Aftale om levering af økologisk mælk
Aftale om levering af økologisk mælk
Journal nr. 3:0000-0000-00/Fødevarer og Finans
Rådsmødet den 28. november 2001 Resumé
1. MD Foods (nu Arla Foods) har anmeldt selskabets aftale med andelshaverne om levering af økologisk mælk efter konkurrencelovens § 9, subsidiært 8, stk.1.
2. Arla Foods er Europas største mejeriselskab med en omsætning på ca 36 mia kr i 2000. Arla Foods modtager 83\% af den økologiske mælk på det danske marked
3. Andelshaverne i MD Foods, der på Arla Foods vegne indsamler/indkøber mælk har leveringspligt. Xxxxxxxxxxxxx kan efter vedtægterne udtræde ved senest den 31. maj at udmelde sig med virkning fra regnskabsårets udløb (1. oktober). Dette medfører, at perioden fra udmeldelse til udtræden min. kan være 4 mdr - max 16 mdr.
4. Af den særskilte aftale med de økologiske leverandører fremgår, at det forudsættes, at de er andelshavere. Opsigelse kan ske med 13 mdrs. varsel til en 1. oktober, dvs den økologiske andelshaver er bundet til at levere økologisk mælk til selskabet i minimum 13 mdr. efter sin opsigelse. Styrelsen finder, at dette opsigelsesvarsel er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
5. Således begrænses andre mejerier i at starte ny økologisk produktion eller udvide den eksisterende før efter mindst 13 mdr. Der kan derfor ikke gives en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.
6. Der kan heller ikke meddeles en individuel fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, idet ingen af de fire betingelser er opfyldt. Der er derfor grundlag for at meddele påbud.
7. Påbudet skal kun gælde den frist økologerne har for at udtræde af Arla Foods. Der er ikke grund til at kræve den frist, som Arla skal give økologerne, forkortet. Der kan således udmærket gælde et længere varsel for Arla end for økologerne.
Afgørelse
8. Det meddeles Arla Foods at,
• aftalens bestemmelser om opsigelse er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk.1. Der kan derfor ikke meddeles en erklæring efter konkurrencelovens. § 9.
• Der er heller ikke grundlag for en fritagelse i henhold til konkurrencelovens § 8, stk. 1, idet aftalen ikke opfylder betingelserne for dette
• Selskabet påbydes i henhold til konkurrencelovens § 6, stk. 4 og § 16, stk. 1, nr.1, at ophæve aftalens pkt. 6, stk. 3 f.s.v.a økologernes ret til at opsige aftalen over for Arla Foods.
9. Påbudet skal efterkommes senest 1. marts 2002, jf. konkurrencelovens § 27, stk. 4.
Sagsfremstilling
10. MD Foods (nu Arla Foods) har anmeldt aftale om levering af mælk fra økologiske/biodynamiske landbrug med anmodning om en erklæring om ikke-indgreb subsidiært en fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1. Den anmeldte aftale er vedtaget forud for 1. januar 1998 og modtaget forud for 1. juli 1998. Aftalen er dermed omfattet af overgangsreglerne i konkurrencelovens § 27, stk. 4.
11. Ved anmeldelsen af 26. juni 1998 gjorde MD Foods opmærksom på, at opsigelsesvarslet i aftalen med de andelshavere, der leverer økologisk mælk ikke var en skærpelse af udmeldelsesfristerne i vedtægterne. Dette har selskabet efterfølgende ikke ønsket at bekræfte fortsat gælder.
Markedsbeskrivelse
12. Der er 45 mejerier i Danmark, heraf 14 andelsmejerier og 31 privatejede. Af de 45 mejerier indvejer de 12 mejerier økologisk mælk.
13. Der blev i 99/00 indvejet i alt 4,5 mia kg mælk i Danmark. Heraf indvejede Arla Foods 4,1 mia kg i Danmark, svarende til 91\%.
