Triatlon Danmarks love
27. marts 2021
§ 1. Navn
1. Forbundets navn er Triatlon Danmark
§ 2. Område
1. Forbundet er udover triatlonsporten styrende for alle nuværende som fremtidige tilgrænsende sportsgrene karakteriseret ved at to eller flere udholdenhedsidrætter kombineres uden mellemliggende pause.
§ 3. Formål
1. Forbundets formål er at:
a) Fremme kendskabet til og udøvelsen af triatlonsporten med tilgrænsende sportsgrene i Danmark.
b) Repræsentere triatlonsporten over for organisationer og myndigheder i ind- og udland.
c) Give forbundets medlemmer de bedst mulige vilkår for at dyrke sporten.
§ 4. Reglement
1. Alle konkurrencer, der optages på Triatlon Danmarks terminsliste, skal gennemføres efter Triatlon Danmarks konkurrenceregler.
2. Bestyrelsen fastsætter konkurrencereglerne. Bestyrelsen kan herunder fastsætte nærmere bestemmelser om disciplinære sanktioner, herunder om bøder og om udelukkelser.
§ 5. Medlemskab
1. Triatlon Danmark optager følgende medlemmer:
a. Danske klubber og foreninger, hvis medlemmer aktivt udøver triatlonsporten, eller tilgrænsende sportsgrene.
Medlemmerne i de enkelte klubber/afdelinger (afdelinger for flerstrengede foreninger) under Triatlon Danmark er automatisk medlem af Triatlon Danmark og får hver tildelt et medlemsnummer.
b. Triatlon Danmark optager desuden enkeltpersoner som medlemmer, jf. DIFs love vedrørende enkeltpersonsmedlemskaber. Triatlon Danmark udarbejder et aktivitetstilbud til Enkelt-Persons-Medlemmer (EPM).
For enkeltpersonmedlemmer opkræves et årligt kontingent, som vedtages af bestyrelsen. Triatlon Danmark fører en medlemsliste over de enkeltpersoner som optages.
2. For at opnå medlemskab skal medlemsklubber have en bestyrelse, fremlægge et sæt love og en aktivitetsplan, der demonstrerer en optagelsesberettiget sportslig aktivitet. Er det en flerstrenget forening, der dyrker andre idrætsgrene, skal der oprettes et triatlonudvalg, hvor minimum et af medlemmerne indgår i klubbens hovedbestyrelse. Medlemsklubber skal på forlangende kunne fremlægge dokumentation for, at der leves op til disse krav.
3. Medlemsklubber skal betale et klubkontingent til forbundet. Klubkontingent beregnes ud fra en takst per medlem i klubben.
4. Klubkontingentets medlemstakst fastsættes af repræsentantskabet på den ordinære generalforsamling.
5. Hvis betingelserne i § 5 stk. 3 ikke opfyldes, eller hvis en medlemsklub er i restance med ethvert krav til forbundet, kan medlemskabet suspenderes indtil betingelserne for fornyet medlemskab er til stede.
6. Medlemsklubberne skal rettidigt hvert år indsende en medlemsregistrering til DIF og desuden holde forbundet opdateret på kontaktdata på klubbens formand og kasserer.
§ 5a. Professionelle afdelinger
1. En medlemsklub kan, jf. § 5, oprette en professionel afdeling.
2. En professionel afdeling er defineret ved udelukkende at bestå af atleter, som har indgået skriftlig kontrakt med den professionelle afdeling.
3. Den professionelle afdeling har mulighed for at have egne love samt egen bestyrelse.
4. Den professionelle afdeling betaler et årligt gebyr til Triatlon Danmark. Triatlon Danmarks bestyrelse fastsætter 1 gang årligt størrelsen af dette gebyr.
5. Hvis den professionelle afdeling er i restance med betaling af gebyret, suspenderes den professionelle afdelings mulighed for at deltage i mesterskaber, indtil restancen er betalt.
