen aktivt deltager i det individuelt tilrettelagte ressourceforløb.
Det følger af § 69 k, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse under et jobafklaringsforløb efter § 69 j, at personen deltager aktivt i jobafklaringsforløbet, genoptager sit arbejde delvis, når det er muligt, tager imod rimelige tilbud om arbejde og møder til samtaler i jobcenteret.
Personer, hvis arbejdsevne er begrænset af fysiske, psykiske eller sociale årsager, kan få tilbud om revalidering, hvor målet er hel eller delvis selvforsørgelse på arbejdsmarkedet. Det følger af § 70, stk. 1 i lov om aktiv social politik, at personer, der er visiteret efter kapitel 21 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan modtage hjælp i form af revalideringsydelse. Det er en betingelse for at modtage revalideringsydelse, at revalideringen sker i overensstemmelse med de tilbud, som er afgivet, og som fremgår af Min Plan på Jobnet eller en helhedsorienteret plan, jf. §§ 41 og 46 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det fremgår af § 71 i lov om aktiv socialpolitik, at revalideringsydelsens størrelse bl.a. afhænger af
• personens alder,
• for personer under 25 år uden børn – om pågældende selv er ude- eller hjemmeboende,
• forsørgelsespligt over for børn, herunder om barnet er ude- eller hjemmeboende, og
• eventuelle indtægter af et vist niveau i de 6 kalendermåneder, der ligger forud for den måned, hvor beslutningen om revalidering blev truffet.
Revalideringsydelsen udgør et månedligt beløb mellem 3.715 kr. og 19.741 kr. i 2023 alt efter ovenstående parametre, herunder personens alder,
eventuelle tidligere beskæftigelse mv. En revalidend modtager hjælp uden hensyn til ægtefællens indtægts- eller formueforhold.
For revalidender, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22 i lov om aktiv social politik, erstatter denne ydelse revalideringsydelsen efter § 71, stk. 5.
Det fremgår af §§ 74 og 74 a, at en person, der er visiteret til fleksjob og som er ledig, kan modtage ledighedsydelse, hvis pågældende efter § 74 b i øvrigt opfylder betingelserne for hjælp, herunder står til rådighed, jf. § 75.
Når tilskadekomne påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. lovens § 18 b, vil pågældende ikke længere opfylde betingelserne for hjælp efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik. Årsagen hertil er, at det er en betingelse for at få hjælp efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Derudover kan der som hovedregel ikke ydes hjælp til personer under uddannelse, jf. § 12 i lov om aktiv socialpolitik.
Det vil ligeledes være tilfældet for tilskadekomne, der modtager ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under jobafklaring eller ledighedsydelse, at de ikke længere vil opfylde betingelserne for at modtage ydelse efter §§ 69, 69 k og 75, i lov om aktiv socialpolitik, når de påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.
I det omfang en person ikke gennemfører uddannelsen, vil der skulle ske revisitering til ressourceforløb, hvis der stadig er behov for dette. I forhold til jobafklaringsforløb skal pågældende opfylde betingelserne for dette på ny. I forhold til ledighedsydelse vil personen som udgangspunkt fortsat blive anset for at være visiteret til fleksjobordningen.
Det samme gælder for tilskadekomne, der modtager revalideringsydelse. Disse vil ikke opfylde betingelserne for at modtage ydelser efter § 71 i lov om aktiv social politik, når de påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, da det er en betingelse for at modtage revalideringsydelse, at revalideringen sker i overensstemmelse med de tilbud, som er afgivet, og som fremgår af Min Plan på Jobnet mv. Dette betyder også, at hvis en person overgår fra at modtage revalideringsydelse til at modtage uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil revalideringsforløbet blive betragtet som afsluttet således, at personen vil
skulle genvisiteres efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 21 for igen at kunne modtage revalideringsydelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at for så vidt angår nytilkomne udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, som ikke gennemfører uddannelsen, og som ansøger om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal kommunalbestyrelsen foretage opfølgning på udlændingens kontrakt, og ud fra en vurdering af udlændingens situation og behov give udlændingen tilbud som led i programmet, jf. integrationslovens
§ 27 b.
Tilskadekomne vil være berettiget til hjælp efter §§ 22-25, § 69 og § 69 j, i lov om aktiv socialpolitik, indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.
Efter § 14, stk. 4, nr. 3 og § 33, stk. 2, jf. § 14, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen se bort fra erstatning for tab af erhvervsevne i form af formue og indtægter, der udbetales som følge af personskade efter lov om arbejdsskadesikring.
Eftersom uddannelsesgodtgørelsen ikke udgør erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a i lov om arbejdsskadesikring, foreslås det at indsætte et nyt nr. i § 33 i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter kommunen skal se bort fra uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring udbetalt til ansøgerens ægtefælle ved udmåling af hjælp i kontanthjælpssystemet efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik.
Det betyder, at har en kontanthjælpsansøgers ægtefælle indtægter i form af uddannelsesgodtgørelse, jf. lovens § 18 d, trækkes uddannelsesgodtgørelsen ikke fra i den hjælp, der beregnes til kontanthjælpsansøgeren efter reglerne om beregning af hjælp til gifte, hvor den anden ægtefælle modtager en offentlig forsørgelsesydelse som f.eks. uddannelsesgodtgørelse, jf. § 26, stk. 3, og § 30, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik.
3.3. Mulighed for selvforsikrede arbejdsgivere ved arbejdsulykker til at afholde udgifter til indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet
Ifølge arbejdsskadesikringsloven har offentlige myndigheder (staten, folkekirken, regionerne og kommunerne) ikke pligt til at tegne forsikring i et privat forsikringsselskab mod følgerne af arbejdsulykker. Det betyder, at de nævnte institutioner kan vælge at være selvforsikrede og selv afholde udgifterne ved arbejdsulykker. For så vidt angår statslige myndigheder og institutioner, er det ved tjenestebefaling (Socialministeriets cirkulæreskrivelse af 20. november 1996) besluttet, at disse skal være selvforsikrede.
I det omfang de selvforsikrede offentlige arbejdsgivere har udnyttet muligheden for ikke at tegne arbejdsulykkesforsikring i et privat forsikringsselskab, indtræder de i alle forsikringsselskabets rettigheder og pligter efter arbejdsskadesikringsloven. Det betyder bl.a., at de selvforsikrede arbejdsgivere selv bærer den fulde økonomiske risiko ved arbejdsulykker og skal betale de erstatninger mv. til tilskadekomne og efterladte, som følger af loven, herunder udgifter til sygebehandling eller optræning under sagens behandling, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Selvforsikrede, offentlige arbejdsgivere har dog ikke anledning til at betale for andre udgifter til tilskadekomne i anledning af arbejdsulykken end det, som følger af arbejdsskadesikringsloven, medmindre der er bevillingsmæssig hjemmel hertil i anden lov, eller det følger af kommunalfuldmagten.
I modsætning til de selvforsikrede, offentlige arbejdsgivere, er der ikke et krav om, at private forsikringsselskaber skal have lovhjemmel for at kunne tilbyde tilskadekomne med en arbejdsskade indsatser og behandlinger, som ligger ud over arbejdsskadesikringsloven. Flere private forsikringsselskaber tilbyder derfor i dag en såkaldt aktiv skadesbehandling ud over det, de er forpligtede til efter loven. Det kan for eksempel være lindrende behandling i form af smertebehandling, psykologbehandling, forløb ved privat aktør m.v., som forsikringsselskaberne betaler for at hjælpe tilskadekomne med at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet ud fra en vurdering af, at udgifterne til denne indsats i nogle tilfælde kan begrænse de betydeligt højere udgifter til erstatninger for tab af erhvervsevne.
Aktiv skadesbehandling består af tilpassede tilbud til den enkelte tilskadekomne, når forsikringsselskaberne vurderer, at der er et potentiale for, at tilskadekomne med en særlig indsats kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Indsatsen er individuelt tilrettelagt og sættes typisk i gang tidligt. Det bygger på det grundlag, at det, der kan hjælpe den ene tilskadekomne tilbage på arbejdsmarkedet, ikke nødvendigvis hjælper en anden tilbage på arbejdsmarkedet.
3.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Partierne bag arbejdsskadeaftalen ønsker også at give offentlige ansatte, som kommer ud for en ulykke på arbejde, større muligheder for i konkrete tilfælde at få adgang til behandling eller indsatser fra de selvforsikrede arbejdsgivere, som ligger ud over det, som de selvforsikrede arbejdsgivere er forpligtede til efter arbejdsskadesikringsloven. Partierne er enige om, at de selvforsikrede arbejdsgivere kan benytte denne adgang til at afholde udgifter hertil, når de vurderer, at behandlingen eller indsatsen vil understøtte, at tilskadekomne efter arbejdsulykken bevarer tilknytningen til arbejdspladsen eller i øvrigt til arbejdsmarkedet generelt.
Det foreslås på denne baggrund, at der indføres en bestemmelse i arbejdsskadesikringsloven, hvorefter den selvforsikrede arbejdsgiver ved arbejdsulykker kan afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet, når udgifterne ikke kan afholdes efter arbejdsskadesikringslovens § 15, sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. De enkelte selvforsikrede arbejdsgiveres beslutning om at afholde disse udgifter vil således ligge ud over arbejdsskadesikringsloven og omfattes ikke af loven, herunder lovens klagebestemmelser mv.
Forslagets formål er i størst mulig udstrækning at skabe mulighed for, at selvforsikrede arbejdsgivere kan afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes fortsatte arbejdsmarkedstilknytning i tilfælde, hvor udgifterne ikke kan afholdes inden for arbejdsskadesikringsloven eller sundhedslovgivningen. Forslaget er inspireret af de muligheder, som nogle private forsikringsselskaber tilbyder privatansatte efter en arbejdsulykke i dag, uden at være forpligtede til det efter arbejdsskadesikringsloven. Det er hensigten, at mulighederne i den foreslåede bestemmelse benyttes i tilfælde, hvor de selvforsikrede arbejdsgivere vurderer, at tilskadekomnes
muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt er udfordret, at der er klare indikationer på, at indsatsen vil forbedre tilskadekomnes muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt, samt at det derfor samlet må forventes, at indsatsen i den konkrete sag vil medvirke til at reducere udgifterne til erstatning eller godtgørelse mv. efter arbejdsskadesikringsloven. Det er således de enkelte selvforsikrede arbejdsgivere, som beslutter, om de vil benytte sig af den adgang, som forslaget giver, til at afholde udgifter ud over det, som de er forpligtede til efter loven. I det omfang de selvforsikrede arbejdsgivere er offentlige myndigheder, finder de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger anvendelse ved myndighedernes stillingtagen til anvendelse af bestemmelsen i de enkelte tilfælde.
