Myter og svar - Overenskomst 2018

Myter og svar - Overenskomst 2018

I 2018 skal der forhandles overenskomster på det offentlige område, det afspejler sig i den offentlige debat, hvor det kan være vanskeligt at finde hoved og hale i myter og fakta. På denne side præsenteres en række af de myter og påstande, du kan støde på i debatten og de tilhørende fakta.

Myte: ”De offentligt ansattes lønninger løber foran de privatansattes”

Svar: Den offentlige og private lønudvikling følges ad over tid.

Det passer ikke, at offentligt ansattes løn er løbet fra lønnen hos de privatansatte.

Via den såkaldte reguleringsordning får offentligt ansatte stort set det samme i løn som ansatte i den private sektor - bare en smule forsinket, fordi Danmarks Statistik først skal samle de private tal ind, inden man kan regulere den offentlige lønudvikling tilsvarende.

Faktum er, at den offentlige og private lønudvikling over tid følges ad. Det ville også være mærkeligt andet, når matematikken i reguleringsordningen ganske enkelt forhindrer, at den offentlige sektor løber foran den private.

Tid er altså en væsentlig faktor, og man kan ikke bare tage de perioder ud, som passer ind i ens politiske dagsorden. Det var netop, hvad den kommunale chefforhandler Xxxxxxx Xxxxxxx gjorde, da han udtalte til Xxxxxx i december 2017, at ”det er dybt alvorligt, og det er ikke holdbart, at kommunale lønninger løber foran lønnen i det private”.

Hans udtalelser tog afsæt i en graf over lønudviklingen, som viser, at siden 2008 er lønudviklingen i den offentlige sektor vokset mere end i den private sektor. Men den tidsmæssige forsinkelse på cirka et år i reguleringsordningen betyder, at hvad de privatansatte havde fået i lønningsposen i årene inden finanskrisen, det skulle de offentligt ansatte have ved forhandlingerne i 2008.

Det korrekte er at se på lønudviklingen over en lang periode. Hvis man sætter udgangsåret til 1996, får man et helt andet billede, som grafen herunder viser:

Kilde: Danmarks Statistik

Myte: ”Der er ikke råd til lønforbedringer i den offentlige sektor”

Svar: Det går godt for den danske økonomi.

Der er ikke råd til at lade være. For det første skal man kunne rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor, og der spiller lønnen en rolle. For det andet handler de samlede lønomkostninger også om, hvor meget velfærd man vil give danskerne. Det koster selvfølgelig at passe børn, syge og gamle, bygge broer og veje og skabe tryghed og sikkerhed.

Aktuelt er der et økonomisk overskud i den danske økonomi. Regeringen skriver i sin Økonomiske Redegørelse fra december 2017, at vi er på vej ind i en højkonjunktur, der kan vare i flere år.

Ét udtryk for en gunstig udvikling i økonomien er antallet af beskæftigede. Figuren nedenfor viser, at der ikke de seneste 26 år har været så mange mennesker i arbejde, som tilfældet er nu, og tallet forventes at stige.

Et økonomisk overskud kan blandt andet bruges til at sikre og udvikle velfærden i form af f.eks. flere pædagoger i børnehaven, kortere ventetid i psykiatrien, mere omsorg for plejekrævende ældre borgere, bedre undervisningsmateriale i skolerne, for bare at nævne nogle få eksempler.

Myte: ”Den danske økonomi skal sikres via løntilbageholdenhed blandt de offentligt ansatte”

Svar: Overenskomsterne skal sikre rimelige ansættelsesforhold og kvalitet i arbejdet

Overenskomsterne kan og skal ikke sikre den offentlige økonomi. De skal sikre rimelige ansættelsesforhold for de offentligt ansatte.

For os som faglige organisationer sikrer aftalemodellen den kollektive indflydelse på vores løn- og arbejdsvilkår. For arbejdsgiverne betyder aftalemodellen en anerkendelse af deres ledelsesret.

Den danske model giver et stabilt arbejdsmarked, fordi:

• Løn- og ansættelsesforhold, der bygger på kollektive aftaler, giver et mere lige magtforhold, fordi lønmodtagerne optræder samlet.

• Alternativet ville være et arbejdsmarked reguleret af individuelle aftaler mellem lønmodtager og arbejdsgiver, som ville være domineret af arbejdsgivernes interesser.

For Ergoteraputforeningen og for medlemmerne drejer det sig helt grundlæggende om at have styrken til at kunne udvikle vores løn- og arbejdsforhold, men også styrken til at kunne sige fra over for forringelser af arbejdsvilkårene.

De seneste års såkaldte modernisering af den offentlige sektor har frembragt et massivt pres på offentligt ansattes arbejdsforhold. Særligt i sundhedssektoren betyder det store fokus på kvantitative produktionsmål og i mindre grad på kvalitet, at der opstår en ubalance mellem kravene i arbejdet og de ressourcer, der er til rådighed.

Det skal holdes op imod, at offentlige arbejdsgiveres dagsorden er: Færre centrale bestemmelser, løn forhandles individuelt, og arbejdstidsreglerne skal være mere ”fleksible” eller fjernes helt.

