Vilkår for Aftale om Portfolio Management
Vilkår for Aftale om Portfolio Management
Gælder fra 1. februar 2021
Øvrige vilkår, politikker og aftaler
Foruden disse vilkår gælder:
- Værdipapirhandel i Nordea - Detailkunder henholdsvis Værdipapirhandel i Nordea - Professionelle kunder og godkendte modparter
- Depotbestemmelser i Nordea
- Nordeas ordreudførelsespolitik
- Politik for interessekonflikter
- Generelle vilkår for privatkunder henholdsvis Generelle vilkår for erhvervskunder
- Politik om databehandling
- Aftale om formueforvaltning eller investeringsrådgivning, hvis en sådan er indgået, herunder den Finansielle Plan
- Vilkår for ratepension, kapitalpension eller aldersopsparing såfremt det omfattede depot er et pensionsdepot
De til enhver tid gældende versioner af ovenstående vilkår og politikker kan findes på xxxxxx.xx/xxxxx. Disse vilkår for Aftale om Portfolio Management kan findes på xxxxxx.xx eller fås ved henvendelse i banken.
Investeringsunivers og omkostninger Investeringer kan foretages i en række danske samt udenlandske UCITS (f.eks. investeringsforeninger og
værdipapirfonde) og i danske samt udenlandske alternative investeringsfonde (kaldes samlet herefter ”fonde” og beviser i fonde kaldes herefter ”fondsbeviser”).
Fondenes afkast belastes af fondenes omkostninger til eksempelvis administration, depoter og investeringsrådgivning. Nogle af disse omkostninger betales til banken og/eller andre selskaber i Nordea-koncernen.
Omkostninger for danske fonde er opgjort ved en årlig omkostningsprocent (ÅOP) tillagt indirekte handelsomkostninger. De årlige omkostninger, central investorinformation, væsentlig investorinformation samt yderligere oplysninger kan for de enkelte fonde fås ved henvendelse til banken, eller findes via xxxxxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxxx.
Kunden betaler honorar for porteføljepleje, som beskrevet i
”Aftale om Portfolio Management” (herefter ”Aftalen”). Honorar opkræves på den konto, der fremgår i Aftalen. Honorar for aftale om formueforvaltning eller investeringsrådgivning, der knytter sig til Aftalen, kan ligeledes opkræves på denne konto.
Bankens porteføljepleje
Banken investerer på kundens vegne formuen i det omfattede depot og den tilhørende konto i fondsbeviser. Markedsudsving kan medføre, at formuen midlertidigt ikke overholder investeringsstrategien. I det omfang porteføljen f.eks. i forbindelse med kursbevægelser på de foretagne investeringer ikke længere overholder den aftalte investeringsstrategi, rebalanceres den til det aftalte.
Banken er berettiget til, efter eget skøn, og i overensstemmelse med investeringsprofilen, for kundens regning og risiko at købe, sælge, tegne og indløse mv. fondsbeviser for de midler, som indgår i formuen samt foretage de nødvendige indbetalinger og udbetalinger i forbindelse hermed. Fondsbeviserne navnenoteres i kundens navn. Ved udbetaling af udbytte geninvesteres dette af banken.
Banken tilstræber, at kontante midler i formuen i videst muligt omfang investeres inden for rimelig tid, dog således at investeringer foretages under hensyntagen til dermed forbundne omkostninger. Banken kan lade et beløb forblive kontant med henblik på betaling af omkostninger mv. Banken kan sælge fondsbeviser med henblik på at fremskaffe midler til betaling af aftalte omkostninger og eventuel pensionsafkastskat.
Porteføljeplejen er outsourcet til Nordea Investment
Management AB (herefter ”NIM”). NIM er godkendt af det svenske finanstilsyn (Finansinspektionen, P.O. Box 7821, SE- 103 97 Stockholm) som fondsmæglerselskab (på svensk: värdepappersbolag) og har filialer i Danmark, Norge og Finland.
NIM udfører ordrer i overensstemmelse med NIMs retningslinjer for udførelse af ordrer. Ordrer kan udføres uden om en børs eller en tilsvarende handelsplads for værdipapirer.
