Roy Langer & Peter Kjær
Virksomhed og politik i en mediestorm
En analyse af SAS-Mærsk-kartelsagen
Xxx Xxxxxx & Xxxxx Xxxx
1. Indledning
I sommeren 2001 udløste en kartelaftale mellem flyselskaberne SAS og Mærsk Air en meget intensiv mediestorm, som varede flere uger og satte de involve- rede virksomheder under stort pres. Efter afsløringen af en hemmelig aftale mellem virksomhederne om opdelingen af det nordiske marked blev avisernes for-, erhvervs-, politik- og debatsider dagligt oversvømmet af artikler og indlæg med oplysninger, anklager og udspil, der fokuserede på de to virksomheders handlinger, afkrævede svar og reaktioner fra de involverede parter, og stillede spørgsmålstegn ved virksomhedsledernes kompetence og etik.
I denne artikel vil vi med udgangspunkt i kartelsagen se på, hvordan me- diernes erhvervsdækning er med til at definere og politisere virksomheder. Erhvervsnyheder er i de seneste årtier blevet en vigtig del af virksomhedernes omgivelser og en vigtig del af den offentlige meningsdannelse generelt. Der er sket en institutionalisering af erhvervsnyhederne, både forstået som at me- dierne opleves som en given del af virksomhedernes eksistensvilkår, som noget man er nødt til at tage hensyn til – og forstået således, at erhvervsdækningen er blevet selvstændiggjort i forhold til virksomhederne og er styret af egne relevanskriterier (Kjær & Langer 2004). Et resultat af institutionaliseringen af erhvervsnyheder er, at dækningen af virksomheder og erhvervsliv synes at være blevet mere konfliktorienteret end tidligere. Det er derfor også fristende at relatere denne udvikling til den ændrede samfundsmæssige rolle, erhvervs- livet tilsyneladende har fået. Koncepter som “virksomhedens sociale ansvar”, “den politiske forbruger” eller “den politiske virksomhed” beskriver alle en udvikling i retning af mere politiserede virksomheder, hvad enten der er tale om at virksomheden gøres til genstand for politisk opmærksomhed eller gøres til politisk aktør (Xxxxxxxx 1994; Xxxxxxxxx 1996). Spørgsmålet er, hvordan erhvervsdækningen bidrager til denne udvikling.
Der eksisterer kun få empiriske studier, der tematiserer relationen mel- lem medier og erhvervsliv ud fra et politiseringsperspektiv (se dog Grolin 1999, Tsoukas 1999, og til dels Hedaa 1997). Dette til trods for, at vi kan rejse adskillige principielle spørgsmål i forhold til mediedækningen af erhvervsliv
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 29
og virksomheder: For det første: Bidrager mediernes relevanskriterier mv. til en særlig forståelse af virksomhedens samfundsmæssige rolle? Her er impli- kationen at medierne ikke blot afspejler men medkonstruerer virksomheders placering og rolle i samfundet på en måde, der udtrykker særlige massemediale betydningsstrukturer og standarder. For det andet: Kan der sættes lighedstegn mellem konfliktorientering i erhvervsnyheder og politisering af virksomheden? Her er implikationen, at erhvervsdækningen har særlige effekter, idet den er med til at politisere virksomheden ved at tematisere konflikt i nyhedsdæk- ningen, hvilket gør virksomheden politisk interessant, øger muligheden for at konflikter får en offentlig karakter, og eventuelt fremprovokerer politiske interventioner og mod-interventioner. Og for det tredje: Hvordan er medierne med til at koble virksomhed og samfund? Her er implikationen at journalistik- ken i sin konstruktion af nyheder og sager sætter virksomheden i relation til “samfund” på bestemte måder, og derved spiller en politisk rolle.
Vi forholder os til disse spørgsmål ved at se på, hvordan virksomhed og samfund italesættes i erhvervsdækningen i en sag, som hinsides enhver tvivl er konfliktpræget. SAS-Mærsk-sagen er således ikke repræsentativ for hele spektret af erhvervsnyheder, men må karakteriseres som en mediestorm eller en medieorkan (Xxxxxxxxx og Xxxxxxxxx 2001: 58; Xxxxxxxx et al. 2000: kap. 6 & 7), dvs. et forløb hvor en afslørende nyhed resulterer i en meget intens og konfliktorienteret medieeksponering over en længere tidsperiode på en måde, der inkluderer adskillige stemmer og aktører med interesse i konflikten, hvor mediedækningen i høj grad handler om at placere ansvar, afkræve handlinger og løsninger, og hvor medierne dermed kan være med til at placere en sag på den politiske dagsorden.1 Fordi kartelsagen er en ekstrem case, er den et oplagt valg til en analyse af virksomhedens politisering i medierne, men analysen vil netop derfor også have en eksplorativ karakter og først og fremmest tjene som en første mulighed for at udvikle og afprøve forskellige analytiske perspekti- ver.2
SAS-Mærsk-mediestormen gør det muligt at iagttage forholdet mellem virksomhed og samfund og mediernes rolle i den sammenhæng både i et teks- tuelt og i et samfundsdiagnostisk perspektiv. I vores analyse af forløbet vil vi først fokusere på medieteksternes gradvise konstruktion af sagen, teksternes problemudpegninger, ansvarsstilskrivelser osv. Med udgangspunkt i forskellige samfundsdiagnostiske perspektiver vil vi dernæst iagttage erhvervsjournalistik- kens politiske rolle. Analysen er således baseret på en “indefra-ud læsning” og en “udefra-ind læsning” af casen: Først foretager vi en analyse af mediernes italesættelse af virksomhed og samfund i forbindelse med kartelsagen (indefra- ud) med udgangspunkt i mediedækningen af kartelsagen fra juli til september 2001 i fire danske dagblade. Dernæst foretager vi en samfundsdiagnostisk tolk-
30 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
ning af sagen (udefra-ind) baseret på analytiske perspektiver, der tematiserer forandringer i forholdet mellem virksomheder, politik og medier.
Analysen af mediedækningen bygger på et diskursanalytisk perspektiv. Mange medieforskere ser diskursanalysen som et redskab til at undersøge medieindhold og -processer, der kan kompensere for ulemperne ved traditio- nelle kvantitative medieindholdsanalyser.3 Diskursanalysen ser medietekster som dele af en selvstændig betydningsdannende praksis – og ikke blot som en repræsentation af bestemte begivenheder, magtforhold, intentioner mv. Mediediskursen analyseres således som et særligt og ikke-reducerbart vi- denssystem, hvor der forekommer en flerhed af stemmer og intertekstuelle forbindelser mellem diskursens enkelte fragmenter.
Som indgang til den konkrete mediediskursanalyse er vi inspireret af den tyske diskursanalytiker Jägers tilgang. Valget af Jäger som diskursanalytisk tilgang hænger sammen med mediestormens særlige anatomi. Mediestormen er et komplekst, mangestemmigt og delvist kaotisk procesforløb, som sjældent kan reduceres til én enkelt meningsstruktur eller aflæses i en eller et begrænset antal medietekster.4 Jägers egne empiriske undersøgelser af racistiske diskurser (1993), samt analyser af nationalistiske diskurser (fx Langer 1997 og 2000b) og analyser af politisk ledelse (fx Xxxxxx, Xxxxxx & Salskov-Iversen 2001) med udgangspunkt i denne diskursforståelse har dokumenteret, at tilgangen er specielt egnet til at iagttage konstruktionen af identiteter, roller og images på en måde, der er følsom både for processuelle forskydninger og for komplek- siteten i konstruktionerne. Modsat andre tekstnære diskursanalytiske tilgange (fx Fairclough 1995, Xxxxx et al. 1999, Xxxxx & Xxxxx 2001) muliggør Jägers tilgang en systematisk iagttagelse af diskursens processuelle forløb over læn- gere tid ved at fremhæve diskursers flerstemmede og dynamiske forløb. Xxxxx definerer diskurs som “en flod af tekst og tale gennem tiden” og gør – med henvisning til Xxxxxxxxx vidensarkæologi – den fortløbende reaktualisering og modificering af tidligere betydningsdannende elementer i form af inter- tekstuelle forbindelser til et centralt omdrejningspunkt i det diskursanalytiske arbejde. Det er de konkrete og skiftende betydninger – eller semantikker – i diskursforløbet, der gøres til diskursanalysens fokuspunkt.
Vores analyse af SAS-Mærsk-kartelsagen i de danske medier fokuserer
på diskursens betydningsdannelse i forhold til koblingen mellem virksomhed og samfund. Analysen bygger på følgende undersøgelsestrin: (1) analyse af mediediskursens forhistorie, (2) analyse af diskursforløbet med særlig fokus på temaer og diskursstemmer, (3) analyse af narrative karakteristika og roller i den diskursive konstruktion af de i kartelsagen involverede virksomheder og deres omgivelser, (4) en fortolkning af diskursens grundlæggende semantikker, og især hvordan disse semantikker kobler virksomhed og samfund.
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 31
I analysen af konstruktionen af roller har vi benyttet os af en narrativ model udviklet af Xxxxxxxxx og Xxxxxxxxx (2001: 79). Ifølge denne model kan aktører i mediestorme kategoriseres i fire typer rollepositioner: subjekter, modstandere, hjælpere og medskyldige. I mediestorme definerer journalister og andre tekstproducenter subjekter og deres modstandere i konflikter. Mens subjekter udpeger problemer og kræver løsninger for et givent problem, af- viser modstandere eksistensen af problemet og/eller løsningsforslagene for et problem. Hjælperne støtter subjekterne ved at præsentere nye informationer om og perspektiver på de af subjekterne udpegede problemer og foreslåede problemløsninger. Medskyldige støtter modstandere i deres forsøg på at afvise eksistensen af et problem eller konkrete løsninger for et givent problem.