Adgangen for selvforsikrede arbejdsgivere til at benytte ordningen er uafhængig af, hvordan den enkelte selvforsikrede arbejdsgiver har valgt at administrere ordningen.
3.4. Ny og forenklet årslønsberegning
Erstatning for tab af erhvervsevne blev indført i 1978 i arbejdsskadeforsikringsloven som ny erstatningsart i stedet for den tidligere invaliditetserstatning, der var fastsat i ulykkesforsikringsloven. I 1984 blev erstatning for tab af erhvervsevne også indført som ny erstatningsart i lov om erstatningsansvar. Vurderingen af tabet af erhvervsevne er efter en ændring af erstatningsansvarsloven med virkning for skader fra 1. juli 2002 i dag den samme efter de to lovgivninger.
Erhvervsevnetabsbegrebet er beskrevet i betænkning nr. 792/1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring for så vidt angår arbejdsskadeforsikringsloven og i betænkning nr. 976/1983 om udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger for så vidt angår erstatningsansvarsloven (Betænkning III afgivet af Justitsministeriets erstatningslovsudvalg).
Efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, har tilskadekomne ret til erstatning for tab af erhvervsevne, når arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig ved arbejde. Der ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.
Ved bedømmelsen af tab af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 2.
Erhvervsevnetabsbegrebet er efter begge lovgivninger efterfølgende udviklet og fortolket i administrativ praksis og i retspraksis.
Erstatning for tab af erhvervsevne beregnes efter gældende regler i arbejdsskadesikringsloven på baggrund af et fastsat erhvervsevnetab i procent og en fastsat årsløn. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende erstatning årligt 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf, jf. gældende § 17, stk. 6.
Erhvervsevnetabet i procent fastsættes på baggrund af en sammenligning mellem tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet, og tilskadekomnes resterhvervsevne på afgørelsestidspunktet med arbejdsskaden.
Vurderingen af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet, hvis skaden ikke var indtrådt, baseres på en konkret og individuel skønsmæssig vurdering, hvor der blandt andet kan tages hensyn til forhold, der er eller kunne være indtruffet efter arbejdsskaden, herunder til tilskadekomnes muligheder for avancement eller andre ændringer i tilskadekomnes ansættelsesforhold. Efter gældende praksis er det således ikke tilskadekomnes indtægt på skadestidspunktet, der automatisk skal lægges til grund, som tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet.
Efter praksis fastsættes tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden arbejdsskaden på afgørelsestidspunktet dog i mange sager på baggrund af en opregulering af tilskadekomnes indtægt på skadetidspunktet til afgørelsestidspunktet, uden at der tages hensyn til mulige ændringer af tilskadekomnes erhvervsevne, hvis skaden ikke var indtruffet. Det er for eksempel tilfældet for tilskadekomne, der har været i stabil beskæftigelse og har været beskæftiget til samme løn i længere tid.
Vurderingen af tilskadekomnes resterhvervsevne efter arbejdsskaden baseres efter praksis enten på tilskadekomnes faktiske indtægt på afgørelsestidspunktet eller – når pågældende ikke har en erhvervsindtægt, der kan lægges til grund – på baggrund af en konkret og individuel skønsmæssig vurdering af, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det ordinære arbejdsmarked.
Det fremgår af forarbejderne til lov om arbejdsskadeforsikring fra 1978, at det med den foreslåede nedre grænse på 15 procent ikke var hensigten at udelukke i øvrigt berettigede skadelidte fra erstatning, men at sikre administrationen adgang til at afvise dyberegående behandling af udokumenterbare bagatelkrav. Det betyder, at hvis et indtægtstab som følge af en arbejdsskade er lidt mindre end 15 procent, kan tilskadekomne i visse tilfælde alligevel tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.
Når tabet af erhvervsevne er fastsat i en erhvervsevnetabsprocent, skal erstatningen for tabet af erhvervsevne beregnes. Efter § 17, stk. 6, udgør den
årlige løbende erstatning 83 pct. af tilskadekomnes årsløn ved fuldstændigt tab af erhvervsevne og ved en mindre nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig andel af tilskadekomnes årsløn på skadetidspunktet. Årslønnen fastsættes efter reglerne i § 24. Den fastsatte årsløn anvendes tillige til at beregne erstatningen til efterladte.
Årslønnen udgør som hovedregel tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året forud for arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes med udgangspunkt i oplysningerne i indkomstregisteret og andre oplysninger fra skatteforvaltningen, jf. lovens § 24, stk. 1. Årslønnen er udtryk for tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet.
Året forud for arbejdsskadens indtræden er de seneste 12 kalendermåneder forud for arbejdsskadens indtræden (indtægtsår). Det er ikke forudgående kalenderår.
Alle lønandele indgår i årslønnen (totalindkomstprincippet). Det drejer sig blandt andet om indtægter fra alle arbejdsgivere, herunder indtægt fra bibeskæftigelse, inkl. arbejdsmarkedsbidrag, overskud fra selvstændig virksomhed, feriepenge fra optjeningsåret, pensionsbidrag fra både arbejdsgiver og arbejdstager, atp-bidrag, værdien af kost og logi hos arbejdsgiveren og værdien af andre naturalydelser. Indtægter, der kommer fra ikke-beskattet arbejde (sort arbejde), og som kan dokumenteres, indgår også i årslønnen efter en langvarig praksis.
Arbejdsfri indtægter som renter, private pensioner, aktieudbytte, indtægter ved udlejning af ejendomme og lignende indgår ikke i årslønnen. Arten og størrelsen af sociale ydelser m.v. indgår heller ikke i årslønnen.
Årslønnen fastsættes efter § 24, stk. 2, efter et skøn, når særlige indtægtsforhold eller ansættelsesforhold gør sig gældende. Det kan for eksempel være, når tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående år, eller når tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse, eller når årslønnen fastsat efter hovedreglen i § 24, stk. 1, ikke giver et retvisende billede af tilskadekomnes indtægt på skadetidspunktet. Efter praksis fastsættes årslønnen med udgangspunkt i tilskadekomnes værdi på arbejdsmarkedet på skadetidspunktet svarende til en fuldtidsstilling, uanset hvordan tilskadekomne aktuelt udnytter sin arbejdsevne på arbejdsmarkedet på skadetidspunktet.
Uanset om årslønnen fastsættes efter lovens hovedregel eller fastsættes skønsmæssigt, er der i praksis tale om en omfattende administration med henblik på at fastsætte årslønnen så retvisende som muligt i forhold til tilskadekomnes arbejdsevne på skadetidspunktet. Det vurderes, at årslønnen fastsættes skønsmæssigt i ca. 60 pct. af sagerne, hvor der tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne.
Der gælder et lovfastsat maksimum for årslønnen, jf. § 24, stk. 5. Dette maksimum er 588.000 kr. i 2023. Beløbet reguleres årligt. Der gælder ligeledes et minimum for fastsættelsen af årslønnen i særlige situationer. Dette beløb er 219.000 kr. i 2023, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede var nedsat i væsentlig grad forud for arbejdsskaden.
Arbejdsskadesikringsloven indeholder særlige regler om fastsættelse af erhvervsevnetab for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob. For disse fastsættes tabet af erhvervsevne på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet, jf. § 17 a, stk. 1.
Indtjeningen før arbejdsskaden for tilskadekomne i fleksjob udgør det beløb, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt, jf. § 17 a, stk. 2. Det svarer til praksis for fastsættelse af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt efter § 17, stk. 1. Indtjeningen i fleksjobbet udgør summen af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen, jf. § 17 a, stk. 3.
Tabsbegrænsningspligten gælder ikke, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob. Dette følger af Østre Landsrets dom af 3. december 2021 (offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, side 541 Ø).
3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Særligt i sager om tab af erhvervsevne kan tilskadekomne opleve at vente lang tid på en afgørelse. Det skyldes blandt andet, at den årslønsberegning, der indgår i alle afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne, er kompliceret og i vidt omfang præget af skøn.
Aftalepartierne er enige om, at tilskadekomnes årsløn før skaden som hovedregel skal fastsættes som den faktiske samlede skattepligtige indkomst i det bedste indtægtsår ud af de seneste fem år forud for skaden. Ved at tage udgangspunkt i det bedste af de seneste fem år ønsker aftalepartierne at tage hensyn til tilskadekomne, der i en kortere midlertidig periode har haft en lavere årsindkomst, for eksempel på grund af deltidsansættelse, orlov el. lign. Aftalepartierne er enige om, at den fastsatte årsløn (opreguleret til afgørelsestidspunktet) skal anvendes som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket. Aftalepartierne er endelig enige om, at årslønnen som udgangspunkt skal fastsættes på baggrund af oplysninger fra indkomstregistret.
Aftalepartierne er endvidere enige om, at der i særlige tilfælde skal kunne undtages fra hovedreglen. Undtagelserne skal sikre, at tilskadekomne med særlige forhold får fastsat en årsløn, som afspejler deres indtjeningsevne uden skaden på trods af, at de faktiske lønoplysninger fra de seneste fem år ikke kan anvendes direkte. Det gælder for eksempel for personer, der er nye på arbejdsmarkedet, eller personer på deltid grundet pasning af handicappet
barn. Aftalepartierne er også enige om at hæve minimumsårslønnen og årslønnen for tilskadekomne uden for erhverv, samt at lovfæste en normalårsløn og årslønnen for tilskadekomne uden for erhverv.
Formålet er, at årslønnen skal kunne fastsættes mere objektivt og med anvendelse af mindre skøn, så der opnås en kortere sagsbehandlingstid i sager om erstatning af erhvervsevnetab. Det opnås blandt andet ved, at årslønnen fastsættes efter den foreslåede nye hovedregel i flere sager, end det sker i praksis efter de gældende regler. I alle situationer, hvor årslønnen allerede i dag fastsættes efter hovedreglen i gældende lov, vil årslønnen også fremover blive fastsat efter den foreslåede hovedregel. Derudover vil årslønnen i en række situationer, hvor årslønnen i dag fastsættes efter en undtagelse, fremover blive fastsat efter den foreslåede hovedregel.
På baggrund heraf foreslås det, at årslønnen fremover som hovedregel vil skulle fastsættes som den samlede faktiske indkomst ved arbejde i det bedste af de sidste 5 år forud for arbejdsskaden. Årslønnen fastsættes med udgangspunkt i oplysninger i indkomstregisteret, oplysninger fra skatteforvaltningen eller – hvis disse oplysninger ikke er tilgængelige, på baggrund af andre relevante oplysninger. Det ”bedste indtægtsår ud af de seneste fem år” er det indtægtsår, hvor tilskadekomne har haft den højeste indkomst ved arbejde.
Den samlede faktiske indkomst for det valgte indtægtsår vil efter forslaget skulle opreguleres til værdien i skadeåret for at bevare værdien af årslønnen, med henblik på at kunne udpege det bedste af de sidste 5 år forud for arbejdsskaden.
