Vedtægter for
Vedtægter for
Danske Tandplejere
2020
Vedtægter for Danske Tandplejere
Vedtaget på Repræsentantskabsmødet den 21. november 2020.
§ 1. NAVN OG TILHØRSFORHOLD
§ 2. FORMÅL
§ 3. MEDLEMMERNES OPTAGELSE
§ 4. RETTIGHEDER OG PLIGTER
§ 5. UDMELDELSE OG ÆNDRING AF MEDLEMSSTATUS
§ 6. EKSKLUSION
§ 7. KONTINGENT
§ 8. REGIONER
§ 9. MEDLEMSMØDER
§ 10. UDVALG
§ 11. REPRÆSENTANTSKABET
§ 12. REPRÆSENTANTSKABETS MEDLEMMER
§ 13. HOVEDBESTYRELSEN
§ 14. HOVEDBESTYRELSENS OPGAVER
§ 15. HOVEDBESTYRELSENS FORRETNINGSORDEN
§ 16. FORMAND, NÆSTFORMAND OG SEKRETARIATSLEDER
§ 17. URAFSTEMNINGER
§ 18. VALG AF FORMANDSKAB, HOVEDBESTYRELSE OG DELEGEREDE VED URAFSTEMNING
§ 19. URAFSTEMNINGER VED INDGÅELSE AF KOLLEKTIVE AFTALER
§ 20. JUBILÆUMSFONDEN
§ 21. REGNSKAB OG REVISION
§ 22. VEDTÆGTSÆNDRINGER OG FORTOLKNING AF VEDTÆGTER
§ 23. FORENINGENS OPLØSNING
§ 24. IKRAFTTRÆDELSE OG OVERGANGSBESTEMMELSER KOLLEGIALE VEDTÆGTER OG ETISKE REGLER
LOVE FOR DTP’S KONFLIKTFOND, STIFTET 1980
§ 1. NAVN OG TILHØRSFORHOLD
Stk. 1. Foreningens navn er Danske Tandplejere. Foreningens initialer er DTP. Foreningens engelske navn er The Danish Dental Hygienists.
Stk. 2. DTP er tilsluttet FH, Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet.
Stk. 3. DTP er partipolitisk uafhængig.
Stk. 4 DTP er medlem af IFDH, International Federation of Dental Hygienists og EDHF, European Dental Hygienists Federation.
Stk. 5. DTP er landsdækkende for Danmark. Tandplejere der er beskæftiget på Færøerne og i Grønland kan optages som passive medlemmer.
§ 2. FORMÅL
Stk. 1. DTP's formål er at varetage tandplejernes faglige og uddannelsesmæssige interesser samt forhold vedr. løn- og ansættelsesvilkår.
Stk. 2. DTP har forhandlingsretten for medlemmerne, og kan med bindende virkning for medlemmerne indgå aftaler og overenskomster, jf. § 19.
Stk. 3. DTP skal arbejde for at fremme tandplejernes mulighed for at øge befolkningens tandsundhed via sundhedsfremmende aktiviteter.
Stk. 4. DTP samarbejder med faglige organisationer i ind- og udland til fremme af fagets udvikling.
§ 3. MEDLEMMERNES OPTAGELSE
Stk. 1. Ordinært medlemskab kan opnås af:
a) Enhver tandplejer, har bestået eksamen ved en dansk tandplejeruddannelsesinstitution.
b) Enhver tandplejer, der udover sin tandplejeruddannelse har opnået en master- eller kandidatgrad.
c) Enhver tandplejer, der har bestået eksamen ved en udenlandsk tandplejeruddannelsesinstitution, og som har opnået ministeriel tilladelse til at udøve tandplejervirksomhed i Danmark.
Stk. 2. Ordinært medlemskab på nedsat kontingent kan efter ansøgning opnås af:
a) Erhvervsaktive tandplejere, der er dobbeltorganiserede som undervisere i Uddannelsesforbundet og som tandplejere i Danske Tandplejere.
b) Arbejdssøgende tandplejere, som kan dokumentere fuldtidsledighed hvert kvartal.
Stk. 3. Passivt medlemskab kan opnås enhver, som:
a) har ret til ordinært medlemskab, og som arbejder udenfor tandplejerens erhvervsområde
b) ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet
c) arbejder i udlandet.
Stk. 4. Pensionistmedlemskab kan opnås af ethvert medlem, som har forladt arbejdsmarkedet og fået tilkendt folkepension, førtidspension, seniorpension eller er gået på efterløn.
Stk. 5. Studentermedlemskab kan opnås af:
a) Studerende ved en dansk tandplejeruddannelsesinstitution.
b) Tandplejere der er fuldtidsstuderende på SU på master- eller kandidatuddannelse.
Stk. 6. Studentermedlemmer bliver senest tre måneder efter dimissionen overført til ordinært medlemskab. Stk. 7. Ansøgning om indmeldelse i DTP sker skriftligt eller elektronisk til DTP's sekretariat. DTP bekræfter medlemskabet.
§ 4. MEDLEMMERNES RETTIGHEDER OG PLIGTER
Stk. 1. Ordinære medlemmer har stemmeret og er valgbare til relevante tillidsposter i DTP. Passive medlemmer og pensionistmedlemmer har ikke stemmeret og er ikke valgbare. Studentermedlemmer har alene ret til at stemme om studentermedlemmernes plads i hovedbestyrelsen, jf. § 13, stk. 1.
