Konsulentaftale
Konsulentaftale
Anvendelse af OBD-udstyr som kontrolmetode ved syn af lastbiler
Indhold
5 Rettigheder og forpligtelser 4
15 Persondata og databehandling 7
1 Parterne
Mellem undertegnede
[Navn]
[Adresse, CVR, …]
og medundertegnede
Færdselsstyrelsen
Sorsigvej 35
6760 Ribe Danmark
CVR nr. 40850031
(herefter kaldet FSTYR)
er der indgået følgende aftale om levering af konsulentydelser (herefter kaldet Aftalen):
2 Baggrund
Regeringen lancerede i oktober 2018 sit Klima- og luftudspil. Xxxx blev der taget initiativ til at styrke indsatsen mod snyd med lastbilers NOx-begrænsende udstyr. Kontrakten vedrører udarbejdelse af en praktisk, anvendelig kontrolmetode til det emissionsbegrænsende udstyr på tunge køretøjer. Metoden skal dokumenteres i en afsluttende rapport. Metoden kan anvendes ved syn af lastbiler, samt ved politiets kontrol. Metoden skal baseres på OBD-udstyr.
3 Fortolkningsprincipper
Ved udarbejdelsen af Aftalen er der gjort store bestræbelser på at undgå modstrid mellem de enkelte bestemmelser, og Aftalen skal forstås og fortolkes ud fra en formodning om, at der ikke er modstrid.
I en fortolkning af parternes rettigheder og forpligtelser gælder følgende fortolkningsprincipper:
Aftalens bestemmelser skal have forrang frem for bilag, jf. pkt. 18.
Bilag skal have forrang frem for hinanden efter følgende prioritering:
1. Bilag 1 Opgavebeskrivelse
2. Bilag 2 Tilbudsbesvarelse
3. Bilag 3 Opfordringsskrivelse
4 Beskrivelse af opgaven
Beskrivelsen af opgaven fremgår af Bilag 1.
5 Rettigheder og forpligtelser
Konsulenten skal optræde loyalt og udelukkende varetage FSTYR’s interesser. Indgåelsen af nærværende aftale begrænser ikke Konsulentens adgang til samtidig at udføre arbejde for andre hvervgivere. Konsulenten må dog ikke påtage sig opgaver for andre hvervgivere, der kan skabe tvivl om Konsulentens habilitet i forhold til opgaver for FSTYR. Konsulenten er forpligtet til løbende at oplyse FSTYR om, hvilke andre hvervgivere Konsulenten arbejder for.
Ved opgavens afslutning er Konsulenten forpligtet til at tilbagelevere alt materiale, der er udleveret af FSTYR.
FSTYR har ejendomsretten til alt materiale, herunder dokumentation, vejledninger mv., der er udarbejdet af Konsulenten i forbindelse med opgavens løsning.
Tilsvarende har FSTYR alle immaterielle rettigheder, herunder ophavsretten, til konsulentens frembragte materiale i forbindelse med opgavens løsning.
FSTYR forbeholder sig til enhver tid ret til at foretage de nødvendige ændringer i Konsulentens ydelser, når der måtte ske ændring af regler, som har betydning for opgaven og dennes omfang.
6 Projektansvarlig
Projektansvarlige hos FSTYR er Xxxxx Xxxx, med hvem Konsulenten kan indgå bindende aftaler inden for Aftalens rammer. FSTYR orienterer Konsulenten, såfremt der sker ændringer.
7 Kontaktperson
Konsulentens kontaktperson aftales nærmere efter indgåelse af Aftalen. Konsulenten giver meddelelse til FSTYR ved ændringer i projektteamet.
Udskiftning af medarbejdere i teamet kan alene ske med en medarbejder, der som minimum har samme erfaringsgrundlag. Udskiftning kan ikke ske uden godkendelse fra FSTYR.
8 Vederlag
Der er aftalt en fast pris på kr. 300.000 ex. moms for løsning af opgaven. Afregning sker, når den endelige rapport er endeligt godkendt af FSTYR.
Alle ydelser i forbindelse med opgaven er indeholdt i den faste pris.
Betaling sker 30 dage fra datoen for korrekt elektronisk modtagelse af fakturaen hos FSTYR.
9 Rejser og ophold
Der afregnes ikke særskilt for rejser m.m.
10 Opsigelse
Parterne kan opsige nærværende Aftale med 1 måneds varsel pr. den 1. i en måned.
Såfremt Konsulenten vælger at opsige aftalen, ydes der ingen vederlag.
I tilfælde af at FSTYRs opsigelse, er Konsulenten berettiget til honorar for arbejde udført frem til opsigelsesperiodens udløb. Afregning sker alene på baggrund af dokumenteret timeregnskab. De udførte resultater tilfalder Færdselsstyrelsen.
Beløbet kan ikke overstige kr. 50.000 ex moms per måned. Hvis en domstol eller Klagenævnet for Udbud:
• annullerer kundens beslutning om at tildele leverandøren denne kontrakt,
• erklærer denne kontrakt for ”uden virkning”,
• anser en ændring af denne kontrakt for en ændring af grundlæggende elementer, der ville have krævet en ny udbudsbekendtgørelse, eller
• i øvrigt pålægger kunden at bringe denne kontrakt helt eller delvist til ophør,
kan denne kontrakt opsiges helt eller delvist af kunden med 30 dages varsel til den 1. i en måned.
