Muliggørelsen af atomaftalen mellem USA og Iran
Muliggørelsen af atomaftalen mellem USA og Iran
The Enablement of the Nuclear Deal Between the US and Iran
Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv (ISE) – Internationale Studier Vejleder: Xxxx Xxx Xxxxx
Antal tegn: 98.488
Antal normalsider: 41 á 2400 tegn
Studienummer | Navn | RUC e-mail |
51941 | Xxxxxx Xxxxxxx Xxxxxxx | |
52383 | Xxxxxx Xxxxxxx |
Resumé
Denne projektrapport har til formål at undersøge, hvilke interne forhold i USA der har muliggjort atomaftalen med Iran.
Dette vil blive undersøgt med henholdsvis neoklassisk realisme, konceptet kompleks interdependens fra neoliberalisme samt konceptet om bureaukratiske egeninteresser.
Der vil i denne projektrapports analyse blive opstillet fem hypoteser, der samlet har til formål, at besvare projektets ovenstående problemformulering: Xxxxxx Xxxxxx doktrin, befolk- ningens holdning til amerikansk militær involvering, kongressens indflydelse på atomaftalen, den israelske lobbys indflydelse på atomaftalen samt magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence.
Den overordnede konklusion for projektrapporten er følgende: De faktorer der har muliggjort atomaftalen, skal findes i det amerikanske politiske system. For det første, er det be- slutningstagernes perception af det internationale system og USA's relative magt, der har været med til at påvirke aftalens udformning. For det andet, har kongressens manglende involvering sik- ret nok nationalt politisk magt. For det tredje, er det amerikanske militær overstretched og er der- for ikke interesseret i at være en del af løsningen. Afslutningsvis har hverken befolkningens hold- ning eller den israelske lobby haft indflydelse på beslutningen.
Abstract
This project aims to examine which internal relations in the US have made the nuclear deal with Iran possible.
This will be examined with respectively neoclassical realism, the neoliberal concept of complex interdependence together with the concept of bureaucratic interests.
The project's analysis aims to test five hypotheses which collectively has the purpose to answer the projects aforementioned research question. The hypotheses are the following: Xxxxxx Xxxxxx doctrine, the public opinion to American military involvement, the influence of the congress on the nuclear deal, the Israeli lobby's influence on the nuclear deal and lastly, the bal- ance of power between the Department of State and the Department of Defence.
The project concludes the following: The relations which have made the nuclear deal possible are to be found in the American political system. Firstly, the decision-
makers’ perception of the international system and the US's relative power have had an influence on the shape of the nuclear deal. Secondly, the Congress has not had any influence in the decision- making process which in turn provided enough national political power to adopt the nuclear deal. Thirdly, is was found that the American military is overstretched and thus has no interest in partic- ipating in a solution of the Iranian nuclear threat. Lastly, the public opinion is too inconsistent to provide the decision-makers with any national political power and the Israeli lobby did not have any influence on the nuclear deal, due to lack of congressional influence.
Indholdsfortegnelse
1.1 Problemfelt og problemformulering 1
2.2.1 Kompleks interdependens 6
4.1 Xxxxxx Xxxxxx indflydelse på atomaftalen 14
4.2.1 Befolkningens holdning til konflikter 19
4.2.2 Befolkningens holdning til Xxxxx og kongressen 21
4.2.3 Befolkningens holdning til atomaftalen og involvering i Mellemøsten 21
4.3 Kongressens betydning for atomaftalen 25
4.4 Den israelske lobbys indflydelse på atomaftalen 29
4.5 Magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence 37
4.5.1 Magtforholdet mellem Department of State og Departement of Defence 37
4.5.2 Overstretched militær 41
6.2 Hjemmesider og nyhedsartikler 48
6.3 Rapporter, publikationer og tidsskriftartikler 50
Dette kapitel har til formål at præsentere projektrapportens fokusområde og problemformulering. Dette vil ske ved en præsentation af USA’s relationer med de tre primære aktører i Mellemøsten, Israel, de arabiske stater og Iran. Præsentationen af relationerne skal give et indblik i hvor væsent- lig en ændring atomaftalen med Iran er i amerikansk-mellemøstlige relationer. Derefter følger en introduktion til projektrapportens fokusområde med en kort formulering af projektrapportens mo- tivation og afslutningsvis bliver projektrapportens problemformulering præsenteret.
1.1 Problemfelt og problemformulering
USA’s udenrigspolitiske ageren i Mellemøsten har siden den kolde krig hovedsageligt drejet sig om balancering mellem tre aktører i regionen: Israel, Iran og de arabiske stater (Især Kuwait, Saudi Arabien og Bahrain).
USA’s forhold til Israel stammer tilbage fra grundlæggelsen af staten i 1948 og forhol- det har siden da groet progressivt tættere med årene. Dette forhold har længe været påpeget som værende den førende grund til, at mange muslimske lande er mere fjendtlige over for USA (Dodge 2012:208). Allerede daværende præsident Xxxxxx Xxxxxxxxxx var opmærksom på, hvordan for- holdet mellem USA og Israel påvirkede USA’s status hos de muslimske lande i Mellemøsten. Dette betød også, at da Xxxxxxxxxx blev konfronteret med, at hans allierede, England, Frankrig og Israel, invaderede Egypten, opfordrede han FN til at fordømme invasionen og senere pressede han på for at få FN sanktioner imod Israel. Xxxxxxxxxx var overbevidst om, at forholdet til Israel var med til at skade USA’s forhold og interesser i Mellemøsten. Konflikten mellem arabiske stater og Israel i 1967, der endte med en israelsk sejr, skabte glæde hos amerikanerne og især den siddende præsi- dent Xxxxxx X. Xxxxxxx, der så israelernes sejr over sovjetisk støttede arabere som værende for- delagtigt for amerikansk magt (Dodge 2012:210). Præsident Xxxxx ændrede kursen i amerikansk
involvering i Mellemøsten ved udpegelsen af nogle ”politistater”, som skulle håndhæve ameri- kansk politik i regionen og hertil valgte Nixon Israel (sammen med Saudi Arabien og Iran). At valget faldt på Israel, illustrerede igen, at Israel var at betegne som værende en nøgleallieret i regionen.
Syrien og Egypten lancerede et overraskelsesangreb på Israel, hvortil Israels siddende premiermi- nister Xxxxx Xxxx søgte hjælp hos Xxxxx, som sendte 11.000 tons militærudstyr til Israel. Denne hjælp faldt i dårlig jord hos de resterende arabiske stater, som lancerede en olie-embargo imod USA og Europa. Denne konflikt viste, hvor destabiliserende konflikten mellem de arabiske stater og Israel i sandhed var. Xxxxx satte Xxxxx Xxxxxxxxx til at finde en løsning, men det var først i 1979, at der for alvor skete et gennembrud, da Israel underskrev en aftale med Egypten om vedvarende fred de to parter imellem. Denne aftale kom kun i stand, fordi USA, mod israelsk tilbagetrækning fra Sinai halvøen, tilbød økonomisk kompensation og samtidig bandt sig også til en forpligtigelse om fortsat økonomisk og militær støtte til Israel og Egypten (Dodge 2012:210f). Efter dette skulle der gå næsten 15 år, før USA igen forsøgte at skabe et mere stabilt forhold mellem de arabiske stater og Israel. I mellemtiden var den kolde krig afsluttet, Sovjetunionen var faldet, USA havde støttet Irak i deres krig mod Iran og bekæmpet Irak i deres forsøg på at invadere Kuwait (Dodge 2012:211ff). Forsøget på at skabe et mere stabilt forhold startede under Bush Sr. Administratio- nen, hvor man på fredskonferencen i Madrid i 1991 ikke formåede at finde frem til en løsning. Det var først i 1993, hvor Israel og Palestine Liberation Organization underskrev en aftale, som skulle danne ramme for yderligere forhandlinger mellem de to parter. Dette førte i sidste ende til delvist selvstyre i Palæstina. Præsident Xxxxxx X. Xxxx var lige så pro-Israel som både Xxxxxxx og Xxxxxx og det var først under Xxxxx, at man til dels forsøgte et opgør med Israel. Xxxxx forsøgte i sin 2009 tale hos Cairo University at lægge pres på Israel og pressede ligeledes på, for at genstarte for- handlingerne mellem Israel og Palæstina. Xxxxx formåede at få en aftale på plads, der sikrede, at Israel ikke ville bygge i nærheden af palæstinensiske beboelser i ni måneder, men efter de ni må- neder udløb genoptog Israel byggerierne og håb op en vedvarende aftale svandt (Dodge 2012:211f). USA’s politik over for Israel har siden den kolde krigs afslutning været, at sikre Israels militære overlegenhed. Formålet med dette har været, at man ved at sikre denne overlegenhed, kunne give Israel muligheden for at forhandle med Palæstina og de arabiske stater fra en stærk position, men USA har ikke vist sig viljefaste nok til at lægge det nødvendige pres på Israel (Dodge 2012:212).
USA’s forhold med de arabiske stater, navnlig Saudi Arabien, Kuwait og Bahrain, har siden anden verdenskrig været påvirket af et forsøg på, at separere de amerikanske interesser og
relationer fra det dårlige forhold mellem de arabiske stater og Israel. Denne adskillelse blev især testet under førnævnte krise mellem de arabiske lande og Israel, da Israel blev angrebet af Syrien og Egypten og USA trådte til med enorm mængde militærudstyr, hvilket yderligere fik de arabiske lande til at indføre en olieembargo på USA (Dodge 2012:210f). Dette satte pres på forholdet mel- lem USA og disse lande, da USA allerede inden anden verdenskrig var meget afhængig af olie fra netop disse lande. Det endte med, at USA fik presset Israel til en tilbagetrækning fra blandt andet Sinai halvøen i Egypten og fik på den måde hævet olieembargoen, som i mellemtiden havde sendt oliepriserne i vejret (Dodge 2012:213). Forholdet mellem USA og de arabiske lande blev styrket, efter at USA, sammen med Saudi Arabien, kom Kuwait til undsætning i forbindelse med Iraks be- sættelse af Kuwait. Vigtigheden af dette forhold er ligeledes præsenteret i forbindelse med det Arabiske Forår, hvor USA var ude og fordømme overgrebene fra både Yemens og Libyens regering (og senere gribe ind over for Libyens regime), men var tavse, da bahrainske og saudiarabiske styr- ker slog ned på langt mere fredelige oprørere i Bahrain - noget USA sidenhen er blevet kritiseret meget for (Dodge 2012:216). Forholdet mellem USA og de arabiske stater har været turbulent og påvirket af mange konflikter, men som Xxxx Xx-Xxxxxx i marts 2015 udtalte, da han på daværende tidspunkt var saudiarabisk ambassadør i USA; ”When push comes to shove, this relationship is unshakable” (xxx.xxx).
USA’s forhold til Iran har været et bemærkelsesværdigt forhold, hvor både et ameri- kansk ledet kup så den iranske Shah tage magten igen og senere et nationalistisk kup, hvor den proamerikanske Xxxx igen mistede magten. Det amerikansk-iranske forhold stødte på sin første bemærkelsesværdig begivenhed i 1953, hvor et iransk parlament, ledet af Xxxxxxxx Xxxxxxxx og hovedsageligt besat af iranske nationalister, vedtog en lov om nationalisering af den iranske olieindustri. Dette fik USA, sammen med England, til at lede et militærkup og det lykkedes i 1953 at afsætte Xxxxxxxx og indsætte den iranske Shah som leder af staten. Denne Xxxx var at be- tegne som værende pro USA og han fik efterfølgende stoppet nationaliseringen af olieindustrien (Dodge 2012:213). Op igennem 1970’erne blev den iranske Shah i stigende grad distanceret fra be- folkning, hvilket i 1979 medførte en islamisk revolution i landet. Konsekvensen af denne revolution var et tab af magten for den iranske Shah og Xxxxxxxxx Xxxxxxxx overtog magten (Dodge
2012:207). Dette fik yderligere den konsekvens, at USA i 1980 stoppede alle diplomatiske relatio- ner med Iran, efter at en gruppe iranske studerende indtog den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i forløbent (xxxxx.xxx 10/3 2015). Siden revolutionen har USA, sammen med det internationale samfund, indført en række sanktioner imod Iran, primært på grund af Irans atom- program, deres støtte til terrorisme og deres gentagende overtrædelser af basale menneskeret- tigheder (xxxxx.xxx 10/3 2015).
Den 14. juli 2015 skete der en markant ændring i USA’s relationer i Mellemøsten: USA indgik sammen med Kina, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Rusland og Iran en aftale kaldet Joint Comprehensive Plan of Action. Formålet med denne aftale var, at imod en nedtrapning af atomprogrammet i Iran, ville USA, FN og EU løfte nogle af de sanktioner, de har påført Iran (xxxxx.xxx) (xxx.xxx). Iran gik med til at nedtrappe deres atomprogram, så det udelukkende er fo- kuseret på fredelige formål, dette betyder blandt andet, at Iran skulle afgive 98% af deres uranla- ger og samtidig sænke berigelsesniveauet på det resterende uran. Ligeledes skulle størstedelen af centrifugerne benyttet i atomprogrammerne lukkes. Mod denne nedtrapning blev Iran igen tilladt adgang på det globale oliemarked, hvilket betyder, at Iran vil kunne øge deres indkomst fra olieek- sport med op mod 10 milliarder dollars inden for et år. Derudover blev sanktioner på andre marke- der også hævet og der blev ligeledes givet adgang til frosset kapital placeret i udlandet (Paivar 16/1 2016).