Myte: ”Politikere skal blande sig i de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger”

Svar: Vi skal værne om den danske arbejdsmarkedsmodel

Ergoterapeutforeningen er stor tilhænger af den danske model. Det vil sige det princip, at arbejdsmarkedets parter selv aftaler, hvad der skal gælde i forhold til løn og arbejdstid.

De offentlige arbejdsgivere er både lovgivere og budgetmyndighed, og OK-forhandlingerne er underlagt den herskende økonomiske vilje blandt Folketingets partier. Det vil sige, at de penge, vi har at forhandle om, er bestemt af, hvor stor politikerne synes, den offentlige sektor skal være, og hvor mange penge man vil opkræve i skat.

Dermed optræder de offentlige arbejdsgivere både som arbejdsgivere og som vogtere af de offentlige udgifter. Det er en balance, som i de senere år har betydet, at medarbejdere desværre i stigende grad opfattes som en udgift – og ikke som en ressource for de offentlige arbejdspladser.

De offentlige arbejdsgiveres rolleskifte har derfor ved de seneste OK-forhandlinger medført en stribe forringelseskrav.

Myte: ”Der er fair, fri og lige adgang til at indgå i reelle forhandlinger om kollektive aftaler og overenskomster for alle organisationer på det offentlige område”

Svar: Ergoterapeutforeningen har bakket op om kravet om reelle forhandlinger for undervisere på SOSU-skolerne og i folkeskolen

Ergoterapeutforeningen synes, at den danske aftalemodel har mange fordele. Det vil sige, at det er arbejdsmarkedets parter, der selv bestemmer, hvad der skal gælde i forhold til løn og arbejdstid, og ikke det skiftende herskende flertal på Christiansborg.

Derfor værner vi om forhandlings- og aftaleretten, som er krumtappen i den danske model. Underviserne på blandt andet SOSU-skolerne og i folkeskolen har dog siden 2013 haft deres arbejdstid reguleret i en lov, og selvom man i 2015 forsøgte at komme til

forhandlingsbordet med arbejdsgiverparterne for at indgå en egentlig aftale, lykkedes det desværre ikke.

Derfor har alle organisationer på det offentlige område givet deres opbakning til undervisere og har presset på over for arbejdsgiverparterne for, at der optages fair, frie og reelle forhandlinger om en aftaleregulering- også af undervisernes arbejdstid.

Myte: ”Xxxxxxx og mænd har forskellige kompetencer. Derfor skal lønnen også være forskellig”

Svar: Der er store løngab mellem mænd og kvinder med samme uddannelsesniveau

For Ergoterapeutforeningen handler ligeløn om retfærdighed og anerkendelse af, at uddannelse skal kunne betale sig. Vi synes, det er uretfærdigt og mangel på anerkendelse af det høje kompetenceniveau, når lønnen er lavere i kvindedominerede fag, der typisk findes i den offentlige sektor, end fag domineret af mænd i den private sektor.

For arbejdsmarkedet som helhed er der 21 pct. i forskel mellem kvinder med en mellemlang, videregående uddannelse (f.eks. en ergoterapeut) og mænd med samme uddannelsesniveau (f.eks. en diplomingeniør).

Ligelønsproblematikken handler ikke om lønforskelle mellem mandlige og kvindelige ergoterapeuter. Ligelønskampen handler om anerkendelse af, at selvom der er mange kvinder i et fag, så skal lønnen svare til det ansvar og de kompetencer, der ligger i faget. Kampen handler om at hæve lønnen for ergoterapifaget, og dermed også lønnen for de mandlige ergoterapeuter.

Myte: ”Ligelønsproblemerne kan løses inden for rammerne af den danske aftalemodel”

Svar: Folketinget bør afsætte midler målrettet mod at gøre op med ligelønsproblemet

Det er desværre meget vanskeligt at løse via aftalemodellen, fordi:

• Arbejdsgiverne grundlæggende ikke anerkender ligelønsproblemet. Det gjorde de klart i forbindelse med Lønkommissionens arbejde i 2010.

• Det er svært at få de andre faglige organisationer til at deltage i en tilstrækkelig skævdeling. Det vil sige, at de skal give os nogle af de penge, som ellers ville være kommet deres medlemmer til gode.

Den uligeløn, som vi ønsker at komme til livs, blev politisk bestemt i tjenestemandsreformen tilbage i 1969, hvor de kvindedominerede omsorgsfag ikke blev værdi sat lige så højt som de mandsdominerede fag.

Derfor har Ergoterapeutforeningen sammen med andre organisationer med ligelønsproblemer lagt en klar strategi om, at ligelønsproblemet skal løses med hjælp fra Christiansborg. De folkevalgte skal på banen og tilføre en særlig pose penge, som kan fordeles mellem de faggrupper på det offentlige arbejdsmarked, som er særligt hårdt ramt af ligelønsproblemet.

Sammen med pædagogerne i SL og BUPL og sammen med FOA sendte Xxxxxxxxxxxxxxxxx i september og igen i december 2017 en klar appel til Christiansborg om at gøre noget ved løngabet i forhold til sammenlignelige grupper på det private arbejdsmarked.

Vores appel går på, at de folkevalgte skal erkende og anerkende, at det ikke er rimeligt, at de, som løser nogle af de helt centrale opgaver i samfundet i forhold til at sikre et godt og sundt liv, skal lønnes dårligere end de, som bygger broer og veje og overvåger vores it- systemer.