Årslønnen afrundes fortsat til nærmeste 1.000 kr. Afrundingen foretages efter, at årslønnen er fastsat.
Ved beregningen af selve erstatningen til tilskadekomne eller efterladte vil den fastsatte årsløn skulle opreguleres som efter gældende regler til afgørelsesåret.
Ved at tage udgangspunkt i det bedste af de seneste fem år sikres et solidt grundlag for fastsættelsen af årslønnen, hvor der ofte vil være mindst ét indtægtsår, der kan anvendes. Det sikrer således, at tilskadekomne, der inden for den femårige periode forud for skaden har haft en svingende årsindkomst ved arbejde, for eksempel på grund af deltidsansættelse, kortere ledighedsperioder, orlov el. lign., er sikret en årsløn fastsat ud fra det bedste indtægtsår ud af de seneste fem år. For tilskadekomne, hvor pågældendes indkomst ved arbejde har været påvirket af helt særlige helbredsmæssige eller familiemæssige forhold, hvor helt særlige omstændigheder i perioden indebærer, at det bedste af de 5 år ikke kan anvendes direkte, eller hvor tilskadekomne ikke har en indkomst ved arbejde før skaden, som kan anvendes til at fastsætte en årsløn, for eksempel på grund af ung alder, foreslås det, at der fastsættes undtagelsesbestemmelser. Undtagelserne er specifikke i forhold til den generelle hovedregel, og der fastsættes overordnede regler for, hvordan årslønnen skal fastsættes for de enkelte
undtagelser. Formålet med at fastsætte nærmere regler om årslønsfastsættelsen for undtagelserne er at etablere en forenklet og ensartet praksis i sager, hvor den foreslåede hovedregel ikke kan anvendes.
Det foreslås, at årslønnen alene fastsættes efter undtagelsesbestemmelser i visse nærmere afgrænsede situationer. Det forventes dermed, at der fremover vil være flere sager, hvor årslønnen skal fastsættes efter hovedreglen.
I forhold til undtagelsesbestemmelserne vil fastsættelsen af årslønnen som udgangspunkt også skulle ske på baggrund af oplysninger fra indkomstregistret om tilskadekomnes indkomst ved arbejde inden for de seneste 5 år forud for skadens indtræden eller en anden relevant periode. Disse oplysninger vil skulle kombineres med en omregning af tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde eller anvendelse af en af lovens satser m.v.
Der foreslås indsat en bestemmelse i forslaget, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når tilskadekomne er omfattet af to eller flere undtagelsesbestemmelser, skal anvende den undtagelsesbestemmelse, der ligger tættest i tid på skadetidspunktet. Når tilskadekomne er omfattet af to eller flere undtagelsesbestemmelser på skadetidspunktet, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anvende den undtagelsesbestemmelse, der ud fra en samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes indkomstmæssige situation ved arbejde på skadetidspunktet.
Den nuværende maksimumssats for fastsættelse af årsløn videreføres uændret på 588.000 kr. (2023-niveau). Det foreslås, at minimumsårslønnen forhøjes fra 219.000 kr. til 248.000 kr. (2023-niveau), samt at der som noget nyt indføres en lovfastsat normalårsløn på 419.000 kr. (2023-niveau) og en sats for personer uden for erhverv (pensionistårsløn) på 52.000 (2023- niveau). Beløbene reguleres årligt.
Den nye hovedregel og undtagelsesbestemmelserne udmøntes nærmere ved en bekendtgørelse, der udstedes af beskæftigelsesministeren. Formålet med bemyndigelsen er i en bekendtgørelse at etablere en forenklet og ensartet praksis for fastsættelse af årslønnen efter hovedreglen og undtagelsesbestemmelserne.
Forslaget indebærer samlet set, at årslønnen fremover bliver mere objektivt baseret på oplysninger fra indkomstregistret. Det indebærer, at tilskadekomne med fast tilknytning til arbejdsmarkedet de seneste 5 år forud for skaden vil få fastsat årslønnen som det bedste indtægtsår, uanset om det ligger nogle år før skaden. Det indebærer ligeledes, at en række grupper, som med gældende praksis ville få deres faktiske indkomst ved arbejde omregnet til en fuldtidsårsløn, fremover vil opleve at få udmålt en erstatning for erhvervsevnetab, der er mere objektivt baseret på den tilskadekomnes bedste faktiske indtægtsår inden for de seneste 5 år forud for skaden. Det gælder for eksempel for tilskadekomne, der i alle 5 år har arbejdet på deltid,
eller har haft regelmæssige ledighedsperioder, for eksempel på grund af sæsonarbejde.
For grupper, der er omfattet af undtagelsesbestemmelserne, vil forslaget indebære, at årslønnen fastsættes inden for fastsatte rammer med udgangspunkt i den tilskadekomnes indkomstforhold inden for de seneste 5 år. Det gælder for eksempel tilskadekomne, som er under 23 år eller under uddannelse.
For så vidt angår fastsættelsen af tabet af erhvervsevne skal erhvervsevnetabsprocenten på samme måde som i dag fastsættes på grundlag af en beregning af forskellen mellem indtjeningsevnen før arbejdsskaden og indtjeningsevnen efter arbejdsskaden.
Indtjeningsevnen før arbejdsskaden vil fremover skulle fastsættes til den årsløn, der fastsættes efter de nye regler i § 24. Det vil erstatte den gældende skønsmæssige fastsættelse af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden skaden.
Forslaget bidrager dermed til at forenkle fastsættelsen af årslønnen og vurderingen af tabet af erhvervsevne i alle sager, hvor der skal udmåles erstatning for tab af erhvervsevne. Det skyldes, at det ikke længere er nødvendigt at indhente omfattende supplerende oplysninger om tilskadekomnes samlede indkomst ved arbejde med henblik på fastsættelse af tilskadekomnes årsløn, og supplerende oplysninger med henblik på vurderingen af tilskadekomne potentielle erhvervsevne før skaden.
Det foreslås i forslaget at indsætte en særlig regel om vurderingen af tabet af erhvervsevne for tilskadekomne med en indkomst ved arbejde på skadetidspunktet over den maksimale årsløn (588.000 kr. i 2023).
Reglen indebærer, at når tilskadekomnes årsløn er fastsat til den maksimale årsløn, anvendes den reelle faktiske samlede indkomst ved arbejde som indtjeningsevnen før arbejdsskaden, når tabsprocenten i forhold til tab af erhvervsevne skal fastsættes. Det vil sige, at det er den årsløn, der var fastsat efter hovedreglen i § 24, stk. 1, eller en undtagelsesbestemmelse i § 24, stk. 3, før årslønnen i den konkrete sag blev fastsat med anvendelsen af reglen om maksimums årsløn.
Indtjeningsevnen efter arbejdsskaden vil som udgangspunkt blive fastsat som hidtil på baggrund af tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde efter skaden eller en skønsmæssig vurdering af tilskadekomnes resterhvervsevne efter arbejdsskaden. Det betyder, at hidtidig praksis herom kan opretholdes, dog bortset fra situationer vedrørende tilskadekomne med personlig assistance efter arbejdsskaden, idet disse med forslaget vil blive vurderet på baggrund af indtjeningsevnen med den personlige assistance.
Forslaget indebærer samlet set, at erstatningen for tabet af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven ikke længere vurderes på samme måde som efter erstatningsansvarsloven. Det skyldes, at den fastsatte årsløn fremover anvendes som indtjeningsevnen før skaden efter arbejdsskadesikringsloven,
dvs. at indtjeningsevnen før skaden som udgangspunkt er baseret på det bedste indtægtsår i de seneste 5 år forud for skaden. Det vil således være objektivt baseret og ikke længere være baseret på en skønsmæssig vurdering af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket.
Der foretages derfor samtidig en nyaffatning af § 29, stk. 2, som bl.a. vil medføre, at erstatning for tab af erhvervsevne begrebsmæssigt vil blive anset for erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven. Herved præciseres det, at den tilskadekomnes indkomsttab alene kan kompenseres én gang. Erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er fortsat primær i forhold til erstatning efter erstatningsansvarsloven. Tilskadekomne kan fortsat rejse krav om differenceerstatning i det omfang erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven overstiger erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven.
3.5. Større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne
Når tilskadekomnes potentielle erhvervsevne efter skaden og tilskadekomnes faktiske indtægt efter skaden er fastsat, fastsættes tabet af erhvervsevne som forskellen i ”erhvervsevnetabsprocenten”. Det drejer sig om sager efter både § 17 og § 17 a i arbejdsskadesikringsloven.
Erhvervsevnetabsprocenten anvendes sammen med den fastsatte årsløn til at beregne erstatningen for tab af erhvervsevne.
Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes efter praksis i spring af 5 pct. og med en nedre grænse på 15 pct., således at tabet vurderes til 15 pct., 20 pct., 25 pct., 30 pct., 35 pct., 40 pct. og så videre op til 100 pct.
Efter forarbejderne til arbejdsskadeforsikringsloven (lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring) og praksis kan der dog tilkendes et erhvervsevnetab på 15 pct. i tilfælde, hvor der er tale om et dokumenteret indtægtstab som følge af en arbejdsskade, og hvor dette tab er af nogen betydning.
3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Aftalepartierne er enige om at indføre større intervaller ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten. Det skal bidrage til en forenklet sagsbehandling.
I stedet for 5 procentpoint mellem hvert interval skal fastsættelsen af tilskadekomnes erhvervsevnetab fremover ske inden for intervaller med 10 procentpoint mellem hver. Samtidig fastholdes den nedre grænse for et erhvervsevnetab på 15 pct., så intervallerne fremadrettet bliver 15 pct., 20 pct., 30 pct., 40 pct. og så videre op til 100 pct. Dermed vil den gældende praksis, hvor tabet af erhvervsevne fastsættes i spring af 5 pct. blive ændret. Den nuværende lovfastsatte grænse for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne på 15 pct. foreslås opretholdt.
Forslaget har til formål at forenkle administrationen af sager om vurdering af tabet af erhvervsevne. Forslaget indebærer, at tabet ikke bliver så præcist som efter gældende regler, og at nogle tilskadekomne vil opleve at få en højere erstatning end efter gældende regler, mens andre tilskadekomne vil opleve at få en lavere erstatning end efter gældende regler.
Forslaget indebærer, at det beregnede tab af erhvervsevne skal afrundes til den nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Det foreslås, at afrundingen ligesom i dag sker efter almindelige afrundingsregler. Tabet vil således for eksempel blive fastsat til 30 pct., når det vurderes, at tabet ligger på mindst 25 og under 35, det vil sige i niveauet 25-34 pct.
3.6. Præcisering af tabsbegrænsningspligten (§§ 17 og 17 a)
Efter arbejdsskadesikringsloven skal der ved bedømmelsen af tab af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. den gældende § 17, stk.