Dette fører til projektrapportens fokusområde, hvilket er atomaftalen mellem USA og Iran samt Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland/EU. Projektrapporten har til formål at undersøge hvilke interne forhold i USA, der har muliggjort underskrivelsen og amerikansk delta- gelse i atomaftalen. Fokusområdet og interessen for de interne forhold bunder i, at aftalen, som nævnt tidligere, markerer et markant retningsskifte for amerikansk involvering i Mellemøsten og især med Iran. Derfor eksisterer der en undren over, hvad der internt i USA har gjort, at man efter længere tids forhandling indgår en aftale med Iran. Der må altså være tale om nogle ændringer i USA, der muliggør dette - formegentlig ændringer på flere fronter. Dette fører endvidere til føl- gende problemformulering:
Hvilke interne forhold i USA har muliggjort atomaftalen med Iran?
Dette kapitel har til formål, at præsentere projektrapportens valgte teori. Projektrapporten benyt- ter sig af tre teorier: neoklassisk realisme, neoliberalisme og govermental politics. Disse teorier vil blive præsenteret og have en kort beskrivelse af, hvor i projektrapporten de bliver benyttet.
Neoklassisk realisme vil i denne projektrapport benyttes til, at analysere hvilke forhold, der mulig- gjorde gennemførslen af atomaftalen med Iran. neoklassisk realisme er valgt på baggrund af, at denne international relations skole, modsat mange andre, anerkender, at både nationale og inter- nationale forhold påvirker et lands udenrigspolitik. Teoretikere inden for denne skole, navnlig Gi- xxxx Xxxx, påviser flere måder, hvorpå nationale og internationale forhold kan påvirke et lands udenrigspolitik; forhold der vil blive uddybet nedenunder. Teorien vil sideløbende blive koblet op med neoliberale grundideer, specielt multilateralisme og kompleks interdependens. Formålet er her, at benytte neoklassisk realisme til at lokalisere forholdene. Dette betyder imidlertid, at de neoklassisk realistiske grundideer ikke vil blive benyttet i denne projektrapport. Da denne projekt- rapport udelukkende fokuserer på de nationale forhold, vil disse også kun uddybes i nedenstående afsnit og internationale forhold vil derfor ikke blive uddybet.
I neoklassisk realisme er beslutningstagere et udgangspunkt for et analytisk framework; det er dem, der tager beslutningerne og det er deres opfattelse af relativ magt, der betyder noget. Den internationale fordeling af magt kan kun drive staters ageren ved at påvirke beslutningerne af em- bedsmænd, hvilket fører tilbage til, at fokus er på at undersøge embedsmændenes forståelse af en konkret situation (Rose 1998:157f).
Disse embedsmænd har dog ikke altid komplet frihed til at anvende nationale res- sourcer som det passer dem: samfundet skal inkluderes i en analyse af et lands statsapparats- styrke og struktur og den samlet vurdering af den internationale magtfordeling er heraf utilstræk- kelige. Argumentet som følger deraf er, at stater med komparative brutto kapaciteter, men for- skellige statsstrukturer, agerer sandsynligvis forskelligt (Rose 1998:147&161). Udenrigspolitikken
er lavet af regeringen og ikke af nationen og det nævnes hertil, at det er statsmagt, ikke national magt, der er det vigtige. Statsmagt defineres som værende den portion af nationalmagt, regerin- gen kan uddrage til dens formål og afspejler den lethed, hvormed centrale beslutningstagere kan opnå deres mål (Rose 1998:162). Begrebet national politisk magt introduceres hertil, hvor definiti- onen er følgende: dette er statsledernes evne til at mobilisere deres nations menneskelige/huma- nitære samt materielle ressourcer bagom sikkerhedspolitiske initiativer. I et kausalt sammenhæng, er dette en intervenerende variabel mellem de internationale udfordringer som nationen står over for og de strategier der er taget i brug af staten til at imødekomme disse udfordringer. Det næv- nes hertil, at politiske ledere og beslutningstagere plejer at få, hvad de vil i sidste ende, men un- dervejs skal de give noget igen til befolkningen, hvilket fører til, at udenrigspolitik er forbundet til systemiske incitamenter, men ikke fuldt ud bestemt af dem (Rose 1998:164). Ud fra dette, har vi udformet fem hypoteser, som vil blive testet i analysen:
▪ Xxxxxx Xxxxxx doktrin har haft en indflydelse på udformningen af aftalen.
▪ Befolkningens opbakning til militær involvering, fra amerikansk side, er faldet.
▪ Der er sket et stemningsskifte i kongressen, som har muliggjort gennemførslen af aftalen.
▪ Den israelske lobby står svagere end tidligere, hvilket har muliggjort, at aftalen har kunne passere gennem kongressen.
▪ Magtforholdet mellem Department of Defence og Department of State har ændret sig og Department of Defence er overstretched.
Neoliberalisme vil i denne projektrapport især bruges omkring Xxxxxx Xxxxx og hans ideo- logi/doktrin og her vil konceptet om kompleks interdependens benyttes.
Xxxxxx Xxxxxxx og Xxxxxx X. Xxx forsøgte i bogen Power and Interdependence at skabe en gene- rel teori, som drager på tidligere og mere forsimplede interdependens teorier. Keohane og Xxx argumenterer for, at en post anden verdenskrigsverden med kompleks interdependens, adskiller sig markant fra de simplere forgængere. Først og fremmest bliver internationale relationer ikke
længere blot styret af statslederes interaktion med andre statsledere og dernæst er militær magt ikke længere altid en mulighed i konflikter mellem statslederne. Afslutningsvis argumenterer Xxx- xxxx og Xxx også for, at high politics (sikkerhedspolitik og overlevelse) heller ikke længere skal have en prioritet over low politics (økonomisk- og socialpolitik) (Xxxxxxx & Xxxxxxxx 2013:107).
Keohane og Xxx argumenterer for, at i en verden med kompleks interdependens, er relationer mellem stater ikke længere kun, eller primært, mellem statsledere. Relationerne sker i stedet på flere niveauer og mellem flere forskellige aktører fra forskellige grene af staten. Derud- over er det også relationer mellem aktører udenfor staterne (Xxxxxxx & Xxxxxxxx 2013:107).
Konsekvensen af disse ændringer er imidlertid, at internationale relationer bliver mere som national politik, hvor forskellige emner skaber forskellige koalitioner, både i en stat og på tværs af stater. Disse relationer stopper heller ikke ved vandbredden, som Keohane og Nye po- interer, relationer foregår ligeledes på tværs af kontinenter og tidszoner. Xxxxxxx og Nye argu- menterer også for, at da militær spiller en mindre rolle i disse relationer, vil andre magttyper spille en vigtigere rolle, dette kan for eksempel være soft power værktøjer (Xxxxxxx & Xxxxxxxx 2013:108).
Governmental politics er en teori udviklet primært af Xxxxxx Xxxxxxx, denne teori benyttes oftest til at forstå hvilke aktører i statsapparatet, der er med til at påvirke en beslutningsproces. I forbin- delse med vores projektrapport, er det især konceptet om bureaukratiske egeninteresser der er interessant. Dette koncept vil blive benyttet i den femte analysedel omhandlende magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence.
Xxxxxx Xxxxxxx forstår, at statsapparatet for en national regering konstituerer en kompleks arena for det internationale spil. Politiske ledere på toppen af apparatet deler pladsen med førende embedsmænd, der har stillinger indenfor store organisationer, hvilket danner en cir- kel af centrale spillere. At de nævnes som værende centrale, er her i forhold til en bestemt beslut- ning eller outcome som ville være udgangspunktet for ens analyse. Uden for denne centrale arena eller cirkel, findes de ydre cirkler, som udgør lavere rangeret embedsmænd i den udøvende myn- dighed, pressen, NGO'er og offentligheden. Problemstillinger i de ydre cirkler bidrager med at
forme beslutningssituationer mellem spillere, der kan påvirke regeringens valg og ageren i en kon- kret sag. Hvad Xxxxxxx dertil også nævner, er bureaukratiske egeninteresser i dette spil: Det er nor- malt at folk, der repræsenterer deres institution eller organisation, føler et særligt ansvar for at kræve opmærksomhed på en sag, der handler om repræsentantens domæne. Dette vil betyde, at deres analyse eller rapporter vil have en hvis grad af subjektivitet til fordel for den konkrete insti- tution eller afdeling og for en beslutningstager vil dette betyde, at der kommer forskellige, mod- stridende forslag i form af disse rapporter. Separate ansvarsområder fordelt på bestemte individer ansporer til forskellighed i, hvad den enkelte person ser og vurderer som værende vigtig (Xxxxxxx & Zelikov 1999:255f).
Hovedargumentet er dermed, at individuelle personer deler magten og de er forskel- lige i, hvordan denne magt skal anvendes. Dette miljø betyder så, at regeringsmæssige beslutnin- ger og ageren er et resultat af en politisk proces; en proces, hvorved modstridende grupper skifte- vis sejrer over modparternes alternative forslag og ikke mindste opstår der situationer, hvorved disse poler skaber et bedre resultat ud over nogen af de involveredes umiddelbare hensigt (Xxxxxxx & Xxxxxxx 1999:255f).
Dette kapitel har til formål, at præsentere projektrapportens metodiske overvejelser. Først og fremmest vil projektrapportens afgrænsning blive præsenteret, dernæst projektrapportens viden- skabsteoretiske overvejelser. Efter dette vil valg og brug af teori blive præsenteret, efterfulgt af overvejelser vedrørende projektrapportens datagrundlag. Afslutningsvis vil projektrapportens ana- lysestrategi blive præsenteret med det formål, at sætte læseren ind i, hvordan den samlede ana- lyse og de enkelte analysedele er struktureret.
Dette projekt afgrænser sig på flere områder. Der bliver først og fremmest afgrænset ved, at pro- jektrapporten udelukkende fokuserer på hvilke forhold i USA, der muliggør underskrivelsen af atomaftalen. Dette betyder endvidere for projektrapporten, at der bliver afgrænset fra selve afta- lens indhold og fra de resterende deltagere: Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Tysk- land/EU.
Den anden afgrænsning sker ved, at projektrapporten udelukkende fokuserer på hvilke interne forhold, der kan have medført, at man kunne underskrive atomaftalen. Dette får endvidere den betydning for projektrapporten, at eksterne forhold ikke vil blive undersøgt. Dette er ikke ensbetydende med, at eksterne forhold ikke kan have haft en væsentlig indflydelse, men denne projektrapport har kun til intention at undersøge de interne forhold. Projektrapporten an- erkender samtidig, at forhold som det internationale system og ændringer i det internationale sy- stem, kan have spillet en væsentlig rolle. Denne afgrænsning sker ligeledes i forbindelse med det teoretiske udgangspunkt i den neoklassiske realisme, som også påpeger, at det internationale sy- stem er med til at påvirke et lands udenrigspolitik. Vi afgrænser os dog fra dette i denne projekt- rapport.
Vi benytter os af en kritisk realistisk tilgang, da vi antager, at udover det empiriske domæne med vores erfaringer og observationer og det faktisk domæne, bestående af fænomener og begivenhe- der som eksisterer uanset om de bliver erfaret eller ej, at der er et tredje domæne: det dybe. Her er ikke observerbare strukturer og mekanismer fundamentet, hvor begivenheder og fænomener fra det faktiske domæne bliver forsaget af dette. Vi mener, at det angående atomaftalen med Iran er et multikausalt forhold, der indtræffer, hvilket afspejles i vores valg af forhold til den samlede forståelse af USA deltagelse i denne aftale. Det er ifølge kritiske realister et multikausalt verdens- billede der står i kontrast til positivismens horisontale kausalitetsforståelse, der peger på generali- seringer eller regelmæssigheder, hvorfra et konkret mønster kan udpeges. Desuden forstår vi, at der er tale om et dybt domæne, hvilket ikke blot kan observeres på overfladen jævnfør Xxxxxx Xxxxxxxx teori angående bureaukratiske egeninteresser samt komplekse forhold, der fører til en re- gerings ageren og neoklassisk realismes antagelse om beslutningstagere som analytisk udgangs- punkt (Buch-Hansen & Xxxxxxx 2012: 282f).
Denne projektrapport benytter sig af tre teorier; henholdsvis neoklassisk realisme, neoliberalisme og governmental politics.
Neoklassisk realisme er valgt på baggrund af, at man opstiller en række områder, hvorfra et lands udenrigspolitik kan blive påvirket, både nationalt og internationalt. Hertil har pro- jektrapporten valgt at benytte neoklassik realisme til at give et fingerpeg om hvilke forhold, der kan have ændret sig/har haft en indflydelse på gennemførelsen af atomaftalen. Neoklassisk rea- lisme bliver kun benyttet i denne forstand, hvilket endvidere betyder at neoklassiske grundideer og lignende ikke vil blive benyttet i projektrapporten, men her vil projektrapporten i stedet sup- plere med neoliberalistiske grundideer.
