Udbud
Udbud
Udførelse af analyser af pulp
Generelle betingelser og beskrivelser for udbud
November 2018
Indhold
2.3 Kontrakt og kontraktperiode 4
2.4 Udbudsgrundlag samt udbudsmaterialet og spørgsmål hertil 5
2.5 Tilbudsfrist og vedståelsesfrist 5
2.9 Oplysning om underleverandører/konsortiedannelse 8
2.11 Orientering om tildeling 8
3. Beskrivelse af analyseopgaven 10
3.2 Analyseprogram og akkreditering 10
3.6 Arbejdsmiljøforhold og ordensregler 11
1. Orientering om udbuddet
I/S AffaldPlus er et fælleskommunalt affaldsselskab, som bl.a. driver affaldsbehandlingsanlæg, herunder biopulpanlæg til forbehandling af Kildesorteret Organisk Dagrenovation (KOD).
I Bekendgørelse om anvendelse af affald til jordbrugsformål nr. 1001 af 27/06/2018 er der fastsat forskellige vilkår om kontrol af pulpen inden levering til biogasanlæg.
Udbuddet omfatter afhentning, analysering og rapportering af prøver udtaget på anlægget, som led i opfyldelsen af kravene i bekendtgørelsen samt driftsmæssige analyser.
Udbuddet omfatter biopulpanlægget der er beliggende i Næstved.
Yderligere oplysning om I/S AffaldPlus kan findes på selskabets hjemmeside, xxx.xxxxxxxxxx.xx.
2. Rammer for udbuddet
2.1 Ordregiver
Ordregiver er:
I/S AffaldPlus Ved Fjorden 20
4700 Næstved
Tlf.: 00 00 00 00
Fax.: 00 00 00 00
E-Mail: xxxxxxxxxx@xxxxxxxxxx.xx CVR Nr.: CVR 65 27 83 16
2.2 Udbudstype
Analyseopgaven udbydes i henhold til udbudsloven (Lov nr. 1564 af 15. december 2015). Udbudsloven implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF i dansk lovgivning.
Analyseopgaven udbydes i offentligt udbud, jf. udbudslovens § 55.
Alle dokumenter udformes på dansk, og alle betegnelser med hensyn til mønt, mål og vægt er danske. Spørgsmål, henvendelser og kontraktforhandlinger skal foregå på dansk. Dog kan bilagsmateriale af generel karakter være skrevet på skandinavisk/engelsk. Ved materiale af generel karakter forstås produktblade, varekataloger, regnskaber samt tekniske specifikationer.
Retsforholdet skal i det hele behandles efter reglerne i dansk ret.
2.3 Kontrakt og kontraktperiode
Kontrakt indgås mellem den vindende tilbudsgiver og AffaldPlus. Udkast til kontrakt fremgår af Bilag A.
Analyseopgaven udbydes for perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2021, hvor kontrakten med den valgte Tilbudsgiver ophører uden yderligere opsigelse.
AffaldPlus kan forlænge kontrakten i 2 x 1 år. Såfremt AffaldPlus ønsker at benytte denne option, skal AffaldPlus senest 2 måneder før kontraktophør give skriftlig meddelelse herom til den valgte Tilbudsgiver. Såfremt optionen udnyttes fuldt ud, vil kontraktperioden kunne forlænges frem til den 31. december 2023.
Kontrakten er uopsigelig i kontraktens løbetid.
2.4 Udbudsgrundlag samt udbudsmaterialet og spørgsmål hertil
Analyseopgaven udbydes på grundlag af følgende regler og dokumenter, der gælder i den angivne rækkefølge:
1. Gældende lovgivning og regler udstedt i medfør heraf.
2. Eventuelle rettelsesblade offentliggjort til tilbudsgiverne inden afgivelse af tilbud
3. Eventuelle supplerende skriftlige meddelelser i tilbudsfasen, herunder svar på spørgsmål
4. Nærværende dokument, ”I/S AffaldPlus. Udbud. Udførelse af pulpanalyser. Generelle betingelser og beskrivelser for udbud. November 2018”.
5. Bilag A – Kontraktudkast
6. Bilag B – Analyseprogram
7. Bilag C – Tilbudsliste
8. Bilag D - Tildelingsmodel
Udbudsprocessen håndteres via udbudsportalen xxx.xxxxx.xx og udbudsmaterialet vil være tilgængeligt på udbudsportalen.
Tilbudsgiver er selv ansvarlig for at kontrollere, om der er offentliggjort supplerende materialer og dokumenter og skal selv kontrollere, at Tilbudsgiver har adgang til alt materiale. Tilbudsgiver bærer selv risikoen ved et eventuelt for lavt eller for højt bud som følge af manglende sider eller bilag.