Diskursanalysens resultater bliver efterfølgende fortolket i lyset af tre del- vist komplementære samfundsanalytiske perspektiver, der søger at beskrive de kontekstuelle betingelser for den analyserede mediestorm. Her er ambitionen at rejse spørgsmålet om forholdet mellem medier og politisering på en måde, der ikke blot definitorisk tilskriver medierne en politiserende funktion, men som giver et mere samfundsanalytisk og historisk bud på, hvad mediernes funktion kan være blevet til i dag. Ved at introducere et samfundsdiagnostisk blik vil vi overveje, hvilken samfundsorganisering der kan have muliggjort de diskursive praktikker, der iagttages i tekstanalysen, og hvilken rolle medierne dermed synes at have fået i denne sammenhæng. De tre samfundsdiagnoser, der bringes på banen, er et kritisk offentlighedsteoretisk perspektiv (Habermas 1971), et forhandlingsøkonomisk perspektiv (Xxxxxxxx, Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, Xxxx og Elberg 1992) og et funktionsdifferentieringsperspektiv (Xxxxxxx 2000). Valget af netop disse tre diagnoser begrundes med vores intention om at belyse relationen mellem medier og erhvervsliv ud fra et politiseringsperspek- tiv og at udsige noget om, hvordan virksomheder indlejres i samfundet. Den kritiske offentlighedsteori fokuserer på mediernes samfundsmæssige funktion og rolle og antyder, at offentligheden er blevet en medieoffentlighed, således at medierne får en særlig status i den offentlige meningsdannelse. Den forhand- lingsøkonomiske tilgang tilbyder en diagnose, der stiller skarpt på forholdet mellem virksomheder og det omgivende samfund, og beskriver hvordan der gennem en lang historie er sket en diskursiv og institutionel rekonfigurering af grundlæggende ansvarskategorier og grænsedragninger. Endelig giver dif- ferentieringsperspektivet et blik for, hvordan medierne er del af en verden af samtidige kommunikationsprocesser, som de både iagttager og kobler.
Vi vil nu præsentere caseanalysen, først ved kort at opridse baggrunden for
kartelsagen, dernæst ved at analysere caseforløbets diskursive karakteristika, og endelig ved at læse forløbet samfundsdiagnostisk.
32 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
2. Baggrund: liberaliseringen af den europæiske luftfart
Indtil midten af 1980’erne blev flytrafikken i de fleste europæiske lande betrag- tet som et nationalt interesseområde for nationale, typisk statsejede, luftfart- selskaber. I 1987 igangsatte EU-kommissionen en liberalisering af den euro- pæiske flytrafik. Liberaliseringen førte til en gradvis privatisering af statsejede flyselskaber og til grundlæggelsen af en række private flyselskaber. De fleste nationale flyselskaber havde dog en signifikant konkurrencefordel på grund af deres historiske monopolstilling på deres respektive hjemmemarkeder.
I 1990’erne var etableringen af alliancer og skabelsen af bonuspointpro- grammer den vigtigste udviklingstrend. Disse alliancer var tilsyneladende en fordel for kunderne, idet de nu kunne overføre bonuspoints mellem allierede selskaber. Men alliancerne gjorde det vanskeligt for nye kommercielle udbydere at få markedsandele og udbyggede de tidligere statsejede selskabers konkur- rencefordel, specielt på hjemmemarkederne. Således var det skandinaviske marked i slutningen af 1990’erne fortsat nærmest hermetisk lukket pga. SAS’ monopolstilling. I 1997 udfordrede det tidligere statsejede finske Finnair i samarbejde med det kommercielle danske flyselskab Mærsk Air denne mono- polstilling ved at tilbyde konkurrencedygtige priser på destinationen Køben- havn-Stockholm. Udfordrerne måtte dog strække våben igen, idet kunderne pga. af bonuspointprogrammerne fortsat foretrak SAS’ dyrere tilbud.
Et år senere, d. 9. oktober 1998, annoncerede SAS og Mærsk Air indgå- elsen af en samarbejdsaftale, der bl.a. gav Mærsk Airs kunder mulighed for at blive inkluderet i SAS’ “frequent flyer” program. Selskaberne anmodede helt i overensstemmelse med reglerne EU om godkendelse af aftalen. Men ud over denne officielle aftale indgik selskaberne også en hemmelig aftale. Ifølge denne hemmelige aftale forpligtede Mærsk Air sig til ikke at åbne nye flyforbindelser uden først at konsultere SAS. Til gengæld erklærede SAS, at selskabet ikke ville åbne konkurrerende afgange på de ruter, som Mærsk Air havde i Billund. Endvidere aftaltes, at Mærsk Air nedlagde sin flyforbindelse mellem København og Stockholm, mens SAS opgav forbindelsen København- Venedig, som Mærsk Air efterfølgende overtog. SAS stoppede også sin Bil- lund-Frankfurt/M-forbindelse, hvorefter Mærsk var det eneste ruteflyselskab, der tilbød denne destination. Eksperter vurderede senere, at den hemmelige aftale mellem SAS og Mærsk forhøjede billetprisen mellem København og Stockholm med i gennemsnit 50%, og at SAS alene tjente ca. 300 millioner DKK på aftalen. Senere undersøgelser viste også, at begge selskaber var bevidste om den illegale status af deres aftale, idet de lovede ikke at arkivere aftalen på deres respektive hovedsæder.
Det lille kommercielle danske flyselskab Sun Air indbragte efter offentlig-
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 33
gørelsen af den officielle aftale mellem SAS og Mærsk en klage til EU-kom- missionen. Kommissionen indledte en officiel undersøgelse og foranledigede
d. 15. juni 2000 en ransagning af SAS’ og Mærsk Airs hovedkontorer. Under ransagningen fandt kommissionen – på trods af arkiveringsaftalen mellem de to flyselskaber – beviser for den hemmelige aftale. Den 31. januar 2001 rejste kommissionen officiel anklage mod selskaberne, og et halvt år senere, den 18. juli 2001, uddelte kommissionen rekordhøje bøder på hhv. 97 millioner DKK til Mærsk Air og 291 millioner DKK til SAS for at have overtrådt EU’s konkur- renceregler. Forskellen i bødernes størrelse forklaredes med, at Mærsk havde hjulpet kommissionen under opklaringen, hvilket resulterede i et nedslag på 25% i forhold til den oprindelige bødestørrelse. Desuden forklaredes forskellen med, at SAS var en ti gange større virksomhed end Mærsk Air, for hvem bøden således var forholdsvis større, idet den udgjorde ca. 2,85% af virksomhedens årsomsætning modsat 0,72% hos SAS.
For begge selskaber resulterede EU-kommissionens dom i en større krise, der fik yderligere næring af den mediestorm, der fejede hen over SAS og Mærsk Air i de efterfølgende uger. Denne mediestorm blev specielt for SAS en nærmest traumatisk begivenhed, der førte til et signifikant dyk i selskabets aktiekurs og et betydeligt omdømmetab. Mærsk Air derimod syntes mindre påvirket af begivenheden.5 Dette forløb søges kortlagt i den efterfølgende diskursanalyse.
3. Virksomheden og samfundet i diskursens semantik6
3.1 Diskursiv forhistorie
Mediestormens diskursive forhistorie kan spores tilbage til de første beretnin- ger i september 1998, hvor konkurrencen mellem SAS og Mærsk Air stadig karakteriseres som “luftkamp” og “krig”. Mærsk Air havde netop erklæret British Airlines som sin mest ønskede samarbejdspartnerpartner. Mærsk Air portrætteres som den lille Xxxxx, der optager kampen mod kæmpen Goliat (SAS).7
Kun et par uger senere kunne flere dagblade imidlertid meddele, at Mærsk og SAS var blevet venner. Med ærkerivalernes indgåelse af et “fornuftsægte- skab”8, melder de første kritikere sig også, idet talsmænd for forskellige rejse- bureauer forudser højere flybilletpriser. Det lille flyselskab Sun Air anklager SAS og Mærsk Air for ulovligt at opdele markedet. Medierne rapporterer, at EU-kommissionen ser med kritiske øjne på den indgåede aftale. Jyllands-Po- sten fremfører på lederplads d. 19. juni 2000 under overskriften “Monopoler i luften” sin kritik af SAS-Mærsk-aftalen og opfordrer myndighederne til at
34 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
gribe ind over for den stigende monopolisering i flytrafikken og til at beskytte forbrugerne ved at genetablere fri konkurrence.
3.2 Diskursens temaer og stemmer
Dagen efter EU-kommissionens bekendtgørelse af bøderne mod SAS og Mærsk Air rapporterer alle de undersøgte medier om begivenheden. To af dagbladene viser desuden en oversigt over alle de fem bøder, A.P. Møller-koncernen, som Mærsk Air er en del af, er blevet idømt af EU-kommissionen – og kaster der- med et særligt kritisk lys på denne virksomheds aktiviteter.9 Jyllands-Posten bringer d. 20. juli 2001 en leder, som under overskriften “Pinligt” er særdeles kritisk over for begge de involverede virksomheder, og som tematiserer fire aspekter i relation til kartelsagen, der alle sammen bliver retningsvisende for mediestormens efterfølgende tematiseringer:
1. Den danske stats medansvar og manglende kompetencer som ejer af virk- somheder
2. Den manglende forretningsmoral i Mærsk Air og A.P. Møller-koncernen generelt
3. Den manglende professionalisme og kompetence hos lederne i SAS og Mærsk Air
4. Den manglende professionelle etik hos virksomhedernes advokater
De første reaktioner uden for journalisternes rækker stammer igen fra den dan- ske rejsebranche, som kræver at virksomhederne betaler kompensation til deres kunder. Også danske politikere melder sig på banen. En talsmand for oppositi- onspartiet Venstre opfordrer den ansvarlige socialdemokratiske xxxxxxxxxxxxxx Xxxxx Xxxxxx til at oplyse, om ministeriet som én af SAS’ storaktionærer havde været informeret om den hemmelige kartelaftale.10 Samtidig giver ordføreren udtryk for, at kartelsagen kun er endnu et eksempel på, hvorfor staten ikke skal drive kommerciel virksomhed. Også oppositionelle venstrefløjspolitikere og endda politikere fra partierne bag regeringen opfordrer regeringen til at gribe ind over SAS’ bestyrelse og direktion og forlanger yderligere forklaring.
