Kontrakt-skabelon)
Udbud
Fast vagt-ordning Kerteminde Rådhus Bilag 2
(Kontrakt-skabelon)
Kerteminde Kommune
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen 2017
Kontrakt-skabelon vedr. fast vagt-ordning, Kerteminde Rådhus
§1 Nærværende aftale er indgået mellem
ORDREGIVER
Kerteminde Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen Hans Xxxxxxxxxx 0
2300 Kerteminde
CVR nr.: 29189706
Og
KONTRAKTHAVER
[Virksomhed] [Adresse] [Postnummer] [By] [CVR nr.]
Aftalegrundlag
Nærværende delaftale er indgået efter afholdelse af udbud efter de principper, der fremgår af Udbudsloven (LOV nr. 1564 af 15/12/2015).
Udbuddet er omfattet af Udbudslovens afsnit vedr. regionale/kommunale myndigheders og offentlige organers mv. vareindkøb og tjenesteydelser under tærskelværdierne og uden grænseoverskridende interesse.
Betingelser
Kontrakten indgås i henhold til rammeaftalen om udbud af fast vagt-ordning på Kerteminde Rådhus. Rammeaftalen er gældende fra underskrivelsen og 4 år frem.
Kontrakten kan opsiges af begge parter med 4 ugers varsel.
§2 Kontraktgrundlag
Nærværende kontrakt er indgået i henhold til gennemført udbud af fast vagt-ordning, Kerteminde Rådhus.
Kontrakten beskriver ordregivers og kontrakthavers forpligtigelser og rettigheder. Kontraktgrundlaget består i prioriteret rækkefølge af:
A. Kontrakt mellem ordregiver og kontrakthaver
B. Supplerende oplysninger, herunder evt. rettelsesdokumenter samt spørgsmål og svar
C. Udbudsmateriale med bilag fra ordregiver af [dd.mm.åååå]
D. Kontrakthavers tilbud af [dd.mm.åååå]
§3 Ydelsen
Kontrakthaver forpligter sig ved nærværende kontrakt til at udføre de i kontraktgrundlaget nævnte tjenesteydelser på de beskrevne vilkår og til de anførte priser.
§4 Kontraktperiode
Rammeaftale og kontrakten er gældende fra d. 01-01-2018 og indtil d. 31-12-2021. Der er 4 ugers opsigelsesvarsel for både ordregiver og kontrakthaver.
Kerteminde Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen forbeholder sig ret til i hele aftaleperioden at afholde udbud af de opgaver, der er omfattet af rammeaftalen.
§5 Optioner
Ordregiver kan forlænge kontrakten i op til 2 x 12 måneder. Forlængelse sker i givet fald på uændrede kontraktvilkår. Meddelelse herom skal gives til kontrakthaver senest 1 måned før aftaleudløb, i modsat fald ophører kontrakten uden særskilt opsigelse.
Fra ikrafttrædelsestidspunktet på optionen gælder samtlige krav og bestemmelser i kontraktgrundlaget også for den udnyttede option. Såfremt optionen udnyttes, ophører aftalen uden særskilt opsigelse ved optionens udløb.
§6 Ophævelse af rammeaftalen
Kerteminde Kommune forbeholder sig ret til at ophæve rammeaftalen og tilhørende kontrakt ved misvedligeholdelse, jf. afsnit 17: ’Misligholdelse’ for de nærmere betingelser, og ved meddelelse kontraktholders betalingsstandsning, konkurs, insolvens eller likvidation.
§7 Kontakt mellem parterne
Partnerne udpeger hver især de personer, der varetager den daglige kontakt i relation til kontrakten.
Samarbejdet mellem Kerteminde Kommune og kontrakthaver skal baseres på gensidig dialog, og partnerne kan individuelt tage initiativ til en fælles evaluering af samarbejdet.
Samarbejdet evalueres under alle omstændigheder efter 3 måneder fra kontraktens ikrafttræden.
§8 Fakturering
Alle fakturaer skal fremsendes gebyrfrit elektronisk. Alle fakturaer og kreditnotaer skal fremsendes i OIOUBL-format og via Nemhandel-infrastrukturen OIORASP.
Fakturaer sendes elektronisk til rekvirerende afdeling/institution (jf. EAN-nummer) med angivelse af aftalegrundlag og eventuelle andre ID-numre, som er nødvendige for en effektiv fakturabehandling.
Fakturaen skal indeholde:
• Udstedelsesdato (fakturadato)
• Fakturanummer (Nummer der kan identificere fakturaen)
• Leverandørens CVR/SE-nummer
• Leverandørens navn og adresse samt ordregivers navn og adresse
• Mængde og art af de leverede ydelser
• Rekvirent hos Kerteminde Kommune
• Rekvisitionsnummer
Kerteminde Kommune er berettiget til at udskyde betalingen, hvis faktura ikke modtages elektronisk, eller hvis ovenstående oplysninger mangler.
Kerteminde Kommunens almindelige betalingsbetingelser er bagud fakturering af ydelser, med betalingsfrist på 30 dage fra fremsendelse af korrekt faktura.
Rentelovens almindelige bestemmelser er gældende ved forsinket betaling.