Hvis Tilbudsgiver ikke kan få adgang til dokumenter i udbudsmaterialet, konstaterer fejl i udbudsmaterialet eller uoverensstemmelser mellem udbudsmaterialets beskrivelser og Tilbudsgivers erfaringer eller forholdene i marken, skal Tilbudsgiver straks give besked til herom til AffaldPlus via udbudsportalen. Såfremt Tilbudsgiver efter udløbet af fristen for skriftlige spørgsmål bliver opmærksom på uklarheder, skal Tilbudsgiver i tilbuddet angive, hvilke forudsætninger, der er lagt til grund for tilbuddet.
AffaldPlus udarbejder et skriftligt svar på alle henvendelser, som offentliggøres i anonymiseret form på udbudsportalen.
Sidste frist for indsendelse af spørgsmål og andre henvendelser om udbuddet er den 19. november 2018 kl. 12.00. Svar på rettidigt fremsendte spørgsmål og henvendelser vil blive offentliggjort senest den 26. november 2018.
2.5 Tilbudsfrist og vedståelsesfrist
Tilbud skal afleveres eller sendes til AffaldPlus. Sidste frist for afgivelse af tilbud er den 3. december 2018, kl. 12.00, hvor tilbuddene åbnes af AffaldPlus. Der vil ikke være mulighed for at overvære åbningen af tilbud.
For sent modtagne tilbud vil blive afvist og ikke indgå i vurderingen. Vedståelsesfristen for tilbuddene er 2 måneder fra åbningsdagen.
Det gøres opmærksom på at udbyder er underlagt forvaltningsloven (LBK nr. 433 af 22/04/2014). Oplysninger i tilbuddet, der af Tilbudsgiver betragtes som fortrolige
og derfor ønskes undtaget fra eventuel aktindsigt, bedes markeret, så det klart fremgår, hvilke dele af tilbuddet, som Tilbudsgiver af konkurrencehensyn ikke ønsker videregivet. AffaldPlus forbeholder sig ret til at foretage en selvstændig vurdering heraf.
Der ydes ikke godtgørelse eller vederlag for afgivelse af tilbud eller for udarbejdelse af tilbudsmateriale. Tilbudsgivers tilbud og materiale afleveret/fremsendt i tilknytning hertil vil ikke blive returneret og kan ikke kræves udleveret.
2.6 Afgivelse af tilbud
Tilbuddet skal indeholde
1. Udfyldt Serviceattest som dokumentation for, at Tilbudsgiver opfylder betingelserne for deltagelse.
2. Udfyldt og underskrevet tilbudsliste. Tilbudsgiver skal byde på hele analyseopgaven. Alle krævede bilag skal være medsendt, for at tilbuddet betragtes som konditionsmæssigt.
Afsnit 2.7 og 2.8 præciserer nogle af de oplysninger, som AffaldPlus ønsker fra Tilbudsgiver, og som indgår i egnethedsvurderingen samt vurderingen af, om Tilbudsgiver skal udelukkes af formelle årsager.
Alle nødvendige ydelser i henhold til udbudsmaterialet skal være indeholdt i de tilbudte enhedspriser og summerede priser. AffaldPlus yder således ingen yderligere betaling ud over den tilbudte pris, herunder f.eks. olietillæg, miljøtillæg og fakturagebyr.
Alle priser skal angives i DKK ekskl. moms.
2.7 Udelukkelsesgrunde
AffaldPlus er forpligtet til at udelukke enhver Tilbudsgiver, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i udbudslovens § 135.
AffaldPlus agter, jf. udbudslovens § 137, stk. 1 og med de undtagelser, der følger af udbudslovens § 138, at udelukke Tilbudsgivere, der er omfattet af følgende udelukkelsesgrunde:
• Har tilsidesat forpligtelser vedr. miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivning
• Er erklæret konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling, under tvangsakkord, eller virksomheden på anden måde administreres af kurator eller retten.
• Har gjort sig skyldig i alvorlige forsømmelser ved udøvelsen af erhvervet
• Har skabt konkurrencefordrejning ved indgåelse af aftaler med andre økonomiske aktører
• Væsentligt har misligholdt en tidligere tildelt offentlig kontrakt
• Uretmæssigt har forsøgt at påvirke AffaldPlus’ beslutningsproces
• Har ubetalt forfalden gæld på under 100.000 kr. til offentlige myndigheder vedrørende skatter, afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til dansk lovgivning eller lovgivning i det land, hvor ansøgeren eller Tilbudsgiver er etableret.
2.8 Egnethedsvurdering
Økonomisk og finansiel kapacitet
Tilbudsgiver har en erhvervsansvarsforsikring på 10 mio. DKK for personskade og 5 mio. DKK for tingsskade.
Tilbudsgiver skal på forlangende kunne fremlægge dokumentation for ovenstående oplysninger i form af kopi af forsikringspolice og kvittering for, at denne er gældende ved kontraktperiodens start.