6. Den professionelle afdeling kan navngive sig uafhængigt af medlemsklubbens navn og kan til enhver tid ved underretning til Triatlon Danmark ændre navnet. Det er alene den professionelle afdelings ansvar at sikre, at navnet ikke strider mod andres rettigheder.
7. En professionel afdeling har ikke selvstændig møderet og stemmeret på generalforsamlingen.
§ 6. Tilknytning
1. Forbundet er medlem af Danmarks Idrætsforbund (DIF), Europe Triathlon (ET) og World Triathlon (WT).
2. Triatlon Danmark vil lade en eventuel uenighed mellem forbundet og andre nationale forbund afgøre ved Court of Arbitration for Sports (CAS).
§ 7. Bestyrelsen
1. Forbundets bestyrelse består af 7 medlemmer: Formand, Næstformand, Politisk økonomiansvarlig samt yderligere 4 medlemmer hvor:
a) Formand og yderligere to medlemmer er på valg i lige år.
b) Politisk økonomi ansvarlig og yderligere tre medlemmer er på valg i ulige år.
c) Bestyrelsen konstituerer selv sin næstformand efter den ordinære generalforsamling.
2. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling for to år ad gangen – se §7.1
3. Triatlon Danmark ønsker, at begge køn er repræsenteret i den siddende bestyrelse.
4. Desuden vælges på generalforsamlingen en 1. og 2. suppleant. Suppleanter vælges for et år ad gangen. Ved eventuel afgang af bestyrelsesmedlem(mer) inden valgperiodens udløb indtræder 1. suppleanten, og i givet fald 2. suppleanten i bestyrelsen indtil førstkommende ordinære generalforsamling.
5. Bestyrelsen kan efter behov nedsætte udvalg, hvis medlemmer udpeges af bestyrelsen.
6. Et udvalg kan højst bestå af 6 medlemmer samt bestyrelsens repræsentant. Dog kan amatør- og ordensudvalget højst bestå af 3 medlemmer jf. § 13, stk. 1.
7. Valgene, både til bestyrelsen og til amatør- og ordensudvalget, afgøres ved simpelt stemmeflertal. Såfremt en repræsentant ønsker det, skal afstemningen være skriftlig. Ved stemmelighed afgøres udfaldet ved lodtrækning.
§ 8. Protokol
1. Over det på generalforsamlingen og bestyrelsesmøder passerede skal der i en protokol indføres et referat, som for generalforsamlingens vedkommende underskrives af dirigenten.
2. Der føres endvidere en fortløbende protokol over de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger.
§ 9. Regnskab og revision
1. Bestyrelsen er ansvarlig for forbundets økonomi. Forbundets økonomiansvarlige forestår regnskab og budget. Regnskabsåret er 1. januar - 31. december. Budgettet gælder for indeværende år. Regnskabet fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.
2. Til revision af regnskabet vælger generalforsamlingen eksterne revisorer.
3. Revision af regnskabet skal foretages af revisorerne hvert år inden generalforsamlingen. Ekstrakt af det reviderede driftsregnskab og status tilstilles medlemmerne skriftlig inden generalforsamlingen.
§ 10. Tegningsret
1. Forbundet tegnes af formanden og den økonomisk ansvarlige i forening.
2. Forbundet kan ansætte en direktør, der har fuldmagt til at disponere på forbundets vegne.
§ 11. Ordinær generalforsamling
1. Generalforsamlingen er forbundets øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling skal holdes senest 1. april og skal indvarsles skriftligt senest 15. januar samme år.
Generalforsamlingen skal som minimum have følgende dagsorden;
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Beretning fra den økonomiansvarlige
4. Fastsættelse af klubkontingent gældende fra 1. april samme år
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af bestyrelse og revisorer
7. Valg af medlemmer til amatør- og ordensudvalget
8. Eventuelt.
2. På generalforsamlingen har alle medlemsklubber med fuldt medlemskab møde-, tale- og stemmeret, såfremt medlemsklubben ikke er i restance til Triatlon Danmark. Medlemsklubber med fuldt medlemskab kan højst repræsenteres af 2 personer.