2. Heri ligger også, at tilskadekomne skal opfylde den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt.
Erstatningsansvarsloven indeholder en tilsvarende bestemmelse i § 5, stk. 2.
Tilskadekomne har dermed allerede efter de gældende regler en pligt til at forsøge at begrænse sit tab mest muligt. Det vil dermed kunne komme den tilskadekomne til skade ved udmålingen af erstatningens størrelse, hvis vedkommende uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem f.eks. deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning.
For personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjobordningen, og dermed enten er ledige og modtager ledighedsydelse eller er ansat i fleksjob, skal tabet af erhvervsevne ifølge loven fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet, jf. § 17 a, stk. 1.
Når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter arbejdsskaden, tages der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet efter de gældende regler ikke hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. det gældende § 17, stk.
2. Der skal som følge heraf heller ikke tages stilling til, hvorvidt tilskadekomne har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. Dette følger også af administrativ praksis, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 87-15 og af retspraksis, jf. U.2022.541Ø. Ifølge dommen må hensynet til tabsbegrænsningspligten anses for forudsat varetaget ved, at visitering til fleksjob efter reglerne herom indebærer en langvarig og grundig vurdering af tilskadekomne, hvor myndighederne har pligt til at påse bl.a., at tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt.
3.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås, at arbejdsskadesikringslovens bestemmelse om tabsbegrænsningspligt præciseres, så ordlyden kommer til at være den samme som i erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, som vedrører den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt. Formålet med ændringen er at styrke arbejdsskademyndigheders fokus på vurderingen af tabsbegrænsningspligten ved at tydeliggøre, at de almindelige erstatningsretlige principper for tabsbegrænsningspligt gælder for sager om erhvervsevnetab i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Der er ikke tale om en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen, men alene en præcisering med det formål at tydeliggøre, at det som hidtil er den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt, der gælder i forhold til sager, som behandles efter arbejdsskadesikringsloven.
Arbejdsskademyndighedernes vurdering af, hvorvidt tilskadekomne har overholdt tabsbegrænsningspligten, vil fortsat skulle ske ud fra oplysninger om skadernes art og omfang samt tilskadekomnes mulighed for at begrænse tabet som følge af skaden, herunder i forhold til pågældendes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og
genoptræning eller lignende. Vurderingen vil skulle bygge på en samlet vurdering af alle sagens oplysninger, hvor det vil være afgørende, om der kan fastslås en manglende vilje fra tilskadekomne til at begrænse tabet, mens manglende evne til at begrænse tabet ikke vil påvirke udmålingen af erstatningen.
Hvis arbejdsskademyndighederne vurderer, at tilskadekomne ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, vil det afspejle sig i udmålingen af erstatningen for tab af erhvervsevne. I afgørelser, hvor tabsbegrænsningspligten påvirker udmålingen af erstatningens størrelse, skal arbejdsskademyndighedernes vurdering altid være konkret og afvejes i forhold til, at der ikke stilles krav til den tilskadekomne, som den tilskadekomne efter arbejdsskaden ikke kan leve op til. I sager, hvor arbejdsskademyndighederne har taget stilling til, om tabsbegrænsningspligten har haft indvirkning på fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocentens størrelse, skal det fremgå af afgørelsens begrundelse i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse.
For at styrke incitamentet til, at personer, som er visiteret til fleksjob, udnytte deres resterhvervsevne bedst muligt og derved begrænse deres tab, foreslås det, at en kommunes afgørelse om en sanktion i ledighedsydelsen, jf. § 76, § 77 a, stk. 3-4 eller § 77 b, stk. 1, jf. dog stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik på grund af, at tilskadekomne ikke har opfyldt sin rådighedsforpligtelse, vil medføre fradrag i fremtidig udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne. Perioden for fradraget i erstatningen for tab af erhvervsevne vil svare til perioden for kommunens sanktion i ledighedsydelsen. Hvis tilskadekomne mister retten til ledighedsydelse som følge af en sanktion, sker fradraget i erstatningen dog kun for perioden indtil, at tilskadekomne er ansat i fleksjob.
Det forudsættes, at arbejdsskademyndighederne tilrettelægger en administration, der sikrer, at tilskadekomne får vejledende information om tabsbegrænsningspligten.
3.7. Samspillet mellem erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven
Tilskadekomne eller efterladte kan i nogle situationer være berettiget til erstatning og godtgørelse efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.
Det drejer sig om skader, hvor tilskadekomne er sikret efter arbejdsskadeskadesikringsloven, og hvor der samtidig er en ansvarlig skadevolder efter dansk rets almindelige regler om erstatning.
Efter § 7, stk. 1, 2. pkt., nedsættes tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.
Bestemmelsen har til formål at udelukke, at tilskadekomne eller de efterladte får dobbelterstatning for samme skade. Samtidig fastslår bestemmelsen princippet om, at arbejdsskadesikringsloven er primær, hvilket indebærer, at tilskadekomne og efterladte skal rejse kravet efter arbejdsskadesikringsloven, før kravet rejses efter anden lovgivning. Erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er således for eksempel også primær i forhold til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Patienterstatningen), jf. Ankestyrelsens principmeddelelse U-12-06.
Bestemmelsen i § 77, stk. 1, 2. pkt., følges op af bestemmelsen i § 29, stk. 2, hvorefter den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.
Bestemmelsen omfatter ansvarlige skadevoldere og deres eventuelle ansvarsforsikringsselskaber. Bestemmelsen giver således ikke for eksempel ulykkesforsikringsselskaber adgang til regres.
Bestemmelsens primære formål er at sikre, at tilskadekomne og efterladte ikke får kompensation to gange for samme skade i de situationer, hvor den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har betalt
erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte efter erstatningsansvarsloven eller lovgivning, der knytter sig til erstatningsansvarsloven, før der er tilkendt og betalt erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte efter arbejdsskadesikringsloven. Dette kan være situationen, når den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab ikke er opmærksom på, at der verserer en arbejdsskadesag som følge af samme skade.
Bestemmelsen giver den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab en ret til regres i kompensationen efter arbejdsskadesikringsloven for den kompensation ”af samme art”, der måtte være udbetalt efter erstatningsansvarsloven. Det antages i praksis, at den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab dermed har ret til at indtræde i tilskadekomnes krav på kompensation efter arbejdsskadesikringsloven, når der er udbetalt kompensation af samme art efter erstatningsansvarsloven. Derved sikres ansvarsforsikringsselskabets ret til at blive godtgjort for den kompensation, der er udbetalt, til tilskadekomne eller efterladte uden at afvente afgørelsen om kompensation efter arbejdsskadesikringsloven.
Efter praksis anses erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven ikke som erstatning af samme art som midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, jf. for eksempel Højesterets dom af 23. august 2021, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 4752 H.
Den nuværende retstilstand indebærer, at tilskadekomne kan få kompensation efter både erstatningsansvarsloven i form af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og efter arbejdsskadesikringsloven i form af midlertidig erstatning for erhvervsevnetab, uanset kompensationen dækker et indtægtstab for samme periode. Det er ikke muligt at rejse et tilbagebetalingskrav mod tilskadekomne.
Den nuværende retstilstand indebærer videre, at tilskadekomne i en række sager må vente med at få udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, indtil der er truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Ansvarsforsikringsselskaberne undlader således i nogle sager at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når tilskadekomne har fået tilkendt en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven og udbetaler først erstatningen for tabt
arbejdsfortjeneste, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet den endelige erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.
Ved udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven fradrages den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne, som tilskadekomne har modtaget i samme periode, hvor pågældende er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 2, stk. 2, i erstatningsansvarsloven.
3.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Beskæftigelsesministeriet finder den nuværende retsstilling uhensigtsmæssig, da tilskadekomne kan være i en situation, hvor pågældende i nogle situationer må vente unødigt længe på sin erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, og i andre situationer kan få kompensation for samme indtægtstab to gange. Hertil kommer, at det kan forudses, at forslagene i lovforslaget med hensyn til uddannelsesgodtgørelse og voldsskadeforsikringsordning, vil indebære nye situationer med samspil.
Det foreslås derfor at præcisere, at tilskadekomne alene skal kunne opnå kompensation for et indtægtstab én gang. Forslaget har til formål at ændre den nuværende uhensigtsmæssige praksis og at sikre, at tilskadekomne ikke kommer til at vente unødigt længe på sin erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven.
Forslaget indebærer således, at al erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 2, 5 og 8 i erstatningsansvarsloven anses for erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 17 og 17 a, herunder midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, og som uddannelsesgodtgørelse efter forslaget til § 18 d i arbejdsskadesikringsloven.
Det samme gælder for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der udbetales af et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a. Dette forsikringsselskab kan således udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til tilskadekomne eller efterladte, uden at afvente Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.
Det bliver dermed muligt for ansvarsforsikringsselskaberne og forsikringsselskaber, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, også at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 2, 5 og 8 i erstatningsansvarsloven, uanset der verserer en arbejdsskadesag – uden at risikere at skulle kompensere et indtægtstab, som også dækkes efter arbejdsskadesikringsloven.
Endvidere sikrer ændringen, at tilskadekomne får den erstatning, som pågældende er berettiget til efter lovgivningen, og ikke mere.
Ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. må som efter gældende praksis underrette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller arbejdsulykkesforsikringsselskabet om, at der verserer en ansvarssag eller anden sag, der kan danne grundlag for refusion.
Ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. får dermed dækket den udbetaling, der er foretaget, men ikke mere.
Endelig vil der med forslaget blive skabt adgang til, at den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes forsikringsselskab og Erstatningsnævnet kan rejse et regreskrav over for forsikringsselskabet, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring, for eventuelle erstatninger m.v., som forsikringsselskabet skulle have udbetalt, men som den erstatningsansvarlige skadevolder, denne ansvarsforsikringsselskab eller Erstatningsnævnet har udbetalt.
3.8. Bemyndigelsesbestemmelse, der skaber mulighed for et forsøg med at delegere afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne
Efter § 40, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse i alle spørgsmål efter loven, medmindre andet er fastsat. Afgørelser efter loven drejer sig om, hvorvidt en anmeldt skade kan anerkendes, og for de anerkendte arbejdsskadesager tillige om erstatning og godtgørelse m.v. til tilskadekomne eller efterladte. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelser i sager om både ulykker og sygdomme.
I afgørelsen af, om en anmeldt sag om en ulykke kan anerkendes som arbejdsulykke efter §§ 5 og 6 i arbejdsskadesikringsloven, indgår en vurdering af både retlige og lægefaglige delspørgsmål.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser, herunder afgørelser om a- nerkendelse eller afvisning af en ulykke, kan af sagens parter (tilskadekom- ne/efterladte og forsikringsselskabet m.fl.) indbringes for Ankestyrelsen efter § 44 i arbejdsskadesikringsloven. Derudover har arbejdsgiveren efter
§ 44, stk. 1, nr. 4, en særlig ankeret til Ankestyrelsen, hvorefter arbejdsgiveren kan indbringe Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om anerkendelse eller afvisning af en arbejdsskade for Ankestyrelsen. Arbejdsgiveren kan ikke indbringe Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om erstatning og godtgørelse m.v. for Ankestyrelsen.
