Driftsaftale for StreetMekka
Driftsaftale for StreetMekka
Mellem
og
Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen Fritid & Idræt
(herefter kaldet Kommunen)
Foreningen GAM3
(herefter kaldet Foreningen)
er indgået følgende aftale om drift og udvikling af en gadeidrætsfacilitet (herefter kaldet StreetMekka) på Bavnehøj for unge i Kommunen.
§ 1. StreetMekkas formål og profil
1.1
StreetMekka skal være en multikulturel arena, der huser et bredt udsnit af streetkulturen og rummer faciliteter til at dyrke streetaktiviteter under tag. Ved ibrugtagningen vil aktiviteterne være streetbasketball, streetdance, breakdance, parkour og DJing.
1.2
StreetMekka har til formål at tilbyde faciliteter og understøtte initiativer, der gør det nemmere og sjovere for unge i København at dyrke den fysisk aktive streetkultur. Målet er igennem gadeidrætsaktiviteter at virke sundhedsfremmende og konfliktforebyggende samt at styrke den enkelte unges selvværd, skabe social empowerment og modvirke marginalisering.
StreetMekka fremmer fysisk aktivitet: I streetkulturen er aktiv udøvelse af aktiviteterne centralt. I StreetMekka kombineres idræt og streetkulturel livsstil - en kombination der stimulerer Københavns unge til at bevæge sig.
StreetMekka fremmer medborgerskab: En af streetkulturens største styrker er, at den tager udgangspunkt i de unges eget initiativ. StreetMekkas brugere og de foreninger, der laver aktiviteter i StreetMekka (Herefter kaldet Brugerforeninger) skal så vidt muligt indgå som aktive medskabere.
StreetMekka fremmer rummelighed: Streetkulturen er et mødested mellem musik og idræt samt unge med forskellig kulturel og social baggrund. StreetMekka skal tilbyde rummelighed til Københavns multikulturelle ungdom.
StreetMekka skaber en global streetkultur-scene: StreetMekka skal udgøre en streetkulturel scene, der styrker den Københavnske street- og ungdomskultur, skaber globale netværk og profilerer København internationalt som en kreativ og dynamisk storby.
1
§ 2. StreetMekkas målgruppe
2.1
StreetMekkas primære målgruppe er 10-25 årige fra Københavns Kommune med en interesse for streetkultur. Den primære målgruppe kan inddeles i tre undergrupper: 1) selvorganiserede unge der dyrker streetkulturelle aktiviteter uden for det organiserede foreningsliv, 2) foreningsaktive unge som allerede er aktive i streetkulturelle foreningsaktiviteter, og 3) inaktive unge der hverken dyrker streetkulturen i selvorganiseret eller foreningsorganiseret form.
StreetMekkas sekundære målgruppe er de over 25-årige streetkulturelle rollemodeller, der er en etableret og erfaren del af streetkulturen.
§ 3. Ansvar og forsikring
3.1
StreetMekka er juridisk placeret som en afdeling i Foreningen. Driftsaftalen omfatter fuldstændig drift, og Foreningen har ansvar for organisering, administration, løbende renholdelse og udlån/udlejning af StreetMekka. Kommunen har ansvar for løbende bygningsvedligeholdelse og løbende indvendig og udvendig renovering af StreetMekka.
3.2
Foreningen er ansvarlig for at tegne de nødvendige indbo-, løsøre-, personskade- og ansvarsforsikringer for enhver skade, som brugen af StreetMekka kan medføre herunder også indbrud og hærværk.
Kommunen tegner forsikring for bygningen, inklusive brand og vandskade.
§ 4. Personale
4.1
Foreningen ansætter en daglig leder af StreetMekka til at varetage driften af StreetMekka. Den daglige leder refererer til Foreningens direktør. Den daglige leder kan antage timelønnet personale. Ved ansættelse af øvrigt personale inddrages Foreningens direktør.