14. Ud af den samlede indvejet mælkemængde udgjorde den økologiske mælk 383.000 tons og Arla's andel heraf var 320.700 tons, svarende til 83\%.
15. Mængderne af indvejet økologisk mælk er steget betydeligt i de senere år, og mængderne er mere end fordoblet siden 97/98. I dag er der et betydeligt overskud og Arla Foods anvender således kun ca 30\% af den økologisk mælk til økologiske mejeriprodukter til hjemmemarkedet. En mindre del eksporteres, men det meste sælges som konventionelle produkter.
16. Økologisk mælk afregnes generelt til landmanden til en højere pris end konventionel. Dette skal dække de ekstra udgifter der er forbundet med økologisk produktion. Økologisk mælkeproduktion kræver således økologisk fodring og at dyrene lukkes ud på græs i perioder. Landmanden kan således ikke på kort sigt skifte fra konventionel drift til økologisk, idet der kræves en vis omstillingsperiode (2 år).
17. Hovedparten af den indvejede mælk anvendes til drikkemælk og den økologiske andel af drikkemælken i Danmark nærmer sig 30\%.
Parterne
18. Arla Foods blev oprettet i april 2000 ved fusionen mellem danske MD Foods og svenske Arla e.k.
19. Arla Foods ejes af knap 17.000 mælkeproducenter i Danmark og Sverige og har en samlet indvejning på 7 mia kg mælk, heraf de 4,1 i Danmark.
20. Samlet omsatte selskabet i 2000 for ca 36 mia kr.
21. MD Foods indgår i dag som en del af Arla Foods med det formål at købe mælken fra andelshaverne og sælge den videre til Arla Foods, samt forestå valg til medlemsorganisationerne og kontakten til andelshaverne.
22. Andelshaverne i MD Foods har i henhold til vedtægterne leveringspligt - dog er der mulighed for at levere op til 20\% af mælkeleverancen inden for hver 14 dages periode til andre end MD Foods. Andelshaverne kan udtræde ved senest den 31. maj at udmelde sig med virkning fra regnskabsårets udløb (1. oktober). Dette medfører, at perioden fra udmeldelse til udtræden kan minimeres til 4 mdr.
Aftalen
23. Aftalen om levering af mælk fra økologiske landbrug er en standardaftale, der indgås individuelt med den enkelte landmand. Det forudsættes i aftalen, at den økologiske producent er andelshaver i MD Foods og aftalen knytter sig til den økologiske mælkeproducents andelshaverrelationer.
24. Udover den til enhver tid gældende afregningspris for andelshaveres leverancer af mælk betales et særtillæg til dækning af ekstra omkostninger forbundet med produktionen af økologisk mælk.
25. Den økologiske producent er pligtig til, efter MD Foods nærmere angivne bestemmelser, at opnå og bevare myndighedernes godkendelse som producent af økologisk mælk i hele aftalens løbetid. Såfremt særtillægget for økologisk produktion ikke er opnået i enten en sammenhængende periode på 3 mdr. eller i mindst 6 mdr. i et regnskabsår, anses aftalen for ophørt fra det tidspunkt, hvor én af de to anførte betingelser kan konstateres opfyldt.
26. Aftalen kan ifølge pkt. 6 af begge parter opsiges med 13 mdrs. varsel med virkning til en 1. oktober. Dette medfører, at selvom den økologiske andelshaver lovligt melder sig ud af selskabet med eksempelvis minimumsfristen for andelshaveren på 4 mdr. er vedkommende bundet til at levere økologisk mælk til selskabet i minimum 13 mdr.
27. Økologiske producenter, der ikke tidligere har haft aftale med MD Foods om levering af økologisk mælk, er, bortset fra særlige omstændigheder, berettiget til at modtage særtillæg for økologisk produktion i mindst 3 år i alt.
Parternes argumentation
28. Selskabet har anført, at den vedtægtsændring, der blev gennemført i forbindelse med fusionen med Kløver Mælk og som nedsatte udmeldelsesvarslet for andelshaverne til min 4 mdr. kun vedrørte konventionel mælk og at der fortsat kan indgås frivillige aftaler vedrørende specielle leverancer, herunder øko-aftaler, når saglige hensyn taler herfor og parterne ønsker dette.
