STANDARDBETINGELSER - TJENESTEYDELSER
STANDARDBETINGELSER - TJENESTEYDELSER
1. Generelle bestemmelser
Tjenesteydelser (ydelser), der leveres i henhold til disse standardbetingelser, skal have en kvalitet, der svarer til almindelig god kvalitet inden for branchen, og kravene hertil fremgår af Aftalen.
Ydelserne må kun med Evidas forudgående skriftlige godkendelse afvige fra de i Aftalen angivne specifikationer. Leverandøren skal udføre ydelserne professionelt, rettidigt og fagmæssigt korrekt og som angivet i Aftalen, og i øvrigt i overensstemmelse med lovgivningen og almindeligt anerkendte krav.
Uanset hvad der måtte følge af Leverandørens eventuelle egne betingelser eller standardvilkår, finder sådanne ikke anvendelse på leverancer i henhold til disse standardbetingelser. Dette gælder, uanset om Leverandørens betingelser eller standardvilkår måtte være påtrykt en ordrebekræftelse eller andet.
Fravigelser fra disse standardbetingelser er kun gældende, hvis de er udtrykkeligt og skriftligt aftalt mellem Evida og Leverandøren.
2. Leveringsvilkår
Leveringsstedet er Evidas adresse, medmindre andet sted udtrykkeligt er aftalt.
Levering skal ske indenfor almindelig forretningstid og på tidspunktet angivet af Evida.
Den gældende tidsplan fremgår af Aftalen.
2.1 Krav til leverancen
Leverancen og kravene hertil er beskrevet i Aftalen. Leverancen må kun med Evidas forudgående skriftlige godkendelse afvige fra de i Aftalen angivne specifikationer.
Ydelserne skal være egnet til det formål, som tilsvarende ydelser almindeligvis bliver anvendt til og til et eventuelt særligt formål, som Leverandøren direkte eller indirekte er blevet gjort bekendt med. Ydelserne skal efterfølges af alle relevante rapporter og dokumentation for udførelsen af ydelserne. Ydelserne skal også på enhver anden måde overholde alle krav, som Evida med rimelighed kan forvente.
Hvis Leverandøren finder, at Aftalen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til brug for levering af hele eller dele af ydelserne, eller hvis de givne oplysninger er modstridende, skal Leverandøren anmode om Evidas stillingtagen til det pågældende tvivlsspørgsmål.
Leverandøren skal i enhver henseende overholde alle danske lovregler og alle kvalitets, helbreds- og sikkerhedsmæssige standarder, herunder Evidas regler og standarder som beskrevet i Aftalen, samt øvrige regler, arbejdsbeskrivelser mv. som måtte være gældende for udførelsen eller udnyttelsen af ydelserne. Leverandøren skal til Evida udlevere kopi af al korrespondance og alle aftaler indgået med offentlige myndigheder eller andre relevante parter. Evida skal bære de ekstra dokumenterbare omkostninger og andre konsekvenser, der måtte opstå som resultat af ændringer i lov, regulering og regler, gældende for ydelserne, efter underskrift af Aftalen, med mindre disse ændringer var kendte eller burde være kendte for Leverandøren.
Leverandøren må ikke give nogen del af ydelserne eller hans underleverandørers arbejde i underentreprise, eller udskifte en underleverandør uden Evidas forudgående skriftlige godkendelse.
Leverandøren og leverandørens underleverandører er forpligtet til at efterleve Evidas etiske kodeks.
2.2 Leverandørens medarbejdere, udstyr, materialer og leverancer
Leverandøren skal stille et tilstrækkeligt antal tilsynsførende, tekniske og øvrige medarbejdere til rådighed for at kunne udføre ydelserne i overensstemmelse med aftalen. Krav til medarbejdernes antal og kompetencer fremgår af Aftalen. Medmindre andet fremgår af Aftalen, anses alle Leverandørens medarbejdere i relation til denne leverance, for at være nøglemedarbejdere som Leverandøren ikke må udskifte uden Evidas forudgående godkendelse.
Leverandøren skal på Evidas anmodning kunne dokumentere, at Leverandørens medarbejdere er kvalificerede til at opfylde kravene i Aftalen. Leverandøren skal indhente alle nødvendige visa og arbejdstilladelser til anvendte medarbejdere. Hvis Evida vurderer, at Leverandørens medarbejdere ikke besidder tilstrækkelig kompetence i henhold til Aftalen, eller hvis en medarbejder vurderes at have negativ påvirkning på ydelserne, skal disse medarbejdere på Evidas anmodning straks suppleres af eller erstattes med andre kvalificerede medarbejdere.
Leverandøren skal stille udstyr, materialer, leverancer og værktøjer til rådighed med henblik på at sikre korrekt udførelse af ydelserne i henhold til aftalen.
Leverandørens udstyr, materialer, leverancer og værktøjer skal være af førsteklasses kvalitet og skal sikkerhedsmæssigt være i god og forsvarlig stand og godkendt til brug i Danmark.