Mens diskursdeltagerne i stigende grad fokuserer på den danske stats påstå- ede medansvar som medejer af SAS, rykker Mærsk Air tilsvarende i baggrun- den. I de følgende uger dominerer argumenter for og imod, at den danske stat skal sælge sine aktier i SAS, og om staten i det hele taget skulle have retten til at eje virksomheder. Borgerlige politikere og lederskribenter på de tre største danske dagblade er enige i, at der ikke længere eksisterer nogen begrundelse for, at staten skal eje aktier i SAS, idet der pga. liberaliseringen af den euro-
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 35
pæiske luftfart ikke længere foreligger nationale interesser bag ejerskabet.11 Efter et par uger retter mediestormen sig næsten udelukkende mod SAS’
ejere, bestyrelse og direktion. I stigende grad kræves der en placering af person- ligt ansvar for kartelaftalen. Den ansvarlige minister afviser imidlertid fortsat at blande sig i bestyrelses- og direktionsarbejdet, idet han ikke ønsker at med- virke i “en heksejagt”12 på virksomhedens medarbejdere. Koncerndirektøren for SAS gør d. 31. juli 2001 et forsøg på at flytte fokus fra virksomheden ved at beskylde Mærsk Air for at have taget initiativ til den ulovlige kartelaftale og siden hen at have samarbejdet med EU-kommissionen.13 Dette forsøg må, set i bakspejlet, betegnes som en handling, der i sidste ende kun forværrer situationen for SAS. Flere kommentatorer udtrykker deres afsky og forargelse over forsøget og betegner det som “umodent og uprofessionelt”.14
Dagen derpå rapporterer alle dagblade, at A.P. Møller-koncernen ikke an- fægter EU-kommissionens bøde, og at Mærsk Airs bestyrelsesformand og administrerende direktør “har valgt at træde tilbage”. Journalister og politikere bifalder beslutningen, der endnu engang øger presset på SAS. Jyllands-Posten dømmer i sin tredje leder om kartellet som følger:
Men den krise [i Mærsk Air, RL/PK] må være for intet at regne, sammenholdt med hvad der indtil videre er foregået i SAS. Her er ingen enkeltpersoner tilsy- neladende ansvarlige for, at selskabet har begået bevidste lovovertrædelser, som er blevet fortiet, er idømt en bøde på 291 mio. kr., og har fået pletter på sit om- dømme, som vil sidde fast meget længe.15
Presset på SAS bliver for stort, og den 3. august 2001 afskediges den ansvarlige direktør og kronprins. Men først fem dage senere kan pressen fortælle om bag- grunden for afskedigelsen. Heller ikke dette stopper imidlertid stormløbet mod SAS, idet avisernes lederskribenter, journalister, forskellige politikere og den svenske Wallenberg-fond kræver flere ofre.16 I sin femte leder sammenfatter Jyllands-Posten forløbet atter en gang:
SAS er blevet pisket rundt i manegen af medierne og politikerne, fordi ledelsen på intet tidspunkt har bragt sig i offensiven i sagen med klare budskaber og sammen- hængende beslutninger. Det skete heller ikke i går.17
Kun ganske få bidrag udtrykker et andet perspektiv på sagen. Det er dog ikke så meget journalister, eksperter eller politikere, men derimod repræsentanter fra den bredere offentlighed, der går imod strømmen, som eksempelvis følgende læserbrevsskribent:
36 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
Jeg er selv mangeårig tilfreds læser af JP, men har jævnligt gennem årene un- dret mig over den borgerlige presses (herunder JP’s) berøringsangst over for A.P. Møller. (…) En så væsentlig aftale (prisaftalen/karteldannelsen) er næppe indgået uden den øverste ledelses viden. Men grundet den store berøringsangst, der hviler omkring hr. Mærsk Mc-Xxxxxx Xxxxxx, kommer dette ikke frem.18
Andre temaer og stemmer i mediestormens sidste fase er flere udenlandske fly- selskabers forberedelser af nye angreb på SAS’ monopolstilling på det skandi- naviske marked, den afskedigede SAS-direktørs comeback som administrerende direktør hos Austrian Airlines og EU-interne konflikter om kartelkontrollen fremover igen bør være et nationalt anliggende eller fortsat foretages af kom- missionen. På grund af det fortsatte pres beslutter SAS-bestyrelsen til sidst at indlede en undersøgelse af dens eget ansvar for sagen. Tre fremtrædende juridiske eksperter kritiserer i undersøgelsen, der offentliggøres den 17. sep- tember 2001, SAS-bestyrelsen for inaktivitet, hvorpå bestyrelsen træder samlet tilbage samme dag. Efter SAS-bestyrelsens tilbagetræden offentliggøres i flere af de undersøgte medier en række artikler, der samler op på mediestormens udvikling og indhold. I flere af disse evaluerende artikler og kommentarer findes der også selvkritiske refleksioner om diskursens rollepositioner, fx når det gælder A.P. Møller-koncernens handlinger:
Hvad betyder det for eksempel, når EU-kommissionen i sin redegørelse for kartel- sagen skriver, “at A.P. Xxxxxx-ledelsen hele tiden blev holdt underrettet om ud- viklingen i forhandlingerne med SAS og godkendte de aftaler, Mærsk Air nåede frem til med SAS”? Siden redegørelsen blev offentliggjort 11. september, har me- dierne forgæves forsøgt at få en kommentar fra A.P. Xxxxxxx øverste ledelse (…) Men tavsheden er total. Eneste respons fra rederiet er en henvisning til den pres- semeddelelse, Mærsk Xx-Xxxxxx Xxxxxx udsendte 1. august. Her kaldte han kar- telsagen “et ulykkeligt, enkeltstående tilfælde”. For en mand og en virksomhed, der med levereglen “rettidig omhu” ynder at promovere sig selv som rollemodel for Danmark og dansk erhvervsliv, er tavsheden pinlig og uværdig.19
Kritikken af tavsheden som princip har siden hen været tiltagende, hvilket kan formodes at have haft indflydelse på, at A.P. Xxxxxx-koncernen i december 2002 besluttede sig for at ændre sin offentlighedsstrategi og at indlede en i hvert fald delvis åbning over for omverdenen.
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 37
3.3 Rollepositioner i diskursen
Umiddelbart efter EU-kommissionens bødekrav er alle dagbladskommentatorer enige i, at både SAS og Mærsk Air har skurke- og modstanderrollen. Kritikken hagler ned over begge virksomheder og måske endda en smule hårdere over Mærsk Air og moderkoncernen A.P. Xxxxxx: “Normalt ville de fleste kalde en butikstyv med fem forhold på bagen for en vaneforbryder.”20 I Berlingske Tidende, som traditionelt har gode forbindelser til A.P. Møller-koncernen, kan der læses følgende aviskommentar:
I USA ville direktørerne i Mærsk, A.P. Xxxxxx og SAS være blevet buret inde. Og straffen ville have været betydeligt hårdere end den, de danske antiglobalise- ringsdemonstranter blev idømt i Göteborg. I Guds og konkurrencekapitalismens eget land ved man, at maskerede prisaftaler er mere destruktive end maskerede demonstranter. Det halvstatslige SAS opfører sig mange gange værre end den værste sociale bedrager. Og der er gået da capo i operaelskeren A.P. Møller. Fem gange har firmaet betalt bøder for at angribe globaliseringens utopi om et frit, gennemsigtigt marked. En kvart opera har vaneforbryderne på Esplanaden indtil nu lagt i EU’s bødekasse.21
Men da Mærsk Airs bestyrelsesformand og administrerende direktør træder tilbage og dermed imødekommer kravet om placering af personligt ansvar, vender billedet sig. De ofrede topchefer kaldes koncernens “tabte sønner”, og
A.P. Xxxxxx-koncernen roses for sin konsekvente handling, mens SAS bli- ver kritiseret for manglen på samme.22 Da SAS omsider tager affære og den ansvarlige direktør forlader virksomheden, bliver også han til en af “luftens uheldige helte”.23 Begge virksomheder bliver nu portrætteret som syndebuk for en praksis, der er ganske gængs og bare udtryk for almindelig forretnings- skik i hele den europæiske luftfart.
Alligevel lider SAS’ image ifølge mange iagttagere klart større overlast end Mærsk Airs. SAS beskrives som en virksomhed, der er splittet pga. af interne konflikter; og virksomhedens ledelse, bestyrelse og ejere kritiseres ikke bare for kartelaftalen, men i stigende grad for håndteringen af sagen efter EU- kommissionens dom. Virksomheden bliver således en kastebold i politiske og ideologisk motiverede debatter om statsejede virksomheder som sådan. Enkelte diskursstemmer – fx en tidligere SAS-medarbejder i et læserbrev – forsvarer SAS ved at påpege, at virksomhedens ejerforhold og eksistensen af stærke fagforeninger gør det mere vanskeligt for SAS at manøvre lige så hurtigt i mediestormen som Mærsk Air.24 Men denne type undtagelser ændrer ikke det overordnede indtryk, at det er SAS’ image, der lider størst skade, og at hverken SAS eller Mærsk har mange støtter i denne sag. Men også SAS’ identitet har lidt skade, hvilket den administrerende direktør fortæller om i et interview
38 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
med henvisning til de aktører, der konstant udviklede nye angrebsstrategier på virksomheden:
Der er kommet blod i vandet, og så kommer der hajer til. Det gør ondt på medar- bejderne. Der er mange i SAS, der næsten ikke tør åbne avisen. (…) Det kan be- tyde, at medarbejderne mister lysten og modet, og man bliver næsten bange for sin egen skygge. Det er farligt.25
Imidlertid er også andre aktørers omdømme tilsyneladende på spil i medie- stormen. På den ene side bliver EU karakteriseret som “Big Brother”, der blander sig i alt for mange ting. På den anden side bliver EU-embedsmænd sammenlignet med “de vise mænd fra Gotham”, der ikke er i stand til at sikre forbrugerne en fri konkurrence på markederne.26 Ud over, at der således også går EU-politik i sagen, bliver også en række andre sekundære aktører portræt- teret. Dette gælder eksempelvis det tidligere nævnte lille flyselskab SunAir, der igangsatte EU-undersøgelsen ved at indgive sin klage foran kommissionen. Virksomheden bliver – ligesom Mærsk Air i 1997/1998 – portrætteret som den lille Xxxxx, der udfordrer Goliat (SAS). Samme rollebeskrivelse får flere af de andre mindre kommercielle flyselskaber (fx Ryanair, Go, Easyjet), der udfordrer SAS-monopolet.27
Subjekterne i mediestormen er først og fremmest journalisterne, der skri- ver videre på mediestormens historie, støttet af politikere, samt af eksperter i ledelse, økonomi, jura og PR.