29. Selskabet har fremlagt forslag om at ændre vedtægterne således at § 5, stk. 4, hvorefter en andelshaver kan melde sig ud med min. 4 mdrs varsel til en 31. maj udvides med følgende:
30. "Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at der for andelshavere, der leverer økologisk mælk til selskabet, indgås kontrakter, der indeholder et længere opsigelsesvarsel".
31. Det er selskabets opfattelse, at vedtægtspræciseringen vil medføre, at sagen ikke relaterer sig til en forskel i bindingsperioden i henholdsvis vedtægterne og økoaftalen, men derimod alene vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang et opsigelsesvarsel på 13 mdr. kan udgøre en konkurrencebegrænsning i strid med konkurrencelovens § 6.
32. Det er desuden selskabets opfattelse, at et varsel på 13 mdr. ikke har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen på markedet og er sædvanligt i denne form for kontraktforhold.
33. Selskabet finder, at et kortere varsel ville forhindre selskabet i at eksportere, idet det ikke vil kunne indgå længerevarende aftaler med udenlandske detailhandelskæder, hvis der ikke er sikkerhed for, at de økologiske mælkeleverancer er til stede. Da omstillingsperioden for at skifte fra konventionel til økologisk produktion er 24 mdr. finder selskabet at en binding på 13 mdr. er nødvendig.
34. Endelig har selskabet anført, at de økologiske leverandører ikke ønsker opsigelsesvarslet nedsat, da de ønsker sikkerhed for afsætningen, og at der ikke er kommet klager vedr. dette spørgsmål.
Vurdering
35. MD Foods og leverandørerne udfører økonomisk aktivitet i forbindelse med køb og salg af økologisk mælk. Forholdet er derfor omfattet af konkurrenceloven, jf. § 2, stk. 1.
36. Der er ikke tale om forhold omfattet af nogen EU-undtagelse eller fritagelse, jf. konkurrencelovens § 4. Undtagelsen i Rådsforordning 26/62 finder ikke anvendelse, da MD Foods uanset at selskabet kun modtager mælk fra danske leverandører er en del af Arla Foods koncernen, der forarbejder mælk fra leverandører/medlemmer fra mere end én medlemsstat. Der er ikke tale om en koncernintern aftale, jf. konkurrencelovens § 5. Aftalen falder således udenfor § 5, stk. 4 i bekendtgørelse 1029, da bindingsperioden for de økologiske andelshavere er på op til 25 mdr. MD Foods er dominerende på markedet for indsamling/ indkøb af økologisk mælk, og anvendelse af bekendtgørelsen forudsætter i så fald, at bindingsperioden er væsentligt kortere end 2 år1.
37. Arla Foods har alene en koncernomsætning på ca 36 mia kr., hvortil kommer omsætningen hos de økologiske leverandører. Bagatelreglen i kl § 7, stk. 1 finder derfor ikke anvendelse.
Det relevante marked
38. Økologisk råmælk adskiller sig på udbudssiden fra konventionel ved produktionsmetoden. Som nævnt ovenfor stilles der særlige lovmæssige krav til produktion af økologisk mælk, og landmanden kan ikke på kort sigt skifte fra konventionel mælkeproduktion til økologisk.
39. Mejeriet afhenter også råmælken i særlige tanke, hvor det transporteres til mejeriet og varmebehandles og anvendes til produktion af bl.a drikkemælk, syrnede produkter, smør og ost. I hele denne proces holdes den økologiske mælk adskilt fra konventionel mælk. Forbrugerne betragter ligeledes økologisk mælk som et andet produkt end konventionel mælk, og er villige til at betale en merpris på 0,95-1,40 kr for økologisk sødmælk i forhold til konventionel. Økologisk mælk markedsføres således også særskilt og under eget mærke.