Neoliberalisme vil i projektrapporten bruges i forbindelsen med analysen af Xxxxxx Xxxxxx doktrin/holdninger. Hertil vil projektrapporten primært fokusere på neoliberalistiske
grundideer og konceptet kompleks interdependens. Disse grundideer har til formål at give et ind- blik i, hvordan Xxxxxx Xxxxx ser det internationale system og hvordan en stat skal agere i det in- ternationale system.
Governmental Politics vil i denne projektrapport bruges i forbindelse med analysen af magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence. Hertil vil projektrapporten drage på konceptet bureaukratiske egeninteresser, som kan give et indblik i, hvorfor USA vælger en soft power tilgang frem for en hard power tilgang.
Denne projektrapport vil primært drage på videnskabelige artikler, hvortil empiri præsenteret i ar- tiklerne vil være henvist og tilgængeligt. Der vil også optræde nyhedsartikler som en del af empi- rien. Problemet ved nyhedsartikler er, at forfatterne ikke i samme grad er forpligtet til at oplyse kilder på deres empiri. Dette besværliggør blandt andet kvantitativ triangulering. Her har vi så vidt muligt forsøgt at være kildekritiske og især været opmærksomme på underliggende holdninger.
Dette har vist sig især at være nødvendigt, når man arbejder med det amerikanske politiske sy- stem.
Som nævnt tidligere har denne projektrapport til formål at undersøge hvilke interne forhold i USA, der kan have medført, at man indgår en Atomaftale med Iran. Hertil er fem områder blevet ud- valgt og disse fem områder vil danne følgende fem analysedele: Xxxxxx Xxxxx og hans doktrin, hvordan befolkningens holdning kan have påvirket atomaftalen, kongressens betydning for atom- aftalen, den israelske lobbys indflydelse på aftalen og magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence.
Det første analyseafsnit har til formål at undersøge hvilken indflydelse, Xxxxxx Xxxxx kan have haft på udformningen af atomaftalen. Hertil vil analysedelen undersøge dels hvordan Xxxxxx Xxxxxx grundholdninger og doktrin stemmer overens med aftalens udformning. Derudover vil analysedelen ligeledes undersøge, hvordan Xxxxxx Xxxxxx syn på amerikansk exep- tionalisme og hvordan tidligere demokratiske doktriner kan have påvirket hans grundholdninger
og doktrin. Dette bunder i en neoklassisk realistisk antagelse om, at beslutningstageres perceptio- ner af det internationale system og deres relative kapabiliteter påvirker måden de agerer på.
Anden analysedel har til formål at undersøge, om befolkningens holdning kan have påvirket muligheden for at få gennemført aftalen. Dette bunder i en hypotese om, at befolknin- gens opbakning til militær involvering fra amerikansk side er faldet. Neoklassiske realister argu- menterer for, at beslutningstagere skal være i stand til at indsamle nok nationalt politisk magt og hertil bliver befolkningen nævnt, som en måde at samle denne magt på. Derfor vil denne analyse- del teste ovenstående hypotese. Analysedelen vil arbejde med befolkningens holdning på tre om- råder: Amerikansk militær involvering i konflikter, befolkningens syn på beslutningstageres evne til at udføre deres arbejde (Xxxxx kontra kongressen) og afslutningsvis befolkningens syn på ameri- kansk involvering i Mellemøsten og atomaftalen.
Tredje analysedel har til formål at undersøge, om kongressen har haft indflydelse på beslutningen om at indgå atomaftalen med Iran. Dette bunder i en hypotese om, at der er sket et stemningsskifte i kongressen, som har muliggjort denne aftale. Dette relaterer sig neoklassisk rea- listisk til det samme som ovenstående delanalyse: et ændringsskift i kongressen har medført, at man har kunne samle nok nationalt politisk magt til at få aftalen gennemført. Analysedelen lægger ud med at undersøge, hvorvidt Xxxxxx Xxxxx og hans administration har et flertal i kongressen eller ej. Dernæst analyseres aftaletypen, for den vej igennem at undersøge hvorvidt kongressen har haft en indflydelse på beslutningen eller ej.
Fjerde analysedel har til formål at undersøge, om den israelske lobby står svagere end tidligere. Dette bunder i en hypotese om, at qua den israelske lobby er blevet svagere, har det også været muligt at få atomaftalen gennem kongressen. Testningen af denne hypotese sker, dels ved først at undersøge hvilken indflydelse den israelske lobby og primært AIPAC har haft på ud- formningen af aftalen. Derudover analyseres styrken af den israelske lobby også, hvilket sker gen- nem en analyse af opbakningen i USA samt tidligere israelske topfolks holdning til aftalen.
Den femte og sidste analysedel har til formål at undersøge, om der er sket en æn- dring i magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence, som har påvirket måden, man håndterer Irans atomtrussel på. Dette bunder i en todelt hypotese: den første del af
hypotesen går på, at der er sket en ændring i magtforholdet mellem Department of State og De- partment of Defence, som har haft en indflydelse på aftalens udformning. Den anden del af hypo- tesen går på, at det amerikanske forsvar er overstretched og man derfor har forsøgt at undgå mili- tær involvering i en potentiel løsning problemstillingen. Den første delhypotese vil blive testet ved at undersøge budgetforholdene for begge institutioner. Budgetforholdene er valgt, fordi de giver et godt indblik i, hvordan de to institutioner bliver prioriteret år for år og et generelt overblik over udviklingen. Den anden delhypotese beskæftiger sig udelukkende med Department of Defence og hvorvidt forsvaret er overstretched. Derudover beskæftiger denne delhypotese sig også med, hvorfor Departement of Defence ikke har haft interesse i at være en del af løsningen, på atompro- blemstillingen.
Formålet med analysen er, at undersøge hvilke interne forhold der har påvirket gennemførelsen af atomaftalen mellem USA og Iran (og de 5 andre lande). Her arbejder analysen med fem hypoteser, som gennem en test skal give indblik i, hvordan fem forskellige områder kan have påvirket atomaf- talen. De fem områder analysen beskæftiger sig med er følgende: Hvordan Xxxxxx Xxxxx kan have haft indflydelse på aftalens udformning, hvordan befolkningens holdning kan spille en rolle i forhold til beslutningsprocessen, hvilken rolle den israelske lobby spiller i beslutningsprocessen, hvilken rolle kongressen spiller i beslutningsprocessen og afslutningsvis hvordan forholdet mellem Department of State og Department of Defence kan spille en rolle i udformningen af aftalen.
4.1 Xxxxxx Xxxxxx indflydelse på atomaftalen
Dette analysekapitel har til formål at undersøge, hvordan Xxxxxx Xxxxx kan have påvirket atom- aftalen. Dette bunder i den neoklassiske antagelse om, at beslutningstageres perceptioner af magtforholdene, påvirker udenrigspolitikken. I denne forbindelse vil analysekapitlet tage udgangs- punkt i Xxxxxx Xxxxxx ideologiske holdninger og hans doktrin, indflydelsen fra tidligere demokra- ters doktriner samt Xxxxxx syn på amerikansk exceptionalisme. Disse tre ting skal give et indblik i, hvordan Xxxxxx Xxxxx ser det internationale system og hvordan han mener internationale relati- oner skal forløbe.
Xxxxxx Xxxxx har siden første gang han stillede op som præsidentkandidat til præsi- dentvalget i 2008 ikke lagt skjul på, at han deler grundholdninger med tidligere præsidenter såsom Xxxxxxxx Xxxxxxxxx, Xxxxx Xxxxxx og Xxxx X. Xxxxxxx. Han skriver blandt andet i sin 2007 artikel med navnet Renewing American Leadership, at:
” […] America cannot meet the threats of this century alone, and the world cannot meet them without America. We can neither retreat from the world nor try to bully it into submission. We must lead the world, by deed and by example.
Such leadership demands that we retrieve a fundamental insight of Xxxxx- velt, Xxxxxx, and Xxxxxxx--one that is truer now than ever before: the se- curity and well-being of each and every American depend on the security and well-being of those who live beyond our borders. The mission of the United States is to provide global leadership grounded in the understand- ing that the world shares a common security and a common humanity.” (Xxxxx juli/august 2007).
Xxxxx beskriver i artiklen, hvordan sikkerhed og velstand for amerikanerne er tæt forbundet med sikkerhed og velstand i resten af verden. Dette ligger altså op til, at Xxxxxx Xxxxxx udenrigspoliti- ske filosofi drager mange paralleller fra klassisk liberalistisk og wilsonistisk tankegang. Xxxxxx Xxxxx, politisk kommentator, har tidligere beskrevet Xxxxxx Xxxxxx udenrigspolitik som værende den mest wilsonistiske siden starten af det 20’ende århundrede (Ondrejcsák 2009). Xxxxx forkla- rer ligeledes i sin tale fra 2007 ved Chicago Council of Global Affairs, hvordan USA skal forsøge at genopbygge, hvad især Xxxxx Xxxxxx og Xxxxxx Xxxxxxxx var med til at grundlægge; et system af internationale institutioner. Xxxxx påpeger, hvordan disse to præsidenter vidste, at internatio- nale institutioner ikke begrænser amerikansk magt, men er med til at forstørre det. Xxxxxx Xxxxx lægger i talen meget vægt på, hvordan sikkerhedsalliancer og lignende ikke blot er med til at for- hindre invasioner af et land, men også kan være med til at løse flere udfordringer for verdenssam- fundet. Disse pointer underbygger klart førnævnte paralleller med klassiske tankegang; måden hvorpå Xxxxx pålægger multilateralisme enorm værdi (Xxxxx 23/4 2007).
Xxxxxx Xxxxxx doktrin bærer i den grad også præg af den liberalistiske/wilsonistiske filosofi. Xxxxxx doktrin bliver af Xxxxxx og Southgate beskrevet som havende nogle kernete- maer: Et fornyet fokus på brugen af soft power og diplomati, bevægelse mod multilateralisme, øn- sket om at lette de amerikanske militære fodspor rundt omkring i verden (Dog ikke uden at have
muligheden for, at bruge militær til at beskytte amerikanske interesser) og en tro på nødvendighe- den for at have en fleksibel og tilpasningsdygtig udenrigspolitisk formulering (Patnam & Southgate 2016:229).
Mange af disse holdninger har, som nævnt tidligere, også været repræsenteret hos tidligere demokratiske præsidenter før Xxxxx. Generelt har præsidenter fra det demokratiske parti oftest draget på flere forskellige teoretiske grupper, hvilket primært har været liberalisme, neoliberalisme, Wilsonisme og Jeffersonisme. De tre mest prominente præsidenter før Xxxxx, som har prædiket mange af de samme grundtanker som Xxxxx, er Xxxxxxx Xxxxxx, Xxxxxxxx Xxxxxxxxx og Xxxxx Xxxxxx. Fælles for de tre præsidenters doktriner var et fokus på internatio- nale institutioner, multilateralisme, demokratiske institutioner og spredningen af disse institutio- ner - en spredning, der ikke skulle ske gennem brugen af hård magt eller regimeskifte (Ondrejcsák 2009)
Xxxxxx Xxxxxx syn på exceptionalisme er noget, han blandt andet er blevet kritise- ret for af sine politiske modstandere. Amerikansk exceptionalisme relaterer til nationalfølelsen af, at USA er unikt; et fænomen der har været dyrket meget hos tidligere præsidenter. For Xxxxx er det exceptionelle ved USA deres politiske model, der kombinerer et frit demokratisk system, en dynamisk markedsøkonomi, social diversitet og evnen til at arbejde sammen med andre lande og internationale institutioner for at opretholde international lov (Patnam & Southgate 2016:229f).
Hvordan relaterer disse holdninger sig så til, hvilken indflydelse Xxxxxx Xxxxx kan have haft på atomaftalen mellem USA, Iran, de resterende P5 lande og Tyskland? Som nævnt tidli- gere argumenterer neoklassiske realister for, at beslutningstageres perceptioner af det internatio- nale system og den relative magtfordeling, påvirker deres syn på, hvordan beslutninger skal træf- fes og stater agere. I den forbindelse kan man argumentere for, at Xxxxxx liberalistiske/wilsoni- stiske rødder og grundholdninger er med til at påvirke den retning, hvor mod han søger at finde en løsning på et problem (i dette tilfælde Irans høje besiddelse af beriget uran). Dette betyder imid- lertid, at grundet de liberalistiske/wilsonistiske rødder har han den opfattelse af det internationale
system, at multilateralisme og interdependens kan være med til at skabe fred og sikre en vel- standsstigning for de involverede parterne. Xxxxx udtaler blandt andet i en tale holdt i Berlin i 2008 følgende:
“Partnership and cooperation among nations is not a choice; it is the only way, the only way, to protect our common security and advance our com- mon humanity […] Now is the time to join together, through constant co- operation, strong institutions, shared sacrifice, and a global commitment to progress, to meet the challenges of the 21st Century […] This is the mo- ment we must give hope to those left behind in a globalized world” (Pat- nam & Southgate 2016:230).
Denne udtalelse stemmer i høj grad overens med de førnævnte grundværdier og med Xxxxxx syn på, hvordan internationale relationer bør foregå. Xxxxx er af den overbevisning, at internationale problemstillinger skal løses gennem multilaterale aftaler og brug af internationale systemer. I dette lys giver atomaftalen god mening, da USA som nævnt tidligere gik sammen med de resterende P5 lande og Tyskland om at indgå aftalen. Dette betyder imidlertid også, ifølge neo- klassisk realistisk teori, at Xxxxxx Xxxxx vil forsøge at påvirke amerikansk udenrigspolitisk ageren i retning af en mere multilateral tilgang, hvor man forsøger at drage på andre aktører for at løse problemstillingen.
