Kolding Havn
Kolding Havn
Byrådets seks partier A, B, F, O, V og Ø har indgået en politisk aftale om fremtiden for Kolding Havns udvikling og dermed for de tilstødende arealer. Det ligger partierne på sinde at binde havn, fjord og natur sammen med bymidten i en udvikling, der både tilgodeser, at Kolding Havn fortsat kan drive virksomhed i en overgangsperiode på op til 25 år, og at der kan etableres byudvikling og natur.
I forbindelse med valget underskrev partierne et konstituerende dokument med en række tilkendegivelser om, hvad de ønsker at gennemføre i denne byrådsperiode. Her blev varslet større strategiske oplæg og beslutninger om fx inderhavnen og en overordnet 50 års plan for Kolding Kommune. Det skal beskrives nærmere i en fremtidsplan, hvor der skal sikres en langsigtet plan for boligsammensætning med eje, leje- og almene boliger og områderne sikres offentlig tilgængelighed.
Kolding Havn fortsætter aktiviteterne på store dele af havnen; Arealerne øst for Bornholmer Pakhuset, vest for den nuværende Lystbådehavn Xxxxxx Xxxx samt vest for Alaska området (tidligere sedimentdepot). Lejekontrakter kan forlænges kortvarigt indtil udgangen af 2043 med henblik på at harmonisere med de omkringliggende grunde.
Arealerne ved inderhavnen vest for Bornholmer Pakhuset indgår i byudvikling i tilknytning til byen, ligesom området ved den nuværende Xxxxxx Xxxx, når den er flyttet til Marina City. Arealerne på Alaska ses som rekreativt område og naturområde i sammenhæng med Marina City projektet.
Den politiske aftale betyder, at følgende initiativer iværksættes
• Beskrive en fremtidsplan med udgangspunkt i de politiske intentioner for havnen.
• Redegørelse for dialog og samarbejde med virksomheder om længden af deres lejemål, herunder kortlægning af beskæftigelsesmulighederne for medarbejderne.
• Undersøge forlægning af vejføringen Østerbrogade/Toldbogade, så området imellem inderhavn og Toldbogade/Sdr. Havnegade området udviklingsmæssigt hænger sammen.
• Redegørelse for mulighederne for at udvikle industriområdet i Vamdrup som en ”tørhavn”, med fokus på hvilke virksomheder og hvilke transportopgaver som kan have synergi med transport af gods på jernbane.
• Igangsætte et langsigtet og målrettet udviklingsarbejde, som et udviklingsselskab, f.eks. i samarbejde med Realdania.
• Etablere en organisationsform, som sikrer samklang imellem havnedriften og den fremtidsplan der skal udarbejdes. Kolding Kommune, Kolding Havn samt havnens virksomheder skal repræsenteres i arbejdet.
.