Stk. 2. Der ydes rådgivningsbistand til ordinære medlemmer, når medlemmet har været indmeldt i foreningen uafbrudt i 6 måneder. Denne bestemmelse omfatter ikke studentermedlemmer, såfremt de har været medlem af foreningen uafbrudt i 12 måneder, og de overgår til ordinært medlemskab, jf. §3, stk. 6. Gennemgang af kontrakter tilbydes alle medlemmer.
Stk. 3. Medlemmer skal i sager, som kræver forhandling eller kollektiv henvendelse til myndigheder, institutioner m.v. rette henvendelse til DTP's hovedbestyrelse. Medlemmer må ikke selvstændigt forhandle eller afslutte aftaler, som vedrører eller medfører ændringer i de eksisterende arbejdsområder og kollektive lønforhold.
Stk. 4. Arbejdsledige medlemmer kan efter ansøgning tildeles nedsat kursusafgift.
Stk. 5. Medlemmerne har pligt til at overholde DTP's gældende vedtægter og kollegiale vedtægter, jf. § 6 stk. 2, og hæfter for kontingent indtil lovlig udmeldelse.
Stk. 6. Medlemmer har pligt til at efterleve force majeure-beslutninger truffet af repræsentantskabet, jf. § 11, stk. 13, litra d.
Stk. 7. Medlemmer skal under konfliktsituationer nøje følge de af DTP's ledelse angivne retningslinjer.
Stk. 8. Det påhviler det enkelte medlem at opdatere sine registrerede oplysninger ved flytning, navneændring, nyt job, nyt telefonnummer, ny mailadresse mv. Dette skal medlemmerne gøre ved at logge ind på foreningens hjemmeside.
Stk. 9. Når et passivt medlem tager lønnet arbejde inden for faget i Danmark, er den pågældende pligtig til at lade sig overføre til ordinært medlemskab fra førstkommende kvartal, jf. dog § 7, stk. 5. Dette sker efter bestemmelserne i § 5 stk. 1.
§ 5. UDMELDELSE OG ÆNDRING AF MEDLEMSSTATUS
Stk. 1. Udmeldelse og ændring af medlemsstatus, herunder ansøgning om ledighedskontingent, jf. § 3, stk. 2, litra b, skal ske ved anbefalet brevpost eller e-mail til DTP's sekretariat med 1 måneds varsel til udgangen af et kvartal. Udmeldelse samt ændringer skal således være DTP's sekretariat i hænde senest den 30/11, 28/2, 31/5 eller den 31/8. DTP bekræfter udmeldelsen eller ændringen.
Stk. 2. Udmeldelse og ændring af medlemsstatus kan ikke finde sted fra det tidspunkt, hvor et konfliktvarsel er afgivet, og så længe en konflikt varer.
Stk. 3. Hovedbestyrelsen kan efter ansøgning dispensere fra reglerne i stk. 1 og 2.
§ 6. EKSKLUSION
Stk. 1. Et medlem, der ikke har betalt kontingent i 2 kvartaler, ekskluderes som medlem og mister herved de rettigheder som er angivet i § 4. Medlemmet kan ikke genindmeldes i DTP, før restancen er betalt.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem af DTP hvis:
a) Medlemmet overtræder DTP's vedtægter eller kollegiale vedtægter og etiske retningslinjer.
b) Medlemmet handler i modstrid med DTP’s formål eller interesser.
Forinden hovedbestyrelsen træffer sin beslutning, skal medlemmet med en eventuel bisidder have mulighed for at fremføre sine synspunkter for hovedbestyrelsen.
Stk. 3. Hovedbestyrelsens beslutning kan af det pågældende medlem indankes for det førstkommende repræsentantskabsmøde. Anken har opsættende virkning, såfremt klagen er fremsat senest 4 uger efter, at beslutningen er medlemmet bekendt.
Stk. 4. Et ekskluderet medlem kan genindmeldes og dermed genopnå sine medlemsrettigheder, når hovedbestyrelsen finder tilstrækkeligt grundlag herfor.
§ 7. KONTINGENT
Stk. 1. Kontingent fastsættes på det ordinære repræsentantskabsmøde for de kommende 3 år. Kontingentet indeksreguleres hvert kvartal efter pris- og lønindekset, eller hvad der til enhver tid måtte erstatte dette.
Stk. 2. I en konfliktsituation er hovedbestyrelsen bemyndiget til at udskrive ekstra kontingent, så længe konflikten varer og til evt. gæld er betalt.
Stk. 3. Kontingentet betales kvartalsvis forud. Kontingentet opkræves den 1/1, 1/4, 1/7, og 1/10. Stk. 4. Ved indmeldelse og ændring af medlemsstatus beregnes kontingent fra den følgende betalingstermin.
Stk. 5. Såfremt det ønskes, kan registrering af medlemskab opnås øjeblikkeligt mod indbetaling af kontingent for indeværende kvartal. Hovedbestyrelsen beslutter i forlængelse heraf de nærmere regler for, hvornår en karensperiode påbegyndes og afsluttes.
Stk. 6. Kvittering for indbetalt kontingent gælder som medlemsbevis.
§ 8. REGIONER
Stk. 1. DTP’s medlemmer organiseres i forhold til de 5 regioner: Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden.
Stk. 2. Medlemmer af de enkelte regioner omfatter alle medlemmer, der bor i regionen.
Stk. 3. Et medlem kan efter anmodning til sekretariatet overføres til den region, hvori de arbejder.
