Lejefastsættelse ved udlejning af arealer til brug for digital infrastruktur
Lejefastsættelse ved udlejning af arealer til brug for digital infrastruktur
Sagsnr.: 16/8210
Sagen afgøres i: Økonomiudvalget (ØK)
Resumé
Syddjurs Kommune har modtaget anmodning fra lejer om, at kommunen nedsætter lejen for placering af antennepositioner. Sagen indstilles til en drøftelse af kommunens generelle retningslinjer for fastsættelse af leje ved udlejning af arealer til brug for digital infrastruktur.
Sagsfremstilling
Telcon A/S har rettet henvendelse på vegne af TDC A/S, med henblik på genforhandling af samtlige lejeaftaler til placering af antennepositioner, TDC har med Syddjurs Kommune, med henblik på, at lejen nedsættes.
Det må forventes, at henvendelsen fra TDC alene er første i rækken, idet øvrige teleselskaber må forventes at ville forsøge at gennemføre lejenedsættelser på samme grundlag.
Syddjurs Kommune har indgået lejeaftale med TDC om placering af mobilantenner for følgende lejemål:
Placering | Årlig leje (nuværende) |
Kløvervangen 6A, 8410 Rønde | 23.330,45 |
Elsegårdevej 26, 8400 Ebeltoft | 8.365,53 |
Engvej 25, 8543 Hornslet | 31.045,36 |
Baggrunden for henvendelsen er, at TDC er i gang med en gennemgang, opgradering og fremtidssikring af alle antennepositioner i landet.
TDC ønsker i den anledning, at aftalegrundlaget for lejemålene gøres tidssvarende, idet det oplyses, at TDC ønsker at beholde de nuværende antennepositioner hos kommunen, men at det efter det oplyste ikke længere er muligt at betale den høje leje.
Det er ønsket fra TDC, at lejepriserne skal afspejle det lejedes værdi.
Erhvervsstyrelsen udgav i 2014 vejledning om markedsleje ved udlejning af arealer til brug for digital infrastruktur. Vejledningen beskriver mulige metoder til, hvordan kommunen kan fastsætte lejeprisen i forbindelse med udlejning af arealer til placering af mobilantenner. Der henvises til bilagte vejledning.
Det fremgår af vejledningen, at kommuner efter en konkret vurdering kan fastsætte en lav eller ingen leje i områder, hvor f.eks. kundegrundlaget er så spinkelt, at dette i det konkrete tilfælde afspejler markedsvilkårene i området.
Vejledningen skitserer, udover den angivne nedre grænse for leje, tre mulige metoder til beregning af markedslejen:
1. Den offentlige vurdering som grundlag
2. Professionelt fagligt skøn som grundlag
3. Sammenlignelige priser som grundlag
Det oplyses, at TDC har rettet samme henvendelse til en lang række af landets kommuner, og at en række af disse allerede har vedtaget nedsættelse af lejen. Det oplyses, at Ringsted, Holbæk, Viborg, Svendborg, Favrskov, Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Greve, Sorø og Herning kommuner har vedtaget at anvende beregningsmetode 1, den offentlige vurdering som grundlag. Det oplyses, at denne beregningsmetode vil blive anvendt af TDC som standardmodel fremadrettet.
Beregningsmetode 1 medfører en væsentlig nedsættelse af lejen. Beregningsmetoden medfører følgende årlig leje fremadrettet vedrørende de tre TDC-lejemål:
Placering | Årlig leje (fremtidig) |
Kløvervangen 6A, 8410 Rønde | 1.600,00 |
Xxxxxxxxxxxx 00, 0000 Ebeltoft | 2.000,00 |
Engvej 25, 8543 Hornslet | 1.620,00 |
Kommunen har en interesse i, at arbejder med gennemførelse af opgradering og fremtidssikring af antennepositionerne i kommunen, idet teleselskabernes investering i infrastrukturen er med til at sikre en god mobildækning i hele kommunen.
Det er derfor forvaltningens opfattelse, at en generel nedsættelse af lejen til markedslejen, baseret på beregningsmetode 1, vil være medvirkende til at investeringerne i infrastrukturen fra teleselskaberne sikres, således at dette medfører, at mobilnettet i kommunen fremtidssikres.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Syddjurs Kommune udlejer arealer til brug for digital infrastruktur med en samlet, årlig lejeindtægt på ca. 200.000 kr.
En vedtagelse af den offentlige vurdering som grundlag vil medføre en væsentlig reduktion af denne lejeindtægt, til et niveau i størrelsesorden ca. 10.000 kr. i samlet, årlig lejeindtægt.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1. at forvaltningen bemyndiges til at genforhandle indgåede lejeaftaler vedrørende arealer til brug for digital infrastruktur,
2. at det godkendes, at markedslejen beregnes på grundlag af den offentlige vurdering, med tillæg af en rimelig forretning af den værdi, som det udlejede areal udgør, samt med tillæg af udgifter til administration og sagsbehandling.
Beslutning i Økonomiudvalget (ØK) den 18-05-2016
Godkendt, dog således at det alene gælder for indgåelse af nye aftaler eller i forbindelse med forhandling omkring forlængelse af eksisterende aftalers udløb.
Bilag
1 Lukket Erhversstyrelses Vejl. markedsleje 2014.pdf 47319/16