VÆRD AT VIDE OM KØBENHAVNS LÆRERFORENINGS
VÆRD AT VIDE OM KØBENHAVNS LÆRERFORENINGS
FØR KOLONIOPHOLDET skal lærerne og køkkenpersonalet tage kontakt med hinanden (adresseliste følger med kontrakten) for at planlægge koloniopholdet. F.eks. er det vigtigt for køkkenholdets planlægning at vide præcis hvor mange mennesker, der skal bespises, hvor gamle eleverne er, evt. allergier, hvornår det første måltid på elevernes ankomstdag skal være klar etc. For lærernes og pæd. personales vedkommende er det en god ide, at have gennemdrøftet koloniopholdets pædagogiske indhold. Desuden skal der forfattes et brev til de børn man skal have med, hvor der fortælles lidt om kolonien, personalet og forventningerne til opholdet. F.eks. lus, mobiler, frankerede kuverter med hjemmefra… se oplæg velkomstbrev
Med kolonikontoret aftales en regnskabsførende, som – 14 dage inden afrejse – skal hente en ”Regnskabsmappe” på kontoret, der bl.a. indeholder børnenes infosedler med oplysninger om hver enkelt elev og mailadresser. Da det er fortrolige oplysninger, der står på infosedlerne, skal de opbevares i et aflåst skab på kolonien. Den regnskabsførende skal også anmode om at få budgetpenge overført fra bogholderiet, dermed er den regnskabsførende i besiddelse af mange af de informationer, som er nødvendige for en god planlægning. I budgettet er der afsat 60 kr. per person pr. dag til kost.
ANSVARSOMRÅDER
Lærerne/pæd.personale har det fulde ansvar for børnene i koloniperioden og dermed også det pædagogiske område, og selvfølgelig må den situation aldrig opstå, at samtlige lærere/pæd. personale er borte fra kolonien, ligesom børnene heller ikke må være uden opsyn om natten. Børn på koloni må under ingen omstændigheder sove alene hos en voksen. Økonoma og køkkenassistenter har det fulde ansvar for det husholdningsmæssige arbejde på kolonien. (Se i øvrigt arbejdsbeskrivelse for køkkenpersonale og Dag til Dag rengøring).
Den regnskabsførende kontakter økonomaen og de gennemgår i fællesskab madplanen for en uge ad gangen - med muligheder for ændringer, hvis der skulle vise sig "gode tilbud" undervejs.
REJSE OG ANKOMST
KØKKENHOLDETS ANKOMST TIL KOLONIEN
For at kunne klargøre kolonien og ordne de første indkøb starter køkkenholdets ansættelsesperiode ½ dag før eleverne/lærerne/pædagogisk personale ankommer. Altså søndag eftermiddag, hvor børnene ankommer mandag.
Til hver koloni er der knyttet en tilsynsførende, der er bosat i lokalområdet. Den tilsynsførende har nøglerne til kolonien, og lukker køkkenhold, sommerhold og lejrskolehold "ind og ud", og viser til rette i køkken og øvrige bygninger. Kontakt den tilsynsførende (praktisk info find koloni) på forhånd og giv besked om hvornår præcis I ankommer, så han/hun kan være der til at tage imod jer. Ankomsten bør tilrettelægges sådan, at den første aflønningsdag er en halv arbejdsdag, d.v.s. ca. 3,75 time (ankomst dagen inden børn og voksne) Den tilsynsførende kan også hjælpe jer med oplysninger om, hvordan I finder frem til kolonien, give tips om indkøbsmuligheder osv. (se mere under afsnittet: Arbejdsbeskrivelse køkken)
BØRNENES OG LÆRERNES/PÆDAGOGISK PERSONALES AFREJSE
Xxxx og lærere/pæd. personale samles ved bussens afgangssted, der som regel er en københavnsk skole, eller en S-togs station (rejseinfo). Lærerne/pæd.personale møder i god tid og modtager børnene, samt kontrollerer at det er de rigtige børn, der sidder i bussen. Den kontrol er især vigtig de steder, hvor der er flere kolonihold, der rejser fra samme afgangssted.
