Beslutning: Genforhandling af lejeaftale for Stenvadhallen
Beslutning: Genforhandling af lejeaftale for Stenvadhallen
Sagsnr. i ESDH: 20/19456 Beslutningskompetence: Udvalg for kultur, fritid og idræt
Beslutningstema
Udvalget skal beslutte, at den nuværende aftale mellem Furesø Kommune og Farum Badmintonklub om leje af Stenvadhallen opsiges fra og med skolestart 2022 med henblik på genforhandling.
Sagsfremstilling
I forbindelse med budgetaftalen for 2020 vedtog Byrådet at ensrette grundlaget for kommunens tildeling af lokaletilskud og i den forbindelse opsige gældende aftaler for henholdsvis Værløsehallerne og Stenvadhallen med henblik på en genforhandling.
Aftalen med Værløsehallerne er blevet genforhandlet og implementeres den 1. januar 2021med en budgetbesparelse til følge.
Aftalen med Farum Badminton omkring brugen af Stenvadhallen skulle opsiges med udgangspunkt i det af Byrådet godkendte princip om, at faciliteter, der er nødvendige for den kommunale kernedrift, skal driftes af kommunen og ikke af tredje part. Stenvadhallen ejes og drifters pt. af Farum Badminton, og Furesø Kommune betaler leje for sin brug af hallen til Lyngholmskolens idrætsaktiviteter, ligesom der ydes lokaletilskud til den resterende drift af hallen.
Aftalen skulle i henhold til budgetaftalen opsiges ved årsskiftet 2020/2021, så opsigelsen havde effekt inden skoleårets start i august 2021.
For at sikre en bedre proces og den nødvendige dialog med alle involverede parter anbefaler forvaltningen, at det meddeles foreningen, at den eksisterende lejeaftale opsiges med virkning fra august 2022. Det vil give den nødvendige tid til at genforhandle aftalen i samarbejde med foreningen, skolen og forvaltningen og dermed skabe grundlag for en mere involverende proces.
Økonomiske konsekvenser
En genforhandling af aftalevilkårene for Stenvadhallen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser. Når lejeaftalen opsiges, vil den fremtidige drift af hallen overgå til Furesø Kommune, som dermed vil skulle afholde alle driftsudgifter, men vil ikke skulle yde lokaletilskud. Såfremt foreningen overdrager ejerskab og drift til Furesø Kommune, vil kommunen tillige overtage de gældsforpligtelser, som er en følge af den oprindelige aftale om at overdrage hallen til Farum Badmintonklub. Disse vil kunne honoreres inden for den eksisterende budgetramme.
Borgerinddragelse
Farum Badmintonklub skal inddrages.
Lovgrundlag
Ingen bemærkninger.
Det videre forløb
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at
• udvalget tiltræder, at Farum Badmintonklub varsles om opsigelse af gældende lejeaftale for Stenvadhallen med henblik på en samlet genforhandling af aftalegrundlaget gældende fra august 2022.
Beslutning i Udvalg for kultur, fritid og idræt den 11-01-2021
Indstillingen blev tiltrådt. Udvalget ønsker en aftale, hvor Farum Badminton kan forblive den primære foreningsbruger. Udvalget lægger vægt på en hyppig dialog mellem forening og skole i forlængelse af en ny aftale.