Diskursanalysens foreløbige resultater kan således sammenfattes med, at mediestormen indeholder et stort antal temaer, der italesættes af en række forskellige diskursstemmer, og som driver stormen fortløbende fremad. Temaer og konflikter med tilhørende stemmer afløser hinanden i en stadig strøm, hvor der etableres intertekstuelle og interdiskursive forbindelser til temaer som skattepolitik, ledelsesstil, bevaring af arbejdspladser, moralen i erhvervslivet, forbrugerbeskyttelse og partipolitiske strategier og ideologier. Diskursstem- merne omfatter – ud over journalister og repræsentanter for de to virksom- heder – politikere, virksomhedsledere, repræsentanter for medarbejderne, forbrugerbeskyttelsesorganisationer, fagforeningsrepræsentanter, medie- og PR-eksperter, økonomiske og juridiske eksperter (advokater, universitetspro- fessorer etc.), og antyder således, hvordan sagen mobiliserer aktører fra det par- lamentariske system, fra erhvervslivet, fra organisationerne og forsknings- og rådgivningsverdenen. I gængs forstand er der således ingen tvivl om, at sagen er blevet et samfundsanliggende og stærkt politiseret som sådan. Spørgsmålet er nu, hvordan sagen konkret gøres til et samfundsanliggende, dvs. hvordan virksomhed og samfund kobles i mediediskursen.
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 39
3.4 Konflikter og koblinger i diskursen
Besvarelsen af dette spørgsmål kan i første omgang tage udgangspunkt i de konflikter, der er kommet til udtryk i mediestormen.
Diskursens forhistorie viste, hvordan tidligere rivaler qua en hemmelig samarbejdsaftale blev del af en konflikt, der involverede EU’s kartelmyn- digheder. Denne juridiske konflikt udviklede sig med EU-kommissionens bøde til en serie af andre konflikter: staten som ejer versus det frie marked, erhvervslivet og forbrugerne; erhvervslivet versus staten, offentlighedens interesse og forbrugerne; virksomhed versus virksomhed; regeringen versus opposition, bestyrelse versus direktionen, myndigheder versus myndigheder, individuelle ledere versus virksomhed, politisk venstrefløj versus politisk høj- refløj, politikere versus SAS, medier versus virksomhed og virksomhedens ansatte, politikere versus nationale og offentlige interesser, Danmark versus EU etc.
I dette væld af konflikter kobles virksomhed og samfund på flere forskellige måder. Mens konstruktionen af virksomheden som en markedsaktør, der befin- der sig i konkurrence med andre virksomheder, ikke indeholder nogen særlig kobling mellem virksomheden og samfundet, er en sådan kobling imidlertid synlig ved alle andre konstruktioner. I mediedækningen kan vi skelne mellem mindst fem måder, hvorpå der semantisk sker en kobling af virksomhed og samfund:
• Kobling via retten. De to virksomheder udpeges i første omgang som rets- subjekter, der undersøges og dømmes af de europæiske konkurrencemyndig- heder. I første omgang implicerer denne kobling ikke politiske overvejelser og hensyn, men alene spørgsmål om ret og uret. Indledningsvist fremstilles sagen primært som en juridisk sag, men spørgsmålet om juridisk ansvar følges hurtigt op af spørgsmål om personligt, etisk og politisk ansvar, som inddrager helt andre overvejelser. Da virksomhederne imidlertid “ofrer” ledere for at placere et personligt ansvar, inddrages den juridiske forestil- ling igen, idet det fremhæves, at syndebukkene jo blot gjorde, hvad der var forretningsmæssigt fornuftigt og hævdvundet praksis.
• Kobling via ejerskab. Her er forståelsen, at det offentlige medejerskab af SAS indebærer særlige fordringer og forventninger til virksomheden. En variant er, at virksomheden repræsenterer en samfundsinteresse eller en national interesse, som varetages via ejerskabet. En anden variant er, at virksomheden som statsejet må forventes at leve op til særlige etiske stan- darder (og ikke opføre sig som en “socialbedrager”). Koblingen giver imid- lertid anledning til en mere direkte politisering, idet det fremstilles som en politisk holdningssag, om staten skal eje virksomheder. Her aktualiseres et klassisk spørgsmål på den politiske højre-venstre-skala, men samtidigt ret-
40 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
tes næsten hele opmærksomheden dermed også på bestyrelsen og på den berørte minister, hvorimod SAS som virksomhed i denne sammenhæng alene fremstår som et objekt for politiske manøvrer.
• Kobling via professionsetik. I denne semantik betones virksomheden som en professionelt ledet organisation, der kan forventes at opføre sig i over- ensstemmelse med givne standarder for professionalisme – i den konkrete ledelse, i relationen til markedet, i kommunikationen osv. Professionsetik- ken knytter sig typisk til iagttagelser gjort af “observatører” på markedet, der som eksperter betegner bestemte handlinger som uprofessionelle, uan- svarlige etc. Implikationen er at professionelt ledede virksomheder så at sige bærer samfundet i sig, fordi man repræsenterer rationelle professionelle kompetencer, der er hævet over vilkårlige særinteresser. Interessant nok kan professionsetikken bruges til at problematisere både private og politiske aktører, men uden at dette ses som en del af “det politiske”. Tværtimod bliver professionsetik et argument for at afpolitisere, f.eks. for at afvikle statsligt ejerskab af virksomheder.
• Kobling via stakeholders. Her er forståelsen, at virksomhedens overlevelse
og udvikling afhænger af en række interessenter i og omkring virksomheder: medarbejdere, fagforeninger, kunder/forbrugere, myndigheder, og offent- lige og private ejere. Forestillingen er, at virksomheden og dens ledelse må handle ansvarlig – eller acceptabel – i forhold til disse aktører for at kunne fungere. Her er “samfundet” både mere end blot og bart markedsvilkår, men mindre end “samfundet” som helhed. I forhold til stakeholderper- spektivet kan den politiske opmærksomhed på den ene side være en fordel: det kan tvinge især SAS til at vise hensyn og afveje rene markedsmæssige overvejelser mod f.eks. rejsebureauernes stilling i forhold til koncernen Men samtidigt kan det være et problem med “blod i vandet”, f.eks. for de ansatte. Med andre ord: Stakeholderperspektivet kan være en anledning til at intensivere konflikten, men også en begrundelse for at nedtone den.
• Kobling via personligt ansvar. Endelig rummer sagsforløbet en særlig se- mantik, hvor personen er i fokus. Her er forestillingen, at det skal være muligt at placere et ansvar hos enkeltpersoner i sagen, og at virksomhederne dermed ikke blot skal være ansvarlige som kollektive enheder, men at der skal ske en intern ansvarsplacering for virksomhedernes handlinger. Det er med andre ord ikke nok, at ansvaret alene placeres hos virksomheden som helhed, som så sanktioneres på bestemte måder. Den enkelte er også ansvar- lig for sine handlinger, og virksomheder og ejere må i den sammenhæng sikre, at kritisable handlinger får individuelle konsekvenser. Her indebærer den politiske bevågenhed paradoksalt nok en privatisering af sagen, både i den forstand at enkeltledere afskediges eller omplaceres i virksomhederne,
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 41
og i den forstand at koncernledelserne forventes at intervenere på offent- lighedens vegne, som en form for privat myndighedsudøvelse. Den indi- viduelle ansvarsplacering kan imidlertid også indebære en repolitisering af sagen, når syndebukmotivet introduceres, og ansvarsplacering kommer til at udtrykke ansvarsforflygtigelse.
Gennemgangen af de fem semantikker viser for det første, at konfliktud- pegningen typisk implicerer en samfundsforståelse, der gør det muligt at relatere virksomhedens handlinger til en bredere sammenhæng, men også at der er adskillige måder at adskille og koble virksomhed og samfund i me- diediskursen. I den juridiske semantik står virksomheden i høj grad i et ud- vendigt forhold til samfund, hvor retten udgør den særlige kobling mellem de to. I ejerskabssemantikken er virksomheden som organisation adskilt fra samfundet, men kobles via en politisk udpeget bestyrelse. I professionsse- mantikken repræsenterer “det professionelle” samfundet i virksomheden, hvor en særlig viden udgør koblingspunktet. I stakeholdersemantikken er virksomheden altid allerede del af et stakeholdersamfund, som udgøres af et særligt interessefællesskab omkring virksomheden, der så imidlertid kan stå i et særligt forhold til en bredere offentlighed repræsenteret ved stat, medier osv. Og i den individuelle ansvarssemantik repræsenterer virksomheden i en vis forstand samfundet over for den enkelte ansatte, der stilles til regnskab for sine handlinger – eller, som tolkningen også kan være, den enkelte må påtage sig et samfundsansvar, da organisationen/virksomheden ikke kan forventes at være ansvarlig.
Kun i ejerskabssemantikken er der en direkte kobling til “det politiske”, men som caseforløbet også antyder, er der i øvrigt mange muligheder for po- litisering: juraen kan kontrasteres med moral og gøres til udgangspunkt for en politisk stillingtagen, manglende professionalisme kan udgøre en begrundelse for direkte eller indirekte politisk intervention, manglende ansvarsplacering kan styrke krav om politisk ansvarsplacering.
Samtidig viser forløbet også, at mediedækningen ikke kun kan relateres til politisering, men også til afpolitisering. Dette gælder – på hver sin måde – for både SAS og Mærsk. For SAS’ vedkommende handler det om, at virksomheden på grund af dens historie som delvis statsejet virksomhed ganske direkte bliver inddraget i konflikter i det traditionelle politiske system, men også om flere diskursstemmers krav om at afbryde denne politiske kobling. Disse aktører kræver en privatisering af virksomheden, således at SAS – i hvert fald hvad angår ejerforholdene – udelukkende kan defineres som en aktør på et kom- mercielt marked. At virksomheden i denne situation har været uforberedt, har været tavs i alt for lang tid og ikke har handlet hurtigt og i overensstemmelse
42 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
med omgivelsernes tiltagende kritik, er blevet SAS’ store problem i den kon- krete sag, og tages til indtægt for krav om privatisering.