Den anden del af dette aspekt er liberale tanker om interdependens og især kom- pleks interdependens. Som nævnt i teoriafsnittet bygger kompleks interdependens på tesen om, at jo mere man interagerer med stater på forskellige niveauer, desto mere afhængige bliver sta- terne af hinanden, hvilket på sigt betyder, at truslerne fra hinanden bliver formindsket da krig/konflikt bliver for dyrt. I lyset af kompleks interdependens giver atomaftalen endnu mere me- ning, fordi aftalen i den grad bærer præg af inklusion frem for eksklusion. Som det fremgår af afta- len, fik Iran, mod nedtrapning af deres atomprogram, løftet en række sanktioner på handels- og
investeringsfronten. Man kan derfor argumentere for, at aftalen bygger på kompleks interdepen- dens tesen, da inklusion handelsmæssigt og finansielt kan føre til øget afhængig fra Irans side, hvil- ket endvidere kan medføre, at truslen fra Iran mindskes, da det bliver for dyrt for Iran at bryde atomaftalen. Ligeledes kan man argumentere for, at Xxxxxx Xxxxxx grundholdninger og doktrin kan have påvirket måden, hvorpå man indgik aftalen med Iran; for hvor man i en lang periode har kørt en eksklusionstaktik over for Iran (massive sanktioner på flere fronter), har man nu åbnet op for Iran gennem indgåelsen af aftalen.
Det kan konkluderes ud fra ovenstående analyse afsnit, at Xxxxxx Xxxxx kan have påvirket atomaftalen på to områder. For det første kan hans syn på det internationale system og internationale relationer have medført, at man har søgt en multilateral aftale. For det andet bærer aftalen meget præg af tesen om kompleks interdependens, hvilket bunder i neoliberale antagelser
- noget Xxxxx også tilskriver sig.
Dette analysekapitel har til formål at undersøge hvordan den befolkningens holdning til ameri- kansk involvering i Mellemøsten, til amerikansk involvering i konflikter og til atomaftalen er. Dette bunder i en hypotese om, at ved opbakning fra befolkningen, har Xxxxx lettere ved at få gennem- ført atomaftalen. Dette bunder også i hypotesen om, at qua opbakningen fra befolkningen vil Xxxxx i større grad kunne gå udenom kongressen og derved delvist mindske kongressens indfly- delse på atomaftalen.
4.2.1 Befolkningens holdning til konflikter
Kilde: (Dugan 6/9 2013)
En samling af spørgeundersøgelser foretaget af Gallup har testet, hvorvidt den amerikanske be- folkning har været for eller imod militær involvering fra amerikansk side af, efter involveringen er begyndt. Her har tendensen i en 20-årig periode (fra start 1980’erne til starten af 2000’erne) væ- ret, at amerikanerne generelt har støttet beslutningerne om militær aktion i konflikter. Dog viser en rapport fra Xxxxxx, der samler disse spørgeundersøgelser, at interventionen i Libyen i 2011 ge- nerelt blev dårligere modtaget af befolkningen, end især de to foregående konflikter (Afghanistan og Irak). Det interessante i denne forbindelse er, at Libyen, som var den nyeste case medtaget i rapporten, var det eneste eksempel, hvor under 50% af de adspurgte billigede involveringen. Lige- ledes kommer denne konflikt små ti år efter to væsentlige krige i henholdsvis Afghanistan og Irak - to krige, som ifølge spørgeundersøgelserne havde stor opbakning fra befolkningen, med henholds- vis 90% billigelse for involveringen i Afghanistan og 76% for involveringen i Irak. Man skal dog også være opmærksom på, at kun 37% misbilligede involveringen i Libyen, hvilket stadig ikke er højere end procentdelen, der billigede.
Kilde: (Jones 25/6 2014)
En anden undersøgelse, hvor befolkningen blev spurgt forud for involveringen i for- skellige konflikter, giver til dels samme billede; der var en relativ stor opbakning omkring konflik- terne i Afghanistan og Irak i henholdsvis 2001 og 2003. Bemærkelsesværdigt er også, at opbaknin- gen steg, efter USA blev involveret i de forskellige konflikter; dette gælder for alle de fire nederst- nævnte konflikter i ovenstående tabel. Det er også værd at bemærke, at befolkningen generelt er imod involvering i Syrien og geninvolvering i Irak - de eneste to konflikter af de seks ovennævnte, hvor over 50% af de adspurgte direkte var imod involvering.
Noget kunne altså tyde på, at befolkningen i større grad er mere tilbageholdende med opbakningen overfor amerikansk militær involvering i konflikter. Hvad denne tilbageholden- hed skyldes, kan være svært at påpege. Man kunne dog argumentere for, at de to dyre krige i hen- holdsvis Afghanistan og Irak kan have påvirket befolkningens syn på fremtidig militær involvering fra amerikansk side.
Disse holdninger er noget, Xxxxxx Xxxxx formegentlig har kunne trække på i forbin- delse med at finde en løsning på atomtruslen fra Iran. Som nævnt i tidligere analyseafsnit vægter Xxxxxx Xxxxx ideologisk multilateralisme og soft power/diplomati over militær intervention. Ba- rack Xxxxx har kunne påvise, at amerikanerne er trætte af militær involvering og at man derfor bør søge mod andre måder at løse problemstillingen på.
4.2.2 Befolkningens holdning til Xxxxx og kongressen
En anden interessant opinion at undersøge er, hvor tilfredse amerikanerne er med den måde, Ba- rack Xxxxx udfører sit arbejde, versus den måde kongressen udfører sit.
Kilde: (Saad 25/4 2016)
Ovenstående graf viser, hvordan amerikanerne vurderer henholdsvis præsidenten og kongressens evne til at udføre deres arbejde. Den generelle tendens her har været, at kongressen i hele perioden har ligget under præsidenten, men at udviklingstendenserne har været de samme. Det interessante i denne sammenhæng er, at i perioden 2009-2016 har distancen mellem tilfreds- heden med præsidentens evne til at udføre sit arbejde og kongressens evne generelt været større end tidligere. Det tyder på, at amerikanerne proportionelt er mere tilfredse med præsidentens ev- ner, end de er med kongressens. Derudover er det også væsentligt at påpege, at tilfredsheden med begge embeder generelt er ret lav: lige omkring halvdelen er ikke tilfredse med den måde, Xxxxx udfører sit job på og mere end otte ud af ti er utilfreds med den måde, kongressen udfører sit job på.
4.2.3 Befolkningens holdning til atomaftalen og involvering i Mellemøsten
Udover den generelle støtte fra befolkningen til Xxxxx er det også relevant at undersøge, hvor- dan befolkningen ser atomaftalen som løsningen på atomtruslen fra Iran. En undersøgelse foreta- get af The Chicago Council on Global Affairs i maj til juni, 2015, undersøger netop dette aspekt.
Heri bliver deltagerne blandt andet spurgt, om de vurderer Irans atomprogram som en væsentlig trussel for USA. Hertil svarede 57%, at de vurderede Irans atomprogram som værende en væsent- lig trussel for USA (Smeltz 6/7 2015:2). Derudover blev deltagerne også adspurgt om, hvorvidt de støttede eller var modstandere af omridset af atomaftalen; hertil svarede 59%, at de støttede afta- len og 36% var modstandere af aftalen (Smeltz 6/7 2015:1). Omvendt troede kun 29% af de ad- spurgte på, at atomaftalen vil sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben inden for de første ti år af af- talens løbetid (Smeltz 6/7 2015:2). Undersøgelsen viser ligeledes, at 67% af amerikanerne mener, at USA skal intervenere militært, hvis Iran ikke overholder atomaftalen (Smeltz 6/7 2015:3). Un- dersøgelsen viser ligeledes, at et uvenligt land får atomvåben eller at Iran får atomvåben, bliver set som værende to af de syv største trusler for USA. Endvidere mener 44% af de adspurgte, at Iran spiller en negativ rolle i Mellemøsten og 33% mener, at de spiller en meget negativ rolle i Mel- lemøsten (Smeltz 6/7 2015:2).
En lignende undersøgelse fra Gallup foretaget i februar 2016, altså efter aftalens un- derskrivelse og vedtagelse, giver et andet billede. I undersøgelsen bliver deltagerne spurgt, hvor- vidt de støtter eller er modstandere af atomaftalen (modsat omridset af aftalen). Hertil svarede 30%, at de billigede aftalen og 57% misbilligede aftalen (Dugan 17/2 2016). Af politisk overbevis- ning billigede 51% af selvudnævnte demokrater aftalen, 30% af folk der hverken identificerede sig med demokraterne eller republikanerne og blot 9% af selvudnævnte republikanere billigede afta- len. Undersøgelsen viser også, at holdningen til Iran generelt er forbedret en smule i forhold til tid- ligere, men at kun 17% af de adspurgte ser positivt på Iran som land (Dugan 17/2 2016).
Det tyder på, at der er stor uenighed blandt befolkningen om atomaftalen med Iran.
Den generelle utilfredshed kan dog skyldes, at Iran generelt er i et dårligt lys hos amerikanerne. Undersøgelsen af The Chicago Council on Global Affairs viser, at folk generelt i større grad god- kendte rammerne for aftalen, men at der også samtidig var relativ lille tro på, at aftalen ville holde Iran fra, at udvikle atomvåben inden for ti år. Omvendt viser undersøgelsen fra Gallup, at efter vedtagelsen af atomaftalen, godkender befolkningen generelt ikke aftalen. Derudover viser under- søgelsen også, at befolkningen ser mere positivt på Iran, i forhold til tidligere, men at otte ud af ti stadig har en negativ holdning til Iran.
Amerikanernes generelle syn på Mellemøsten og amerikansk involvering i Mellem- østen er også et relevant tema for Xxxxx, når der skal træffes beslutninger. En undersøgelse fore- taget af The Chicago Council on Global Affairs i 2015 bearbejder netop dette tema. I undersøgel- sen bliver deltagerne først spurgt, hvor vigtige fem forskellige regioner er for amerikansk sikker- hedsinteresse. Af de fem regioner bliver Mellemøsten vurderet til at være den vigtigste, hvortil 50% af de adspurgte svarer meget vigtig og 36% af de adspurgte svarer nogenlunde vigtig. Til sam- menligning svarer 40%, at Europa er meget vigtig for amerikanske sikkerhedsinteresser og ved Asien-Stillehavet svarer 32%, at regionen er meget vigtig for amerikanske sikkerhedsinteresser (Smeltz 9/11 2015:2). Det er altså tydeligt, at amerikanerne stadig vurderer Mellemøsten, som væ- rende en vigtig region i forbindelse med amerikanske sikkerhedsinteresser.
Under samme undersøgelse blev deltagerne også adspurgt, om man mener, at USA's militære tilstedeværelse skulle øges, holdes på nuværende niveau, eller mindskes i regionen. Her- til svarede 43%, at man bør bibeholde den militære tilstedeværelse i regionen, 26% svarede, at man skulle mindske den militær tilstedeværelse i regionen og 29% svarede, at man bør øge den militære tilstedeværelse i regionen. Størstedelen af de adspurgte mener dermed, at man bør bibe- holde den militære tilstedeværelse i Mellemøsten, som den er nu. Det interessante er dog, at en marginal større procentdel af de adspurgte mener, at man bør opruste frem for at nedtrappe i re- gionen (Smeltz 9/11 2015:3).
Det man kan udlede fra ovenstående undersøgelser er ret tvetydigt. På den ene side har befolkningen været mindre støttende overfor amerikansk militær involvering/udsigten til ame- rikansk militær involvering end tidligere. Samtidig mener størstedelen af de adspurgte, at man som minimum ikke bør nedtrappe den militære tilstedeværelse i regionen. Derudover varierer støtten til atomaftalen alt efter hvilken undersøgelse man kigger på - men i den ene af de to præ- senterede undersøgelser, mener 67% af de adspurgte, at USA bør intervenere militært, hvis Iran bryder aftalens regler. Det er ligeledes kun 29% af de adspurgte, der havde tiltro til, at aftalen vil kunne holde Iran fra, at producere nye atomvåben de kommende ti år. Ligeledes er befolkningen af den overbevisning, at Irans yderligere erhvervelse af atomvåben er en stor trussel for USA og at
Iran i nogen grad spiller en negativ rolle i Mellemøsten. Derudover har der over en længere peri- ode været generel utilfredshed med Iran hos amerikanerne, hvor kun 17% af de adspurgte så posi- tivt på Iran.
Undersøgelserne viser ligeledes, at befolkningen i større grad anerkender Xxxxxx Xxxxx for at udføre sit arbejde ordentligt, end man anerkender kongressen. Den generelle ten- dens har imidlertid været, at kongressens godkendelsesrate har ligget noget under præsidentens, men denne distance er imidlertid blevet udbygget yderligere over de seneste år. Der kan samtidigt argumenteres for, at Xxxxx ikke har kunne hente national politisk magt fra befolkningens hold- ning grundet den store inkonsistens blandt befolkningen.