Det er en god ide med navneskilte, en check-in liste, pose til lommepenge, sundhedskortkuverter, medicin evt. til beskeder om særlige forhold vedrørende barnet. Lærerne/pæd.personale må også være behjælpelige med at placere børnenes bagage i bussens bagagerum. Husk håndsprit, plastikposer og køkkenrulle.
TRANSPORT AF ELEVER I LEJET BUS
1 elev pr. godkendt plads.
Der må ikke anbringes personer på løse sæder, fritstående stole eller lignende. Der må ikke være bagage i midtergangen.
Lærerne/pæd.personale må være opmærksomme på, at transporten sker på forsvarlig måde, og har pligt til at gribe ind, hvis det viser sig ikke at være tilfældet.
Det forventes at lærerne/pæd.personale placerer sig sådan i bussen, at rejsen forløber i "god ro og orden".
BØRNENES OG LÆRERNES ANKOMST TIL KOLONIEN
xxxxx://xxxxxxxxxx.xx/xxxx-xxx-xxxxxxxxxxxxxxx/
Ved ankomsten til kolonien er det en god ide straks at tildele børnene deres soverum, så de kan installere sig. Evt. tjekke alle for lus. (gøres diskret evt. i sovegrupperne) Vigtigt under gennemgang af ophold at informere om håndhygiejne. Senere kan man så gennemgå resten af huset (også flugtveje i tilfælde af brand) og grunden. Der skal ved start af kolonien foretages en brandøvelse.
Derefter en gennemgang af kolonien/gåtur rundt langs skellene, så børnene præcist ved hvor de må være her kan man så snakke koloniregler, herunder alm. hensyntagen til naboer.
NABOER
Det betyder utrolig meget for et kolonisted, at der er et godt forhold til naboerne, hvad enten det er lokalbefolkning eller sommerhusejere. Det er nødvendigt at tage visse hensyn, bl.a. er det erfaringsmæssigt vigtigt, at man værner om naboers hegn, ligesom det kan være nødvendigt overfor børnene at pointere, at "lydterror" heller ikke fremmer et godt naboskab. På den anden side må det understreges, at Lærerforeningens grunde er privatejet område, og at man har lov til at udfolde sig frit på en privatejet grund, hvor andre i øvrigt ikke kan færdes uden tilladelse. Derfor afvis gerne folk uden ærinde til kolonien.
BRANDVÆRNSFORANSTALTNINGER
Flugtveje (bl.a. døre og vinduer) skal være frie og ryddelige. Der må ikke anbringes genstande af nogen art i flugtvejene.
Døre i flugtveje til det fri skal altid kunne åbnes indefra uden brug af nøgle.
Branddøre og døre mellem gange og trapper skal altid holdes lukkede og må ikke være forsynede med kroge eller andet, som kan fastholde døren i åben stilling.
Håndslukkere kontrolleres ved koloniens begyndelse. Eventuelle mangler skal omgående rettes. Kontakt om nødvendigt straks kolonikontoret.
Brandslanger og håndsprøjter afprøves ligeledes. Eventuelle håndsprøjtebatteriers spande skal altid være vandfyldte.
Den regnskabsførende må sørge for, at personalet er instrueret i brugen af slukningsredskaberne.
Interne Varslingsanlæg. Det forlanges af myndighederne, at der altid skal være 1 person til stede, der er kendt med betjeningen af det interne varslingsanlæg, derfor skal alle ledere være fortrolige med anlægget. Det skal laves en brandøvelse på ankomstdagen. Anvend ikke anlægget til vækning om morgenen, sammenkald til spisning osv.
Brandtrapper. På de kolonier, hvor der findes udvendige brandtrapper, må det gøres klart for eleverne, at trapperne ikke er legeredskaber, og at brandtrapperne ikke må benyttes i almindelighed.
KOLONIERNE har en aftale med FALCK, - abonnementsnr. 1050 8886 – der foretager et eftersyn og en justering af koloniernes brandmateriel i samarbejde med vores tilsynsførende.