Tilbudsgiver skal fremsende oversigt over økonomiske nøgletal for Tilbudsgiver i form af de seneste 3 regnskabsår (2015-17) dokumenteret via de seneste 3 godkendte revisorpåtegnede årsregnskaber.
For virksomheder med mindre end 3 afsluttede regnskabsår aftales anden dokumentation for soliditet med AffaldPlus inden afgivelse af tilbud.
Teknisk og faglig kompetence Tilbudsgiver skal redegøre for:
• Beskrivelse af Tilbudsgivers virksomhed, herunder erfaring med tilsvarende opgaver (antal analyser og omkostningsniveau) dokumenteret ved mindst 3 referencer fra de seneste 3 år.
• Liste over eventuelle underleverandører inkl. oplysninger om disses virksomhed.
• Beskrivelse af firmaets organisation, herunder hvorfra styring og ledelse vil foregå, samt oplysning om, hvem der er firmaets kontaktperson i forhold til entreprisen.
• Beskrivelse af kompetence og kvalifikationer for det personale, der skal udføre analyseopgaven.
• Tilbudsgiver er akkrediteret på de ønskede analyseopgaver, hvor det er muligt at blive akkrediteret.
Underleverandører skal opfylde samme krav som tilbudsgiver. Kvalitetssikringsstandarder og arbejdsmiljø/miljøledelsessystemer
AffaldPlus ønsker en samarbejdspartner, der lægger vægt på kvalitetssikring samt arbejdsmiljø og miljøforhold.
Tilbudsgiver skal på forlangende kunne dokumentere ovenstående oplysninger enten i form af et gyldigt certifikat i kraft, eller en beskrivelse af de af Tilbudsgiver udformede kvalitetssikrings-, arbejdsmiljø- og miljøledelsessystemer, som er i kraft og implementeret i virksomheden.
2.9 Oplysning om underleverandører/konsortiedannelse
Tilbudsgiver skal klart og entydigt i tilbuddet angive hvilken juridisk person, der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for AffaldPlus.
• Konsortier:
Hvis tilbuddet afgives af et konsortium omfattende flere ansvarlige tilbudsgivere, skal de i konsortiet deltagende juridiske personer hver især angives klart og entydigt. Deltagere i konsortiet hæfter solidarisk for tilbuddet og evt. kontrakt.
• Underleverandører:
Såfremt tilbudsgiver vælger at anvende underleverandører til udførelsen af den udbudte ydelse, ønskes navne på den eller disse juridiske personer angivet klart og entydigt i tilbuddet. Anvendelse af underleverandører kan ikke fritage eller begrænse tilbudsgivers fulde ansvar i forhold til opfyldelse af kontrakten. Tilbudsgiver skal dog som minimum selv levere mindst 70 % af tilbudssummen med eget mandskab og udstyr.
2.10 Vurdering af tilbud
Kontrakt vil blive tildelt på baggrund af pris og leveringstid, jf. udbudslovens § 162, stk. 1.
Leveringstid er antal arbejdsdage fra afhentning af analysen hos ordregiver, til levering af en akrediteret analyserapport.
Tildelingskriterierne fremgår af bilag D.
2.11 Orientering om tildeling
Alle Tilbudsgivere vil samtidigt modtage underretning om tildelingsbeslutningen, ligesom resultatet af udbuddet vil blive bekendtgjort i TED (Tenders Electronic Daily).
Inden der træffes endelig beslutning om tildeling af kontrakten, vil AffaldPlus med mail underrette den påtænkt vindende Tilbudsgiver.
Underretning om tildelingsbeslutningen til den vindende Tilbudsgiver er alene underretning om, at Tilbudsgiver efter AffaldPlus’ vurdering har afgivet det vindende tilbud. Der foreligger ingen aftale eller løfte herom, før en eventuel kontrakt er underskrevet af begge parter tidligst efter udløbet af den obligatoriske stand still periode på 10 kalenderdage.
Underretningen fra AffaldPlus om tildelingsbeslutningen fritager ikke de øvrige Tilbudsgivere fra forpligtelserne i deres tilbud, der fortsat er bindende i overensstemmelse med vedståelsesfristen.
AffaldPlus forbeholder sig ret til at afvise alle tilbud, såfremt der foreligger en saglig begrundelse herfor. Endvidere forbeholder AffaldPlus sig ret at annullere udbuddet på ethvert tidspunkt inden fristen for afgivelse af tilbud. Dette vil i givet fald ske ved offentliggørelse på udbudsportalen.
Den Tilbudsgiver, som tildeles kontrakten, skal senest ved kontraktunderskrivelsen fremlægge en gyldig serviceattest. AffaldPlus accepterer en serviceattest, som er udstedt højest 6 måneder før dato for kontraktunderskrivelsen.