40. Mejerierne kan ikke erstatte økologisk mælk med konventionel råmælk, men kan godt gå den modsatte vej.
41. Mejeriernes indkøb af økologisk råmælk samt transport og lagring udgør således et særskilt produktmarked.
42. Det geografiske marked begrænses i et vist omfang af tidsfaktoren, da varmebehandlingen skal ske inden for en tidsafgrænset periode. Mælkens friskhed har betydning for anvendelsen. Transportomkostningerne og antallet af nødvendige stop spiller også en vis rolle.
43. Handel med økologisk råmælk over den danske grænse er stort set ikke eksisterende. Tidsfaktoren og transportomkostningerne skulle ikke hindre køb og salg fra Sverige eller Tyskland, men ingen af disse lande har en stor produktion af økologisk råmælk.
44. Sammenfattende er der tale om et nationalt marked for indkøb af økologisk råmælk fra landmanden samt transport og disponering af råmælken.
Konkurrencelovens § 6, stk. 1-3
45. I henhold til konkurrencelovens § 6 er det forbudt for virksomheder m.v at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.
46. Aftalen fastlægger regler om ekstra betaling begrundet med at økologiske leverandører har nogle yderligere omkostninger forbundet med den økologiske produktion. Disse bestemmelser rejser efter styrelsens vurdering ikke spørgsmål i forhold til konkurrencelovens § 6, stk. 1.
47. Derimod finder styrelsen, at bestemmelserne om opsigelsesvarsel i pkt. 6 må anses for omfattet af § 6, stk. 1, idet de har til følge at begrænse økologernes mulighed for at træde ud af MD Foods og kontrahere 100\% med en anden aftager.
48. Aftalens pkt. 6, stk. 3 er sålydende. "Aftalen kan opsiges med 13 måneders varsel til en 1. oktober"
49. Producenter af økologiske mælkeprodukter begrænses i deres adgang til markedet for indkøb af mælk. Der henvises til at MD Foods har en dominerende stilling på dette marked med en markedsandel på 83\% af den indvejede mælk. Alle 611 økologiske mælkeproducenter i MD Foods har samme bestemmelser om opsigelse. Efter de oplysninger, som styrelsen er bekendt med, benytter andre producenter af økologiske produkter sig af tilsvarende bestemmelser som MD Foods
m.h.t leveringspligt og opsigelsesvarsel af en vis varighed. Det vil heller ikke være muligt for konkurrerende mejerier at indgå aftale med nye økologiske mælkeproducenter. Dels er adgangen til at etablere sig som mælkeproducent ikke fri, men reguleret ved kvoter og dels tager det mindst to år at omstille fra konventionel til økologisk drift.
50. De økologiske andelshavere afskæres gennem aftalen fra at skifte til et andet økologisk mejeri i min 13 mdr. og max 25 mdr. Et opsigelsesvarsel af denne varighed, som gælder for den helt overvejende del af markedets leverandører, kan gøre det vanskeligt for nye produktionsvirksomheder, der er afhængige af økologisk mælk, at få fodfæste. De vil have svært ved at udnytte kortvarige bevægelser i markedet, der udløser svingende efterspørgsel efter
økologiske produkter. Varslet kan også gøre det mere bekosteligt for dem at opnå aftale med leverandører, idet disse må antages at kræve en garanti for samhandel i en vis periode. De konventionelle andelshavere kan udmelde sig med et varsel på min 4 mdr. og max 16 mdr. De andelshavere, der leverer økologisk råmælk til Arla Foods, er bundet væsentligt længere tid end de andelshavere, der leverer konventionel mælk.
51. Pkt. 6, stk. 3 i aftalen med de økologiske/biodynamiske leverandører er således omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Der kan derfor ikke meddeles en erklæring efter konkurrencelovens § 9.
