Overenskomst 2017
Overenskomst 2017
mellem
Nordea Liv & Pension og
Foreningen af Overordnede i Nordea Liv & Pension
Løn- og arbejdsvilkår for overordnede medarbejdere
Indhold: Side
Overenskomst 1
Dækningsområde 1
Modifikationer, tilføjelser og overgangsbestemmelser 1
Lønregulering 2
Ikrafttrædelse og opsigelse 2
Aftale om arbejdstid 3
Overenskomst 2017 mellem
Nordea Liv & Pension, livsforsikringsselskab A/S og Foreningen af Overordnede i Nordea Liv & Pension
§ 1. Overenskomst
Stk. 1. Der er indgået overenskomst mellem Nordea Liv & Pension, livsforsikringsselskab A/S (herefter Nordea Liv & Pension/selskabet) og Foreningen af Overordnede i Nordea Liv & Pension (FONLP).
Stk. 2. Det er ved overenskomsten aftalt, at Nordea Liv & Pension og FONLP tiltræder virksomhedsoverenskomst 2017 mellem Nordea og Kreds Nordea og standardoverenskomst mellem FA og Finansforbundet fra 1. april 2017 med de modifikationer, tilføjelser og overgangsbestemmelser, der fremgår af § 3 og bestemmelser om lønregulering i § 4.
Stk. 3. Endvidere tiltrædes relevante lokalaftaler, der i tilknytning til virksomhedsoverenskomsten er indgået/bliver indgået mellem Nordea og Kreds Nordea.
§ 2. Dækningsområde
Stk. 1. Overenskomsten omfatter medarbejdere, der er ledere og medarbejdere, der er specialister på et specifikt område, er projektspecialister eller er opgave-/områdeansvarlige for større komplekse opgaver. Medarbejderne udfører i mindre grad sagsbehandlingsopgaver.
Jobbeskrivelser, jf. Lokal Løn system og jobbeskrivelseskatalog, er minimum i kompleksitetsbånd E. Stillingsbetegnelse: Jobbeskrivelsens navn.
Stk. 2. Overenskomsten omfatter ikke
• medarbejderkategorier, der er omfattet af overenskomster mellem FA og Forsikringsforbundet.
• medarbejdere, der er omfattet af aftale mellem Nordea Liv & Pension og Personaleforeningen i Nordea Liv & Pension om ekspeditionssekretærer
• medarbejdere, der er omfattet af overenskomst mellem Nordea Liv & Pension og KKF.
§ 3. Modifikationer, tilføjelser og overgangsbestemmelser Stk. 1. Løn og lønsystem
a. Lokal Løn anvendes for medarbejdere, der er omfattet af denne overenskomst.
Igangværende lønnedsættelser efter den hidtidige overenskomst fortsætter uændrede.
b. Hvis en medarbejder i to på hinanden følgende udviklingssamtaler ikke opnår en gennemsnitsscore på succeskriterierne, der modsvarer aktuel funktionsløn, har selskabet mulighed for at sætte medarbejderens løn i stå, jf. gældende principper i aftale om Lokal Løn. Ved beregning af systemtillæg indgår aktuel funktionsløn og arbejdsgiverpensionsbidrag, der overstiger 18,00 %, jf. stk. 2.a.
c. Løn betales månedsvis bagud/forud. Nuværende medarbejdere fortsætter med gældende udbetalingstidspunkt. Nyansatte medarbejdere under denne overenskomst får løn betalt forud. Allerede ansatte i selskabet, der overføres til denne overenskomst, og som får løn betalt bagud, fortsætter med dette.
d. Lønråd sammensættes med 2 repræsentanter fra selskabet (A-siden) og 2 repræsentanter udpeget af og blandt FONLP’s bestyrelse, (B-siden).
Stk. 2. Pensionsbidrag
a. Gældende arbejdsgiverpensionsbidrag pr. 30. juni 2003 fortsætter uændret ved overgang til virksomhedsoverenskomstens bestemmelser.
Ved forhøjelse af alle pensionsbidrag pr. 1. juli 2005 med 0,75 % blev arbejdsgiverbidraget forøget med 0,50
% og medarbejderens bidrag med 0,25 %.
