Københavns Kommune
Aftale for Projekthuset for unge på Bavnehøj
Mellem
og
Københavns Kommune
(herefter kaldet Kommunen)
Foreningen Københavns Projekthus
(herefter kaldet Foreningen)
er indgået følgende aftale om drift og udvikling af et projekt- og kulturhus (herefter kaldet Projekthuset) for unge i Københavns Kommune på Bavnehøj.
§ 1. Foreningens formål og profil
Foreningen formål er at skabe rammer, udviklingsmiljøer og samarbejder, der understøtter kulturelle og sociale igangsættere - amatører som professionelle. Foreningen vil skabe initiativer, der gør det nemmere, sjovere og muligt for flere igangsættere at realisere projekter, der skaber kulturel og social værdi – for både igangsætterne selv, projekternes deltagere og offentligheden.
Foreningen vægter deltagelsesaspektet i al projektaktivitet højt: Projekthusets brugere og projekternes målgruppe skal så vidt muligt indgå som aktive medskabere.
Foreningen har et ungdomskulturelt sigte: Projekthusets aktiviteter skal bidrage til, at flere unge får gode oplevelser og lykkes som kulturelle og sociale igangsættere.
Foreningen har et urbant sigte: Projekthuset vil samarbejde aktivt med andre projekt- og kulturaktører i lokalsamfundet og i et bredere bymæssigt perspektiv. De konkrete initiativer vil altid blive vurderet og prioriteret efter, hvad aktiviteten giver igen ud til byen i form af oplevelses-, udviklings- og inddragelsesmuligheder på tværs af geografiske og kulturelle grænser.
Foreningen er uafhængig af partipolitiske, religiøse og kommercielle interesser.
Foreningen er en non-profit organisation stiftet af fem organisationer, der i forvejen fungerer som platforme og katalysatorer for samfundsengagerede kreative: Supertankers Metapol, Unfair, GAM3, Büro Detours og Republikken.
§ 2. Vedtægter
Vedtægterne for Foreningen, herunder eventuelle ændringer heraf, skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
§ 3. Projekthusets ledelse
Foreningen ansætter en daglig ledelse af Projekthuset.
Projekthusets ledelse og ansatte er forpligtet til at inddrage Brugerrådet (se § 7) i den løbende evaluering og udvikling af Projekthusets virke, for at sikre at Projekthusets virke og ledelse lever op til både driftsaftalen med Københavns Kommune og de unges konkrete behov for og ideer til et åbent projektværksted for og af unge.
§ 4. Virksomhedsplan og budget
Foreningens bestyrelse udarbejder et budget for driften af 3. sal på Enghavevej og remisen, som skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Projekthusets ledelse udarbejder en virksomhedsplan indeholdende oplysninger om overvejelser vedrørende den fremtidige drift, visioner, målsætning m.v. Projekthusets brugerråd har høringsret under udarbejdelse af virksomhedsplan. Virksomhedsplan godkendes af Foreningens bestyrelse.
Virksomhedsplanen skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Kommunen ser ved godkendelsen på, om evt. tidligere aftaler er overholdt, herunder om de i § 6 angivne aktiviteter er opfyldt. Aktivitetsniveauet i en godkendt virksomhedsplan kan ikke ændres væsentligt uden forudgående aftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Budget og virksomhedsplan for 2009 skal være Kommunen i hænde senest den 1. maj 2009 eller før første udbetaling til foreningen.
§ 5. Tilskud
Tilskuddet for 2009 udgør i alt 2.038.670 kr. til drift samt 100.000 kr. til etablering. Tilskuddet udbetales i fire rater kvartalsvis forud. Det er medmindre anden særskilt aftale foreligger, en forudsætning for udbetaling af tilskuddet, at virksomhedsplaner, budgetter og regnskaber er indsendt rettidigt, samt at aftalens vilkår i øvrigt er overholdt.
Det er en forudsætning for tilskuddet, at Foreningen i aftalens løbetid driver et projektværksted for unge på Bavnehøj i remisen samt 3. sal på Enghavevej 80-82. Kultur- og Fritidsforvaltningen stiller lokalerne på 3. Sal på Xxxxxxxxxx 00-00 og remisen til rådighed for Foreningen til dette formål.
§ 6. Aktivitet
Foreningen vil gennem drift og udvikling af projektværkstedet og kulturscenen for unge på Bavnehøj skabe en åben og levende platform for deltagerskabt ungdomskultur. Her vil alle unge i København, der har projektidéer med kulturelle og samfundsmæssige mål, kunne få gratis projektvejledning og mulighed for at udvikle og realisere projekter af, for og med andre unge.