SUND MAD PÅ KOLONI
MADEN
Sund og velsmagende mad er en del af et godt koloniophold, men betragt ikke kolonijobbet som en opgave, hvor I skal ændre børnenes kostvaner. Menuen skal være afvekslende med kød, fjerkræ og fisk til aftensmaden mindst 3 dage. Vil I præsentere ny og anderledes mad for børnene, så gør det i en kendt sammenhæng, f.eks. råsalat og groft brød til frikadellerne.
Det kan også være en god ide at lade børnene få medindflydelse på maden, f.eks. ved at lade dem skrive en top-10-pålægsliste/middagsmadsliste. (Vores kogebog: KOLONIMAD giver gode tips)
Kostgennemsnittet bør ligge på omkring 60 kr. per person pr. dag
INDKØB
Det er mest hensigtsmæssigt at tilrettelægge koloniens indkøb i større samlede mængder - en del forretninger bringer varerne gratis ud ved storkøb. Der findes netbutikker, der kan benyttes. Bemærk at der kan være dage, hvor der ikke kan leveres mad. Øvrige Online supermarkeder se her: Online supermarkeder
Normalt benyttes koloniens sædvanlige indkøbssteder - se opslagstavle på kolonien, spørg den tilsynsførende eller se koloniens praktiske info på hjemmesiden xxx.xxxxxxxxxx.xx
Men er I, i nærheden af en discountforretning, vil det være naturligt at samle en række af indkøbene her. Enkelte (Netto, Rema 1000) vil gerne samle varer, som så kan afhentes.
MÆLK
Der beregnes et mælkeforbrug på ca. 1/4 l. pr. barn pr. dag.
XXXXX XXXXXXXXXXX
Der kan kun købes mineralvand/sodavand på koloniens regning. Ingen alkohol!
FLASKEPANT
HUSK afregning for flaskepant - det kan dreje sig om ret store beløb (bogføres som indtægt)
VARER RETUR
Hvis I ved koloniopholdets afslutning har varer tilovers, kan de leveres tilbage til de handlende, så prisen kan trækkes fra den endelige regning. Men selvfølgelig kun hvis det drejer sig om varer i uåbnede, ubeskadigede standardpakninger. Andre rester kan efterlades til næste hold med en hilsen og en dato.
RENGØRINGSARTIKLER
På næsten alle kolonierne er der opsat et automatisk sæbedoseringsanlæg, som er koblet til en vandforsyning, så det rigtige plejemiddel bliver doseret i det rette forhold sammen med vandet. Der kan vælges mellem linoleum, fliser, inventar, sanitet og rent vand. Den tilsynsførende sørger for opfyldning. Følg rengøringsvejledning: Dag-til-dag-rengøringsvejledning (vedhæftet kontrakten)
REGNSKABET
Mange varer købes på regning til kolonien. Køkkenet Kontrollerer at leverancen stemmer med Den regnskabsførende har inden koloniens start fået udleveret en regnskabsvejledning som SKAL læses!! Den regnskabsførende betaler regningerne.
Efter koloniopholdet afleveres det endelige regnskab med infosedlerne enten personligt, eller sendes ANBEFALET, (det er tidligere sket, at et regnskab er bortkommet) til kolonikontoret. Evt. overskydende midler er tilbageført til Kolonierne og kvittering for overførslen vedlægges regnskabet. Herefter gennemregnes og efterses hvert enkelt regnskab.
HYGIEJNE
HYGIEJNE
God hygiejne er vigtig på en koloni, hvor så mange mennesker lever tæt op ad hinanden.
F.eks. skal badeværelser og toiletter rengøres 2 x hver dag, og der skal være håndsprit ved samtlige toiletter. Den øvrige rengøring må tilrettelægges sådan, at der ud over den almindelige daglige rengøring gøres særligt grundigt rent udvalgte steder, sådan at man når hele kolonien igennem på et koloniophold.
KØKKENET
Køkkenet skal være rent og ryddet op - hver dag - husk gulvvask mindst een gang i døgnet. (Se desuden vejledningen: Dag til dag rengøring)
SOVESALE/BØRNENES VÆRELSER
Lærerne har ansvaret for, at børnene reder deres egne senge, fejer, holder styr på eget tøj og i øvrigt holder orden på sovesal/værelser og får luftet ud mindst 2 gange dagligt.