2.12 Forbehold
Forbehold accepteres ikke.
Eventuelle uklarheder og usikkerheder i udbudsmaterialet skal afklares ved, at Tilbudsgiver stiller spørgsmål til udbudsmaterialet eller ved at anmode om supplerende oplysninger forud for afgivelse af tilbud.
2.13 Forventet tidsplan
Udbuddet forventes at følge nedenstående tidsplan:
Aktivitet | Dato/uge |
Offentliggørelse på xxxxx.xx | 5. november 2018 |
Frist for spørgsmål | 19. november 2018 |
Frist for besvarelse af spørgsmål | 26. november 2018 |
Frist for tilbud | 3. december 2018 |
Kontrakt ikrafttrædelse | 1. januar 2019 |
3. Beskrivelse af analyseopgaven
Udbuddet omfatter afhentning, analysering og rapportering af prøver udtaget på det af udbuddet omfattede anlæg.
3.1 Omfattede anlæg
Næstved Affaldsenergi, Ved Fjorden 20, 4700 Næstved. Tlf. 0000 0000 Åbningstider døgnet rundt.
3.2 Analyseprogram og akkreditering
Analyseprogrammet fremgår af udbudsmaterialets bilag B - Analyseprogram.
Tilbudsgiver skal være akkrediteret til prøveudtagning og analysering for de analyser, hvortil der forudsættes akkreditering.
3.3 Prøve emballage
Leverandør skal leverer den korrekte emballage / flasker / dunke til udtagningen af analyser. Minimum antal emballage der skal være hos AffaldPlus til udtagning af A- analyser 20 stk., til udtagning af B-analyser 3 stk. og til udtagning af de resterende analyser være til 2 stk. analyser.
3.4 Afrapportering
Skriftlig afrapportering af alle analyseresultater skal sendes til AffaldPlus med kopi til relevante myndigheder.
Leverandøren skal levere afrapporteringen af analyseresultater for alle analyser elektronisk som word-filer eller som pdf-filer til AffaldPlus. Afrapportering skal indeholde en kort beskrivelse af:
• Prøveudtagningssted og dato
• Laboratorieanalyser, herunder analysemetode, detektionsgrænse og måleusikkerhed, gældende grænseværdi
• Akkrediteret analyserapport påtegnet m. underskrift.
Alle rapporter sendes til AffaldPlus xxx@xxxxxxxxxx.xx , xxx@xxxxxxxxxx.xx og xxxxxxxxxx@xxxxxxxxxx.xx
3.5 Mandskab
Tilbudsgiver sørger for, at der er ansat det nødvendige personale, som er uddannet til udførelse af opgaverne.
Mandskabet skal udvise god og høflig opførsel under arbejdet. Mandskabet skal være iført en ensartet og let genkendelig beklædning med firmanavn under arbejdet. Mandskabet skal på AffaldPlus’ forlangende oplyse navn.
Leverandøren skal til enhver tid uden ekstra udgift for AffaldPlus stille reservemandskab til rådighed i tilfælde af ferie og sygdom.
Tilbudsgiver og dennes ansatte er omfattet af tavshedspligt omkring forhold, der kommer til pågældendes kendskab i forbindelse med levering.
Mandskabet skal af hensyn til kontakten med personalet på AffaldPlus’ anlæg kunne tale, læse og forstå dansk.
AffaldPlus er berettiget til at kræve mandskab fjernet fra leverancen, hvis det pågældende mandskab efter AffaldPlus’ vurdering ikke opfylder de stillede krav til adfærd m.m.
3.6 Arbejdsmiljøforhold og ordensregler
Tilbudsgiver er ansvarlig for at arbejdsmiljøforholdene for mandskabet til enhver tid er tilfredsstillende og i overensstemmelse med gældende myndighedskrav.
Tilbudsgivers personale skal til enhver tid overholde arbejdsmiljø- og ordensinstrukser på AffaldPlus anlæg.
Gentagne overtrædelser af gældende arbejdsmiljø- og ordensinstrukser på
AffaldPlus’ anlæg vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse af kontrakten.
Inden kontraktstart vil AffaldPlus orientere den vindende Tilbudsgiver om gældende arbejdsmiljø- og ordensregler på AffaldPlus’ anlæg.
3.7 Opstartsmøde
Tilbudsgiver er forpligtet til at deltage i et opstartsmøde inden kontraktstart. AffaldPlus yder ingen betaling for Tilbudsgivers deltagelse i opstartsmøde.
3.8 Øvrige krav
Tilbudsgiver kan medtage AffaldPlus på en referenceliste, men må ikke derudover bruge AffaldPlus i markedsføringsøjemed uden skriftlig tilladelse fra AffaldPlus.
Hindringer eller ulemper, som udførelse af opgaven medfører for den offentlige færdsel, skal begrænses i videst muligt omfang.