For Mærsk Air er der tale om en noget anden form for afpolitisering. Den knytter sig i den konkrete diskurs (men også i forudgående og efterfølgende mediediskurser om A.P. Møller-koncernen) til virksomhedens tavshed. Denne tavshed er udtryk for, at virksomheden nægter at tage direkte stilling til og søge dialogen med omverdenen – i hvert fald når det gælder medierne. Denne tavshedsstrategi accepteres tilsyneladende i vid udstrækning af de øvrige dis- kursstemmer, måske som udtryk for en særlig form for professionalisme eller som udtryk for Mærsk XxXxxxxx Xxxxxxx særlige form for ansvarsta- gen, der synes at indebære et særligt forhold mellem personen og samfundet (Danmark). Kun helt til sidst sættes der spørgsmålstegn ved virksomhedens tavshedsstrategi, når mediestormen analyseres selvkritisk i pressen.
Sammenfattende: I mediestormen, med dens multiple tematikker, diskurs- stemmer, aktører og roller, produceres der en mangfoldighed af konflikter. Disse konflikter trækker på en række forskellige semantikker for virksom- hedens kobling til samfundet, men koblingen indebærer ikke i sig selv en politisering. De forskellige semantikker rummer snarere muligheden for såvel politisering som afpolitisering, og det synes oven i købet som om, at politisering i en semantik kan give anledning til efterfølgende forsøg på afpolitisering i en anden semantik – og omvendt.
Mediernes konfliktprægede dækning af sagen indebærer således ikke auto- matisk, at de involverede virksomheder politiseres, men samtidig synes hver eneste semantik at rumme mulighed for politisering, men en politisering der peger i forskellige retninger og involverer forskellige grundlæggende proble- matikker og aktører.
Vi vil nu, med denne konklusion in mente, gå over til en samfundsdiagno- stisk diskussion af casen.
4. Mediernes politiske rolle – en samfundsdiagnostisk diskussion
I indledningen antydede vi, at erhvervsnyheder ikke blot var blevet institutio- naliseret, men at erhvervsjournalistikken måske spillede en rolle i virksomhe- dens politisering. I det følgende vil vi, med udgangspunkt i diskursanalysen og med inspiration fra tre samfundsdiagnostiske tilgange, forsøge at kvalificere denne påstand. Vi vil strukturere diskussionen ud fra tre ledetråde, der hver især trækker på bestemte samfundsdiagnoser: medieoffentligheden, polycen- trisk politik og journalistik som anden-ordens politik.
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 43
4.1. Medie-offentlighed
Idealet om offentlighed er en central del af moderne demokratiforestillinger. I den klassiske forestilling om “borgerlig offentlighed” (Habermas 1971; Ha- bermas 1999) indebærer offentlighed som politisk organiseringsform, at der mellem privatborger og myndighed indskydes et magtneutralt rum, hvor pri- vatpersoner optræder som borgere, der indgår i en fælles debat om væsentlige samfundsspørgsmål. Offentligheden er dermed, i idealforestillingen, med til at underkaste myndighedsudøvelsen i et samfund en kritisk granskning og er samtidigt, gennem dannelsen af offentlige mening, med til at give politikken og de politiske beslutninger i et samfund et fornuftsmæssigt fundament, fordi der sker en stadig afprøvning af positioner og vurderinger i et kritisk offentligt ræsonnement (Habermas 1962; Lund & Xxxxx 1999). Offentligheden, for så vidt angår politiske beslutninger, er i denne sammenhæng først og fremmest en forsamlingsoffentlighed, men den afhænger tidligt af, at meninger kan for- midles og udbredes via en presse, der ikke er underlagt myndighedskontrol.
I efterkrigstiden har især Xxxxxx Xxxxxxxx forsøgt at genoplive offentlig- hed som et centralt ideal for politik og demokrati, delvist i opposition til mere minimalistiske demokratiopfattelser og som et bidrag til debatten om politisk organisering i den moderne velfærdsstat. Samtidig har han også bidraget med en kritisk offentlighedsanalyse, der har haft til hensigt at vise, hvordan idealet konkret er kommet under pres fra en række forskellige udviklingstendenser i det moderne samfund. Tendenser, der bl.a. udtrykkes som “statsliggørelsen af samfundet og samfundsmæssiggørelsen af staten”. Pointen er, at udviklingen af det moderne kapitalistiske klassesamfund på en og samme tid har indebåret en voldsom forøgelse af statens involvering i produktion og reproduktion – og en stærk interesseorganisering af politik og stat med udviklingen af moderne massepartier og interesseorganisationer, men måske mest karakteristisk med udviklingen af korporatistiske styreformer, baseret på institutionaliseret ind- dragelse af private interesseorganisationer i politiske beslutningsprocesser (Habermas 1962, p. 164).
Resultatet er, at offentligheden i stigende grad bliver til et medium for styrings- og påvirkningsforsøg, snarere end til en sfære for “offentlig brug af fornuft”. Virksomheder, partier, organisationer og myndigheder kæmper strategisk om at påvirke en offentlig mening, som i stigende grad bliver et vedhæng til styringsprocesser i stat og organisationer. I denne proces æn- dres pressens rolle radikalt. Fra at have været medier for bred samfundsdebat knyttes pressen først til partier og siden til kommercielle medievirksomhe- der, hvilket indebærer, at meningsdannelsen underlægges strategiske og for- retningsmæssige hensyn. Samtidig er der imidlertid en tendens til, at den offentlige debat rykker fra forskellige offentlige politiske institutioner ind i
44 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
medierne selv, således at offentlig debat i stigende grad bliver synonymt med, at forhold behandles, omtales og drøftes i aviser, radio og tv, mens “klassiske” fora som offentlige møder, foreninger osv. tømmes for indhold. Offentligheden er blevet en medie-offentlighed underlagt kommercielle og politisk strategiske hensyn. I mere radikale forståelser postuleres det endog, at offentlig mening ikke (længere) eksisterer, men er et artefakt produceret via mediefortællinger og meningsmålinger. Offentlighed er ingen selvstændig sfære, men alene en forestilling hos beslutningstagere, journalister og opinionsmålere (se Xxxxxxxx 1997 og i nogen grad Xxxxxxx 2000: 103ff; Xxxxxxx 1990).
I forhold til denne fortælling opviser SAS-Mærsk-sagen en række træk, der synes at understøtte tesen om medie-offentlighed. De involverede aktører, med Mærsk XxXxxxxx Xxxxxx som den markante undtagelse, handler som om mediernes dagsorden er et givet udgangspunkt for den videre “debat”; konkret ved at virksomhederne svarer på tiltale i medierne (om end med en vis forsinkelse), ved at nye stemmer introduceres som svar på tidligere me- diemæssige udmeldinger, og ved at manglende bevidsthed om og forholden sig til medieprocessen kan gøres til udgangspunkt for en problematisering af deltagere. Sagsforløbet starter ganske vist med udmeldingen af EU-dommen, men herefter er der i al væsentlighed tale om en debat, der føres i medierne, hvor bidragsydere taler direkte til medierne og, som nævnt, svarer på tidli- gere udmeldinger. Mediernes dagsordensættelse synes ikke alene at styre; der foregår tilsyneladende heller ikke nogen videre debat om sagen uden for medierne. I forløbet er journalistikken en central måde at bringe sagen videre på og introducere nye vinkler og semantikker. Udmeldinger om forskellige politiske partiers stillingtagen eller forskellige ekspertvurderinger af forløbet er resultatet af journalistiske rundspørger; journalister introducerer tidligt bestemte fortællefigurer i behandlingen af sagen (f.eks. Xxxxx vs. Goliat eller sammensværgelsesfiguren), og den journalistiske behandling af sagen inde- bærer også, at der tidligt introduceres en personorientering, og dermed sand- synligvis en mulighed for øget identifikation, i historierne: Mærsk XxXxxxxx Xxxxxx som person, Xxxxxx Xxxxxxxxxx (SAS’ administrerende direktør), de fyrede ledere i de to virksomheder osv.
Det særlige ved SAS-Mærsk-sagen i denne sammenhæng er ikke blot, at
medierne spiller en væsentlig rolle, men at sagen overhovedet bliver til en stor sag, når der ret beset alene er tale om, at to virksomheder idømmes (ganske vist store) bøder for ulovligheder. Der er formelt set tale om privatretlige forhold, og der er ikke tale om, at staten som medejer har lidt tab på grund af kartel- samarbejdet. Snarere tværtimod, og sagen burde vel derfor kun have begrænset offentlig interesse. Når den alligevel eksploderer, er der på den ene side tale om at virksomheders gøren og laden i dag er blevet et offentligt anliggende,
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 45
fordi grænsen mellem offentligt og privat ikke længere, som i den klassiske offentlighedsforestilling, er juridisk defineret. Det synes at være mediediskur- sen, der definerer, hvornår sager er offentlige, hvilket aktørerne også synes at acceptere. Og på den anden side antyder sagsforløbet, at journalistikkens (og redaktionernes) måder at kategorisere en sag på kan have ganske dramatiske konsekvenser for dens videre skæbne. Visse iagttagere har påpeget, at netop det forhold, at sagen rummede både erhvervsmæssige (konkurrencemæssige) og politiske (mht. statsejet) egenskaber, bevirkede at den landede mellem er- hvervsredaktionerne og de politiske redaktioner, således at begge bidrog med historier i dækningen, hvilket kan have accelereret mediestormen. Under alle omstændigheder gør det det væsentligt at kigge nærmere på mediediskursernes selektioner i konkrete forløb.
4.2. Polycentrisk politik og politiseret virksomhed
Habermas’ fortælling er ikke blot en forfaldsfortælling, men i en vis forstand også fortællingen om, hvordan opkomsten af det moderne velfærdssamfund indebærer forskydninger i grænserne mellem offentligt og privat, ganske vist aflæst i offentlighedsmodellens optik. Debatten om forhandlingsøkonomi tager fat, hvor Xxxxxxxx slutter sin kritiske analyse, nemlig i forsøget på at vise konturerne af et samfund, hvor grænserne mellem offentligt og privat er under opløsning. Habermas’ samfundsbeskrivelse i offentlighedsanalysen (velfærds- staten i 1950’erne) modsvarer på mange måder det, der i den forhandlingsøko- nomiske diskussion beskrives som blandingsøkonomi, dvs. en organiserings- form, hvor staten intervenerer i markedet med retlige og økonomiske incita- menter for at opveje de negative konsekvenser af markedsøkonomien. Men, påstår forhandlingsøkonomerne, blandingsøkonomien er i de sidste 20-30 år blevet overlejret af en forhandlingsøkonomisk styreform, der stille er vokset frem på arbejdsmarkedet i forsøget på at håndtere samordningsproblemer i forbindelse med løndannelsen. Fra arbejdsmarkedet breder forhandlingsøkono- miske styreformer og institutioner sig gradvist først til finans- og udgiftspoli- tikken, til miljøpolitikken og erhvervspolitikken, og det er oven i købet muligt at spore forhandlingsøkonomiske tendenser på en række andre områder.
