Dokument oprettet 04. oktober 2019 Sag 164046 – Dok. 458329
Socialområdet
Sikring af borgernes retsstilling ved indgåelse af aftaler med foreninger og private virksomheder om overdragelse af arbejdsgiveropgaven i §§ 95 og 96
Formålet er at sikre borgernes retsstilling, når de indgår aftaler med foreninger og private virksomheder om overdragelse af arbejdsgiveropgaven i hjælpeordninger efter § 95 og 96. Xxxxx træder i kraft fra januar 2020 for nye aftaler. Lovforslaget udmønter dele af satspuljeaftalen for 2019-2022.
DH mener
Flere af DH’s medlemsorganisationer har arbejdet for, at der kun kan indgås aftaler med udbydere af §§ 95 og 96, der er godkendt af socialtilsynet. DH bakker derfor i høj grad op om forslaget.
Ændring af formålsbestemmelser i vedtægter for fonde, krav om straffeattest og præcisering af rækkevidden af socialtilsynets godkendelse og tilsyn
Formålet er at lempe betingelserne for godkendelse af ændring af formålsbestemmelser om drift af tilbud i vedtægter for fonde på det sociale område. Lovforslaget har også til formål at styrke indsatsen over for børn, unge og voksne, der opholder sig på botilbud og i plejefamilier, ved at indføre obligatorisk krav om indhentelse af straffeattest. Derudover præciseres det, at socialtilsynets godkendelse og tilsyn omfatter den samlede indsats, der leveres i tilbuddet.
DH mener
DH er positive over for forslaget om lempelse af ændring af fondes formålsbestemmelser, da fonde kan være bundet af vedtægter af ældre dato, der ikke er i overensstemmelse med den aktuelle målgruppe. DH er ligeledes positive over for et obligatorisk krav om indhentelse af straffeattester.
En samlet afgørelse om støttepersonordninger samt tydeliggørelse af mål om rehabilitering og beskæftigelse i handleplansbestemmelsen i serviceloven
Formålet er at give kommunerne mulighed for at træffe en samlet afgørelse om socialpædagogisk støtte (efter serviceloven) og mentorindsats (efter beskæftigelsesindsatsloven) samt sikre bedre sammenhæng mellem gældende formålsparagraf og handleplansbestemmelsen i serviceloven ved at tydeliggøre, at handleplanen kan indeholde mål om rehabilitering og beskæftigelse. Forslaget er en opfølgning på aftalen om rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer.
DH mener
DH mener, at det er positivt, hvis der findes en løsning, hvor en borger ikke er nødsaget til at få tildelt både mentorstøtte og socialpædagogisk støtte i form af to forskellige personer, for så vidt borgeren ikke ønsker det. Vi vil være opmærksomme på, om lovforslaget vægter inddragelse og brogerens frie valg i tilrettelæggelse af støtten.
Ro og stabilitet for udsatte børn og unge og styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager
Formålet med lovforslaget er bl.a. at understøtte ro og stabilitet for udsatte børn og unge. Forslaget indeholder en række punkter, herunder bl.a. ophævelse af adgangen til at fastsætte regler om egenbetaling for anbragte børn og unge, begrænsning af forældremyndighedsindehavers adgang til at få behandlet anmodninger om hjemgivelse i sager om anbringelse uden samtykke, når der ikke er sket ændringer i sagen, sammenhæng mellem valg af anbringelsessted og undervisningstilbud samt bedre belysning af forældrekompetencer i sager om anbringelser uden samtykke.
DH mener
DH ser positive aspekter i forslaget, herunder fokus på sammenhæng mellem valg af anbringelsessted og undervisningstilbud, der kan være med til at sikre, at anbragte børn og unge får det rette undervisningstilbud, hvilket har stor betydning for deres livsvilkår. Derudover støtter vi ophævelse af adgangen til at fastsætte regler om anbragte børns og unges egenbetaling for opholdet.
Beskæftigelsesområdet
Lov om et midlertidigt børnetilskud til forsørgere, der modtager integrationsydelse eller er berørt af kontanthjælpsloft
Lovforslaget udmønter den politiske aftale, der skal give et særligt økonomisk tilskud til børnefamilier, som har været ramt af kontanthjælpsloftet.