Ulykker skal efter § 31 i arbejdsskadesikringsloven anmeldes af arbejdsgiverne eller den frivilligt sikrede til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet arbejdsulykkesforsikring. Selvforsikrede offentlige arbejdsgivere skal anmelde til pågældende forsikringsenhed, der har samme retsstilling efter arbejdsskadesikringsloven som arbejdsulykkesforsikringsselskaber.
Forsikringsselskaberne skal sende anmeldelser af ulykker videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når ulykken har medført eller må antages at medføre tilskadekomnes død, når ulykken har medført, at ulykkens følger kan begrunde erstatning og godtgørelse ud over udgifter til betaling af udgifter til behandlingsudgifter og hjælpemidler efter lovens § 15, når ulykken har medført, at tilskadekomne ikke har genoptaget sit sædvanlige arbejde i sædvanligt omfang 5 uger efter ulykkens indtræden, eller ulykken er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022. Forsikringsselskabet skal tillige sende anmeldelser af ulykker videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når forsikringsselskabet skønner, at betingelserne for anerkendelse af tilfældet som en arbejdsulykke ikke er opfyldt.
Efter § 15 i arbejdsskadesikringsloven har forsikringsselskaberne, herunder selvforsikrede enheder, adgang til at behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om arbejdsskadesikring uden at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaberne har ikke dermed hjemmel til at træffe afgørelse herom. Tilskadekomne har mulighed for at anmode om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om kravets eksistens og størrelse. I så fald skal forsikringsselskabet sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, hvorvidt den anmeldte ulykke kan anerkendes som en arbejdsskade efter loven, og i så fald træffe afgørelse om
kravet. I det omfang et forsikringsselskab har behandlet et krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler og har udbetalt beløbet til tilskadekomne eller behandleren, indebærer det ikke, at ulykken dermed er anerkendt.
3.8.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Aftalepartierne er enige om, at der skal skabes hjemmel til at igangsætte forsøg med at delegere afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår anerkendelsesspørgsmålet i sager om arbejdsulykker. Erhvervssygdomme er ikke er omfattet af forsøget.
Forslaget indebærer, at beskæftigelsesministeren får en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, at der delegeres afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet i sager om anmeldte ulykker. Forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, vil således få tillagt kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en ulykke kan anerkendes eller skal afvises som arbejdsulykke, herunder foretage de retlige og lægefaglige vurderinger efter loven.
Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, skal alene træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 40, stk. 1, skulle have truffet afgørelse herom.
Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil således fortsat kunne behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler
m.v. efter § 15, uden at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i disse sager og uden at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Kompetencen til at træffe afgørelser om erstatning m.v., herunder for eksempel erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fastholdes hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, skal derfor sende anerkendte sager om arbejdsulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når forsikringsselskabet vurderer, at ulykkens følger kan begrunde erstatning og godtgørelse ud over udgifter til betaling af udgifter til behandlingsudgifter og hjælpemidler efter lovens § 15.
Formålet med forsøget vil være at afdække effekterne af, at der delegeres afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne i sager om arbejdsulykker.
Forsøget skal for eksempel afdække, om sagsbehandlingstiderne kan forkortes samtidig med, at kvaliteten af sagsbehandlingen og tilskadekomnes retssikkerhed bevares. Det forventes således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil modtage og skulle træffe afgørelse i færre sager om anerkendelse eller afvisning af en ulykke, mens forsøget pågår.
Forsøget forventes ikke at indebære tilsvarende flere sager i forsikringsselskaberne. Det skyldes, at forsikringsselskaberne allerede i dag foretager tilsvarende vurderinger i sagerne, herunder med henblik på at afgøre, hvorvidt sagerne skal sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaberne har de fornødne kompetencer til at træffe afgørelse om anerkendelse eller afvisning af arbejdsulykker.
Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil få tillagt samme adgang til at indhente oplysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har. Det forudsættes, at reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven vil gælde for forsikringsselskabernes behandling af sager i forsøget, herunder at forsikringsselskaberne skal overholde alle de forvaltningsretlige krav, der i dag gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det drejer sig især om pligten til at foretage partshøring m.v. af tilskadekomne eller efterladte forud for afgørelsen om anerkendelse eller afvisning efter reglerne i kapitel 5 i forvaltningsloven, og pligten til at begrunde afgørelsen efter reglerne i kapitel 6 i forvaltningsloven.
Tilskadekomne med sager, der omfattes af forsøget, vil fortsat have adgang til at få en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og herefter adgang til at klage til Ankestyrelsen. Tilskadekomne vil indenfor 4 uger fra forsikringsselskabets afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet kunne anmode om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer en afgørelse i sagen, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse som hidtil kan påklages til Ankestyrelsen. Der er således ingen retssikkerhedsmæssige udfordringer med hensyn til at overlade afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne for så vidt angår afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet i sager om arbejdsulykker.
Det nærmere indhold og rammerne for et konkret forsøg skal tilrettelægges med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsbranchen og arbejdsmarkedets parter og udmøntes i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vil således indeholde nærmere definerede udvælgelseskriterier for de forsikringsselskaber, der udvælges til at indgå i
forsøget. Bekendtgørelsen vil tillige præcisere afgrænsningen af, hvilke sager der indgår i forsøget, herunder i forhold til de sager, som forsikringsselskaberne allerede med de gældende regler ikke oversender til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, samt i forhold til den tidsmæssige afgrænsning i forhold til sager, der verserer, når forsøget starter og slutter. Bekendtgørelsen vil ligeledes skulle fastsætte de nærmere regler om, at forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, kan tage stilling til både juridiske og lægefaglige spørgsmål, der har betydning for afgørelsen af, om en anmeldt ulykke vil kunne anerkendes som arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven. Endvidere vil bekendtgørelsen indeholde en evalueringsforpligtelse, så bl.a. de kvalitets- og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af forsøget afdækkes.
3.9. Frist for medvirken til sagsoplysning og bødestraf
I behandlingen af arbejdsskadesager skal der belyses en række oplysninger om arbejdsskaden, f.eks. den tilskadekomnes helbredstilstand efter skaden, erhvervsevne, indtjeningsmuligheder m.v. Det betyder, at både forsikringsselskaberne, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen skal indhente oplysninger fra den tilskadekomne, arbejdsgiveren, offentlige myndigheder og læger m.v., så sagen er tilstrækkeligt oplyst til at der kan træffes afgørelse på et fyldestgørende grundlag.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan forlange meddelt enhver oplysning af arbejdsgivere, ansatte, regioner, kommuner, jobcentre og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, er af betydning for behandlingen af sagen. Dette omfatter bl.a. eventuelle politirapporter, sygehusjournaler, med hvad dertil hører, produktionsprocedurer, oplysninger og rapporter om produkters og stoffers kemiske bestanddele eller afskrift af sådanne rapporter, journaler og formler, jf. arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, 1. og 2. pkt.
Efter gældende praksis fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved indhentelse af oplysninger en frist, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer rimelig under hensyntagen til, hvem der anmodes om oplysninger, og hvilke oplysninger der anmodes om. Svarfristerne kan derfor variere.
En sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, straffes med bøde, jf. arbejdsskadesikringslovens
§ 82, stk. 3. I så fald kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i et bødeforelæg
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
De gældende regler giver alene Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for at udstede administrative bødeforlæg til de sikringspligtige arbejdsgivere i ovenstående tilfælde.
3.9.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
I 2019 anslog Rigsrevisionen på baggrund af en gennemgang af 200 sager i perioden 2011-2018, at 2/3 af sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skyldes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afventer information fra eksterne parter, herunder bl.a. arbejdsgiveren, offentlige myndigheder og læger m.v. Oplysningerne fra eksempelvis læger, sygehuse, arbejdsgivere og kommunerne er nødvendige for, at arbejdsskademyndighederne kan træffe afgørelse på et oplyst grundlag, idet de bidrager til at belyse tilskadekomnes helbreds- og erhvervsmæssige baggrund og tilstand.
Partierne bag arbejdsskadeaftalen ønsker at nedbringe sagsbehandlingstiden, så tilskadekomne kan få en hurtigere afgørelse og få klarhed over deres økonomiske situation. Det foreslås derfor, at der indføres en lovfastsat frist for professionelle aktørers medvirken til oplysning af sager hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og bødestraf for manglende overholdelse af fristen. Formålet med forslaget er at motivere flere professionelle aktører, som f.eks. de sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, læger m.v. til at besvare anmodninger om oplysninger hurtigere og dermed bidrage til at nedbringe sagsbehandlingstiden. Ud fra de samme hensyn findes det hensigtsmæssigt at muligheden for at ifalde bøde for manglende medvirken til sagsoplysningen udvides til også at omfatte anmodninger fra Ankestyrelsen, da det forventes at medvirke til en hurtigere oplysning af sagen og dermed en kortere sagsbehandlingstid i alt.
Det foreslås, at sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre professionelle vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v. senest 14 dage efter, at en anmodning om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, skal afgive oplysninger, som de er i besiddelse af, til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen. Hvis vedkommende ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger, skal vedkommende give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen besked herom inden for fristen på 14 dage.
Det foreslås, at der fremover både kan straffes for manglende medvirken til sagsoplysningen ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen. Beskæftigelsesministeriet finder det hensigtsmæssigt, at pligten til at medvirke til sagsoplysningen ved begge instanser skærpes, idet det medvirker til en hurtigere sagsbehandling, så der ikke går unødig lang tid med at afvente oplysninger fra professionelle aktører.
Fristen på de 14 dage, og bødestraf for manglende overholdelse af fristen, vil alene gælde for professionelle aktører. Arbejdsgivere, der er sikringspligtige efter arbejdsskadesikringslovens § 48, betragtes således som professionelle aktører efter den foreslåede bestemmelse og kan med forslaget straffes med bøde, hvis de ikke medvirker til sagens oplysning. Privatpersoner, der ikke har sikringspligt efter arbejdsskadeloven, kan ikke pålægges bødestraf efter forslaget. Endvidere kan andre professionelle aktører, hvis medvirken til sagsoplysningen er nødvendig for, at arbejdsskademyndighederne kan behandle sagen, blive pålagt både. Det drejer sig f.eks. om sygehuse, hospitaler og kommuner.