Den forhandlingsøkonomiske analyse bygger helt grundlæggende på fore- stillingen om, at samfundet er blevet et “flydende samfund”, hvor samfundets helhed er kommunikativ snarere end autoritativ, dvs. hvor sociale enheder, relationer og sammenhænge ikke defineres via lovgivning og formel magt, men via vedvarende kommunikative definitionsprocesser (Xxxxxxxx, Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, Xxxx og Elberg 1992: 185f). Helt basalt defineres forhandlingsøko- nomi som:
46 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
Et samfund, hvori en væsentlig del af ressourceallokeringen besluttes gennem in- stitutionaliserede forhandlinger mellem en række selvstændige beslutningscentre i stat, organisationer og virksomheder, og som via institutionelle rammer og dis- kursive processer udvikler fælles problemopfattelser og integreres i et forhand- lingsspil, der muliggør kompromisser. (Xxxxxxxxxx, Xxxxxxx og Xxxxxxxx 1989: 20)
Der ligger mindst to grundlæggende påstande i den forhandlingsøkonomiske analyse: en påstand om politikkens polycentrering, dvs. at politik ikke udgår fra et autoritativt centrum, og en påstand om at der er udviklet en særlig form for processuel forhandlingsøkonomisk styring.
Tesen om polycentrisk politik tager udgangspunkt i, at staten især i ef- terkrigstiden i stigende grad har uddelegeret beslutningskompetence til en række relativt autonome beslutningsarenaer, hvor statslige aktører (ministe- rier, styrelser og lignende) kun er én blandt flere spillere. Politikformulering og implementering er med andre ord blevet segmenteret og sektoriseret, således at hverken stat eller folketing kan siges at udgøre et privilegeret, autoritativt centrum for politikdannelse på væsentlige policyområder som arbejdsmarkeds- politik, erhvervspolitik, miljøpolitik osv.
Tesen om forhandlingsøkonomisk styring tager udgangspunkt i, at når auto- ritativt definerede beslutningsstrukturer erstattes med polycentriske politiske processer, så konstitueres betingelserne for politik, beslutningstagen og styring ikke længere blot retligt og formelt, men må hele tiden produceres og reprodu- ceres i kollektive definitionsprocesser på de forskellige beslutningsarenaer. Den parlamentariske styreform erstattes af en forhandlingsøkonomisk styreform, organiseret omkring tre typer af processer: sprogspil, hvor grundlæggende forestillinger formes og problemer udpeges og defineres; forhandlingsspil, hvor konkrete procedurer og dagsordener for interaktionen på arenaen lægges fast; og konkrete forhandlinger, hvor arenaens aktører gennem kompromiser, aftaler, fælles beslutninger og lignende binder sig til bestemte handlinger, al- lokerer ressourcer eller forpligter sig på bestemte formål.
I den forhandlingsøkonomiske diagnose ligger også en fortælling om virk- somhedens decentrering. Hvor virksomheden i markedsøkonomien, qua den juridiske konstitution, i en vis forstand kan siges at have nok i sig selv, og være defineret netop ved at samfund og omverden eksternaliseres, så bliver virksom- heden i forhandlingsøkonomien helt afgørende afhængig af og koblet til omgi- velserne. Den forhandlingsøkonomiske virksomhed kan ikke tage sine omgi- velser for givne, men bliver så at sige først aktør i og med, at bestemte omgi- velser defineres og stabiliseres gennem sprogspil, forhandlingsspil og konkrete forhandlinger. Virksomhedens identitet og ansvar er dermed heller ikke enty- digt givet via dens status som retssubjekt, men er til definition og forhand-
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 47
xxxx i en række institutioner på de beslutningsarenaer, hvor virksomheden gøres til aktør. Hvad virksomheden f.eks. skal være og gøre for at blive en ansvarlig virksomhed i forhold til miljø, produceres i sprogspil, forhandlings- spil og konkrete forhandlinger på den miljøpolitiske beslutningsarena, der efter- hånden har udviklet egne institutionaliserede former for samspil. Dermed bliver virksomheden til en politisk virksomhed – på mindst tre forskellige måder: den er afhængig af polycentriske politiske processer; den kan udpeges som problem eller tema i sprog- og forhandlingsspil; og den kan blive aktør i de selvsamme spil og dermed bidrage til fastlæggelsen af egne handlebetingelser.
Tolket i et forhandlingsøkonomisk perspektiv placerer SAS-Mærsk-sagen sig ikke blot i forhold til det etablerede parlamentariske system, men invol- verer også potentielt andre typer af arenaer. Sagsfremstillingen giver kun antydninger heraf, men sagen bevæger sig mellem mindst fire forskellige mulige arenaer: folketingspolitikken, en konkurrencepolitisk arena, en luft- fartspolitisk arena, og endelig, måske, en ledelsesprofessionel arena. Sagens forløb, tematiseringer, roller osv. skifter mellem arenaerne, således at mens det offentlige ejerskab er i fokus i folketingspolitikken, så tematiseres konkur- rencestrategier, tabere og vindere osv. i den konkurrencepolitiske arena, mens rejsebranchens udvikling er temaet, når sagen relateres til luftfartspolitikken. De multiple arenaer kan være en indgang til at forstå de forskellige semantik- ker, der knytter sig til sagsforløbet. Eksempelvis kan stakeholdersemantikken ses som del af den luftfartspolitiske arena, hvor der foregår et sprogspil om definitionen af luftfarts- og rejsebranchens fælles problemer og de forskellige aktørers ansvar i den sammenhæng. Her kan sagen være med til at inkludere (eller ekskludere) deltagere og fokusere opmærksomheden på bestemte te- maer frem for andre. Og den professionsetiske semantik kan ses som del af et ledelsesfelts sprogspil om præmisserne for professionel ledelse. Men det er dermed også tydeligt, at sagen har koblinger til den parlamentariske arena og en mere politisk-ideologisk kamp om statseje og nationale interesser i SAS. I det forhandlingsøkonomiske perspektiv bliver det relevant at skelne mellem det forhold, at virksomheden i en vis forstand altid er politiseret i og med, at are- naerne bidrager til en definition af virksomheden, f.eks. SAS’ status og ansvar, og det forhold at SAS i denne sag politiseres i forhold til den parlamentariske politik, hvor der rejses spørgsmål om ministeransvar, ændring i ejerskab osv. I forhold til den første type af politisering kan de to virksomheder siges at være udpeget som genstande for opmærksomhed i sprog- og måske forhandlingsspil og som aktører med ansvar, men det er ikke klart, om virksomhederne mere proaktivt også påtager sig aktørrollen, eller om man snarere forsøger sig med en form for “appeasement” i forhold til de problemudpegninger og konflikter, man sættes ind i.
48 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
Den forhandlingsøkonomiske tilgang rejser ikke direkte spørgsmålet om mediernes rolle i disse polycentriske politiske spil omkring virksomhederne. Perspektivet fokuserer i høj grad på sprog- og forhandlingsspil, der foregår i mere eksklusive halvoffentligheder, hvor de dominerende spillere er organisati- oner (og ikke borgere), og hvor selve sprogspillet ofte iklædes et afideologiseret og nærmest pseudovidenskabeligt præg (Xxxxxxxx, Xxxx og Xxxxxxxxx 2001). Det giver i nogen grad mening at se medierne og journalistikken både som del af sprogspillet og som del af forhandlingsspillet. Erhvervsjournalistikken kan således ses som en sprogspiller, der er med til at definere helt grundlæggende temaer og problemforståelser i forskellige debatter, ligesom mediernes dags- ordenssættende funktion (se Dearing & Xxxxxx 1996) kan ses som et bidrag til forhandlingsspil. Men umiddelbart tildeler forhandlingsøkonomiske analyser ikke journalistikken nogen selvstændig og fremtrædende rolle.
4.3 Erhvervsdækning som anden-ordens politik
Den kritiske offentlighedsteori peger på medierne som en hel central faktor i offentlige meningsdannelsesprocesser, hvorimod den forhandlingsøkonomiske tilgang betoner eksistensen af polycentriske sprogspil, hvor medierne kun er én blandt mange potentielle aktører. Spørgsmålet er nu, om det er muligt, i det mindste i grove træk, at skitsere en beskrivelse af medierne, hvor de hverken er enerådende eller ubetydelige.
Her kan der være inspiration at hente i den luhmannske systemteori og dens særlige diagnose af det funktionsdifferentierede samfund, og af mediernes rolle. Systemteorien tilbyder en særlig fortælling om uddifferentieringen af sociale systemer i et samfund, hvilket bl.a. antyder, hvordan betingelserne for kommunikation og iagttagelse er konstitueret og forandret over tid (Xxxxxxx 2000; Xxxxxxxxx 1999: 134ff). Grundlæggende sondres mellem tre historisk ud- viklede differentieringsformer: 1) segmentær differentiering, hvor samfundet er opdelt i ens delsystemer, der er konstitueret efter de samme principper, dvs. kommunikerer og iagttager på lignende måder; 2) stratifikatorisk differentie- ring, hvor samfundet består af lagdelte delsystemer, som i deres konstitution er relateret til hinanden i et over-underordnelsesforhold; og 3) funktionel dif- ferentiering, hvor samfundet består af sideordnede kommunikationssystemer, der er konstitueret ud fra indbyrdes forskellige kommunikationsformer. Det moderne samfund er i denne optik et funktionelt differentieret samfund, som gennemskæres af højt specialiserede, men gensidigt lukkede kommunikations- systemer som ret, økonomi, politik, videnskab osv. Pointen er, at kommunika- tionssystemerne på én og samme tid er i stand til at reducere kompleksitet ved kun at kommunikere inden for én kode, som udgør systemets grundorientering
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 49
og horisont, og samtidig er i stand til at på en yderst kompleks måde at kom- munikere netop inden for koden. Retssystemet kommunikerer “ret/uret” og reducerer alle konflikter og sagsforhold til denne optik, men opnår samtidig en kapacitet til at foretage højtspecialiserede operationer i den juridiske kom- munikation. Netop herved er funktionssystemerne præget af en kombination af åbenhed og lukkethed, som ifølge systemteorien indebærer, at de nok kan iagttage hinanden, men ikke kommunikere med hinanden. Virksomheder kan som organisationer, der knytter sig til den økonomiske kode, nok kommunikere om videnskaben, men kan ikke kommunikere videnskabeligt: man kan over- veje den økonomiske nytte af forskning versus omkostninger, men kan ikke i samme bevægelse træde ind i videnskabens kodning af verden i sand/usand distinktionen.