Projekthuset stiller ikke krav om medlemskab af foreningen for at man kan deltage i husets løbende aktiviteter og få adgang til projektvejleding eller projektafvikling.
Unge med ikke-kommercielle projektaktiviteter kan få tildelt midlertidig gratis projektudviklingsplads og gratis afviklingsplads i lokalerne på Bavnehøj, mens mere etablerede organisationer med en ungdomskulturel berøring, der ønsker at indgå i og bidrage aktivt til projektmiljøet med de unge på Bavnehøj, har mulighed for at lave aftale om brugerbetaling for aktivitetsplads i Projekthuset.
Netop mødet og samspillet mellem nyprøvede unge projektaktive og de mere erfarne kulturaktører indgår som et væsentligt element i Projekthusets måde at tiltrække og styrke deltagerskabt ungdomskultur.
Projekthusets ydelser fremgår af virksomhedsplanen, men overordnet indgår følgende ydelser:
• Gratis projektvejledning: Alle unge med en idé til et projekt, som de selv vil realisere af, for med og andre unge, kan få gratis projektvejledning i Projekthuset.
• Andre projektudviklingsmetoder: Udover den formaliserede vejledning, vil Projekthuset organisere forskellige aktiviteter og miljøer, der understøtter projektudvikling, erfaringsdeling og samarbejder mellem Projekthusets brugere.
• Synliggørelse: Projekthuset vil understøtte de unges projektengagement og projektmiljøet på Bavnehøj gennem en synliggørelse af de unges projekter og samarbejdsmuligheder.
• Åbne events i projektværkstederne (3.sal og Remisen): Projekthuset vil i fællesskab med husets unge brugere løbende organisere workshops og kurser, projekt-pitch, ekspertbesøg, facilitering af projektgrupper, tema-arbejdsdage/aftener, studieture mm.
• D.I.Y. læring. Projekthusets projektudviklingstilbud er også baseret på læring gennem Do it Yourself-kultur og deltagelse i åbne projekter.
• Netværk og synergi: Projekthuset vil aktivt samarbejde med og inddrage kulturaktører, der kan fungere som inspiration og platforme for unges projektengagement.
• Projektudviklingspladser: Unge/projektgrupper med behov for projektudviklingspladser vil kunne tildeles midlertidige arbejdspladser gratis.
• Brugerbetalte aktivitetspladser: Etablerede organisationer, der ønsker at indgå i og bidrage til Projekthusets miljø og brugeraktiviteter, kan mod brugerbetaling tildeles aktivitetsplads i Projekthuset.
• Plads og støtte til kulturproduktion: Projekthuset vil tilbyde unge plads og produktionshjælp til forberedelse og afvikling af egne projekter.
• Kulturscene: Projekthuset vil opbygge en kulturscene for ungdomskultur
Der vil løbende ske en tilpasning, videreudvikling og nyudvikling af Projekthusets ydelser med udgangspunkt i løbende erfaringsdannelse. De unge brugeres egne ideer og behov vil stå helt centralt i dette udviklingsarbejde.
Inddragelse af kulturplatforme
Organisationer – amatører som professionelle, der kan bidrage positivt til husets projektmiljø og forøge de unges muligheder for kompetenceudvikling og projektaktivitet kan få tildelt brugerbetalte ”aktivitetspladser” i huset. Udvælgelse (og ophør) sker efter godkendelse af den daglige ledelse med votering fra husets brugere. Ved uenighed træffer foreningens bestyrelse den endelige afgørelse.
Overordnede krav til kulturplatforme er følgende:
• Organisationens aktiviteter har et kulturelt og socialt sigte
• Organisationens aktiviteter har en et ungdomskulturelt perspektiv
• Organisationens aktiviteter er åbne for unges deltagelse
I dialog og med udgangspunkt i organisationens kompetencer og kapacitet udarbejdes en samarbejdsaftale, der fastlægger nogle mindstekrav og målsætninger for hvordan og hvor meget organisationen kan bidrage til husets unge projektaktive brugere.
Denne aftale inkluderer beskrivelser af:
• Hvordan organisationens egne aktiviteter er åbne for unges deltagelse
• Angivelse af kompetenceområder og anslag over hvordan og hvor meget organisationen kan bidrage med i forhold til husets projektvejledningstilbud
• Forpligtelse til uformel sparring med de unge
• Forpligtelse til minimum en årlig ungdomskulturel aktivitet åben for offentligheden.