Arbejdsgiverbidrag til pensionsordning blev pr. 1. juli 2008 forhøjet med 0,50 % gældende for alle medarbejdere.
b. Nye medarbejdere (nyansatte og allerede ansatte, der bliver overført til denne overenskomst) pr. 1. juli 2003 eller senere, betaler pensionsbidrag efter virksomhedsoverenskomstens protokollat om pension - fra 1. juli 2008 med arbejdsgiverbidrag på 11,0 % og medarbejderbidrag på 5,25 %.
Stk. 3. Arbejdstid
a. I tilslutning til denne overenskomst er der 28. april 2017 indgået aftale mellem Nordea Liv & Pension og FONLP om arbejdstid.
Stk. 4. Timebank
a. Medarbejderen omfattes af den timebank, der etableres i Nordea Liv & Pension. Følgende indskydes i timebanken:
• Overarbejdstimer og tillæg herfor.
• Merarbejdstimer, (beordret merarbejde).
• Omsorgsdage.
• Erstatningsfrihed for søgnehelligdage.
• Tids- og kontanttillæg for rådighedsvagt, tilkald og konsultation.
• Tillæg for arbejde mandag – fredag i tidsrummet kl. 18.00 – kl. 08.00 samt tillæg for arbejde på lørdage, søndage og søgnehelligdage.
Den maksimale timesaldo er 481 timer. I særlige tilfælde kan der individuelt aftales et formålsbestemt højere maksimum.
Stk. 5. Omsorgsdage
a. Beregning af ret til og afvikling af omsorgsdage sker i dage. Afvikling vil i praksis kunne ske som halve dage.
Stk. 6. Gruppeforsikring
a. Medarbejdere, der pr. 30. juni 2003 var omfattet af gruppeforsikring nr. 83025, blev pr. 1. juli 2003 overført til gruppeforsikring nr. 98312 mellem FA og Finansforbundet.
b. Nye medarbejdere, (nyansatte og allerede ansatte, der bliver overført til denne overenskomst) pr. 1. juli 2003 eller senere er omfattet af virksomhedsoverenskomstens gruppeforsikring.
§ 4. Lønregulering
a. Lønnen forhøjes med 1,68 % pr. 1. juli 2017, 1,68 % pr. 1. juli 2018 og 1,68 % pr. 1. juli 2019.
b. Herudover fordeles en lønpulje på 0,55 % pr. 1. juli 2017, 0,55 % pr. 1. juli 2018 og 0,60 pr. 1. juli 2019. Besparelse ved eventuelle systemtillæg indgår i lønpuljen.
§ 5. Ikrafttrædelse og opsigelse
Overenskomsten træder i kraft 1. april 2017.
Overenskomsten kan opsiges med 4 måneders varsel til ophør ved udgangen af en marts måned, dog tidligst marts 2020.
Den 28. april 2017
Nordea Liv & Pension, livsforsikringsselskab A/S | Foreningen af Overordnede i Nordea Liv & Pension |
Aftale mellem Nordea Liv & Pension og Foreningen af Overordnede i Nordea Liv & Pension om arbejdstid
1. Aftale
1.1 Mellem Nordea Liv & Pension og Foreningen af Overordnede i Nordea Liv & Pension (FONLP) er der indgået aftale om arbejdstid.
2. Formål
2.1 Formålet med aftalen er, at den enkelte medarbejders tilrettelæggelse og afvikling af arbejdstid fortsat kan ske fleksibelt til fordel for både medarbejder og selskab.
3. Arbejdstid
3.1 Det bør tilstræbes, at den effektive ugentlige arbejdstid ikke overstiger 37 timer.
3.2 Placering af arbejdstiden aftales mellem leder og medarbejder.
3.3 Den enkelte medarbejder kan i udstrakt grad selv tilrettelægge afvikling af arbejdstiden under hensyntagen til arbejdsopgaver og teamaktiviteter mv.
4. Ikrafttrædelse, ændring og opsigelse
4.1 Denne aftale træder i kraft 1. april 2017.
4.2 Ændring af aftalen kan finde sted, når aftaleparterne er enige herom.
4.3 Aftalen kan opsiges med 4 måneders varsel til ophør ved udgangen af en marts måned, dog tidligst marts 2020.
Den 28. april 2017
Nordea Liv & Pension, livsforsikringsselskab A/S | Foreningen af Overordnede i Nordea Liv & Pension |