Leverandøren skal på opfordring give Evida yderligere oplysninger om det anvendte udstyr, såsom oplysninger om arbejdsmetoder og lister over udstyrets alder, stand etc.
Alle materialer og leverancer, som udgør en del af ydelserne, skal leveres uden nogen form for ejendomsforbehold, og så snart sådanne materialer er leveret på pladsen, vil de være at betragte som Evidas ejendom.
2.3 Ændringsordre
Evida er berettiget til at kræve ændringer i Aftalen frem til levering i form af en ændringsordre.
En ændringsordre skal anses form at være en del af Aftalen, når den er underskrevet af begge parter.
3. Pris
Prisen reguleres ikke som følge af ændringer af skatter og afgifter mv.
Prisen er ekskl. moms, men inklusive levering og alle former for gebyrer, afgifter, udlæg, rejseomkostninger, mangfoldiggørelse, service, support, emballage, kontorholdsudgifter mv.
4. Immaterielle rettigheder
Evida bevarer alle ophavsrettigheder og øvrige immaterielle rettigheder til alle dokumenter, tegninger, beskrivelser og specifikationer eller andre dokumenter udarbejdet af Evida. Sådanne dokumenter må ikke kopieres uden forudgående tilladelse af Evida, anvendes eller i øvrigt videregives.
5. Fakturering
Fakturering kan ske efter levering. Der kan ikke ske forudbetaling.
Fakturering skal ske elektronisk i OIOUBL-format under overholdelse af den til enhver tid gældende lovgivning om offentlige betalinger mv.
Fakturaen skal indeholde:
Udstedelsesdato (fakturadato)
Fakturanummer (nummer, der kan identificere fakturaen)
Leverandørens CVR-/SE-nummer
Leverandørens navn og adresse samt Ordregivers navn og adresse
Rekvirent hos Ordregiver
Kontrakt eller ordrenr. (hvis et sådant findes)
En sigende beskrivelse af det leverede
– hver vare beskrives på hver sin linje på fakturaen
Xxxxx og enhed for de leverede varer
Pris pr. enhed ekskl. moms
Momssats og momsbeløb
Leveringsadresse
Sidste rettidige betalingsdato
Evida er berettiget til at afvise fakturaer, der ikke modtages elektronisk i OIOUBL-format, hvor ovenstående oplysninger mangler, eller faktureringen i øvrigt ikke sker under overholdelse af lov om offentlige betalinger mv. Manglende eller forsinket betaling som følge af Evidas afvisning af fakturaer, jf. oven for, udgør ikke misligholdelse af Aftalen.
6. Betalingsbetingelser
Det fakturerede beløb forfalder til betaling 30 dage efter elektronisk afsendelse af fyldestgørende faktura.
7. Forsinket levering
Hvis leverancen eller dele deraf ikke leveres på det aftalte leveringstidspunkt som følge af forhold der ikke kan tilskrives Evida, udgør dette væsentlig misligholdelse. Evidas misligholdelsesbeføjelser er dansk rets almindelige misligholdelsesbeføjelser ved forsinkelse. Evida kan herudover opkræve en bod på 2 % pr. påbegyndt uge til levering sker af den samlede pris for leverancen i henhold til Aftalen. Bodssummen kan ikke overstige 10% af den samlede pris.
8. Mangler og afhjælpning
Medmindre andet er anført i Aftalen, løber reklamationsperioden i 5 år fra levering.
Leverandøren skal udføre alt arbejde og tilvejebringe alle yderligere leverancer, som måtte være nødvendige for at afhjælpe en mangel som
overfor Leverandøren eller dennes repræsentant gøres gældende på vegne af Evida, uanset hvornår Evida har opdaget eller burde have opdaget manglen. Alle mangler skal udbedres snarest muligt og for Leverandørens regning og risiko.
I tilfælde af, at Leverandøren ikke opfylder sine forpligtelser i forhold til afhjælpning, kan Evida ved skriftlig meddelelse til Leverandøren selv udbedre manglen eller lade manglen udbedre ved tredjemand, medmindre Leverandøren straks udbedrer manglen herefter. Leverandøren dækker alle omkostninger i denne henseende.
Herudover er Evidas misligholdelsesbeføjelser dansk rets almindelige misligholdelsesbeføjelser ved mangler.
9. Arbejdsklausul
Leverandøren skal sikre, at medarbejdere hos Leverandøren og eventuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde Aftalen, er sikret løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område.
Leverandøren skal sikre, at medarbejdere hos Leverandøren og eventuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde Aftalen, bliver oplyst om de vilkår, der fremgår af arbejdsklausulen.
Evida kan til enhver tid udbede sig relevant dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for medarbejderne lever op til de forpligtelser, som arbejdsklausulen fastsætter.
Evida kan kræve, at Leverandøren, efter skriftligt påkrav herom, inden for 10 arbejdsdage fremskaffer relevant dokumentation, såsom løn- og timesedler, lønregnskab og ansættelseskontrakter fra såvel egne som eventuelle underleverandørers arbejdstagere.
