ansvarlig
ansvarlig
En økonomisk budgetaftale –
med prioritering af velfærden
Den 18. september 2023 er der indgået en budgetaftale mellem samtlige partier i Kommunalbestyrelsen.
Budgetaftalen understøtter vores vision – Fælles Veje til Ny velfærd og det politiske arbejdsgrundlag, hvor der er fokus på, at vi skal lykkes med 8 strategiske ambitioner. Forligspartierne fortsætter derfor med at prioritere bosætning, vækst og velfærd, samt gode rammevilkår for erhvervslivet.
Nordfyns Kommunes økonomi er under pres i lighed med landets øvrige kommuner. Dels er der indgået en stram økonomiaftale mellem Regeringen og KL, og dels opleves der et pres på flere af velfærdsområderne
- og ikke mindst ser vi et økonomisk pres på det specialiserede socialområde.
1. Prioritering af velfærden
Forligspartierne prioriterer vedfærden, og derfor er det afgørende, at vi fortsat prioriterer og styrker velfærden i vores kommune. Vores borgere er en værdifuld ressource, og deres trivsel og livskvalitet er direkte knyttet til den måde vi løser kerneopgaven - og den velfærd - vi som kommune kan tilbyde.
Vi erkender, at vores økonomiske situation kan være udfordret, og derfor er forligspartierne optaget af, at vores primære ansvar er at sikre, at vores borgere har adgang til den hjælp og støtte, der er brug for i de forskellige livsfaser.
Forligspartierne er enige om at værne om velfærden. Børn og unge og deres familier skal have gode rammer for fællesskab og det gode liv. Ligesom ældre skal leve det gode og trygge liv på Nordfyn, hvor værdighed, trivsel og livskvalitet er nøgleord i det gode ældreliv.
Vi forpligter os til at arbejde sammen – også med vores borgere - om at finde innovative og bæredygtige løsninger for at forbedre og omstille velfærden. Forligspartierne noterer sig, at der allerede arbejdes innovativt med omstillinger og forandringer i Nordfyns Kommune. Derfor er forligspartierne også enige om et ambitiøst anlægsprogram, hvor der investeres 307,5 xxx.xx. henover de næste fire år med en bred vifte af anlægsprojekter, der vil gavne vores kommune som helhed.
Forligspartierne er optaget af at sikre en fortsat udvikling i vores kommune, hvor alle borgere, uanset baggrund eller situation, har mulighed for at trives og realisere deres potentiale. Ved at prioritere velfærden, skaber vi fundamentet for ”Fælles Veje til Ny Velfærd” - ikke kun for en bedre fremtid for vores borgere, men også for vores kommune og fællesskabet som helhed. Derfor vil visionen kunne aflæses i de prioriteringer, der er i budgetaftalen.
Sent i budgetfasen har Regeringen givet 650 xxx.xx. til kommunerne til øget service, hvilket svarer til 3,3 xxx.xx. i Nordfyns Kommune. Forligspartierne er enige om, at pengene skal prioriteres til velfærd ved at fjerne nogle af de værste tidsler i kataloget for at fremskaffe økonomisk råderum. Helt konkret udgår forslaget om rammebesparelse på Børn og Unge og klippekort/aktivitetsmedarbejdere på plejehjemmene. Ligesom en række andre forslag til reduktioner i råderumskataloget ikke medtages.
Disse forudsætninger er indarbejdet sammen med bl.a. konsekvenserne for Jobcentret i form af anden delaftale om Xxxx-pensionen.
Forligspartierne har lagt vægt på at sikre og prioritere velfærden. Derfor er der fremrykket en afregning af feriepengegæld i 2023 med 5 xxx.xx. - da det skaber større økonomisk råderum til velfærd i 2024 – ligesom underskuddet på Botilbud Bogense er nedskrevet med 2,4 xxx.xx. så det ikke belaster deres budgetramme, men tværtimod skaber balance i deres budgetramme. Det har også været nødvendigt med reduktioner og effektiviseringer for at skabe råderum til at løse budgetudfordringerne. Bl.a. forventes der en reduktion ved optimering af tjenestekørsel, hvor øget anvendelse af bl.a. virtuelle møder skal medvirke til at reducere kørselsudgifterne. De øvrige prioriteringer fremgår af bilagsmaterialet til budgetaftalen.
Budgetaftalen indeholder at der på driften i 2024 fastholdes reduktioner for 30,8 xxx.xx., og udvidelser for 12,1 xxx.xx. Sammen med de tekniske tilretninger på plus 55,3 xxx.xx. (heraf udgør korrektion i overførselsskønnet 39,2 xxx.xx.) giver det en vækst på 36,6 xxx.xx.
For forligspartierne er det vigtigt, at der arbejdes målrettet med afbureaukratisering inden for alle områder ved at fjerne unødigt bøvl og dokumentationskrav for at afbøde virkningerne af reduktioner og effektiviseringer. Men også for at styrke den lokale frisættelsesdagsorden.