Tesen om det funktionelt differentierede samfund gør det muligt at stille
spørgsmålet om orden eller styring på en ny måde. Frem for at arbejde med en samfundsforestilling, hvor visse systemer i ontologisk forstand gives forrang frem for andre (f.eks. økonomi over for politik, ret over for politik, eller miljø over for økonomi), postuleres det generelt, at funktionssystemerne er gensidigt lukkede, og at spørgsmålet om hvad der er et givet systems omverden, i en vis forstand altid må besvares ud fra et bestemt system egne konstruktionsproces- ser. Økonomiens omverden sættes af den økonomiske kommunikation, osv. Styring i denne optik må dermed i en vis forstand altid forudsætte selvstyring. I den forstand at vi kan tale om, at politikken styrer virksomhederne, så er det, når virksomhederne med teoriens termer lader sig irritere af politikken. I forhold til SAS-Mærsk-casen betyder det, at spørgsmålet om mediernes rolle i forhold til virksomhedernes kobling til samfundet må stilles som to delspørgsmål: på den ene side spørgsmålet om hvordan medierne kommuni- kerer, og på den anden side spørgsmålet om hvordan medierne bliver en del af virksomhedernes omverden.
Xxxxxxx (2000) selv har i skitseform leveret et par bud på massemediernes kommunikation og dermed også mulige grundelementer til en forståelse af for- holdet mellem virksomhedskommunikation (her blot forstået som økonomisk kommunikation) og mediekommunikation. For Luhmann udgør massemedi- erne et eget funktionssystem, som kommunikerer ud fra koden “information/ ikke-information”. Medierne reducerer dermed alle forhold til et spørgsmål om informationsværdi, hvilket blandt andet indebærer, at mediekommunikationen hele tiden er orienteret mod ny information, fordi information, der allerede er kommunikeret, mister sin værdi. I et mediesociologisk perspektiv er dette for så vidt “old news” (jf. debatten om nyhedskriterier), men pointen er netop, at medierne er henvist til altid at kommunikere i denne kode, og at mediernes kommunikation om f.eks. virksomhederne altid må reduceres til informations-
50 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
værdi. I SAS-Mærsk-sagen betyder det, at vi så at sige må forvente, at når et sprogspil medialiseres, som det synes at være sket med denne mediestorm, så selekteres udsagn ud fra informationskoden, hvilket rummer muligheder for visse temaer og aktører og begrænsninger for andre. At der er afsagt en dom i en sag, mister hurtigt sin informationsværdi, mens overraskelser, konflikter osv. har kapaciteten til at opretholde kommunikationen. Når vi indledningsvist påstod, at mediestormens dækning af sagen var konfliktorienteret, så ligger forklaringen i informationsorienteringen. Og det er nærliggende at antage at semantikker, som rummer muligheden for nye overraskelser og konflikter, er mere attraktive end semantikker, der bygger på en høj grad af eksplicitering og forudsigelighed. Det kan måske forklare orienteringen mod individuel an- svarsplacering, som rummer store muligheder for fortsatte historier om skjulte forhold, bortforklaringer osv., samtidig med at man i det øjeblik, ansvaret er placeret, kan tematisere hvorvidt andre i virkeligheden kan have været de skyldige.
Hvad betyder det i denne sammenhæng at tale om mediernes politiske rolle? Ret beset giver det ikke mening i en luhmannsk optik, for medierne (i dagens samfund) er netop kendetegnet ved at udgøre autonome kommunikations- systemer, der er henvist til deres egen kode. Medierne kommunikerer heller ikke i SAS-Mærsk-sagen i politiske koder som “regering/opposition” eller “styre/styret”, men må tale om politik i termer af informationsværdi. Men netop derved kan medierne også ses som en vigtig styreform ved siden af de kendte styreformer som jura (ret), politik (magt) og økonomi (penge). Man kan udtrykke det på følgende måde: mediernes kapacitet er at iagttage og dermed oversætte samfundets øvrige delsystemer i termer af information, dvs. at medi- erne selekterer eller skaber mening ud fra et kriterium om informationsværdi, og dermed at kun de emner eller temaer, der indføjer sig i mediernes skematik, overlever. Når Xxxxxxx samtidigt taler om, at mediernes samfundsmæssige bidrag netop synes at være det at levere fælles temaer, at temaer er måden massemedier kobles strukturelt til andre systemer på,28 så er vi snublende nær ved begrebet dagsorden. Medierne producerer ifølge Xxxxxxx det, man må antages at vide noget om, en opmærksomhedsstruktur for kommunikation i mange forskellige delsystemer (Luhmann 2000: kap. 9). Medierne fortæller i den forstand ikke, hvad vi skal mene om SAS-Mærsk-sagen, men gør SAS- Mærsk til noget, man p.t. taler om. Dermed er massemediernes selektioner med til at danne væsentlige kommunikationsforudsætninger, ikke så meget i termer af mening som i termer af synkroniserede tematikker, der binder opmærksomheden til bestemte forhold: ansvar, stakeholders, professionel ledelse osv. i virksomheder, partier, interesseorganisationer osv. Udtrykt i forhandlingsøkonomiske termer er medierne sprog- og forhandlingsspillere,
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 51
men alene på den måde at de besidder kapaciteten til sætte dagsorden, men ikke selvstændigt skaber mening for de involverede parter. Medierne kan tvinge til opmærksomhed, til reaktion, til samtidighed.
Hermed kan vi godt i en bredere politikforståelse postulere, at erhvervs- journalistikken spiller en politisk rolle i forhold til virksomheden. Vi kan i en vis forstand tale om en form for anden-ordens politik, om selektioner som sætter visse betingelser for politiske beslutninger i et samfund. I SAS- Mærsk-sagen ved at selektere, reproducere og skifte mellem semantikker, som på forskellig vis tematiserer forholdet mellem virksomhed og samfund, og som måske derved muliggør strukturelle koblinger mellem virksomheder og andre delsystemer. Spørgsmålet er så, om det kun er, når medieorkanen eller mediestormen raser, at journalistikken opnår denne status i forhold til de mange sprog- og forhandlingsspil på de mange forskellige arenaer hinsides det parlamentariske system. Det kan dette enkeltstående casestudie naturligvis ikke besvare. Her er der behov for også at studere hverdagsjournalistikken, og måske også hvordan journalister og virksomhedsrepræsentanter interagerer mere uformelt omkring konstruktionen af nyheder og sager.
5. Afrunding
Uden for mediesociologien betragtes medierne ofte næsten på samme måde som Månen: et i grunden dødt himmellegeme, med begrænset tyngdekraft; en satellit som intet producerer, men som blot blegt reflekterer lyset fra ver- densrummet. I denne artikel har vi med udgangspunkt i en konkret mediesag forsøgt at vise, at medierne måske fortjener en mere selvstændig interesse i studier af virksomheder og politik, og at medierne er blevet en integral del af de kommunikative processer, hvorigennem virksomheder konstitueres og politiseres.
Vi har forsøgt at vise, hvordan på den ene side et bestemt intensivt sags- forløb involverer et komplekst sæt af temaer, aktører og semantikker, og på den anden side hvordan det med udgangspunkt i casen bliver muligt at over- veje mediernes betydning for koblingen mellem virksomhed og samfund og for virksomhedens politisering. Vi konkluderede, at nok giver det mening at tale om en medieoffentlighed, men virksomheden italesættes i dag i multiple arenaer, hvor medierne blot er én blandt mange spillere. Mediernes rolle kan i den sammenhæng beskrives som bundet op på en bestemt kommunikations- kode, der skaber bestemte tematiske selektioner, men som også kan bidrage til at sætte en fælles opmærksomhedsstruktur for forskellige delsystemer i et samfund. Og i det mindste i medieorkanen giver det mening at tale om en form
52 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
for anden-ordens politisk rolle for medierne, der tvinger de øvrige spillere til samtidig opmærksomhed, på tværs af arenaer, sprogspil og forhandlingsspil.
Litteratur
Xxxxxxxxxx, O., Xxxxxxx, K. og Xxxxxxxx, O.K. (1989): Forhandlingsøkonomi i Norden.
København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Xxxxxxxx, X. ([1973] 1997): “Den offentlige mening eksisterer ikke” i P. Xxxxxxxx (1997): Men hvem skabte skaberne? – interview og forelæsninger. København: Akademisk Forlag.
Xxxxxx, X.X. & Xxxxx, X. (1989): “Sprachtheorie, Kommunikationsanalyse, Inhaltsana- lyse” in X. Xxxxxx & H.-D. Xxxxxx (Hrsg.): Qualitative Medienforschung. Konzepte und Erfahrungen. Tübingen: Xxx Xxxxxxxx Verlag: 135-160.
Xxxxxxx, X.X. & Xxxxxx, X.X. (1996): Agenda-setting. London: Sage. Fairclough, N. (1995): Media Discourse. London: Xxxxxx Xxxxxx.
Xxxxxxxx, X. (1991): “Questions of Method”, i X. Xxxxxxxx, X. Xxxxxx and P. Xxx- xxx (eds.): The Foucault Effect. Studies in Governmentality. London: Harvester Wheatsheaf.
Xxxxxx, X. (1982): Die Sprachlosigkeit der Inhaltsanalyse. Linguistische Bemerkungen zu einer sozialwissenschaftlichen Methode. Tübingen: Xxxxxx Xxxx Verlag.
Xxxxxxxx, X. ([1962] 1971): Borgerlig Offentlighet. Oslo: Gyldendal.