Stk. 4. Færøerne, Grønland og udland er uden for regionsinddelingen. Hovedbestyrelsen varetager direkte tandplejerinteresserne i disse områder, jf. §1, stk. 5.
§ 9. MEDLEMSAKTIVITETER
Stk. 1. Hovedbestyrelsesmedlemmerne for de enkelte regioner har pligt til at indkalde til minimum to årlige
medlemsmøder i hver region i henholdsvis forår og efterår. Findes det begrundet i geografiske eller andre hensyn, kan mødet afholdes flere steder i samme region.
Stk. 2. DTP skal sikre de økonomiske og organisatoriske rammer for, at der kan afholdes møder i et eller flere faglige fora på landsplan.
Stk. 3. Lige efter nyvalg af repræsentantskabet afholder DTP en fagpolitisk konference, hvor valgte, suppleanter samt udvalgsmedlemmer inviteres, og fagkonferencen har fagligt, fagpolitiske og foreningsmæssige emner som indhold. Dette fastlægges nærmere af hovedbestyrelsen.
§ 10. UDVALG
Stk.1. Permanente udvalg bliver nedsat på repræsentantskabsmødet, og udvalgets medlemmer vælges på selvsamme repræsentantskabsmøde, jf. § 11, stk. 4, punkt 9.
Stk. 2. Udvalgsmedlemmer behøver ikke at være medlemmer af hovedbestyrelsen eller repræsentantskabet. Stk. 3. Rammerne for hvert enkelt af de permanente udvalg beskrives i en forretningsorden og et kommissorium. Udvalgsformænd honoreres, jf. §16, stk. 9.
Stk. 4. Hovedbestyrelsen kan i perioden mellem de ordinære repræsentantskabsmøder vælge medlemmer til ledige poster i de permanente udvalg, såfremt der ikke er suppleanter.
Stk. 5. Hovedbestyrelsen kan nedsætte rådgivende udvalg og arbejdsgrupper, hvis medlemmer ikke behøver at være medlemmer af hovedbestyrelsen eller repræsentantskabet. Hovedbestyrelsen fastsætter retningslinjer for gruppernes sammensætning og virksomhed.
§ 11. REPRÆSENTANTSKABET
Stk.1. Repræsentantskabet er DTP's øverste myndighed i alle foreningens anliggender, for så vidt sådanne ikke bringes til urafstemning blandt samtlige medlemmer.
Stk. 2. Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert tredje år i november måned. Datoen for mødet bekendtgøres via DTP’s medlemsmedier senest 30. september.
Stk. 3. Repræsentantskabet indkaldes af hovedbestyrelsen med 5 ugers varsel ved skriftlig henvendelse til de i § 11, stk. 7 nævnte personer. Samtidig med indkaldelsen udsendes formandsberetning, afskrift af det reviderede regnskab, kandidatopstilling til permanente udvalg samt dagsorden.
Stk. 4. Dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af stemmetællere.
3. Vedtagelse af forretningsorden.
4. Aflæggelse af beretning om DTP's virksomhed fra:
a) Formanden.
b) Permanente udvalg.
5. Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab.
6. Indkomne forslag.
7. Fremlæggelse og godkendelse af arbejdsprogram og virksomhedsplan for DTP's arbejde i de kommende år.
8. Fremlæggelse og godkendelse af budget. Herunder fastsættelse af kontingent samt bidrag til konfliktfond.
9. Valg af udvalgsmedlemmer til permanente udvalg.
10. Valg af 2 kritiske revisorer.
11. Eventuelt.
Stk. 5. Forslag til behandling på det ordinære repræsentantskabsmøde kan fremsættes af enhver af de delegerede og ethvert medlem af de permanente udvalg. Forslag stiles til hovedbestyrelsen og skal være DTP's sekretariat i hænde senest den 15. september i det år, der afholdes repræsentantskabsmøde.
Stk. 6. Det reviderede regnskab samt dagsordenen for repræsentantskabsmødet offentliggøres i oktober måned via relevante medlemsmedier.
Stk. 7. I repræsentantskabets møder deltager repræsentantskabets delegerede, jf. § 12, stk. 1, samt formændene for de permanente udvalg. Stemmeret har kun repræsentantskabets delegerede.
Stk. 8. Ordinære medlemmer og studentermedlemmer kan overvære mødet med taleret.
Stk. 9. Kun deltagere nævnt i § 11, stk. 7 oppebærer rejsegodtgørelse.
Stk. 10. De delegerede er pligtige til at deltage i repræsentantskabsmøderne. I tilfælde af sygdom, bortrejse el.lign. skal hovedbestyrelsen underrettes herom. Den delegerede kan lade sig repræsentere ved sin suppleant, som derved overtager dennes rettigheder og pligter. Fuldmagt regnes ikke for gyldig repræsentation.
Stk. 11. Et lovligt indkaldt repræsentantskabsmøde er beslutningsdygtigt, når mindst 2/3 af de delegerede er til stede.
Stk. 12. Sager afgøres ved almindeligt stemmeflertal. Et forslag til afstemning, som opnår lige mange stemmer for eller imod, er forkastet. Undtagelser herfra er sager, henhørende under § 11, stk. 13c og d, § 22, stk. 1. og § 23.
Stk. 13. Repræsentantskabet kan:
a. Straks afgøre et indbragt forslag.
b. Henvise forslag til udvalg for nærmere drøftelse og undersøgelse før endelig afgørelse.
c. Henvise forslag til urafstemning. For dette, er krav fra 1/3 af de tilstedeværende delegerede tilstrækkeligt.
d. Træffe beslutning om force majeure. For dette kræves 2/3 flertal af samtlige delegerede.
