Forretningsorden for Centerrådet i Ungdommens Uddannelsesvejledning UU Sydfyn.
Forretningsorden for Centerrådet i Ungdommens Uddannelsesvejledning UU Sydfyn.
Centerrådet er nedsat i forbindelse med, at Langeland, Ærø samt Svendborg kommuner har indgået en samarbejdsaftale om driften af UU Sydfyn med virkning fra 1. januar 2018.
Samarbejdsaftalen er godkendt af Centerrådet for UU Sydfyn den 21. december 2017
Medlemmer af Centerrådet:
Hver kommune udpeger de politiske udvalgsformænd for de udvalg, som er ansvarlige for UU Sydfyn, samt 1 menigt byrådsmedlem til Centerrådet.
Centerrådet konstituerer sig med formand og næstformand.
Formand- og næstformand udpeges for en periode svarende til samarbejdsaftalens længde.
Til centerrådets møder kan der fra de 3 kommuner deltage, som tilforordnede uden stemmeret:
• 1 forvaltningsdirektør fra hver af aftaleparterne
• 1 repræsentant udpeget af medarbejderne i UU Sydfyn
• 1 områdechef fra hver af aftalepartnerne
Lederen af UU Sydfyn deltager i Centerrådets møder som sekretær.
Ved behandling af specielle spørgsmål kan Centerrådet indkalde særlige fagkyndige personer.
Arbejdsområde:
Centerrådet beskæftiger sig med opgaver under lovgivningsområdet for Ungdommens Uddannelsesvejledning (LBK nr. 1097 om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. og BEK nr. 774 af 14/06/2017) med henblik på at sikre, at UU Sydfyn efterlever de lovgivningsmæssige krav og de politisk vedtagne målsætninger og udviklingstiltag for området i alle 3 kommuner.
- Lederen af UU Sydfyn udarbejder virksomhedsplan for hvert kalenderår med forslag til målbare mål, som drøftes i Centerrådet.
- Målene evalueres årligt i Centerrådet.
- Via målbare mål og det nuværende budget samt kommunernes afsatte midler til vejledningsindsatsen, forsøges det via Centerrådets politiske medvirken at skabe et fælles serviceniveau i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige krav og de overordnede mål i de 3 samarbejdende kommuner.
Centerrådet er ligeledes med til at sikre, at den indgåede samarbejdsaftale mellem de 3 kommuner følges, ligesom Centerrådet kan indstille eller komme med forslag til ændringer på UU-området til politisk behandling i de respektive fagudvalg, byråd eller kommunalbestyrelser i de 3 kommuner.
Centerrådet har ingen kompetence i forhold til den daglige drift og ledelse af UU-Center Sydfyn.
Møder:
Centerrådet afholder 3 møder om året. Derudover kan formand og næstformand indkalde til møder, når de finder det nødvendigt. Centerrådet kan ligeledes indkaldes ekstraordinært, hvis minimun 3 medlemmer af Centerrådet skriftligt over for formanden eller næstformanden anmoder om dette. Den skriftlige anmodning skal indeholde en nærmere beskrivelse og begrundelse for den ekstraordinære indkaldelse. Centerrådet kan i øvrigt afholde temamøder og konferencer vedrørende UU-området efter behov.
Formanden eller næstformanden er ansvarlig for indkaldelse af Centerrådet til møder.
Centerrådet er beslutningsdygtigt, når mindst 4 medlemmer er til stede. Enten formand eller næstformand skal samtidig være til stede.
Formanden eller næstformanden leder møderne i Centerrådet.
Møderne i Centerrådet afholdes på Svendborg Rådhus, efter nærmere aftale kan møderne afholdes andre steder.
Møderækken i Centerrådet aftales så vidt det er muligt for et år ad gangen på kalender årets første møde.
Udgifterne til Centerrådets møder afholdes inden for det samlede budget for UU-Center Sydfyn.
Når formanden får meddelelse om eller på anden måde får kendskab til, at et
medlem vil være forhindret i at varetage sit hverv i Centerrådet af de i styrelseslovens § 15, stk. 2 anførte grunde indkalder formanden stedfortræderen. Stedfortræderen indtræder så længe medlemmet har forfald, uanset at forfaldet forventes at vare kortere end 1 måned.
Forventes et medlem at blive erklæret inhabil i forhold til en sag, der skal behandles af Centerrådet indtræder stedfortræderen i stedet for medlemmet i sagens behandling.
Dagsorden og referat:
Formanden er sammen med lederen af UU-Center Xxxxxx ansvarlig for udarbejdelsen af dagsorden for møderne i Centerrådet.
Dagsorden for møder i Centerrådet udsendes senest 7 dage inden mødets afholdelse. Evt. bilag kan udsendes frem til mødedagen.
Lederen af UU-Center Sydfyn er ansvarlig for udsendelse af mødeindkaldelse.
I beslutningssager forventes det, at lederen af UU-Center Sydfyn kommer med en anbefaling eller indstilling til de enkelte punkter.
Der udarbejdes et beslutningsreferat for alle møder i Centerrådet. Ved dagsordenspunkter, der afgøres ved afstemning, kan mindretallet få ført deres indstilling til protokols.
Dagsordenspunkter, der efterfølgende skal forelægges politisk i de 3 4 kommuner fremsendes efterfølgende officielt til behandling i kommunerne.
Referat fremsendes senest 8 dage efter mødets afholdelse til medlemmerne af Centerrådet.
Lederen af UU-Center Sydfyn er ansvarlig for protokolføring og udsendelse af referat.
Dagsorden og referat gøres tilgængelig på Svendborg Kommunes hjemmeside, samme sted som øvrige politiske dagsordner og referater.