2. Økonomisk ansvarlighed
Budgetaftalen bygger på økonomisk ansvarlighed, hvor der mellem forligspartierne er lagt vægt på at sikre en robust økonomi med en drift i balance over en 4-årig budgethorisont. Derfor er det vigtigt at budgetterne holdes. Netop for at sikre stabilitet og fortsat vækst og udvikling i Nordfyns Kommune.
Det har været afgørende for forligspartierne, at sikre et fornuftigt serviceniveau med fortsat omstilling i velfærden for at sikre den langsigtede stabilitet og balance i budgettet.
Udgangspunktet for de politiske budgetforhandlinger var budgetforlaget, der blev 1. behandlet i Kommunalbestyrelsen den 31. august. Henover forårsmånederne har udvalgene arbejdet med omstillinger og tilpasninger inden for egne udvalgsområder – samtidig med at de skulle finde finansiering og forslag til de råderum, der blev meldt ud fra Økonomiudvalget.
Efter sommerferien kunne vi på baggrund af nye opdaterede tal konstatere, at der fortsat var en ubalance i budgettet for 2024, men ikke så markant som først antaget, og det gav et bedre udgangspunkt end forventet. Det skyldes i hovedtræk ekstraordinære indtægter ved øgede selskabsskatter og en ekstraordinær positiv midtvejsregulering i indeværende år. Herudover oplever vi, at flere private investorer ønsker at investere i byggeprojekter på Nordfyn. Derfor er der ikke behov for, at kommunen i samme grad investerer i byggemodninger.
3. Et ambitiøst anlægsprogram
Forligspartierne er enige om, at fortsætte et ambitiøst anlægsprogram, og der afsættes bl.a. budget til en ny multihal i Søndersø med 17,9 xxx.xx. ligesom restbevillingen til Børnehuset Birkemose overføres til 2024 med ca. 12 xxx.xx. sammenholdt med de 12,5 xxx.xx. der er afsat i 2024 og 2025. Forligspartierne har også afsat anlæg til etablering af et dagtilbud i Krogsbølle med 13 xxx.xx. fordelt i 2026 og 2027. Der skal dog udarbejdes et konkret projekt før den endelige anlægsbevilling kendes.
Forligspartierne er enige om, at understøtte masterplanen inden for Social og Sundhed med et markant anlægsbeløb på 43 xxx.xx. henover de næste 4 år, hvilket uddybes nærmere i budgetaftalen under afsnit 7 Ældre og Xxxxxxx.
Yderligere videreføres den ambitiøse klimahandlingsplan – Greens Steps – DK2020 planen med 26,6 xxx.xx. i de kommende 3 år.
Øvrige anlæg nævnes senere i budgetaftalen.
En række anlæg fremrykkes til 2023 på grund af midtvejsreguleringen, der har givet ekstra likviditet:
- Trafiksikkerhedsprojekt - Daugstrupkrydset 5,5 xxx.xx.
- Trafiksikkerhedsprojekt i Morud 3,5 xxx.xx.
- Reparation af tage på museer, Bogense og Otterup 2,675 xxx.xx.
- Tagpaptaget over hal 1 i Søndersø Hallerne 4,905 xxx.xx.
3.1 Digitalisering og teknologi
Digitalisering, teknologi og data bevæger sig i højere grad ind i kerneopgaverne og dermed tættere på borgerne. Derfor er der behov for at skabe nye veje til gode digitale betingelser for et godt borgerliv og arbejdsliv i Nordfyns Kommune, f.eks. selvbetjening, lokaldemokratisk deltagelse og dialog, digitale læremidler, digitale arbejdsgange og velfærdsteknologi.
I løsningen af velfærdsopgaverne er vi i dag afhængige af, at medarbejdere har hurtige og tidssvarende netværk. Derfor er forligspartierne enige om, at der afsættes en anlægsramme på 3,6 xxx.xx. årligt til at understøtte hurtige og tidsvarende forbindelser. Der kan med denne prioritering arbejdes mere systematisk og vedvarende med en plan for udskiftning og udbygning af netværkskapaciteten på de kommunale institutioner og arbejdspladser.
Herudover er forligspartierne enige om, at der afsættes en anlægspulje på 1,5 xxx.xx. årligt, der skal understøtte løsningen af kerneopgaven så medarbejderne får frigivet mere tid til de krævende opgaver, mens robotter løser mere trivielle rutineopgaver.
Med afsæt i Regeringsgrundlaget – Mere velfærd – mindre administration må der i de kommende år forventes større besparelser på administration.
Derfor skal en øget investering i digitalisering og robotteknologi ses i lyset af, at der både er mangel på ”velfærdshænder”, men også at der kommer flere teknologiske muligheder i mødet med borgeren, men
også løsninger, der løser administrative opgaver. Indsatsen skal også bidrage til at afhjælpe rekrutteringsudfordringer på velfærdsområderne og samtidig skabe tryghed for borgeren.
4. Administration
Det fremgår af økonomiaftalen, at udgifterne til administrative opgaver i bred forstand i kommunerne skal nedbringes med 700 xxx.xx. i 2024, og der indledes et flerårigt samarbejde mellem Regeringen og KL.
Regeringen forpligter sig til at foretage konkrete regelforenklinger, mens kommunerne forpligter sig til at fjerne egne unødige regler og dokumentationskrav.