Stk. 14. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes mindst en måned efter at et flertal i hovedbestyrelsen, mindst 25 % af de delegerede eller mindst 5 % af de ordinære medlemmer skriftligt til hovedbestyrelsen og med angivelse af motiveret dagsorden, har forlangt det. Mødet indkaldes med mindst 8 dages varsel ved skriftlig meddelelse til samtlige de i § 11, stk. 7 nævnte personer. Samtidig med indkaldelsen udsendes dagsorden for mødet. På ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan
kun behandles de på dagsordenen optagne spørgsmål.
§ 12. REPRÆSENTANTSKABETS MEDLEMMER
Stk. 1. Repræsentantskabets delegerede er:
a. Hovedbestyrelsesmedlemmer samt suppleanter, jf. § 13.
b. Delegerede på mandatposter samt valgt på tillægsmandater, jf. § 12, stk. 3. Hvis en delegeret har forfald, indtræder i stedet den regionale suppleant, jf. § 18, stk. 12, hvis en sådan er valgt, og regionen har bekendtgjort valget af denne.
c. Formanden og næstformanden.
Stk. 2. Hver region har forlods 3 mandater (inkl. hovedbestyrelsesmedlem og suppleant).
Stk. 3. Herudover har regionen et antal tillægsmandater afhængig af antal ordinære medlemmer i regionen pr. 1. januar i det år, hvor de delegerede vælges, jf. § 18 stk. stk. 10. De 10 tillægsmandater fordeles successivt til regionerne, hvor tillægsmandatet tilfalder den region med det største fordelingstal. Dette er regionens medlemstal (ordinære medlemmer) divideret med antallet af foreløbige mandater til regionen (mindst 3). Hvis to regioner ved fordelingen af et tillægsmandat har ens fordelingstal, tilfalder tillægsmandatet den region, som i udgangspunktet har det største antal ordinære medlemmer. Delegerede på tillægsmandater vælges ved urafstemning i de enkelte regioner, jf. § 18, stk. 10.
§ 13. HOVEDBESTYRELSEN
Stk. 1. Hovedbestyrelsen består af formanden, næstformanden, et hovedbestyrelsesmedlem fra hver region, samt et studentermedlem med observatørstatus.
Stk. 2. Formand og næstformand vælges ved urafstemning i hele landet, jf. § 18, stk. 1.
Stk. 3. Hovedbestyrelsesmedlemmer samt suppleanter fra hver region, vælges ved urafstemning i hver enkelt region, jf. § 18, stk. 4.
Stk. 4. Studentermedlemmet vælges så vidt muligt ved urafstemning blandt de studerende medlemmer på de to uddannelsesinstitutioner. Den studerende, der får flest stemmer, er valgt. Den anden er suppleant, og skal være fra den uddannelsesinstitution, hvor der ikke sidder en repræsentant i hovedbestyrelsen.
Stk. 5. Såfremt et medlem af hovedbestyrelsen uden at meddele forfald udebliver fra 2 på hinanden følgende hovedbestyrelsesmøder, kan hovedbestyrelsen fratage medlemmet dets mandat ved at overdrage dette til suppleanten for resten af den pågældendes valgperiode.
§ 14. HOVEDBESTYRELSENS OPGAVER
Stk. 1. Hovedbestyrelsen leder DTP i overensstemmelse med DTP's vedtægter og de af
repræsentantskabet vedtagne beslutninger. Hovedbestyrelsen er over for repræsentantskabet ansvarlig for alle aktiviteter mellem repræsentantskabsmøderne.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen er berettiget til at indgå forpligtende samarbejdsrelationer med andre foreninger
/organisationer, f.eks. FH og internationale organisationer.
Stk. 3. Hovedbestyrelsen er ansvarlig for ansættelse og afskedigelse af sekretariatschefen.
Stk. 4. Kun hovedbestyrelsen, eller personer udpeget dertil af hovedbestyrelsen, er berettiget til på DTP's vegne at rette henvendelse til offentlig myndighed.
Stk. 5. Hovedbestyrelsen er ansvarlig for DTP's økonomi. Hovedbestyrelsen har ansvaret for, at de af DTP's midler, som ikke er fornødne i den daglige drift, anbringes i sådanne værdipapirer, hvori umyndiges midler anbringes eller på anden lige så betryggende måde. Sker anbringelsen i værdipapirer, skal disse indlægges i depot i anerkendt bank eller sparekasse.
Stk. 6. Hovedbestyrelsen kan ved underskrift af formanden eller - ved dennes forfald - af næstformanden forpligte DTP i økonomiske anliggender. Bestemmelsen er en underskriftsregel. Beslutningsgrundlaget forudsættes at være en flertalsafgørelse i hovedbestyrelsen.
Stk. 7. Hovedbestyrelsen har pligt til at sørge for at DTP leverer nødvendig information og uddannelse af tillidsmændene.
Stk. 8. Hovedbestyrelsen er forpligtet til efter afsluttet overenskomstforhandling at lave en plan for den kommende overenskomstforhandling.
§ 15. HOVEDBESTYRELSENS FORRETNINGSORDEN
Stk. 1. Hovedbestyrelsen begynder sin funktionsperiode d. 1. december, jf. § 18, stk. 4.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen vælger på det første ordinære hovedbestyrelsesmøde en kasserer.