Decideret rengøring står køkkenpersonalet for.
SMÅJOBS
På de fleste kolonier har børnene i øvrigt småjobs. Med småjobs forstås alm. oprydning, fejning, borddækning, aftørring af borde efter spisning, opsamling af skrald etc.
PERSONLIG HYGIEJNE
Alt efter børnenes alder, må de voksne sørge for at børnene får klaret den daglige personlige hygiejne – husk især tandbørstningen med de små elever - håndvask og med at få skiftet til rent tøj.
Hvis den daglige hygiejne ikke omfatter et brusebad, må et jævnligt brusebad incl. hårvask anses for nødvendigt i løbet af et koloniophold.
LUS
Det er ikke ualmindeligt med lus på en koloni, så hold øje med om et barn eller flere børn på koloniholdet har lus – check gerne samtlige børn diskret inden I går ind på kolonien.
Finder man lus? Så fjern alle lus ved balsamkæmning og der vil kun være æg tilbage i håret. Luseæg vil klække i løbet af 10- 11 døgn, efter den sidste hunlus er fjernet. Da de nyklækkede lus ikke smitter, kan man bekæmpe luseangrebet ved at kæmme for lus 2 gange per uge i 2 uger. Dette forudsætter, at den tættekam man anvender, fjerner selv de 1 mm små nyklækkede nymfer ellers må man indlægge ekstra kæmmedage og kæmme 3-4 gange ugentligt i 2 uger. Finder man voksne hunlus i perioden efter første kæmning, er man gensmittet og der kan være lagt nye æg, så man har atter 2 kæmmeuger foran sig.
Da der på nogle kolonier er langt til et apotek, er det en god ide at have nogle tættekamme med i bagagen (Matas har tættekamme) det kan spare jer for en masse tid og besvær.
Det er kun de børn, der er angrebet af lus, der skal behandles. Lus lever kun i hovedbunden, og
ikke i omgivelserne. Uden varme og blod dør de ret hurtigt, og i hvert fald efter 48 timer, man skal derfor ikke være så bekymret for sengelinned og lignende i omgivelserne. Læs mere om bekæmpelse af lus på xxx.xxxxxxxx.xx
VASKEMASKINER
Vaskemaskinerne er fortrinsvis beregnet til vask af viskestykker, karklude, håndklæder og sengetøj. Men de voksne kan selvfølgelig anvende maskinen, når den er ledig – også i de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt at vaske noget af børnenes tøj. Husk at tage hensyn.
SENGETØJ
Børnene får tilbudt dyner og hovedpuder på kolonien, men de skal selv medbringe lagen, dynebetræk og hovedpudebetræk, eller sovepose og lagen. På alle kolonier findes der dog et lager af sengelinned, som kan anvendes til børn, der ikke kan ligge tørre om natten.
Lærerne/pæd.personale og køkkenpersonale skal ikke selv medbringe sengetøj - der er både dyner og hovedpuder samt linned til alle de voksne, der er ansat på kolonien. NB: De ansattes børn og pårørende skal altså selv medbringe linned!
Sengetøjet skal vaskes som det første på børnenes afrejsedag og lægges i depotet, når koloniopholdet er slut.
REGLER OG RAMMER
SAMVÆRET
Lærerne/lederne på koloniholdet må indgå i et nært samarbejde om børnene og ud over det pædagogiske indhold sammen fastlægge enkelte ordensregler for holdet - det er nødvendigt, for at en koloni med så mange mennesker kan fungere.
Nogle af kolonireglerne skal være at man:
- aldrig må bade alene.
- ikke indtage alkohol eller euroforicerende stoffer
- ikke må forlade koloniens område uden voksentilladelse.
- skal tage hensyn til naturen.
- skal spise på faste tider (af hensyn til køkkenpersonalet).
- skal sørge for at få et godt forhold til naboer.
- skal undgå unødvendig støjende adfærd (bl.a. musik efter kl. 23.)