Xxxxxxxx, X. ([1990] 1999): “Borgerlig offentlighet – i tilbakeblikk” i Xxxxxxxx, X. (1999): Kraften i de bedre argumenter. Oslo: Ad Notam Gyldendal: 79-112.
Xxxxxx, X.X.; Xxxxxx, X. & Salskov-Iversen, D. (2001): “Political Communications and Managerialism” in Corporate Reputation Review, Vol. 4 (2): 166-184.
Xxxxxx, X. X. X. (2004): I andres brød: håndbog om informationsjournalistik, virk- somhedskommunikation og public relations. Århus: Ajour.
Xxxxx, X. (1997): Sat ud af spillet. København: Samfundslitteratur.
Xxxxx, X. (1993): Kritische Diskursanalyse. Eine Einführung. Duisburg: DISS-Stu- dien.
Xxxxx, X. (1994): Text- und Diskursanalyse. Eine Anleitung zur Analyse politischer Texte. Duisburg: DISS-Texte Nr. 16.
Xxxxxxxxx, X.X. & Xxxxxxxxx, X.X. (2001): “Mediestorme” i Xxxx-Xxxxxxx, M. (red.): Profil og offentlighed – public relations for viderekomne. Frederiksberg: Samfunds- litteratur: 57-88.
Xxxx, X. & Xxxxxx, X. (2004, under udgivelse): Infused with news value: Management, managerial knowledge and the institutionalization of business news. Scandinavian Journal of Management, Vol. 20.
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 53
Krippendorf, K. (1980): Content Analysis. An Introduction to its Methodology. Be- verly Hills/London: Sage.
Xxxxxx, X. (1997): “Men tyskerne giver ikke op så let: Mediediskursanalyse – hvor- dan?” i Hjorth, K.E. (red.): Diskurs – mellem tekst og kontekst. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Xxxxxx, X. (1998): The Concept of Discourse in the Analysis of Complex Communi- cation Events. Working Paper No. 76. Copenhagen Business School, IKL.
Xxxxxx, X. (2000a): Zwischen Gefühl und Vernuft. Zur Darstellungs Deutschlands in dänischen Medien. Ph.D.-dissertation. Copenhagen Business School.
Xxxxxx, X. (2000b): “Germans welcome? Reflections on media discourse analysis in practice” in International Journal of Applied Linguistics, Vol. 10 (1): 7-24.
Xxxxxx, X. & Xxxx, A.B. (2000): Öffentliche Gesundheitsdebatten und kollektive Meinungsbildung. Empirische Befunde und theoretische Implikationen am Beispiel von AIDS. Publizistik, Vol. 2/2000, S. 163-179.
Xxxxxxx, X. (1990): “Societal Complexity and Public Opinion” i N. Xxxxxxx (1990):
Political Theory in the Welfare State. Berlin: De Gruyter.
Xxxxxxx (2000): The Reality of the Mass Media. Stanford: Stanford University Press.
Xxxxxxx, X. (1983): Qualitative Inhaltsanalyse. Grundlagen und Techniken. Weinheim & Basel: Beltz Verlag.
Xxxxxxxx, X.X, Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, N., Xxxx, P. & Xxxxxx, X. (1992): Privat politik.
Projekt forhandlingsøkonomi. København: Samfundslitteratur.
Xxxxxxxx, X.X. (1994): Demokratiets lette tilstand. København: Spektrum.
Xxxxxxxx, O.K., Xxxx, P., Esmark, X., Xxxxx, M. & Xxxxx Xxxxxxx, X. (2000): Politisk journalistik. Århus: Ajour.
Xxxxxxxx, X.X., Xxxx, X. & Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, N.: “Mandag Morgen i det politiske kommunikationssystem” i CCC Working Paper 2001, no. 7. Copenhagen Business School.
Xxxxx, S.L. and Xxxxxxxxx, J.R. (1989): “Institutional Ecology, Translations and Bo- undary Objects: Amateurs and Professionals in Berkeley’s Museum of Vertebrate Zoology 1907-1939” in Social Studies of Science, Vol. 19: 387-420.
Xxxxxxx, X. (1999): “Xxxxx and Xxxxxxx in the Risk Society: Making Sense of the Conflict between Shell and Greenpeace in the North Sea” in Organization, Vol. 6 (3): 499-528.
Xxxxx, R., Xx Xxxxxx, M., Xxxxxxx, M. & Xxxxxxxx, X. (1999): The discursive construction of national identity. Edinburgh: Edinburgh University Press.
Xxxxx, X. & Xxxxx, X. (2001): Methods of critical discourse analysis. London: Sage.
Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, N. (1996): Udlicitering. Når det private bliver politisk. Køben- havn: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
54 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM
Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, N. (1999): Diskursive analysestrategier. Xxxxxxxx, Xxxxxxxxx, Xxxxxx, Xxxxxxx. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
Artiklen er blevet til som en del det nordiske forskningsprojekt “The Rise of the Nordic Business Press”, som finansieres af Nordiska samarbetsnämnden för humanistisk och samhällsvetenskaplig forskning (NOS-HS), og det danske PRO-MEDIA-forskningsprojekt, som finansieres af Statens Samfundsviden- skabelige Forskningsråd.
Noter
1 Xx Xxxxxxxx et al. 2000: kap. 6 & 7, for en diskussion af forskellen mellem medie- storme og medieorkaner. I forhold til denne distinktion er SAS-Mærsk-sagen at betragte som en medieorkan.
2 SAS-Mærsk-sagen er også et oplagt eksempel på krisehåndtering og krisekom- munikation. Xx Xxxxxx 2004: 243-52.
3 Se Krippendorf 1980, Fühlau 1982, Mayring 1983 og Bucher & Xxxxx 1989 for en kritisk diskussion af den kvantitative medieindholdsanalyse.
4 Se Langer 1998a og 2000a for en diskussion af forskellige tilgange til tekstorienteret diskursanalyse.
5 I en internetbaseret undersøgelse blandt forretningsrejsende bekræftede Uge- brevet Mandag Morgen i august 2001 denne vurdering: Næsten en tredjedel af kunderne placerede hovedansvaret for kartelsagen hos SAS, mens kun to procent af kunderne gav Mærsk hovedansvaret. Over halvdelen af kunderne fordelte dog ansvaret ligeligt mellem parterne.
6 Analysen er baseret på alle tekster om SAS-Mærsk-kartellet i de tre største dan- ske omnibus-dagblade Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken, samt i dagbladet Børsen. Valget af disse medier anses for rimelig dækkende, når det gælder om at nå frem til en mainstream-analyse af mediedækningen i den danske presse. Dataindsamlingen omfatter alle artikler om SAS-Mærsk-kartellet i en periode på 10 uger, der begyndte den 10. juli 2001, en uge før EU-kommissionens bøde blev bekendtgjort, og som sluttede d. 17. september 2001 med meddelelsen om SAS-bestyrelsens tilbagetræden. Det samlede antal analyserede artikler er 478, der fordeler sig på de enkelte medier som følger: Berlingske Tidende: 91, Jyllands-Posten: 138, Politiken: 96, Børsen: 153. Tallene viser, at der er tale om en højfrekvent mediediskurs med i gennemsnit 1,7 artikler dagligt i hvert af de analyserede dagblade (fra 1,3 daglige artikler i Berlingske Tidende til 2,2 daglige artikler i Børsen). Mediestormens højfrekvens er med stor sandsynlighed også udtryk for, at EU-bøden falder midt i mediernes “agurketid” i sommerferien, der typisk er en stille periode, for så vidt angår større begivenheder og beslutninger. I en anden senere dataindsamling for syv danske dagblade registrerede Ugebrevet
VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM · 55
Mandag Morgen ikke færre end 2.782 artikler om de berørte virksomheder i de første ni måneder i 2001 (“MandagMorgenMonitor”, 01.10.2001).
7 Både SunAir, Finnair og British Airways var allierede i “OneWorld”-alliancen, der konkurrerede med SAS’ “Star Alliance”, jf. Jyllands-Posten, 14.09.1998; Xxxxxx, 21.09.1998.
8 Politiken, 09.10.1998
9 Berlingske Tidende og Politiken, 19.07.2001
10 Mærsk Air var 100% ejet af sit moderselskab D/S Svendborg, der på daværende tidspunkt var det ene af A.P. Møller-koncernens to hovedselskaber. SAS er ejet af en række storaktionærer – de største er den svenske stat, der ejer 21% af aktierne, den danske og norske stat, der hver ejer 14,3% af aktierne, og den private svenske Wallenberg-fond.
11 Politiken, 31.07.2001
12 Jyllands-Posten, 31.07.2001 13 Xxxxxx, 31.07.2001
14 Xxxxxx, 03.08.2001
15 Jyllands-Posten, 02.08.2001
16 Jyllands-Posten, 04.08.2001
17 Jyllands-Posten, 09.08.2001
18 Jyllands-Posten, 06.08.2001 19 Politiken, 19.09.2001
20 Politiken, 19.07.2001, jf. Berlingske Tidende, 20.07.2001
21 Berlingske Tidende, 20.07.2001 22 Politiken, 02.08.2001
23 Jyllands-Posten, 12.08.2001 24 Politiken, 15.08.2001
25 Jyllands-Posten, 22.08.2001
26 Hhv. Politiken, 29.07.2001, og Politiken, 08.08.2001
27 Xxxxxx, 23.07.2001 og 25.07.2001; Jyllands-Posten, 25.07.2001
28 Begrebet “strukturel kobling” er systemteoriens måde at bryde med kausalitets- tænkningen på i analysen af forholdet mellem systemer. Et system kan i denne optik ikke determinere et andet system, men et system kan have en kapacitet til at irritere det andet system og dermed “trigge” system-interne kommunikati- onsprocesser i dette system. Ambitionen om at udvikle alternativer til kausali- tetstænkningen genfindes imidlertid også i flere andre nyere teoriretninger, f.eks. diskursanalyse (Xxxxxxxx 1991) og aktør-netværksteori (Xxxxx and Xxxxxxxxx 1989). Begrebet strukturel kobling (og lignende ansatser) har ikke blot konsekvenser for måden at tænke kausalitet på, men også for måden vi herefter kan begrebsliggøre begreber som styring, påvirkning, ledelse strategi osv. på.
56 · VIRKSOMHED OG POLITIK I EN MEDIESTORM