Stk. 3. Hovedbestyrelsen holder ordinære møde mindst 6 gange årligt. Ekstraordinære møder kan indkaldes så ofte formanden eller mindst 2 hovedbestyrelsesmedlemmer skønner det nødvendigt. Stk. 4. Indkaldelse og dagsorden udsendes senest 1 uge før mødet.
Stk. 5. Hovedbestyrelsessuppleanter samt delegerede og suppleanter til Repræsentantskabet modtager samme materiale som hovedbestyrelsesmedlemmer, og kan deltage i hovedbestyrelsesmøder med observatørstatus. Vælger en suppleant at deltage i et hovedbestyrelsesmøde som observatør, udbetales der hverken rejsegodtgørelse eller honorar/frikøb for deltagelse.
Stk. 6. Hovedbestyrelsen afholder hvert år et hovedbestyrelsesmøde, hvori hovedbestyrelsesmedlemmer og suppleanter samt udvalgsformændene deltager.
Stk. 7. Hovedbestyrelsens møder ledes af formanden og i dennes fravær af næstformanden.
Stk. 8. Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er til stede.
Stk. 9. Enhver afgørelse træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er mødelederens stemme udslagsgivende, jf. § 15, stk. 7.
Stk. 10 Efter hvert hovedbestyrelsesmøde udarbejder sekretariatet et referat, der godkendes pr. mail senest 2 uger efter udsendelsen af udkast til referat. Der følges op på beslutninger i referatet på efterfølgende hovedbestyrelsesmøde. Samtlige delegerede til DTP’s repræsentantskab samt udvalgsmedlemmer modtager det godkendte referat.
Stk. 11. Der tilkommer medlemmer af hovedbestyrelsen rejsegodtgørelse efter regler, der i øvrigt er gældende i DTP.
§ 16. FORMAND, NÆSTFORMAND, UDVALGFORMÆND OG SEKRETARIATCHEF
Stk. 1. Formanden leder DTP mellem hovedbestyrelsesmøderne, under ansvar over for hovedbestyrelsen og repræsentantskabet i overensstemmelse med de til en hver tid gældende vedtægter, regler og politikker for foreningen. Den til enhver tid gældende oversigt over disse fremgår af foreningens hjemmeside.
Stk. 2. Næstformanden er stedfortræder for formanden ved dennes fravær. Afgår formanden uden for tur, fungerer næstformanden, indtil valg kan finde sted.
Stk. 3. Formanden, eller i formandens forfald næstformanden, tegner foreningen. Formanden og næstformanden fører i fællesskab eller hver for sig forhandlinger på DTP's vegne efter de af repræsentantskabet og hovedbestyrelsen givne retningslinjer.
Stk. 4. Sekretariatschefen er ansvarlig for sekretariatets drift. Sekretariatschefen formidler kontakten mellem hovedbestyrelsen og sekretariatet. Sekretariatschefen har det personalemæssige ansvar for sekretariatets personale. Ved ansættelser består ansættelsesudvalget som minimum af sekretariatschefen og formanden. Stk. 5. Formanden honoreres på fuld tid med et honorar svarende til statens skalatrin 52, plus pension og feriegodtgørelse.
Stk. 6. Næstformanden honoreres/frikøbes årligt svarende til foreningens takst for frikøb af 25 dage, samt herudover mulighed for op til 5 dage ekstra pr. år som buffer ved stor mødeaktivitet. De ekstra dage godkendes af hovedbestyrelsen.
Stk. 7. Øvrige medlemmer af hovedbestyrelsen honoreres/frikøbes årligt svarende til foreningens takst for frikøb af 18 dage, samt herudover individuel mulighed for op til 5 dage ekstra pr. år som buffer ved stor mødeaktivitet. Ekstra dage godkendes af hovedbestyrelsen.
Stk. 8. Ved brug af suppleant modtager denne i stedet honorar for mødedeltagelse.
Stk. 9. Formanden for de permanente udvalg honoreres/frikøbes årligt svarende til foreningens takst for frikøb af 9 dage. Foreningens formand modtager dog ikke honorar for udvalgsformandsposter.
§ 17. URAFSTEMNING
Stk. 1. Urafstemning afholdes ved valg af formand, næstformand, hovedbestyrelsesmedlemmer og delegerede til repræsentantskabet, jf. § 18, og ved indgåelse af kollektive aftaler, jf. § 19.
Stk. 2. Herudover kan urafstemning besluttes af repræsentantskabet, jf. § 11, stk. 13, litra c, og en enig hovedbestyrelse kan i tidsrummet mellem repræsentantskabsmøderne beslutte at sende et spørgsmål til urafstemning blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer jf. § 4, stk. 1.
Stk. 3. Senest 14 dage efter en sådan beslutning fra repræsentantskab eller hovedbestyrelse, drager hovedbestyrelsen omsorg for, at afstemning finder sted. Resultatet af afstemningen bekendtgøres snarest via relevante medlemsmedier.
Stk. 4. Hvor intet andet er anført, afgøres urafstemning ved almindelig stemmeflerhed blandt indkomne stemmer.
Stk. 5. Hovedbestyrelsen kan i særlige tilfælde afgøre en sag ved skriftlig afstemning blandt samtlige repræsentantskabsdelegerede. Afgørelsen er kun bindende til førstkommende repræsentantskabsmøde, hvor spørgsmålet skal optages som selvstændigt punkt på dagsordenen.