Klubber med 1-100 medlemmer har to stemmer. Klubber med 101-250 medlemmer har tre stemmer.
Klubber med 251 medlemmer eller derover har fire stemmer.
Stemmeretten baseres på det antal medlemmer, som klubben har betalt for pr 31. december året før og indberettet til DIF indenfor den fastsatte frist.
Enkeltperson-medlemmer repræsenteres af to medlemmer, som vælges blandt enkeltperson- medlemmerne ved en valghandling forud for den ordinære generalforsamling. Valghandlingen gennemføres af Triatlon Danmark. Kun enkeltperson-medlemmer, som ikke er kontingentrestance, kan deltage i valghandlingen.
De to valgte repræsentanter har stemmeret svarende til en klub med op til 100 medlemmer. Der kan kun stemmes ved deltagelse.
Medlemsklubber med begrænsede rettigheder har såfremt klubben ikke er i restance til Triatlon Danmark, møde og taleret men ikke stemmeret.
Medlemsklubber med begrænsede rettigheder kan højst repræsenteres af en person.
Forslag kan fremsættes af bestyrelsen og alle medlemsklubber med fuldt medlemskab, som ikke er i restance til Triatlon Danmark. Det samme gælder for de to valgte repræsentanter for enkeltperson- medlemmerne.
3. Medlemmer af nedsatte udvalg har ret til at overvære generalforsamlingen. Som udvalgsmedlemmer har de tale- men ikke stemmeret.
4. Forslag, herunder forslag til lovændringer og forslag til ændret klubkontingent (pkt. 4 på dagsorden) der ønskes behandlet, samt kandidater til poster på valg, skal være forbundet i hænde senest den
10. februar.
5. Bestyrelsen er forpligtiget til senest 8 dage før afholdelsen af den ordinære generalforsamling at udsende indkaldelsen med dagsorden og mødemateriale til generalforsamlingen indeholdende forbundets årsrapport, alle indkomne forslag samt kandidater til poster på valg til medlemsklubberne og de valgte repræsentanter for enkeltperson-medlemmerne.
§ 12. Digital generalforsamling.
1. Bestyrelsen kan beslutte, at der afholdes en digital ordinær generalforsamling det pågældende år.
2. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.
3. Bestyrelsen skal gøre forbundets medlemmer bekendt med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.
4. Bestyrelsen skal oplyse forbundets medlemmer om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Forbundets medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.
5. Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.
§ 13 Ekstraordinær generalforsamling
1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes enten efter bestyrelsens beslutning, eller når mindst 1/6 af forbundets medlemsklubber henvender sig skriftligt til bestyrelsen med formuleret forslag til dagsorden.
2. Indvarsling skal ske skriftligt mindst 14 dage forud for den ekstraordinære generalforsamling.
§ 14. Amatør- og ordensudvalg
1. Amatør- og ordensudvalget vælges af generalforsamlingen og består af en formand og to medlemmer. Medlemmer af amatør- og ordensudvalget kan ikke samtidig være medlem af andre organer i Triatlon Danmark, herunder valgt til forbundets bestyrelse, som bestyrelsessuppleanter, revisorer eller som medlemmer af de nedsatte udvalg.
Desuden vælges på generalforsamlingen en suppleant til udvalget.
2. Et medlem af udvalget anses for inhabil, såfremt vedkommende er part i en sag eller interesseret i sagens udfald. I så fald indkaldes udvalgssuppleant.
3. Amatør- og ordensudvalgets opgaver er:
a. At afgøre alle sager vedrørende amatør-, ordens- og udelukkelsesbestemmelser, om overtrædelse af reglementer og lignende eller usømmelig adfærd. Dog kan sager, der alene angår konkurrencereglerne eller lignende, afvises af udvalget.
b. Som voldgiftsret at afgøre stridigheder mellem organisationer eller personer under Triatlon Danmark, når de stridende parter er enige om at begære en sådan afgørelse, og når udvalget mener at kunne påtage sig opgaven.