Inden for kolonireglerne må børnene så i øvrigt have de videst mulige rammer, så børn og voksne sammen kan få nogle gode kolonioplevelser.
BEMÆRK: "Legemlig afstraffelse" og er som bekendt ikke tilladt.
Husk: Hvis der hos et barn opstår akutte, alvorlige, sociale problemer, som ikke kan løses af lærere, forældre, eller kolonikontor, kan Den sociale døgnvagt i København altid kontaktes på tlf. 00 00 00 00. døgnvagten. Døgnvagten er Københavns krise- og rådgivningscenter for børn og unge.
Skal der laves en underretning, kan man bruge følgende underretning som borger
en hjælp til at afdække, om der er behov for en underretning. Børns Vilkår har også en Fagtelefon man kan ringe på: 00 00 00 00 #0 Åbent ma-tors. 11-15
AKTIVITETER
Check xxx.xxxxxxxxxx.xx og find en lang række links til spændende lokale oplevelsesmuligheder i menuen ”seværdigheder” under hver enkelt koloni. Herunder også vores nye projekt ”NaturligVis på Koloni”
LOMMEPENGE
Kolonierne angiver ikke et fast beløb til lommepenge, men opfordrer alle til at få deres penge opbevaret hos de voksne i kolonibanken, for ikke at friste svage sjæle. Der er forskellige
muligheder for at købe slik alt efter hvor kolonien ligger rent geografisk, derfor laver mange hold deres egen slikbod, og her vil det være begrænset hvor mange penge, man kan nå at bruge. Se i øvrigt forældresiden på xxxxxxxxxx.xx
Xxxxxx forældre ønske et ca. beløb er svaret: penge til en god stor is pr. dag. Forældre kan også skrive på kuverten hvor mange penge, der dagligt må udbetales fra barnets konto.
BADNING
Badeansvarlige skal have bestået et bassinprøvekursus. Kurser i København bliver slået op på vores hjemmeside. Her er også oplysninger om tilmelding. Ansatte i andre dele af landet, kan tage prøven lokalt og få kursusgebyret refunderet af kolonierne. I 2023 er det kun tilladt at bade, hvis man har en bassinprøve. Ellers må man kun soppe i vandkanten til anklerne og skal stadigvæk følge reglerne nedenfor.
Badning er forbudt, hvis det ikke kan foregå under fuldt betryggende forhold. Inden børnene får lov til at gå i vandet, skal lederne have sikret sig, at bund- og strømforhold under de aktuelle vejrforhold ikke frembyder nogen fare - spørg stedkendte og kyndige folk.
Badning må kun foregå på et område, som er nøje afgrænset for eleverne. Området skal være let at overskue, og alle skal kunne bunde. Der bør normalt ikke findes andre badende på det pågældende sted. Der skal være mindst to voksne til stede under badningen. Den ene skal opholde sig på land, på et sted med godt overblik over alle de badende. Den anden voksne skal være med i vandet og markere ydergrænsen for det tilladte område. Begge ledsagere skal kunne svømme, og mindst én af ledsagerne skal have aflagt den såkaldte bassinprøve og kunne livredning.
For at den voksne, der opholder sig på land let, kan holde øje med alle, bør der ikke være mere end 10-12 børn i vandet på samme tid, og eleverne bør have besked på at holde sammen to og to som bademakkere. Lad de badende børn lægge håndklæderne på række på stranden, så man kan dobbelttjekke. Husk at børnene skal hen til den voksne og fortælle at de går op af vandet.
FLAGNING
Der er flagstang og flag på samtlige kolonier. KOLONIERNE synes, det er en festlig tradition at flaget dagligt vajer over kolonien. Ved fødselsdag, kan man samles inden morgenmaden til flaghejsning og fødselsdagssang.
LEJRBÅL
Inden I tænder bål, er det nødvendigt at indhente tilladelse hos nærmeste brandmyndighed. (spørg evt. den tilsynsførende efter xxx.xx.) På mange kolonier er der et bålsted som man kan bruge.
Som regel er det lettest at få tilladelsen, hvis bålet kan placeres på en strandbred, men i tørre somre kan det være helt forbudt med åben ild.