NIMs ”Retningslinjer for udførelse af ordrer” kan findes på
xxxxxx.xxx/xxxx eller fås ved henvendelse til banken.
Etablering
Etablering af Aftalen kan ske efter afdækning af kundens investeringsprofil via den Finansielle Plan.
Etablering af Aftalen forudsætter indskud på minimum
1.000.000 kr.
Indskud og udtræk
Kunden kan altid indskyde flere midler i Aftalen, forudsat at et indskud er på 250.000 kr. eller derover. Banken vil så hurtigt som muligt og senest indenfor indeværende bankdag plus fem bankdage fra kundens meddelelse investere beløbet i overensstemmelse med den aftalte investeringsprofil. Ved ”bankdage” menes i disse vilkår alle dage undtagen lørdage, søn- og helligdage, fredagen efter Kr. himmelfartsdag, Grundlovsdag, Juleaftensdag og Nytårsaftensdag.
Kunden kan anmode om at hæve midler fra Aftalen. Banken vil så hurtigt som muligt og senest indenfor indeværende bankdag plus fem bankdage sælge fondsbeviser i depotet. Provenuet indsættes på den konto, som er omfattet af Aftalen, når handlerne er afviklet, normalt tre bankdage senere. Udtræk sker med forbehold for, at der er dækning på den omfattede konto.
Hvis der opstår en særlig markedssituation eller andre forhold (f.eks. opløsning eller fusion af fonde eller underliggende afdelinger), der medfører, at køb/salg (emission/indløsning) af et eller flere fondsbeviser er suspenderet/udsat, har banken ret til ikke at effektuere en ordre, før end at forholdet ikke længere foreligger.
I forbindelse med rebalancering og udbyttebetaling kan der være lukket for etablering, indskud, udtræk samt opsigelse af Aftalen.
Kunden kan alene hæve beløb på 250.000 kr. eller derover. Kunden kan dog altid hæve alle midler. Er det omfattede depot et pensionsdepot, kan der ikke ske udtræk, men alene opsigelse af Aftalen.
Bortset fra indskud og udtræk i overensstemmelse med ovenstående spærres det omfattede depot og den tilhørende konto for transaktioner, der ikke vedrører denne Aftale.
Udbetaling af pension
Er det omfattede depot et pensionsdepot, vil banken forud for det aftalte udbetalingstidspunkt kontakte kunden med henblik på at aftale nærmere vedrørende udbetaling.
For kapitalpension og aldersopsparing kan udbetaling ske enten som en udbetaling af hele formuen eller som deludbetaling, hvor en del af porteføljen placeres kontant, indtil udbetaling har fundet sted. For ratepension sker udbetalingen løbende, og op til en udbetaling realiseres fondsbeviser, så der er likviditet til udbetalingerne.
Investeringsprofil
Investeringerne sker i overensstemmelse med kundens investeringsprofil som specificeret i investeringsstrategien,
der findes i Aftalen. Investeringsprofilen er baseret på kundens oplysninger, herunder oplysninger afgivet i forbindelse med udarbejdelse af den Finansielle Plan. Hvis der er væsentlige ændringer i disse oplysninger, skal kunden underrette banken herom.
Rapportering
Rapportering sker elektronisk og/eller på papir. Rapporteringen består af afkastrapportering, transaktionsliste, beholdningsoversigt samt saldo på den tilhørende konto. Af afkastrapporteringen vil afkast pr. fondskode, afkast pr. aktivtype samt afkast af hele porteføljen fremgå. For kontoen medtages kun realiserede afkast. Banken sender rapporten senest tre uger efter opgørelsestidspunktet.
Banken fremsender rapportering mindst fire gange om året. Herudover fremsendes skatterapportering til Private Banking kunder én gang om året i forbindelse med årsskiftet.
Banken vil informere kunden, hvis værdien af kundens portefølje (værdiansat ved begyndelsen af hver rapporteringsperiode) falder med 10 % og derefter ved hvert fald på 10 %.