Det foreslås også, at fristen på 14 dage om at afgive oplysninger gælder i forhold til oplysninger, som arbejdsgiveren, den offentlige myndighed, lægen m.v. allerede er i besiddelse af. For så vidt angår kommunerne vil det f.eks. kunne være akter om den tilskadekomnes kommunale sygedagpenge- eller beskæftigelsessag. For så vidt angår sygehuse, læger eller andre sundhedsinstanser, vil det f.eks. kunne være helbredsoplysninger i journaler. For arbejdsgivere kan det dreje sig om oplysninger til brug for dokumentation om ansættelsesperiode, løn- og ansættelsesforhold, f.eks. hvis tilskadekomne havde skånehensyn i arbejdet. Fristen gælder ikke for oplysninger, som først skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af en anmodning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det vil f.eks. kunne være speciallægeerklæringer og funktionsattester.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse er betinget af, at vedkommende, som anmodes om at afgive oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, ikke medvirker til sagens oplysning. Det er således professionelle arbejdsgivere, sygehuse, kommuner m.v., der ikke besvarer anmodningen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, efter myndighederne har rykket for
svar, der kan idømmes bøde. Aktører, der besvarer anmodningen, forudsættes at have afgivet de oplysninger, de er i besiddelse af, og de vil derfor ikke kunne straffes.
Hvis vedkommende inden for fristen oplyser, at de ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger, kan der ikke indledes en straffesag mod den pågældende. Bestemmelsen medfører også, at vedkommende, som ikke besvarer anmodningen om oplysninger inden for fristen, vil kunne straffes, uanset om vedkommende er i besiddelse af oplysningerne eller ej, hvis fristerne ikke overholdes.
Hvis fristen på de 14 dage ikke overholdes, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen rykke for oplysningerne og vejlede om risikoen for bødestraf. Oplysningerne skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen ikke herefter modtager oplysningerne fra den sikringspligtige arbejdsgiver, offentlige myndighed eller læge m.v., sender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sagen til politiet med henblik på indledning af en straffesag mod den pågældende.
Bøden bør som udgangspunkt udmåles til 5.000 kr. i førstegangstilfælde og til det dobbelte i andengangstilfælde. Ved yderligere gentagelse kan bøden som udgangspunkt forhøjes med 5.000 kr. Det foreslåede bødeniveau svarer til det nuværende bødeniveau efter arbejdsskadesikringsloven ved manglende forsikring og manglende anmeldelse m.v.
Udmåling af bødestraf vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 41, 57 og 58, og bemærkningerne hertil.
3.10. Genoptagelse
Det følger af § 41, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at efter anmodning fra tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke er
omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Det gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse.
Fristen på 5 år er absolut og kan ikke forlænges.
Formålet med bestemmelsen i § 41, stk. 1, er at give tilskadekomne og de efterladte samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring adgang til at få genoptaget en tidligere afvist sag. Reglen gælder både for arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Den giver efter sin ordlyd et retskrav på at få sagen genoptaget, da der ikke er betingelser for, at sagen kan genoptages. I praksis er der opstillet et krav om, at der skal være nye oplysninger. Ændringer i lovgivning, retspraksis, administrativ praksis eller samfundsmæssige konjunkturer giver ifølge praksis ikke i sig selv grundlag for at genoptage sagen.
Det følger af lovens § 42, stk. 1, at efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og 17-18, genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.
Formålet med bestemmelsen i § 42, stk. 1, er at sikre, dels at tilskadekomne har mulighed for at få genoptaget spørgsmålet om erstatnings- og godtgørelse, hvis der inden for 5 år efter afgørelsestidspunktet sker væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbreds- og/eller erhvervsmæssige forhold, som kan tilskrives arbejdsskaden, dels at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for at genoptage spørgsmålet om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden for 5 år bliver bekendt med, at der er sket så væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen, at det bør føre til en forhøjelse af tilskadekomnes godtgørelse for varigt mén eller ændring i op- eller nedadgående retning af den løbende erhvervsevnetabserstatning fremadrettet. Genoptagelsesadgangen omfatter ikke forsikringsselskaber eller arbejdsgivere.
Efter praksis skal tilskadekomne ikke dokumentere, at der er sket ændringer i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold, som kan skyldes arbejdsskaden, når der anmodes om genoptagelse om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene inden for 5 år. Genoptagelsen forudsætter efter praksis som udgangspunkt alene, at tilskadekomne anmoder herom og
oplyser, at der er sket en væsentlig ændring. Fristen for genoptagelse af afgørelser vedrørende erstatnings- og godtgørelsesniveauet kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen, og når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristen. Ved genoptagelse efter udløbet af 5-års- fristen er det ifølge praksis et krav, at det dokumenteres, at der er en vis sandsynlighed for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold. Det er tilskadekomne, som har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.
Det følger af lovens § 43, at er en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse.
Fristerne på 5 år er absolutte og kan ikke forlænges.
Det betyder, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, i op til 5 år efter erstatningens ophør kan anmode om at få tilkendt en yderligere tidsbestemt løbende erstatning. Fristen på 5 år er absolut og kan ikke fraviges. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges, anvendes de samme kriterier, som blev lagt til grund for den oprindelige afgørelse.
Det følger endvidere af lovens § 20, stk. 1, at den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og som ved tilskadekomnes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.
Det følger af samme bestemmelses stk. 2, at erstatningen til en erstatningsberettiget efterladt ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årligt udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales med virkning fra datoen for dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden kan højst fastsættes til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales ydelsen dog først fra udløbet af
efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.
3.10.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foresl åede ordning
I næsten to ud af tre af de genoptagelsessager, hvor spørgsmålet om tab af erhvervsevne sagsbehandles igen, fører genoptagelsen ikke til et ændret resultat.
Adgangen til genoptagelse af erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene inden for fem år betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hvert år modtager og behandler ca. 5.000 anmodninger om genoptagelse. I en del sager anmodes der om genoptagelse gentagne gange. I ca. halvdelen af sagerne er afgørelsen efter seneste genoptagelse den samme som den oprindelige afgørelse.
Det medfører bl.a., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hvert år behandler ca. 1.300 genoptagelsesanmodninger vedr. erhvervsevnetab. I omkring 30 pct. af sagerne forhøjes erstatningen, og i 5 pct. af sagerne nedsættes erstatningen. I de øvrige sager fører genoptagelsen ikke til et ændret resultat. Behandlingen af genoptagelsessager, som ikke medfører et ændret resultat, forlænger alt andet lige tilskadekomnes sagsforløb. Det betyder, at den tilskadekomne venter yderligere uden ændret resultat, og det medvirker samtidig til at trække ressourcer fra den øvrige sagsbehandling og generelt til at forlænge sagsbehandlingstiden hos arbejdsskademyndighederne.
Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at muligheden for at få genoptaget en afgørelse skal være betinget af, at tilskadekomne kan sandsynliggøre, at der ved fornyet behandling af sagen vil være grundlag for en ændret afgørelse. Tilskadekomne, der oplever en væsentlig forværring af deres tilstand, vil således lige som i dag fortsat have adgang til genoptagelse.
Aftalepartierne finder det derfor hensigtsmæssigt, at reglerne for genoptagelse af alle afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader og om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene efter arbejdsskadesikringsloven ændres, således at det bliver en betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse
vil føre til et anden materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette.
Med forslaget tilpasses kriterierne efter lovens § 42, stk. 1, for genoptagelse af sager om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse inden for 5 år til praksis for genoptagelse efter 5 år. Det foreslås derfor samtidig, at der i sager om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse ikke længere vil være en 5-års-frist for genoptagelse. Den tidsmæssige ramme for at kunne få genoptaget en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse vil herefter alene være begrænset af de almindelige forældelsesregler i forhold til arbejdsskadesikringsloven.
Der er ikke med forslaget tilsigtet materielle ændringer i forhold til fristerne for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade efter nugældende § 41, stk. 1, eller spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte efter lovens § 20, jf. § 43. Det betyder, at der fortsat vil gælde en absolut frist på 5 år for genoptagelse af disse spørgsmål. Som noget nyt vil det dog blive stillet som en betingelse for at genoptage disse spørgsmål, at tilskadekomne eller efterladte indsender oplysninger, der sandsynliggør, at der kan være grundlag for ændre den tidligere afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet eller retten til erstatninger til efterladte.
Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne afvise at genoptage en sag til materiel prøvelse, hvis tilskadekomne eller efterladte ikke fremkommer med oplysninger, som kan sandsynliggøre, at sagens faktiske omstændigheder enten adskiller sig væsentligt fra det, som blev lagt til grund ved afgørelsen, eller har ændret sig væsentligt, og at ændringerne af de helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige forhold skyldes arbejdsskaden. Dette vil medvirke til at sikre, at færre tilskadekomne skal vente på en afgørelse, som åbenlyst ikke vil føre til et andet resultatet, ligesom sagsbehandlingsressourcerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i højere grad bliver brugt på behandling af sager, hvor der er en reel udsigt til, at tilskadekomne får en anden materiel afgørelse som følge af sagsbehandlingen.
Samtidig foreslår Beskæftigelsesministeriet, at alle regler om genoptagelse efter loven af forenklingsmæssige grunde samles i én bestemmelse. Bestemmelsen i lovens § 43, 2. pkt. om, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør kan anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse foreslås overført til
lovens § 20, stk. 2, så alle regler om erstatning til efterladte samles, når det ikke drejer sig om genoptagelse af disse sager. Sidstnævnte ændring er af redaktionel karakter og vil ikke medføre materielle ændringer i tilskadekomnes eller efterladtes retsstilling efter loven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 og 46-50, og bemærkningerne hertil.
3.11. Søgsmålsfrist og rekurs
I dag kan arbejdsskadesagens parter indbringe alle afgørelser i sagen for domstolene. I dag findes der således ikke regler om, at arbejdsskadesagens parter skal have udnyttet den administrative rekurs, inden en part kan indbringe sagen for domstolene. I dag kan en retssag vedrørende arbejdsskadesager således anlægges mod både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen. Der findes endvidere ikke regler om, at en sag skal være anlagt ved domstolene inden for en nærmere angivet periode. En parts krav efter loven kan dog være forældet som følge af forældelsesreglerne, f.eks. med de undtagelser, der fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5, ligesom forsikringsselskabet efter en konkret vurdering kan fortabe sine muligheder for at gøre indsigelse mod en afgørelse som følge af retsfortabende passivitet.
Det følger af Grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., at domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det betyder, at afgørelser fra den offentlige forvaltning, herunder arbejdsskademyndighederne, kan indbringes for domstolene til prøvelse for den, der har en retlig interesse i sagen. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at der ved lov kan fastsættes søgsmålsfrister. Eksempelvis bestemmes det i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 58 d, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1, at søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
3.11.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåe de ordning
Aftalepartierne er enige om, at der indføres en bestemmelse om, at den administrative rekurs skal være udnyttet, før der kan anlægges sag ved domstolene. Det vil sige, at retssager vedrørende afgørelser i arbejdsskadesager fremover først kan anlægges, når sagen har været påklaget til og behandlet af Ankestyrelsen, og at retssager ikke længere kan
anlægges mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men alene mod Ankestyrelsen.