4. Udvalget har under behandlingen af en sag ret til at indhente alle de oplysninger, som udvalget finder nødvendige til belysning af sagen. Alle forespørgsler fra udvalget skal besvares inden den frist, udvalget har fastsat.
5. Parterne i en sag kan forlange, at parterne gives mulighed for mundtligt over for udvalget at fremsætte og begrunde deres påstande.
6. Amatør- og ordensudvalget kan tildele organisationer, klubber eller medlemmer af klubber under Triatlon Danmark advarsler, irettesættelser, bøde, fratagelse af diplom/bevis/medlemsnummer i en given periode eller træffe bestemmelse om udelukkelse eller eksklusion fra aktiviteter eller klubber under Triatlon Danmark.
Udvalget kan, når en sag er rejst, træffe afgørelse om midlertidig udelukkelse, indtil sagen er afgjort.
7. En af amatør- og ordensudvalget afsagt kendelse kan inden fire uger fra forkyndelsen ankes til Danmarks Idrætsforbunds amatør- og ordensudvalg.
Afgørelser truffet af udvalget skal offentliggøres på forbundets hjemmeside, efter at sagens parter er underrettet.
§ 15. Forretningsudvalg
1. Forretningsudvalget består af formanden, den politiske økonomiansvarlige og et af bestyrelsen udvalgt medlem af bestyrelsen. Direktøren er sekretær for udvalget.
2. Forretningsudvalget sætter selv sin forretningsorden, men er i sit virke forpligtet i forhold til generalforsamlingens og bestyrelsens beslutninger.
Udvalget kan træffe afgørelser i konkrete sager, der er af mindre rækkevidde, og som ikke er af principiel karakter.
Forretningsudvalget indstiller til bestyrelsen i sager, som er af større rækkevidde, eller som er af principiel karakter.
3. Forretningsudvalget afholder møde efter behov.
§ 16. Udelukkelse eller eksklusion
1. Medlemsklubber eller medlemmer af klubber og enkeltperson-medlemmer, der bevidst modarbejder eller skader forbundets omdømme eller arbejde, kan af amatør- og ordensudvalget idømmes udelukkelse eller eksklusion.
§ 17. Lovændringer
1. Ændringer i lovene kan finde sted ved almindeligt stemmeflertal på den ordinære generalforsamling. For at kunne behandles på generalforsamlingen skal forslag til ændring af lovene i formuleret stand være forbundskontoret i hænde senest den 10. februar.
2. Bestyrelsen er forpligtiget til senest ved udsendelsen af indkaldelsen til generalforsamlingen at udsende indkomne forslag til ændring af lovene til medlemsklubberne.
§ 18. Opløsning af forbundet
1. Opløsning af forbundet kan finde sted, når mindst 2/3 af forbundets medlemsklubber stemmer for det på en ordinær generalforsamling. Såfremt det fornødne antal medlemmer ikke er til stede, og et flertal af de fremmødte ønsker forbundet opløst, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvorpå opløsningen kan ske ved almindeligt stemmeflertal. Forslag til opløsning af forbundet skal i formuleret stand være forbundskontoret i hænde senest den 10. februar for at kunne behandles på generalforsamlingen.
2. Bestyrelsen er forpligtiget til skriftligt at forelægge indkomne forslag hertil for medlemsklubberne senest ved udsendelsen af indkaldelsen til generalforsamlingen.
3. Ved opløsning af forbundet anvendes dets midler efter generalforsamlingens beslutning til fremme af forbundets formål, jf. § 3. § 16 kan kun ændres efter de afstemningsregler, der her er givet vedrørende forbundets opløsning.
Vedtaget på forbundets ordinære generalforsamling den 28. februar 1993 og senest ændret på den ordinære generalforsamling den 27.03.2021. I alt 7 sider.