I budgetaftalen er forligspartierne enige om, at indarbejde Nordfyns Kommunes andel således at der indregnes en nettobesparelse på administration på 2,5 xxx.xx. årligt, men samtidig er forligspartierne enige om, at myndighedsområdet inden for plan- og byggeområdet, myndighedssagsbehandlingen inden for voksen social samt myndighedsområdet inden for børn og familie skal styrkes. De nærmere tiltag er beskrevet senere i budgetaftalen.
Direktionen bemyndiges til at udmønte besparelsen.
5. Nordfyn – en attraktiv arbejdsplads
På attraktive arbejdspladser har de ansatte lyst til at blive og udvikle sig, og nye kolleger har lyst til at komme ombord og blive en del af arbejdsfællesskabet. Derfor betyder trivsel, fællesskab og arbejdsglæde meget i forhold til at understøtte rekruttering, fastholdelse, samarbejde og udvikling.
Forligspartierne er derfor enige om, at der i Nordfyns Kommune oprettes en Trivselspulje på 1,5 xxx.xx. årligt, der fordeles ud på de enkelte arbejdspladser med det formål, at understøtte arbejdsfællesskabet, trivslen og nærværet blandt kommunens medarbejdere.
Med puljen understreger forligspartierne, at medarbejderne er den vigtigste ressource, og det er på de enkelte arbejdspladser man i fællesskab definerer, hvad der er god trivsel. I Nordfyns Kommune er trivslen høj, og derfor prioriteres det, at vi fastholder en høj trivsel og arbejdsglæde.
Herudover fastholdes sidste års pulje til rekruttering og fastholdelse med 1 xxx.xx. årligt som en tværgående indsats, hvor der arbejdes med employer branding, fuld tid/op i tid og seniorindsats, rekruttering og onboarding samt et nyt program for ledertalentudvikling.
6. Børn og Unge
Børn og unge udgør fundamentet for vores fremtid som samfund. Derfor er forligspartierne optaget af at sikre, at de får de bedst mulige betingelser for at vokse op, udvikle deres potentiale og blive ansvarlige og engagerede borgere. Derfor er det afgørende, at vi prioriterer ressourcerne og tager de nødvendige skridt for at styrke børn og unges trivsel i vores kommune.
Det skal være attraktivt at være børnefamilie på Nordfyn. Derfor har forligspartierne fokus på at tilbyde en god kvalitet i dagtilbud og skoler. Vi tror på, at ved at investere i vores børn og unge skaber vi en bedre fremtid for vores kommune som helhed.
Forligspartierne er enige om at fastholde 9,9 xxx.xx. af provenuet fra strukturændringerne inden for området. En tidlig og forebyggende indsats foregår i hverdagen i vores dagtilbud og skoler. Derfor er forligspartierne enige om, at en stor del af det økonomiske provenu fra strukturændringerne på dagtilbuds- og skoleområdet bliver geninvesteret i de almene dagtilbud og skoler.
Herudover er der i det tekniske budgetgrundlag indarbejdet puljemidler til løft af folkeskolen med 1,592 xxx.xx., og et løft til minimumsnormeringer med 4,2 xxx.xx.
Vi vil også prioritere tidlig indsats og forebyggende foranstaltninger for at støtte børn og unge med et særligt fokus på de mest sårbare børn, unge og familier. Derfor afsættes der en pulje på yderligere 1 xxx.xx. årligt til styrkelse af indsatsen. Den nærmere udmøntning af puljen fastlægges af Børne- og Ungeudvalget.
I Børne- og Ungeudvalgets forberedende budgetarbejde og prioritering af indsatserne har det været arbejdet efter fire bærende principper:
1. Realiseringen af Børne- og Ungepolitikken understøttes fortsat
2. Det almene område skal styrkes i kerneopgaverne og løfte mere
3. De meste sårbare børn, unge og familier skal løftes i forhold til trivsel og uddannelsesniveau
4. Den relationelle kapacitet blandt medarbejderne skal styrkes med henblik på et helhedsorienteret borgerperspektiv.
Forligspartierne ønsker at skabe et stabilt grundlag for vores dagtilbud og skoler, så de får størst mulig frihed til at prioritere lokale indsatser, der tilgodeser læring og trivsel for distriktets børn og elever.
Forligspartierne er enige om, at et styrket alment område skaber gode muligheder for at Børne- og Ungepolitikken kan realiseres med et stort fokus på, at børn og unge udvikler sig og trives i mangfoldige fællesskaber.
Forligspartierne er videre enige om at formulere en politisk ramme for et tættere samarbejde mellem skolen og det nordfynske erhvervsliv, hvor NEET, Nordfyns Ungdomsskole og Ungeposten også indgår i en form for ”partnerskabsmodel”. Børne- og Ungeudvalget skal efterfølgende udmønte rammen mere konkret.
Formålet med indsatsen er, at eleverne får en større viden om arbejdsmarkedet og for at understøtte, at flere elever orienterer sig mod en erhvervsuddannelse.