§9 Priser
For tjenesteydelser udført i henhold til kontrakten gælder den i kontrakthavers tilbud af [dd.mm.åååå] angivne pris.
§10 Prisregulering
Priserne skal være faste de første 12 måneder regnet fra kontraktens start. Herefter kan der ske
dokumenterede prisreguleringer. Prisreguleringerne kan ske én gang årligt svarende til udviklingen i producentprisindekset for tjenester kategori 80 Vagt- og sikkerhedstjeneste og overvågning.
Prisregulering sker på kontrakthavers foranledning ved meddelelse af indekstal og den procentvise regulering, der ønskes foretaget.
Prisændringers ikrafttræden er betinget af, at en opdateret prisliste fremsendes pr. e-mail til:
Kerteminde Kommune, Erhvervs- og arbejdsmarkedsafdelingen, Teamleder Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx Xxxxxxxx xxx@xxxxxxxxxx.xx
Parterne kan forlange ændringer i den aftalte tjenesteydelses pris, når nye lovkrav eller ændret offentlig regulering bevirker en fordyrelse eller billiggørelse af leveringen af tjenesteydelsen.
Sådanne ændringer får virkning fra det tidspunkt, hvor de nye lovkrav eller den ændrede offentlige regulering konkret fordyrer eller billiggør leveringen af tjenesteydelsen. Prisregulering betinges af fremsendt dokumentation herfor.
§11 Bonusudbetaling til tredjemand
Omsætningen som følge af denne kontrakt med Ordregiver må ikke blive genstand for udbetaling af bonus, rabatandel eller anden form for godtgørelse til tredjemand. Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
§12 Kontrakthavers forpligtigelser mv.
Kontrakthaver er forpligtet til at gennemføre alle aktiviteter, der skal gennemføres i forbindelse med kontrakthavers varetagelse af opgaverne, i overensstemmelse med det, der er anført i kravspecifikation og nærværende kontrakt inkl. bilag.
Kontrakthaver garanterer, at det personale, der skal udføre opgaverne, vil være kvalificeret og have den fornødne erfaring til at levere de angivne ydelser på det i udbudsmaterialets angivne kvalitetsniveau.
Hændelsesrapporter skal udfærdiges i henhold til udbudsmaterialets Bilag 1: ’Kravspecifikation’. Hændelsesrapporter skal fremsendes elektronisk til ordregivers kontaktperson.
§13 Underleverandører
Hvis kontrakthaver vil anvende en anden underleverandør end den, der er nævnt i kontrakthavers tilbud, skal Kerteminde Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen godkende denne.
Kontrakthaver er ansvarlig for underleverandørers ydelser på samme måde, som hvis de pågældende ydelser var leveret af kontrakthaver selv. Kontrakthavers anvendelse af underleverandører begrænser ikke kontrakthavers forpligtigelse til at opfylde kravene i rammeaftale og indgået kontrakt.
§14 Konsortium
Såfremt tilbudsgiveren er et konsortium, hæfter de i konsortiet deltagende fysisk/juridiske personer ubegrænset, solidarisk og direkte for opfyldelsen af rammeaftale og kontrakt.
§16 Overdragelse af rettigheder, forpligtelser og fordringer
Kontrakthavers rettigheder og forpligtigelser i henhold til denne kontrakt kan hverken helt eller delvist overdrages til anden/andre leverandør(er) uden forudgående skriftlig samtykke med ordregiver. Manglende overholdelse af bestemmelsen anses som en væsentlig misligholdelse, der berettiger ordregiver til at hæve kontrakten.
Ordregiver har ret til at overdrage rettigheder og forpligtelser efter denne rammeaftale til en anden offentlig myndighed eller en institution, der ejes af det offentlige, eller i det væsentlige drives for offentlige midler.
§17 Misligholdelse og ophævelse
Såfremt kontraktholder misligholder sine forpligtelser i henhold til kontraktgrundlaget, kan Kerteminde Kommune skriftligt pålægge kontraktholder at bringe misligholdelsen til ophør. Såfremt kontraktholder undlader at bringe misligholdelsen til ophør inden 5 arbejdsdage fra påkravets afsendelse, kan kommunen hæve rammeaftale og kontrakten uden yderligere varsel.
I tilfælde af kontraktholders misligholdelse gælder i øvrigt dansk rets almindelige regler om misligholdelsesbeføjelser, herunder erstatning.
§18 Erstatningsansvar og forsikring
Hver part er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler for manglende medvirken til rigtig opfyldelse af kontrakten.
Kontrakthaver er i hele kontraktens løbetid forpligtet til at opretholde de i udbudsmaterialet nævnte forsikringer. Kontrakthaver skal på ordregivers anmodning godtgøre forsikringens eksistens og omfang.
§19 Konkurs m.v.
Konkurs, betalingsvanskeligheder, insolvens, rekonstruktionsbehandling eller væsentligt forringede økonomiske forhold i øvrigt, som giver Ordregiver begrundet mistanke om, at kontrakthaver ikke er i stand til at varetage sin forpligtelse overfor Ordregiver i kontraktperioden vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse, og vil berettige Ordregiver til omgående at ophæve kontrakten.