Projekthusets ledelse og brugere forpligter sig til en fortsat åbenhed for inddragelse af nye kulturplatforme, der kan bidrage til bredden og kvaliteten af Projekthusets kulturliv og projektmiljø.
Booking af kulturarrangementer (Projektafvikling)
Booking og afvikling af kulturarrangementer i Remisen og i lokalerne i Forhuset fungerer overvejende efter tre udlejeprincipper:
a) Gratis udleje til ikke-kommercielle arrangementer skabt af husets brugere samt eksterne aktører, der vil afvikle offentligt tilgængelige ikke-kommercielle ungdomskulturelle arrangementer. Til denne type arrangement vægter Projekthusets ledelse og ansatte åbne deltagelsesmuligheder for unge brugere højt.
b) Lav leje til ungdomskulturelle arrangementer, hvor nybegynderarrangører kan "slå sig blødt", men også etablerede og professionelle arrangører kan afvikle almennyttige, non- profit-arrangementer med et ungdomskulturelt sigte og udbytte.
c) Kommerciel leje til økonomisk bæredygtige arrangementer. Også her prioriteres arrangementer med et ungdomskulturelt sigte og værdi, men Projekthuset vil også kunne leje ud til andre arrangementer for at skaffe indtægter, der dog er bundet til udgifter forbundet med drift, aktiviteter, anlæg og udvikling af Projekthuset.
Målgruppen
Projekthusets målgruppe er unge, der ønsker at bidrage aktivt til kulturlivet gennem udvikling og realisering af egne og andre unges projekter. Projekthusets primære målgruppe er unge mellem 15 og 25 år.
Hvordan foreningen vil nå målgruppen:
• Projekthuset vil aktivt opsøge og opbygge samarbejder med ungdomskulturelle aktører, der i forvejen tiltrækker og åbner op for medskabelse og deltagelse for mange unge.
• Projekthuset vil opbygge kontakter til og samarbejder med ungeinstitutioner
• Projekthuset vil invitere andre unge med til udvikling af Projekthusets generelle såvel som konkrete aktiviteter gennem de kommunikationskanaler som unge fortrinsvis bruger: Blandt andet Facebook, eksisterende projekt- og kulturnetværk, tidsskrifter og netsider med unge læsere.
• Projekthuset vil lave større events, der tiltrækker mange unge til Bavnehøj
• Projekthuset vil synliggøre succeser gennem omtale i de almindelige medier
• Projekthuset vil lave samarbejder med de andre kulturhuse, for at sikre en bred kontaktflade til Københavns aktive unge
§ 7. Brugerstyring og brugerindflydelse
Omdrejningspunktet for al aktivitet og drift af Projekthuset er at skabe det optimale miljø for deltagerskabt ungdomskultur. En essentiel del i projektværkstedets brugerstyring er derfor, at det er de unges egne projektidéer der udvikles og realiseres. Endvidere er de unges projektengagement og deltagelsesmuligheder også i højsædet i forhold til de konkrete aktiviteter, der sker i og med samarbejder med de mere erfarne brugere i Projekthuset. De unge brugere er drivkraften og afgørende for, hvad og hvordan der realiseres projekter i Projekthuset.
Brugerindflydelsen i Projekthuset sikres via et brugerråd, der er sammensat på følgende måde:
• En kontaktperson fra hver af de grupper, der udarbejder længerevarende projekter i Projekthuset
• Enhver bruger af Projekthuset, der har interesse i at deltage i udviklingen af Projekthuset.
Brugerrådet konstituerer sig selv og fastlægger selv sin forretningsorden. Der er ingen størrelsesmæssig begrænsning på Brugerrådet.
Brugerrådet stiller med to medlemmer til Foreningens bestyrelse.
Brugerrådet mødes minimum kvartalsmæssigt eller såfremt ét af de af Brugerrådet udpegede bestyrelsesmedlemmer indkalder til ekstraordinært møde.
Den daglige ledelse udarbejder i samarbejde med Brugerrådet et ordensreglement for brug og adgang til Projekthusets aktiviteter og faciliteter. Ordensreglementet godkendes af Foreningens bestyrelse.
Brugerrådet kan IKKE beslutte og blande sig i konkrete projekters indhold, så længe brugernes projekter er lovlige, ikke er til unødig hinder for andre brugeres projektaktivitet og er i overensstemmelse med Projekthusets formål, driftskontrakt, husorden og virksomhedsplan.