§ 5. Budget og virksomhedsplan
5.1
Der udarbejdes et budget for driften af StreetMekka. Budgettet forelægges på Foreningens Generalforsamling jf. Foreningens vedtægter (§ 6). Budgettet sendes til Kommunen.
5.2
Der udarbejdes en virksomhedsplan vedrørende den fremtidige drift, visioner, målsætning m.v.. Brugerrådet (Se § 7) har høringsret af virksomhedsplanen. Virksomhedsplanen skal være Kommunen i hænde senest 1. december 2009.
§ 6. Tilskud
6.1
Tilskuddet fra Københavns Kommune udgør 2 mio. kr. til drift årligt i driftsaftalens løbetid. Beløbet reguleres en gang årligt den 1. januar efter nettoprisindekset, dog maksimalt 3 % per
2
regulering. Hvis Danmarks Statistik ophører med at beregne nettoprisindekset, skal reguleringen fremover ske på grundlag af et andet indeks, der afspejler prisudviklingen. Tilskuddet udbetales i fire rater kvartalsvis forud. Det er, medmindre anden særskilt aftale foreligger, en forudsætning for udbetaling af tilskuddet, at budgetter og regnskaber er indsendt rettidigt, samt at aftalens vilkår i øvrigt er overholdt.
Brugerinddragelse
§ 7. Brugerråd
7.1
For at sikre bruger- og brugerforeningsindflydelse i StreetMekka oprettes et Brugerråd, som konstituerer sig selv, selv fastlægger sin forretningsorden og minimum mødes kvartalsmæssigt. Brugerrådet sammensættes på følgende måde:
• Et medlem udpeget af hver af brugerforeningerne
• To medlemmer, der er brugere af StreetMekka og valgt af StreetMekkas brugere
• To medlemmer udpeget af Foreningen
7.2
Den daglige leder udarbejder i samarbejde med Brugerrådet regler for brug af og adgang til StreetMekkas aktiviteter og faciliteter. Den daglige leder kan løbende ændre i reglerne, såfremt dette bliver nødvendigt. Ændringer i reglerne skal bringes i høring på det førstkommende brugerrådsmøde.
§ 8. Brugerforeninger
8.1
I StreetMekka er der lagt op til samarbejde med en række brugerforeninger, der skal udbyde deres foreningsaktiviteter i StreetMekkas faciliteter. Følgende brugerforeninger er etableret: GAM3 (Streetbasketball), Breakpoint (Breakdance), Flow Dance Academy (Streetdance), Streetmovement (Parkour) og DJ Noize (DJ Skole). Der kan optages nye brugerforeninger, som godkendes af StreetMekkas ledelse. Brugerrådet har høringsret i denne beslutning.
I dialog og med udgangspunkt i den enkelte brugerforenings kompetencer og kapacitet udarbejdes en samarbejdsaftale mellem StreetMekkas daglige leder og den enkelte brugerforening, hvor der fastlægges mindstekrav og målsætninger for hvordan og i hvilket omfang, den enkelte brugerforening kan bidrage til StreetMekkas overordnede formål.
Brugerforeningerne i StreetMekka har følgende forpligtelser:
• Den enkelte brugerforening benytter de tildelte tider i StreetMekka på en måde, der lever op til indholdet i samarbejdsaftalen.
• Den enkelte brugerforenings aktiviteter bidrager til StreetMekkas formål.
• Den enkelte brugerforenings aktiviteter fungerer i positivt samspil med de øvrige aktiviteter i StreetMekka.
• Den enkelte brugerforenings aktiviteter er åbne for nye deltagere og imødekommer både øvede og nybegyndere.
3
• Den enkelte brugerforening arrangerer en ugentlig træning, der er gratis og åben for ikke- medlemmer af den enkelte brugerforening.
• Den enkelte brugerforening har en kontaktperson i Brugerrådet.
• Den enkelte brugerforening rydder op efter sine aktiviteter og efterlader faciliteterne i ordentlig stand.