Det betyder bl.a. - udover erhvervspraktikforløb i det nordfynske erhvervsliv, at eleverne på 8.årgang kan deltage i Skills. Det vil styrke elevernes viden om erhvervsuddannelserne og øge motivationen til at vælge en erhvervsuddannelse. Forud for deltagelsen i Skills kan skolerne arbejde med et undervisningsforløb om erhvervsuddannelserne - gerne i samarbejde med det lokale erhvervsliv.
Myndighedsområdet Børn og Unge
Inden for myndighedsområdet på det specialiserede børn- og ungeområde prioriterer forligspartierne, at der afsættes 1 xxx.xx. årligt så ressourcerne i Familieafdelingen øges i forbindelse med genbehandling af sager i det særlige Børn og Ungeudvalg, der træffer afgørelser af tvangsmæssig karakter. Genbehandlingsfristen i en række sager er nedsat, og der efterspørges i stigende grad forældrekompetenceundersøgelser. Der
udvides derfor med 1 stilling i afdelingen samtidig med at budgettet til forældrekompetenceundersøgelser samt advokatudgifter øges.
Herudover opnormeres der med en afdelingslederstilling i Familieafdelingen med 0,8 xxx.xx. Ligesom der opnormeres med en controller i skole og dagtilbud svarende til 0,5 xxx.xx., mens der forventes en årlig løbende besparelse på 0,6 xxx.xx. ved en målrettet og løbende opfølgning. Det er en indsats, der har som hovedopgave, at følge de af kommunens visiterede og anbragte børn i tilbud, uden for kommunen.
Frisættelse inden for børn og unge
Forsøget med velfærdsaftaler, hvor fire af landets kommuner er frisat fra en lang række statslige og kommunale regler, har medført stort engagement og mange nye lokale forsøgsaktiviteter. Det viser midtvejsevalueringen af velfærdsaftalerne, som (VIVE) har lavet for Børne- og Undervisningsministeriet.
Forligspartierne er enige om, at der afsættes en pulje på 0,5 xxx.xx. årligt for at styrke arbejdet og nye lokale forsøgsaktiviteter inden for området. Der er tidligere søgt om at komme i betragtning til en velfærdsaftale. Børne- og Ungeudvalget fastlægger udmøntningen af puljen.
Endelig viderefører forligspartierne rammen til modernisering og ombygning af de fysiske rammer på skoler og dagtilbud med 2 xxx.xx. årligt.
7. Ældre og Sundhed
Forligspartierne er enige om, at det skal være trygt og godt at blive ældre på Nordfyn. Det sikres gennem gensidig respekt og erkendelse af, at vores ældre borgere fortjener den bedst mulige pleje og omsorg med mulighed for at bevare deres værdighed i alderdommen.
Derfor forpligter vi os til at arbejde sammen om at gøre Nordfyn til et sted, hvor det er trygt og godt at blive ældre, og hvor værdigheden for vores ældre borgere er i centrum for vores indsats.
Opgaverne på social, ældre og sundhedsområdet vokser og områderne er under økonomisk og personalemæssigt pres. Med prioriteringerne i budgettet skabes grundlaget for, at vi på Nordfyn - også i fremtiden - kan levere tryghed, sundhed og tilfredshed hos de ældre, syge og udsatte borgere, der har brug for det.
Visionen om at finde Fælles Veje til Ny Velfærd har været overskriften i budgetarbejdet på området. Visionen har også været ledetråden i arbejdet med to nye Masterplaner på social, sundheds- og ældreområdet, som Social og Sundhedsudvalget har stået i spidsen for, og som nu kan vedtages sammen med budgettet.
Mange har bidraget positivt til masterplansarbejdet, og med budgettet har forligspartierne frigjort og afsat de nødvendige midler til at iværksætte arbejdet og skabe den nødvendige omstilling. Det betyder, at vi nu kan gå i gang med at skabe et digitalt velfærdscenter, at vi kan nå flere borgere med digitale løsninger og klinikløsninger, at vi kan satse endnu mere på forebyggelse og rehabilitering samt på samarbejdet med lokal- og civilsamfund. Med budgettet og masterplanerne arbejder vi på at færre får behov for en
plejehjemsplads. Men vi kommer også til at investere i fremtidens boformer for ældre og på den måde imødekomme de ønsker, som mange borgere har til et aktivt og værdigt ældreliv.
Men der er også blevet plads til at bevare den velfærd vi kender. Der vil fortsat være et godt udbud af plejehjemspladser i Nordfyns Kommune. Samtidig med at Bryggergården lukkes genåbnes plejehjemspladser på Søbo, og der er afsat anlægsmidler til at udvide kapaciteten yderligere. Der er midler til at øge indsatsen i hjemmeplejen i takt med at behovet stiger.
Aktivitetsarbejdet/klippekort på plejehjemmene prioriteres fortsat med særlige midler. Rengøringen i hjemmeplejen fortsætter uændret. Der vil fortsat være normeringer til de små botilbud og med en mindre rammereduktion og en engangsindsprøjtning til afvikling af gæld på handicapområdet (Botilbud Bogense) med 2,4 xxx.xx. vil der fortsat være et fagligt og økonomisk sollidt grundlag at tilbyde hjælp på til de mest udsatte.