Evida kan til brug for sin vurdering af, om Leverandøren eller underleverandører har
overholdt arbejdsklausulen, søge rådgivning hos relevante arbejdsgiver- og/eller arbejdstagerorganisationer.
Overholder Leverandøren ikke arbejdsklausulen, foreligger der en væsentlig mangel, og Leverandøren er forpligtet til straks efter Evidas påkrav herom at foretage afhjælpning, således at de ansatte fuldt ud kompenseres for de mindre gunstige vilkår og manglende rettigheder, som Leverandøren eller dennes eventuelle underleverandører har budt de ansatte i forbindelse med udførelse af leverancen.
Evidas misligholdelsesbeføjelser fremgår af pkt. 8.
10. Forsikring
Leverandøren tegner og vedligeholder hos et internationalt anerkendt forsikringsselskab og for egen regning følgende forsikringer indtil udløb af reklamationsperiode, som anført i Aftalen:
1) en erhvervsansvarsforsikring på mindst DKK
20.000.000 pr. skadesbegivenhed, og
2) en produktansvarsforsikring på mindst DKK
20.000.000 pr. skadesbegivenhed.
Forsikringerne skal være tegnet ved tidspunktet for Aftalens underskrift. I tilfælde af manglende forsikring, kan Evida opsige med øjeblikkelig virkning.
Leverandøren skal på anmodning fra Evida de relevante policer indenfor 3 arbejdsdage.
11. Overdragelse
Leverandøren må ikke uden Evidas skriftlige samtykke direkte eller indirekte overdrage sine rettigheder og forpligtelser til Aftalen til tredjemand. Samtykket må ikke være i uoverensstemmelse med udbudsreglerne eller nægtes uden rimelig grund.
12. Databehandling
Evida er dataansvarlig i henhold til Databeskyttelsesforordningen og Databeskyttelsesloven for personoplysninger, og Evida udpeger Leverandøren som databehandler, såfremt denne skal behandle personoplysninger på vegne af Evida, hvorefter der vil udarbejdet en databehandleraftale.
Ved behandling af personoplysninger handler Leverandøren alene efter instruks fra Evida. Leverandøren skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer uvedkommende til kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med Databeskyttelsesforordningen og Databeskyttelsesloven.
Leverandøren skal i rimeligt og sædvanligt omfang på Evidas anmodning give Evida tilstrækkelige oplysninger til, at denne kan påse, at de nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger er truffet således at Databeskyttelsesforordningens og Databeskyttelseslovens krav til behandling af personoplysninger overholdes.
13. Erstatningsansvar
Parterne er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler. Hverken Evida eller Leverandøren kan i relation til aftaler indgået på disse standardbetingelser ifalde ansvar for modpartens driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
Uanset ovenstående, skal Leverandøren holde Evida skadesløs for ethvert krav eller tab som følge af, at Evida ifalder produktansvar og/eller for ethvert krav, som Evida måtte blive mødt med eller ethvert tab, som Evida måtte lide, opstået som følge af eller i forbindelse med personskade, sygdom eller død, eller enhver tingsskade, herunder men ikke begrænset til skader som følge af forurening eller oprydning/fjernelse heraf, som var forårsaget af leverancen, anvendelse af leverancen eller som opstår i forbindelse med
installation af leverancen. Dette gælder dog ikke, hvis et krav eller tab kan henføres til Evidas forsømmelse, forsætlige handlinger eller misligholdelse af denne aftale.
14. Opsigelse
Aftalen indgået på disse standardbetingelser er uopsigelig for leverandøren, og Evida kan opsige med 30 dages varsel.
15. Lovgrundlag
Parterne er forpligtet til at overholde de til enhver tid gældende direktiver, love, bekendtgørelser, myndighedskrav og regler/påbud i forbindelse med kontraktopfyldelsen.
Overtrædelse af disse bestemmelser vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse. Sker der i aftaleperioden ændringer af lovgivningen mv., der på væsentlige områder ændrer kontraktopfyldelsen, vil parterne kunne anvende reglerne under pkt. 16, såfremt der måtte opstå tvivl som følge heraf. Leverandøren har pligt til at meddele Evida om enhver overtrædelse af gældende lovgivning, forskrifter mv., som kommer til dennes kundskab. Evida har ret til at kræve detaljeret dokumentation for oplysningerne.
Leverandøren vedkender sig ved aftalens underskrift, Evidas til enhver tid gældende ”Etisk kodeks for leverandører”, og indestår for at respektere denne i kontraktens løbetid; overtrædelse af denne betragter Evida som væsentlig misligholdelse.
16. Tvister
Denne Aftale er undergivet dansk ret.
Hvis der opstår uoverensstemmelse mellem parterne i forbindelse med denne aftale, skal parterne med en positiv, samarbejdende og ansvarlig holdning forsøge at indlede forhandlinger med henblik på at løse tvisten. Om nødvendigt skal forhandlingerne søges løftet op på højeste plan i parternes organisationer.
Kan parterne ikke nå til enighed, kan hver part efter eget skøn anlægge retssag. Værneting er, hvor Evida har hjemting.