Contract
L
S
D
SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER
for Danske Leverandører af Stålbranddøre
GENERELT
Salgs- og leveringsbetingelserne gælder for alle leverancer og aftaler, med mindre andet er skriftligt aftalt. Købers eventuelle indkøbsbetingelser er kun gældende efter gensidig skriftlig overenskomst, og der skal i en sådan skriftlig overenskomst være taget stilling til forholdet mellem købers indkøbsbetingelser og nærværende salgs- og leveringsbetingelser. Såfremt der i aftalegrundlaget er vedtaget AB 92, er de enkelte bestemmelser i AB 92 kun gældende i det omfang de enkelte bestemmelser ikke strider mod nærværende salgs- og leveringsbetingelser, der således har forrang.
AFTALEGRUNDLAGET
Sælgers tilbud er gældende i 60 dage fra afgivelsen, med mindre andet fremgår af det konkrete tilbud. I tilfælde af dokumenteret mellemsalg er sælger ikke bundet af den i tilbudet angivne leveringstid, men vil efter nærmere aftale med køber fastlægge en ny leveringstid.
Efter accept fra køber fremsender sælgeren ordrebekræftelse, der er udtryk for aftalens endelige indhold. Når der foreligger en endelig aftale kan køber ikke ændre i ordren, med mindre sælger skriftligt accepterer dette. Bestemmelsen udgør en fravigelse til i AB 92 § 14.
DANSKE LEVERANDØRER
AF
STÅLBRANDDØRE
PRISER
De af sælger opgivne priser er dagspriser, ab fabrik, med mindre andet fremgår af tilbudet. Er der i tilbudet anført enhedspriser, er disse baseret på samlet ordre. Alle priser opgives excl. merværdiafgift og emballage, som tillægges i henhold til de til enhver tid gældende regler. I tilfælde af, at der i perioden mellem afgivelse af tilbud og leveringstidspunkt sker prisstigninger hos sælgers underleverandører, skal sælger i tilfælde af sådanne prisstigninger være berettiget til at forhøje den pris, som fremgik af tilbudet. Bestemmelsen er en fravigelse til AB 92 § 22.
BETALING OG SIKKERHEDSSTILLELSE
Hvor ikke andet er aftalt, er forfaldsdagen senest 20 dage fra fakturadato. Sælger er berettiget til på et hvilket som helst tidspunkt, efter aftalens indgåelse, at kræve bankgaranti eller anden fuld betryggende sikkerhed for betalingen. Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 § 7 og § 22.
Overskrides betalingstidspunktet, forrentes tilgodehavendet med den på fakturaen anførte rente, hvis rentesats ikke er anført på fakturaen, er rentesatsen 2% pr. måned. Renten beregnes månedsvis af den til enhver tid skyldige saldo, inklusive tidligere tilskrevne renter. Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 § 22.
EJENDOMFORBEHOLD
Sælger har ejendomsforbehold i de solgte genstande, hvilket betyder, at sælger kan kræve den/de leverede genstande tilbage, hvis køber ikke overholder sin betalingsforpligtelse. Det er aftalt, at ejendomsforbeholdet er en ret og ikke en pligt for sælger, og det således står sælger frit for at anvende andre misligholdelsesbeføjelser overfor køber. Sælger er endvidere berettiget til ud over det anførte ejendomsforbehold at kræve forudbetaling, udbetaling, bankgaranti eller anden form for sikkerhedsstillelse. Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 § 10 stk. 3.
TEGNINGER OG SPECIFIKATIONER
Alle med tilbud eller leveringer fremsendte tegninger og forslag er sælgers ejendom, og skal betragtes som fortrolige, og må ikke uden sælgers samtykke kopieres, benyttes som arbejdsgrundlag for andre end sælger. Herudover må tegninger og specifikationer m.v. må ikke uden sælgers udtrykkelige skriftlige samtykke overdrages til eller på anden måde komme til tredjemands kundskab. I øvrigt er markedsføringslovens § 10 gældende mellem køber og sælger.. Tegninger, som tilbudsmodtageren har udført til brug for udarbejdelse af tilbud skal returneres, hvis tilbud ikke accepteres.
TEKNISKE OPLYSNINGER, PRODUKTINFORMATIONER M.V.
Tekniske oplysninger i markedsføringsmateriale m.v. er kun bindende for sælger i det omfang, at det afgivne tilbud henviser direkte til disse. Køber bærer i øvrigt selv ansvaret for, at produkterne kan anvendes til det, de er bestemt til.