Med udgangspunkt i hypotesen om, at støtte fra befolkningen ville give Xxxxxx Xxxxx øget mulighed for at gå udenom kongressen, når beslutningen skulle træffes, må konklusi- onen være følgende. Det er svært at vurdere, hvordan Xxxxxx Xxxxx befolkningens holdning som grundlag for at gå uden om kongressen. Der hvor befolkningens holdning er relevant for Xxxxx, er både i forhold til utilfredsheden med kongressen, men også den faldende opbakning til militær involvering. På den ene side vil Xxxxxx Xxxxx, gennem befolkningens utilfredshed med kongres- sen, kunne opstille et argument om, at utilfredsheden skyldes en mangel på afspejling af befolk- ningens holdninger fra kongressens side. Ligeledes vil Xxxxxx Xxxxx kunne påvise, at befolknin- gens faldende opbakning til udsigten af militær involvering i konflikter, er et tegn på, at befolknin- gen efterspørger mere diplomatiske måder at løse konflikter på.
Omvendt så taler befolkningens holdning også til dels imod Xxxxx. Dette ses blandt andet ved den manglende tiltro til aftalens holdbarhed, opbakningen omkring en militær interven- tion hvis Iran bryder aftalen og den generelle utilfredshed med aftalen. For på den ene side falder opbakningen til militær involvering, men omvendt er et flertal for, at man intervenerer militært, hvis det bliver nødvendigt. Dog kan man argumentere for, at den manglende tro på aftalens hold- barhed kan skyldes, at amerikanerne generelt har et negativt syn på Iran.
Det kan altså konkluderes ud fra dette analyseafsnit, at det kan være svært for Ba- rack Xxxxx at drage på befolkningens holdning, da befolkningen generelt er ret inkonsistent. På den ene side er opbakningen til amerikansk involvering faldet og den generelle tilfredshed med
kongressen er også lav. På den anden side er der opbakning omkring militær intervention mod Iran, hvis de ikke overholder deres aftale, der er generel utilfredshed med at man indgår en aftale med Iran og så er der ikke stor tiltro til, at aftalen holder.
4.3 Kongressens betydning for atomaftalen
Dette analyseafsnit har til formål at undersøge, hvilken betydning kongressen har haft for atomaf- talen. Analysen vil primært omhandle hvilken type beslutning aftalen er og dertil hvilken rolle kon- gressen spiller, kontra hvis det havde været en anden type aftale. Afsnittet vil også undersøge hvordan kongressen indirekte kan have påvirket aftaletypen.
Fordeling i Kongressen | Demokratere | Republikanere |
2001 | 212 | 221 |
2011 | 192 | 243 |
2013 | 201 | 234 |
Kilde: (xxxxxxx.xxxxx.xxx)
Som det ses på ovenstående tabel, har der gennem de seneste år været et demokra- tisk undertal i kongressen. Republikanerne havde 234 i 2013 mod demokraternes 201 repræsen- tanter, hvilket peger på, at skulle en atomaftale sendes til afstemning i kongressen, ville den med høj sandsynlighed blive afvist. Ifølge den amerikanske grundlov er det et krav, at der er et kvalifice- ret flertal, skulle en traktat laves:
“(…) Article II, § 2, the president 'shall have Power, by and with the Advice and Consent of the Senate, to make Treaties, provided two thirds of the Senators present concur.' That provision (...) makes it appear that the pres- ident does not have unilateral power to enter into any treaty.” (Epstein & Loyola 2016:108f).
Præsidenten skal have støtte fra et kvalificeret flertal på to-tredjedele af de tilstede- værende senatorer. Dette vil i Xxxxxx situation være tæt på umuligt at få indført atomaftalen
gennem kongressen grundet den store republikanske opposition. Historisk set har disse former for traktater heller ikke været at foretrække. I perioden fra 1949 til 2000 blev disse traktater brugt til at gennemføre 6,2% af alle internationale aftaler, hvor det for Xxxxxx X. Xxxx var 5,5% og Obama ligger på 2% (Peake 2015:3). Der er dog et alternativ til disse traktater, kaldet executive agree- ments som gør det muligt for præsidenten at undgå kongressen:
“The Iran nuclear deal raises serious concerns about the president’s ability to improperly skirt the Senate’s ratification role in the treaty process. In the Iran negotiation, the president claimed that the resulting pact was an exec- utive agreement, which did not constitute a treaty and hence could be en- tered into unilaterally by the president.” (Epstein & Loyola 2016:109).
I tilfældet af atomaftalen med Iran, har Xxxxx gjort brug af denne metode til at omgå kongressen og træffe beslutningen ensidigt. Ser man historisk på brugen af executive agree- ments, er der ikke nogen begrundelse, bygget på konstitutionel praksis, for at atomaftalen skulle blive fremsat for senatet som en traktat. Ifølge de offentliggjorte dokumenter, kræver en gennem- førelse af denne aftale ikke nogen ændring i den nationale lov og det betyder hermed, at kongres- sen ikke formelt skal involveres. Xxxxx havde dermed den dispensation han havde brug for til at lukke aftalen som en executive agreement (Xxxxxxx & Loyola 2016:109f). Det er altså ikke muligt for kongressen at have noget indsigelse eller indflydelse på atomaftalen, da Xxxxx benytter sig af retten til at lave disse executive agreements. Det skal dertil også nævnes, at Xxxxx administratio- nen vidste, at en aftale der binder den næste præsident ikke ville få et flertal i kongressen, hvilket fik Xxxxx og hans juridiske team til at lave aftalen specifikt med den intention at komme uden om kongressens opposition (Xxxxxxxxx 28/11 2015).
Xxxxx benytter sig også af artikel to traktaten meget mindre end nogen anden nuti- dige præsident. I gennemsnit havde Xxxxx syv traktat overførelser til senatet for hver toårs-kon- gres i løbet af hans første seks år, hvor gennemsnittet fra 1949 til 2008 lå på 32 traktater per kon- gres, hvor Xxxxxx X. Xxxx havde et gennemsnit på 24 traktater per kongres. Det er til gengæld ikke komplet uforståeligt, hvorfor Xxxxx benytter sig af executive agreements; ser man på hans
godkendelsesrate fra senatet, ligger den på 38% og sammenlignet med nutidige præsidenter, der ligger på hele 87%, kan man se, at det men denne meget lave succesrate ikke er favorabelt for Xxxxx at anvende artikel to traktaten. Succesraten for Xxxx var dertil på 88% (Peake 2015:2f).
Ifølge Xxxxxxx Xxxxxxx og Xxxxx Xxxxxx skal en effektiv udenrigspolitik sikre vedva- rende national og international støtte for at lave og vedholde et langsigtet nationalt engagement. Udenrigspolitik skal institutionaliseres og beskyttes fra ændringer i præsidentembedet, hvilket til gengæld kræver omfattende involvering af kongressen. Dette kræver også en stærk, dedikeret fællespolitisk indsats som netop kan modstå skift i den politiske kontrol som et præsidentembe- det/administration skift er (Xxxxxxx & Loyola 2016:105). Det er altså i Xxxxxx tilfælde en bagside af medaljen i at vælge executive agreements, da disse ikke nødvendigvis holder ved næste præsi- dentskifte og hvor en traktat vedtaget af kongressen ville være mere rodfæstet:
“The fact that the Iran nuclear deal is not binding for purposes of domestic law is therefore a double-edged sword. Therein lies the failure of not nego- tiating with Iran an agreement that could be ratified by a two-thirds vote of the Senate. In the most charitable view, it is a huge missed opportunity, be- cause foreign policy is most successful when it is instituted on a bipartisan basis. The reverse of that coin is that imposing any agreement of this im- portance on an unwilling people without the support of Congress is both doomed to fail and destined to prove damaging to vital US interests.” (Ep- stein & Loyola 2016:110).
Samlet set har præsidenten skulle træffe et svært valg: 1) få en aftale igennem og ri- sikere, at næste præsident (som på daværende tidspunkt ville komme efter ca. et år) ville træde ud af den eller 2) håbe på, at det republikanske flertal i kongressen ville støtte ham. Det blev som nævnt en executive agreement uden om kongressen, hvilket også afspejler den manglende demo- kratiske dominans i kongressen. Som tabellen viser, har demokraterne gennem de seneste mange år været i undertal og man kan deducere, at der er en republikansk domineret kongres, som igen gør det sværere for demokratiske præsidenter at få kernesager som international sikkerhed og
Det kan konkluderes ud fra dette analyseafsnit, at kongressen ikke direkte har haft indflydelse på atomaftalen. Dette skyldes, at da Xxxxx skulle beslutte, hvorledes USA skulle del- tage i atomaftalen eller ej, traf han beslutningen som en executive agreement, hvilket fik den be- tydning, at kongressen ikke havde nogen indflydelse og selvom de havde 60 dage til at afvise den, var det demokratiske mindretal nok til at få aftalen igennem. Af analysen kan det også konklude- res at Xxxxxx Xxxxx generelt har haft større modstand i kongressen og senatet, end tidligere præ- sidenter. Dette kan blandt andet skyldes, at kongressen de sidste små femten år har bestået af et republikansk flertal. Man kan dog argumentere for, at grundet dette flertal, har Xxxxx været nød- saget til at træffe beslutningen som en executive agreement, for at være sikker på at den skulle blive en realitet. Dette får imidlertid den konsekvens, at den kommende præsident ville kunne op- hæve aftalen, da den ikke er bindende i samme grad som en traktat eller lignende aftaler. Derfor kan man reelt argumentere for, at kongressen har haft indirekte indflydelse på aftalen, gennem aftaletypen.
4.4 Den israelske lobbys indflydelse på atomaftalen
Dette analyseafsnit har til formål at undersøge hvilken indflydelse, den israelske lobby har haft på udformningen af atomaftalen. Analyseafsnittet beskæftiger sig med hypotesen om, at en svagere israelsk lobby er en af de forhold, der har muliggjort gennemførslen af atomaftalen. Analyseafsnit- tet vil være struktureret således, at det først analyserer AIPACs indflydelse på aftalens udformning og derefter analyserer, hvorvidt den israelske lobby står svagere end tidligere.
I USA konkurrerer interessegrupper rutinemæssigt for at forme opfattelser af den na- tionale interesse og til at overtale lovgivere og præsidenter til at adoptere deres foretrukne poli- tikker. Proisraelske styrker tror med sikkerhed, at de fremmer politikker, som er i den amerikanske såvel som den israelske nationale interesse. Dette er dog ikke tilfældet. Det meste af politikken de forfægter, er ikke i USA eller Israels interesse og begge ville være i bedre stand, hvis de adopte-
rede en anden tilgang. At bruge termet ”israelske lobby” er på en måde misledende, da der ikke er en central styring og det er delt op i grupper og individuelle personer der ikke nødvendigvis arbej- der sammen i hver sag (Xxxxxxxxxxx & Walt 2007:111ff). Vi har valgt at fokusere på American Is- rael Public Affairs Committee (AIPAC), da der er meget empiri omkring dette, hvor vi bruger israel- ske lobby som synonym. Vi er også opmærksomme på, at kilderne kan tale om den israelske lobby som én og ikke nødvendigvis definere dette præcist.
Tidligere kongresmedlem Xxxxx Xxxxx nævner, at AIPAC kan finde på at straffe kon- gresmedlemmer: de kan trække den økonomiske støtte fra et kongresmedlem, hvis vedkom- mende ikke stemmer for en bestemt ting eller trække vælgerstemmer fra dem i bestemte valgdi- strikter. Xxxxx siger også, at når en beslutning kommer frem, spørger folk om, hvordan de har tænkt sig at gribe det an. Slutteligt nævner han, at det er meget klart, at der er en rigtig vej og en forkert vej – ikke nødvendigvis for USA's interesse, men bestemte lobbyer vil have at du tager stil- ling til det (Al Jazeera). Den israelske lobby har sin hånd om nogle kongresmedlemmer og det er ikke uset, at man som beslutningstager tjekker sine holdninger med AIPACs kurs for at sikre sig den økonomiske støtte og vælgere, så man kan beholde og fortsætte sit erhverv som kongresmed- lem. Beslutningstagerne forsøger at varetage deres egeninteresse som kongresmedlemmer og dette er determineret af deres holdning - blandt andet udenrigspolitiske spørgsmål. Den israelske
lobby, AIPAC, er ikke en beslutningstager, så deres perception af magtbalance og sikkerhed er ikke af betydning for udenrigspolitikken, men som vi ser, har den alligevel noget at skulle have sagt. At beslutninger fra kongresmedlemmerne skal være efter denne lobby har bestemt en indflydelse på beslutningstagerne som i sidste ende er interesseret i at stemme mod denne aftale. Israels sikker- hed er på tale, når der skal stemmes om denne atomaftale, og ifølge neoklassisk realisme er det beslutningstagerne der er omdrejningspunktet for en stats ageren. Det er dermed meget lukrativt for AIPAC at få kongressen over på deres side.
Realiteten er dog den, at kongressen ikke fik indflydelse på atomaftalen, da den blev truffet som en executive agreement. Dette betyder endvidere at den israelske lobby ikke havde mulighed for, at påvirke kongresmedlemmerne og derved havde den endnu mere begrænset ind- flydelse i processen. Dog har vi også en antagelse om, at den israelske lobby står svagere end før, denne antagelse vil blive testet nedenunder. Vi antager at styrken af den israelske lobby spiller li- geledes stadig en relevant rolle, for amerikansk involvering i Mellemøsten og derfor finder vi det relevant at undersøge styrken af lobbyen.
