Driftsoverenskomst mellem
Driftsoverenskomst mellem
Region Hovedstaden og
den selvejende institution Røde Kors’ Herberg for Kvinder v/ Hovedstadens Røde Kors
Nærværende driftsoverenskomst vedrører driften af den selvejende institution Røde Kors’ Herberg for kvinder (herefter Herberget), Kettegårds Allé 14 A, st. th. 2650 Hvidovre.
Herberget drives som herberg for kvinder i henhold til § 110 i lov om social service (herefter serviceloven), jf. gældende lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012.
Driftsoverenskomsten er indgået mellem Herbergets styregruppe og Region Hovedstaden.
§ 1 - Ejerforhold
Herberget er en selvejende institution, som drives af Hovedstadens Røde Kors. Herberget har til huse i et lejemål på adressen Xxxxxxxxx Xxxx 00 X, xx. xx., st. tv., 1. th. og 1. tv. 2650 Hvidovre.
Lejekontrakten er vedlagt som bilag 1.
§ 2 – Målgruppe
Herberget er et midlertidigt botilbud i henhold til servicelovens § 110. Målgruppen er kvinder uden børn med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp, der ikke kan ydes efter andre regler inden for den sociale lovgivning eller anden lovgivning. Målgruppen omfatter ikke personer med betydelig og varigt nedsat fysisk funktionsevne.
§ 3 – Formål
Herbergets formål er at yde husly, beskyttelse, omsorg og rådgivning til voksne kvinder i akut krise samt at støtte dem i at få overblik over deres nuværende situation og støtte dem i at tage ansvar for
eget liv og egne handlinger. Under opholdet på Herberget modtager beboerne ydelser inden for rammerne af servicelovens § 110.
§ 4 – Driften af tilbuddet
Stk. 1 – Herbergets ledelse
Herbergets ledelse består af en styregruppe, der har det overordnede ansvar for tilbuddet, og en leder af tilbuddet, der varetager den daglige ledelse og drift.
Stk. 2 – Ansvar for driften
Herbergets styregruppe har ansvaret for, at Herbergets administrative, økonomiske og faglige anliggender varetages under hensyntagen til Herbergets formål og gældende lovgivning.
Styregruppen har endvidere over for regionen ansvaret for, at Herberget drives i henhold til nærværende driftsoverenskomst, og at bestemmelserne i driftsoverenskomsten efterleves.
Herbergets leder varetager under ansvar over for Herbergets styregruppe den daglige administrative, faglige og økonomiske ledelse og drift af tilbuddet i henhold til Herbergets formål og givne retningslinjer.
Herbergets ledelse har ret og pligt til at deltage i relevante kollegiale og faglige samarbejdsfora i Region Hovedstaden.
§ 5 - Forpligtelser
Stk. 1 – Krav og pligter
Herberget er omfattet af samme krav og pligter, som Region Hovedstaden stiller til de øvrige sociale tilbud, som regionen selv driver eller har driftsoverenskomst med.
Stk. 2 – Rammeaftalen
Herberget er til enhver tid underlagt de økonomiske og driftsmæssige vilkår og rammer, som fastlægges i den årlige rammeaftale vedrørende social- og specialundervisningsområdet mellem Region Hovedstaden og kommunerne beliggende i regionen.
Region Hovedstaden og Herberget er forpligtet til at tilpasse samt at udvikle indholdet af tilbuddet efter kommunernes efterspørgsel i henhold til regelsættet om rammeaftalen.
Stk. 3 – Visitation og tilsyn
Der er som bilag 2 vedlagt retningslinjer for visitation og tilsyn.
§ 6 – Personaleforhold
Stk. 1 – Ansættelse og afskedigelse
Herbergets styregruppe ansætter og afskediger Herbergets leder under forbehold af Region Hovedstadens godkendelse. Ved opslag af lederstillingen skal der tages forbehold herom. Styregruppen skal følge de til enhver tid gældende retningslinjer for ansættelser og afskedigelser fastsat af Region Hovedstaden.
Herbergets leder har ansvaret for ansættelse og afskedigelse af øvrigt personale efter de retningslinjer, der er fastsat af Region Hovedstaden. Herbergets leder har endvidere ansvaret for godkendelse og inddragelse heraf af frivillige hjælpere på Herberget.
Stk. 2 – Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår for Herbergets personale fastsættes i henhold til gældende overenskomst/aftale mellem de forhandlingsberettigede personaleorganisationer og Danske Regioner samt efter lokalt indgåede forhandlingsaftaler.
Stk. 3 – Beregning og udbetaling af løn
Beregning og udbetaling af løn sker ved Region Hovedstadens foranstaltning med mindre anden ordning aftales mellem parterne. Såfremt det aftales, at Herberget selv løser opgaven med lønudbetaling, må det ikke medføre merudgifter som pålignes taksterne.
§ 7 – Økonomi
Stk. 1 – Budget
Herbergets budget udarbejdes i samarbejde mellem Region Hovedstaden og Herbergets ledelse efter de af regionsrådet fastsatte retningslinjer.
Stk. 2 – Bogholderi og regnskabsførelse
Herbergets bogholderi og regnskabsførelse skal overholde det for Region Hovedstaden gældende kasse- og regnskabsregulativ.
Der er som bilag 3 vedlagt retningslinjer for økonomistyring.
§ 8 – Vedtægt
Der er for Herberget oprettet vedtægt for botilbuddet. Vedtægten er revideret samtidigt med indgåelsen af nærværende driftsoverenskomst og godkendt af Region Hovedstaden. Fremtidige ændringer i vedtægten kan kun ske med Region Hovedstadens godkendelse, så længe der er indgået driftsoverenskomst mellem parterne.
§ 9 – Nedlæggelse af tilbuddet
Stk. 1.
Beslutning om nedlæggelse af Herberget kræver godkendelse fra Region Hovedstaden, så længe der er indgået driftsoverenskomst mellem parterne.
Stk. 2.
I tilfælde af Herbergets nedlæggelse i driftsoverenskomstperioden skal eventuel nettoformue efter godkendelse fra Region Hovedstaden anvendes til et tilsvarende formål indenfor det sociale eller det sundhedsmæssige område.
§ 10 – Driftsoverenskomsten
Stk. 1 – Opsigelse
Driftsoverenskomstens parter kan opsige overenskomsten med 9 måneders varsel til én 1. januar.
Stk. 2 – Revision af driftsoverenskomsten
Driftsoverenskomstens parter kan kræve forhandling med henblik på revision af driftsoverenskomsten én gang årligt i forbindelse med, at kommunerne skal afgive deres redegørelse, således at der i den næstfølgende rammeaftale kan tages højde for eventuelle ændringer.
Stk. 3 – Tidligere overenskomster
Nærværende driftsoverenskomst afløser den tidligere overenskomst samt tillæg med Københavns Amt.
Stk. 4 – Ikrafttrædelse
Nærværende driftsoverenskomst med tilhørende bilag træder i kraft den 1. januar 2014 med forbehold for Herbergets styregruppes og regionsrådets godkendelse.
Bilag til driftsoverenskomsten:
▪ Bilag 1 – Lejekontrakt
▪ Bilag 2 – Visitation og tilsyn
▪ Bilag 3 – Økonomistyring