52. MD Foods har i sine vedtægter § 6, stk. 1 bestemmelser om andelshaverens adgang til splitleverancer. Det betyder, at en andelshaver - økologisk eller konventionel - har adgang til efter nærmere regler at levere op til 20\% af sin produktion af mælk til andre end MD Foods. Denne bestemmelse gør det lettere for en landmand - på forsøgsbasis - at deltage i alternative produktioner ligesom den kan udligne marginale forsyningsbehov hos konkurrerende virksomheder, forudsat disse kan planlægge deres behov nøje.
53. Men den ændrer ikke ved det forhold, at forsyningen af økomælk er lagt i helt faste rammer, og at disse for 83\%'s vedkommende i kraft af Arla's regler kun kan ændres med et opsigelsesvarsel på 13-25 mdr. Xxxx'x forslag (pkt. 30) og henvisningen til potentielle aftaler med udenlandske detailkæder (pkt. 33) ændrer heller ikke ved vurderingen. Den anmeldte standardaftale gælder for alle selskabets økologer og er ikke et særligt tilbud til et mindre antal og henvisningen til potentielle ordrer kan ikke tillægges særlig vægt, dels fordi selskabet for øjeblikket har et meget stort overskud af økomælk og dels fordi sådanne opgaver normalt vil indeholde en opbygningsperiode. Dels skal den fornødne logistik på plads og dels skal produkterne indarbejdes på markedet.
Konkurrencelovens § 8, stk. 1
54. Ifølge § 8, stk. 1, kan de konkurrencebegrænsende bestemmelser fritages fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis samtlige betingelser i konkurrencelovens § 8 er opfyldt.
Aftalen bidrager til at styrke effektiviteten i produktion eller distribution
55. Anmelder har anført, at aftalen bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen, idet formålet med aftalen bl.a er at søge at regulere størrelsen af den økologiske produktion med henblik på, at mælkeproduktionen tilpasses afsætningsmulighederne. En sådan tilpasning vil styrke effektiviteten i produktionen.
56. Styrelsen finder, at denne betingelse ikke er opfyldt. Bestemmelserne i pkt 6, stk. 3 om lange udmeldelsesvarsler for en dominerende indsamler/indkøber af mælk kan ikke antages at styrke effektiviteten i hverken produktion eller distribution og giver ikke mulighed for at tilpasse sig kortvarige bevægelser i markedet.
Aftalen sikrer forbrugerne en rimelig del af fordelene herved.
57. Anmelder har anført, at aftalen, via den ovenfor nævnte tilpasning, sikrer forbrugerne en fordel, idet manglende tilpasning fører til at overskydende økologisk mælk, der afsættes som konventionel
mælk, medfører omkostninger, der skal dækkes ind på anden vis, herunder ved afsætning af den økologiske mælk.
58. Styrelsen finder ikke, at denne betingelse er opfyldt. Ved en længere bindingsperiode for andelshavere af økologisk mælk begrænses disses konkurrencemuligheder. Det er vanskeligt at se, at forbrugerne skulle drage nogen fordel af dette, specielt når der er tale om en dominerende indkøber.
Aftalen pålægger ikke virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål.
59. Anmelder har anført, at de begrænsninger, der pålægges den økologiske leverandør ved opsigelse af øko-aftalen, ikke er unødvendige for at nå disse mål. Omlægning til økologisk produktion kræver tid, og selskabet må derfor kræve et længere opsigelsesvarsel af økologerne for at kunne nå at starte en ny produktion op, hvis nogen melder sig ud. Selskabet bestræber sig hele tiden på at udvide salget af økologisk mælk. bl.a i udlandet og detailhandlen kræver leveringsaftaler af en varighed, der går ud over de 13 mdr. Selskabet vil ikke kunne lave sådanne langsigtede leveringsaftaler med detailhandlen, hvis de ikke har sikkerhed for de økologiske leverancer i en forholdsvis lang periode.
60. Styrelsen vil ikke bestride, at der i visse tilfælde kan være fordele ved aftaler mellem sælgere og købere af en vis varighed. Det er imidlertid ikke godtgjort at et varsel på 13-25 mdr. skulle være nødvendigt. I forhold til de konventionelle producenter kan Arla Foods klare sig med 4-16 mdr.