Kilde: (Clement 27/7 2015)
Som set ses på ovenstående diagram, er flertallet af jødiske amerikanere for en aftale med Iran, hvor lidt under en tredjedel er imod. Det viser, at flere ikke forfølger israelske interesser, men snarere amerikanske; et punkt som har indflydelse på lobbyen. Derudover nævnes det også, at de ældre jødisk amerikanske genererationer bliver erstattet med yngre jødisk amerikanske ge- nerationer, som ikke føler sig særligt knyttet til Israel. De yngre generationer ses mere som liberale
end de ældre generationer og dette betyder også en mere venligsindede holdning overfor palæsti- nensere, hvilket i sidste ende betyder, at den israelske lobby står svagere med hensyn til at vare- tage Israels interesser (Beinart 10/6 2010).
“But these secular Zionists aren’t reproducing themselves. Their children have no memory of Arab armies massed on Israel’s border and of Israel surviving in part thanks to urgent military assistance from the United States. Instead, they have grown up viewing Israel as a regional hegemon and an occupying power. As a result, they are more conscious than their parents of the degree to which Israeli behavior violates liberal ideals, and less willing to grant Israel an exemption because its survival seems in peril. Because they have inherited their parents’ liberalism, they cannot embrace their uncritical Zionism. Because their liberalism is real, they can see that the liberalism of the American Jewish establishment is fake” (Beinart 10/6 2010).
Dette er særligt vigtigt for den svagere lobby; det følelsesmæssige aspekt er ikke til- stede blandt den yngre generation af jødiske amerikanere, de har ikke samme erindringer som de ældre og dette er, som tidligere nævnt, en grund til at den israelske lobby står svagere nu end den gjorte tidligere. Det blev også påvist, at for tolv år siden var det kun omkring en tredjedel der ikke har følelsesmæssig tilknyttet til Israel – det er nu omvendt.
Kilde: (Clement 27/7 2015)
Vi ser også tendensen til mere liberale holdninger blandt jødiske amerikanere. Som nævnt, er den yngre generation den, som kommer til at udskifte de ældre lobbyister ved f.eks. AI- PAC og de har samtidig lavet et stemningsskifte:
”(AIPAC) is losing influence because it chose to side with the Israeli rightwing government over its roots in the American Jewish community. So when the American Jewish community divided over Israel, as it has in re- cent years, AIPAC was left on a rightwing ice floe” (Weiss 1/3 2014).
Dette understreger, at tendensen til mere liberale holdninger blandt amerikanske jø- der påvirker AIPAC, der holder fast i deres støtte til den højreorienteret regering i Israel. Mulighe- derne for at påvirke beslutningstagere kan hermed blive særligt svækket, da en mindre støtte til selve lobbyen betyder, at de repræsenterer færre og dette kunne i sidste ende slutte med, at et kongresmedlem ikke behøves at frygte for mangel på stemmer fra jødiske amerikanere, skulle han modsætte sig denne lobby. Dette var én af årsagerne til en eventuel tøven, når der skulle besluttes og dette kunne meget vel blive ændret ved denne nye liberale tendens. Man kunne også forestille sig, at den israelske lobby også står svagere økonomisk set, da flertallet af jødiske amerikanere ikke identificerer sig med dens støtte til den højreorienterede regering eller selve Israel. Det ses især på, at de konservative amerikanske jøder er på 16%, hvilket også afspejler en mulighed for at forfølge en mere liberal politik, både for Xxxxx men også for kongressen. Dog i 2004 fandt en un- dersøgelse, at rundt regnet en tredjedel af amerikanske jøder ser Israel som et fremstående emne, hvor kun cirka 36% ikke følte sig følelsesmæssig knyttet til Israel (Xxxxxxxxxxx & Xxxx 2007:115). Det har altså ændret sig gevaldigt gennem de efterfølgende år, hvilket nok peger tilbage på, at flere og flere unge liberale er kommet til.
” To bolster AIPAC’s standing among progressives…. AIPAC would have to be willing to adopt positions that clash sharply with those of Israel’s con- servative government — whether on the peace process or negotiations with Iran. It would also have to be willing to forgo supporting Republican politicians like Xxxxxx and XxXxxxxxx, who, while favoring aid to Israel, are
anathema to liberal voters. By backing these conservatives, AIPAC has con- firmed the qualms that Wise and officials from Hadassah expressed some 70 years ago. It’s doubtful, however, that AIPAC is ready to break with its current strategy.” (Weiss 1/3 2014).
AIPAC er i problemer i arbejdet for indflydelse på politiske marked i USA: Hvis de skal have mere indflydelse, skal de bevæge sig væk fra den konservative regering, hvis interesse de kæmper for. De liberale amerikanske jøder vokser i antal og som nævnt, er dette en kausal faktor for en svag lobby. AIPAC er ergo fastlåst: Dem, de kæmper for, står selv svagere blandt flertallet og dette betyder, at lobbyen, som den afhængige variabel af Israel, mangler styrke og magt. Måden hvorpå de kan få større mulighed for at påvirke beslutningstagere er, at gå over til en liberal / min- dre konservativ holdning, noget som ikke ville repræsentere Israels interesser.
Som opsamling kan vi uddrage, at et flertal af amerikanske jøder ikke anser Israel som værende i centeret for deres moralske og politiske liv og holder sig mere til at være amerikanere og have amerikanske nationale interesser. At den israelske lobby er i tilbagegang er en signifikant begivenhed og atomaftalen påpeges at være gjort mulig af Xxxxx og Xxxx Xxxxxx egenskaber til at gribe denne anledning til deres fordel (Birnbaum 3/12 2013). Et interessant punkt som ydermere underbygger dette, er nedenstående diagram, som viser, at flertallet peger på, at denne aftale vil øge truslen mod Israel – hvor vi tidligere blev gjort opmærksom på, at de fleste stemmer fleste for
- alligevel. Dette understreger igen den stigende tendens til en amerikansk identitet, hvor ameri- kanske interesser og udenrigspolitik er prioriteret over israelsk tilknytning og sikkerhed inkluderet. Samtidig kan dette understrege en nervøsitet fra AIPAC angående Israels sikkerhed, da internatio- nal sikkerhed, ifølge neoklassik realisme, bestemmes af beslutningstagere – de selv samme beslut- ningstagere AIPAC står til at miste grebet om.
Kilde: (Clement 27/7 2015)
Udover argumentet omkring den yngre generation af mere liberale, amerikanske jø- der som faktor for en svagere lobby, er det interessant at se, hvordan israelske topfolk og eksper- ter modsætter sig AIPACs arbejde og forsøg på indflydelse på amerikansk politik. AIPAC havde lan- ceret en stor kampagne med den hensigt at tale kongressen fra at støtte atomaftalen med Iran.
Det er dog ifølge Center for the renewal of Israeli democracy, Molad misvisende, at AIPAC, som en proisraelsk lobby, bruger Israelske interesser som deres grundlag for denne kampagne og mod- stand. Det forholder sig sådan, at mange israelske sikkerhedseksperter samt tidligere og nuvæ- rende medlemmer af den diplomatiske kerne, politiske ledere og offentlige personer i Israel (hertil både modstandere og fortalere for aftalen) modsætter sig Xxxxxxxxxx interveneren i den Ameri- kanske indenrigspolitiske debat. AIPACs kampagne, ifølge Xxxxx, repræsenterer altså ikke Israel og tjener ikke dens diplomatiske og sikkerhedsmæssige interesser med derimod udelukkende Ne- tanyahus politiske interesser (Molad 2015:1f). Molad nævner fremtrædende og højtstående per- soner fra Israel, blandt andre tidligere chef for den israelske efterretningstjeneste, Xxxxxx Xxxxxx, tidligere chef for det israelske sikkerhedsbureau, Xxx Xxxxxx og administrerende direktør for Insti- tute for National Security Studies, Xxxx Xxxxxx samt tidligere premierminister, Xxxx Xxxxxxx (Mo- lad 2015:3). Xxxxxx Xxxxxx nævner, angående aftalen, at:
” Prime Minister Xxxxxxxxx is trying to assemble the necessary majority in Congress against the agreement. President Xxxxx has already announced that he will veto such a decision, which would spell the collapse of the agreement and erasure of all the concessions Iran has made. Without an agreement, Iran will be free to act as it wishes, whereas the sanctions re- gime against it will crumble in any case, since many countries around the world will hurry to Tehran to sign profitable contracts.” (Molad 2016:2).
De højtstående israelere taler altså imod Xxxxxxxxxx modstand mod aftalen og fremhæver det positive ved den: Iran bliver holdt i skak. Tidligere analytiker af det israelske forsvar og assistentforsker ved det tidligere center for strategiske studier på Tel Aviv universitetet, Xxxxxxx Xxxx nævner, at:
”The agreement contains important positive implications for Israel’s secu- rity. Above all, it prevents Iran’s emergence as a new nuclear-weapon state in the Middle East. Nuclear weapons are in a different, higher league than all other weapons; they alone are definable as an “existential threat.” This potentiality is blocked definitively by the understandings reached in Vi- enna. They prevent a serious erosion of the NPT and help strengthen and consolidate the global regime for the prevention of nuclear weapons – of which Israel, which is not a signatory to the NPT, is one of the main benefi- ciaries." (APN 30/7 2015).
Denne støtte fortsætter også, hvor Majorgeneral Xxxxx Xxxxxx understreger, at næsten hver dag siden atomaftalen blev forhandlet på plads, er flere israelske generaler og sikker- hedschefer kommet frem med den samme besked, der går på, at aftalen er overraskende god for Israels sikkerhed. Selv nævner han: ”And as a retired major general who oversaw many elements
of the Israeli military, I feel it is my duty to join my colleagues” (APN 30/7 2015). AIPAC har som nævnt altså ikke medhold fra mange af de israelske topfolk undtagen Netanyahu og dette ville være endnu en faktor at inddrage i argumentet om en svag israelsk lobby. Ud over at yngre ameri- kanske jøder ikke på samme måde føler sig tilknyttet Israel, har Israel og AIPAC heller ikke ubetin- get medhold fra eksperter og topfolk inden for sikkerhed og hæren.
Det man altså kan konkludere, ud fra ovenstående analyseafsnit er, at den israelske lobby har haft yderst begrænset indflydelse på beslutningen, da beslutningen, som nævnt tidli- gere, blev truffet udenom kongressen. Derudover kan det også konkluderes, at den israelske lobby generelt står svagere en den har gjort tidligere. Dette skyldes primært, at de yngre generationer af jødiske amerikaner er langt mere liberale end de ældre og konservative generationer. Ydermere har de yngre generationer ikke samme emotionelle forbindelse til Israel og amerikanske jøder ge- nerelt har ikke en israelsk nationalfølelse; de ser sig som amerikanere med amerikanske interes- ser. Det blev også fundet, at topfolk inden for sikkerhed og lignende støtter aftalen og står i kon- trast til Xxxxxxxxxx politik og tager afstand til AIPAC - noget, som ydermere underbygger argu- mentet om en svagere israelsk lobby.
4.5 Magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence
Dette analyseafsnit har til formål at undersøge om magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence kan have haft end indflydelse på udformningen af aftalen. Analyseafsnit- tet vil endvidere også beskæftige sig med, en hypotese om at det amerikanske militær er over- stretched og derfor ikke har været interesseret i at løse problemstillingen militært.
4.5.1 Magtforholdet mellem Department of State og Departement of De- fence
Kilde: (Salmon 30/1 2015)
Som ovenstående diagram afspejler, ser vi et relativt kraftigt fald I forsvarsbudgettet, fra 740 milli- arder dollars til 525 milliarder dollars i dag. Dette stemmer også overens med Xxxxxx Xxxxx udta- lelser omkring vigtigheden af soft power med de trusler, USA står over for i dag og han nævner dertil, at:
US dominance in conventional warfare has given prospective adversaries (...) strong motivation to adopt asymmetric methods to counter our ad- vantages. For this reason, we must display a mastery of irregular warfare comparable to that which we possess in conventional combat. Our adver- saries also seek to develop or acquire catastrophic capabilities: chemical, biological and especially nuclear weapons. In addition, they may develop disruptive technologies in attempt to offset US: advantages. For example, the development and proliferation of anti-access technology and wea- ponry. These challenges could come not only in the obvious forms we see today but also in less traditional forms of influence such manipulating global opinion using mass communications venues and exploiting interna- tional commitments and legal avenues. Meeting these challenges require better and more diverse capacities in both hard and soft power, and greater flexibility and skill in employing them (Gates 2008:4).