Endelig bemærker forligspartierne at der ud over den almindelige demografiregulering er indarbejdet yderligere 2 xxx.xx. årligt til en stigende demografisk udvikling.
Masterplanerne realiseres
Forligspartierne afsætter et sollidt drift og anlægsbudget, til at realisere masterplanerne og skabe gode arbejdsvilkår for medarbejderne. Der gennemføres ingen rammebesparelser i hjemme- og sygeplejen og fra 2025 afsættes på driften til masterplansarbejdet 4,9 xxx.xx. og fra 2026 stiger dette beløb til 6,3 xxx.xx.
Derudover afsættes der en anlægsramme på 10 xxx.xx. fra 2025 til at omdanne Bryggergården til et kraftcenter for social, sundheds- og ældreområdet. Her skal der indrettes velfærdsfaciliteter for de udkørende medarbejdere - og der indrettes faciliteter til at understøtte nye digitale arbejdsformer og klinikarbejde.
Der afsættes et anlægsbeløb på 3 xxx.xx. årligt til velfærdsteknologi og telemedicinske løsninger samt til fornyelse af udstyr og redskaber i stadigt flere sygepleje- og assistentklinikker, rehabiliteringscenteret, de åbne tilbud på de sociale områder samt på plejehjem, dagtilbud og botilbud.
Fremtidens pleje- og seniorboliger
Som et led i Masterplanen nedlægges Bryggergården som plejehjem og samtidig genåbnes plejehjemspladser på Plejehjemmet Søbo. Forligspartierne er enige om, at der afsættes 14 xxx.xx. i 2027 som kommunal indskudskapital eller lignende, der skal sikre, at der sættes gang i udviklingen af nye og varierede boformer af ”fremtidens” pleje- og/eller seniorboliger, der skal sikre tidssvarende boliger, som matcher den senior- eller ældretilværelse vi lever i dag og i de kommende år.
Kørsel til seniorhusene
Der vil ikke længere være et generelt tilbud om kørsel til seniorhusene. Forligspartierne lægger vægt på, at der vil være mulighed for at finde individuelle løsninger til borgere, som har særlige behov.
Mindre botilbud
Kommunen råder over 3 mindre botilbud (Stadionvej, Bøgeparken og Toftekær), hvor det er vanskeligt at få økonomi og resurser til at hænge sammen. Der gennemføres ingen reduktion i budgetterne, men forligspartierne bakker op om udvalgets drøftelser så der igangsættes et udviklingsarbejde, der skal gøre botilbuddene fagligt og økonomisk mere bæredygtige.
Værestedet og de u-visiterede tilbud
Værestedet lukkes ikke, men der igangsættes et arbejde, med det formål at sikre et mere ensartet udbud af u-visiterede tilbud i de tre største byer i kommunen. I løbet af 2024/25 skal der laves en samlet plan for dette.
Myndighedsområdet voksen social
Der er i det tekniske budgetgrundlag indarbejdet ekstra midler på driften med 5 xxx.xx. årligt, så der tages højde for de stigende udgifter på området. Ligesom forligspartierne er enige om, at der afsættes yderligere 0,5 stilling til myndighedssagsbehandling.
8. Beskæftigelse
Forligspartierne er enige om, at udarbejde budgettet for arbejdsmarkedsområdet efter det udmeldte overførselsskøn for at sikre en ansvarlig økonomisk styring. Herudover opskrives skønnet med yderligere 2,5 xxx.xx. i 2025 og stigende til 5 xxx.xx. i 2026 og 7,5 xxx.xx. i 2027 da der forventes en nettotilgang af førtidspensioner.
I det politiske arbejdsgrundlag er ambitionen at vi på Nordfyn skaber muligheder for alle, flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, så den enkeltes evne og mulighed for at leve et selvstændigt og sundt liv styrkes. Kontrol over og ansvar for eget liv er vigtigt for at kunne bidrage til og få udbytte af det nordfynske fællesskab. Forligspartierne bakker op om den ambition, vi vil arbejde målrettet på at skabe fællesskaber med virksomheder og borgere som afsæt for at kunne tage selvstændigt ansvar.
Vi vil fortsætte med at styrke vores samarbejde med en bred vifte af aktører, herunder det lokale erhvervsliv. Dette samarbejde er afgørende for at skabe jobmuligheder og sikre, at vores arbejdsstyrke er kvalificeret til de behov, der findes på arbejdsmarkedet.
Forligspartierne er opmærksomme på udfordringerne, som de unge står overfor på arbejdsmarkedet, hvilket skal have en særlig opmærksomhed i indsatserne.
9. Klima og grøn omstilling
Forligspartierne er enige om, at vi forpligter os til at tage ansvar for vores kommunes bidrag til at bekæmpe klimaforandringer og skabe en bæredygtig fremtid for vores borgere.
Med afsæt i det politiske arbejdsgrundlag har Teknik- og Miljøudvalget prioriteret et fortsat stærkt fokus og højt ambitionsniveau for den grønne omstilling og investeringer i naturområdet.
Forligspartierne er derfor enige om, at fastholde investeringerne i kommunens ambitiøse klimahandleplan, Green Steps.
