Partnerskabsaftale mellem Vesthimmerlands Kommune, Dansk Byggeri, Erhvervsskolerne Aars og TECHCOLLEGE
Partnerskabsaftale mellem Vesthimmerlands Kommune, Dansk Byggeri, Erhvervsskolerne Aars og TECHCOLLEGE
Indledning
Parterne bag denne aftale ønsker at indgå i et samarbejde omkring uddannelse og beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen, der skal styrke erhvervsudviklingen og kompetenceniveauet i Vesthimmerlands Kommune. Med partnerskabsaftalen kan et samarbejde udvikles på tværs af kommunens forvaltninger, lokale uddannelsesinstitutioner og faglige organisationer. Det er hensigten, at samarbejdet skal understøtte eksisterende aktiviteter i kommunen og samtidig bidrage til udvikling af nye initiativer og samarbejdsflader.
De involverede parter spiller alle en rolle i forhold til uddannelse og beskæftigelse i Vesthimmerlands Kommune. Vesthimmerlands Kommune har ansvaret for de unge i folkeskolen og overgangen til ungdomsuddannelserne. Dels skal eleverne have de nødvendige faglige og personlige kompetencer samt klædes på til at tage et kvalificeret valg af ungdomsuddannelse. Erhvervsskolerne Aars og TECH COLLEGE uddanner de unge, så de er kvalificeret til at indgå en uddannelsesaftale og har ansvaret for at lave praktikpladsopsøgende arbejde. Endelig har virksomhederne, som Dansk Byggeri repræsenterer, opgaven med at uddanne de unge i det beskrevne praktikmål, så de unge kan gennemføre deres uddannelse og dermed sikre faglært arbejdskraft til fremtiden. Der er 51 medlemmer af Dansk Byggeri i Vesthimmerlands Kommune.
Baggrund for aftalen
Allerede om få år vil bygge- og anlægsbranchen mangle arbejdskraft. Det er især medarbejdere med en faglært uddannelse, men også medarbejdere med en videregående uddannelse inden for det tekniske område. For at imødekomme den fremtidig efterspørgsel på faglært arbejdskraft er det nødvendigt at flere unge vælger en erhvervsfaglige uddannelse.
Med erhvervsskolereformen fra sommeren 2015 er det nationale mål at tilgangen til erhvervsuddannelserne skal øges således, at 25 % af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020 og i 2025 er målet 30 %. I dag vælger 20% af eleverne fra 9. og 10.klasse i Vesthimmerlands Kommune en erhvervsuddannelse. Tendensen går den rigtige vej, men der skal være større fokus på området, hvis det skal lykkes at motivere endnu flere
unge til at vælge en erhvervsuddannelse. I folkeskolereformen fra 2014 er det tydeligt, at der skal skabes forbindelser mellem folkeskolen, øvrige uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet, så eleverne får et mere nuanceret billede af, hvilke karriereveje og uddannelsesmuligheder der findes.
Vesthimmerlands Kommune skal, som landets øvrige kommuner, nå det nationale mål om, at 95 % af en ungdomsårgang skal være i gang eller have gennemført en ungdomsuddannelse. I Vesthimmerlands Kommune ligger på 91,9 % (2013 tal) af en ungdomsårgang.
Med kontanthjælpsreformen fra januar 2014 er rammerne trukket klart op; unge under 30 år uden uddannelse, der har de nødvendige faglige og personlige kompetencer, herunder tilstrækkelig motivation skal i uddannelse. Det betyder, at flere ledige med uddannelsespålæg skal guides mod erhvervsuddannelserne. Lige nu er der ca. 300 unge på kontanthjælp/uddannelseshjælp i Vesthimmerlands Kommune.
Med store reformer af både folkeskole, erhvervsskole og kontanthjælpssystemet er det oplagt at bruge partnerskabsaftalen til at koordinere indsatsen og finde nye måder at samarbejde på.
Formål
Partnerskabsaftalen har 3 hovedformål:
1) Uddannelsesaftaler til flest mulige unge fra Vesthimmerlands Kommune primært indenfor bygge- og anlægsfagene.
2) Målrette indsats/ fokus på at skabe motivation for erhvervsuddannelser tidligt og løbende i folkeskolen
3) Unge ledige skal hjælpes videre mod uddannelse og job i bygge- og anlægsbranchen
Parterne udvikler en årlig handlingsplan for hver målsætning som bilag til aftalen. Der udvikles nye handleplaner hvert år ligesom der evalueres på gennemførte indsatser og aktiviteter.
Samarbejdsform
Der nedsættes en styregruppe, der mødes 2 gange årligt i aftaleperioden, der løber fra juni 2016 til maj 2018. Styregruppen er ansvarlig for progression ift. aftalens formål. På møderne medbringer parterne de nyeste tal og der følges op på effekten og erfaringerne fra de iværksatte initiativer.
Vesthimmerlands Kommune påtager sig sekretariatsfunktionen og er tovholder på aftalen. Der kan løbende inddrages øvrige mødedeltagere, ligesom styregruppen kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov. Styregruppen har fokus på at formidle ”de gode historier” videre både internt og eksternt.