§ 18. VALG AF FORMANDSKAB, HOVEDBESTYRELSE OG DELEGEREDE VED URAFSTEMNING
Stk. 1. Formanden og næstformanden vælges ved urafstemning af og blandt samtlige ordinære medlemmer. Valget foregår hen over to uger i oktober måned i samme år, hvor der er ordinært repræsentantskabsmøde. Valget gælder for 3 år, og genvalg kan finde sted. Funktionsperioden begynder umiddelbart efter det ordinære repræsentantskabsmøde. Ordinært valg af formand og næstformand kan ikke finde sted under løbende konflikt.
Stk. 2. I år med formandsvalg og næstformandsvalg indkaldes kandidatforslag med 8 ugers varsel via relevante medlemsmedier. Opstillede kandidater skal have mindst 10 ordinære medlemmer som stillere. Forslag skal være sekretariatet i hænde senest 31. august. Kandidater skal erklære sig villige til at modtage valg. Kandidater skal have mulighed for at fremkomme med deres program i relevante medlemsmedier inden valghandlingen. Opstilles der kun én kandidat til hvert hverv, er disse valgt uden afstemning.
Stk. 3. Xxxxxxxxxxxx til valg af formand og næstformand udsendes inden valghandlingen til samtlige stemmeberettigede medlemmer sammen med en vejledning. Afstemningen kan foregå elektronisk. Det af hovedbestyrelsen nedsatte valgudvalg forestår valghandlingen, herunder optælling af stemmerne. Den kandidat, inden for hvert valgområde, der opnår absolut flertal (over 50 % af indkomne stemmer), er valgt. Hvis dette ikke opnås, foretages ny urafstemning mellem de to kandidater, der har opnået flest stemmer. Stk. 4. Hovedbestyrelsesmedlemmer samt suppleanter fra de 5 regioner vælges ved urafstemning af og blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer i den enkelte region, jf. §4, stk.1. Valget foregår henover to uger i oktober måned året før repræsentantskabsmødet. Valget gælder for 3 år, og genvalg kan finde sted. Funktionsperioden begynder 1. december i valgåret.
Stk. 5. I år med valg af regionale hovedbestyrelsesmedlemmer indkaldes kandidatforslag med 8 ugers varsel i relevante medlemsmedier. Forslag skal være sekretariatet i hænde senest 31. august. Kandidater skal erklære sig villige til at modtage valg. Kandidater skal have mulighed for at præsentere sig og evt.
program via relevante medlemsmedier forud for valghandlingen. Opstilles der i en region kun én kandidat er denne valgt uden afstemning.
Stk. 6. Stemmeseddel til valg af regionale hovedbestyrelsesmedlemmer udsendes inden valghandlingen til samtlige stemmeberettigede medlemmer, jf. §4, stk.1, sammen med en vejledning. Afstemningen kan foregå elektronisk. Det af hovedbestyrelsen nedsatte valgudvalg forestår valghandlingen, herunder optælling af stemmerne. Den kandidat, indenfor hver region, der opnår flest stemmer er valgt. Den kandidat, der opnår næst flest stemmer, er suppleant.
Stk. 7. Fratræder et hovedbestyrelsesmedlem i valgperioden, indtræder hovedbestyrelsessuppleanten fra samme region i hovedbestyrelsen og overtager derved pågældendes rettigheder og pligter.
Stk. 8. I det tilfælde, hvor regionens plads i hovedbestyrelsen er vakant, enten fordi suppleanten ikke har kunnet overtage, eller fordi ingen kandidater har stillet op, frafalder regionens mandat og plads. Den vakante plads tilbydes til en hovedbestyrelsessuppleant fra de øvrige regioner. Først tilbydes pladsen til den hovedbestyrelsessuppleant, der har opnået det største stemmetal ift. antal medlemmer i regionen vedkommende opstillede i, herefter til den hovedbestyrelsessuppleant, der har opnået næst flest stemmer ift. antal medlemmer i regionen vedkommende opstillede i, og så fremdeles. I en situation, hvor der ikke indtræder en ny regional repræsentant, varetager Formandskabet herefter regionens interesser og forpligtelser.
Stk. 9 De studerendes medlem af hovedbestyrelsen vælges så vidt muligt ved urafstemning blandt de studerende på de to uddannelsesinstitutioner. Den studerende, der får flest stemmer, er valgt. Den anden er suppleant, og skal være fra den uddannelsesinstitution, der ikke er repræsenteret i hovedbestyrelsen.
Stk. 10. Delegerede til repræsentantskabet fra regionerne vælges ved urafstemning af og blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer i den enkelte region, jf. §4, stk.1. Afstemningen kan foregå elektronisk.
Valghandlingen foregår henover to uger i oktober måned i året før repræsentantskabsmødet. Valget gælder for 3 år, og genvalg kan finde sted. Funktionsperioden begynder 1. december i valgåret.
Stk. 11 Kandidatforslag til delegerede indkaldes med mindst 8 ugers varsel. Forslag skal være sekretariatet i hænde senest 31. august i valgår. Kandidater skal erklære sig villige til at modtage valg. Opstilles der i en region kun det antal kandidater, som regionen skal stille med, jf. § 12, stk. 2, er disse valgt uden afstemning. Stk. 12 Stemmeseddel til valg af delegerede udsendes inden valghandlingen til samtlige stemmeberettigede medlemmer i regionerne, jf. §4, stk.1, sammen med en vejledning. Afstemningen kan foregå elektronisk. Det af hovedbestyrelsen nedsatte valgudvalg forestår valghandlingen, herunder optælling af stemmerne.