Et af Fyns mest ambitiøse kystbeskyttelsesprojekter, Bogense Kystdiger fortsætter derfor uændret, og klimasikringen af Østre Mole i Bogense er ligeledes fortsat en del af investeringsplanen.
Den Grønne Fond
Rammen for Den Grønne Fond, som netop er vedtaget af Kommunalbestyrelsen, er fortsat prioriteret som et vigtigt redskab for at nå klimahandleplanens mål om etablering af 500 hektar mere skov og natur, der i de kommende år skal planlægges gennem samarbejder og partnerskaber med private, fonde og forsyningsselskaber. En prioritering som spiller tæt sammen med kommunens brandingstrategi Fri.Luft.Liv og udviklingen af Nordfyns Naturpark. Derfor er forligspartierne enige om, at der afsættes 0,850 xxx.xx. til en projektleder for naturparken de kommende år.
Yderligere er forligspartierne enige om, at fonden øges med 0,7 xxx.xx. årligt så fonden udgør 3,5 xxx.xx. årligt. Forøgelsen med de 0,7 xxx.xx. årligt skal målrettes indsatsen i Odense Fjord. Indsatsen skal medvirke til at dæmme op for udledningen i fjorden, og Teknik- og Miljøudvalget fastlægger nærmere udmøntningen af puljen.
Ring Life
Forligspartierne er enige om, at der afsættes en anlægspulje på 0,295 xxx.xx. årligt til deltagelse i det fælles fynske LIFE-projekt. I det Nordfynske delprojekt arbejdes der på en forbedret pleje af strandengsarealer langs Stegøvej i relation til projekt Bogense Kystdiger samt arealet nær Enebærodde på Flyndernæs.
Pulje til biodiversitet
Forligspartierne er enige om, at der afsættes en anlægspulje på 0,1 xxx.xx. årligt med det overordnede formål, at støtte og fremme bevarelse, beskyttelse og bæredygtig håndtering af biodiversitet. Puljen er designet til at fremme handlinger og projekter, der bidrager til bevarelsen af truede arter, genopretning af ødelagte eller forringede økosystemer. Det er også et mål at øge bevidstheden om vigtigheden af biodiversitet. Puljen skal bruges til at finansiere projekter, initiativer og lignende, der er i overensstemmelse med principperne om bæredygtighed og ansvarlig brug af naturressourcer. Målet er at sikre, at vores lokalsamfund og miljøet som helhed kan trives og forblive sundt og mangfoldigt. Den nærmere udmøntning af puljen fastlægges af Teknik- og Miljøudvalget.
Ejendomsstrategi
En af Green Steps største enkeltindsatser er en ny og mere bæredygtig ejendomsstrategi. Den er under udarbejdelse, og samlet set fokuseres der på en ejendomsstrategi, som både skal sikre CO2-neutral bygningsdrift i 2030 og et økonomisk rationale, ligesom ejendomsstrategien skal udvikle og fremtidssikre kommunens ejendomsportefølje.
Ejendomsporteføljen udgør en stor del af kommunens udledning af CO2 og udgør en væsentlig driftsudgift. Derfor er forligspartierne enige om, at strategien vil sætte retningen for kommunens fremadrettede arbejde med de kommunale bygninger. Der skal være færre kvadratmeter, og dem kommunen beholder, skal benyttes mere og af flere.
Den videre proces tilrettelægges så Kommunalbestyrelsen er tæt involveret, og der vil i den afsluttende proces være mulighed for, at borgerne kan komme med indspark og bemærkninger til ejendomsstrategiens anbefalinger, før den endeligt vedtages i første halvår 2024. Strategien vil indgå som en del af budgetprocessen for budget 2025.
Flextrafik
Forligspartierne er enige om, at som en del af den grønne omstilling og prioritere at friholde flextrafikken (plustur og flextur), og det lokale rutenet for serviceforringelser.
Brugerbetaling på elforbrug
Der bliver, som en del af incitamentet til at reducere elforbruget i kommunens CO2 regnskab, indført brugerbetaling på elforbruget i Bogense Havn og Marina.
10. Styrke indsatsen på byggesager
Forligspartierne er enige om, at bakke op om Teknik- og Miljøudvalgets drøftelser af udfordringerne på byggesagsområdet. Stadig mere kompleks lovgivning, statens nye ejendomsvurderinger og et generelt højt aktivitetsniveau på byggeri presser sagsbehandlingstiderne op. Forligspartierne anerkender udfordringen, og har derfor prioriteret ekstra ressourcer i form af 1 stilling til byggesagsområdet fra 2025.
11. Halstrategi 2015-2025
Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget evaluerede i 2023 kommunens halstrategi, som siden vedtagelsen i 2015 har betydet investeringer i kommunens selvejende haller for 68,6 xxx.xx.
I forlængelse heraf er forligspartierne enige om, at der afsættes en anlægsramme på 17,9 xxx.xx. fra 2024 og frem til 2027 til en ny multihal ved Søndersøhallerne. Den skal imødekomme det pres, hallens gymnastikafdeling mærker på hallens øvrige faciliteter.