Som Xxxxxx Xxxx nævner, er det i en tid med biologiske, nukleare trusler samt en mere blød trus- sel i form af meningsmanipulation, vigtigt med en balancering af soft og hard power. Han nævner dertil, at disse typer af trusler kan forekomme individuelt eller i en kombination af hinanden, hvil- ket udvider trusselshorisonten for USA og lægger hard og soft power sammen i værktøjskassen til konfliktløsning. Xxxxx argumenterer også for, at kriser såsom population, ressourcer, miljø og klima kunne i en kombination af hurtig social, kulturel og teknologisk skift skabe et større usikker- hed – en ting, som ikke kun hard power kan bruges som løsning til, men hvor soft power også skulle benyttes. Xxxxx siger også, at globalisering og den voksende økonomiske interdependens
danner et net af interrelaterede sårbarheder og spæder samtidig risici yderligere. Følsomheden overfor kriser bliver af førnævnte forøget og dette genererer mere usikkerhed om omkring deres hastighed og effekt hvilket fører til, at den nuværende forsvarspolitik skal tage hensyn til disse usikkerhedsområder (Gates 2008:4f). Xxxxxx Xxxxx nævner altså soft power som et alternativ til det relative store ansvar som der lægger på skuldrene af Department of Defence og det ses i års- opgørelsen fra Department of State fra 2016, at de i 2017 anmoder om 50,1 milliarder dollars til blandt andet at varetage Department of Defence's interesser og ansvarsområde:
"The 2017 State Department and USAID budget request of $50.1 billion proposes targeted investments in international programs that will defeat terrorist organizations such as ISIL and al-Quida; mitigate climate change; promote America's economic interests; combat hunger and epidemic dis- ease; respond to humanitarian emergencies and peacekeeping missions; secure our people and facilities overseas; and much more." (Xxxxx.xxx 9/2 2016)
Som ovenstående citat omtaler, hjælper Department of State til med at bekæmpe, hvad Xxxxx nævnte som værende Department of Defence's ansvarsområde tilbage i 2007, hvor det blev nævnt, at mere soft power vil være fordelagtigt til internationale problemstillinger - noget som kunne optræde i deres internationale programmer. Det er også tydeligt, at Department of State har et større fokus på humanitære kriser såsom hungersnød, klima forandringer og fredsbe- varing. Som Gates nævnte, var disse en kausal faktor til øget usikkerhed og noget, som Depart- ment of Defence skulle være opmærksom på. At Department of State har taget meget ansvar på dette område viser et begyndende skift fra den militære løsning på international sikkerhed til et fokus på et mere humanitært syn på konflikter og sikkerhedspolitik.
Kilde: (xxxxx.xxx 16/12 2009)
Kilde: (xxxxx.xxx 16/12 2013)
Ser man på Department of States budget gennem de seneste år, viser dette en klar stigning: i 2006 lå budgettet på 26 milliarder dollars, hvor det også skal nævnes, at Xxxxxx X. Xxxx havde præsidentembedet og som nævnt tidligere var mere til militær magt. Budgettet streg rimeligt efter 2006, til henholdsvis 31,5 i 2007 og 38,8 i 2007, men steg i markant grad til 51,5 mil- liarder dollars i 2009, hvor Xxxxx overtog embedet og lå i 2013 på 60,6 milliarder dollars. Dette afspejler en større tendens til mere humanitære og soft power relaterede løsninger på internatio- nale problemstillinger fra USA's side. Xxxxxx Xxx peger på dette som værende en vigtig strategi,
skulle USA generobre den faldende indflydelse og image; Nye taler nemlig i sin artikel, The War of Soft Power, omkring brugen af soft power, hvor den soft power kommission han var en del af, kon- kluderede at:
"(...) America’s image and influence had declined in recent years and that the United States had to move from exporting fear to inspiring optimism and hope. The Smart Power Commission was not alone in this conclusion. Even when he was in the Xxxxxx X. Xxxx administration, Defense Secre- xxxx Xxxxxx Xxxxx called on Congress to commit more money and effort to soft-power tools including diplomacy, economic assistance, and communi- cations because the military alone cannot defend America's interests around the world.” (Nye 12/4 2011).
Det amerikanske militær vurderes til ikke at være i stand til at forsvare USA's interesser i verden og det er altså her, soft power løsninger skal inkluderes i den samlede værktøjskasse til internatio- nale problemstillinger. Som det ses på de tre ovenstående diagrammer, er der en øget tendens til at nedskrive vigtigheden af den militære magt og opløfte fokusset på soft power.
En anden grund til at USA valgte, at neutralisere atomtruslen fra Iran gennem en multilateral non- militær aftale, kan skyldes, at det amerikanske militær i forvejen er overstretched og derfor ikke har kunne magte at holde Iran i skak militært. Dette er et argument der bunder i en realitet om, at samtidig med at forsvarsbudgettet bliver formindsket, bliver konflikterne og truslerne mere asym- metriske og bekostelige.
Kilde: (Salmon 30/1 2016)
Forsvarsbudgettet steg markant fra slutningen af 1990’erne og toppede omkring med samlede defence spendings på 757 milliarder USD, Overseas Contingency Opreations med- regnet. Derfra er udgifterne faldet markant, til i 2016 at være det laveste siden slutningen af
1990’erne. Fra 2010 til 2016 er defence spendings skåret med 25% i 2015 faste priser (Salmon 30/1 2015). Mange af disse besparelser, i perioden 2010 til 2016, skete på beredskabs- og moder- niseringsfronten. Dels stoppede/annullerede man nogle forskningsprogrammer, man skar i perso- nellet, man stoppede produktionen af nogle typer militært udstyr og man pensionerede ligeledes noget militærudstyr, såsom en Carrier (Salmon 30/1 2015). Disse besparelser kom efter, at Xxxxx tiltrådte som præsident i 2009, hvortil hans tilgang var, at man skulle fokusere på intern beskyt- telse, afslutte krigen i Irak og blandt andet bygge varmere relationer med Rusland. I den forbin- delse trak man blandt andet tropper tilbage fra Europa. Realiteten af problemerne i den internati- onale sfære har dog været anderledes. I Xxxxxx præsidentperiode har der dog været en række problemstillinger, hvor det, på trods af et bebudet fokus på interne problemer, har været nødven- digt med enten involvering eller som minimum til stillingtagen. Dette er blandt andet problemstil- linger såsom Det Arabiske Forår, kampen mod ISIS i Irak og Syrien, Ruslands invadering og annek-
tering af Krim, øget aggressivitet fra Kina – navnlig i det Sydkinesiske hav, den vedvarende atom- trussel fra Iran, problemstillinger med failed states i Afrika og humanitære kriser såsom Ebola epi- demien i Vestafrika. Dette er ikke nødvendigvis problemstillinger, der kræver en militær interven- tion/involvering fra USA’s side af, men de kræver til dels, at det amerikanske forsvar er klar på, at reagere på truslerne (Salmon 30/1 2015).
Ovenstående argument lød på, at i takt med at USA har skåret ned på defence spen- dings, så er problemstillingerne i den internationale sfære blevet mere asymmetriske og krævende for det amerikanske forsvar. Der hvor denne problemstilling bliver relevant i forhold til atomafta-
len, er med et teoretisk udgangspunkt i Xxxxxx Xxxxxxxx’ bureaukratiske egeninteresser. Her er det især bureaukratiske egeninteresser der er interessante; hvordan forskellige institutioner og deres repræsentanter forsøger at påvirke beslutninger, så beslutningerne bliver mest udbyttelses- rige for de enkelte institutioner. Dette skal i denne sammenhæng forstås som, hvordan Depart- ment of Defence forsøger at påvirke atomaftalen til deres fordel. Da atomtruslen fra Iran med årene ikke er blevet mindre, har det været nødvendigt at ændre tilgangen til, hvordan man elimi- nerer denne trussel. Hertil har der formegentlig været flere muligheder på bordet, hvor militær intervention/hard power brug har været en af dem og inklusion/soft power og diplomati en an- den. Set i lyset af det det i forvejen eksisterende overstretch, kan man derfor argumentere for, at Department of Defence har haft en bureaukratisk egeninteresse i ikke at være involveret i løsnin- gen på atomtruslen. Dette vil på flere områder være fordelagtigt for Department of Defence. For det første har man ikke skulle bruge flere ressourcer i forbindelse med en militær intervention i Iran. For det andet betyder en fredelig eliminering af atomtruslen fra Iran også, at man ikke læn-
gere har behov for, at balancere den trussel i Mellemøsten. Set i lyset af USA’s i forvejen tætte for- hold med Israel og Saudi Arabien, så vil en eliminering af atomtruslen fra Iran betyde, at der kun er en reel trussel tilbage i Mellemøsten: religiøs ekstremisme. Dette betyder også, at USA generelt kan være mere tilbageholdende i regionen og derved vil det være mindre ressourcekrævende for Department of Defence at balancere i regionen.
Argumentet er altså følgende: Department of Defence har haft en bureaukratisk egeninteresse i ikke at være involveret i løsningen på atomtruslen fra Iran. Dette skyldes, at det
amerikanske forsvar i forvejen er overstretched og derfor finder det fordelagtigt ikke at være en del af løsningen, da man derfor heller ikke bliver bebyrdet med yderligere udgifter.
Det kan som opsamling konkluderes, at atomaftalen med Iran havde særlige inden- rigspolitiske/inter-institutionelle og bureaukratiske aspekter. Department of State har gennem de seneste år fået et markant stort budget, der er blevet mere end fordoblet efter Xxxxxx overta- gelse af præsidentembedet i 2009, hvor Department of Defense's budget har haft et tydeligt fald. Det forbliver højt, men derimod har Department of State udvidet deres internationale problemstil- lingshorisont, hvor krig mod terror står på dagsordenen og ansvarslisten blandt humanitære pro- blemer og kriser, hvor disse ansvarspunkter står samlet under den generelle overskrift: sikkerheds- politik.
Der blev ydermere fremsat beviser for, at det amerikanske militær kan være over- stretched, hvilket skyldes et alt for stort ansvarsområde for forsvaret og nedskæringer på budget- tet. Truslerne, der fremkommer i denne tid, er præget af både asymmetri samt bekostelighed. Det blev til sidst fundet, at de bureaukratiske egeninteresser i dette spil fremkom som et særligt inte- ressepunkt: Department of Defence var teoretisk set ikke interesseret i at blive indblandet i atom- aftalen på grund af militær overstrækning og de omkostninger, en militær løsning ville bære med sig.
Denne projektrapport havde til formål at undersøge hvilke interne forhold, der muliggjorde gen- nemførslen af en atomaftale mellem USA og Iran. Motivationen bag dette emne var en undren over, at man fra amerikansk side, pludselig underskrev en atomaftale med Iran, på trods af strenge sanktioner og eksklusion siden slutningen af 70’erne. For bedre at kunne undersøge hvilke interne forhold, der muliggjorde gennemførslen, tog projektrapporten udgangspunkt i neoklassisk reali- stisk teori om udenrigspolitik og en række opstillede hypoteser. Da projektrapporten udelukkende fokuserer på interne forhold, bygger det den antagelse, at der er sket ændringer i det internatio- nale system og USA’s relative magt. Dette bliver Xxxxxx Xxxx beskrevet som værende det første sted, man bør undersøge, når man foretager analyser af et lands udenrigspolitik. Analysens fem dele har derfor til formål at teste projektrapportens fem opstillede hypoteser, som alle har en di- rekte eller indirekte indflydelse, på konceptet national politisk magt, som er den magt, der er nød- vendig for at kunne gennemføre en beslutning. De fem delanalyser er kommet til følgende konklu- sioner:
Det blev i første analysedel fundet, at Xxxxxx Xxxxxx syn på det internationale sy- stem og måden hvorpå internationale relationer bør foregå, er en plausibel årsag til, at man indgår en multilateral aftale, for at eliminere Irans nukleare trussel. Dette bunder i det neoklassiske reali- stiske argument om, at beslutningstageres perceptioner af det internationale system og relativ magt påvirker måden hvorpå de agerer. Derudover er aftalen stærkt inspireret af det neoliberale koncept kompleks interdependens, som fokuserer på inklusion frem for eksklusion, hvilket stem- mer overens med Xxxxxx Xxxxxx ideologiske grundideer og doktrin.
Ud fra anden analysedel kan man konkludere, at befolkningens holdning formegent- lig ikke har været en af de drivende kræfter mod at få gennemført aftalen. Dette skyldes, at be- folkningens holdning generelt er meget inkonsistent og Xxxxxx Xxxxx derfor kan have haft svært ved at få national politisk magt gennem befolkningen. Opinionsundersøgelser pegede på den ene side på, at befolkningens opbakning til udsigten til amerikansk involvering i konflikter faldt og at befolkningen generelt var utilfreds med kongressens evne til at udføre sit arbejde. Disse to opinio-
ner taler for Xxxxxx Xxxxx, da han gennem dem har kunne påvise, at andet end militær interven- tion er nødvendigt. Dog viste opinionsundersøgelser også, at befolkningen generelt havde lav støtte til selve atomaftalen, lav tiltro til at aftalen ville holde og samtidig stor opbakning til militær intervention, hvis Iran ikke overholdt aftalen. Disse opinioner talte mod Xxxxxx Xxxxx, dels på grund af den manglende tiltro til aftalen og dels på grund af de illustrerer den manglende konsi- stens i befolkningens holdning.
I testen af den tredje hypotese fandt analysen frem til en af de væsentlige grunde til, at atomaftalen blev mulig. Grunden til dette var, at kongressen ikke formåede at få en direkte ind- flydelse på atomaftalen. Dette skyldes, at Xxxxxx Xxxxx traf beslutningen som en executive agre- ement og kom derved udenom kongressen. Det lykkedes heller ikke for kongressen at blokere gen- nemførelsen, trods forsøg. Ved at gå udenom kongressen, har Xxxxxx Xxxxx kunne samle nok na- tional politisk magt til at få aftalen gennemført. Kongressen fik dog lidt indirekte indflydelse, idet at Xxxxxx Xxxxx generelt har haft større modstand i kongressen end tidligere præsidenter og han kan derfor have følt sig tvunget til at træffe beslutningen som executive agreement for overhoved at få den gennemført. Dette får derved den konsekvens at aftalen er mindre bindende fra ameri- kansk side, end hvis den havde været gennem kongressen. Dette får især relevans for den kom- mende præsident, der frit kan vælge at trække sig fra aftalen.