61. Dertil kommer, at Arla Foods for øjeblikket har et betydeligt overskud af økologisk mælk, og der er ikke oplyst noget om, at denne situation reelt er ved at ændres. Desuden vil en omhyggelig planlægning og budgetlægning i betydelig grad kunne sikre det fornødne mælkegrundlag og overflødiggøre en ekstra binding.
62. Arla Foods har således allerede i dag et system med økonomisk præmiering af økologerne. Dette vil med kort varsel kunne udbygges, hvis der er behov for mere økologisk mælk.
63. Arla Foods har henvist til, at de nuværende 611 økologiske leverandører ikke finder bindingsperioden unødvendig lang, og at de ikke ønsker den nedsat. Hertil bemærkes, at vurderingen alene omfatter Arla's binding af de økologiske andelshavere. Der er intet til hinder for, at økologerne bevarer en ret til et mindste opsigelsesvarslet som anført i de nugældende kontrakter. Man ville dermed få et asymmetrisk varsel.
64. Styrelsen finder derfor samlet, at denne betingelse ikke er opfyldt. Det er således ikke godtgjort, at der er behov for et opsigelsesvarsel, der er længere end for andre andelshavere.
Aftalen giver ikke virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser
65. Anmelder har anført, at bindingsperioden ikke giver selskabet mulighed for at udelukke konkurrencen på det relevante marked. For det første kan øvrige mejerier forlange at få engrosleveret økologisk mælk fra Arla Foods. For det andet kan også økologiske andelshavere vælge at splitlevere til andre økologiske mejerier, og for det tredje har øvrige mejerier adgang til på lige vilkår med Arla Foods at sikre en omlægning af konventionelle landmænd til økologisk
landbrug, ligesom øvrige mejerier har adgang til at indføre tilsvarende bindingsperioder i kontrakten med leverandøren.
66. Styrelsen finder, at Arla Foods med en markedsandel på 83\% af den økologiske mælk har mulighed for gennem et langt opsigelsesvarsel at hindre andre mejerier i at starte ny produktion eller udvide den eksisterende. Køb af engrosmælk fra Arla Foods giver de øvrige mejerier et afhængighedsforhold og påfører dem omkostninger. De øvrige mejerier foretrækker derfor i en række tilfælde selv at få leveringsaftale med landmændene. Muligheden for splitleverancer vil ikke nødvendigvis kunne opfylde kravet fra et mindre mejeri til en produktionsudvidelse. Et varsel på 13-25 mdr. gør det vanskeligt at få startet ny produktion.
67. Betingelsen er derfor ikke opfyldt.
Konklusion på konkurrencelovens § 8.
68. Da ingen af de 4 betingelser er opfyldt, er der ikke grundlag for en fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1.
Samlet konklusion
69. Aftalens bestemmelser i pkt. 6, stk. 3 om opsigelse er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk.1. Der kan derfor ikke meddeles en erklæring efter konkurrencelovens § 9. Det er heller ikke grundlag for en fritagelse i henhold til konkurrencelovens § 8, stk. 1, idet aftalen ikke opfylder betingelserne for dette
70. Der er derfor grundlag for, at meddele MD Foods påbud om at ophæve aftalens pkt. 6, stk. 3, jf. konkurrencelovens §§ 6, stk. 4 og 16, stk. 1, nr. 1. Det skal ske med virkning fra den 1. marts 2002.
Arla Foods Amba har den 21. december 2001 indbragt afgørelsen for Konkurrenceankenævnet.
1 Jf. afgørelse af 21.6.2000, hvor rådet, på baggrund af Danægs markedsandel på 50\%, fandt, at Danægs vedtægter efter en nedsættelse fra 2 år til 15 mdr. faldt ind under bekendtgørelse 1029 og dermed var omfattet af konkurrencelovens § 5.