DH mener
DH har været særdeles aktive i kampen for at rulle kontanthjælpsloftet tilbage, og er glade for, at man nu begynder at løse nogle af de problemer. I første omgang vil hjælpen gå til forsørgere med handicap. DH vil følge og bidrage arbejdet fremadrettet – der oprettes nu en ydelseskommission der skal se bredere på ydelsessystemet. I den forbindelse har DH via høring indhentet input fra medlemsorganisationerne før sommeren.
Lovforslag om enklere og skærpede sanktioner mv
Lovforslaget har til hensigt at forenkle reglerne ang. sanktioner særligt over for kontanthjælpsmodtagere. Lovforslaget er et resultat af en politisk aftale, som blev indgået af den forrige regering. Lovforslaget blev sat i høring allerede under den forrige regering, men nåede ikke at blive fremsat inden valget.
DH mener
DH har været særdeles kritiske over for lovforslaget, som grundlæggende kan komme til at ramme mennesker med handicap uforholdsmæssigt hårdt. Derfor har DH både under den politiske behandling og med høringssvaret stillet os kritiske og søgt at få implementeret forbedringer på områder, hvor vi ser særlige problemer. DH vil følge den videre lovproces nøje og byde sig til, hvor nødvendigt.
Indførelse af seniorpension
Kort før folketingsvalget blev der indgået politisk aftale om seniorpension. Med aftalen besluttede man, at personer med under seks år til pensionsalderen og en arbejdsevne på 15 time eller under, kan bevilges den nye seniorpension. Som en del af den politiske aftale skal det undersøges, hvilken myndighed, der bør stå for tilkendelse af førtidspension.
DH mener
DH følger selvfølgelig udviklingen nært, da både analyse af tilkendelsesmyndighed samt den videre proces er særdeles interessant i relation til det øvrige førtidspensionsområde.
Afskaffelse af dokumentationskrav for fastholdelsesfleksjob for seniorer
Som en del af aftalen om seniorpension, som blev indgået inden valget, vedtog man, at borgere, som har under seks år til pensionsalderen, kan bevilges et fleksjob på egen arbejdsplads uden videre dokumentation. For alle andre (yngre) borgere gælder det fortsat, at man inden bevilling af fleksjob på egen arbejdsplads skal være ansat et år efter overenskomstens sociale kapitler (eller lignende), før fleksjob på egen arbejdsplads kan bevilges.
DH mener
DH vurderer det positivt at flere hurtigere kan blive tildelt et fleksjob på nuværende arbejdsplads. DH vil dog fortsat arbejde og argumentere for, at reglen bør gælde for alle uanset alder.
Justering af reformen af førtidspension og fleksjob
Det fremgår, at man vil udmønte en ”forventet aftale” om justeringer af reformen af førtidspension og fleksjob.
DH mener
DH prioriterer i høj grad arbejdet med at få ryddet op i reformen af førtidspension og fleksjob og har ligesom mange medlemsorganisationer i flere år allokeret mange kræfter til at skubbe på egentlige forbedringer på området. Derfor er det selvfølgelig positivt, at man forventer at indgå en aftale. Det er værd at bemærke, at det også fremgik af seneste lovkatalog fra den forrige regering, at man ville fremsætte lovforslag oven på en forventet aftale, uden at det resulterede i noget. Denne gang fremgår det dog også af regeringen og støttepartiernes forståelsespapir, at reformen skal udsættes for en kritisk gennemgang.
Ret til tidlig tilbagetrækning
Regeringen forventer til foråret at gennemføre trepartsforhandlinger og på den baggrund fremsætte lovforslag om differentieret pensionsalder.
DH mener
Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at den differentierede pensionsalder i videre grad kommer til at tilgodese mennesker med handicap, men DH vil følge udviklingen.
Transport- og tilgængelighedsområdet
Ændring af lov om radio‐ og fjernsynsvirksomhed og lov om film (Gennemførelse af
direktivet om audiovisuelle medietjenester m.v.)
Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 fra november 2018 vedrørende udbud af audiovisuelle medietjenester i lyset af bl.a. den teknologiske udvikling.
DH mener
Artikel 7 om tilgængelighed til medietjenester i direktivet skal implementeres, så det kommer flest mennesker med handicap til gode. Det er vigtigt, at der i lovgivningen er specifikke referencer til og definitioner af tilgængelighedstjenester som f.eks. undertekster af danske udsendelser, tegnsprogstolkning, synstolkning og oplæsning af undertekster. Det er desuden vigtigt, at der udpeges en uafhængig national tilsynsmyndighed.
Ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder)
Lovforslaget har til formål at indføre en forsøgsordning for selvkørende enheder. Lovforslaget
fastsætter bestemmelser for forsøgsordningen med de selvkørende enheder og indeholder herunder
bl.a. hjemmel til at fastsætte regler om de selvkørende enheders hastighed og dimensioner
m.v.
DH mener
Selvkørende biler rummer nye muligheder for mennesker med handicap, der i dagligdagen kan opleve det som en stor barrierer at komme fra A til B. Derudover er det vigtigt, at lydløse biler tilføjes en motorlyd, så f.eks. blinde og svagsynede bliver varslet om bilerne, og man derved undgår ulykker.
Boligområdet
Ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene (Huslejefastsættelse ved gennemgribende forbedringer)
Lovforslagets formål er at sikre lejere en rimelig husleje ved indgribende moderniseringer, samtidig med, at det økonomiske incitament for udlejere til at lave modernisering af ældre boligbyggeri opretholdes.
DH mener
DH mener, at det positivt, at regeringen vil sikre incitamenter til modernisering af ældre boligbyggeri, da dette kan medfører øget tilgængelighed. Vi vil følge ekspertgruppens forslag.
Erhvervsområdet
DH ser frem til Turismepolitisk redegørelse 2020, hvor vi vil have opmærksomhed på udviklingen inden for tilgængelig turisme. DH arbejder for en national strategi, der skal sikre turisme for alle, hvilket er et område med stort økonomisk potentiale1.
Uddannelsesområdet
Ændring af lov om de gymnasiale uddannelser (Ændring af adgangsforudsætningerne til de gymnasiale uddannelser)
Lovforslaget har til formål at afhjælpe udfordringer ved indretningen af den nuværende optagelsesproces til de gymnasiale uddannelser. Med lovforslaget forventes optagelsesprocessen generelt smidiggjort, og der forventes etableret mere fleksible muligheder for optag for visse elevgrupper, der er kommet i klemme med de gældende regler.
DH mener
Det vil generelt gavne eleverne, at de nuværende regler for optagelse på en gymnasial uddannelse smidiggøres, så fx elever, der har været på efterskole efter 9. klasse ikke behøver at gå til en optagelsesprøve for at blive optaget på et gymnasium.
Ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (Tydeliggørelse af retten til rimelig individuel tilpasning i forhold til dagtilbud til børn og i forhold til folkeskolen m.v.)
Formålet med lovforslaget er at tydeliggøre retten til rimelig individuel tilpasning på grund af handicap i forhold til dagtilbud til børn og i forhold til folkeskolen m.v. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen mellem regeringen og KL om økonomien for 2020
DH mener
DH har længe arbejdet for at få udvidet retten til rimelig tilpasning, således at det også skal gælde uden for arbejdsmarkedet. Derfor er formuleringen i økonomiaftalen om rimelig tilpasning på dagtilbuds- og folkeskoleområdet et yderst positivt skridt i den rigtige retning. DH hæfter sig ved, at det i økonomiaftalen fremgår, at det skal foregå inden for de eksisterende økonomiske rammer. DH vil nøje følge, hvorledes dette udmøntes og samtidig arbejde for, at rimelig tilpasning udbredes til alle områder.
Kirke- og kulturområdet
Ændring af lov om valg til menighedsråd (Valgret til personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne og tilintetgørelse af valgkort og valglister)
Formålet med lovforslaget er at ændre reglerne om valgret og valgbarhed sådan, at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, får valgret og valgbarhed ved valg til menighedsråd. Lovforslaget indeholder herudover ændringer i forbindelse med den nye valgform til menighedsråd.
DH mener
Det er positivt, at man ændrer loven, så personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemållovens § 6, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne, gives valgret ved valg til menighedsråd.
Derudover mener DH, at reglerne vedr. hjælp til stemmeafgivning skal ændres, så personlig bistand til stemmeafgivning ydes af 2 valgstyrere eller tilforordnede vælgere. I stedet for den ene valgstyrer eller tilforordnede vælger kan vælgeren forlange personlig bistand til stemmeafgivningen af en person, der er udpeget af vælgeren selv. Dvs. at de skal svare til reglerne for stemmeafgivelse ved fx folketingsvalg, kommunalvalg, folkeafstemninger jævnfør den justering af reglerne, der blev foretaget med lov nr. 175 af 21. februar 2017.
DH
er talerør for handicaporganisationerne og repræsenterer alle
typer af handicap - fra hjerneskade og gigt til udviklingshæmning
og sindslidelse. |