Såfremt boet har ret til at indtræde i kontrakten i medfør af konkurslovens bestemmelser, skal boet efter forespørgsel uden ugrundet ophold give skriftlig meddelelse om, hvorvidt boet vil indtræde.
§20 Opfyldelseshindringer, herunder force majeure
I tilfælde af force majeure suspenderes parternes forpligtelser så længe force majeure er til stede og i det omfang force majeure er til hinder for kontrakthavers opfyldelse af sine forpligtelser.
Som force majeure regnes ikke årstidsbetingede vejrlige forhold, strejke og lockout (opremsningen er ikke udtømmende).
Den af parterne, der ønsker at påberåbe sig force majeure skal give den anden part skriftlig meddelelse herom, så snart force majeure kendes eller konstateres, medmindre force majeure i sig selv umuliggør meddelelsen. Meddelelsen skal angive:
• Årsagen til force majeure situationen
• Forventet varighed af force majeure situationen
• Indsats fra kontrakthavers side for at kunne genoptage leveringen.
Ordregiver kan annullere aftaler, hvis kontrakthavers force majeure-situation vedvarer i mere end 20 dage.
§21 Ændring af ydelsen
Såfremt ændringer i lovgivningen og/eller myndighedskrav medfører, at der skal foretages korrektioner/ændringer, er kontrakthaver pligtig til omgående at informere ordregiver herom samt omgående at ændre ydelserne som påkrævet. Ændringer som følge af nye lovkrav eller ændrede offentlig regulering skal dog ske i overensstemmelse med eventuelle frister i den pågældende lov eller offentlige regulering
§22 Uoverensstemmelser og tvister
Nærværende kontrakt er undergivet dansk ret.
Alle tvister – herunder ethvert spørgsmål om forståelse og fortolkningen af kontrakten, dens indhold, omfang, ophør eller opfyldelse – skal så vidt muligt løses mellem parterne i mindelighed.
Hvis parterne er enige herom, kan der inddrages en uvildig mægler til løsning af tvisten. Udgiften til mægleren afholdes af parterne i fællesskab, medmindre mægleren fastslår, at årsagen til konflikten hovedsageligt kan tillægges den ene part.
Såfremt tvisten ikke kan løses gennem parternes forhandling eller ved mægling, kan hver part kræve tvisten indbragt for domstolene til pådømmelse efter dansk lov.
§23 Tavshedspligt og offentliggørelse af kontrakten
Nærværende kontrakt er fortrolig, og kan hverken helt eller delvist offentliggøres uden, at parterne på forhånd og skriftligt har aftalt, hvad der kan/skal offentliggøres.
Ovenstående bestemmelse gælder ikke, såfremt tredjemand forlanger og får medhold i begæring om aktindsigt i dele af eller hele kontrakten i henhold til forvaltningslovens eller offentlighedslovens almindelige regler om aktindsigt.
Udtalelser til pressen, der vedrører enten kontrakten eller den anden kontraktpart, skal godkendes af modparten inden udtalelsen foretages.
Kontraktshaveren og dennes ansatte er forpligtet til at bevare absolut tavshed over for tredjemand om denne kontrakts indhold. Dette gælder også efter kontraktens udløb. Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
§24 Referencer og markedsføring
Kontraktholder må ikke bruge Kerteminde Kommunes navn til markedsføring uden forudgående skriftligt samtykke fra Kerteminde Kommune.
§25 Offentlige påbud og forvaltningsmæssige krav
Kontrakthaver er forpligtet til at overholde alle gældende direktiver, love, bekendtgørelser,
myndighedskrav og regler/påbud på tidspunktet for indgåelse af kontrakten som i kontraktperioden.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
Kontrakthaver, herunder kontrakthavers ansatte og eventuelle underleverandører, har tavshedspligt for så vidt angår oplysninger, der kommer til vedkommendes kendskab som led i udførelsen opgaverne, jf. Forvaltningslovens §§ 27 - 32, jf. Straffelovens §§ 152, 152 a og 152c - 152f.
Kontrakthaver og dennes personale må ikke skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af kontrakthavers opgaver, jf. Forvaltningslovens § 32.
Kontrakthaver er ved udførelsen af opgaverne forpligtet til at overholde de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, der gælder for offentlige myndigheder, herunder navnlig reglerne om saglighed og lighed.
§26 Miljø
Kontrakthaver garanterer, at alt hvad der bliver leveret under nærværende kontrakt opfylder de til en hver tid gældende miljøregler, -love, -bekendtgørelser, EU-direktiver mv.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
§27 Etik og socialt ansvar
Ordregiver forudsætter, at kontrakthaver og dennes underleverandører overholder internationale konventioner tiltrådt af Danmark, herunder følgende grundlæggende ILO-konventioner. Det forudsættes endvidere, at kontrakthaver og dennes underleverandører respekterer
grundlæggende menneskerettigheder, herunder lever op til FN’s Menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
§28 Underskrift
Nærværende kontrakt underskrives i to eksemplarer, hvoraf hver part modtager et eksemplar.
Dato Dato
Ordregiver Kontrakthaver