KVALITETSSIKRING OG VEDLIGEHOLDELSE:
Køber forpligter sig til at overholde alle brugsvejledninger samt øvrige vejledninger vedrørende montering og vedligeholdelse af de af sælger leverede produkter.
Såfremt køber gør mangelsindsigelser gældende, påhviler det køber at bevise at vejledningerne er overholdt. Kan køber ikke det er sælger ikke ansvarlig, idet sælger under alle omstændigheder aldrig vil være ansvarlig udover hvad der gælder om betingelser for ansvar i nærværende generelle betingelser.
LEVERING OG FORSINKELSE
Den i tilbudet anførte leveringstid er gældende fra det tidspunkt, hvor endelige produktionsspecifikationer er udfærdiget af sælger og godkendt af køber. Såfremt der ikke i tilbudet er anført nogen leveringstid, er leveringstiden 4 uger fra det tidspunkt, hvor endelige produktionsspecifikationer er udfærdiget af sælger og godkendt af køber.
Alle leveringer sker ab fabrik.
Sælger meddeler køber, hvornår leverancen er klar til afhentning.
Såfremt sælger kan forudse forsinkelser med leveringen, og en sådan kan tilskrives sælger, skal sælger straks meddele køber dette. I tilfælde af forsinkelse har køber kun adgang til at hæve købet, hvis forsinkelsen er væsentlig og forsinkelsen medfører væsentlige ulemper for køber. Hvorvidt forsinkelsen er væsentlig afhænger af den konkrete leverance, idet det dog er aftalt, at alene forsinkelser på mere end 4 uger er at betragte som væsentlige.
Såfremt køber vil påberåbe sig forsinkelse skal dette ske straks og uden ugrundet ophold efter at køber konstaterer at der foreligger forsinkelse. Reklamation vedrørende forsinkelse skal ske skriftligt.
Køber kan i øvrigt ikke gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende, herunder kan køber ikke stille krav om erstatning, herunder aldrig erstatning for indirekte tab, det vil sige driftstab, avancetab m.v.. Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 § 25 og § 40.
Forsinkelse af en leverance berettiger ikke køber til at hæve aftalen for allerede skete eller fremtidige øvrige aftalte leverancer.
Såfremt levering på grund af købers forhold ikke kan finde sted til det aftalte leveringstidspunkt, overgår risikoen fra det aftalte leveringstidspunkt til køber, og sælger er berettiget til at forlange betaling, som om levering havde fundet sted. Endvidere er køber forpligtet til at betale sælgers omkostninger som følge af købers mora, herunder sælgers udgifter til lagerplads hos sælger eller tredjemand, i tilfælde af at sælger ikke kan dokumentere det konkrete omfang af udgifter til lagerplads, betaler køber en rimelig godtgørelse herfor. Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92§ 26 og § 27.
REKLAMATIONER OG ANSVAR FOR MANGLER
Det påhviler køber at undersøge varerne ved modtagelse, og reklamationen over eventuelle mangler skal ske senest 5 arbejdsdage efter varens modtagelse, med mindre der er tale om skjulte mangler, som ikke burde være opdaget ved købers undersøgelse ved modtagelse, idet reklamationsfristen i en sådan situation er 5 arbejdsdage fra manglen opdages eller burde have været opdaget. I tilfælde af, at der er grund til at tro, at en eventuel mangel kan gøre skade på materiel eller på personer, da skal reklamation ske straks. I modsat fald betragtes reklamationen som sket for sent. Det præciseres, at sælger kun er ansvarlig for mangler, som forelå på leveringstidspunktet, og at det er køber, der bærer bevisbyrden for, at der forelå mangler på leveringstidspunktet.
Reklamation skal ske skriftlig.
Konstateres det, at der var mangler ved det solgte på leveringstidspunktet, og har køber reklameret rettidigt, har sælger ret og pligt til omlevering eller afhjælpning. Det er sælger, som afgør, hvorvidt der skal ske omlevering eller afhjælpning. Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 § 31.
Køber kan ikke gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende end krav på afhjælpning eller omlevering.
Sælger er herunder ikke ansvarlig for købers evt. tab ved forsinkelse, driftstab eller andre indirekte tab som følge af mangelfuld levering. Omkostninger ved evt. afmontering og genmontering, stillads, leje af lift m.v. er sælger uvedkommende.
Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 §§ 31-35 og 40.
Uanset ovennævnte bestemmelse, er seneste frist for købers reklamation ét år efter levering eller montering, som sælger forestår, idet sælger aldrig er ansvarlig for mangler, der først reklameres over efter dette tidspunkt. Nærværende bestemmelse udgør en fravigelse til AB 92, §§ 10, 30 og 32, ligesom bestemmelsen udgør en fravigelse til købelovens §54.
PRODUKTANSVAR
Sælger er ikke produktansvarlig overfor køber, udover hvad der følger af ufravigelig lovgivning.
Det bemærkes udtrykkeligt, at sælger herunder ikke påtager sig ansvar for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab. Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 § 10.
I det omfang sælger må blive pålagt produktansvar overfor tredjemand, er køberen forpligtet til at holde sælger skadesløs, så sælger stilles som om sælgers ansvarsbegrænsning i henhold til nærværende betingelser var gældende overfor tredjemand.
Såfremt sælger tillige skal montere leverancen, bærer køber risikoen for de nødvendige bearbejdninger sælger må foretage på købers eller tredjemands ting for at montering er mulig. Køber er i øvrigt pligtig at sikre at montering kan finde sted uden at dette vil medføre skade på personer, ejendom eller ting.
I øvrigt henvises til det nedenfor anførte vedrørende leverance med montage.
KØBERS MISLIGHOLDELSE
Misligholder køberen en betalingsforpligtelse af ét mellemværende, betragtes det som misligholdelse af samtlige mellemværender, der således anses som forfaldent til betaling, uanset tidligere indrømmet eller aftalt kredit.
Købers konkurs, betalingsstandsning eller indledning af forhandling om tvangsakkord, anses for en misligholdelse.
I tilfælde af købers fordringshavermora er køber pligtig at erstatte sælges omkostninger som er en direkte følge af købers fordringshavermora, ligesom sælger er berettiget til for købers regning at sælge uafhentede varer til tredjemand, hvis ikke køber afhenter eller tager imod de solgte varer til det aftalte tidspunkt. Bestemmelsen er en fravigelse af AB 92 § 27.
EKSTRAORDINÆRE FORHOLD, FORCE MAJEURE
Sælger er uden ansvar for gener eller tab, der påføres køber som følge af udefrakommende omstændigheder, som sælger ikke har nogen indflydelse på, som sælger ikke har kunnet forudse ved aftalens indgåelse, som sælger ikke er ansvarlig for, og som ikke ved rimelige bekostninger kan overvindes. Sælger er endvidere ej heller ansvarlig for forstyrrelser i leverancer, der skyldes konflikter, hvor sælger eller sælgers eventuelle underleverandører er deltager, eller hvori sælgers arbejdsgiverforening er deltager på en sådan måde, at konflikten indebærer et forbud mod leverancer.
Køber kan under disse omstændigheder ikke hæve aftalen eller gøre anden form for misligholdelsesbeføjelse gældende, uanset væsentlig forsinkelse med levering. Bestemmelsen udgør en fravigelse af AB 92 § 25.
Sælger er berettiget til at hæve aftalen, når der er gået mere end 3 måneder fra det aftalte leveringstidspunkt, og levering fortsat er umuliggjort på grund af ovenfor anførte udefrakommende forhold. Køber er heller ikke i en sådan situation berettiget til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, herunder stille krav om erstatning.
KONSTRUKTIONSÆNDRINGER
Sælger kan frit ændre i konstruktionen og udførelsen af de bestilte varer, så længe ændringen ikke medfører, at varen ikke længere kan anvendes til det, den var bestemt til.
Bestemmelsen udgør en fravigelse til AB 92 § 30.
TVISTER
Hvor AB 92 er vedtaget gælder §§ 45-47 vedrørende tvister og voldgift.
Er AB 92 ikke vedtaget afgøres tvister ved de almindelige domstole. Sagen skal anlægges og afgøres ved sælgers hjemting, som er det sted, hvor sælger har sit hovedsæde. Dansk ret finder anvendelse.
Det skal dog stå sælger frit for at bestemme, hvorvidt sælger, såfremt det er sælger, der ønsker at anlægge sag, ønsker at gøre dette ved de almindelige domstole eller i medfør af AB 92 §§ 45-47, også hvor AB 92 ikke er vedtaget i det konkrete forhold.
SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR LEVERANCE MED MONTAGE
Såfremt der mellem sælger og køber indgås aftale om leverance med montage og bliver der i den forbindelse udarbejdet en egentlig entreprisekontrakt, vil denne være gældende forud for nærværende salgs- og leveringsbetingelser, idet nærværende salgs- og leveringsbetingelser vil være udfyldende i forhold til den konkrete entreprisekontrakt.
Hvis der ikke indgås en sådan entreprisekontrakt, er nærværende salgs- og leveringsbetingelser gældende, og forhold, som ikke er reguleret i nærværende salgs- og leveringsbetingelser, er omfattet af AB 92, som således betragtes som værende vedtaget mellem parterne.
Udover ovennævnte bestemmelser gælder for leverance med montage følgende supplerende bestemmelser:
Såfremt sælgers ydelse udover leverancen omfatter montering, forudsætter de af sælger oplyste priser og leveringsterminer følgende:
Forholdene på byggepladsen skal tillade at varerne, sammen med andre nødvendige materialer samt værktøjer, kan bringes frem til arbejdsstedet i fuld læsset bil.
Muligheden for oplagring af varer og andre materialer på betryggende måde skal være tilstede på byggepladsen, det betyder blandt andet, at de af sælger leverede varer og materialer skal kunne sikres behørigt mod vejrforhold, tyveri m.v.
Stilladsopstilling samt opstilling af kran eller anden mulighed for ophejsning skal være mulig.
Bygherren/køber skal drage omsorg for, at sælgervederlagsfrit har adgang til vand og el ved montagestedet samt godkendte sanitære foranstaltninger på byggepladsen.
Bygherren/køber skal sikre at sælger kan montere leverancen til den aftalte tid og at alt er klargjort til montering til den aftalte tid, idet sælger ikke påtager sig den bearbejdning og/eller klargøring af bygherres/købers eller tredjemands ting og ejendom, som må være nødvendig for at montering kan finde sted.
I tilfælde af, at bygherren/køber ikke har overholdt ovennævnte forpligtelser, da skal det stå sælger frit for at undlade at levere varen, hvis sælger f.eks. vurderer, at varen ikke kan oplagres på betryggende vis på byggepladsen, og i en sådan situation er køber pligtig at betale sælger for de udgifter, som er forbundet med, at levering ikke kan finde sted, og sælger er i øvrigt berettiget til at vælge at levere, idet eventuelt skader på de leverede varer, som skyldes købers manglende opfyldelse af ovennævnte forhold, er sælger uvedkommende, og levering og eventuel montering sker da på købers egen risiko.
Montagearbejdet skal kunne udføres kontinuerligt med mindre aftalen udtrykkeligt henviser til en tidsplan indeholdende andre forudsætninger.
Aflevering finder sted og ansvaret for produkter overgår til køber/bygherrer på det tidspunkt, hvor produkterne er monteret/indarbejdet og senest, når sælgers montør forlader byggepladsen. Bestemmelsen er en fravigelse til AB 92 § 30.
De leverede varer skal betales som anført i afsnit om betaling. Betaling for montagearbejde forfalder, med mindre andet er aftalt, når montage har fundet sted. Forsinket betaling forrentes i overensstemmelse med det under afsnittet Betaling og sikkerhedsstillelse anførte.
Inden arbejdet påbegyndes, skal køber på sælgers opfordring stille passende sikkerhed, enten i form af bankgaranti fra anerkendt pengeinstitut eller forsikringsselskab, forudbetaling, udbetaling eller andet efter sælgers valg.
Køber tegner for egen regning all-risk forsikring for leverancen. Forsikringen skal løbe indtil endelig aflevering og betaling har fundet sted.
For skade, som ikke dækkes af forsikringen, er køberen ansvarlig i tidsrummet fra levering på pladsen, til sælgerens folk påbegynder monteringen samt efter at montering af de enkelte varer og materialer er tilendebragt, og senest efter at montøren har forladt byggepladsen. Det samme gælder for skade forvoldt af andre entreprenører.
Såfremt montageplanen ændres i forhold til aftalegrundlag, er sælger berettiget til at afkræve køber betaling efter regning for forgæves fremmøde, forgæves afholdte udgifter samt ekstra tidsforbrug i øvrigt. Bestemmelsen er en fravigelse til AB 92 § 14.
Januar 2004
Erstatter tidligere salgs- og leveringsbetingelser af januar 1996.