Gjerrild Strands Grundejerforening
Gjerrild Strands Grundejerforening
Vedtægter for Gjerrild Nordstrands Grundejerforening.
Navn og formål
§ 1: Foreningens navn er “Gjerrild Nordstrands Grundejerforening” – herefter GNG. Dens virkefelt er sommerhusområderne på Gjerrild Nordstrand, og dens hjemsted er formandens adresse.
§ 2: Det er GNGs formål primært at sørge for vedligeholdelse af og tilsyn med områdets private fællesveje, stier m.m. samt at være bindeled mellem grundejerne og offentlige myndigheder. GNG medvirker efter bestyrelsens skøn derudover til løsning af væsentlige opgaver, der har betydning for området som sådan eller for grupper af grundejere.
GNG skal virke til gavn for Gjerrild Nordstrand som rekreativt område og kan efter bestyrelsens bestemmelse tage initiativ til eller være del af arrangementer og initiativer, der fremmer foreningens formål: Blå Flag, strandrensning etc.
Medlemskab
§ 3: Som medlemmer kan optages personer, der ejer grunde i foreningens virkeområde. Økonomi
§ 4: Medlemmerne er forpligtet til at betale det kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen og hæfter alene med det indbetalte kontingent. De økonomiske midler til foreningens virke skaffes tillige ved indtægtsgivende virksomhed, offentlige og private tilskud og ved midler fra fonde, indsamlinger, arrangementer, annoncesalg i medlemsblad og på hjemmeside m.v. Ved udtræden af foreningen refunderes indbetalt kontingent ikke.
§ 5: Foreningens midler anbringes i videst muligt omfang i pengeinstitut eller statsgældsbeviser. GNG kan kun stifte gæld med generalforsamlingens tilslutning (se § 13).
§ 6: Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet, der skal indeholde driftsregnskab og status, revideres før den ordinære generalforsamling af foreningens generalforsamlingsvalgte revisorer.
§ 7: Ved opløsning af GNG båndlægges aktiverne i mindst to år med henblik på start af ny forening, og de kan først derefter anvendes til fremme af områdets rekreative kvaliteter. (se § 21) Generalforsamling
§ 8: Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, som holdes hvert år fortrinsvis i forbindelse med generalforsamlingen i Gjerrild Nordstrands Vandværk, dog inden udgangen af maj måned.
§9: Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning (som drøftes og sættes afstemning)
3. Fremlæggelse af revideret regnskab og godkendelse heraf
4. Fremlæggelse af budget, og kontingent for kommende år og godkendelse heraf
5. Indkomne forslag.
6. Beslutning om antal medlemmer i bestyrelsen.
7. Valg (se også § 16 og 17):
a. Formand (vælges i ulige år).
b. Kasserer (vælges i lige år).
c. Bestyrelsesmedlemmer.
2 vælges lige år og 3 vælges i ulige år.
d. 2 Bestyrelsessuppleanter. (én vælges i lige og én vælges i ulige år).
e. 2 Revisorer (én vælges lige og én vælges i ulige år) og 1 revisorsuppleant.
8. Eventuelt.
§10: Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 21 dages varsel. Indkaldelsen skal ske skriftligt med angivelse af dagsorden bilagt kopi af det reviderede regnskab. Indkaldelsen skal ske ved opslag på grundejerforeningens hjemmeside og i informationsportalen ved indkørsel til sommerhusområdet. Medlemmer, som ikke har adgang til hjemmesiden via internettet, kan ved henvendelse til foreningen aftale at få sendt pr. brevpost.
§ 11: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 12: På generalforsamlingen kan der kun stemmes ved personligt fremmøde af ejeren eller dennes befuldmægtigede. Der kan ikke derudover stemmes ved fuldmagt. Hvert medlemskab giver én stemme. På forlangende foretages skriftlig afstemning. Medlemmer, der er i kontingentrestance, har ikke stemmeret på generalforsamlingen.
§ 13: Beslutninger træffes på generalforsamlingen ved almindeligt flertal. Beslutning om optagelse af lån, ændring af vedtægter eller sammenlægning med anden forening kræver dog et flertal på mindst 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling
§ 14: Der holdes ekstraordinær generalforsamling, hvis et flertal i bestyrelsen eller mindst 15% af medlemmerne skriftligt fremsætter ønske om det. Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling, der skal holdes senest 60 dage efter bestyrelsen har modtaget anmodningen og med mindst 21 dages varsel fra indkaldelsen. Dagsordenen skal fremgå af indkaldelsen, der sker som ved ordinær generalforsamling. Der kan ikke behandles andre emner end de på dagsordenen angivne.
§ 15: En ekstraordinær generalforsamling er beslutningsdygtig, hvis 20 % af medlemmerne deltager. Derudover gælder bestemmelserne i § 12 og § 13.
Bestyrelsen
§ 16: GNG ledes af en bestyrelse på mindst fem og højst syv medlemmer. Generalforsamlingen fastsætter antallet af bestyrelsesmedlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Den vælger tillige to suppleanter til bestyrelsen, to revisorer og en revisorsuppleant. Revisorerne vælges skiftevis – den ene i ulige årstal den anden i lige årstal. Alle valg gælder for to år.
§ 17: Formand og kasserer vælges af generalforsamlingen, således at formanden er på valg i ulige årstal, mens kassereren er på valg i lige årstal. Afgår formand eller kasserer i utide indtræder suppleanten i bestyrelsen, der derefter konstituerer sig indtil valgperiodens udløb.
§ 18: Bestyrelsen udarbejder sin egen forretningsorden, vælger af sin midte næstformand, kassererassistent og sekretær og nedsætter udvalg og arbejdsgrupper. På bestyrelsens opfordring kan medlemmer uden for bestyrelsen indtræde i arbejdsgrupper. Formand og kasserer tegner foreningen i økonomiske spørgsmål. Bestyrelsen kan meddele prokura til kassereren – eventuelt inden for en beløbsramme.
§ 19: Bestyrelsen har ansvaret for GNG´s daglige ledelse i overensstemmelse med foreningens formål og træffer aftale med relevante personer eller firmaer om udførelse af påkrævet arbejde. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af medlemmerne deltager i bestyrelsesmødet. Ved stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende.
Sammenslutning med anden forening
§ 20: Sammenlægning med anden forening kræver vedtagelse på en generalforsamling. Forslaget om sammenslutning skal optræde på den pågældende generalforsamlings dagsorden. Bestyrelsen redegør forud for afstemningen for de førte forhandlinger. De mellem de to foreninger indgåede aftaler om bl.a. økonomi forelægges skriftligt for generalforsamlingen til godkendelse (se § 13).
Opløsning
§ 21: Foreningen kan kun opløses, hvis en generalforsamling indkaldt med opløsningen på dagsordenen, bestemmer det. Opløsning af foreningen kræver, at mindst 25 procent af samtlige medlemmer deltager i generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede stemmer for opløsning. Er disse krav ikke opfyldt, skal der – senest 60 dage efter – med 14 dages varsel indkaldes til en ny generalforsamling med samme dagsorden, hvor opløsningen kan vedtages med almindeligt flertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede.
Generalforsamlingen kan efter beslutningen om opløsning nedsætte et udvalg til endelig afvikling af foreningen og til i henhold til § 7 at varetage generalforsamlingens beslutning angående foreningens aktiver.
Foreningens første vedtægter trådte i kraft 29. juni 1969, ændret 12. maj 1995. Ovenstående vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen 5. maj 2005 og ændret ved generalforsamlingen 4. maj 2012 samt ved generalforsamlingen 30.maj 2019.
Ændringen træder i kraft omgående.