Hvis I får lov til at tænde bål, så husk slukningsmateriel, og forlad aldrig bålet, før det er helt brændt ud.
UNDERHOLDNING
Nogle kolonier vælger at leje en DVD afspiller eller medbringer en Chrome cast/Apple TV under koloniopholdet. Til en fælles hyggeaften med VM eller EM, eller en regnvejrsdag kan det være en fin aktivitet at se en god film sammen, men vær opmærksom på, at børnene jo har masser af den slags underholdning til hverdag, og netop er kommet på koloni for at opleve noget, der er anderledes. Det siger sig selv, at der under ingen omstændigheder må vises film, som bærer mærkningen ”ikke egnet for børn/mindre børn”. Vær også opmærksomme på, at nyhedsudsendelser kan virke voldsomme, og at nogle forældre ikke
ønsker, at deres børn ser dem.
TELEFONER OG ANDET ELEKTRONISK UDSTYR
Kolonierne har ikke en fast regel om børnenes brug af mobiltelefon/ andet elektronisk udstyr under et koloniophold, men vi opfordrer vores personale til at give en afgrænset periode med mobiltid dagligt for, at det elektroniske udstyr ikke overskygger kernen i koloniopholdet, nemlig samværet med andre og aktiviteterne.
Forældre kan kontakte personalet på koloniens mobiltelefon, som udleveres af den tilsynsførende. Se koloniernes telefonnumre her: kolonimobil
SKADER/HÆRVÆK
Hvis elever under koloniopholdet forvolder en skade på koloniens eller fremmed ejendom, hvor der kan blive tale om erstatning, skal følgende fremgangsmåde anvendes:
Efter at skaden er drøftet med de involverede elever, udfyldes skemaet ”Oplysning om forvoldt Skade” (følger med i regnskabsmappen) i to eksemplarer. Det ene skema sendes til forældrene, og det andet til Kolonikontoret. Skemaerne skal afsendes fra kolonien så hurtigt som muligt, og senest inden afrejse.
Ved reparation skal der udstedes en regning, som udelukkende omfatter den aktuelle skade. Er du i tvivl, så kontakt den tilsynsførende, eller hvis denne ikke træffes, Kolonikontoret
SMÅREPARATIONER-SKADER
Nogle af vores tilsynsførende kan selv påtage sig småreparationer/vedligeholdelsesarbejder eller yde anden form for assistance, men i kolonitiden har de ikke pligt til det. Hvis de alligevel gerne vil hjælpe, så kontakt Kolonikontoret
HJEMSENDELSE
Hvis et barn bliver ved med at opføre sig uhensigtsmæssigt - eller på en måde, som virker uheldig på kammeraterne - må man i første omgang forsøge at få barnet til at ændre adfærd gennem henstillinger og samtaler, herunder kontakt til forældrene. Hjælper det ikke, kan det blive nødvendigt at sende pågældende barn hjem. Kontakt Xxxxx Xxxxxxx inden hjemsendelse. (kontakt tlf. numre findes forrest på Regnskabsmappen)
En hjemsendelse kan kun ske efter aftale med kolonikontoret.
Inden hjemsendelsen må lederne sørge for, at barnets forældre er orienterede om baggrunden for hjemsendelsen, og der må træffes en aftale med hjemmet om, hvordan hjemrejsen skal foregå.
Xxxxx har forældrene selv mulighed for at hente barnet på kolonien - hvis ikke, må en kolonileder følge barnet til hjemmet - medmindre hjemmet skriftligt tager ansvaret for, at barnet rejser alene.
I de sidste to tilfælde må ankomsttidspunktet naturligvis bekræftes af forældrene, så der er nogen til at tage imod barnet.
Hvis en kolonis ledere har taget beslutning om at sende et barn hjem, betaler KOLONIERNE hjemrejsen.
Ønsker et barn, eller barnets forældre at koloniopholdet afbrydes før tiden, må forældrene selv betale rejseudgiften.
Kolonikontoret skal også orienteres om børn, der er taget hjem pga. hjemve.