Med investeringen i Søndersøhallerne - og med baggrund i evalueringen af halstrategien 2015-2025 - er det forligspartiernes vurdering, at de 86,5 xxx.xx., der er investeret i hallerne har skabt en kapacitet i kommunens selvejende haller, der kan imødekomme kommende års behov for udvikling af attraktive rammer for indendørs sports- og fritidsaktiviteter. Forligspartierne tilkendegiver videre fremadrettet, at se positivt på at medvirke til en videreudvikling af hallerne.
Endelig bemærker forligspartierne, at hallerne skal have fokus på den løbende vedligeholdelse af hallerne i forhold til de kommunale tilskud.
12. Fremrykkede investeringer i trafiksikkerhed og vedligeholdelsesarbejder
Forligspartierne er enige om, at fremrykke en række projekter til indeværende år - 2023.
Det gælder gennemførelsen af ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder på kommunens museumsbygninger i Otterup og Bogense med 2,675 xxx.xx. Jf. strategi- og investeringsplanen for museerne er der et mere akut behov for at sætte ind. Xxxxxx er nedslidte og medfører risiko for indtrængende vand, der kan ødelægge museernes udstillinger og bygningskonstruktioner i øvrigt.
Ligeledes fremrykkes investeringerne i nyt lyskryds ved Daugstrupkrydset ved Otterup samt en sikker overgang ved krydsningen Rugårdsvej og Idrætsvej i Morud. For sidstnævnte projekt fremrykkes 3,5 xxx.xx. i 2023 som nye midler til at skabe en sikker overgang i Morud.
Der gives desuden et ekstraordinært anlægstilskud på 4,905 xxx.xx. til udskiftning af tagpaptag på en del af Søndersøhallerne.
13. Udviklingspulje til sommerhusområdet ved Skåstrup
Forligspartierne anerkender at det er vigtigt, når der udvikles nye sommerhusområder, at der også er behov for at investere i faciliteter i nærområdet. Derfor er forligspartierne enige om, at der afsættes en udviklingspulje på 2 xxx.xx. i 2024 til forbedring af adgangs- og toiletforholdene for de mange beboere og gæster ved Skåstrup.
Det har længe været et ønske fra sommerhusejerne i området, at adgangsforholdene for de bløde trafikanter langs Skåstrupvej - på strækningen forbi sommerhusområderne, bliver forbedret. Et ønske som forligspartierne med denne prioritering imødekommer.
Derudover er der behov for en modernisering af toiletforholdene, og en generel forskønnelse af området omkring det offentlige toilet, affaldsstationen og arealerne omkring.
Puljen udmøntes af Teknik- og Miljøudvalget i et tæt samarbejde med sommerhusforeningerne og Lokalrådet i området.
14. Fortsat investering i bymidterne
Forligspartierne fastholder investeringstakten i bymidterne med 4 xxx.xx. årligt, så de fortsat understøtter et aktivt handelsliv med aktiviteter for borgere, turister og gæster. Men borgernes og turisternes
indkøbsmønstre og forventninger til bymidternes funktion har allerede ændret sig markant, og udviklingen vil med den fortsatte udvikling i digitaliseringen accelerere hurtigere i de kommende år.
En udvikling som kalder på nye måder at tænke byudvikling på, så bymidterne også bliver centrum for fællesskaber, og mere autonome aktiviteter. Investeringerne skal understøtte den transformation, så der også i fremtiden er attraktive tilbud i vores byer og bymidter.
I de seneste par år har byudviklingen særligt været koncentreret omring Otterup og Søndersø, men i de kommende år er turen igen kommet til Morud, hvor der er fokus på en sikker krydsning over Rugårdsvej ved Idrætsvej og den grønne bygade. I Bogense skal en planlægning af renoveringen af den centrale bygade, Adelgade drøftes med lokale interessenter.
15. Bibliotek og Borgerservice
Forligspartierne enige om, at der skal gennemføres en nærmere analyse og strategi af Bibliotek og Borgerservice i sammenhæng med ejendomsstrategien.
16. Landdistrikterne er i top på Kommunalbestyrelsens dagsorden
Med strukturændringerne på skole- og dagtilbudsområdet satte Kommunalbestyrelsen samtidig fuld fart på udviklingen af en ny landdistriktspolitik. En proces, som drives af et nyt Forum for Landdistriktsudvikling, der på en helt ny og innovativ måde skal inddrage nye og andre kræfter, end kommunen ellers har inddraget, når der skulle arbejdes med landdistriktsudvikling.
Blandt aktørerne er lokalråd, SDU, Landdistrikternes fællesråd og mange flere. Sammen skal kræfterne finde nye veje ind i landdistriktsudviklingen, så der medio 2024 ligger en ny landdistriktspolitik til Kommunalbestyrelsens godkendelse.