8.2
Hvert år evalueres samarbejdet med den enkelte brugerforening med henblik på at forny, tilpasse eller afbryde dette. I tilfælde, hvor den enkelte brugerforening ikke lever op til forpligtelserne, er det den daglige leders ansvar at beslutte, om brugerforeningens forsømmelse skal føre til justering eller afbrydelse af samarbejdet.
8.3
StreetMekkas daglige leder er overordnet ansvarlig for den tidsmæssige fordeling af streetkulturhusets faciliteter, således at StreetMekka lever op til formål og ydelser, samtidig med at brugerforeningerne får rum og tid til deres aktiviteter. Den endelige fordeling vil blive udformet af StreetMekkas ledelse med høringsret for Brugerrådet.
§ 9 Aktivitet
9.1
For at benytte StreetMekkas faciliteter skal man betale entré. Hvis man er medlem af StreetMekka eller en af brugerforeningerne, vil man kunne opnå rabat. Medlemskab af StreetMekka skal kunne tegnes i StreetMekkas åbningstid uden forudgående aftale. StreetMekka vil desuden være åbent for ikke-medlemmer i forbindelse med events og åbent hus-arrangementer.
9.2
Prisniveauet for entréen skal afspejle, at foreningen modtager et betragteligt kommunalt tilskud.
9.2
Udlån/udleje
Der er mulighed for at udlåne/udleje StreetMekka til events efter to principper. Dette gælder 1) gratis udlån til ikke-kommercielle events skabt af StreetMekkas brugere eller brugerforeninger, og 2) betalt udleje til kommercielle eller udefrakommende events. I forbindelse med sidstnævnte prioriteres arrangementer med et streetkulturelt sigte og værdi.
Eventuelt overskud i forbindelse med events går til driften af StreetMekka. Omfanget af interne såvel som eksterne events må ikke udgøre en væsentlig begrænsning for de faste brugere, brugerforeningernes virke eller StreetMekkas aktiviteter.
9.3
Sponsorater
Foreningen har mulighed for udvælge og modtage sponsorater, der muliggør aktiviteter udover den daglige drift og udvikling af StreetMekka. Sponsoraterne må ikke kompromittere StreetMekkas formål og profil (Se § 1).
§ 10. Regnskab og revision
4
10.1
Der udarbejdes et selvstændigt regnskab for StreetMekka. Dette regnskab indgår i Foreningens regnskab. Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december i et kalenderår. Regnskabet skal godkendes på Foreningens årlige Generalforsamling. Det godkendte regnskab indsendes med revisionsprotokol underskrevet af Foreningens bestyrelse samt en statsautoriseret revisor. Regnskabet afleveres senest 1. april til Kommunen hvert år af driftsaftalens løbetid.
10.2
Kommunen kan på et hvilket som helst tidspunkt kræve at blive orienteret om StreetMekkas økonomi, herunder få udleveret oplysninger og dokumentation efter Kommunens ønske.
§ 11. Overdragelse af rettigheder og forpligtelser
11.1
Medmindre særskilt skriftlig aftale med Københavns Kommune foreligger, kan rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale hverken helt eller delvis overdrages til tredjemand.
§ 12. Ikrafttræden, gyldighedsperiode, opsigelse og misligholdelse
12.1
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2010 og løber indtil 31. december 2013. Aftalen genforhandles i 2012 med henblik på senest pr. 1. oktober 2012 at indgå en driftsaftale for en ny 4-årig periode.
12.2
Aftalen kan, medmindre anden særlig aftale foreligger, fra Foreningens side opsiges med tre måneders varsel til udgangen af det igangværende kalenderår. Københavns Kommune kan kun opsige aftalen i tilfælde af væsentlig misligholdelse af aftalen fra Foreningens side.
København, den København, den
For Foreningen: For Kommunen:
Xxxxx Xxxxx, Direktør Xxxx Xxxx Xxxxxx, Xxxxxxxxxxx
5