SYGDOM
Kolonierne abonnerer på FALCK - abonnements-nr.1050 8886. På samtlige kolonier er der førstehjælpsskabe med bl.a. plaster, sårrensservietter, støttebind og kompresforbindinger.
Falck yder ambulance eller sygetransport fra koloni til nærmeste læge, sygehus eller andet behandlingssted - og tilbage igen. I kan vederlagsfrit benytte Falck i de tilfælde hvor "patienten på grund af sygdom ikke på betryggende måde kan befordre sig selv, eller kan benytte offentligt transportmiddel".
Erstat altså trygt taxa med Falck i sådanne tilfælde!
LÆGE
Kolonipersonalet klarer almindeligvis desinficering og behandling af småsår og skrammer, men i tvivlstilfælde tilrådes naturligvis lægebesøg. Der må altid hellere ringes/ tilkaldes læge én gang for meget end én gang for lidt. Tilkald altid læge, hvis der er mistanke om brud eller hjernerystelse. Herunder tlf. nr. til lægevagten i de forskellige landsdele. Nordjylland: 70150330; Midtjylland: 70113131; Syddanmark: 70110707; Hovedstaden: 1813; Sjælland:1818
MEDICIN
Giv ikke smertestillende tabletter eller lignende, medmindre det sker efter lægeordination, især fordi almindelige håndkøbspræparater ofte kan forvrænge evt. symptomer på alvorligere sygdom ved f.eks. at få feber til at falde. Kontakt forældrene hvis I giver smertestillende præparater.
I tilfælde af alvorlig sygdom skal barnets hjem og kolonikontoret underrettes omgående.
DET GRØNNE INDBERETNINGSSKEMA
Husk i øvrigt at notere sygdomstilfælde på det grønne indberetningsskema. Skemaet følger med de andre papirer i "regnskabsmappen", og skal afleveres til KOLONIERNE sammen med regnskabet. Medbring barnets infoseddel samt sundhedskort ved henvendelse til læge, tandlæge og skadestue
TANDSKADER
Kontakt altid tandlæge/skadestue ved tandskader. 1813 (Tandlægehøjskolen/patientservice: 0000 0000) Kontakt evt. en lokal tandlæge. KBH's kommune dækker udgiften for akut behandling.
Hvis en blivende tand bliver slået helt eller delvist ud, skal barnet omgående til tandlæge eller på skadestue. Se: xxx.xxxxxxxx.xx.xx. (Københavns Kommunes tandpleje, Tlf. 3530 3960 8.00-15.00) xxxxx://xxxxxxxx.xx.xx/xxxxxxx/xxxxxxx-xxx-xxxxxxxxxx
Hvis en tand er slået helt ud, skal den opbevares i munden (for at "holde temperaturen") /eller i mælk - (ikke vand) undervejs til behandlingsstedet se: xxxx://xxxxx.xx/xXXX
Evt. betaling for behandling sker for Koloniernes regning.
FØR HJEMREJSEN
HJEMREJSEN
Foretag en fælles oprydning på hele koloniens område.
Vær opmærksom på graffiti, og få det i videst muligt omfang vasket af.
Prøv at afsætte det "løse" tøj, som tilsyneladende ingen ejer har. Det kan være svært, fordi børnene ofte ikke kan genkende deres eget tøj - men prøv alligevel. Er der tøj, det er helt umuligt at finde ejere til, må det sendes videre til kolonikontoret med koloninavn og uge nr. på. Vi har hvert år mange henvendelser fra forældre, der bliver glade, hvis det bortkomne tøj, breve og andre effekter dukker op igen.
HJEMKOMST
Lærerne/lederne har ansvaret for børnene, indtil de bliver hentet af en af deres voksne. Hvis der ikke er nogen til at tage imod et barn ved hjemkomststedet, må en af de voksne følge barnet hjem. XXXX AT gøre forældrene opmærksom på børnenes bagage især, hvis noget er pakket i sorte plastsække.
(Xxxx derfor at tage infosedlerne med børnenes info med på hjemturen).