Kandidater, der ikke opnår valg, er suppleanter.
Stk. 13. Lykkes det ikke at besætte alle delegerede og suppleantposter i en region tilbydes pladsen til en kandidat fra de øvrige regioner, der ikke har opnået valg. Først tilbydes pladsen til den kandidat der har opnået det største stemmetal ift. antal medlemmer i regionen vedkommende opstillede i, herefter til den kandidat der har opnået næst flest stemmer ift. antal medlemmer i regionen vedkommende opstillede i, og så fremdeles.
Stk. 14. Resultatet af valg til formand, næstformand, hovedbestyrelse og repræsentantskab offentliggøres via relevante medlemsmedier.
§ 19. URAFSTEMNINGER VED INDGÅELSE AF KOLLEKTIVE AFTALER
Stk. 1. Hovedbestyrelsen har pligt til at sende genforhandlede og nye kollektive aftaler om løn- og ansættelsesvilkår til urafstemning blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer, jf. § 19, stk. 3.
Stk. 2. Omfatter en kollektiv aftale mindre end 2 % af DTP's stemmeberettigede medlemmer godkender Hovedbestyrelsen forhandlingsresultatet.
Stk. 3. Stemmeberettigede omfatter de medlemmer af DTP, som er beskæftiget indenfor det område, hvor aftalen vil gælde.
Stk. 4. Hovedbestyrelsen godkender forhandlingsforlig om specielle løn- og ansættelsesvilkår.
§ 20. JUBILÆUMSFONDEN
Stk. 1. Fondens formål er at kunne uddele priser til tandplejere der profilerer eller har profileret tandplejerfaget.
Stk. 2. Fondens midler kr. 325.000 er tilvejebragt dels ved overskud og gaver til DTP´s 25-års jubilæum i 1999 dels ved tilførsel af midler i 2007 i forbindelse med udbetaling af bonus fra DTP´s gruppelivsforsikring.
Fonden kan suppleres med ekstraordinære indskud.
Stk. 3. Det forudsættes, at det alene er renteindtægter og overskud, der uddeles til en eller flere tandplejere. Stk. 4. Hovedbestyrelsen er ansvarlig for fondens midler og valg af prismodtagere. Hovedbestyrelsen kan nedsætte en undergruppe, hvor formand eller næstformand skal deltage.
§ 21. REGNSKAB OG REVISION
Stk. 1. DTP's regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen er ansvarlig for økonomi og regnskab og bemyndiger sekretariatet til løbende at føre regnskab over DTP's indtægter og udgifter.
Stk. 3. Foreningens kasserer fører tilsyn med regnskabet.
Stk. 4. Hovedbestyrelsen udarbejder motiveret budgetforslag for de kommende 3 år til godkendelse på det ordinære repræsentantskabsmøde.
Stk. 5. Ved hvert regnskabsårs afslutning opstilles driftsregnskab og status, der forelægges hovedbestyrelsen og senere repræsentantskabet.
Stk. 6. Regnskabet skal være revideret af en af hovedbestyrelsen antaget registreret/statsautoriseret revisor.
Stk. 7. De af repræsentantskabet valgte 2 revisorer fungerer som kritiske revisorer.
§ 22. VEDTÆGTSÆNDRINGER OG FORTOLKNING AF VEDTÆGTER
Stk. 1. Vedtægtsændringer: Ændringer i nærværende vedtægter kan vedtages på et ordinært såvel som ekstraordinært repræsentantskabsmøde, såfremt der er fremsat skriftligt motiveret forslag herom.
Stk. 2. Ændringsforslag til vedtægter vedtages, såfremt 2/3 af samtlige delegerede stemmer herfor, dog jf.
§ 23, stk. 3. Kan denne majoritet ikke skabes, er forslaget forkastet.
Stk. 3. Fortolkning af vedtægterne: Giver vedtægterne anledning til fortolkningstvivl skal hovedbestyrelsen i en akut situation afgøre, hvilken fortolkning, der skal gælde. Afgørelsen meddeles skriftligt snarest efter via relevante medlemsmedier. Vedtægterne skal derefter omformuleres på førstkommende ordinære repræsentantskabsmøde.
§ 23. FORENINGENS OPLØSNING
Stk. 1. Opløsning af DTP kræver tilslutning på repræsentantskabsmøde fra 2/3 af samtlige delegerede og derefter 3/4 tilslutning fra samtlige stemmeberettigede medlemmer, jf. § 4, stk.1, ved skriftlig urafstemning.
Stk. 2. I tilfælde af opløsning træffer repræsentantskabet bestemmelse om anvendelse af DTP's formue.
Stk. 3. Denne paragraf kan kun ændres med samme kvalificerede stemmetal ved hvilken DTP opløses.
§ 24. IKRAFTTRÆDELSE OG OVERGANGSBESTEMMELSER
Stk. 1. Nærværende vedtægter er vedtaget på Danske Tandplejeres Repræsentantskabsmøde 21. november 2020.
KOLLEGIALE VEDTÆGTER OG ETISKE REGLER
FORMÅL
1. De kollegiale vedtægter har til formål at opretholde og fremme et godt kollegialt sammenhold blandt DTP's medlemmer og fremme standens anseelse, samt på en værdig og saglig måde at fremme befolkningens tandsundhed.
FORHOLD TIL FAGET
2. Tandplejere har et personligt ansvar for til enhver tid at vedligeholde deres teoretiske viden og praktiske færdigheder på bedst mulig måde.