Den fjerde analysedel behandlede en hypotese om, at en israelske lobby var blevet svagere, hvilket har været med til, at muliggøre gennemførelsen af aftalen. Denne hypotese blev delvist afkræftet i analysen. Dette skyldes, at selvom den israelske lobby blev svagere, som hypo- tesen antog, så havde lobbyen ikke nogen indflydelse på aftalen, qua at de ikke var i stand til at påvirke kongressen. Analysen kom dog frem til, at den israelske lobby står svagere end tidligere. Den ene af grundene til dette er, at de yngre generationer af jødiske amerikanere ikke har samme emotionelle forhold til Israel som de ældre generationer af jødiske amerikanere. Derudover har de yngre generationer også en større amerikansk nationalfølelse og tilskriver sig derfor også ameri- kanske interesser og ikke israelske. Den tredje årsag er, at der er mere liberale tendenser hos de yngre generationer af amerikanske jøder, modsat konservative tendenser hos de ældre. Dertil kom analysen også frem til, at israelske topfolk inden for blandt andet sikkerhed står i kontrast til Ben- jamin Xxxxxxxxxx politik og støtter aftalen, hvor de dertil også tager afstand fra AIPAC.
Den femte og sidste analysedel kom også med en mulig grund til, at aftalen kunne blive gennemført. Dette skyldes, dels at det amerikanske forsvar er overstretched, grundet en kombination af flere asymmetriske trusler og besparelser på Department of Defences budgetter. Dette kan betyde, rent teoretisk, at Department of Defence har haft en bureaukratisk egeninte- resse i ikke at være en del af løsningen, da man i forvejen er overstretched. Derudover fandt ana- lysedelen også frem til, at magtforholdet mellem Department of State og Department of Defence har ændret sig de seneste år, til Department of States fordel. Dette skyldes blandt andet, at De- partment of State har fået en budgetstigning, mod førnævnte fald hos Department of Defence.
Dette stemmer godt overens med Xxxxxx Xxxxxx doktrin om øget brug af Soft Power.
Den overordnede konklusion må ud fra ovenstående delkonklusioner være følgende: Forholdene, der har muliggjort gennemførslen af atomaftalen mellem USA og Iran, har skulle fin- des i det amerikanske politiske system. Her er det især beslutningstagernes perceptioner af det internationale system, relativ magt og måden at agere på i internationale relationer, der har påvir- ket aftalens udformning. Muligheden for at gå udenom kongressen, har givet nok national politisk magt til at få aftalen gennemført og et overstretched militær, der ikke er interesseret i at være en del af løsningen. Udefrakommende påvirkninger, i form af befolkningens holdning og den israelske lobby, har hverken været konsistent nok for beslutningstagerne at drage på og lobbyen har været sidesporet, da kongressen ikke har været involveret i beslutningsprocessen.
Xxxxxxx, X., & Xxxxxxx, P. (1999). Essence of Decisionmaking: Explaining the Cuban Missile Crisis (2. udg.). Xxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxx.
Xxxxx, X. (2012). U.S. Foreign Policy in the Middle East. I M. Xxx, & X. Xxxxxx, U.S. Foreign Policy (2. udg.). Oxford: Oxford University Press.
Xxxxxxx, X., & Xxxxxxxx, X. (2013). Introduction to International Relations: Theories and Approaches (5. udg.). Oxford: Oxford University Press.
Xxxx, X., & Xxxxxxxx, K. B. (2012). Samfundsvidenskabernes videnskabsteori - En indføring (2. udg.).
Xxxx Xxxxxxxx Forlag.
Xxxxxxxxxxx, X., & Xxxx, X. (2007). The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy. New York: Farrar, Straus and Giroux.
6.2 Hjemmesider og nyhedsartikler
Al Jazeera English. (6. november 2015). UpFront - The US and the pro-Israel Lobby. Hentet 23. maj 2016 fra Xxxxxxx.xxx: xxxxx://xxx.xxxxxxx.xxx/xxxxx?xxX0XxxxxxX0x
APN. (30. juli 2015). Israeli Nuclear/Security Experts on the Iran Deal. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxx.xxx: xxxxx://xxxxxxxx.xxx/xxxxx.xxx?xxx00000#.X0XxXX00X0x
xxx.xxx. (16. januar 2016). Iran nuclear deal: Key details. Hentet 23. maj 2016 fra xxx.xxx: xxxx://xxx.xxx.xxx/xxxx/xxxxx-xxxxxx-xxxx-00000000
Beinart, P. (10. juni 2010). The Failure of the American Jewish Establishment. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxxxx.xxx/xxxxxxxx/0000/00/00/xxxxxxx-xxxxxxxx-xxxxxx- establishment/
Birnbaum, N. (3. december 2013). Influence of Israel lobby declining in US, opening new posibilities. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxxxxx.xx: xxxx://xxx.xxxxxxxxxxx.xx/xxxxxxx/000000.xxxxx
Xxxxxxx, X. (27. juli 2015). Jewish Americans support the Iran nuclear deal. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxxxxxxxx.xxx: xxxxx://xxx.xxxxxxxxxxxxxx.xxx/xxxx/xxx- fix/wp/2015/07/27/jewish-americans-support-the-iran-nuclear-deal/
xxx.xxx. (21. April 2016). U.S. - Saudi Relationship. Hentet 23. maj 2016 fra xxx.xxx: xxxx://xxx.xxx.xxx/xxxxx-xxxxxx/xx-xxxxx-xxxxxxxxx/x00000
xxxxxxx.xxxxx.xxx. Congress Profiles. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxx.xxxxx.xxx: xxxx://xxxxxxx.xxxxx.xxx/Xxxxxxxxxxxxx-Xxxxxxxx/Xxxxxxxx/000xx/
Xxxxxx, X. (10. september 2015). Xxxxx'x Iran deal survives vote in Congress. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxxxx.xxx/xxxx/xxxx-xxxx-xxxxxxxx-xxxxx-xxxx-xx- congress/
Xxxxx, X. (23. april 2007). Remarks of Senator Xxxxxx Xxxxx to the Chicago Council on Global Affairs. Hentet 23. maj 2016 fra xxx.xxx: xxxx://xxx.xxx.xxx/xxxxxxxxx/xxxxxxx-xxxxxxx- xxxxxx-xxxxx-chicago-council-global-affairs/p13172
Xxxxxx, X. (16. januar 2016). What lifting Iran sanctions means for world markets. Hentet 23. maj 2016 fra xxx.xxx: xxxx://xxx.xxx.xxx/xxxx/xxxxx-xxxxxx-xxxx-00000000
Salmon, D. N. (30. januar 2015). A Proposal for the FY 2016 Defence Budget. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxxxxx.xxx/xxxxxxxx/xxxxxxx/0000/00/x-xxxxxxxx-xxx-xxx- fy-2016-defense-budget
Xxxxxxxx, X. (18. september 2015). After Congress Fails to Disapprove, Administration Starts Moving on Iran Deal. Hentet 23. maj 2016 fra xxx.xxx: xxxx://xxx.xxx.xxx/xxxxxxxx/xxxxx- congress-fails-to-disapprove-administration-starts-moving-on-iran-deal-1442579536
xxxxx.xxx. (16. december 2009). FY 2009 Highlights. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxx.xxx/x/x/xx/xxx/xxxxxxx/0000/xxxx/000000.xxx
xxxxx.xxx. (16. december 2013). FY 2013 Highlights. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxx.xxx/x/x/xx/xxx/xxxxxxx/0000/xxxx/000000.xxx
xxxxx.xxx. (10. marts 2015). U.S. Relations With Iran. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxx.xxx/x/xx/xx/xxx/0000.xxx
xxxxx.xxx. (9. februar 2016). The Department of State and USAID FY 2017 Budget. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxx.xxx/x/xx/xx/000000.xxx
xxxxx.xxx. Joint Comprehensive Plan of Action. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxx.xxx/x/xx/xxx/xxx/xxxx/xxxxx/
Xxxxx, X. (1. marts 2014). AIPAC is losing influence in US politics because it is too tied to Israeli government - judis. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxxxx.xxx: xxxx://xxxxxxxxxx.xxx/0000/00/xxxxxxxxx-xxxxxxxx-xxxxxxxxxx/
Xxxxxxxxx, X. (28. november 2015). State Department Affirms That Iran Deal Is Only a Political Commitment. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxxxxx.xxx: xxxxx://xxx.xxxxxxxxxxx.xxx/xxxxx-xxxxxxxxxx-xxxxxxx-xxxx-xxxx-xxxx-xxxxxxxxx- commitment
6.3 Rapporter, publikationer og tidsskriftartikler
Xxxxx, X. (6. september 2013). U.S. Support for Action in Syria is Low vs. Past Conflicts. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxxx.xxx/xxxx/000000/xxxxxxx-xxxxx-xxxxxx-xxxxx- past-conflicts.aspx?g_source=&g_medium=&g_campaign=tiles
Xxxxx, X. (17. februar 2016). After Neuclear Deal, U.S. Views of Iran Remain Dismal. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxxx.xxx/xxxx/000000/xxxxx-xxxxxxx-xxxx-xxxxx- iran-remain-dismal.aspx?g_source=Iran&g_medium=search&g_campaign=tiles
Xxxxxxx, X., & Xxxxxx, M. (2016). The Mutual Dependency of Force and Law in American Foreign Policy. University of Chicago Law Review. Hentet 23. maj 2016 fra xxxx://xxxxxxxxxxxxxx.xxxxxxxx.xxx/xxxxxxx_xxxxxxxx/?xxx_xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xxxx xxxx.xxx%2Fjournal_articles%2F8268&utm_medium=PDF&utm_campaign=PDFCoverPage s
Xxxxx, X. (2008). National Defence Strategy. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxx://xxxxx.xxxxxx.xx/xxxxx?xxxxx&xxx&xxxXxXXxXXxxXxX&xxxxxx&xxxXX0&xxxXxxxxx
+gates+soft+power&ots=pP5ruiZRPb&sig=iq8KYA_QvDHZFNqObDQmUMDqHlQ&redir_esc
=y#v=onepage&q&f=false
Xxxxx, X. (25. juni 2014). Support for Iraq Military Action Low in Historical Context. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxxx.xxx/xxxx/000000/xxxxxxx-xxxx-xxxxxxxx-xxxxxx- low-historical-context.aspx?g_source=Iraq&g_medium=search&g_campaign=tiles
Molad. (2015). The Iran Deal: AIPAC Does Not Speak for Israel. Molad - the center for renewal of Israeli democracy. Hentet 23. maj 2016 fra xxxx://xxx.xxxxx.xxx/xxxxxx/xxxxxx/xxxxx/XxxxxXxxxxxxxxxxxxx.xxx
Xxx, X. X. (12. april 2011). The War on Soft Power. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxxxxxxx.xxx: xxxx://xxxxxxxxxxxxx.xxx/0000/00/00/xxx-xxx-xx-xxxx-xxxxx/
Xxxxx, X. (juli/august 2007). Renewing American Leadership. Foreign Affairs.
Xxxxxxxxxx, X. (2009). American Foreign and Security Policy under Xxxxxx Xxxxx: change and continuity. Bratislava: CENAA. Hentet fra xxxx://xxxxx.xxx/xxxxxxxx/xxxxxxxx-xxxxxxx-xxx- security-policy-under-xxxxxx-xxxxx-change-and-continuity/
Xxxxxx, R., & Xxxxxxxxx, L. (marts 2016). Globalization, the Obama administration and refashioning of US exceptionalism. International politics, s. 220-238.
Xxxxx, X. (2015). Executive Agreements as a Foreign Policy Tool During Bush and Obama Administrations. Hentet 23. maj 2016 fra xxxx://xxxxxx.xxxx.xxx/xxx0/xxxxxx.xxx?xxxxxxxx_xxx0000000
Xxxx, X. (Oktober 1998). Review: Neoclassical Realism and Theories of Foreign Policy. World Politics(Vol. 51, No. 1), s. 144-172.
Xxxxxx, X. (9. november 2015). American Anxiety Over Middle East Buffets Public Support for US Presence in the Region. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxxxxxxxxxx.xxx: xxxxx://xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxx.xxx/xxxxxxxxxxx/xxxxxxxx-xxxxxxx-xxxx-xxxxxx-xxxx- buffets-public-support-us-presence-region
Xxxxxx, X. (6. juli 2015). Americans Favor Deal With Iran: Willing to Back With Force. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxxxxxxxxxxxxx.xxx: xxxxx://xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxx.xxx/xxxxxxxxxxx/xxxxxxxxx-xxxxx-xxxx-xxxx-xxxxxxx-xxxx- force
Xxxx, X. (25. april 2016). Xxxxx Retains Strong Edge Over Congress in Job Approval. Hentet 23. maj 2016 fra xxxxxx.xxx: xxxx://xxx.xxxxxx.xxx/xxxx/000000/xxxxx-xxxxxxx-xxxxxx-xxxx- congress-job-approval.aspx?g_source=POLITICS&g_medium=topic&g_campaign=tiles