Forslaget sikrer, at det eksisterende administrative rekurssystem anvendes fuldt ud, fremfor – som i dag, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser indbringes ved domstolene uden, at Ankestyrelsen har haft lejlighed til at tage stilling til afgørelsen. Det vil således sikre, at Ankestyrelsen som øverste offentlige myndighed og som ansvarlig for praksisudmeldinger på arbejdsskadeområdet, herunder i form af principmeddelelser, også er den myndighed, der sagsøges, når en part ønsker domstolenes stillingtagen til praksis på arbejdsskadeområdet. Det forventes således, at flere afgørelser afklares administrativt, uden at skulle behandles ved domstolene. Alt andet lige vil forslaget således kunne forøge antallet af anmodninger om genoptagelser og klagesager.
Det forventes også, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med forslaget vil skulle bruge færre ressourcer i forbindelse med retssager på arbejdsskadeområdet, mens Ankestyrelsen – alt andet lige – må forventes fremover at modtage flere stævninger og således vil kunne få et øget ressourcebrug i forbindelse med retssager.
Endvidere foreslås det, at der indføres en frist for at indbringe Ankestyrelsens afgørelser for domstolene. Formålet med søgsmålsfristen er at sikre, at der efter en fastsat periode ikke kan rejses tvivl om gyldigheden af en afgørelse om en arbejdsskade. Dette medvirker til, at især tilskadekomne kan indrette sig og disponere i forhold til de administrative afgørelser. Herudover vil det samlede sagsforløb for visse sager blive kortere, idet nogle retssager i dag anlægges flere år efter seneste afgørelse.
Det foreslås, at søgsmålsfristen differentieres, så fristen for tilskadekomne fastsættes til 1 år fra afgørelsen, mens fristen for forsikringsselskaberne, selvforsikrede statslige myndigheder, regioner, kommuner, arbejdsgivere og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension foreslås fastsat til 6 måneder fra afgørelsen. Hermed kan sagens parter varetage deres interesser inden for rimelig tid, samtidig med at hensynet til en hurtig sagsbehandling og afgørelsens gyldighed imødekommes.
Det foreslås, at fristen skal være differentieret af hensyn til, at tilskadekomne som privatperson ofte har færre ressourcer og mindre erfaring end forsikringsselskabet i at anlægge retssager. Endvidere vil tilskadekomne inden for fristen kunne ansøge om fri proces eller
retshjælpsdækning via eget forsikringsselskab til at indbringe sagen for domstolene.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på dette grundlag, at forslaget om søgsmålsfrist er rimelig i forhold til grundlovens § 63, stk. 1. Forslaget er i tråd med – og ikke mere indgribende end – allerede eksisterende søgsmålsfrister i andre lovgivninger, f.eks. § 58 d, stk. 2, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Søgsmålsfristen i arbejdsskadesikringsloven foreslås at være længere for tilskadekomne af hensyn til tilskadekomne, der som privatperson forudsættes at have færre ressourcer og mindre erfaring i retssager, end arbejdsskadeforsikringsselskaber, arbejdsgivere m.v.
I forhold til forslaget om, at der skabes hjemmel til at igangsætte forsøg med at delegere afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber til at træffe afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet, jf. forslagets § 1, nr. 60, foreslås det, at den administrative rekurs også skal være udnyttet i disse sager, før sagen kan indbringes for domstolene. Det betyder i praksis, at f.eks. en tilskadekommen, der er uenig i afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet, som et forsikringsselskab har truffet, skal anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at træffe afgørelse i sagen. Sagen behandles herefter på helt sædvanlig vis i arbejdsskadesystemet, hvorefter forslaget om, at den administrative rekurs skal være udnyttet, før en sag kan indbringes for domstolene inden for søgsmålsfristen, ligeledes vil omfatte disse sager.
3.12. Aldersnedsættelse af méngodtgørelse (§ 18)
Efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven nedsættes godtgørelsen for mén med 1 pct. for hvert år, den tilskadekomne var ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden, hvis tilskadekomne ved arbejdsskadens indtræden var fyldt 40 år. Var tilskadekomne fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Erstatningsansvarsloven indeholder tilsvarende regler.
3.12.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Partierne bag aftalen om arbejdsskadeområdet er enige om, at grænsen for aldersnedsættelse for størrelsen på méngodtgørelsen skal øges med ét år ved næstkommende hævelse af pensionsalderen. Aftalepartierne er derfor enige om at hæve tidspunktet for nedskrivningen af méngodtgørelsen som følge af alder med et år fra 1. juli 2035.
Det foreslås derfor, at fra 1. juli 2035 vil aldersnedsættelsen ske med 1 pct. for personer, der er ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden, og med yderligere 1 pct. for personer, der er ældre end 60 år ved arbejdsskadens indtræden. Det foreslås tilsvarende, at grænsen for, hvornår godtgørelsen ikke nedsættes yderligere, hæves med et år fra det 69. år til det 70. år.
3.13. Lettere adgang til erstatning ved vold på arbejdspladsen
Personer, der udsættes for vold, trusler eller en voldsom hændelse i forbindelse med deres arbejde, kan være berettiget til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, ligesom de kan have ret til erstatning efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
En række erstatningsposter kan dækkes efter såvel arbejdsskadesikringsloven som erstatningsansvarsloven, men beregnings- og udbetalingsreglerne er for nogle af erstatningsposterne forskellige. Der er endvidere en række erstatningsposter, som kun dækkes efter erstatningsansvarsloven.
Efter § 2, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven er personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, omfattet af reglerne om arbejdsskade efter §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående.
Ved en arbejdsulykke forstås efter § 6 i arbejdsskadesikringsloven en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Personskaden kan være fysisk eller psykisk og kan være varig eller forbigående. Det er ikke et krav, at personskaden medfører behov for behandling, eller at skaden er blevet behandlet.
Efter § 48 i arbejdsskadesikringsloven har enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer som nævnt i § 2, sikringspligt efter loven for disse personer. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan sikre egen person efter loven.
Arbejdsgiveren opfylder sin sikringspligt ved at tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker og tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mod følgerne af erhvervssygdomme. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefælle sikrer egen person på tilsvarende vis.
Staten, folkekirken, regionerne og kommunerne har ikke pligt til at tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker, jf. § 48, stk. 5. De selvforsikrede arbejdsgivere bærer selv den fulde økonomiske risiko ved arbejdsulykker og skal betale de erstatninger mv. til tilskadekomne og efterladte, som følger af loven. For kommuner og regioner er der tale om en ret til at kunne være selvforsikrede, mens det er en pligt for staten at være selvforsikret, medmindre der efter lovgivningen skal eller kan tegnes forsikring, jf. cirkulære om selvforsikring i staten m.v. §§ 4 og 8. Som selvforsikret er man både arbejdsgiver og forsikringsselskab i arbejdsskadesager. Disse roller skal holdes adskilt, og forsikringsenhedens oplysninger, herunder følsomme personoplysninger vedrørende tilskadekomne, må ikke tilgå arbejdsgiveren. Det vil ofte sikres ved oprettelse af særlige forsikringsenheder med lukkede it-systemer.
Det følger af § 40 i arbejdsskadesikringsloven, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om alle spørgsmål efter loven, medmindre andet er fastsat.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter § 40 kan påklages til Ankestyrelsen, jf. § 44.
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., at erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er primær. Lov om erstatningsansvar fastsætter erstatningsposter og niveauer bredt og gælder, når der ikke er fastsat andet ved lov. Da arbejdsskadesikringsloven er primær, vil skadelidtes krav mod en erstatningsansvarlig i medfør af lov om erstatningsansvar nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Skadelidte kan dermed kun gøre krav gældende i medfør af lov om erstatningsansvar, hvis der efter disse regler er grundlag for en anden eller en højere erstatning, og i det tilfælde kun for differencen mellem erstatningsbeløbene.
Det følger af § 29, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven, at den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikring har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra
arbejdsskadeforsikringsselskabet, når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.
Offererstatningsordningen er en statslig erstatningsordning, der varetages af Erstatningsnævnet, der hører under Justitsministeriets ressort. Ordningen indebærer, at staten yder erstatning og godtgørelse efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, hvis et offer for en overtrædelse af bl.a. straffeloven krænkes eller kommer til skade i den danske stat. I praksis vil situationen ofte være den, at skadevolderens ansvar, når der er begået en forbrydelse, ikke vil være dækket af en forsikring, og at lovovertræderen er ude af stand til at betale erstatning. Formålet med offererstatningsordningen er at sikre, at ofre for forbrydelser kan få erstatning og godtgørelse. Der ydes derfor også erstatning og godtgørelse, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes.
Erstatning og godtgørelse fastsættes efter dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar efter lov om erstatningsansvar. Der kan bl.a. ydes godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Erstatning fra det offentlige ydes ikke, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser. I det omfang Erstatningsnævnet yder erstatning, indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen. I de tilfælde hvor erstatning for tab af erhvervsevne efter lov om erstatningsansvar er højere end efter arbejdsskadesikringsloven, ydes der et differencekrav, når sagen er omfattet af offererstatningsordningen.
Det er en betingelse efter offererstatningsloven, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning.
Erstatningsnævnet kan efter reglerne i offererstatningsloven indhente nødvendige oplysninger hos andre, der har kendskab til forholdene i forbindelse med skaden, samt opfordre ansøgeren til at medvirke til sagens oplysning, herunder ved personligt fremmøde for nævnet og ved at lade sig undersøge af en læge m.v. Hvis ansøgeren ikke efterkommer opfordringen til at medvirke til sagens oplysning, kan sagen afgøres på det i øvrigt
foreliggende grundlag. Tilsvarende gælder for andre myndigheder efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Erstatningsnævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
En person, der har været udsat for en skade, men hvor handlingen ikke er en straffelovsovertrædelse, kan rejse et civilt søgsmål om erstatning efter erstatningsansvarsloven mod skadevolderen for at få dækning for en påført skade, som ikke er dækket af offererstatningsloven.
3.13.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.
Den tidligere regering nedsatte på baggrund af beslutningsforslag nr. B 46 om ansattes mulighed for fuld erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdspladsen, en tværministeriel arbejdsgruppe om afdækning af ansattes mulighed for fuld erstatning, når de udsættes for vold mv. på arbejdet. Arbejdsgruppen udarbejdede på den baggrund rapporten Erstatning for vold på arbejdspladsen, som blev oversendt til Folketingets Beskæftigelsesudvalg i maj 2022. Rapporten kan findes på retsudvalgets almindelige del - bilag 260.