3. Tandplejere skal til enhver tid opretholde en faglig moral, der kan styrke fagets anseelse.
FORHOLD TIL PATIENTERNE
4. Tandplejerne skal i udøvelsen af deres erhverv ikke lade sig påvirke af patienternes nationalitet, religion, etnicitet, politisk ståsted eller andre personlige tilhørsforhold.
5. Tandplejerne har tavshedspligt m.h.t. hvad patienten og dennes pårørende betror dem om personlige forhold.
6. Tandplejere skal give patienter en saglig information om fordele og ulemper ved den anbefalede behandling
FORHOLD TIL KOLLEGER, ARBEJDSGIVERE OG SAMARBEJDSPARTER
7. Tandplejeren skal fremme loyalt samarbejde med kolleger og andre faggrupper og pårørende.
8. Hensynet til den enkelte patient er overordnet hensynet til kolleger, arbejdsgivere og samarbejdspartnere.
FORHOLD TIL SAMFUNDET
9. Tandplejeren skal være saglig i sin information om sit virke.
10. Tandplejeren må ikke gennem annoncering eller skiltning på en usaglig måde markedsføre sig selv sit fag eller sin stand.
FORHOLD TIL DANSKE TANDPLEJERE
11. Tandplejere skal på begæring oplyse DTP om løn- og ansættelsesforhold.
12. Tandplejere bør være med til at præge foreningens aktiviteter.
13. Tandplejere bør meddele overtrædelser af ovenstående vedtægter til DTP's Hovedbestyrelse.
Vedtaget på Danske Tandplejeres repræsentantskabsmøde den 17. november 1996, revideret den 9. november 2013, genbekræftet den 11. november 2017 og revideret den 21. november 2020.
LOVE FOR DTP’S KONFLIKTFOND, STIFTET 1980
§ 1 FORMÅL
Formålet med den af DTP oprettede konfliktfond er: at garantere DTP's økonomiske forpligtelser over for FH og at sikre understøttelse til medlemmer, der rammes økonomisk under en konflikt samt for den del af fonden, som overstiger grundkapitalen at afholde udgifter til særlige formål, som DTP måtte ønske.
§ 2 Grundkapitalens størrelse
Stk. 1. Fondens grundkapital skal under ordinære forhold udgøre 1.346 kr. pr. 1. oktober 2000 pr. ordinært medlem. Medlemstallet pr. 1. januar er afgørende.
Stk. 2. Grundkapitalen indexreguleres hvert år pr. 1. oktober som følge af nettopristallet. Nettopristal oktober 2000 = 100,8.
§ 3 Grundkapitalens tilvejebringelse
Stk. 1. Grundkapitalen tilvejebringes ved rentetilskrivning, ordinære medlemmers bidrag samt ved kapitalindskud.
Stk. 2. Bidrag til konfliktfonden fastsættes af repræsentantskabet.
Stk. 3. Når der trækkes på fondens grundkapital, skal de ordinære medlemmer ligeligt over en af hovedbestyrelsen nærmere bestemt periode indbetale et beløb, der bringer fonden op på grundkapitalen.
§ 4 Fondens anvendelse Stk. 1. Konflikt
a. Fondens grundkapital kan anvendes til betaling af understøttelse til medlemmer, der rammes økonomisk under konflikt varslet af arbejdsgivere eller DTP, samt til dækning af alle ekstraudgifter, der måtte påløbe under og i tilslutning til en konfliktsituation.
b. En konfliktsituation anses for at være etableret, når der er afgivet varsel om arbejdsstandsning, uanset om varslet er afgivet af arbejdsgivere eller DTP. En konfliktsituation anses også for at være etableret ved indkaldelse af kollektive opsigelser.
c. Understøttelsesbeløbets størrelse fastsættes af Hovedbestyrelsen. Det omfatter, at Hovedbestyrelsen tager beslutning om understøttelsessats under hensyntagen til omfanget af konflikt, konfliktens art, satsens størrelse set i forhold til medlemmernes indtægtsgrundlag mv.
d. Medlemmer, der er i kontingentrestance til DTP eller konfliktfonden, er ikke berettiget til at få understøttelse af fonden.
e. Hovedbestyrelsen skal i den enkelte konfliktsituation tage stilling til, om karantæne på seks måneder også gælder retten til konfliktstøtte.
Stk. 2. Særlige formål
Den del af fondens midler, der måtte ligge over grundkapitalen, kan anvendes til særlige formål, som en enig hovedbestyrelse på et hovedbestyrelsesmøde har godkendt.
§ 5 Administration
Stk. 1. Konfliktfonden ledes og administreres af DTP's hovedbestyrelse og revideres af DTP's statsautoriserede/registrerede revisor. De dermed forbundne udgifter afholdes af fondens midler. Regnskab for fonden aflægges samtidig med DTP's regnskaber.
Stk. 2. Under en konfliktsituation er DTP's hovedbestyrelse bemyndiget til at optage lån. Sådanne lån skal efterfølgende godkendes af de delegerede til repræsentantskabet via en afstemning, der kan foregå elektronisk.
§ 6 Lovændringer
Ændring af nærværende love foretages efter samme regler, som er gældende for "Vedtægter for Danske Tandplejere”, § 22.
§ 7 Konfliktfondens opløsning
Opløsning af konfliktfonden foretages efter samme regler, som er gældende for "Vedtægter for Danske Tandplejere", § 23.