Arbejdsbeskrivelse køkken
Køkkenpersonalet består sædvanligvis af en økonoma og tre assistenter. Der er ca. 40 børn på et kolonihold og 4-5 lærere/pædagogisk personale til at varetage det pædagogiske arbejde med børnene.
Det er økonomaen på den enkelte koloni, der i samråd med assistenterne tilrettelægger kostplan, indkøb, arbejdet i køkkenet samt de øvrige arbejdsopgaver, der skal dækkes af køkkenpersonalet. Kostbudgettet er 60 kroner per person per dag, alle inklusive.
Vi forventer at maden er sund og indbydende, og at der i det omfang det er nødvendigt, både i valg af råvarer og under tilberedningen bliver taget hensyn til f.eks. børn med muslimsk baggrund, børn med allergier m.m. At der til det varme måltid serveres kød, fisk eller fjerkræ. Ligesom vi naturligvis forventer, at den daglige rengøring bliver udført omhyggeligt efter dag til dag, rengøringsplanen.
Der er afsat godt 21 arbejdstimer pr. kolonidag til indkøb, madlavning og rengøring. Det betyder, at der i princippet bruges 3 personer til de daglige opgaver. Med 4 ansatte i køkkenet skulle den ugentlige arbejdstid - med lidt god planlægning - således godt kunne holdes inden for de normale 37 timer - dog skal det bemærkes, at kolonilivet på mange måder foregår i en mere afslappet atmosfære end på arbejdspladser i almindelighed, derfor kan det af og til være vanskeligt at afgøre, hvor lang den effektive arbejdstid egentlig er. Der kan være perioder med ekstra meget arbejde på grund af specielle arrangementer, men også "lette" dage, hvor kolonien er affolket, f.eks. på grund af udeaktivitet eller heldagsudflugter - disse forhold må der også tages hensyn til i udarbejdelsen af en arbejdsplan, der i meget grove træk kunne tilrettelægges efter følgende tidsplan:
6.30 - 13.00
Rengøring af spisesal - toiletter - de voksnes opholdsrum. Klargøring af morgenmaden.
Den daglige rengøring af de forskellige rum. Tilberedning af frokost.
Forberedelse af mad til aftensmåltidet. Opvask og gulvvask i køkken og birum.
Klargøring af eftermiddagsdrik/frugt til børnene.
16.30 - 19.00
Tilberedning af aftensmaden. Opvask.
21.00
Evt. Forberedelse til næste dag.
Gulvvask af spisesal, køkken.
KØKKENHOLDETS LUKNING AF KOLONIEN
Når børn og lærere er rejst, har køkkenholdet yderligere 4 x 7,5 timer til at gøre kolonien ren. Køkkenholdet bliver til dagen efter børnenes afgang. F.eks. børnene rejser fredag, køkkenholdet bliver til lørdag kl. 12 og får derfor løn for 6 hele arbejdsdage, mod det pædagogiske personales 5 dage. (Der kan være undtagelser efter aftale med kolonikontoret)
Et køkkenholds afrejse slutter altid med en gennemgang af kolonien med den tilsynsførende.
Der gøres opmærksom på, at løntræk kan forekomme, hvis køkkenholdet forlader kolonien på et tidligere tidspunkt uden forudgående aftale end det, der står i henhold til kontrakten.
En slutrengøring bør omfatte:
- at alt vasketøj bliver vasket, tørret og lagt på plads i depotet.
- at toiletter og badeværelser bliver grundigt vasket af.
- at alle gamle madvarer fjernes.
- at bageovnen og komfuret bliver renset, og at køleskab og fryser bliver afrimet og vasket.
- at alle borde, stole, døre og vindueskarme bliver tørret af.
- at alle gulve bliver skrubbet, også i hjørnerne.
- at væggene renses for "snavsede fingre".
- at alle berøringsflader bliver sprittet af lige inden afrejse.
Se i øvrigt rengøringsvejledningen "Dag til dag rengøring på koloni".
Det skal bemærkes, at der desværre kun undtagelsesvis er mulighed for at have gæster under koloniopholdet. Overnattende gæster skal have en børneattest.
Rigtig god tur til alle ☺ Stor kolo9hilsen fra Xxxxx Xxxxxxx