Forligspartierne ønsker allerede nu at understrege, at vi er klar til at investere i landdistriktspolitikken, selv om den endnu ikke er formuleret. Kommunalbestyrelsen investerer allerede nu midler til udvikling af landdistrikterne, men forligspartierne ønsker at understrege prioriteringen af denne proces, også inden en ny politik er klar, ved at afsætte yderligere midler, så nye udviklingsinitiativer kan planlægges straks efter, politikken er vedtaget medio 2024. Derfor afsættes der yderligere anlægsmidler med 5,5 xxx.xx. fordelt med 0,4 xxx.xx. i 2024 og 1,7 xxx.xx. i de efterfølgende år til formålet.
Yderligere prioriterer forligspartierne 4,4 xxx.xx. fordelt i 2026 og 2027 til byfornyelse i Skamby.
17. Udviklingspulje Erhverv og Turisme
På erhvervsområdet er Nordfyn fortsat nr. 1 som den mest erhvervsvenlige kommune på Fyn og nr. 5 i Danmark. For fjerde gang i træk opnår vi 1. pladsen på Fyn og med en samlet placering som nr. 5 er vi i top 10 over landets mest erhvervsvenlige kommuner. Ovenikøbet er vi danmarksmester i information og dialog med virksomhederne. Topplaceringen er også et resultat at det tætte samarbejde med NEET, der på fantastisk vis er med til at fremme den nordfynske erhvervs- og turismeindsats. Herunder har NEET på imponerende vis tiltrukket en række større events til Nordfyn.
Forligspartierne er derfor enige om, at være helt fremme og aktive medspillere, når mulighederne opstår for at gøre Xxxxxxx til det foretrukne sted for spændende og visionære initiativer.
Vi er stolte af vores proaktive tilgang til at tiltrække nye og imponerende projekter til vores smukke område.
På Nordfyn har vi skabt en kultur, hvor innovation og nytænkning trives. Vi er ivrige efter at samarbejde og skabe partnerskaber med virksomheder, iværksættere og organisationer, der har visionære ideer, og vi er dedikerede til at støtte og fremme disse ideer fra koncept til realisering.
Nordfyn byder på en unik kombination af naturskønhed og kulturel rigdom. Vores område er rigt på naturperler, og vores historie og kulturarv er fascinerende. Dette danner en smuk ramme for projekter, der forener bæredygtighed og kreativitet.
Vi prioriterer bæredygtighed og ser på projekter ud fra deres indvirkning på vores samfund og miljø. Imponerende projekter skal ikke kun være en kilde til økonomisk vækst, men også bidrage positivt til vores kommune.
Udviklingspuljen for Erhverv og Turisme i Nordfyns Kommune skal medvirke til at tiltrække investeringer og yderligere finansiering ved at matche midler fra forskellige fonde og investeringspuljer, hvilket vil muliggøre gennemførelsen af større og vigtige projekter, der kan gøre Nordfyns Kommune endnu mere attraktiv som et sted at arbejde, besøge og investere i.
På det mere konkrete plan er forligspartierne enige om, at der afsættes en samlet pulje på driften med 1,5 xxx.xx. årligt, der skal sikre de nødvendige kompetencer – herunder planlæggere så udviklingsprojekter og konkrete planer (lokalplaner m.m.) kan realiseres hurtigere og med korte sagsbehandlingstider.
18. Budgettets forudsætninger
De nærmere ændringer i drift, anlæg og finansiering fremgår af bilag til budgetaftalen. Der er enighed mellem Forligspartierne om,
- at aftalen mellem KL og Regeringen om kommunernes økonomi skal respekteres. Nordfyns Kommunes budget holder sig inden for kommunens andel af de samlede kommunale service- og anlægsudgifter.
- at der i 2024 vælges statsgaranti som grundlag for kommunes indtægter på skatter og generelle tilskud.
- at grundskyldspromillen – med de nye skøn – har staten fastlagt grundskyldspromillen i Nordfyns Kommune til 15,1 promille for ejendomme fra 1. januar 2024. Der tages forbehold for nye skatteskøn, som udmeldes til kommunerne efter aftalens indgåelse. Det nuværende skøn giver ekstra likviditet i 2024 på 24,6 xxx.xx. som dels lægges i kassen på grund af den usikkerhed, der er forbundet med de nuværende skøn og konsekvenserne i det kommende år. Dels kan anvendes til at afvikle gæld – herunder afvikling af lån til ældreboliger, hvis Bryggergårdens anvendelse ændres.
- at forligspartierne ikke indsender ændrings- eller underændringsforslag til 2. behandlingen af budget 2024 – 2027.
Endelig er der enighed om, at Borgmesteren frem til Kommunalbestyrelsens 2. behandling, kan komme med indstilling om tekniske korrektioner af budgettet.
Nordfyn, onsdag den 20. september 2023
Xxxxx Xxxxxxxx-Xxxx, borgmester Venstre (V) | |
Xxxx Xxxx, Venstre (V) | |
Xxxxxx Xxxxxxx Socialdemokratiet (A) | |
Xxxxxx Xxxxxxxxx Det Konservative Folkeparti (C) | |
Xxxx-Xxxx Xxxxxxx Socialistisk Folkeparti (F) | |
Xxxx Xxxxxxxx Dansk Folkeparti (O) | |
Xx Xxxxxxxx Xxxxxxxx Venstre (B) | |
Xxxxxxx Xxxx Danmarksdemokraterne (Æ) |