Ændringer
Banken kan ændre disse vilkår med en måneds varsel. Ændringer, som forbedrer kundens vilkår, kan ske med kortere varsel. Ændringer oplyses enten ved brev, gennem netbank, via samme informationskanal som benyttes til den løbende rapportering, eller ved annoncering i dagspressen. De til enhver tid gældende vilkår kan findes på xxxxxx.xx.
Opsigelse
Kunden kan skriftligt opsige Aftalen. Handler, som er anlagt ved bankens modtagelse af kundens opsigelse, gennemføres i overensstemmelse med det af banken besluttede. Banken vil så hurtigt som muligt og senest indenfor indeværende bankdag plus fem bankdage sælge samtlige fondsbeviser i depotet, medmindre andet er aftalt, eller der foreligger en særlig markedssituation eller andre forhold, der medfører, at salg/indløsning af fondsbeviser er suspenderet/udsat.
Provenuet indsættes på den konto, som er omfattet af Aftalen, når handlerne er afviklet, normalt tre bankdage senere.
Banken kan opsige Aftalen med en måneds skriftlig varsel. Falder den samlede værdi af kundens depot og konto til under 1.000.000 kr., eller hvis kundens aftale om formueforvaltning eller investeringsrådgivning med banken (hvis en sådan er indgået) opsiges, er banken berettiget til at opsige Aftalen med 14 dages skriftligt varsel. Hvis banken opsiger Aftalen, vil banken normalt umiddelbart efter udløbet
af opsigelsesvarslet sælge samtlige fondsbeviser i depotet. Provenuet indsættes på den konto, som er omfattet af Aftalen, når handlerne er afviklet, normalt tre bankdage senere.
Dødsfald
I tilfælde af dødsfald kan Aftalen ikke videreføres af medejer, arvinger eller ægtefælle i uskiftet bo. Aftalen skal opgøres, hvorefter en ny aftale kan indgås ud fra ny investeringsprofil og fondsbeviserne eventuelt flyttes til nyt depot. Fra det tidspunkt banken bliver bekendt med dødsfaldet, sælger banken således ikke fondsbeviser, som indgår i depotet og investerer ikke kontante midler på kontoen.
Ansvar og risiko
Investeringer foretages ud fra forventninger til fremtiden. Derfor kan et bestemt afkast af investeringerne ikke forudsiges eller garanteres, og der kan forekomme tab af dele af eller alle de midler, der indgår i formuen. I øvrigt gælder bestemmelserne om ansvar i bankens Generelle vilkår for henholdsvis privatkunder og erhvervskunder.
Skattemæssige forhold
Banken anbefaler, at kunden søger bistand hos en skatterådgiver om de skattemæssige konsekvenser af investering i fondsbeviser.
US-restriktioner
Kunder, der bor i USA - eller opholder sig der længere end seks sammenhængende måneder - og amerikanske statsborgere, der bor uden for USA og arbejder på amerikanske ambassader eller ved amerikansk militær kan på grund af amerikansk lovgivning ikke investere gennem bankens porteføljeplejeprodukter. Ved flytning til USA er det derfor ikke muligt at fortsætte Aftalen og Aftalen vil blive opsagt med øjeblikkelig virkning. I tvivlsspørgsmål kan kunden rådføre sig med banken, som derefter kan vurdere, om porteføljepleje er mulig.
Der gælder specielle regler og begrænsninger for (i) amerikanske virksomheder og filialer, som opererer under amerikansk lovgivning, (ii) visse ikke-amerikanske virksomheder, som er kontrolleret af en eller flere personer eller virksomheder i USA, hvor disse hæfter ubegrænset eller
(iii) visse ikke-amerikanske virksomheder med væsentlige investeringsaktiviteter som er kontrolleret af en eller flere personer eller virksomheder i USA, der betyder, at der ikke må investeres gennem bankens porteføljeplejeprodukter. Spørg banken om reglerne, hvis der er et tilhørsforhold eller koncernforhold til USA, så banken kan vurdere, om porteføljeplejeprodukter kan tilbydes.
Lovvalg og værneting
Retlige tvister om Aftalen afgøres efter dansk ret ved danske domstole.