Uanset tidspunktet for opsigelse kan leverandøren ikke kræve erstatning som følge af opsigelsen.
11 Misligholdelse
Hver af parterne er berettiget til at ophæve Aftalen uden varsel i tilfælde af væsentlig misligholdelse fra den anden parts side.
Den omstændighed, at der opstår uenighed af nogen art mellem Konsulenten og FSTYR, berettiger ikke Konsulenten til at ophøre arbejdet.
12 Tavshedspligt
Konsulenten skal sikre sig fuld fortrolighed i forhold til tredjemand med hensyn til alle oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige, som Konsulenten får kendskab til via arbejde udført i henhold til denne Aftale. Endvidere har Konsulenten fuld
tavshedspligt i forhold til offentligheden, herunder nyhedsmedierne, om opgaven
eller forhold med relation til opgaven. Al pressekontakt varetages alene af FSTYR, med mindre andet aftales.
Tavshedspligten gælder også efter opgavens udførelse og Aftalens ophør.
Det bemærkes, at FSTYR som offentlig myndighed er forpligtet til at efterleve reglerne om aktindsigt.
13 Forsikring
Konsulenten er forpligtet til at holde sit ansvar forsikret, såvel erhvervsansvar som professionelt ansvar.
Konsulenten er forpligtet til på opfordring at dokumentere, at forsikringen er tegnet og i kraft. Udgiften til Konsulentens forsikring afholdes til fulde af Konsulenten.
14 Ikrafttrædelse og ophør
Aftalen træder i kraft ved begge parters underskrivelse af Aftalen. Aftalen udløber den 26. marts 2021, og senest når rapporten er endeligt godkendt.
Alle bestemmelser i kontrakten, der ifølge deres natur skal fortsætte efter kontraktens ophør, uanset ophørsgrunden, herunder, men ikke begrænset til, bestemmelser om ejendomsret og tavshedspligt, skal fortsat gælde efter kontraktens ophør.
15 Persondata og databehandling
Konsulenten har pligt til at sætte sig ind i og efterleve FSTYR’s informationssikkerhedspolitik med tilhørende konkrete regler for brugeradfærd. Konsulenten skal beskytte personoplysninger, i databeskyttelseslovens forstand, som konsulenten får adgang til eller overlades, og må ikke anvende data til andet end, hvad der er nødvendigt for udførelsen af opgaver for FSTYR.
I den forbindelse skal Konsulenten efterleve reglerne i lov nr. 502 af 23. maj 2018 (databeskyttelsesloven) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
16 Lovvalg og værneting
Nærværende Aftale er undergivet dansk ret.
Enhver uenighed eller tvist mellem parterne om forståelsen og rækkevidden af denne Aftale afgøres efter dansk rets almindelige regler ved FSTYR’s værneting.
17 Tvister
I tilfælde af, at der opstår uenighed mellem parterne om opfyldelsen af Aftalen, er parterne forpligtet til med 8 dages varsel at afholde et forligsmøde med deltagelse af parternes eventuelle rådgivere og på dette møde indlede forhandlinger med henblik på at løse tvisten.
18 Bilag
- Bilag 1: Opgavebeskrivelsen
- Bilag 2: Tilbudsbesvarelse
- Bilag 3: Opfordringsbrev
19 Arbejdsklausul
Konsulenten skal sikre, at medarbejdere hos Konsulenten og eventuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde kontrakten, er sikret løn (herunder
særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område. Ved ”medvirker til at opfylde kontrakten” forstås arbejde udført i Danmark med henblik på opfyldelse af kontrakten.
Konsulenten skal sikre, at medarbejdere hos Konsulenten og eventuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde kontrakten, bliver oplyst om de vilkår, der fremgår af arbejdsklausulen.
FSTYR kan til enhver tid udbede sig relevant dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for medarbejderne lever op til de forpligtelser, som arbejdsklausulen fastsætter.
FSTYR kan kræve, at Konsulenten, efter skriftligt påkrav herom, inden for 10 arbejdsdage fremskaffer relevant dokumentation, såsom løn- og timesedler, lønregnskab og ansættelseskontrakter fra såvel egne som eventuelle underleverandørers medarbejdere.
FSTYR kan til brug for sin vurdering af, om Konsulenten eller underleverandører har overholdt arbejdsklausulen, søge rådgivning hos relevante arbejdsgiver- og/eller arbejdstagerorganisationer.
Hvis Konsulenten ikke overholder sine forpligtelser i medfør af arbejdsklausulen, og hvis dette medfører et berettiget krav på yderligere løn fra medarbejderne, kan FSTYR tilbageholde honorar med henblik på at tilgodese sådanne krav.
20 Underskrift
For Færdselsstyrelsen: For Konsulenten:
..........................................
(dd. mm. åååå)
..........................................
(dd. mm. åååå)
Xxxxxx Xxxxxx Direktør
…………………………………………
Underskrivers navn
..............................................................
Underskrivers stilling
................................................................
(Stempel) og underskrift
................................................................
(Stempel) og underskrift