Voldsrelaterede hændelser på arbejdspladser kan ske i brancher, hvor der ydes omsorg, og blandt personaletyper, som i bred forstand har omsorg som stillingsindhold. I forhold til social- og ældreområdet er det indgået i arbejdsgruppens vurdering, at ansatte på socialområdet i væsentligt højere grad end øvrige brancher oplever vold og trusler på deres arbejde og får anerkendt en voldsrelateret arbejdsulykke som en arbejdsskade. Skadevolderen kan f.eks. være en beboer på et socialt botilbud eller en ældre med demens, hvor volden f.eks. begås i afmagt og på grund af skadevolders manglende forståelse for egen situation.
Det kan ifølge Rapporten Erstatning for vold på arbejdspladsen2 også være tilfældet på pleje- og omsorgsområdet, hvor skadevolder f.eks. pga. voldsom adfærd bliver udsat for fastholdelse eller magtanvendelse fra de ansatte med henblik på at beskytte skadevolderen selv, andre beboere eller de ansatte. I sådanne situationer kan det ske, at den ansatte kommer til skade, når skadevolderen i et forsøg på at komme fri uforvarende rammer den
2 Erstatning for vold på arbejdspladsen – B46 arbejdsgruppens vurderinger af mulige løsningsmodeller, maj 2022, retsudvalgets almindelige del - bilag 260.
ansatte med en arm eller en fod. I sådanne situationer vil der typisk ikke være tale om en straffelovsovertrædelse, da skadevolderen ikke har forsæt til at begå handlingen. Af Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem, fremgår det, at ansatte, der udsættes for vold på arbejdet fra de borgere, som de er ansat til at tage vare på, kan stå i et etisk dilemma, hvis de via offererstatningsloven skal søge den erstatning efter erstatningsansvarsloven, som de kan være berettiget til ud over den erstatning, som de kan få fra arbejdsskadesikringsloven.
For at gøre det lettere for ansatte i disse situationer at opnå fuld erstatning, er aftalepartierne enige om at forpligte visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en særlig forsikring for arbejdsskader som følge af vold på arbejdspladsen (herefter voldsskadeforsikring). Forpligtelsen skal gælde for arbejdsgivere for ansatte, der er i særlige risiko for at blive udsat for vold eller voldsomme hændelser på arbejdet fra borgere, de er ansat til at drage omsorg for.
Det foreslås således at forpligte visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en voldsskadeforsikring som en del af arbejdsulykkesforsikringen, der dækker erstatning og godtgørelse efter lov om erstatningsansvar for personskade, der forvoldes ved vold, trusler eller andre voldsomme hændelser mod de ansatte på arbejdspladsen, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt efter lov om arbejdsskadesikring.
Det foreslås endvidere, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere der har pligt til at tegne forsikringen. Der vil i samarbejde med relevante ministerier blive fastsat helt præcise regler om, hvilke arbejdsgivere der skal være omfattet af forsikringspligten. Bemyndigelsen vil endvidere give beskæftigelsesministeren adgang til efter forhandling med relevante ministre at kunne fastsætte regler om, at visse personalegrupper, som ikke har klient- eller borgerkontakt, kan undtages fra forsikringen. Pligten til at tegne forsikring skal som udgangspunkt omfatte arbejdsgivere inden for det sociale område, ældreområdet, psykiatrien og visse undervisningsinstitutioner. Det forventes at dreje sig om bl.a. døgninstitutioner, bosteder, plejehjem, den regionale psykiatri, specialskoler, institutioner med ungdomsuddannelse for unge med særlige behov og institutioner, hvor der foregår specialundervisning for voksne. Der henvises til en udførlig liste over, hvilke brancher og områder der forventeligt vil være forsikringspligtige arbejdsgivere efter voldsskadeforsikringsordningen, i bemærkningerne til § 1, nr. 53.
Det skal bemærkes, at det ikke er hensigten med bemyndigelsen at give ministeren mulighed for at udvide kredsen for, hvilken type af arbejdsgivere der skal omfattes af forpligtelsen.
Efter forslaget vil øvrige arbejdsgivere, som ikke er omfattet af de foreslåede regler om forsikringspligt, få mulighed for at forsikre deres ansatte mod følger af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdspladsen, hvis de vurderer, at der er behov for det. Det vil også gælde for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller samt andre selvforsikrede arbejdsgivere.
Med forslaget vil der blive skabt bedre mulighed for, at ansatte, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet, får ret til fuld erstatning og godtgørelse, dvs. efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, når visse krav ikke dækkes eller ikke dækkes fuldt ud efter arbejdsskadesikringsloven, uden at den ansatte er nødt til at anmelde episoden til politiet for at opnå ret til erstatning. Det gælder f.eks. godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, der ikke ydes efter lov om arbejdsskadesikring, samt eventuelle differencekrav i tilfælde, hvor erstatningen efter erstatningsansvarsloven er højere end efter lov om arbejdsskadesikring.
Det foreslås, at forsikringen kun skal omfatte hændelser, som anerkendes som en arbejdsulykke efter lov om arbejdsskadesikring. På den måde sikres det, at der er tale om en hændelse, som er sket på arbejdspladsen eller i tilknytning til arbejdet, og at der er tale om en ansat, som er omfattet af arbejdsgiverens sikringspligt efter loven. Målgruppen for forsikringen vil således efter forslaget være ansatte, som i forvejen er omfattet af reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Det betyder bl.a., at forsikringen skal dække personer, som er ansat til at udføre arbejde på arbejdspladsen, uanset om arbejdet er lønnet eller ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Det gælder således både for fastansatte, vikarer, frivillige og personale, der er ansat til at varetage andre opgaver end de primære arbejdsfunktioner på arbejdspladsen, f.eks. en pedel, køkkenpersonale eller administrativt personale på en institution.
Forslaget betyder også, at andre personer, som midlertidigt har sin gang på arbejdspladsen, f.eks. en håndværker, som er hyret til at udføre et stykke arbejde, men som er selvstændig eller ansat af en anden sikringspligtig arbejdsgiver, eller en besøgende på en institution, ikke vil være omfattet af
ordningen. Personer, som har en anden arbejdsgiver, vil dog kunne sikres af deres egen arbejdsgiver.
Forsikringen skal efter forslaget dække personskade, som følge af voldsomme hændelser, der forvoldes af en skadevolder, som den ansatte drager omsorg for. Dette gælder for det første skader, der efter de gældende regler vil være omfattet af offererstatningsloven. Forsikringen forventes således at dække situationer, som skaber et ansvarsgrundlag ud fra almindelige culpabetragtninger. Det gælder, uanset om skadevolder vil blive anset for straffri f.eks. fordi pågældende er utilregnelig. Eksempler på dette er forsætlige eller uagtsomme slag og spark mod en medarbejder fra en beboer på et bosted eller et plejehjem, mens medarbejderen f.eks. er ved at hjælpe beboeren med et praktisk gøremål. Et eksempel herpå kan være, hvis en ansat på et plejecenter får et knytnæveslag i ansigtet af en dement og psykotisk beboer i forbindelse med et bleskift. Forslaget vil ligeledes omfatte personskade, som forvoldes ved andre hændelser i forbindelse med arbejdet, der ikke vil være omfattet af straffeloven. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en ansat på en institution, kommer til skade i forbindelse med en magtanvendelsessituation med henblik på at beskytte skadevolderen selv, andre beboere eller de ansatte. I sådanne situationer kan det ske, at den ansatte kommer til skade, når skadevolderen i et forsøg på at komme fri uforvarende rammer den ansatte.
Forsikringen vil omvendt ikke skulle dække hændelser, som må anses for hændelige. Det gælder f.eks., hvis en medarbejder deltager i boldspil med beboere på et bosted og pådrager sig en skade som følge af et utilsigtet spark over skinnebenet fra en beboer. Det gælder også uanset, at hændelsen efter omstændighederne vil kunne blive betragtet som en arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven.
Det afgørende for, om en skade er omfattet af ordningen, vil således være, om der er tale om en uagtsom eller forsætlig handling, der efter dansk rets almindelige regler vil medføre, at skadevolder bliver erstatningsansvarlig. Tilskadekomne vil efter forslaget ikke have pligt til at angive, hvem der udførte den skadevoldende handling, for at være omfattet af den foreslåede nye voldsskadeforsikringsordning. Der skal blot være tilstrækkelig dokumentation til, at arbejdsgiver kan anmelde hændelsen som en arbejdsskade, jf. § 6 i arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at det ikke er nødvendigt i anmeldelsen af arbejdsskaden at angive den person, som har forvoldt skaden.
Det foreslås, at arbejdsgivere, der har tegnet arbejdsulykkesforsikring, og som skal eller ønsker at tegne voldsskadeforsikringen, skal tegne den som en udvidet del af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod arbejdsulykker. Det betyder, at arbejdsgiveren skal tegne en udvidet arbejdsulykkesforsikring, som også dækker skader, som er forårsaget af vold, i samme forsikringsselskab, hvor arbejdsgiveren i forvejen har tegnet forsikring mod ulykker.
Offentlige arbejdsgivere, som er selvforsikrede efter arbejdsskadesikringsloven, kan også være selvforsikrede i forhold til den foreslåede lovpligtige voldsskadeforsikring. Det foreslås samtidig, at alle regionale og kommunale arbejdsgivere kan vælge at tegne forsikring i et forsikringsselskab frem for at være selvforsikrede. I de tilfælde, hvor en selvforsikret arbejdsgiver er omfattet af pligten til at have en voldsskadeforsikring, men ikke tegner en sådan forsikring, vil arbejdsgiveren også være selvforsikret i forhold til voldsskadeforsikringen. På samme måde som med hensyn til arbejdsskadesikring i øvrigt kan statslige arbejdsgivere ikke fravælge at være selvforsikrede efter voldsskadeforsikringsordningen.
Det foreslås, at det er forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, der træffer afgørelse om, hvorvidt en personskade er omfattet af voldsskadeforsikringen, og om eventuel erstatning, godtgørelse m.v. efter lov om erstatningsansvar. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver udbetaler ligeledes en eventuel erstatning og godtgørelse til tilskadekomne. Hos selvforsikrede arbejdsgivere er det forsikringsenheden, som varetager sagsbehandlingen og træffer afgørelse uafhængigt af arbejdsgiveren. Det foreslås endvidere, at erstatning og godtgørelse efter voldsskadeforsikringen ikke kan danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte
Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed kan efter forslaget indhente oplysninger om den anerkendte arbejdsskade og udmålingen af erstatning i forbindelse hermed, herunder lægelige og økonomiske oplysninger om tilskadekomne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelser om erstatning efter erstatningsansvarsloven kan efter den foreslåede ordning ikke påklages til en administrativ myndighed. Det betyder, at hvis en part er utilfreds med forsikringsselskabets afgørelse, kan vedkommende rette henvendelse til selskabet eller anlægge sag ved domstolene, ligesom ansatte,