Projekthusets ledelse er forpligtet til at inddrage Brugerrådet i udvælgelse og opsigelse af de
organisationer, der får tildelt betalt aktivitetsplads i Projekthuset. Dette både for at sikre fornyelse, bredde og kvalitet af de organisationer, der får tildelt plads i Projekthuset.
§ 8. Udviklingsmål
Samarbejder med Bavnehøj
Projekthuset vil dyrke et aktivt samarbejde med Bavnehøjs øvrige kulturaktører og institutioner. Projekthuset vil tage initiativ til et ”Baggårdsråd”, hvor alle Bavnehøjs institutioner er repræsenteret og kan samarbejde om nødvendig koordinering, gensidig kritik og idéudvikling og fælles aktiviteter.
Lokalt engagement med urbant perspektiv
Projekthuset vil være en katalysator og platform for ungdomskultur, der engagerer sig i lokalsamfundets såvel som byens behov og muligheder. Og vi vil skabe nye muligheder lokalt ved at række ud mod og inddrage resten af byen.
Projektplatform i verdensklasse
Det er foreningens udviklingsmål, at Projekthuset på Bavnehøj – med afsæt i de unges mål og byen Københavns muligheder - skal blive en af verdens førende platforme for unge kulturelle og sociale igangsættere.
Der opbygges internationale netværkssamarbejder med henblik på erfaringsdeling og konkrete fælles projekter, både for at tiltrække internationale kræfter til Danmark og for at give aktører herhjemme forbindelser og muligheder i udlandet.
Kompetence- og vidensopbygning
Der bidrages til og indgås samarbejder, hvor målet er at opbygge og dele viden om, hvordan man bedst muligt understøtter unge kulturelle og sociale igangsættere og deltagerskabt ungdomskultur.
§ 9. Regnskab og revision
Der indsendes endeligt regnskab med revisionsprotokol, underskrevet af bestyrelsen samt statsautoriseret revisor. Regnskabet afleveres senest 1. april 2010. Regnskabet opstilles, så det er umiddelbart sammenligneligt med det indsendte budget.
Et eventuelt overskud eller underskud kan overføres fra det ene regnskabsår til det andet ved overgang til ny tilsvarende aftale. Foreningen kan dog ikke træde ud af aftaleforholdet med Kommunen med en positiv egenkapital, der er oparbejdet i denne eller tidligere aftaleperiode uanset årsagen til aftalens ophør. Foreningen skal på denne baggrund inden 3 måneder efter aftalens ophør indsende et revideret regnskab til Kommunen for tiden fra begyndelsen af regnskabsperioden og indtil ophørsdagen. Såfremt regnskabet udviser en i denne og foregående aftaleperioder oparbejdet, positiv egenkapital, skal det i aftalens løbetid samlede udbetalte driftstilskud tilbagebetales til Kommunen. Foreningen skal dog maksimalt tilbagebetale et beløb svarende til den i aftaleperioderne oparbejdede positive egenkapital.
Tilbagebetalingen skal ske 30 dage efter datoen for regnskabets fremsendelse til Kommunen, dog senest 120 dage efter aftalens ophør.
Det reviderede regnskab, der skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, skal tillige med en kortfattet beretning om foreningens virksomhed i den forgangne aftaleperiode være Kommunen i hænde senest den 1. april i det efterfølgende år.
Kommunen kan på et hvilket som helst tidspunkt kræve at blive orienteret om Foreningens økonomi, herunder at få udleveret oplysninger og dokumentationer efter Kommunens ønske.
§ 10. Overdragelse af rettigheder og forpligtelser
Medmindre anden særskilt, skriftlig aftale foreligger, kan rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale hverken helt eller delvis overdrages til tredjemand.
§ 11. Ikrafttræden, gyldighedsperiode, opsigelse og misligholdelse
Aftalen træder i kraft den xx xxxx xxxx og løber indtil 31. december 2009. Aftalen genforhandles i oktober 2009 efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgettet for 2010.
Aftalen kan, medmindre anden særlig aftale foreligger, fra foreningens side opsiges med tre måneders varsel til udgangen af det igangværende kalenderår.
Med hensyn til misligholdelse af aftalen henvises til dansk rets almindelige regler herom. Dog betragtes det altid som væsentlig misligholdelse, hvis budget, virksomhedsplan og regnskab ikke fremsendes til godkendelse senest to måneder efter fristens udløb, medmindre anden særlig aftale foreligger.
København, den København, den
For foreningen: For Københavns Kommune:
Xxxxx Xxxxx, kontorchef